Yoga gør dig glad, men glæden er ikke den, du mærker. Angsten for at være den, der skiller sig ud blandt tynde, fleksible fitnesspiger, som du forestiller dig, de alle er, er den der fylder.

Du har lyst til at se filmen, men har ingen at se den med, så du dropper filmen, så du ikke afslører din ensomhed eller den manglende tosomhed, for tosomheden er den, der betyder noget for dig, og som du også tænker, betyder noget for alle andre.

Du har ikke en tone i livet, så i stedet for at synge med på de sange, du elsker, mimer du, for ikke at afsløre dit manglende talent.

Men du er ikke alene om at droppe filmen, droppe yogaen, droppe sangen, ja, droppe det, som du ved, kunne gøre dig gladere. Det, som kan gøre dig glad på en trodsig torsdag, en stille søndag eller en lang lørdag. For det er bedre at være alene i det skjulte end i det åbne. Det er bedre at gå i stå end at udvikle sig, hvis man alligevel er bagefter til at starte med. Det er bedre at være alene med sin uduelighed og sin ensomhed end at skilte med den. Der er jo grænser for, hvad man skal udstille, er vi i tavshed blevet enige om.

I et voksenfællesskab, hvor alle indimellem er ensomme, men ingen vil tale højt om det, finder vi fælles konsensus. Men det sker, at man møder modige voksne. Voksne, der kommer en i møde uden nogen agenda. Måske spørger de, om du vil drikke en kop kaffe, fordi jeres veje har krydset så ofte. Hvis de er rigtige modige, fortæller de dig endda, du virker som en, der har noget at give. De her voksne er sjældne. Det er voksne, der ikke en del af det, voksenfællesskabet, hvor der er en fælles konsensus om, at ensomhed skal forties, og at man ikke længere rækker ud, og hvor man kun kan deltage i det, man mestrer.

Jeg kigger på TV’et, der kører morgen, eftermiddag og aften i lejligheden overfor. Jeg kigger på kvinden i opgangen på den anden side af vejen. Hver aften sidder hun alene med sin computer eller telefon. Kvinden er mig. Jeg kigger på manden, der sidder foroverbøjet og spiser sin middag alene. Manden er mig. Jeg hører mine naboer sige farvel til deres gæster, og tænker på, hvor sjældent jeg egentligt har gæster. Jeg tænker på det fællesskab, ensomheden er. Jeg tænker på, at give kvinden der danser smukt, et kompliment, men en anden kommer mig i forkøbet. Til danse- og yogatimerne lægger jeg mærke til dem, der inspirerer og motiverer. De usikre ser jeg ikke. Eller også ser jeg dem, og tænker, at de er fandens modige. Og beundrer det mod. Næste gang er de allerede længere, og deres usikkerhed blev en styrke.

Jeg udfordrer mig selv og tager til en latin dansetime. Jeg har overhovedet ikke styr på genren og trinene og bliver irriteret. Indtil det går op for mig, at det her er nyt, så hvorfor forvente, jeg kan det fra starten. Det bliver sjovere. Og jeg danser. Danser, fordi det gør mig glad.

Er vi oprigtige og ærlige, eller er vi angste og kan ikke tage ansvar for vores egen glæde, fordi vores tanker om de andres tanker står i vejen?

Er vi færdige med at lade os inspirere og motivere gennem nye udfordringer og nye møder, fordi vi tænker, vi ikke kan tillade os at fejle som voksne?

Er vi i virkeligheden alle alene sammen?

Nu vil jeg om lidt smutte (alene) i teatret på en torsdag. Ja, jeg er alene, men det er du også indimellem, så det kunne jo være, jeg mødte en som mig. Eller inspirerer til at gøre hvad fuck, man har lyst til, hvis man bliver en smule gladere af det. Hvem ved.

High five til dig, fordi du er dig!