by maitrosborg

Emilies mand gik en tur og kom aldrig tilbage

Jeg sveder altid, når jeg bliver nervøs, siger hun og tager sin oversize ruskindsjakke – som er købt second-hand – af. Under jakken er hun iført sorte støvler, en sort T-shirt og sorte skinny jeans.

I 2017 bliver Emilie forladt af sin mand Markus. Han får et sammenbrud en dag, går en tur og kommer aldrig tilbage. Det mødtes vi for at tale om en oktoberaften på DOKK1 i Aarhus.

BJERGTAGET FRA STARTEN 

Kan du beskrive dit første møde med Markus?

Det var i sensommeren 2005. Jeg var flyttet til Aarhus i foråret for at læse, da jeg skulle starte på universitet sommeren efter. Jeg fik et studiejob, og på jobbet ser jeg den her fyr med et meget stort, lyst hår komme kørende frem og tilbage på en palleløfter med varer. Jeg lagde virkelig mærke til ham, fordi han var det, jeg vil beskrive som radiant. Han strålede. Det lyder egentlig ikke særlig maskulint, men det var han. Han var meget opsigtsvækkende, bar sig selv meget selvsikkert og ret kækt. Jeg blev virkelig bjergtaget af ham fra start, og jeg var tiltrukket af hans energi. Det er sådan, jeg husker de allerførste gange, jeg så ham.

Jeg blev virkelig bjergtaget af ham fra start, og jeg var tiltrukket af hans energi. Det er sådan, jeg husker de allerførste gange, jeg så ham.

Vi datede eksklusivt i ret lang tid, men det var uklart, hvad vi var, og det var ikke godt nok til mig. På det tidspunkt boede han i en kælder et meget fint sted hos sin mor og hendes nye mand, så jeg sagde farvel til hans mor, tog mine gode sager og cyklede hjem.

Efterfølgende havde jeg det fint og datede faktisk ret mange fyre over sommeren. En sensommerdag kontakter Markus mig og inviterer mig på en skovtur. Jeg var i tvivl, da jeg var begyndt at se en anden. Det var meget at kaste over styr, men jeg havde noget uforløst. Markus havde noget ret magisk over sig. I skoven sagde han, at gerne ville være min kæreste. Der var ikke noget pakken ind. Det var meget direkte og meget planlagt. Jeg sagde ja. Jeg kunne ikke andet. Jeg husker ikke, at jeg gjorde mig bekymringer overhovedet. På det tidspunkt var min verden mine single-veninder, mit studie og min familie.

Hvordan var jeres forhold?

Vi har fået at vide, at vi passer godt sammen. Han er pæn, og jeg er en talende person. Jeg har altid følt mig hjemme sammen med ham. Det kan selvfølgelig godt virke lidt billedskønt, men jeg har aldrig tænkt, at forholdet var kunstigt. Det har været meget poetisk.

Men vi var to ret forskellige steder. Han var ikke rigtigt tilpas i sin elevstilling, og jeg prioriterede mit studie alt for højt. Efter to år bryder vi. Det var meget udramatisk. I en bil fortæller han mig, at han gerne vil holde en pause. Han har ringet til min far og sagt det. Det bliver jeg rasende over, så i stedet for at vi holder en pause, bryder jeg. Jeg husker faktisk ikke, at jeg var helt vildt ked af det. Jeg var mere vred.

To år efter deres brud, sender Markus en besked til Emilie. Han er begyndt at drømme om hende og vil rigtig gerne ses. De mødes til en kop kaffe.

UAFSLUTTET

Jeg blev glad for, at jeg havde haft betydning. Vi begynder at ses fire-fem gange. Det blev – for mig i hvert fald – ret magisk og meget betydningsfuldt. Hvis jeg skal være ærlig, har jeg nok godt kunne fornemme, når vi mødtes, at han gerne ville noget mere, men jeg var et andet sted og kunne ikke rigtigt overskue at forholde mig til konsekvenserne ved at tillade det at udfolde sig. Jeg så andre fyre og havde også en kæreste på et tidspunkt.

Det bliver for svært for Markus at ses, så han bryder al kontakt til Emilie og beder hende om ikke at kontakte ham, hvilket Emilie respekterer. Men et forår bliver de ved at støde på hinanden.

På det tidspunkt havde jeg lige afsluttet et forhold, hvor der ikke var plads og luft. Da jeg møder Markus får jeg følelsen af at være okay, og at alt er okay. Det var som at trække vejret helt ned i lungerne en frostklar dag. Der er et savn, som jeg ikke helt kan definere. Jeg kan mærke, at jeg får lyst til at se ham igen og tænker egentligt ikke over hvorfor. Jeg foreslår, at vi drikker en kop kaffe. Han synes, vi skal spise middag sammen, hvilket vi gør. Han virker nervøs. Han griner lidt af noget, jeg siger, og så sjov er jeg ikke. Det er hans måde ligesom at understøtte mig på.

Han har fulgt mig hjem, og vi står i baghaven til den lejlighed, jeg boede i. Jeg kan ikke huske, hvem der tager initiativ til det, men vi kysser hinanden. Han siger, at nu kan han ikke mærke sine fødder. Det tror jeg faktisk, han mener. Han fortæller mig også, at han har været virkelig forelsket i mig i alle årene, og har håbet på, at det skulle blive til noget. Jeg har været hans benchmark, siger han. Han har aldrig været færdig med at elske mig. Når jeg siger det højt, lyder det mærkeligt.

Jeg kan ikke huske, hvem der tager initiativ til det, men vi kysser hinanden. Han siger, at nu kan han ikke mærke sine fødder. Det tror jeg faktisk, han mener.

Efter forholdsvis kort tid flytter Emilie og Markus sammen. I mellemtiden er Markus begyndt på Journalisthøjskolen og har fundet sig mere til rette i livet. Emilie har skrevet sit speciale færdig.

Hvordan var det at bo sammen?

Det var rigtig rart at bo sammen med en mand. Han var meget rolig, og jeg tænkte meget på ham som min jord. Jeg var meget mere udadvendt og opsøgte venner. Han ville gerne være hjemme. Når han var ude, var han meget på, og spurgte meget ind til andre. Han talte ikke så meget om sig selv, men gav meget af sig selv. Men han havde brug for at lade op derhjemme. Det tænkte jeg var et godt modstykke til min mere flyvske energi.

Hvis jeg blev irriteret over noget, kan jeg huske, jeg tænkte, jeg hellere ville leve med pletter på gulvtæppet og ham, end med et rent gulvtæppe og uden ham. Det var simpelthen så rart og trygt. Vi havde det så sjovt. Vi legede meget og lavede skøre ting sammen fx tog vil altid fri på hinandens fødselsdage og gjorde på en ret eventyrlig måde meget ud af dem.

FRIERI OG BRYLLUPSKLOKKER

I sommeren 2014 havde vi et helt fantastisk roadtrip i Sydeuropa i et par uger. Vi lejer en Fiat 500. Den var egentlig sort, men vi får den byttet til en hvid. Vi bor på Airbnb lokale steder og drikker hjemmedyrket limoncello på en mark. Det er helt vildt dejligt og skønt. I en havneby har Markus booket et værelse på det her vanvittigt flotte hotel. Jeg tror først, at vi er kørt forkert. Det er meget paladsagtigt og egentligt slet ikke min stil, men det er smukt, og vildt overraskende hans idé, og på den måde helt min stil.

Vi er trætte og tager ud og spiser på det mest snuskede pizzeria, jeg nogensinde har spist på. Jeg kan huske, vi kan skrive i støvet, så beskidt var det. Det er alt for tidligt på aftenen, og vi er de eneste gæster. Da vi er tilbage på hotellet og jeg har fjernet min makeup, sidder i mit nattøj og er ved at falde i søvn, tager Markus en ring frem under hovedpuden og frier til mig. Han fortæller, at da vi stod i baghaven til min gård og kyssede, vidste han, det var mig, han ville giftes med.

Det var egentligt ikke en drøm, jeg havde. Jeg havde ikke tænkt, jeg skulle giftes og havde heller ikke forventet det. Ingen at vores venner var blevet gift. Jeg var også ung, eller jeg følte mig ret ung. Jeg må have været 28 år. Men bagefter har vi det næsten som om, vi er på bryllupsrejse. Vi er helt fra den. Jeg er på månen og helt rundforvirret, kan hverken finde ud af at sove eller spise. Vi skal giftes, og han vil være sammen med mig! Vi er forlovet i to år, inden vi bliver gift.

Jeg havde egentlig tænkt, at vi godt kunne holde et mere simpelt og budgetvenligt bryllup, men Markus nævner, at vi ikke er gode til både at være værter og hovedpersoner. Det er sandt, så vi finder et helt fantastisk traktørsted ved vand og skov. Om eftermiddagen er der reception og jazz, og om aftenen dansefest med DJ og knæklys. Det regner lidt. Folk siger, at det bringer lykke. Vi bliver gift i den kirke Markus familie er tilknyttet. Præsten er ven af familien. Der er smukke taler, og jeg synger nogle vers og holder en tale. Jeg fortæller ham, at han er min jord og hele min verden. Det føles nærværende og fuld af mening og historie. Der er så meget fint, og vi holder en helt fantastiske fest.

Der er smukke taler og jeg synger nogle vers og holder en tale. Jeg fortæller ham, at han er min jord og hele min verden.

Efter brylluppet har Markus fået en praktik, han har svært ved at finde sig til rette i. Jeg er heller ikke i det sundeste arbejdsmiljø, men i foråret 2017 får vi et afbræk, da vi rejser til USA i fem uger. Vi har det virkelig skønt og eventyrligt. Vi taler om fremtiden og køber skørt amerikansk børnetøj. Afbrækket varer dog ikke længe.

Da vi kommer hjem, konstaterer vi skimmelsvamp i vores lejlighed. Det bliver en lang og kedelig sag, der betyder, at vi bor på skift hos familie, mens vi begge arbejder udenbys. Vi kører mere end godt er. Midt i processen sælger vores udlejer bygningen. Der er vi begge slidt ned til sokkeholderne. Markus har det skidt. Han er træt og isolerer sig. Mens alt det her står på, har han ikke mod på at finde et sted, vi kan bo. Det er for dyrt, siger han. Så vi fortsætter livet som nomader lidt endnu.

Jeg var ikke klar over det dengang, men jeg bliver i virkeligheden nok emotionel fjern og handlingsorienteret, når jeg er presset, særligt når den anden er passiv. Jeg spørger meget ind til Markus behov, men han har aldrig brug for noget. Der har nok ikke været den samme forbundenhed. Jeg tænker i dag, at det nok har været hårdt for ham. Han bliver sygemeldt.

I slutningen af året finder vi en lejlighed, og det er bare helt vildt fedt. Jeg oplever, vi begge er ægte glade. Markus lysner op og gør igen de ting, han holder af. Jeg er så lykkelig, at jeg kunne sprænge. Endelig har vi vores eget sted.

Vi er faktisk også ude at kigge på et hus, da Markus gerne vil eje noget. Jeg synes, vi skal vente lidt og bare nyde hinanden. Jeg har fået tilbudt en stilling supertæt på den nye lejlighed. Jeg glæder mig og kan næsten ikke kan sove om natten. Nu kommer der overskud på energikontoen.

Vi har en virkelig skøn jul og d. 1. januar får vi nøglerne til vores nye hjem, og den base, vi har manglet. Vi fejrer nytår sammen på Markus job.

SOM ET ANGSTANFALD MED MEGET LIDT FYSIK

Da jeg begynder på arbejde, kører Markus mig. Vi kysser hinanden farvel, og jeg har det som om, vi er nyforelskede. Om formiddagen ringer jeg til ham fra mit arbejde. Jeg kan høre på hans stemme, at der er noget helt galt, og jeg kan simpelthen ikke finde ud af, hvad det er. Det er som om, der næsten ikke er noget stemme eller energi. Han siger, han bare har det dårligt, og jeg ved ikke, hvordan dårligt, men siger til en kollega, at jeg bliver nødt til at tage hjem. Det har jeg aldrig gjort før. Da jeg kommer hjem, står han i vaskekælderen, hvor han er gået i stå. Han siger, han ikke kan mærke sine ben og arme, og han er helt væk i blikket – som et angstanfald med meget lidt fysik. Jeg tager fat i ham og forsøger at grounde ham, siger, Markus, du er lige her. Jeg tænker, han er overanstrengt. Han siger, han bliver nødt til at gå en tur. Det gør mig ked af det. Han har aldrig trukket sig fysisk fra mig før. Det er første gange, jeg oplever, han trækker sig på den måde. Og han kommer jo heller ikke tilbage.

Han siger, han ikke kan mærke sine ben og arme, og han er helt væk i blikket – som et angstanfald med meget lidt fysik.

Det er januar og mørkt. Alt det der var helt fantastisk hyggeligt, bliver pludseligt enormt uhyggeligt.

Jeg tager hjem til mine forældre, og der går to døgn, hvor jeg ikke ved, hvad der foregår. Jeg tror, han skriver en sms. Det er faktisk lidt svært for mig helt at huske, fordi jeg bare er helt fra den. Efter to døgn tager jeg tilbage til byen. Jeg er nærmest syg af bekymring og uvished, men jeg bliver nødt til at se og fornemme ham. Da jeg er på vej, ringer han og spørger, om jeg er et sted, hvor jeg kan snakke. Nu kan han snakke, så det bliver jeg nødt til at kunne. Han vil ikke se mig, han vil bare sige, at han ikke vil og kan mere. Lørdag – det her var torsdag – tager han op i lejligheden sammen med sin bror og henter sine ting. Jeg kan ikke forstå, hvad der foregår. Det handler om mit helbred, siger han, når jeg spørger. Han siger, han bliver syg og bliver nødt til at passe på sig selv. Jeg tænker, er det mig, der gør ham syg?

Jeg tror, jeg er ved at miste forstanden. Han er det menneske, jeg følte mig allermest tryg ved. Det er ham, der er mit hjem. Jeg kan slet ikke forstå, hvad der foregår. Jeg får lov at sove hos en veninde og er mere død end levende. Hun ligger og holder mig i hånden. Jeg kan ikke finde ud af at sove selv. Jeg ligger også nogle aftener og holder mig selv i hånden, og tænker, du er ikke alene. Jeg føler, jeg er stivnet. Jeg kan ikke finde ud af at komme ud af sengen. Jeg kan ikke mærke sult og jeg tænker nogle gange, om mine ben lammet? Det er som om, jeg er gået helt i stykker. Jeg kan ikke fungere, uden nogen sætter mig i gang og fx siger, nu skal du drikke dit glas vand. Men jeg kan heller ikke finde ud af at være selv, så jeg tager på arbejde.

I momenter tænker jeg, at det er en drøm, og jeg bliver meget i tvivl om, hvad der er virkeligt. Jeg kan slet ikke være i min krop. Jeg ser mig selv udefra, det suser for ørerne, og jeg skal kaste op. Jeg er så meget i chok. Jeg har ondt i hele kroppen og kan slet ikke fungere. Jeg tror ikke engang, jeg græder så meget. Jeg har sådan nogle støttepædagoger i form af familie, veninder og kolleger omkring mig. Jeg føler mig vanvittig forrådt, jeg elsker ham vanvittigt og jeg forstår ingenting.

FORRÅDT

Så kærligheden er der stadig, selvom han har forrådt?

 Ja. Det er lidt som om, det er en anden person, der har gjort det her mod mig, fordi jeg har ikke set ham, og den stemme han har talt med lød helt anderledes end hans normale stemme. De få mail jeg har modtaget, har været fra hans arbejdsmail, så det er som om, at den Markus jeg elskede, stadig er der. Som om han er blevet bortført. Jeg kan også få sådan en ide om, at han er blevet kørt ned. Er det en anden, der sidder og udgiver sig for at være ham. Det er sådan nogle vrangagtige forestillinger, jeg får, fordi jeg ikke kan forstå, hvad der foregår, og han ikke hjælper mig med at forstå. Jeg er helt ved siden af mig selv. Jeg tænker, min verden er gået i stykker. Og jeg er gået i stykker.

Emilies ex-svigerinde kontakter Emilie, og da det går op for hende, at Emilie sidder tilbage med en masse spørgsmål, lover hun at tale med Markus. Et par måneder senere går Markus med til et fysisk møde hos en parterapeut.

Jeg får ikke noget ud af den samtale. Han sidder bare helt stiv med nystrøget skjorte og stylet hår. Jeg tænker, hvordan kan du have brugt tid på at sætte dit hår, når du ikke kan sige noget til mig. Det er så mærkeligt for mig, at han kan være ude i verden, passe sit arbejde og prioritere træning, men ikke give mig den mindste forklaring eller om ikke andet beklage måden, han har brudt på. På det her tidspunkt har Markus søgt om en straks-skilsmisse.

Hvordan har du det i dag?

Nu er der gået to år, og jeg føler, jeg er i forskellige sæsoner. Det er ikke sådan, at jeg bevæger mig lineært. Jeg kommer også nogle gange tilbage til noget, jeg tidligere har været i. Men jeg tager det jo med mig i den næste sæson – eller fase. Lige nu er jeg nok mere i sorg end i chok. I starten måtte jeg i lang tid bede folk om ikke at spørge ind til det. Hvis jeg bare havde et minut, hvor jeg ikke tænkte på ham, var det en befrielse. Der er mange, der med gode intentioner spørger, hvordan det går med mig efter bruddet og så bliver jeg jo mindet om det hele. Jeg drømmer næsten om ham hver nat. Der går ikke en uge, hvor jeg ikke drømmer om ham i hvert fald fem gange. På den måde er han jo til stede. Når jeg er ude, er jeg stadig i frygt-modus og scanner mine omgivelser. I nogle perioder mere end andre, men hvis jeg ser en, der ligner ham, så bliver jeg bange.

Hvad bliver du bange for?

Hvis jeg ser ham, bliver det tydeligt, at virkeligheden er en anden, end den jeg ønskede, den skulle være, og det bliver på en eller anden måde enormt angstfyldt. Og jeg bliver også bange for, om alt det jeg troede var sandt – hele den her fortælling – er sand. Jeg bliver enormt usikker på om jeg kan stole på min egen dømmekraft og mennesker og verden er et grundliggende sikkert sted. Det har jeg aldrig tvivlet på tidligere. Der er også noget i bare ikke at være betydningsfuld, der også er farligt. Så det er stadig svært for mig at forestille mig en verden uden ham. Selvom jeg virkelig prøver ikke at dyrke den tanke.

Hvis vi kunne have grædt sammen. Hvis han kunne have taget imod min frustration. Hvis han kunne have råbt ad mig. Hvis han kunne have sagt i nat sover jeg inde på sofaen, eller det her, det går ikke, eller jeg tager ud i et eller andet sommerhus i en måned, så kunne jeg mærke det menneske, som var ordentligt, som ville en dialog, og jeg havde været med i processen, men han tager hele processen fra mig. Jeg har kendt ham siden 2005. Vi var gift, han var min verden og fremtid. Og så går han for at få noget luft. Jeg føler, jeg er et sted i livet, hvor han har taget min fremtid fra mig. Min mulighed for at få børn, min tillid til andre.

Hvis vi kunne have grædt sammen. Hvis han kunne have taget imod min frustration. Hvis han kunne have råbt ad mig.

Hvordan påvirker det du har oplevet dine relationer i dag?

Jeg er meget frygtsom. Indtil nu er det altid mig, der har forladt folk, men nu kan jeg mærke, at jeg er bange for at miste de mennesker, jeg har i mit liv. Jeg er usikker på, hvad og hvem, jeg kan stole på, og på mine evner til at forstå andre. Men jeg er også blevet taknemmelig for de gode mennesker, jeg har i mit liv. Det er blevet meget tydeligt for mig, hvor meget rigere livet er i fællesskab. Vi kan ikke gå igennem livet uden at få brug for hinanden, og det glemmer vi, når alting kører. Men det gør det bare ikke altid. Vi er som mennesker evigt forbundet. Alt hvad vi gør, er i forhold til noget andet i forhold til hinanden. Vi står altid i forhold til nogen, og vi skylder altså hinanden noget i de her relationer. Jeg har nok i virkeligheden også fået et bedre forhold til mig selv.

Men hver dag kan jeg mærke, at mit hjerte er gået lidt i stykker, og jeg har tænkt meget på, om det er gået helt ægte i stykker, eller om det bare har fået nogle slag. Det kan jeg ikke helt finde ud af endnu. Det er den proces, jeg er i. Men der er noget, der aldrig bliver ligesom det var før. Altså min tillid til andre, tror jeg aldrig bliver som den var før. Og jeg forstår stadig ikke, hvad der foregår. Det er virkelig ensomt, fordi han ikke hjalp mig med at finde en mening i det. Han fratog mig muligheden for at handle og kæmpe for det, jeg holdt allermest af.

Men hver dag kan jeg mærke, at mit hjerte er gået lidt i stykker, og jeg har tænkt meget på, om det er gået helt ægte i stykker, eller om det bare har fået nogle slag.

Hvorfor deler du den her fortælling?

Ensomhed har fyldt meget. Selvom jeg har mødt andre, der har haft det svært, har deres historier været meget anderledes end min. Jeg har ikke kunne spejle mig i andres kriser. Jeg er ikke en fraskilt, enlig mor eller i starten af 20’erne. Jeg har følt mig alene og rådvild. Jeg bliver usikker på, om min fortid var sand og på min fremtid. Hvis min historie kan hjælpe andre, der står i noget, der minder om, så vil det skabe mening i alt det, der er så meningsløst for mig lige nu.

Mit sind arbejder stadig meget på at skabe en mening. Han har ikke kunne hjælpe mig til at afslutte eller få skabt mening. Det håber og tænker jeg, at det her kan hjælpe mig til. Jeg får lov til at sætte et punktum på et kapitel af min historie.

Navnene i artiklen er opdigtet af hensyn til de involverede.

by maitrosborg

34

33 år.

Et job (nej, faktisk to) og et yoga og surf retreat på Sri Lanka. På jobbet genfandt jeg mit selvværd, og jeg kunne endelig genkende mig selv i mødet med mennesker igen. Retreatet gjorde vinteren kortere, dagene lysere og kroppen lettere.

Mine ansættelser ophører. Kroppen bliver tungere. Dovne akademikere råber de, og lige dér i maven mellem mindreværdet og selvværdet, rammer det mig. Jeg glemmer nemt, hvad jeg har opnået, når fokus (oftest) er på det ordinære. Det ordinære liv. Den ordinære ansættelse.

Men mest af alt, bør jeg holde af hverdagen. Så jeg fylder den med lange gåture ved Marselisborg og rundt om Tivolisøerne med Lana Del Ray og doku-podcast i ørerne. Naturen gør det lettere at trække vejret, lærer jeg. Jeg bingwatcher bjergtaget Euphoria på HBO og anden sæson af Big Little Lies. Jeg dyrker yoga og jeg danser i Yo Studios. Jeg forsvinder ind i kroppen og glemmer alt om afslag og afvisninger. I minutter eller timer.

Hverdagen er også a-kasse, ansøgninger og artikler. Vi har fået en ny Nabo på Frederiksbjerg, der serverer økologisk kaffe og plads til at skrive. Engang imellem søger jeg tilflugt der. Andre dage skriver jeg på DOKK1 eller La Cabra ved Banegårdspladsen, som serverer en af byens bedste bønner til min americano.

Mine tekster bliver læst, redaktørerne jeg sender materiale til, tager mig seriøst. Det bør jeg også gøre. POV. International bringer mit interview med Maya for tredje gang i deres ugentlige nyhedsbreve, og redaktøren skriver og spørger, om de skal bringe flere af mine historier. Interviewet med Marie ender på forsiden og kommer i nyhedsbrevet. Jeg skriver et debatindlæg i Magisterbladet om ulønnet arbejdskraft i kultur – og kommunikationsbranchen, som jeg selvfølgelig ikke får penge for.

Undskyld, siger jeg igen og igen. Til damen, der går ind i mig i Netto, eller flyttemændene, der ikke kan bære flyttekasserne med mine bøger, selvom de alle vejer under de 19 kg, som er det tilladte. Det virker ærlig talt en smule patetisk at rende rundt og sige undskyld til alt og alle, når de opfører sig som idioter, tænker jeg.

Et gensyn med Nørrebro og et midlertidigt hjem. Som altid tilpasser jeg mig mine omgivelser. Omvæltninger er ikke udfordrende for en person, der altid har været tryggest i rammer, der kunne flyttes og skiftes ud. Gåturene ved Marselisborg er blevet til gåture på Assistens Kirkegård. Yo Studios i Scandinavien Center er skiftet ud med Yo Studios på Islands Brygge. En etværelses er skiftet ud med to (små) værelser og klæder en kvinde i trediverne bedre. Lana Del Ray lytter jeg stadig til.

Der hænger en baby over armen på mig. Det er søndag, og jeg er til børnefødselsdag. Ingen er børnene er mine, og det føles stadig fjernt for mig at skulle forsøge at passe ind i en sandhed, jeg ikke kender. Min force er, at jeg ikke kan sammenligne mig med liv, jeg ikke kender, eller ved, jeg drømmer om. En voksenverden, der for mig strammer garnet og kvæler barnet. Jeg er barnet. En barnlig voksen. Observerer, men har aldrig svarene, når de stiller spørgsmålene. Evigt rodløs og rastløs, passer alle steder og ingen steder.

34 år.

Bare fordi de stiller spørgsmålene, og jeg tror, de kender svarene, som jeg forventes at give, behøver jeg ikke forsvare eller forklare, når jeg føler mig misforstået. 34 år og ikke længere en undskyldning.

Tusind tak fordi I følger med ❤️

by maitrosborg

Farvel til et årti

Helle Thorning bliver Danmarks første kvindelig statsminister og Barack Obama den første sorte præsident (i 2009). “Yes We Can” råber vi i kor med armene over hovedet og håbefulde forventninger til en fremtid, hvor køn og klasse ikke er defineret de næste årtier.

Men vi græmmes og vi væmmes, da vi vågner op til nyheden om, at [Donald] Trump er blevet den mægtigste mand i verden. Verden opdeles i de gode og de onde, og vi venter alle på den superkræft, der skal komme og redde jordens forfald. I stedet får vi en 16-årig pige [Greta Thunberg] fra Sverige. Hun bærer hverken kappe eller har superkræfter, men hun vil redde verden. Den verden vi er ved at forbruge i stykker. Vi skal ikke længere bekymre os om, hvor mange insekter vi sluger på en cykeltur på en varm sommerdag, da 80 % af insekterne er uddøde. I stedet skal vi bekymre os for, om vi om nogle år kan trække vejret frit. Klimatosser, lyder det fra folketingets forhenværende formand [Pia Kjærsgaard]. Klimatosse, årets ord i 2019.

Vi er en flok klimatosser, der bliver krænkede som aldrig før. Den unge blonde pige må ikke længere være ung og blond, og vi skal huske at sige hen i stedet for hun.

Verden brænder [Amazonas og meget mere], men vi har aldrig set en ægte brand i det ganske, danske land (som jojo, ganske vist er blevet lidt lunere de seneste par år), så det bekymrer os et par dage, og så glemmer vi det igen.

I foråret 2010 begynder et opgør i en række arabiske lande mod den diktatoriske styreform. Folket finder sig ikke i mere, og det [arabiske forår] koster krig og liv, som Vesten ikke kan forholde sig til og forstå, men alligevel prøver på. Vi ved, hvordan demokratiet fungerer, fordi vi siden 1849 og Frederik d. 7. (der frivilligt valgte at afgive magten til folket) ikke har kendt andet. Det er derfor nemt at belære lande, der kun har kendt til diktatoriske styreformer. Ignorancen vil ingen ende tage, og lige som vi sidder og hygger os bedst med fredagsslikket, rykker krigen ind i stuerne.

Britta stjæler fra statskassen, og vi får øje på, at de værste banditter er dem i habitter. Vi lader os forarge for en kort stund for så at vende tilbage til at være krænkede. Krænkede over dem, der klæder sig ud som indianere til fastelavn, og over dovne akademikere, der ikke arbejder i Netto. Banditterne bliver ikke rigtigt stillet til regnskab. Vi har alligevel aldrig set pengene.

Vi har brug for at pakke sandheden ind i humor. Derfor lytter vi til Radio24syv, der mestrer at fortælle sandheden bedst med korte radioaviser. Historien om den fjerde statsmagt er en virkelighed, politikkerne ikke bryder sig om, så radioen bliver nedlagt, og der lyder et landsdækkende ramaskrig (og lidt gråd).

Den brede befolkning blander sig i nyhedsdækningen, og man kan ikke længere være sikker på, hvornår en nyhed er sand eller falsk. Dumheden får en stemme. Tilbøjeligheden er, jo mindre du ved, jo mere blander du dig. Den virkelig du ønsker, skal du få. Velkommen til internettets tidsalder.

Vi griner ikke længere af nørderne, men hepper på deres gaming og tilføjer e-sport i ordbøgerne, som en anerkendt sportsgren. Nørderne er de nye superstjerner.

Vi fejrer vores kroppe, mens vi påklistrer falske øjenvipper og suger fedtet væk. Alle skal være lige som de er, og det rager ikke andre, hvordan jeg ser ud, siger vi, mens vi lægger en video, hvor vi danser med blævrende fedt – eller flade maver – i vores undertøj på Instagram. Vi er body positive! Og røven skal være stor og læberne fyldige.

#Metoo. Den første online kvindekamp opstår og spreder sig udenfor skærmen. Det kommer som et chok at finde ud af, at ikke alle er klar over, at nøglebundet knuget tæt i hånden og telefonen på speed dial hører til det at være kvinde og gå alene hjem fra byen. Ja, kvinder bliver udnyttet af mænd. Men det stopper, så snart vi står sammen og råber nok er nok! Havde man glemt det, blev man forhåbentlig mindet om det dette årti. Harvey Weinstein gjorde i hvert fald.

Vi omfavner ikke kun kroppe, men køn og seksualitet. Homoseksuelle kan endelig slentre ned ad kirkegulvet i en kristen kirke og sige ja til hinanden, mens præsten vier dem.

[Lars] Løkke “forlader” Venstre som formand. Manden, der elsker magten, og som man aldrig troede ville afgive den hverken som venstres formand – eller som statsminister, da han var det – siger farvel til politik og koncentrerer sig i stedet om foredrag og Færøerne.

Briterne vil ud af Den Europæiske Union. De vil klare sig selv. Vi andre [lande] griner af dem, og forbavses over Boris Johnsons Get Brexit Done. Endnu mere forbavses vi, da englænderne vælger at kreditere kampagnen med en valgsejr til ham og hans [konservative] parti. Det mest passende udtryk er vist, at briterne har sejret ad helvede til.

Vi sender en mand [Andreas Mogensen] ud i rummet. Han kommer tilbage og fortæller, at vi alle er forbundet, når man kigger på jorden udefra, men vi lytter ikke til ham, og d. 14. og 15. februar 2015 bliver de første terrorangreb på dansk jord begået ved Krudttønden og Synagogen på Østerbro. I december 2019 anholder og afværger politiet et terrorattentat. Dette er årtiet, hvor nogle samles og andre spredes.

[Rasmus] Paludan og Pernille [Vermund] dukker op på den politiske scene og drager danskerne frem i mørket med frygten som lokkemiddel. Nye borgerlige kommer i Folketinget. Stram Kurs bliver udenfor.

Men selv dem, der spredes, samles, når håndboldherrerne vinder OL-guld og VM-mesterskabet, og når Pernille Blume holder de danske svømmepræstationer i hævd og ligeledes vinder OL-guld til Danmark. Og når Mads Pedersen bliver verdensmester i landevejscykling. Desuden vil vi alle heppe, når Caroline Wozniacki, vores allesammens tidligere verdensmester og Australien Open vinder, spiller sin allersidste kamp i 2020. Vi er en præstations-nation, og selvfølgelig tager vi del i æren, når sportsudøverne præsterer på vores og vores lands vegne.

Vi dyrker det spirituelle, som vi dyrkede det for flere årtier siden. Krystaller og fuldmåne er på mode igen, ligesom yoga og meditation er det.

“Comedian” bliver et af de mest omdiskuterede værker dette årti. En banan tapet fast til en væg med gaffetape, der vises på Art Barsel i Miami i 2019. En fransk kvinde køber det for ca. en million, og på den måde gør kunstneren Maurizio Cattelan Duchamp kunsten efter, da han i 1917 udstillede et pissoir og døbte værket “Fountain”. Readymades bestod.

Listerne over de mest spillede numre i radioerne offentliggøres, og kvinderne glimrer ved deres fravær. Det samme gør de i kunstverden. Vi finder ud af, at kvindelige kunstnere findes, selvom de ikke er synlige. Endnu.

Fallulah siger hej til sine søstre og bakker op om at få dem frem i rampelyset.

Yahya Hassan overrasker os alle, da han fra sit ophold på psykiatrisk hospital i Risskov pludselig udgiver efterfølgeren til digte 1, nemlig digte 2. Uden nogle forvarsler offentliggør hans forlag – Gyldendal – det, dagen inden udgivelsen. Det helt store spørgsmål bliver, kan man skelne kunstneren fra forbrydelsen – og skal man!?

Taylor Swift bliver kåret til årtiets kunstner til American Music Awards i 2019. Mon Kanye West er blevet religiøs nok til at tilgive den beslutning?! Halle-fucking-lujah.

Jay Z er Beyonce utro i 2016. Hun dealer med det ved at lave kunst [Lemonade]. Ta’ den!

Jonas Eika modtager Nordisk Råds litteraturpris i 2019 for sin roman “Efter solen”. I stedet for at takke skælder han ud på politikerne. Det skaber røre i andedammen.

Ghita Nørby bliver interviewet af Iben Maria Zeuthen. Nørbys divanykker er til at tage og føle på, og Zeuthen er en stor undskyldning for sig selv. Vi lytter med og krummer tæer over hele seancen. Mange har en mening, men ingen bliver klogere.

Lizzo is feeling good as hell dette årti og giver zero fuck for andres meninger. Hvis vi var i tvivl, minder hun os om, at vi er 100% that bitch!

Billie Eilish er også 100% that bitch, på sin helt, helt egen måde – og så er hun ikke meget ældre end dette årti.

Tessa og Cardi B rapper om kap med sine mandlige kollegaer, og man kan argumentere for, at køn og klasse faktisk er mindre defineret dette årti.

Tusind tak til alle jer, der bød ind med begivenheder.

Rigtig godt nytår.

by maitrosborg

Work-life-balance


Det er tirsdag, og jeg har brugt mandagen i går på at være voksen og undersøge forskellige forsikringstilbud. Man finder mig i kategori 3, da arbejdssøgende åbenlyst er det farligste erhverv, man kan udsætte sig selv for. Vi lader bare som om, du er kontormus, som jeg, siger sælgeren i den anden ende af røret, sænker prisen og putter mig i kategori 1, den mindst farlige, mens han samtidig har en forventning om, at jeg i næste måned er i job.

Det horoskop min far lavede, da jeg var lille, dukker pludseligt op. Tilsyneladende står det skrevet i stjernerne, at det, der fylder i mit liv, er job og karriere, hvilket jo kan virke en smule komisk, eftersom klokken er 11 på en tirsdag, og jeg sidder her i mine sweatpants og uden make-up.

Man skal kende mig for at vide, at det (job og karriere) faktisk fylder mere. mest. I min bogreol står en bog med titlen Work Less Achive More, som mine søskende forærede mig i en jule – eller fødselsdagsgave mange år tilbage. I dag morer jeg mig af åbenlyse grunde over titlen.

Mit selvbillede matcher ikke billedet af en kvinde, der sidder alene uden noget at give sig til på en hverdag.

Jeg kan lide at skrive, sagde jeg til ungevejlederen i et lokale på Vestergade, da jeg ikke var kommet ind på det studie, jeg havde søgt ind på og nu skulle finde et alternativ (også til mit daværende job som stuepige). Hun stak mig en brochure med et danskstudie i Kolding. Kort tid efter flyttede jeg til Kolding og startede på danskstudiet. Det betød, at jeg med en lille deroute, kunne læse min kandidat på den uddannelse, jeg i første omgang ikke var kommet ind på. Det viste sig selvfølgelig, at danskstudiet var det, jeg blev gladest for.

Fem års studie, en omskrivning af specialet, en helvedes masse kurser, frivilligt arbejde og praktikker og løntilskud senere, står jeg og serverer kaffe i en bog-kælder. Jeg er sammen med fine mennesker, og hverken jobcentret eller a-kassen kan røre mig, når jeg langer kaffe over disken og ælter bolledej til sandwich.

Seks måneders tid senere lukker stedet på grund af nogle interne uoverensstemmelser, vi ansatte aldrig finder hverken hoved eller hale i.

Chefen for de sommerskoler jeg været ansat på de seneste mange somre ringer. Hun tilbyder mig et job, og jeg takker ja.

To år senere sidder vi samlet om et stort aflangt bord og får at vide, at vi ikke længere har et job. Flygtningeområdet har fået konkurrence, og der skal spares. Vi er dem, der skal spares. Jeg ser det hele gå i opløsning udefra, og er tæt på taknemmelig for den fyreseddel, jeg fik.

I en mdr. bor og underviser jeg fire ud af fem dage i Sønderjylland, og ser, hvilke konsekvenser besparelserne har. Da jeg hverken kan stå inden for den måde, de ansatte eller asylansøgerne behandles på, laver jeg en fratrædelsesordning med chefen. Det viser sig efterfølgende, at han har en række sager hængende over sig, bl.a. en sexchikanesag. Heldigvis har han aldrig været upassende overfor mig. Det er en vanvittig måned, hvor jeg er stærkere, end jeg troede, jeg ville være, og lærer at sætte mine behov før andres forventninger.

Nu har jeg ikke længere noget at give mig til, så jeg begynder at date.

Det første match jeg mødes med, er en israelsk læge, som ofte ferierer i Aarhus. Vi drikke kaffe en dag, kører ud til stranden med en flaske vin den næste og spiser frokost den tredje, og så tager han tilbage. Er han i byen, hører jeg indimellem stadig fra ham, men for mig er han et godt minde, der på anden date valgte at hoppe splitterravende nøgen i havet.

Det næste match har jeg pinligt nok glemt, hvad laver, men han har tidligere været landmand og er nu noget med en handelsuddannelse. Han er en følsom fyr, der efter sin skilsmisse er begyndt i mande-gruppe. Han forklarer for mig, hvad en mandegruppe er, inden han opfører et Tai Chi show midt i Botanisk Have. Han er en modig mand, men der er minutter, jeg ikke ved, hvor jeg skal gøre af mig selv, så jeg skriver tak for en god date, men jeg manglede kemien. Han svarer, hvordan jeg kan konkludere det ud fra kun en date. Og han har ret.

Det tredje match jeg mødes med underviser på en ungdomsuddannelse. Han er sød, men da han fortæller, han har fået en elev (eller var det flere) fra sin klasse til at græde (selvfølgelig ikke med vilje), og senere kommer med en sarkastisk joke til tjeneren på den cafe, vi har tænkt os at drikke kaffe, ved jeg, vi ikke er et match.

Jeg sletter Tinder, og bliver lettet, da jeg senere finder ud af, at det står skrevet i stjernerne, at det er i forbindelse med job, jeg vil møde min mand.

Forhåbentlig har jeg mere end en chance, for jeg har mødt mænd i forbindelse med mine job bl.a. min ex-kæreste. De mænd jeg har mødt i forbindelse med job, er vanvittigt ambitiøse, hvilket helt åbenlyst er grunden til, jeg falder for dem, når de får øje på mig.

Jeg går til 15 jobsamtaler. Til en af samtalerne får jeg at vide, at jeg ikke virker særlig robust og til en anden bliver jeg rådet til at blive selvstændig. Alle har en mening om, hvem jeg er, og hvordan jeg er.

Flashback til den mand der sammenlignede mig med en musiker, han lige havde sagt, lignede en handikappet, og til min usikre ex-kæreste (ikke ham jeg mødte på job), der havde brug for at pointere, at jeg også kan være rigtig grim. Alle har en mening, så medmindre du kan lide at være rigtig rundtosset, hold fast i din egen!

Er du nogen, spørger en mand, jeg har mødt på Lynfabrikken, da vi cykler ned for at bade ved Marselisborg havn.

Er vi ikke alle det?

Min venindes kæreste ringer og tilbyder mig et midlertidigt job. Jeg takker ja, og i otte måneder blandt iværksættere og mennesker, der ved, at drømme også er ambitioner, føler jeg mig mere hjemme, end jeg har gjort længe.

Jeg modtager endnu en e-mail med endnu et afslag, som jeg sidder her i mine sweatpants, uden make-up og med håret i en rodet knold på denne tirsdag. Det her er Work-life i ubalance, men livet i balance (med dets op – og nedture) ♥︎

by maitrosborg

Søndagstanker

En fod foran den anden. En fremmed, jeg føler, jeg genkender, smiler til mig. Jeg smiler tilbage og kigger ned i min telefon. Næste gang en fremmed smiler til mig, rødmer jeg og kigger ned i jorden i stedet. Jeg har lyst til at røre og række ud. At rejse og at leve.

Jeg lukker øjnene og trækker vejret. Duften af efterår, bladene der falder fra træerne, til træerne står helt nøgne, men rodfaste, og venter tålmodigt, indtil det er tid til at blomstre igen. Efterår, jeg kunne lære så meget. Skille mig af med alt det gamle og give plads til det nye. Turde stå der nøgen, men sikker, og tro på, at jeg vil blomstre igen.

Jeg konkurrerer med mig selv og lader mig inspirere af andre, i mit tempo. Andet er naivt og efterlader mig demotiveret og forvirret. Mit drømmende væsen blander sig med mit målrette sind. En tankeboble bliver til tusinde tanker. Jeg punkterer boblen. Den punkterer let, og jeg ved, at tankerne fyldte mere end virkeligheden. Jeg ifører mig et korset. Snører maven ind, der hvor mine følelser hober sig op, når jeg ikke kan rumme andre og deres indtryk.

Som voksen sker det, at jeg ikke kan rumme andre. Vores konstante spejlen i hinanden på godt og ondt. Tro ikke, du kender mig, har jeg haft lyst til at sige. Det er din fortælling, ikke min. Lad være med at fortælle mig, hvem jeg er, eller hvem jeg bør være, når det i virkeligheden er det, du vil være, eller den du vil være med.

Hvordan vi konstant forholder os til overfladen. Grav dybere. Jeg har ikke brug for at høre dig fortælle mig, at jeg er sød eller pæn. Deres usikkerhed bliver til min. Ingen spørger, hvordan han ser ud på stranden, men alle fortælle mig, at det er modigt, at jeg vil møde en mand, mens jeg er iført en badedragt eller en bikini. Jeg vil egentlig bare svømme og dele min passion med et menneske, jeg kan lide. Men  tilsyneladende er en krop noget man er, og ikke noget man har, hvis man er kvinde. Manden er tilsyneladende ikke modig i et par badeshorts.

I mødet med mænd bliver jeg (sommetider) usikker. Overalt ser jeg smukke eller seje kvinder, som jeg er bange for, at han skal få øje på og glemme mig. Jeg skammer mig over, at andres skønhed skal blive min usikkerhed.

En kvinde skriver til Mads og Monopolet, at hendes kollega klæder sig for sexet til sit job. Hun er i gang med at knalde sig til tops (mener de), og det er i øvrigt røv-irriterende, når kvinder larmer med deres tøj, udbryder Monopolets eneste kvindelige paneldeltager, Signe Lindkvist (!).  Det mest røv-irriterende jeg kan komme i tanke om, er kommentarer som den. Kvinde, find det outfit frem, der passer dig!

Træernes rodnet vikler sig ind i hinanden for på den måde at stå bedre fast. Hvordan vi mennesker nogensinde fik den tanke, at vi er naturen overlegen, er et mysterium.

Rigtig god søndag ♥︎

by maitrosborg

TedxAarhus2019 [RE]

Lørdag d. 5. oktober 2019 afholdt TedxAarhus deres 4. event. Dette år i Centralværkstedets smukke, historiske lokaler. Det var første gang, jeg deltog. Årets tema var RE. Og som den århusianer jeg er, var det næsten umuligt ikke at koble re med think (re-think), som var det, vi gjorde hele 2017 i forbindelse med Aarhus som en af to europæiske kulturhovedstæder (jep, der udnævnes faktisk to hvert år).

Arrangementet begynder kl. 11, dørene åbner kl. 10 og vi ankommer ca. tyve minutter før, får udleveret vores navneskilte, hvor der udover vores navne, er plads til at skrive vores RE- ord. Jeg skriver [RE] INSPIRED, da det er en af de ting, jeg forventer i dag – at bliver inspireret på ny. Ikke særlig originalt, men hvad fanden. Det er mit ord den dag.

Det er en inspirerende, international forsamling, der er til stede. I den store menneskeflok, er der kun et par stykker, jeg kan genkende. Vi tager en kop kaffe og finder et par pladser. I år har man valgt ikke at nummerere siddepladserne, hvilket betyder, at man efter hver af de to pauser, finder et nyt sted at sidde. Alle siddepladser er de bedste siddepladser er udsagnet.

Den canadiske Tv-vært og journalist Barbara Balfour er dette års vært. Hun har til opgave at præsentere to performances samt de 11 talere, der hver har 20 minutter til at tale (ud fra deres re-ord) og dele deres viden. Dagen er inddelt i 3 sessioner – Evolution – Action -Change med to længere pauser.

Session :1 Evolution

Inden Balfour præsenterer dagens første tedtalker, holder Aarhus borgmester Jacob Bundsgaard en åbningstale bl.a. med en opfordring til, at vi skal blive i vores dilemmaer længe nok til at genopfinde (“stay in dilemmas longer, to reinvent – not to avoid action”).

Dagens første tedtalker er bioingeniør Andreas Hougaard Laustsen [re]imagine. Laustsen møde med en 8-årig pige og en 5-årig dreng fra Tanzania, der begge er blevet bidt af slanger, blev starten på hans arbejde med at opfinde medicin mod slangebid. Medicin der samtidig kan forhindre paralysering, når man indtager det. Han har set et problem. Nu er han i gang med at løse det (som en ægte iværksætter). Lausten fortæller med passion og engagement, og man hepper (og tror) på, at hans mission snart lykkes.

Psykolog Signe M. Hegestand er dagens anden taler [re]late. Hun taler om psykisk vold i relationer. Et spændende emne, men desværre drukner talen i nervøsitet, og det meste har jeg hørt før. Hegestand starter sin talk med at spørge “What are you willing to do for love?” og slutter med at spørge “What are you not willing to do for love?” Lidt at (gen)tænke over.

“What are you not willing to do for love?”

Vi bliver præsenteret for en kort video om sjippetorvets historie – “the simplest tool, can create the most creative use.”

VR Creator Maria Herholdt Engermann [re]ality er den sidste taler under session 1, Evolution. Engermann er en dygtig taler. Hun arbejder på at skabe mere sympati blandt mennesker bl.a. ved at give et indblik bag om modeindustrien ”If an experience is strong enough, it can change your identity and your habits.” Vi får en oplevelse af at være til stede i Engermanns VR dokumentar om modeindustrien. Det føles ikke specielt rart (men vigtigt), og som Engermann starter med at sige ”VR are more than fun and entertainments.”

”If an experience is strong enough, it can change your identity and your habits.”

Vi er nået til første pause, og frokosten (sandwich) er serveret. Pausen varer en time og 20 minutter. Der er masser af tid til at netværke, men i dag er ikke en af de dage, så vi holder os i vores lille trekløver. Jeg smutter på toilettet. På spejlene er der tegnet og hashtagget, og overalt opfordres der til, at man deler sine oplevelser på de sociale medier. Jeg tager et par billeder af mig selv i spejldekorationen, da jeg kan se, jeg er alene i et par sekunder, men vælger ikke at dele, da resultater ikke bliver, som jeg håbede. På toiletdøren hænger en plakat, hvor man kan placere et klistermærke på det antal af gange, man har deltaget i TedxAarhus. Jeg tager et klistermærke og placerer det på first time. Vinduerne i Centralværkstedet er dekoreret med tegnede vaser med fremtidsmotiver. Jeg tager en tusch og tegner omridset af en vase. På vasen tegner jeg en pinligt simpel tegning af en sky og en bil. Det skal demonstrere fremtidens flyvende biler. Vi går ud og sammensætter nogle sætninger med ord, der allerede står i sætninger eller ligger i kasser. Det her event er perfekt for et legebarn, og jeg ærgrer mig over, at jeg ikke har deltaget de forrige år. Der er stadig meget tid tilbage, da vi finder nogle nye pladser. På en skærm dukker skiftende spørgsmål op, som fx hvilket realityprogram ville du vinde? Eller hvad ville dine venner tænke, du havde gjort, hvis du havnede i fængsel? Vi leger med, og pausen er pludselig forbi.

Session 2: Action

Første taler efter pausen er neurolog Casper Schmidt [re]define. Han taler om pornoafhængighed og CSBD (Compulsive Sexual Behavior Disorder). Sidstnævnte blev først anerkendt som sygdom på WHOs liste i 2018. Schmidt lægger ud med et eksempel, som får hele salen til at grine. Dernæst udpeger han de første rækker – ”You guys in the front row are addicted” (statistisk er 3-6% afhængige). I det hele taget er Schmidts talk fuld af humor. Han mister tråden et par gange og skal have sit clue card, men i stedet for at gå i panik, griner han af sig selv, og det virker som den helt rigtige måde at håndtere det på. Man føler sig godt underholdt som publikum, men forstår samtidig, at afhængighed altid skal tages seriøst – også når det handler om sexafhængighed.

Iværksætter (social entrepreneur) Steffen Rasmussen [re]shape er en kendt Aarhus-profil, som bl.a. har stiftet Fundamentet. I sin talk fortæller han om at forstå ”The complexity of the system”. Han er en vanvittig dygtig formidler, bruger konkrete eksempler, erfaringer og personlige oplevelser til at understøtte hans pointer. Han viser en graf over, hvordan tallet med mennesker på offentlig forsørgelse ikke har ændret sig fra 1984 og frem til i dag. Hans påstand er ”increased activity, decreased employment”. Hvis man giver mennesker frihed og hjælp (ikke forpligtelser under tvang), skal de nok komme i arbejde – ”People want to, they just cannot right now”. Balfour konkluderer ud fra Rasmussens talk ”We all have our own timeline, it doesn’t help if someone pressure their timeline on us.” Rasmussen får fortjent et af dagens største bifald.

”We all have our own timeline, it doesn’t help if someone pressure their timeline on us.”

Performer Fjer kommer på scenen og giver et nummer. Jeg ved stadig ikke helt, hvad det gjorde ved mig. Sandsynligvis fordi det ikke rigtigt gjorde det store indtryk. Det gjorde de visuals der var en del af nummeret til gengæld, så dem lod jeg mig fortabe mere i end sangen.

Designer Sara Andersson [re]design taler i sin talk om, hvordan hun arbejder på at komme væk fra human centered design og arbejde med humanity centered design i stedet. Hun illustrerer bl.a. human centered design ved at vise et billede af et plastikglas (plastik-låg og plastik-ske) med skiveskåret frugt, som dem man i dag kan købe i supermarkeder. Det har haft og har konsekvenser, at vi har ladet bekvemmelighed være det dominerende i designprocesser. En af konsekvenserne er fx, at der i 2050 vil være mere plastic, end der vil være fisk i havene (måske vi skal til at revurdere udsagnet, der er altid flere fisk i havet?). Lidt at tænke over.

Sidste taler i session 2 er Dance Coach Brice Johnson. Johnson starter med at spørge, hvor mange blandt publikum, der ser sig selv som dansere. Overraskende mange rækker hånden i vejret. Johnson påstand er, we dance how we live. Han illustrerer ved at vise forskellige dance moves baseret på følelser, han har gennemgået i livet. Hvis du er usikker, danser du usikkert. Hvis du er vred, kan du bruge vreden osv. Derefter spørger han publikum ”How will you dance?” og tilføjer “Never sacrifice your groove to find your move”. Jeg tager det som en opfordring og forsøger at stole på, at jeg til næste dansetime, hverken behøver at kigge på min sidemakker eller ned på mine fødder, og at jeg altså godt kan tælle til fire. Det handler først og fremmest om at tro på det (dig) selv – som med alt andet i livet.

“Never sacrifice your groove to find your move”

Med lidt hiphop moves præsenteret, går vi til næste og sidste pause, hvor der serveres forskellige søde sager. Denne gang udforsker vi den tilstødende sal, hvor talerne holder til i pauserne. Her kan man bl.a. tegne blindtegninger (med en tusch i både højre og venstre hånd) og bagefter tage selfies med de færdige resultater. Det gør vi. Kunstneren Iris Bakker har tegnet portrætter af alle talerne, og ud fra hvert portræt kan man skrive kommentarer, som talerne vil få sammen med deres portrætter. Vi skriver et par kommentarer. Vi når også en lille gådeleg. Vi bliver lukket inde i en Audi, der holder parkeret i gården. Her har vi to minutter til at svare på et par spørgsmål, men når kun at svare på det ene (og endda i den lette kategori, av av!). Pausen varer en time, og den time er hurtigt gået!

Session 3: Change

Session tre starter med en performance af standarddanserne Liza & Dima. Vi sidder tilbage i rækkerne blandt publikum, så det er desværre svært at få hele dansen med.

Første tedtalker i 3. session storyteller Cecilie Mai Sommer [re]consider er diagnosticeret med forskellige psykiske lidelser. ”If I dressed like the mental illness I am, you would not take me seriously. I picked up this dress, because it would make You think I am happy.” Sommer står i en stor, lyserød kjole med mørkt langt hår og lyser op på scenen. Hvis I ikke har regnet det ud, handler Sommers talk om fordomme. Dem, vi alle har, og som er formet af vores egne oplevelser. Jeg lider bl.a. af OCD siger hun og gør straks op med publikums forestilling om, at mennesker med OCD bor ryddeligt og rent ved at vise et billede af hendes værelse, der ligner et bommet lokum. ”My mom did not think a mental hospital was for me. Turned out it was.” Sommer bekræfter endnu engang det, som alle snart bør indse. Man kan ikke se på folk, hvad de kæmper med, så pak fordommene sammen.

”If I dressed like the mental illness I am, you would not take me seriously. I picked up this dress, because it would make You think I am happy.”

Medicinsk fysiker Ludvig Muren [re]search arbejder på, hvordan man ved hjælp af fysik (noget med photon og proton) kan kurere kræft. Jeg er ikke den store fysik-entusiast, indrømmet. Men det her er et område, der påvirker os alle. Vi har alle mistet eller kendt nogen med kræft. Men denne talk er simpelthen som at være til en forelæsning uden passion eller engagement. Jeg er sikker på, Muren har masser af passion og engagement. Han formår bare ikke at formidle det. Undervejs mister jeg koncentrationen, og tænker, at jeg må hjem og google i stedet.

Der vises en animeret fortælling om, hvordan det bøjede sugerør blev opfundet. Tænk, hvor meget man ikke ved. Overvældende, ik?

Arkæolog Vana Orfanou [re]connect har en ret anderledes vinkel på at formidle sit fag. Hendes talk handler ikke om, hvad man som arkæolog har opdaget ved udgravninger, men hvordan fortiden kan hjælpe os til fx at lære sympati i nutiden. Og så slår hun lige fast “We do not learn from our mistakes just because we make them”. Orfanou har en uhøjtidelig tilgang til sit fag og hendes talk er morsom og samtidig lærerig.

“We do not learn from our mistakes just because we make them”

Sidste taler er poetry slammer Emma Elizabeth Holtet [re]invent, som tidligere har været vært på eventet. Hun startet sin talk med en slam (reglerne kort opsummeret – 3, 10 min., ingen rekvisitter og teksten skal være din egen), om hvorfor mænd aldrig skal ignorere kvinder, og hvad det fører til, hvis de gør (noget med stalking og en kidnappet kat). Samtlige kvinder (muligvis også mænd) griner og genkender. Historiefortælling for Holtet handler ikke om at være original, men at tage udgangspunkt i virkeligheden og klichéerne og genopfinde/gendigte dem. Minutterne før demonstrerede hun hvorfor. Det virker. Vi kan alle spejle os i klichéerne. Hvis I får muligheden for at høre Holtet i poetry slam – eller holde en tale – så gør det!

Inden vi smutter hjem med et hoved fuld af tanker og en krop fuld af indtryk, slutter vi dagen med et glas vin. Jeg standser og tager et billede af en bunke blade i efterårsfarver i aftenslyset på vejen hjem. Inspiration er alle steder.

by maitrosborg

Det ensomme fællesskab

Yoga gør dig glad, men glæden er ikke den, du mærker. Angsten for at være den, der skiller sig ud blandt tynde, fleksible fitnesspiger, som du forestiller dig, de alle er, er den der fylder.

Du har lyst til at se filmen, men har ingen at se den med, så du dropper filmen, så du ikke afslører din ensomhed eller den manglende tosomhed, for tosomheden er den, der betyder noget for dig, og som du også tænker, betyder noget for alle andre.

Du har ikke en tone i livet, så i stedet for at synge med på de sange, du elsker, mimer du, for ikke at afsløre dit manglende talent.

Men du er ikke alene om at droppe filmen, droppe yogaen, droppe sangen, ja, droppe det, som du ved, kunne gøre dig gladere. Det, som kan gøre dig glad på en trodsig torsdag, en stille søndag eller en lang lørdag. For det er bedre at være alene i det skjulte end i det åbne. Det er bedre at gå i stå end at udvikle sig, hvis man alligevel er bagefter til at starte med. Det er bedre at være alene med sin uduelighed og sin ensomhed end at skilte med den. Der er jo grænser for, hvad man skal udstille, er vi i tavshed blevet enige om.

I et voksenfællesskab, hvor alle indimellem er ensomme, men ingen vil tale højt om det, finder vi fælles konsensus. Men det sker, at man møder modige voksne. Voksne, der kommer en i møde uden nogen agenda. Måske spørger de, om du vil drikke en kop kaffe, fordi jeres veje har krydset så ofte. Hvis de er rigtige modige, fortæller de dig endda, du virker som en, der har noget at give. De her voksne er sjældne. Det er voksne, der ikke en del af det, voksenfællesskabet, hvor der er en fælles konsensus om, at ensomhed skal forties, og at man ikke længere rækker ud, og hvor man kun kan deltage i det, man mestrer.

Jeg kigger på TV’et, der kører morgen, eftermiddag og aften i lejligheden overfor. Jeg kigger på kvinden i opgangen på den anden side af vejen. Hver aften sidder hun alene med sin computer eller telefon. Kvinden er mig. Jeg kigger på manden, der sidder foroverbøjet og spiser sin middag alene. Manden er mig. Jeg hører mine naboer sige farvel til deres gæster, og tænker på, hvor sjældent jeg egentligt har gæster. Jeg tænker på det fællesskab, ensomheden er. Jeg tænker på, at give kvinden der danser smukt, et kompliment, men en anden kommer mig i forkøbet. Til danse- og yogatimerne lægger jeg mærke til dem, der inspirerer og motiverer. De usikre ser jeg ikke. Eller også ser jeg dem, og tænker, at de er fandens modige. Og beundrer det mod. Næste gang er de allerede længere, og deres usikkerhed blev en styrke.

Jeg udfordrer mig selv og tager til en latin dansetime. Jeg har overhovedet ikke styr på genren og trinene og bliver irriteret. Indtil det går op for mig, at det her er nyt, så hvorfor forvente, jeg kan det fra starten. Det bliver sjovere. Og jeg danser. Danser, fordi det gør mig glad.

Er vi oprigtige og ærlige, eller er vi angste og kan ikke tage ansvar for vores egen glæde, fordi vores tanker om de andres tanker står i vejen?

Er vi færdige med at lade os inspirere og motivere gennem nye udfordringer og nye møder, fordi vi tænker, vi ikke kan tillade os at fejle som voksne?

Er vi i virkeligheden alle alene sammen?

Nu vil jeg om lidt smutte (alene) i teatret på en torsdag. Ja, jeg er alene, men det er du også indimellem, så det kunne jo være, jeg mødte en som mig. Eller inspirerer til at gøre hvad fuck, man har lyst til, hvis man bliver en smule gladere af det. Hvem ved.

High five til dig, fordi du er dig!

by maitrosborg

Kvinden på bænken er nogens mor

På en bænk på Frederiksbjerg i Aarhus Centrum sidder en kvinde i en snavset blå jakke og et par sorte udtrådte støvler. Hendes hår er uredt og hun er de fleste dage uvasket. Engang imellem kan man høre hende råbe af de forbipasserende. Især piger og kvinder råber hun af. Jeg har aldrig overvejet, at kvinden på bænken kunne være nogens mor. Indtil jeg igennem et job møder Marie og finder ud af, at kvinden på bænken er hendes mor og hedder Gerd.  

Marie og jeg mødes en formiddag i Maries kolonihave i Aarhus V. Kolonihaven har tidligere været hendes mors. Marie har lovet at fortælle om sin mor og det hjem, hun er vokset op i. Forhåbentligt giver det et mere nuanceret billede af kvinden på bænken.

Kan du beskrive din mor, og hvordan hun er endt på bænken?

Alkoholdemens har været medvirkende til, at hun har givet helt slip på sig selv. Hun startede med at drikke på værtshuse. Dengang var der ikke mange kvinder på værtshusene. Hun lignede Brigit Bardot og var kendt for at vise sit højre bryst frem. I dag har hun fået karantæne fra alle værtshusene. Derfor sidder hun på bænken. Før gik hun altså i bad osv. Nu ser verden, at hun er alkoholiker, derfor er det lettere for mig at tale om. Før så verden det ikke.

Marie fortsætter

Hun var en meget smuk studine. Hun var meget intelligent og dygtig til matematik og fysik. Hvis hun havde taget sig lidt mere sammen dengang og ikke brugt ti år på sin uddannelse, fordi hun drak samtidig eller festede for meget, eller hvad hun nu gjorde, havde hun været den første kvinde, der var kommet igennem fysikstudiet i Danmark.

Maries mor som ung. Ekstra bladet lavede et interview med hende med rubrikken Vi gider ikke mænd, der kysser som Anders And, hvor hun beskrev, hvordan de forskellige mandlige studenter kyssede.

Hun var en af de dygtigste lærere på VUC (Voksenuddannelsescenter) og fik det højeste gennemsnit med sine elever år efter år. Hun havde formiddagsvagter og drak om eftermiddagene. Til sidst begyndte det at smuldre for hende. Hun endte med at komme på tvungen efterløn, vidst fordi hun i en brandert havde ringet og hidset sig op overfor sine arbejdsgivere. På det tidspunkt havde jeg ikke kontakt med hende overhovedet.

Min mor er svær at blive klog på, fordi hun har været mange andre ting i sit liv end alkoholiker. Nu synes jeg mest, hun er alkoholiker på en bænk.

Husker du perioder, hvor hun ikke drak?

Jeg husker, hun var meget stolt, da hun på et tidspunkt stoppede med at drikke i en mdr., fordi hun var blevet uvenner med sit stamsted – jazzværtshuset Bent J. Hun købte et dyrt B&O fjernsyn for de penge, hun sparede ved ikke at drikke, holdt sig ædru og så TV i en måned.

Alkoholen som selvmedicinering

Hvorfor tror du, det er gået så galt, som det er gået?

Min mor kæmper med noget psykisk. Det kan jeg se den dag i dag. Der er en diagnose, der aldrig er blevet stillet. Det sociale er svært for hende. Hun kan kun slappe af i andre menneskers selskab, når hun har fået noget at drikke. Det er efter den tredje øl, at problemet opstår. Her bliver hun en anden og skifter personlighed. Jeg er sikker på, at min mor har haft et svigt i barndommen. Min mormor elsker hende ikke og har aldrig gjort det. Der er ingen kærlighed. Selv har jeg aldrig været i tvivl om, at min mor elsker mig. Jeg har fået kærlighed. Det har været en anden form for kærlighed, men den var der. Selvom jeg som barn forestillede mig, at min rigtige mor var fanget i kælderen, og at der var ting, jeg ikke måtte sige eller gøre, hvis hun skulle komme frem.

Marie fortæller, at hun har været bange for at få en datter i frygt for, at hun ville gentage det komplicerede mor/datter- forhold, som familien har haft.

Imens ligger Maries 7 måneder gamle datter Lillie og sover i en barnevogn ikke langt derfra.

Nu hvor jeg selv har fået en datter, er mit mål at bryde vores familiemønster og de komplicerede mor/datter-forhold. Det skræmmer mig.

Hvordan vil du beskrive det forhold dig og din mor har?

Mange af vores konflikter har bundet i, at jeg ville have noget af hende. Jeg vil have en mor, der hørte, så og støttede mig. Jeg ville have, at hun skulle være mor. Da jeg for tre år siden, hvor jeg ikke havde noget at gøre med min mor, fandt ud af, hvor slemt det stod til, opgav jeg.

Følelsesmæssigt har jeg altid været den voksne. Min mors stam-sætning var jeg elsker dig højere end himlen. Hun elskede mig højere, end nogen andre mødre elskede deres børn. Det har givet hende et fripas til at behandle mig dårligt. Jeg har sagt tusind gange, at jeg gerne ville have, at hun respekterede mig. Hun behøvede ikke at elske mig, hvis bare hun ville respektere mig.

Jeg tror, at hendes bedste tid var, da jeg var barn. Der var en umiddelbar kærlighed, og den kunne hun finde ud af at være i. En psykolog forklarede mig engang, at den kærlighed hun forstår, er som et barns. Det er den umiddelbare. En sort/hvid kærlighed, hvor man smider sig på gulvet, græder og giver efter for sine følelser. Vores forhold blev sværere jo ældre jeg blev. Da jeg blev kvinde, gik det helt galt.

Det blev en konkurrence. Hun ville jo gerne være centrum. I gymnasiet begyndte det for alvor at gå rigtig galt. Hun har aldrig lært mig at kende som voksen kvinde. Hun ringede og svinede mig til. Jeg var skyld i alting. Jeg tror, at det var for komplekst, pludselig at skulle se mig som voksen.

Der er nu sket det, at hun for første gang i mit liv ikke længere sviner mig til. Hun behandler mig ordentligt. Hun ved godt, jeg tager mig af hende, og at hun ikke kan klare sig selv mere. Da min kæreste – som har været en stor støtte –  og jeg startede med at komme hos hende, var der lort i halvdelen af håndklæderne og det lugtede i hele opgangen. Stakkels naboer. Hun kan kontrollere sig selv, fordi hun ved, at hun er afhængig af mig. Og sommetider kan jeg se, at hun tager sig selv i ikke at blive for hidsig.

Er der sket noget i jeres relation, efter du og din kæreste har fået en datter?

Jeg syntes, det var svært under graviditeten og i starten, da min datter kom til verden. Jeg kan mærke, at der er sket noget med mig. Jeg begynder at stille spørgsmålstegn og prøver at arbejde med mig selv på en anden måde. Altså tage mig selv alvorligt. Jeg prøver at rydde lidt op i nogle ting, men i forhold til min mor, er der ikke sket noget. For tiden tænker jeg meget over den opvækst jeg har haft og er begyndt at stille spørgsmålstegn ved flere af de historier, min mor har fortalt.

Jeg husker ikke ret meget fra min barndom, da min hukommelse er trænet til ikke at huske. Det bekymrer mig lidt.

Du sagde tidligere, du aldrig har været i tvivl om, hun elsker dig. Har du været i tvivl om, du elsker hende?

Jeg har altid hadet ordet elsket. Det er et underligt ord, og jeg har altid haft svært ved at knytte følelsen til det. Hvad er det at elske? Det er bare et ord. Der skal jo være handling bag et ord ellers er det et ligegyldigt ord. Det er så let at sige, jeg elsker dig højere end himlen. Jeg ved, at min mor elsker mig, fordi hun har passet mig og givet mig omsorg. Hun har givet mig den helt basale omsorg, som et lille barn skal have, og derfor er jeg blevet et normalt menneske følelsesmæssigt.

Når man bliver ældre, er det det hele menneske, man skal tage hensyn til. Det kan hun ikke finde ud af. Da min første kæreste sagde, han elskede mig, kunne jeg slet ikke klare det, og jeg kunne slet ikke sige det tilbage. Det er blevet lidt lettere for mig, men sommetider kan jeg være i tvivl, om det er den rigtige følelse, jeg forbinder med det at elske. Man ved det jo ikke. Det er jo bare et ord. Jeg ved jo ikke, hvad andre føler.

Jeg var ret voksen, før jeg overhovedet gav mig selv lov til at blive forelsket. Det var en kompliceret kærlighed, og forholdet og de udfordringer der lå i det var håbløst. Den kærlighed vi havde, gjorde ondt hele tiden. Det er det, jeg tror, jeg kunne forholde mig til. Kærlighed skulle gøre ondt.

Hvordan er dit forhold til kærlighed i dag, hvor du er i et langvarigt forhold og har et barn med din kæreste?  

I dag ved jeg mere om, hvad kærlighed er. Min kæreste er min bedste ven. Det havde jeg aldrig troet var muligt. Han er den første mand, jeg har lukket så meget ind, og det gør mig ekstrem sårbar. Jeg synes, det er sindssygt svært. Især nu hvor vi har fået et barn og et hus. Normalt er mit forsvar, at jeg kan skride. Og lige pludselig kan jeg ikke skride mere. Det er derfor, jeg er begyndt at rydde meget op i mig selv efter vi har fået vores datter. Jeg er også begyndt at huske mange gode ting ved min barndom.

Min mor var god til at skabe fantasier, og der var ingen grænser. Vi boede i en lille mærkelig lejlighed oppe under taget i ø-gaderne i Aarhus. Overfor vores lejlighed var der nogle flagstænger, hvor vi havde vores køer og tit spiste aftensmad. Det var noget, vi forestillede os. Jeg var en lille pige, og det var helt fantastisk. Jeg kan nærmest se køerne for mig. Vi skulle ikke passe på vores hjem og sådan. Det var ikke et særlig pænt hjem, jeg voksede op i, og det var ikke et særlig rent hjem, men der var heller ikke mange regler i det.

Hvad betyder det, når du siger, du er begyndt at rydde mere op i dig selv?

Pludselig kan jeg jo se nogle mønstre, jeg er bange for. Jeg er jo et produkt af det, jeg er vokset op. Min mor kan blive skrækkelig hidsig. Hendes billede har altid været, hun er en prop, der ryger op, og hun kan ikke gøre noget ved det. Hun har aldrig taget ansvar og gjort noget ved det. Ifølge hendes selv, er det ikke noget, hun kan styre. Det er ude af hendes kontrol. Den hidsighed kan jeg desværre mærke i mig. Jeg kan se helt rødt. Det er min kæreste og min mor, der har kunne få hidsigheden frem. Jeg synes også, den er blevet lidt mere fremtrædende. Jeg svor for mig selv, at jeg aldrig nogensinde skulle stå og råbe foran min datter, og det har jeg jo allerede gjort. Hun er syv måneder gammel. Og jeg er blevet hidsig. Det skal jeg have tøjret. Fundet ud af hvordan fanden.

I forhold til min udvikling er jeg på nogen måder blevet hurtigere voksen, men der er andre områder, hvor jeg er sat tilbage. Fx har jeg ikke været teenager. Det har jeg tit tænkt over siden.

Jeg er 42 år og det er først nu, jeg har kunne overskue at få et barn og en mand. Jeg ved ikke, om det er undskyldningen for, at jeg har været teenager og gået i byen i tyve år af mit liv.

Alkoholens skygge

Hvordan er dit eget forhold til alkohol i dag?

Det synes jeg er meget kompliceret, og det skal jeg også have ryddet op i. Jeg er glad for alkohol, og samtidig er der en angst for det.

Problemet er virkningen. Min hjerne er på overarbejde. Jeg er altid i andres verdenen og skal afkode andres følelser, fordi jeg skulle afkode min mor og hendes sindstilstand, når hun kom ind ad døren. Alkohol gør, at jeg slapper af i hovedet og hjælper til, jeg bare kan være mig selv og ikke skal forholde mig til andres følelser. Hvis jeg er ædru og min kæreste er fuld, bliver jeg stadig ekstrem utryg, så vi har haft mange regler om, hvordan vi skulle gøre det, for han skal jo kunne drikke med sine kammerater, uden jeg bliver utryg. Men når jeg så selv får noget at drikke, er der ingen problemer.

Jeg havde heller ingen problemer, da jeg var på barsel. Der var ingen drama i mit liv, for der var ingen alkohol i mit liv. Nu er jeg allerede begyndt at sætte lidt ind med et glas vin hist og pist, og så kan jeg også mærke, at det pludseligt kommer lidt tilbage igen, dramaet.

Problemet er, jeg ved jo ikke, hvad normalen er.

Jeg har store diskussioner i mit hoved. Hvordan endte min mor, som hun gjorde, og hvornår giver man slip på sig selv. Et af de temaer jeg bliver ved at vende tilbage til, handler om vilje og valg. Hvornår har du valget? Har min mor nogensinde været i stand til at vælge anderledes?

Da jeg var yngre, mente jeg, hun havde. Hvorfor kunne hun ikke lade være at drikke. Hvorfor skulle hun vælge det, når hun havde en datter, der på grædende knæ bad hende om at lade være. Hun valgte jo altid at drikke. Selvom min mor har været syg, så har hun haft perioder med mere overskud eller flere muligheder, hvor hun kunne vælge at søge hjælp og indse, at der var noget galt. Jeg mener, hun har haft valg, og jeg mener, hun truffet et egoistisk valg og har valgt alkoholen til. Men måske er hun så skadet af sin barndom, at hun reelt aldrig har haft valget…

Drak din far også?

Min far var også tørstig, men han blev aldrig ondskabsfuld. Han blev bare træt og lidt mere bøvet. Jeg var fars pige. Men han vidste jo godt, det ikke var i orden, det der foregik. Han havde heller ikke overskuddet og orkede ikke at have ansvar for en lille pige. Han havde sit at kæmpe med, men det var ingen undskyldning. Samtidig gav han mig ansvaret for min mor ved at sige, at jeg skulle passe på hende. Det han sagt undskyld for, da han blev syg og vi fik snakket alt igennem, inden han døde. Det betød rigtig meget for mig.

Maries datter vågner og hun henter hende i barnevognen

Kan du forstå, hvorfor hun (min mor) kalder hende Wincent Churchill. Det er ikke den mest yndige lille pige, jeg har, men den sejeste, lille pige!

Efter interviewet er Marie begyndt som frivillig chatrådgiver i TUBA. Her bruger hun sin erfaring til at hjælpe børn og unge, der også vokser op i hjem med misbrug. Tuba chat er et tilbud for unge mellem 14 og 35 år, der er vokset op i en familie med alkohol- og eller stofmisbrug, hvor man anonymt kan dele sine tanker og spørgsmål med en rådgiver. Kontakt TUBA Chat

 

by maitrosborg

33

32 år og for første gang begyndt at søge mod tryghed og rammer, som kan strække sig, så jeg ikke bliver kvalt. 32 år og ikke længere bange for at gå glip af alt det, jeg deltog i og oplevede i 20’erne. Jeg har danset, og jeg har drukket, og jeg har datet alle de forkerte. Og vi er voksne nu og kan spejle os i hinanden på måder, der ikke har været mulige før.

Prioriteringer der stadig er de samme, mens jeg ser, at andre ændrer deres. Du er heldig med al den frihed, kunne man fristes til at sige, hvis man havde en mand og et barn. Men hvad skal jeg bruge friheden til, hvis du ikke har tid til mig, kunne jeg spørge, men gør det ikke. Jeg gør det ikke, fordi jeg forstår, at jeg ikke længere er den vigtigste. Det er noget jeg minder mig selv om som 32-årig.

Prioriteringer er ikke de samme længere, men der er veninder, der altid husker dig, og som kan mærke, når du virkelig har brug for at blive prioriteret. Dem, der ringer, inden du selv når at ringe, selvom du har skrevet det ned på en serviet, fordi du har tænkt på det længe, og det snart er nytår, og det er den tid på året, hvor man har brug for nogle, der kender en, virkelig kender en. De veninder er mine prioriteter.

32 år og i mange år troede jeg, at modgang var min drivkraft.  At det var mig mod verden, hvor jeg var bedst. Nu ved jeg, at medgang også er min ven. Den dovenskab jeg frygter med medgang, kommer ikke. Jeg bevæger mig videre. Måske bevæger jeg mig endda hurtigere i medgang. Uanset bevæger jeg mig.

32 år og forfængelig som aldrig før. En forfængelighed der hænger uløseligt sammen med krop og alder. Angsten for ikke at kunne genkende sig selv en dag.

Trods forfængelighed bliver mine skridt mere selvsikre år for år. Min økonomi, min faglighed, mine drømme og så videre. Jeg overlader det ikke længere til andre, for jeg har lært at stole på mig. Den autoritære stemme er ikke længere den mest dominerende. Min stemme vægter højere, højst, når det er mit liv.

32 år. Finder minder frem, som jeg ikke forstod, da jeg var barnet, men som den voksne forstår. Lærer hvordan, det kan være svært at være voksen, og ikke have det, man forventes at have. Gennemskueligheden bliver tydeligere. Jeg ser, at det i virkeligheden handler om, hvem der bedst iscenesætter sig selv. Hvem der lader verden se, hvad man tror, den forventer at se.

32 år og en snigende samvittighed, en forhåbning om at være bedre til at tilgive, til at slippe det, som så få kender og får lov at se, men som findes.

32 år og skriften afslører sandheder, jeg ikke selv kender, og har altid gjort det. Det vil den også gøre i mit 34. år, når jeg i morgen bliver 33.

Tak, fordi I læser med 🖤

by maitrosborg

Sri Lanka, surf, sol og yoga

50745164_10156790595415132_4342789699551625216_n

Kender I de typer, man bliver bjergtaget af, fordi de er exeptionelt dygtige og passionerede? Sådan en yogi var jeg begyndt at følge på instagram. Det viste sig, at Faye – udover at undervise i Yo Studios Kbh.  – også står bag rejseselskabet Wildest Living (der via smart target marketing begyndte at følge mig), og da der dukkede en rejse op, som kombinerede surf og yoga, var jeg solgt. Og så på Sri Lanka. Min første tur til Asien nogensinde.

Jeg har timet det, så jeg mødes med en af de andre deltagere i Kastrup Lufthavn. Selvom vi ikke sidder sammen i flyet, er det rart at have nogen at fordrive ventiden ved mellemladningen i Rusland sammen med. Hun er bosat i Kbh, oprindeligt fra Polen og 24 år. Den yngste deltager viser det sig senere, da det går op for mig, at retreat tilsyneladende er en ting for mennesker i 30’erne (selvrealisering og alt det der?!). Vi flyver med Aeroflot, som er et russisk flyselskab, jeg absolut ikke kan anbefale. Flyet er gammelt, maden elendig (mere end hvad man kan forvente af flymad og absolut intet for vegetarer og kosher-spisende) og servicen ikke særlig god. Rejsen var den billigste, og jeg ved nu, at det en anden gang kan betale sig at ofre et par tusind kroner mere på transporten. Ruslands lufthavn har desuden heller ikke særlig meget skiltning på engelsk, en smule forvirrende, når man ikke er russisk-kyndig.

Da vi ankommer i Sri Lankas hovedstad Colombo kl. lidt over 9 om morgenen, er vi trætte! Men må stå i kø for at vise vores midlertidige visum og få adgang til øen. Turen fra Columbo til Mirissa, som er den by, vi skal til, tager ca. 3 timer. Vi sover det meste af vejen. I starten kæmper jeg for at holde øjnene åbne og suge Sri Lanka til mig, men til sidst overgiver jeg mig til trætheden og søvnen. Det betyder, at jeg er forholdsvis veludhvilet, da vi ankommer til vores Bed & Breakfast.

Der er lavet en fejl i forbindelse med bookingen. Selvom jeg har booket et deleværelse (som er et par tusinde billigere), har jeg fået et værelse for mig selv. Det passer mig glimrende. Fra badeværelsesvinduet er der kig til frodige grønne palmer og over sengen hænger et myggenet. Her glæder jeg mig til at bo den næste uges tid. Der er endnu kun kommet to gæster. De ankom dagen før. Begge bosat i København. I alt bliver vi 11 deltagere. 4 englændere, 3 af dem bosat i Kbh. inklusiv vores lærer og vært. 1 tysker bosat i tyskland, 1 polak bosat i kbh. og 5 danskere, inklusiv mig selv. En af de andre deltagere kender jeg i forvejen, da vi begge træner i Yo Studios Aarhus. Gruppen bliver hurtigt en tryg gruppe, hvor vi hver især kan være, hvem vi er.

Mirissa er ikke kærlighed ved første øjekast. Umiddelbart kan jeg få øje på flere hvide skandinavier/englændere end srilankanere, hvilket skuffer mig, nu hvor jeg er rejst så langt for at komme til en ny og ukendt verdensdel.

For hver dag vokser Sri Lanka og Miriasse på mig, og de sidste par dage, da jeg sidder og kigger ud over havnen fra altanen på det Bed and Bedfreakst, jeg er rykket videre til, hvor de lokale samles og bader, er jeg overbevist. Jeg suger det til mig. Og i det, jeg sidder og forsøger at være her. lige.nu. ser jeg en af fiskerne gå hen og velsigne sin båd ved at kysse og bede for den. Budhist, tror jeg. Efter han har velsignet sin båd, vader han som en eller anden jesus ud i vandet iført sin sarong, indtil han forsvinder, for derefter at dukke op til overfladen igen.

Den første dag jeg bader i havet ved Mirassa strand, bliver jeg suget under en stor bølge, som opstår ud af ingenting. Jeg er slet ikke forberedt på det, men når at mærke en vægt der tyngder mig ned og snurrer mig rundt 1, 2, 3 gange. Senere finder jeg ud af, at en af de andre deltagere har haft samme oplevelse. Tørretublertur kalder hun det. Vi er begge påvirket. Jeg skynder mig op for ikke at blive overfaldet af endnu en bølge. På land bliver jeg klar over, hvor meget det påvirkede mig. Jeg ved jo godt, havet har den største magt, men det her var første gang, jeg mærkede det.

Forventingsglæden ovet at skulle lære at surfe har blandet sig med frygt. Heldigvis er jeg i stand til at holde frygten nede, og jeg ender med at være en af de  deltagere, der surfer fleste gange under opholdet. Vi surfer på nabostranden Weligama, som er perfekt, fordi bølgerne er tilregnelige i modsætning til bølgerne ved Mirissa. De erfarne surfere surfer på bølge nr. 3, og vi andre surfer på 1. eller 2. bølge. Hvis du surfer på 2. bølge kan du være heldig og få 1. bølge med. Weligama er perfekt til at lære at surfe. Mit mål var at komme op og stå. Det mål når jeg og jeg bliver stående og rider flere bølger. 1. gang har vi instruktører, 2. gang booker jeg og en af de andre deltagere et board alene. Det lærer vi af, og 3. gang har vi derfor igen instruktører. 3. gang er min glæde ved havet næsten som før. Jeg tager mig selv i at smile et forelsket smil – de der smil, du ikke kan skjule i offentligheden – da jeg forlader havet efter en times surfing.

2-3 gange om dagen dyrker vi yoga. Vinyasa, flow og yin. Vi står op sammen med solen til yoga (og valgfri meditation), og inden aftensmad dyrker vi det igen, mens solen går ned og kæmpe flagermus flyver over vores hoveder.  Det er en udfordring for mig at trække vejret. Den største. Jeg ved, hvad min krop er i stand til, og jeg går sjældent på kompromis med, hvad den skal præstere, men yoga er ikke præstation. Det øver jeg mig på at forstå, imens jeg øver mig på at lære og trække vejret og være tilstede. De sidste par dage er min krop så taknemmelig, at jeg ikke kan mærke en eneste spænding, selvom jeg desperat forsøger at gennemskue, om der er et område af kroppen, jeg har glemt. Tilsyneladende ikke. Desuden går det op for mig, at jeg på intet tidspunkt er træt i løbet af dagen under mit ophold.

Maden er fantastisk. Måltiderner er noget, man ser frem til. Til morgenmad får vi en tallerken med frisk frugt – mango, banan, ananas etc. Om aftenen er det ris med forskellige retter, karry, dahl etc. Papadum. Alt sammen vegetarisk.

En del af de andre deltagere har planlagt nogle ekstra dage på Sri Lanka, hvor de rejser rundt på øen. Jeg har kun en ekstra overnatning og når derfor ikke længere end Mirissa og Weligama. Min FOMO kommer på prøve, men da min chauffør –  53 år og tidligere professionel surfer, men har ikke surfet siden tsunamien i 2004, hvor han mistede sine børn og aldrig været uden for “my beautiful Island” – kommer og henter mig for at køre mig til lufthavnen, har vi tre timer, hvor jeg ser gigantiske templer, sorte aber, teplantager. Han fortæller og fortæller. Om korruption blandt myndighderne, om regionsfrihed – og anerkendelse af de forskellige religioner (Uanset hvilke religion man har, fejrer man alle helidage og man gifter sig på tværs af regioner), om et gammelsdags kønsrollemønster, om skoleuniformer.

Vi gør et stop på et en rasteplads, hvor han køber mig en kop te (med alt for meget sukker) og et stykke indbagt friturestegt et eller andet, som gør det ud for morgenmaden.

Inden jeg tog til Sri Lanka, købte jeg et yogasæt med måner på. Måner har været et stærkt symbol for mig den sidste del af 2018 og den første del af 2019. Jeg har set den skarpest nymåne og den klareste fuldmåne. Da jeg forlader Sri Lanka er det fuldmåne. I Sri Lanka er det hellidag, når månen er fuld. Alle klæder sig i hvidt, medbringer en hvid blomst og besøger templerne. Chaufføren peger på månen. Min israelske sidemand i flyet peger på månen. Der er meget turbulens. Jeg har lyst til at gribe ud efter hans store mandehånd, men lader være.

I stedet kigger jeg ud på månen, som skinner klar og rund udenfor flyvinduet. Lige nu er jeg her.