Tag / Aarhus

by maitrosborg

TedxAarhus2019 [RE]

Lørdag d. 5. oktober 2019 afholdt TedxAarhus deres 4. event. Dette år i Centralværkstedets smukke, historiske lokaler. Det var første gang, jeg deltog. Årets tema var RE. Og som den århusianer jeg er, var det næsten umuligt ikke at koble re med think (re-think), som var det, vi gjorde hele 2017 i forbindelse med Aarhus som en af to europæiske kulturhovedstæder (jep, der udnævnes faktisk to hvert år).

Arrangementet begynder kl. 11, dørene åbner kl. 10 og vi ankommer ca. tyve minutter før, får udleveret vores navneskilte, hvor der udover vores navne, er plads til at skrive vores RE- ord. Jeg skriver [RE] INSPIRED, da det er en af de ting, jeg forventer i dag – at bliver inspireret på ny. Ikke særlig originalt, men hvad fanden. Det er mit ord den dag.

Det er en inspirerende, international forsamling, der er til stede. I den store menneskeflok, er der kun et par stykker, jeg kan genkende. Vi tager en kop kaffe og finder et par pladser. I år har man valgt ikke at nummerere siddepladserne, hvilket betyder, at man efter hver af de to pauser, finder et nyt sted at sidde. Alle siddepladser er de bedste siddepladser er udsagnet.

Den canadiske Tv-vært og journalist Barbara Balfour er dette års vært. Hun har til opgave at præsentere to performances samt de 11 talere, der hver har 20 minutter til at tale (ud fra deres re-ord) og dele deres viden. Dagen er inddelt i 3 sessioner – Evolution – Action -Change med to længere pauser.

Session :1 Evolution

Inden Balfour præsenterer dagens første tedtalker, holder Aarhus borgmester Jacob Bundsgaard en åbningstale bl.a. med en opfordring til, at vi skal blive i vores dilemmaer længe nok til at genopfinde (“stay in dilemmas longer, to reinvent – not to avoid action”).

Dagens første tedtalker er bioingeniør Andreas Hougaard Laustsen [re]imagine. Laustsen møde med en 8-årig pige og en 5-årig dreng fra Tanzania, der begge er blevet bidt af slanger, blev starten på hans arbejde med at opfinde medicin mod slangebid. Medicin der samtidig kan forhindre paralysering, når man indtager det. Han har set et problem. Nu er han i gang med at løse det (som en ægte iværksætter). Lausten fortæller med passion og engagement, og man hepper (og tror) på, at hans mission snart lykkes.

Psykolog Signe M. Hegestand er dagens anden taler [re]late. Hun taler om psykisk vold i relationer. Et spændende emne, men desværre drukner talen i nervøsitet, og det meste har jeg hørt før. Hegestand starter sin talk med at spørge “What are you willing to do for love?” og slutter med at spørge “What are you not willing to do for love?” Lidt at (gen)tænke over.

“What are you not willing to do for love?”

Vi bliver præsenteret for en kort video om sjippetorvets historie – “the simplest tool, can create the most creative use.”

VR Creator Maria Herholdt Engermann [re]ality er den sidste taler under session 1, Evolution. Engermann er en dygtig taler. Hun arbejder på at skabe mere sympati blandt mennesker bl.a. ved at give et indblik bag om modeindustrien ”If an experience is strong enough, it can change your identity and your habits.” Vi får en oplevelse af at være til stede i Engermanns VR dokumentar om modeindustrien. Det føles ikke specielt rart (men vigtigt), og som Engermann starter med at sige ”VR are more than fun and entertainments.”

”If an experience is strong enough, it can change your identity and your habits.”

Vi er nået til første pause, og frokosten (sandwich) er serveret. Pausen varer en time og 20 minutter. Der er masser af tid til at netværke, men i dag er ikke en af de dage, så vi holder os i vores lille trekløver. Jeg smutter på toilettet. På spejlene er der tegnet og hashtagget, og overalt opfordres der til, at man deler sine oplevelser på de sociale medier. Jeg tager et par billeder af mig selv i spejldekorationen, da jeg kan se, jeg er alene i et par sekunder, men vælger ikke at dele, da resultater ikke bliver, som jeg håbede. På toiletdøren hænger en plakat, hvor man kan placere et klistermærke på det antal af gange, man har deltaget i TedxAarhus. Jeg tager et klistermærke og placerer det på first time. Vinduerne i Centralværkstedet er dekoreret med tegnede vaser med fremtidsmotiver. Jeg tager en tusch og tegner omridset af en vase. På vasen tegner jeg en pinligt simpel tegning af en sky og en bil. Det skal demonstrere fremtidens flyvende biler. Vi går ud og sammensætter nogle sætninger med ord, der allerede står i sætninger eller ligger i kasser. Det her event er perfekt for et legebarn, og jeg ærgrer mig over, at jeg ikke har deltaget de forrige år. Der er stadig meget tid tilbage, da vi finder nogle nye pladser. På en skærm dukker skiftende spørgsmål op, som fx hvilket realityprogram ville du vinde? Eller hvad ville dine venner tænke, du havde gjort, hvis du havnede i fængsel? Vi leger med, og pausen er pludselig forbi.

Session 2: Action

Første taler efter pausen er neurolog Casper Schmidt [re]define. Han taler om pornoafhængighed og CSBD (Compulsive Sexual Behavior Disorder). Sidstnævnte blev først anerkendt som sygdom på WHOs liste i 2018. Schmidt lægger ud med et eksempel, som får hele salen til at grine. Dernæst udpeger han de første rækker – ”You guys in the front row are addicted” (statistisk er 3-6% afhængige). I det hele taget er Schmidts talk fuld af humor. Han mister tråden et par gange og skal have sit clue card, men i stedet for at gå i panik, griner han af sig selv, og det virker som den helt rigtige måde at håndtere det på. Man føler sig godt underholdt som publikum, men forstår samtidig, at afhængighed altid skal tages seriøst – også når det handler om sexafhængighed.

Iværksætter (social entrepreneur) Steffen Rasmussen [re]shape er en kendt Aarhus-profil, som bl.a. har stiftet Fundamentet. I sin talk fortæller han om at forstå ”The complexity of the system”. Han er en vanvittig dygtig formidler, bruger konkrete eksempler, erfaringer og personlige oplevelser til at understøtte hans pointer. Han viser en graf over, hvordan tallet med mennesker på offentlig forsørgelse ikke har ændret sig fra 1984 og frem til i dag. Hans påstand er ”increased activity, decreased employment”. Hvis man giver mennesker frihed og hjælp (ikke forpligtelser under tvang), skal de nok komme i arbejde – ”People want to, they just cannot right now”. Balfour konkluderer ud fra Rasmussens talk ”We all have our own timeline, it doesn’t help if someone pressure their timeline on us.” Rasmussen får fortjent et af dagens største bifald.

”We all have our own timeline, it doesn’t help if someone pressure their timeline on us.”

Performer Fjer kommer på scenen og giver et nummer. Jeg ved stadig ikke helt, hvad det gjorde ved mig. Sandsynligvis fordi det ikke rigtigt gjorde det store indtryk. Det gjorde de visuals der var en del af nummeret til gengæld, så dem lod jeg mig fortabe mere i end sangen.

Designer Sara Andersson [re]design taler i sin talk om, hvordan hun arbejder på at komme væk fra human centered design og arbejde med humanity centered design i stedet. Hun illustrerer bl.a. human centered design ved at vise et billede af et plastikglas (plastik-låg og plastik-ske) med skiveskåret frugt, som dem man i dag kan købe i supermarkeder. Det har haft og har konsekvenser, at vi har ladet bekvemmelighed være det dominerende i designprocesser. En af konsekvenserne er fx, at der i 2050 vil være mere plastic, end der vil være fisk i havene (måske vi skal til at revurdere udsagnet, der er altid flere fisk i havet?). Lidt at tænke over.

Sidste taler i session 2 er Dance Coach Brice Johnson. Johnson starter med at spørge, hvor mange blandt publikum, der ser sig selv som dansere. Overraskende mange rækker hånden i vejret. Johnson påstand er, we dance how we live. Han illustrerer ved at vise forskellige dance moves baseret på følelser, han har gennemgået i livet. Hvis du er usikker, danser du usikkert. Hvis du er vred, kan du bruge vreden osv. Derefter spørger han publikum ”How will you dance?” og tilføjer “Never sacrifice your groove to find your move”. Jeg tager det som en opfordring og forsøger at stole på, at jeg til næste dansetime, hverken behøver at kigge på min sidemakker eller ned på mine fødder, og at jeg altså godt kan tælle til fire. Det handler først og fremmest om at tro på det (dig) selv – som med alt andet i livet.

“Never sacrifice your groove to find your move”

Med lidt hiphop moves præsenteret, går vi til næste og sidste pause, hvor der serveres forskellige søde sager. Denne gang udforsker vi den tilstødende sal, hvor talerne holder til i pauserne. Her kan man bl.a. tegne blindtegninger (med en tusch i både højre og venstre hånd) og bagefter tage selfies med de færdige resultater. Det gør vi. Kunstneren Iris Bakker har tegnet portrætter af alle talerne, og ud fra hvert portræt kan man skrive kommentarer, som talerne vil få sammen med deres portrætter. Vi skriver et par kommentarer. Vi når også en lille gådeleg. Vi bliver lukket inde i en Audi, der holder parkeret i gården. Her har vi to minutter til at svare på et par spørgsmål, men når kun at svare på det ene (og endda i den lette kategori, av av!). Pausen varer en time, og den time er hurtigt gået!

Session 3: Change

Session tre starter med en performance af standarddanserne Liza & Dima. Vi sidder tilbage i rækkerne blandt publikum, så det er desværre svært at få hele dansen med.

Første tedtalker i 3. session storyteller Cecilie Mai Sommer [re]consider er diagnosticeret med forskellige psykiske lidelser. ”If I dressed like the mental illness I am, you would not take me seriously. I picked up this dress, because it would make You think I am happy.” Sommer står i en stor, lyserød kjole med mørkt langt hår og lyser op på scenen. Hvis I ikke har regnet det ud, handler Sommers talk om fordomme. Dem, vi alle har, og som er formet af vores egne oplevelser. Jeg lider bl.a. af OCD siger hun og gør straks op med publikums forestilling om, at mennesker med OCD bor ryddeligt og rent ved at vise et billede af hendes værelse, der ligner et bommet lokum. ”My mom did not think a mental hospital was for me. Turned out it was.” Sommer bekræfter endnu engang det, som alle snart bør indse. Man kan ikke se på folk, hvad de kæmper med, så pak fordommene sammen.

”If I dressed like the mental illness I am, you would not take me seriously. I picked up this dress, because it would make You think I am happy.”

Medicinsk fysiker Ludvig Muren [re]search arbejder på, hvordan man ved hjælp af fysik (noget med photon og proton) kan kurere kræft. Jeg er ikke den store fysik-entusiast, indrømmet. Men det her er et område, der påvirker os alle. Vi har alle mistet eller kendt nogen med kræft. Men denne talk er simpelthen som at være til en forelæsning uden passion eller engagement. Jeg er sikker på, Muren har masser af passion og engagement. Han formår bare ikke at formidle det. Undervejs mister jeg koncentrationen, og tænker, at jeg må hjem og google i stedet.

Der vises en animeret fortælling om, hvordan det bøjede sugerør blev opfundet. Tænk, hvor meget man ikke ved. Overvældende, ik?

Arkæolog Vana Orfanou [re]connect har en ret anderledes vinkel på at formidle sit fag. Hendes talk handler ikke om, hvad man som arkæolog har opdaget ved udgravninger, men hvordan fortiden kan hjælpe os til fx at lære sympati i nutiden. Og så slår hun lige fast “We do not learn from our mistakes just because we make them”. Orfanou har en uhøjtidelig tilgang til sit fag og hendes talk er morsom og samtidig lærerig.

“We do not learn from our mistakes just because we make them”

Sidste taler er poetry slammer Emma Elizabeth Holtet [re]invent, som tidligere har været vært på eventet. Hun startet sin talk med en slam (reglerne kort opsummeret – 3, 10 min., ingen rekvisitter og teksten skal være din egen), om hvorfor mænd aldrig skal ignorere kvinder, og hvad det fører til, hvis de gør (noget med stalking og en kidnappet kat). Samtlige kvinder (muligvis også mænd) griner og genkender. Historiefortælling for Holtet handler ikke om at være original, men at tage udgangspunkt i virkeligheden og klichéerne og genopfinde/gendigte dem. Minutterne før demonstrerede hun hvorfor. Det virker. Vi kan alle spejle os i klichéerne. Hvis I får muligheden for at høre Holtet i poetry slam – eller holde en tale – så gør det!

Inden vi smutter hjem med et hoved fuld af tanker og en krop fuld af indtryk, slutter vi dagen med et glas vin. Jeg standser og tager et billede af en bunke blade i efterårsfarver i aftenslyset på vejen hjem. Inspiration er alle steder.

Advertisement
by maitrosborg

Ana o Baba og den hvide kat

img_1574

Abdullah på sin favoritgade Møllegade i Aarhus

Abdullah Alsmael er 40 år og fra Syrien. Men han er først og fremmest en ildsjæl og en af mændene bag  Ana O Baba TV (oversat fra arabisk mig og min far TV). Et projekt, der arbejder på at hjælpe flygtningefædre og deres familier. Projektet er en del af Sager der Samler og startede som et frivilligt foretagende, men er i dag sponsoreret af Bikubenfonden og Aarhus kommunen. Ca. 15 medarbejdere samt frivillige og oversættere arbejder i dag på Ana O Baba TV. Abdullah er ansat 20 timer, men arbejder mere end fuldtid. Jeg tog en snak med ham, om projektet, og om at være flygtet fra et land i krig.

Lad os starte helt fra begyndelsen. Hvordan træffer man beslutningen om at skulle forlade sin kone og sit barn i Syrien?

“Det var ikke et valg, da jeg besluttede at forlade Syrien. Den aktuelle situation var forfærdelig. Var man i fare, burde man rejse. Ikke vente. Der var ikke tid til at tænke eller prøve at forstå. Det var virkelig farligt. Min familie pressede mig også til at rejse, fordi de ikke ville miste mig. Jeg havde et godt job hos UNTP (United National Development Program) i Syrien, hvor vi arbejdede i forskellige byer med udviklingsprojekter, der hjalp mennesker. Et arbejde der gav mening for mig, men pludselig befandt jeg mig i et andet land og skulle lægge en ny plan for mit liv de næste år. Først flygtede jeg til Tyrkiet. Jeg tænkte, det bedste var at blive i Tyrkiet, starte mit liv og få min familie dertil. Måske ville vi vende tilbage til Syrien. Måske ikke. Men så fandt jeg ud af, hvordan situationen i Tyrkiet var. Mange syrere flygtede dertil på det tidspunkt, der var valg, og alle diskuterede Syriens fremtid, om vi ville blive eller ej. Det var forfærdeligt, så jeg besluttede, at det bedste ville være at fortsætte til et andet europæisk land for at have et sikkert sted for mig og min familie, mens situationen i Syrien ændrede sig, så jeg flygtede fra Tyrkiet til Grækenland og fra Grækenland til København.”

Så du vidste, du skulle videre fra Grækenland?

“Ja. I Tyrkiet besluttede jeg mig for at tage til Danmark. Det var ikke let. Det var en forfærdelig rejse med meget ventetid, bekymring og stress. Da rejsen foregik ulovligt, var det hårdt at beslutte eller organisere noget. Alting afhang af situationen, om vi ville få succes eller ej. Det var det hårdeste for mig, da jeg vidste, jeg havde en familie, der ventede på mig. Det skulle gøres hurtigt. Endelig var jeg i Danmark. Alt skete meget pludseligt. Fordi det skete så hurtigt, er det virkelig svært at have en plan.”

Hvorfor Danmark?

“Vi havde brug for et sikkert og trygt sted. Vi havde boet i mange byer, mange områder, mange hjem. Det var usikkert og vi var trætte. Jeg begyndte at tænke over, hvor det sikreste sted i verden er. Derfor valgte jeg skandinavien. Nu er jeg i Danmark og har det meget bedre, fordi jeg har en opholdstilladelse på fem år, hvilket gør, at jeg kan slappe af. Næste gang vi flytter, skal det være til Syrien.”

Du kom til Danmark, men din kone og dit barn var fortsat i Syrien?

“Da jeg kom til Danmark, ansøgte jeg om at få dem hertil. Jeg bad dem flygte fra Syrien til Tyrkiet, da jeg regnede med, de kunne komme til landet i løbet af en måneds tid – men det tog længere tid –  fra jeg forlod dem – til vi var genforenet, gik der et år og 6 måneder.”

Var det muligt for dig at være i kontakt med dem i det år og de 6 måneder?

“I begyndelse var det meget svært. Heldigvis efterlod jeg dem hos mine svigerforældre. Men fra tid til anden mistede jeg kontakten med dem, og det var virkelig skræmmende. De kunne hverken svare eller modtage mine beskeder. Men efterhånden lærte jeg at leve med, at det er vilkårerne. Jeg så i øjnene, at det er normalt, der ikke er forbindelse. Mange gange prøvede min kone at gå til andre områder for at oprette forbindelse og fortælle mig, hun var okay. Da de kom til Tyrkiet, var det anderledes. De havde forbindelse og situationen var meget bedre, selvom den ikke var optimal. De var ikke længere i fare under bomberne. Ideen med videoerne (Ana O Baba TV) startede, fordi jeg fx ikke kunne skype, så jeg sendte videoer, som de kunne downloade og se igen og igen, når de havde forbindelse og lyst. Særligt min datter elskede at se videoerne.”

Hvordan var det pludseligt at komme til Danmark og skulle til at skabe et liv for dig og din familie?

“Da jeg rejste, tænkte jeg altid at Danmark var rejsens mål, dét jeg stræbte efter. Det var målet, jeg kunne fokusere på. Men da jeg kom til Danmark, følte jeg mig både trist og glad. Jeg havde succesfuldt udført missionen. Nu var jeg her. Men wauw. Jeg efterlod min familie. Jeg mistede mit hjem. Jeg mistede alt. Jeg husker, jeg kom direkte til asylcentret, hvor en mand bød mig velkommen og bad mig vente lidt. Det tidspunkt, hvor jeg sad der i asylcentret og ventede, glemmer jeg aldrig. Jeg tænkte, jeg er i Danmark. Jeg gennemførte rejsen. Det er en succes. Jeg er virkelig stærk, fordi jeg har overkommet en masse udfordringer under rejsen. Men hvad nu? Jeg efterlod min familie. Mit hjem er ødelagt – på alle mulige måder. Det her er et nyt liv med mange nye udfordringer. Det er ikke slutningen. Det er begyndelsen. Begyndelsen på familiesammenføring og alt det her.”

Hvordan håndterede du det?

“Det var ikke let. Jeg prøvede at bevare kontakten med min familie, sørgede for at berolige dem og give dem håb. Som du ved, har vi flygtninge travlt fx med opholdstilladelser og interviews. Jeg havde travlt med mange ting.”

Ja, jeg ved, at du har brugt det at have travlt, som en måde at holde negative tanker på afstand..

“For at bevare balancen. Alt for at beskytte.”

Hvordan var du i stand til det?

“Fordi jeg tror på tiden. Tiden kan løse mange problemer kun ved tiden. Min udfordring er tiden, så jeg skulle bare sørge for at tiden gik.”

Så i stedet for at sidde og vente på at tiden gik, sørgede du for at have travlt?

“Jeg ville ikke føle tiden. Jeg prøvede at ignorere tiden ved at have travlt. Da jeg kom til Danmark, kedede jeg mig, så jeg opsøgte alle mulige events for flygtninge. Det hjalp mig på to måder. Det hjalp mig med at leve og overkomme de negative udfordringer. Og det hjalp mig til at lære en masse om Aarhus, livet her, møde mange mennesker og få venner. Det var en gave. Men hvis jeg skal være helt ærlig, virker det ikke hver gang. Nogen gange kan jeg.. pff..ikke klare mere. Men fordi jeg er involveret i mange projekter, ringer folk og inviterer mig. Jeg er en del af mange ting, og det har hjulpet mig.”

Nu arbejder du hos Sager der Samler på pilotprojektet Ana O Baba TV. Kan du fortælle om det?

“Jeg mødte Abdulghafar. Han underviste sin datter i dansk gennem telefonen. Det synes jeg var en god idé. Han fokuserede på sproget, da han er meget interesseret i sprog, og det er hans datter og hans kone også. Jeg er meget interesseret i kultur, så vi fandt ud af, vi kunne lave noget sammen, så vi startede med at lave videoer og dele dem med vores familier. Det hjalp meget på vores situation. Det hjalp os til at være stærke og få det bedre.  Abdulghafar og jeg begyndte i praktik hos Sager der Samler, hvor vi arbejdede med syriske fædre, der lavede videoer til deres børn. Efter noget tid ansøgte vi om sponsorater til at udvide ideen og projektet. Da vi fik bevilliget sponsoraterne, sammensatte vi et pilotteam, der ikke kun bestod af syrere, men flygtninge fra Somalia, Eritrea og Etiopien. De ventede alle på deres familier kom til landet. Men vi lærte, at de har andre forhold, behov og vilkår end syrere. Mange kan ikke bruge video, da der fx er en rigtig dårlig forbindelse i Eritrea, og mange eritreere vil ikke filmes eller fotograferes. De er meget forsigtige pga. deres situation. Mange har komplicerede sager og får måske ikke deres familier til Danmark, så det gav ingen mening for dem at lave videoer.

Hvad gjorde I så? 

“Abdulghafar og jeg lavede videoerne for at få det bedre, så vi spurgte dem, hvordan vi kunne hjælpe dem til at få det bedre. Vi fandt ud af, deres største udfordring var sagerne om familiesammenføring, det er deres konstante fokus, så vi fik nogen til at hjælpe dem med familiesammenføringssagerne. Vi fik en mand, Helia, der har arbejdet hos Komiteen for Udlændinges Retsikkerhed og har mere end 30 år erfaring, til at hjælpe os. Han er en ekspert, kender lovene og reglerne og ved en del om sager med familiesammenføring, så vi organiserede møder mellem ham og nogle grupper.”

Og det er en del af Ana O Baba TV?

“Ja, det går ud på at afdække behovene og finde ud af, hvad der kan hjælpe gruppen. Vi kendte til en del af behovende –  at lære sproget, skabe et netværk og finde job. Det er  store behov, som vi ikke kan opfylde. Men vi lærte om de behov og andre behov. Nu arbejder vi på at gøre det præsentabelt for de mennesker, der arbejder med flygtninge og integration. Hvordan vi gør det, er hvad, vi diskuterer de her dage.”

Vil I fortsætte med videoerne? 

“Nej. Det er et af behovene, men ikke det basale. Da vi startede med at arbejde med gruppen af syriske fædre i starten, troede vi, det var den gængse sag, men da vi begyndte at arbejde med flygtninge i andre lande, opdagede vi hurtigt, syrere har den simpleste sag. Vi syrere får hurtigt vores familier hertil sammenlignet med andre lande.”

Hvordan kan det være?

“Måske fordi Syriens situation er tydelig. Alle ved, hvorfor vi er her.”

Og folk kender ikke til situationen i Etiopien, Somalia og Eritrea?

“Da jeg kom til Danmark, undrede jeg mig over, hvorfor der var folk fra Eritrea. Jeg vidste ikke hvorfor. I Syrien er sagen meget klar. Men mange andre lande skal bruge mange år på at få deres familie til Danmark, og sandsynligheden for at de slet ikke kommer hertil er stor, så det giver ingen mening af forberede familierne på livet her.”

Var din datter i stand til at tale lidt dansk, da hun kom her, pga. de videoer du havde sendt?

“Hun kunne sige nogle ord, hun vidste en lille smule om Danmark og var nysgerrig efter at se de steder, jeg havde filmet.”

Kan du nævne nogle af de steder?

“Den første film vi filmede for Ana O Baba TV var “Den hvide kat”. Min datter elsker hvide katte, så vi efterspurgte folk med en hvid kat, vi kunne filme. En dansk kvinde med en hvid kat, ville gerne hjælpe, så hun inviterede på kaffe og vi filmede katten Sofi og sendte videoen til min datter, Mira, og lærte hende, hvordan man siger “Hej” og “Sofi spiser sin mad” osv. Hun blev meget glad, og da hun kom til Danmark, ville hun gerne møde den hvide kat. Mira har spurgt til alle stederne, hvor vi har filmet.”

Så I har besøgt alle stederne?

“Ja!”

Du har fået en søn.. 

“Det er det allerbedste.”

…Og din familie er kommet hertil. Det virker som om, I er faldet til..

“Vi er stadig nye her. Selvfølgelig er det ikke nemt i begyndelsen, men tiden hjælper. Med tiden bliver det bedre og bedre. Vi er i et nyt land og skal lære en ny kultur at kende. Det er ikke nemt, men vi er tilfredse. Vi er sammen og vi er i sikkerhed. Det er det aller allervigtigste. Især for syrere i denne tid. Vi har det meget bedre end syrere i Syrien eller i andre lande.”

Tænker du nogensinde på din – og jeres – fremtid?

“Jeg følte, jeg havde en plan. Det har ændret sig. Jeg ved, at ingen kender fremtiden. Min drøm er fortsat at blive ved med at udvikle mine kompetencer og arbejde med udviklingsprojekter, som jeg kan bruge alle steder i verden. Om jeg bliver her, eller skal hjem. Men jeg vil også gerne studere og opgradere min bachelor i jura. Det er altid godt at studere.”

Har du noget, du gerne vil sige, jeg har glemt at spørge dig om?

“Der er mange ting, der gør situationen omkring os kompliceret. Jeg er multikompliceret. Jeg mener, jeg er fra mellemøsten, jeg er arabisk, jeg er muslim, jeg er sorthåret. Alle de her ting er noget, jeg tænker over. Men man kan ikke kapere alle de tanker. Man skal ikke bekymre sig over de ting, medierne siger. Det forvirrer og får os til at få det dårligt. Vi behøver ikke mere pres. Vi har nok lidelse i vores land. Vi skal være os selv og bare gøre, hvad vi er nødt til at gøre. Tiden vil altid hjælpe.”

Du tror virkelig på, tiden hjælper?

“Ja, fortsæt med at arbejde og tiden vil fikse en masse ting.”

by maitrosborg

Livet er langt#2 (remix)

santa

lykken er kort, synger folkehelten Kim, mens vi læser, vi er verdens lykkeligste folk[1]. Vi kender ikke til krig, sult og hungersnød, men overforbrug, fedme og ensomhed kender vi. Dét er, hvad dræber et lykkeligt folk.Vi står i kø på hovedbanen foran Donkin Donouts. Udenfor donoutbutikken sætter alkoholikerne flasken for munden og narkomanerne stikker kanylerne i venerne på Vesterbro. Alle er vi afhængige af hver vores drug. I Toftlund er krigen kommet og ignorancen går hånd i hånd med uvidenheden, når ægteparret spørger flygtningene ”hvorfor lige Danmark?”. Men der er plads til os alle i så yndigt et land. Lykkelige mennesker orker ikke smalltalk eller uanmeldte besøg. Vi vil hellere være ensomme end at fejle, medmindre Blachman banker på, så inviterer vi fredagsunderholdningen ind i stuerne. Lykkelige mennesker er kloge. Vi uddanner os til at vækste samfundet. At tælle kroner ikke tanker tæller for et lykkeligt folk. Vi piller dannelse ud af uddannelse, mens vi repeterer karakterskalaer og hepper på 12-talspigerne. Livet er langt, så vi arbejder alle vores timer væk. Vi har så travlt, at syvårskrisen bliver en seksårskrise. Vi mødes, vi skilles. Forelskelsen er en illusion, og fordi virkeligheden altid vender tilbage, kommer vi den i forkøbet. Lykken er kort. Men tosomhed findes igen på dating.dk eller med et svip til højre, så vi er stadig lykkelige. Vi er frisindende og åbne, vi skriger ja til homoægteskaber og ytringsfrihed, mens vi truer med at lukke overtossens psykiatriske museum i Risskov og hænger Kvium op i stuen og forbyder hovedtørklæder og moskeer og muslimer. Vi er kristne (på papiret), men ingen ved, hvad æg har med Jesus genopstandelse at gøre, men vi finder dem frem og fortærer dem. Til frokoster og til påskebryg. Kykliky osv. Vi sympatiserer med Jesus på korset, når vi bruger to dage på at genopstå efterfølgende. 
Vi klipper gækkebreve og sender dem. Mit navn det står med prikker…gæk, gæk….Kan du gætte, hvem jeg er? For jeg ved det ikke selv, så har du svaret, sender jeg dig et påskeæg fuld af taknemmelighed. Og måske gætter jeg, hvem du er, før du selv gør, og så har vi balladen. Vi værner om traditioner, som vi værner om vores lille land. Juleaften samles vi om træet, finder kasser med klodset julepynt og fine kugler frem, hænger op, piller ned, bytter rundt, til træet står smukkest i sin glans og Peter har den gren så kjær. Vi efterlader anden og ovnen og kører i kirke. Præsten velsigner os eller Gud eller menneskeheden? Vi er tilsyneladende mange, der vælger at besøge Guds hus, hvor det er allerkoldeste. Vi kører hjem til andesteg, rødkål og kartofler og et julepyntet bord, som står side om side med glansjuletræet og stadig bugner af iland og overflod. Vi spiser til vi er overmætte og fulde af selskab og højtid, måske en smule af vinen. Vi slår mave og danser om juletræ, mens vi synger samler på ukendte toner og falske melodier. Halleluja, et barn var født osv. osv. Vi pakker gaver ud, spiser og drikker os endnu mere fulde af højtid og helligdag. Det er over midnat og barnet er født… Vi elsker familien og naturen, råber vi i kor, mens vi afleverer børnene til en pædagog og nedlægger Børnenes Jord, hvor børn har leget med voksne, og voksne har leget, de stadig var børn, i et århusiansk øgadekvarter gennem generationer. Den globale opvarmning har narret et lykkeligt folk. Efterår, når kalenderen siger sommer. Det forvirrer, for lykkelige folk planlægger. Børn. Hus. Fremtiden. Og når planlægningen bliver for meget, begraver vi os i fortiden. Og heldigvis er der mange, der vil tage penge for at høre os tale om den.

[1] i år dog overgået af Island, men stadig i top 3 over lykkeligste folkefærd.

by maitrosborg

Rundkredsdemokratiet – eliten har ordet

debat

Det er mandag. De samles til et møde, som skal handle om byen og de der bor i den. De kender alle hinanden på samme måde, som man kender folk, man har set på tv. Man kan ikke nødvendigvis huske navnet, men man kan genkende ansigtet, så man smiler og siger hej og føler en fjern forbindelse. Eller bare en forbindelse. De er alle noget ved kulturen, eller også har de indflydelse på den. Som de politikere der ikke kan forstå, de kun modtager ganske få ideer til initiativ fra borgerne. Hun undrer sig, idet hun troede politikere var folkevalgt til selv at række ud, opsøge og tage initiativ. Tilsyneladende tog hun fejl. Denne debat har allerede gjort hende en smule klogere, og da den tidligere hjemløse mand rækker hånden op og spørger, hvad de vil gøre ved sådan nogle som ham, flygter de videre til det, de kender til. Stemningen skifter, men den tidligere hjemløse mand insisterer, og man bliver nødt til at forholde sig. Det gør man ved at sige, det ikke er ens beskæftigelsesområde, men man burde have haft en som ham i panellet. Could I, would I, should I,  på repeat. Vi er alle enige om, at vores by er vejen frem eller at byen er på vej frem. Hvorhen det er, bliver aldrig rigtig klart. Men visionerne mangler ikke, og fordi vi føler en forbindelse, os der er, accepterer vi. Og man aftaler også at man gerne vil fortsætte med at diskuterer byen i rundkredser rundtomkring. Da samtalen kommer til at handle om ghettoen og flygtninge og mangfoldighed og alles plads i byen, kommer hun i tanke om de nytilkomne flygtninge. Ham, hun mødte den anden dag, hvis ensomhed hun ikke kunne rumme. Dem, hun mødte, der taknemmeligt sugede alt byens liv til sig, når hun præsenterede den for dem. Ham, som kaldte hende over for at spørge, hvor hun kendte til alting fra? Hun kunne kun komme med et eliminerende svar, jeg holder øjne og ører åbne og kender folk. Men hvordan skulle en dreng uden sprog kunne tale med kulturens elite eller bare kunne gennemskue, hvor og hvordan. Hun ved godt selv det er et fjollet svar. Og hun ved godt selv at de, dem, der suger byen til sig, når man præsentere den for dem, ikke vil være tilstede her. Dem der er her, er allerde indsuget i byen, og de kender hinanden på kryds og tværs – eller på tværs af krydser. Da bydebatten slutter er det blevet mørkt. Hun cykler på en cykel uden lys og håber på, hun ikke modtager en bøde, hun ikke vil være i stand til at betale. En alkoholpåvirket mand spytter mod hende, og hun vender sig for at se, om hun var målet, mens han råber “pas på din so” efter hende. Og hun tænker, udenfor kredsen er man ikke længere isoleret.  Manden på gaden har kun skældsord til kvinden i kredsen, som han ikke kender navnet på.

by maitrosborg

En ulykke kommer sjældent alene….

Foto den 31-08-2013 kl. 16.47 #2

Det samme gælder tilsyneladende for jobsamtaler (ej, at de på nogen måde skal sammenlignes med ulykker). I løbet af mindre end to uger, er jeg blevet kaldt til 3 samtaler – vedr. projektansættelse som kampagnemedarbejder hos Dansk Flygtningehjælp,  kommunikationsmedarbejder for Dansk Idrætsforbund og sidst som kommunikationsmedarbejder for SceneAgenturet. Førstnævnte kræver min tilstedeværelse på Fyn og Jylland, Dansk Idrætsforbund er lokaliseret i Brøndby mens sidstnævnte er lokaliseret i Aarhus. Jeg bliver rundtosset af, at forsøge at regne ud hvor det hele ender. Det er der heller ingen grund til, da det kun kan blive gisninger, til jeg ved om jobbene overhovedet er en realitet. Hvis de bliver det, skal der tages stilling. Bl.a. til hvor lang en lønstillingsperiode er forsvarlig med den dagpengesats jeg har tilbage. Perioden stopper nemlig ikke, når man kommer i job med løntilskud. Taxameteret kører videre (og det larmer!).

Det var jobsituationen.

Boligsituationen er selvsagt en anelse kompliceret pt. Hvor skal jeg egentlig søge? Min boligsøgning har udelukkende omkredset Kbh. (primært gennem lejebolig.dk og DBA.dk), siden jeg fik af vide at jeg var boligløs fra okt. Det har resulteret i, at jeg torsdag har en fremvisning på en 1 værelses lejlighed på Frederiksberg. Og et åbent hus.

Endvidere modtog jeg i går en mail fra min yngste søster, som er bosat i Berlin. Hendes roommate flytter ud i okt. og jeg er derfor velkommen en mdr. eller flere, hvis det passer. Et fristende tilbud, som er med i overvejelserne.

Jeg har ingen idé om, hvad der kommer til at ske, eller hvor jeg befinder mig om en mdr. eller mindre. Men alt jeg kan gøre er at følge med, og se hvor det ender denne gang. Indtil da bliver der nok nogle søvnløse nætter, hvor hjernen er på overarbejde, selvom jeg fortæller den, at man ikke kan tænke sig til handling. Og at jeg derfor gerne vil sove.

by maitrosborg

#rastløs og rodløs

large

Så lakker de 5 uger i smilets by, projektansættelsen (i dag var sidste dag) og den strukturede hverdag mod ende. Det har været et privilegium at gå i seng – og sove. Udmattelsen er kommet kærkomment efter mange mdr. med søvnløse nætter. Når der ikke er ro i hovedet, er der sjældent flere timers sammenhængende søvn.

I de forrige 4 uger har jeg sovet, når jeg er gået i seng. Søvnløsheden kommer desværre langsomt snigende tilbage. Jeg skal tilbage til København, jobsøgningen og fremtidsplaner. Men hvordan ligger man fremtidsplaner, når man ikke ved hvad fremtiden bringer? En dag af gangen, stadig!

Jeg har udvidet min søgningshorisont (Kbh // Århus), da jeg sagtens kunne forestille mig at flytte til Århus, hvis drømmejobbet bød sig. Derfor smuttede jeg forbi med et par ansøgninger, hvilket var en virkelig fin oplevelse, som blev modtaget med “det er altid en god idé”…  Mandag eller tirsdag finder jeg ud af om det gi´r bonus. Om jeg er en af de heldige der skal til samtale.

Jeg ved som sagt ikke hvad fremtiden bringer, så p.t. er mit største projekt at droppe bekymringerne og bare gøre hvad jeg gør. Bekymringer ændrer jo intet. Og kaos er en del af det at leve; “it will all be okay in the end, and if it´s not okay, it´s not the end.”

København har givet mig god kondi (bakkerne i Århus er ikke så hårde som jeg mindes), og Århus har givet mig virkelig blødt hår (vandet her er mildere)….