En fod foran den anden. En fremmed, jeg føler, jeg genkender, smiler til mig. Jeg smiler tilbage og kigger ned i min telefon. Næste gang en fremmed smiler til mig, rødmer jeg og kigger ned i jorden i stedet. Jeg har lyst til at røre og række ud. At rejse og at leve.

Jeg lukker øjnene og trækker vejret. Duften af efterår, bladene der falder fra træerne, til træerne står helt nøgne, men rodfaste, og venter tålmodigt, indtil det er tid til at blomstre igen. Efterår, jeg kunne lære så meget. Skille mig af med alt det gamle og give plads til det nye. Turde stå der nøgen, men sikker, og tro på, at jeg vil blomstre igen.

Jeg konkurrerer med mig selv og lader mig inspirere af andre, i mit tempo. Andet er naivt og efterlader mig demotiveret og forvirret. Mit drømmende væsen blander sig med mit målrette sind. En tankeboble bliver til tusinde tanker. Jeg punkterer boblen. Den punkterer let, og jeg ved, at tankerne fyldte mere end virkeligheden. Jeg ifører mig et korset. Snører maven ind, der hvor mine følelser hober sig op, når jeg ikke kan rumme andre og deres indtryk.

Som voksen sker det, at jeg ikke kan rumme andre. Vores konstante spejlen i hinanden på godt og ondt. Tro ikke, du kender mig, har jeg haft lyst til at sige. Det er din fortælling, ikke min. Lad være med at fortælle mig, hvem jeg er, eller hvem jeg bør være, når det i virkeligheden er det, du vil være, eller den du vil være med.

Hvordan vi konstant forholder os til overfladen. Grav dybere. Jeg har ikke brug for at høre dig fortælle mig, at jeg er sød eller pæn. Deres usikkerhed bliver til min. Ingen spørger, hvordan han ser ud på stranden, men alle fortælle mig, at det er modigt, at jeg vil møde en mand, mens jeg er iført en badedragt eller en bikini. Jeg vil egentlig bare svømme og dele min passion med et menneske, jeg kan lide. Men  tilsyneladende er en krop noget man er, og ikke noget man har, hvis man er kvinde. Manden er tilsyneladende ikke modig i et par badeshorts.

I mødet med mænd bliver jeg (sommetider) usikker. Overalt ser jeg smukke eller seje kvinder, som jeg er bange for, at han skal få øje på og glemme mig. Jeg skammer mig over, at andres skønhed skal blive min usikkerhed.

En kvinde skriver til Mads og Monopolet, at hendes kollega klæder sig for sexet til sit job. Hun er i gang med at knalde sig til tops (mener de), og det er i øvrigt røv-irriterende, når kvinder larmer med deres tøj, udbryder Monopolets eneste kvindelige paneldeltager, Signe Lindkvist (!).  Det mest røv-irriterende jeg kan komme i tanke om, er kommentarer som den. Kvinde, find det outfit frem, der passer dig!

Træernes rodnet vikler sig ind i hinanden for på den måde at stå bedre fast. Hvordan vi mennesker nogensinde fik den tanke, at vi er naturen overlegen, er et mysterium.

Rigtig god søndag ♥︎