Internationale film til din lockdown

Indien, Yeh Ballet

En film om at opdage et talent – for ballet – og overgive sig til talentet, med alt hvad det kræver. Og en film om to verdener, gadedansens og ballettens, der skal fusionere.

Italien, La vita davanti a sé

Madame Rosa (Sophia Loren) og en Momo (Ibrahima Gueye), en tidligere prostitueret og et gadebarn, og mødet mellem de to, der udvikler sig til gensidig kærlighed.

Polen, Ida

Ida er opvokset på et katolsk børnehjem og skal til af aflægge sine klosterløfter, da hendes tante dukker op og fortæller hende, hun er jøde. Et helt nyt liv skal til at leves.

Tyrkiet, Mustang

En film om søskende, og om at vokse op og ønske og jagte frihed. Filmen er delvist baseret på instruktørens (Deniz Gamle Ergüven) eget liv og oplevelser.

Tyskland, 303

En 303 autocamper, et åbent europa, en gravid kvinde og en mand, der har brug for et lift.

Spanien, El orfanato

Med manden Carlos (Fernando Cayo) og sønnen Simón (Roger Princep) vender Laura (Belén Rueda) tilbage til det børnehjem, hun voksede op på, og hun har planer om at genåbne børnehjemmet…

Japan, 千と千尋の神隠し (Chihiro og heksene)

Chihiro befinder sig pludselig i en anden og magisk verden uden sine forældre. Hendes mission bliver at redde forældrene og finde vej til den virkelige verden igen.

For mere international inspiration se Filmstribens Spillefilm fra fjerne lande, hvor der er rigtig mange gode film! Der findes også franske, tyske, spanske, italienske m.fl. filmoversigter. Du kan også søge på internationale film på Netflix.

 

Film og TV-serier, der er værd at bruge tid på

YouTube

Hotel Chevalier (Wes Andersons prolog til Darjeling Limited) 2007

To eks-elskere (manden er den ene bror fra Darjeling Limited) og et hotelværelse i Paris, knuste hjerter og melankolsk stemning. Jeg er vild med denne kortfilm, som man ikke er i tvivl om, at Wes Anderson står bag. Tempoet er langsomt, replikkerne få men skarpe og personerne mystiske og dragende.

Filmstriben

20th Century Women (Mike Mills) 2016

En virkelig fint, rørende og humoristisk hyldest til kvinder. Filmen er delvist baseret på Mike Mills egen opvækst med en enlig mor. Det er et fint indblik i, hvordan det er at vokse op som 15-årig dreng omgivet af primært kvinder.

Torka aldrig tårar utan handskar (Simon Kaijser) 2012

Et portræt af 80’erne og aids i Stockholm. Denne serie i tre dele er baseret på Jonas Gardells triologi Love, Disease og Death og er vanvittig barsk og livsbekræftende. Hav lommetørklæderne klar.

HBO Nordic

Euphoria (Sam Levinson) 2019

Jules (Zendaya Coleman) og Rue (Hunter Schafer) (jf. referencer til Romeo & Julio), forelskelser, kønsidentitet, stoffer, sex, depressioner. Serien dækker det hele og mere til, og den gør det filmisk på den smukkeste æstetiske måde. Udover sæson 1, er der produceret to sær-afsnit, som er meget, meget mere nedtonede, men fungerer. Første sær-afsnit er en samtale mellem Rue og hendes mentor og anden sær-afsnit en samtale mellem Jules og hendes psykolog. Sæson 2 er annonceret.

Netflix

My Octopus Teacher (Pippa Ehrlich og James Reed) 2020

I et år følger man filmskaber Graig Foster følge en blæksprutte. Det lyder stenet, men det er smukt og lærerigt. Jeg er har fået en ny fascination af dyret blæksprutte. Hvilket dyr!

Fugle – og især deres parringsdanse – er i øvrigt også fascinerende.

Pieces of a Woman (Kornél Mundruszo) 2020

Anmelderne har skrevet meget om den meget lange åbningscene og Vanessa Kirkbys præstation som Martha. Det forstår jeg godt. Hun spiller eminent. Man føler Marthas smerte gennem hjemmefødsel, tab og parfoholds-krise.

Kan man lide Pieces of a Woman, kan man sandsynligvis også lide Marriage Story og The Meyerowitz Stories. A Bigger Splash er også værd at bruge tid på.

 

Seje, inspirerende kvindelige forfattere og essayister

Jeg drømmer om at være som dem, indrømmet; at leve af at skrive personlige essays og reportager fra rundt om i verdenen, så lad mig introducere jer til nogle af mine idoler, som jeg synes, vi alle bør læse. 

Photo: Julian Wasser, 1968

Joan Didion

Hvem: Joan Didion, født 1934 i Californien. Essayist, novellist, dramatiker, journalist, manuskriptforfatter. Uddannet i engelsk litteratur og (aner)kendt for bl.a. The Year of Magical Thinking og Blue Nights. Bøgerne er skrevet om og efter tabet af hendes mand (død af blodprop) og hendes datter (død af langtidssygdom), der sker med blot et års mellemrum. 

Mit møde: Et år med magisk tænkning (The Year of Magical Thinking), Blå timer (Blue Nights), Intet gælder (Play It as It lays) og Netflix-dokumentaren The Center Will Not Hold.  

Hvorfor: Fordi hun beskriver sorgen smukt. Hun beskriver mennesker og følelser med genkendelighed og giver os et indblik i amerikansk kultur (og amerikanernes engagement i El Salvador).

Bonus-info: Didion har skrevet filmmanuskriptet til klassikerne A Star is Born og True Confessions. Den danske forfatter Olga Ravn har lavet nogle glimrende danske oversættelser af flere af Didions bøger. Didion tilbragte to uger i El Salvador i 1982 under jordskælvet, og ud af besøget kom essayet Salvador (1983).

 

Photo: Anni Leibowitz, from the book “Women”, 1999

Susan Sontag

Hvem: Susan Sontag, født i 1933 i New York og død af leukæmi i 2004, ligger i dag begravet i Paris. Forfatter, novellist, essayist, aktivist, underviser, dramatiker, filminstruktør. Uddannet i litteratur og filosofi.

Mit møde: Der Komplette Rolling Stone-interview (en tolv timer lang samtale med journalist Jonathan Cott) og On Photography. 

Hvorfor: Fordi hendes betragtninger af verden – sygdom (Aids og kræft), (Vietnam)krig og kærlighed kan inspirere os til at tænke og betragte selv. 

Bonus-info: Sontag havde et kærlighedsforhold til den kendte fotograf Anni Leibowitz efter sin skilsmisse og indtil sin død. Med udgangspunkt i sin egen kræftsygdom, har hun skrevet Ilness as a Metaphor. 

 

Photo: Jim Herrington, årstal ukendt

Rebecca Solnit 

Hvem: Rebecca Solnit, født i 1961 i Connecticut og vokset op i Californien. Forfatter, essayist, feminist og klimaaktivist. Uddannet journalist. Kvinden bag Men Explain Things to Me. 

Mit møde: Recollections of my Non-existence 

Hvorfor: Fordi hun er en drømmer, der bruger sin modgang til at skabe forandring og et liv for sig selv – og andre. Og fordi du som kvinde – og kreativt menneske – kan genkende dig selv i hendes beskrivelser og får lyst til at kæmpe for dine rettigheder og drømme. 

Bonus-info: Begrebet mainspaining opstod på baggrund af Solnits bog Men Explain Things to Me. 

Photo: Ukendt

Deborah Levy 

Hvem: Deborah Levy, født 1959 i Sydafrika og immigrerede i 1968 med sin familie til London. Forfatter, digter, dramatiker. 

Mit møde: Hendes Living autobiography (som hun selv kalder trilogien) Things I Don’t Want to Know og The Cost of Living (tredje og sidste part er endnu ikke udgivet). 

Hvorfor: For hendes interessante betragtninger om race (med afsæt i hendes opvækst i Sydafrika), livet som kvinde og kvindelig forfatter og som mor. 

Bonus-info: Things I don’t want to know about er skrevet som en kommentar til Georg Owells Why I write. Levys far var medlem af African National Congress. 


Jeg er helt opmærksom på, at listen kun består af hvide kvinder, så kom gerne med bud på seje, kvindelige ikke-vestlige forfattere og essayister, man bør læse. Jeg ved, de findes!

Og så er der selvfølgelig også de danske powerkvinder Suzanne Brøgger, Tove Ditlevsen og Karen Blixen. Dem har jeg ikke glemt. 

Min opfordring: Hvis man, som jeg, godt kan lide de personlige fortællinger, men også gerne vil blive klogere på verden, så læs dissse kvinder! 

TedxAarhus2019 [RE]

Lørdag d. 5. oktober 2019 afholdt TedxAarhus deres 4. event. Dette år i Centralværkstedets smukke, historiske lokaler. Det var første gang, jeg deltog. Årets tema var RE. Og som den århusianer jeg er, var det næsten umuligt ikke at koble re med think (re-think), som var det, vi gjorde hele 2017 i forbindelse med Aarhus som en af to europæiske kulturhovedstæder (jep, der udnævnes faktisk to hvert år).

Arrangementet begynder kl. 11, dørene åbner kl. 10 og vi ankommer ca. tyve minutter før, får udleveret vores navneskilte, hvor der udover vores navne, er plads til at skrive vores RE- ord. Jeg skriver [RE] INSPIRED, da det er en af de ting, jeg forventer i dag – at bliver inspireret på ny. Ikke særlig originalt, men hvad fanden. Det er mit ord den dag.

Det er en inspirerende, international forsamling, der er til stede. I den store menneskeflok, er der kun et par stykker, jeg kan genkende. Vi tager en kop kaffe og finder et par pladser. I år har man valgt ikke at nummerere siddepladserne, hvilket betyder, at man efter hver af de to pauser, finder et nyt sted at sidde. Alle siddepladser er de bedste siddepladser er udsagnet.

Den canadiske Tv-vært og journalist Barbara Balfour er dette års vært. Hun har til opgave at præsentere to performances samt de 11 talere, der hver har 20 minutter til at tale (ud fra de re-ord) og dele deres viden. Dagen er inddelt i 3 sessioner – Evolution – Action -Change med to længere pauser.

Session :1 Evolution

Inden Balfour præsenterer dagens første tedtalker holder Aarhus borgmester Jacob Bundsgaard en åbningstale bl.a. med en opfordring til, at vi skal blive i vores dilemmaer længe nok til at genopfinde (stay in dilemmas longer, to reinvent – not to avoid action).

Dagens første tedtalker er bioingeniør Andreas Hougaard Laustsen [re]imagine. Laustsen møde med en 8-årig pige og en 5-årig dreng fra Tanzania, der begge er blevet bidt af slanger, blev starten på hans arbejde med at opfinde medicin mod slangebid. Medicin der samtidig kan forhindre paralysering, når man indtager det. Han har set et problem. Nu er han i gang med at løse det (som en ægte iværksætter). Lausten fortæller med passion og engagement, og man hepper (og tror) på, at hans mission snart lykkes.

Psykolog Signe M. Hegestand er dagens anden taler [re]late. Hun taler om psykisk vold i relationer. Et spændende emne, men desværre drukner talen i nervøsitet, og det meste har jeg hørt før. Hegestand starter sin talk med at spørge “What are you willing to do for love?” og slutter med at spørge “What are you not willing to do for love?” Lidt at (gen)tænke over.

“What are you not willing to do for love?”

Vi bliver præsenteret for en kort video om sjippetorvets historie – the simplest tool, can create the most creative use.

VR Creator Maria Herholdt Engermann [re]ality er den sidste taler under session 1, Evolution. Engermann er en dygtig taler. Hun arbejder på at skabe mere sympati blandt mennesker bl.a. ved at give et indblik bag om modeindustrien ”If an experience is strong enough, it can change your identity and your habits.” Vi får en oplevelse af at være til stede i Engermanns VR dokumentar om modeindustrien. Det føles ikke specielt rart (men vigtigt), og som Engermann starter med at sige ”VR are more than fun and entertainments.”

”If an experience is strong enough, it can change your identity and your habits.”

Vi er nået til første pause og frokosten (sandwich) er serveret. Pausen varer en time og 20 minutter. Der er masser af tid til at netværke, men i dag er ikke en af de dage, så vi holder os i vores lille trekløver. Jeg smutter på toilettet. På spejlene er der tegnet og hashtagget, og overalt opfordres der til, at man deler sine oplevelser på de sociale medier. Jeg tager et par billeder af mig selv i spejldekorationen, da jeg kan se, jeg er alene i et par sekunder, men vælger ikke at dele, da resultater ikke bliver, som jeg håbede. På toiletdøren hænger en plakat, hvor man kan placere et klistermærke på det antal af gange, man har deltaget i TedxAarhus. Jeg tager et klistermærke og placerer det på first time. Vinduerne i Centralværkstedet er dekoreret med tegnede vaser med fremtidsmotiver. Jeg tager en tusch og tegner omridset af en vase. På vasen tegner jeg en pinligt simpel tegning af en sky og en bil. Det skal demonstrere fremtidens flyvende biler. Vi går ud og sammensætter nogle sætninger med ord, der allerede står i sætninger eller ligger i kasser. Det her event er perfekt for et legebarn, og jeg ærgrer mig over, at jeg ikke har deltaget de forrige år. Der er stadig meget tid tilbage, da vi finder nogle nye pladser. På en skærm dukker skiftende spørgsmål op som fx hvilket realityprogram ville du vinde? Eller hvad ville dine venner tænke, du havde gjort, hvis du havnede i fængsel? Vi leger med, og pausen er pludselig forbi.

Session 2: Action

Første taler efter pausen er neurolog Casper Schmidt [re]define. Han taler om pornoafhængighed og CSBD (Compulsive Sexual Behavior Disorder). Sidstnævnte blev først anerkendt som sygdom på WHOs liste i 2018. Schmidt lægger ud med et eksempel, som får hele salen til at grine. Dernæst udpeger han de første rækker – ”You guys in the front row are addicted” (statistisk er 3-6% afhængige). I det hele taget er Schmidts talk fuld af humor. Han mister tråden et par gange og skal have sit clue card, men i stedet for at gå i panik, griner han af sig selv, og det virker som den helt rigtige måde at håndtere det på. Man føler sig godt underholdt som publikum, men forstår samtidig, at afhængighed altid skal tages seriøst – også når det handler om sexafhængighed.

Iværksætter (social entrepreneur) Steffen Rasmussen [re]shape er en kendt Aarhus-profil, som bl.a. har stiftet Fundamentet. I sin talk fortæller han om at forstå ”The complexity of the system”. Han er en vanvittig dygtig formidler, bruger konkrete eksempler, erfaringer og personlige oplevelser til at understøtte hans pointer. Han viser en graf over, hvordan tallet med mennesker på offentlig forsørgelse ikke har ændret sig fra 1984 og frem til i dag. Hans påstand er ”increased activity, decreased employment”. Hvis man giver mennesker frihed og hjælp (ikke forpligtelser under tvang), skal de nok komme i arbejde – ”People want to, they just cannot right now”. Balfour konkluderer ud fra Rasmussens talk ”We all have our own timeline, it doesn’t help if someone pressure their timeline on us.” Rasmussen får fortjent et af dagens største bifald.

”We all have our own timeline, it doesn’t help if someone pressure their timeline on us.”

Performer Fjer kommer på scenen og giver et nummer. Jeg ved stadig ikke helt, hvad det gjorde ved mig. Sandsynligvis fordi det ikke rigtig gjorde det store indtryk. Det gjorde de visuals der var en del af nummeret til gengæld, så dem lod jeg mig fortabe mere i end sangen.

Designer Sara Andersson [re]design taler i sin talk om, hvordan hun arbejder på at komme væk fra human centered design og arbejde med humanity centered design i stedet. Hun illustrerer bl.a. human centered design ved at vise et billede af et plastikglas (plastik-låg og plastik-ske) med skiveskåret frugt, som dem man i dag kan købe i supermarkeder. Det har haft og har konsekvenser, at vi har ladet bekvemmelighed være det dominerende i designprocesser. En af konsekvenserne er fx, at der i 2050 vil være mere plastic end der vil være fisk i havene (måske vi skal til at revurdere udsagnet, der er altid flere fisk i havet?). Lidt at tænke over.

Sidste taler i session 2 er Dance Coach Brice Johnson. Johnson starter med at spørge, hvor mange blandt publikum, der ser sig selv som dansere. Overraskende mange rækker hånden i vejret. Johnson påstand er, we dance how we live. Han illustrerer ved at vise forskellige dance moves baseret på følelser, han har gennemgået i livet. Hvis du er usikker, danser du usikkert. Hvis du er vred, kan du bruge vreden osv. Derefter spørger han publikum ”How will you dance?” og tilføjer “Never sacrifice your groove to find your move”. Jeg tager det som en opfordring og forsøger at stole på, at jeg til næste dansetime, hverken behøver at kigge på min sidemakker eller ned på mine fødder, og at jeg altså godt kan tælle til fire. Det handler først og fremmest om at tro på det (dig) selv – som med alt andet i livet.

“Never sacrifice your groove to find your move”

Med lidt hiphop moves præsenteret, går vi til næste og sidste pause, hvor der serveres forskellige søde sager. Denne gang udforsker vi den tilstødende sal, hvor talerne holder til i pauserne. Her kan man bl.a. tegne blindtegninger (med en tusch i både højre og venstre hånd) og bagefter tage selfies med de færdige resultater. Det gør vi. Kunstneren Iris Bakker har tegnet portrætter af alle talerne og ud fra hvert portræt kan man skrive kommentarer, som talerne vil få sammen med deres portrætter. Vi skriver et par kommentarer. Vi når også en lille gådeleg. Vi bliver lukket inde i en Audi, der holder parkeret i gården. Her har vi to minutter til at svare på et par spørgsmål, men når kun at svare på det ene (og endda i den lette kategori, av av!). Pausen varer en time, og den time er hurtigt gået!

Session 3: Change

Session tre starter med en performance af standarddanserne Liza & Dima. Vi sidder tilbage i rækkerne blandt publikum, så det er desværre svært at få hele dansen med.

Første tedtalker i 3. session storyteller Cecilie Mai Sommer [re]consider er diagnosticeret med forskellige psykiske lidelser. ”If I dressed like the mental illness I am, you would not take me seriously. I picked up this dress, because it would make You think I am happy.” Sommer står i en stor, lyserød kjole med mørkt langt hår og lyser op på scenen. Hvis I ikke har regnet det ud, handler Sommers talk om fordomme. Dem, vi alle har og som er formet af vores egne oplevelser. Jeg lider bl.a. af OCD siger hun og gør straks op med publikums forestilling om, at mennesker med OCD bor ryddeligt og rent ved at vise et billede af hendes værelse, der ligner et bommet lokum. ”My mom did not think a mental hospital was for me. Turned out it was.” Sommer bekræfter endnu engang det, som alle snart bør indse. Man kan ikke se på folk, hvad de kæmper med, så pak fordommene sammen.

”If I dressed like the mental illness I am, you would not take me seriously. I picked up this dress, because it would make You think I am happy.”

Medicinsk fysiker Ludvig Muren [re]search arbejder på, hvordan man ved hjælp af fysik (noget med photon og proton) kan kurere kræft. Jeg er ikke den store fysik-entusiast, indrømmet. Men det her er et område, der påvirker os alle. Vi har alle mistet eller kendt nogen med kræft. Men denne talk er simpelthen som at være til en forelæsning uden passion eller engagement. Jeg er sikker på, Muren har masser af passion og engagement. Han formår bare ikke at formidle det. Undervejs mister jeg koncentrationen og tænker, at jeg må hjem og google i stedet.

Der vises en animeret fortælling om, hvordan det bøjede sugerør blev opfundet. Tænk, hvor meget man ikke ved. Overvældende, ik?

Arkæolog Vana Orfanou [re]connect har en ret anderledes vinkel på at formidle sit fag. Hendes talk handler ikke om, hvad man som arkæolog har opdaget ved udgravninger, men hvordan fortiden kan hjælpe os til fx at lære sympati i nutiden. Og så slår hun lige fast “We do not learn from our mistakes just because we make them”. Orfanou har en uhøjtidelig tilgang til sit fag og hendes talk er morsom og samtidig lærerig.

“We do not learn from our mistakes just because we make them”

Sidste taler er poetry slammer Emma Elizabeth Holtet [re]invent, som tidligere har været vært på eventet. Hun startet sin talk med en slam (reglerne kort opsummeret – 3, 10 min., ingen rekvisitter og teksten skal være din egen), om hvorfor mænd aldrig skal ignorere kvinder, og hvad det fører til, hvis de gør (noget med stalking og en kidnappet kat). Samtlige kvinder (muligvis også mænd) griner og genkender. Historiefortælling for Holtet handler ikke om at være original, men at tage udgangspunkt i virkeligheden og klichéerne og genopfinde/gendigte dem. Minutterne før demonstrerede hun hvorfor. Det virker. Vi kan alle spejle os i klichéerne. Hvis I får muligheden for at høre Holtet i poetry slam – eller holde en tale – så gør det!

Inden vi smutter hjem med et hoved fuld af tanker og en krop fuld af indtryk, slutter vi dagen med et glas vin. Jeg standser og tager et billede af en bunke blade i efterårsfarver i aftenslyset på vejen hjem. Inspiration er alle steder.

 

En skandinaver i Barcelona

 

Min timing er som altid bemærkelsesværdig uden at være planlagt. Jeg landede på dagen for referendum, og letter, når stemmerne er talt op efter det catalanske valg. En historisk begivenhed indkapslet. Jeg var der.

L og jeg har købt billetter til en flamingo-opera på Palau de la Música . Inden forestillingen drikker vi et glas vin hver på en hyggelig vin – og tapasbar i nærheden. Bag baren er to kvinder klædt i lange sorte klæder. Den ene mere excentrisk end den anden med et stort, sort og krøllet hår. Vi har ikke nok kontanter til at betale de to (forholdsvis billige) glas, vi har drukket og vil i stedet betale med kort. Den excentriske dames humør skifter prompte. Hun nægter at tage imod kortet, bander af os og tager de mønter, vi har forsøgt at få til at række, og gestikulerer, at vi skal skynde os ud. Den anden kvinde sender os et forsigtigt og undskyldende smil.

Fremover husker jeg altid at hæve kontanter.

Vi har valgt de billigste billetter, hvilket betyder, vi intet kan se fra de sæder, vi bliver henvist til. Vi flytter os til en plads, hvor vi bedre kan se og holder vejret. Vi undgår at blive opdaget og ført tilbage til vores non visibility sæder. Det gør de piger, der sidder ved siden af os, som også er flyttet til bedre udsyn, ikke.

Min søster E er her. Jeg føler mig mere hjemme med min søster her, men føler ikke, jeg kan præsentere knap 3 måneders indtryk på de fire dage, hun er her. Vi spiser vegansk og drikker rødvin, ser på kunst og butikker og Gaudis arkitektur.

Jeg står op og går ud for at lave en kop kaffe, måske tage et bad, og møder en mand i køkkenet. I den tid jeg har boet her, er jeg ofte vågnet uden at vide hvem eller hvor mange, der er i lejligheden. Jeg vil så gerne være rummelig, men det er jeg ikke. Det er begyndt at gå mig på, og jeg beslutter mig for at booke et hotelværelse på et lufthavnshotel, inden jeg tager tilbage til Danmark og juletravlhed.

Klokken er 11. Det er fredag. Lejligheden har en tung lugt af hash. Han bliver i flere dage.

L har inviteret mig til åbent hus på den kunstskole, hun går på. Det er grænseoverskridende for hende at vise sin kunst frem, og jeg forstår hende godt.

En tigger kommer ind ad døren, da jeg arbejder på Babelia, går rundt ved bordene og tigger penge i en kop. Den ene af de to kvindelige ejere beder ham forlade stedet. Han bliver aggressiv, hvorefter hun reagerer ved at true med at ringe til politiet. En mandlig gæst blander sig og får ham ført ud af cafeen, før hun når at gøre alvor af truslen. Stemningen letter.

Det er 1. december.  Da jeg handler ind, står der en gruppe piger iført blå T-shirts og deler plastikposer ud. De rækker mig en pose, jeg spørger hvorfor, tager imod posen og køber ris og æg, som jeg afleverer i en kæmpe papkasse til hjemløse. Jeg ser dem ikke igen, men den første december er de blå T-shirts og de store papkasser overalt.

Lørdag formiddag vågner jeg til tung techno-musik. Det går op for M, jeg er hjemme og musikken stopper. Manden, som er fra Berlin, er her stadig.

Jeg spiser en croissant og drikker en kop kaffe hos en bager i nærheden. En ældre mand nægter at gå op til kassen og bliver ved med at signalere til ekspedienten. Til sidst giver hun efter og tager imod bestillingen ved det bord, han sidder ved. Han henvender sig til mig, som svarer, jeg ikke taler spansk. Han bliver ved og det går op for mig, at han spørger, hvad klokken er – “ahora”. Jeg viser ham mit ur.

Joana Bianes – ”A Contra Correct” – om den første kvindelige fotojournalist og Dones om kvinder i musikbranchen. To udstillinger, jeg ikke har planlagt at se (de er ikke skrevet på min alenlange liste), men som jeg ser, fordi, jeg har tiden til at udfordre og udforske. Derfor drejer jeg til venstre mod skiltene der lokker på Passaig de Gracia. Det viser sig slet ikke at være så unyttigt igen. Begge udstillinger er gratis. Menxase, som stedet hedder, var en god opdagelse.

En kinesisk pige studerer engelsk i metroen. Hun rækker mig sin lærebog og peger på ordet ”suddenly”, som hun beder mig udtale – “como te llama?”. Jeg stresser, da det er mit stop, metro-toget stopper ved, men når at råbe S-U-D-D-E-N-L-Y, inden jeg hopper af.

El Café Blueproject er en café, jeg ofte er gået forbi og i dag går jeg ind. Det viser sig at være en vegansk cafe, der støtter kunstprojekter. Maden er virkelig god. Et par dage senere har de bygget et galleri tilknyttet cafeen og fyldt det med kunstværker. Det er, hvad overskuddet er gået til.

Det er grundlovsdag og helligdag i Barcelona. Kalenderen siger onsdag d. 6. december. Parken er overhængt med gule sløjfer, som et symbol på catalansk uafhængighed. En dame skælder ud på en familie, der piller sløjferne ned. Senere ser jeg en mand klippe en sløjfe ned og hænge den i sin jakke. Et kærestepar står lidt derfra og hepper på ham.

Min søster G kommer på besøg. Jeg glæder mig til at vise hende byen og tager ud i lufthavnen i god tid. Det er fredag d. 8. december og helligdag (igen). Min søster, som er et omvandrende leksikon, slår op på Google for at blive klogere på, hvilke helligdag – Den ubesmittede undfangelse. 

I lufthavnsbussen på vejen tilbage øver chaufføren sig i engelsk. Hver gang bussen stopper ved lyskrydsene, finder han lærebogen frem og hvisker ord og sætninger fra den.

Vi besøger MNAC (Museu Nacional d’Art de Catalunya), som er gratis lørdage efter kl. 15, og når at se halvdelen. Lørdagen efter tager jeg tilbage og ser resten. Barcelona er en af de tre flotteste byer, hun har besøgt, siger min søster. Prag og Oxford er de andre. Da hun siger det, tænker jeg, at det alligevel er lykkedes at vise lidt af tre måneders indtryk på et par dage. Vi går en masse. Barcelona er bedst til fods.

Hun tager afsted søndag. Natten til mandag har jeg det forfærdeligt. Min mave kramper, som den jævnligt har gjort siden teenagerårerne. Jeg er “vant” til mavekramperne, men har også en voldsom feber. Skiftevis fryser og sveder. Da jeg vågner, forsøger jeg at tage et bad og komme i tøjet, men må lægge mig ned flere gange undervejs. Min krop er fuldstændig afkræftet.

Et skridt af gangen. Mit syn er sløret og jeg er svimmel, men jeg bevæger mig.

Jeg står i køen i Lidl, da jeg pludselig begynder at svede voldsomt. Jeg knapper min jakke op og tager min hue af. Siger til mig selv, jeg skal tage mig sammen og holde ud til jeg har købt mine varer – en banan, en yoghurt og en juice –  og er tilbage i min seng. Så besvimer jeg, fornemmer en masse mennesker. Da jeg vågner igen, står der en mand over mig. Han ser godt ud, smukke, venlige øjne og et trygt smil. Han spørger, om han må tage min puls, og jeg rækker ham mine håndled. Han er medicinstuderende, skal til eksamen dagen efter og taler som den eneste i køen flydende engelsk. En ældre dame rækker mig en vådserviet fra sin taske. Jeg tager imod og tørrer sveden af mit ansigt.

Jeg sidder på en kontorstol i Lidl. En medarbejder har skaffet mig stolen og ringet efter en ambulancen. Jeg får det bedre og siger, jeg ikke behøver en ambulance. Han har iført sig sit civile tøj, men forlader ikke butikken, før jeg har snakket i telefon med en ambulanceføre , og han har vist mig, hvor jeg skal gå hen, hvis jeg får det dårligt igen.

20 minutter inden jeg forlader Barcelona for at flyve tilbage til Danmark, krydser jeg den medicinstuderende på gaden.

Jeg har en virkelig voldsom hovedpine resten af dagen.

Tirsdag vågner jeg og har det godt, bortset fra en kvalme, der bliver ved at være der, når jeg spiser og som gør det svært at holde maden i maven.

Det er første gang, jeg har haft lyst til at tage hjem før tid.

Min mor har sendt en pakke fra Danmark. På posthuset, som ligger 10 minutter væk, får jeg at vide, jeg skal have en underskrift fra M, fordi pakken er sendt C/O. Dagen efter tager jeg tilbage og får at vide, de skal bruge et id fra M. Jeg hidser mig en smule op, og siger, det ikke er min skyld, at buddet har skrevet M’s navn på indleveringssedlen og ikke mit, hvilket er en fejl. Han spørger sin kollega, som er pænt ligeglad med id og underskrift, og svarer, han bare kan give mig pakken, hvor mit navn – ikke overraskende – står på. Jeg føler det som en lille sejr, da det går op for postbuddet, at pakken rent faktisk er til mig og jeg går hjem med den i favnen.

Hver morgen resten af december åbner jeg en pakke med temaet “Back to paper” og drikker en kop te fra Simply Tea.

Fundació Joan Miró og  Can Framis  er på min liste over steder, jeg stadig mangler at besøge. Det gør jeg noget ved, og får følelsen af, jeg har gemt noget af det bedste til sidst. Ved siden af Can Framis ligger Sopa. Her spiser jeg frokost. Det kan jeg også anbefale. Jeg er den eneste gæst på Can Framis.

Siger farvel – og måske på gensyn – til de mennesker, jeg har mødt. R er i Brasilien og I i Irland, som dem når jeg ikke at se, inden jeg flyver hjem. Men spiser brunch med N fra Norge og middag med S fra Italien.

S og jeg spiser mexicansk på et populært spisested, jeg har fået anbefalet. Vi kommer tidligt (spansk tid) kl. 20.30, så nøjes med at vente 20 minutter på at få en plads. Senere hører vi folk få at vide, at ventetiden er en time.

Er hjemme efter midnat engang. Åbner døren ind til stuen for at åbne vinduet og lufte ud – lejligheden stinker af fest. Og mit eneste vindue fører ind til stuen. Opdager at vinduet i stuen damper og ser, der ligger to mennesker og sover på en madras under mit vindue. Jeg skynder mig ud af stuen, inden jeg vækker dem.

Søndag morgen skynder jeg mig ud af døren. I parken er der catalansk folkedans. Jeg sætter mig på en trappe og ser en gruppe ældre mennesker gør sig klar. Mændene binder lange sølvskærf om deres maver og kvinderne har hvide sko med røde pong ponger på.

Det er søndag. Jeg er taget til den sidste drink’n’draw og har udfordret mig selv – og min tålmodighed – med to skitser af 50 minutter i stedet for skitser af 3, 5 og 10 minutter. De 2×50 minutter går overraskende hurtigt. Vi er ikke så mange som om fredagene – en belgisk kvinde, der mangler venner, fordi hun har rejst meget i forbindelse med hendes job og  hellere vil tale om sig selv, end spørge ind til os andre (tænker jeg ved mig selv). En tidligere arkitekt, der engang for ti år siden besøgte Danmark, men har glemt, hvad hovedstaden hedder, en indisk mand, der arbejder i Tyskland og har fundet arrangementet gennem AirBnB (hvilket jeg ikke vidste, man kunne). De andre taler jeg ikke med, da de ikke rejser sig efter vin eller/og chips i pausen. Jeg siger farvel til arrangøren, da jeg går, og vi giver hinanden to akavede kys på hver kind.

Mandag aften er vi færre til den engelske bogklub end sidst, og den irriterende kvinde, er knap så irriterende. Vi snakker mere om bogen og litteratur denne gang. Alle kommer til orde mig selv inkluderet. Jeg får sagt, det er min anden og sidste gang i deres selskab. Det er det ikke alle, der tror på, da jeg siger, jeg har boet i byen tre måneder ”Three months is enoughed to get attached.”

Da jeg bagefter står og er ved at betale min americano falder jeg i snak med en af deltagerne. En ældre kvinde, der har arbejdet som lærer og har haft en udvekslingsklasse fra Roskilde. Hun er vild med Danmark og spørger, om jeg går op i fodbold og om Danmark er dygtige til det. Det gør jeg ikke og det tror jeg ikke, men kommer i tanke om, jeg kan blære mig med det kvindelige landshold og deres sølvmedalje til EU, så det gør jeg. Damen siger, hun kender til konflikten mellem DBU og landsholdet, og den kamp, der aldrig blev spillet. Det viser sig, hun er en passioneret fodboldfan. Jeg er imponeret.

Besøger Casa Batlló og Fundacío Mapfre. Betaler 23 euro for Casa Batla og 3 for Mapfre og er mere imponeret over Mapfre, som jeg ingen forventninger har til, men der er en udstilling med Rodin, som er virkelig interessant og jeg bruger lang tid på.

Onsdagen har E og M og jeg planlagt en middag, inden jeg rejser. Vi laver kylling og karry med ris og drikker (dyr) rødvin, som koster ml. 8-10 euro, altså det der er en billig vin i Danmark. Jeg får et chok, da jeg tilbage og køber en juice, en kaffe og en sandwich hos Lagkagehuset i lufthaven, mens jeg venter på bussen til Aarhus. Danmark er et dyrt land.

Jeg ved ikke, hvordan vi kommer ind på det, men E og M fortæller mig, jeg er typisk skandinaver med mit blonde hår. Der opstår en lille identitetskrise. Blondine og typisk skandinaver? Ikke når jeg er i Danmark. Men åbenbart når jeg er i Spanien.

Samler mine småpenge sammen og hælder dem i en tiggers kop. Han bliver så glad, at jeg næsten begynder at græde. Mønterne er små og jeg tvivler på, han kan skrabe mere end 5 euro sammen, men han er taknemmelig. “Felix Navidad” ønsker vi hinanden og julestemningen indtræffer.

Jeg sætter mig i en taxa og kører mod det, jeg og chaufføren tror, er lufthavnshotellet. Trods flere stop for at spørge – bl.a. politiet – om vej og et telefonopkald sætter han mig af det forkerte sted. Der er ingen reservation i mit navn. Receptionisten siger, jeg skal tage tilbage til terminal 1, hvor der også er et hotel. Jeg finder ingen hotel, og da jeg spørger i turistinformationen, bliver jeg mødt af de mest arrogante og røvirriterende mennesker, der ikke er til nogen hjælp. Til sidst, efter flere timers søgen, finder jeg den rigtige adresse og tager en taxa dertil.

Da jeg er ankommet, chekket ind og har ringet til min far, hvis kald jeg afviste tidligere, ser jeg et skilt til en swimmingpool. Tager en badedragt og et håndklæde. Det viser sig at være en udendørs swimmingpool, der er lukket for sæsonen. I stedet tager jeg et langt karbad og bestiller efterfølgende room service (en virkelig dårlig cesar salat, men serveret overdådigt), mens jeg ser dagens afsnit af “Jul på vesterbro” og nogle afsnit af venner i den store seng. Jeg lægger mig til at sove tidligt, men kan ikke rigtig falde i søvn.

N skriver en besked ”Er du klar til at komme hjem? Det virker som om, du trives på farten…”

 

 

If you’re looking for a pubcrawl this is it. If you’re looking for a Gallery Crawl, this is not it”

Torsdag aften og Gallery Crawl. Et meetup der minder mere om en pubcrawl end en gallery tour.

I gruppen er der oplyst to forskellige adresser. Taster den senest oplyste ind på google maps. Da jeg ankommer, skriver jeg en besked til arrangøren, som svarer, han er der om 3 minutter. I mellemtiden dukker en kvinde op. Hun er catalaner, men har boet i USA i forbindelse med sin Ph.d. om turisme på museer. Her har hun på et par måneder tilsyneladende pålagt sig en tung amerikansk accent. Guiden – hvilket i øvrigt er en overdreven titel – dukker op. Han er en lille og forvirret franskmand. Vi står foran en rygerklub, hvor vi får at vide, at udstillingen kun er tilladt for medlemmer. Damen bag skranken, som er piercet og har mørke rander under øjnene, fortæller os, vi kan få lov at se den, hvis vi melder os ind i klubben. Det koster 20 euro. Den catalanske kvinde med den amerikanske accent og jeg finder i stedet en cafe, hvor hun køber en sandwich og jeg en vand. Imens venter “guiden” elleve minutter foran rygerklubben for at se, om der dukker andre deltagere op. To andre dukker op. Til eventet er der på Meetup-gruppen tilmeldt ca. 40. Da guiden påstår, han har en fast aftale med to gallerier, virker det temmelig utroværdigt. Især fordi han ikke er  typen, man stoler ubetinget på. Samtalen mellem ham og receptionisten i rygerklubben gjorde, at hans uvidenhed var temmelig blottet.  Vi havner i en frisørsalon – der godt nok har kunst på væggene, gratis alkohol og pindemadder, – hos en designshop og til en privatfest, vi ikke er inviteret til og hvor øllene er drukket, da vi ankommer. På de to-tre timer galleri-turen varer, besøger vi ét galleri. Her har vi ti minutter. De minutter mener  “guiden” er bedst givet ud, hvis vi starter med den frie alkohol – så vi når det, inden vi skal videre. Gruppen bliver gradvist større – en tysker, to polakker, tre italiener – den ene, en tynd fyr på min højde, elsker at cykle og tager på ferie hver måned. En af de andre deltagere forveksler os med et kærestepar, – to catalanere, to amerikanere, den franske arrangør og jeg. Tyskeren abejder som recruiter i Barcelona. Vi udveksler kontakter. Et par dage senere sender jeg mit CV til hende. Der er kun salgstillinger. Hun lover at vende tilbage, hvis der dukker andet op.

Jeg takker nej til at se det sidste sted, betaler 10 euro til arrangøren (hvilket er alt for meget) og finder et sted at spise med en af de andre deltagere, amerikaneren K. Klokken er 23. Vi går langs standen og ser, at det er stjerneklart. Mange restauranter er lukkede, men på Rambla del Pobleneu lykkedes det os at finde en der er åben, hvor vi bestiller tapas og et glas rødvin hver. K spørger “what would you do with you life if you didn’t depend on money?”.

Da vi skilles, lover vi at holde hinanden op på det.

Fredag. Vi er ca. 15 mennesker i et lille kapel i Santa Anna kirken. Scenen er sat. To guitarister optræder med spansk guitar på alteret, en kvinde og en mand. Det virker ubesværet. Da vi – L og A, der er på besøg fra DK, – drikker et glas vin i kirkehaven (som minder om en klosterhave og måske er det) efterfølgende, er vi enige om, det er pengene værd.

Det er lørdag. Vi spiser os mætte i pintxos til 1-1,5 euro pr. stk. og drikker vin til 2 euro pr. glas på den berømte pintxosgade Carrer Blai.

Montserrat ligger ca. en times togkørsel uden for Barcelona. Det er søndag og vi – L, A og en canadierne C, der har to børn på vores aldre –  bruger to timers tid på at gå de fem kilometer til toppen. Mine ord kan ikke retfærdiggøre hverken turen eller udsigten, og mine fotos kan ikke gengive følelsen, jeg har, da jeg vandrer i bjergene i bagende sol og perfekt temperatur. Naturen overgår fantasien, som virkeligheden sometider overgår fiktionen.

Vi har taget toget ned fra bjerget til den landsby ved Montserrat. Her finder vi en lille lokal restaurant. Tjeneren hapser en pomfrit med sine barre fingre fra et fad, der står fremme. L ser det og vi bliver enige om at bestille noget, der er gennemstegt. Svin (fra deres ovn), pomfrittes og hvidløgsbrød. Vores nabobord, der er to unge, lokale par, som også guidede os igennem menuen på stedet, viser os, hvordan vi skal gøre. På bordet står en lille tallerken med hele tomater og hvidløgsfed. Vi piller hvidløget og skærer tomaten over i halve, smører det på det ristede brød, vi har fået serveret, og til sidst sidst dypper vi olivenolie på. Da vi siger til tjenerne, vi ikke forstår spansk, irettesætter han os  “I don’t speak spanish. I am catolan. I speak catolan.” Han bringer os en lokal drink i et shotglas, da vi har betalt regningen. Vi skåler og finder et tog hjem.

Mandag aften. Har om eftermiddagen læst min bog færdig i parken, hvor jeg efter flere timer i solen er blevet solbrændt. Det er første gang, jeg mødes med den engelske læsegruppe, og det går hurtigt op for mig, at jeg er med til at trække gennemsnitsalderen ned. En af de andre deltagere, en kvinde fra Canada, synes åbenlyst hendes liv er mere spændende end den bog, vi er der for at diskutere, og vi ender derfor med at diskutere bogen i forhold til hendes liv. Hendes “husband is a writer  og hun “know transgender people”. Hun kan ikke se sig selv som kønsstereotyp, for hun “don’t wear makeup”. Det sidste siger hun, mens hun kigger på mig. Ironisk nok har jeg heller aldrig været den store makeup (for)bruger, men det kan hun åbenbart ikke se, som jeg sidder der med min baby doll mascara (ja, det hedder mascaraen) øjenvipper. Ved siden af mig sidder en jævnaldrende kvinde. Da jeg præsenterer mig som dansker med en bachelor i dansk litteratur, der gerne vil blive bedre til at læse på engelsk, hvisker hun, at hun har skrevet speciale om Ibsen. En ældre mand i 70’erne, som udover den engelske bogklub er medlem af en fransk og en spansk (jeg drømmer om at være ham som gammel), går før tid. Han deler sin begejstring for bogklubberne, inden han går, og forklarer, hvordan den engelske skiller sig ud, fordi engelsk er international. Han giver et eksempel – bogen vi læser er skrevet af en afrikansk forfatter, der bor i England, men skriver om USA. Et par af os sender et smil og nogen udstøder endda et “åhh”, for den ældre mand er høflig og oplyst og ikke til at stå for. Livets cyklus, man smiler til de ældre søde mennesker, som man smiler til en nyfødt baby. I metroen på vej hjem møder jeg fire af de andre deltagende. De fortæller mig, de ser mange danske film og nævner en række titler. De husker også, at jeg under præsentationen fortalte, jeg har en bachelor i dansk. Det udelader jeg næste gang, da de tolkede det som om, jeg var milevildt foran dem i forståelsen af litteratur.

Det er blevet  mere hverdag. Trangen til at komme ud hver dag og nysgerrigheden er aftagende. Det skal jeg vænne mig til. Og tillade mig selv. Forbandede FOMO.

Onsdag. Yoga med elementer fra moderne dans. Vi er kun fem, men vi kan ikke være flere, da det er et lille lokale. Tre kvinder og to mand foruden underviseren. Vi laver yoga, floor work og en lille koreografi. Underviseren kan ikke se, jeg har danset før. I hvert fald kommenterer hun det ikke, og da jeg selv nævner, hvor vild jeg er med kombinationen af  bevægelser fra moderne dans og yoga, siger hun “do you dance?”.

Bogreception i multi plotes, der er en lille bogbutik med uafhængige forlag. Det er torsdag. Bogen er et samarbejde mellem Múltiplos og den kunstskole, hvor L går. De fleste af dem, der deltager, er fra skolen. Kunstnerne har sat sig i den ene ende af lokalet. I starten er der lagt op til diskussion om bogen og kunst i det offentlige rum, hvilket er bogens tema. Men det ender med kunstnerne sidder og taler sammen. Der er flere ubesvarede spørgsmål, end der er svar. Stemningen er meget intern. Det virker underligt at sidde i en rundkreds i et lille lukket rum og diskutere kunst i det offentlige rum. Jeg køber bogen, selvom det kun er to af koncepterne deri, jeg synes holder. Jeg forveksler en mand med manden fra yoga dagen forinden.

Fredag. Centre de la Imatge. Gratis fotokunst ved ramblaen. Det her er et fantastisk sted for dem, der elsker fotokunst, som jeg selv. Pt. er der tre udstillinger – Rue Des Pyrénés af Yves Bélorgey, Barcelona, Besós View af Patrick Faigenbaum og Joan Roca og 20 Red Ligths af Max de Esteban. Den anden dokumenterer udviklingen i to områder i Barcelona i 1999-2007 og er lavet i samarbejde mellem fotograf og geograf. Den sidste udstiller kapitalismen og gør det ganske overbevisende.

Lørdag. L er til fødselsdagspicnic i Park C. hos en af hendes skolekammerater, B, der er fra Brasilien. Jeg tilslutter mig. Jeg er i god tid og sætter mig på en bænk i parken og læser inden. V, en 31-årig russer, der er pænt klædt, er skaldet og har briller, henvender sig og spørger, om jeg vil anbefale ham at se Montjuic eller Park Gúell. Han er her kun få dage. Jeg er i tvivl, men fortæller ham, hvor nemt det er at komme til Montjuic herfra – tage metroen fra Marina og stå af på Placa Espanya få stop senere. Han slår sig ned. Vil gerne snakke. Han arbejder som professionel pokerspiller, og det undrer mig, at han er så dårlig til engelsk. Men han spiller mest i Asien. Han har læst, at Danmark er verdens lykkeligste land. Jeg siger, vi vist nok er havnet på 2. pladsen og kan ikke komme i tanke om, hvem der ligger på 1. pladsen. Tænker det må være et af de andre skandinaviske lande. Han fortæller, han er glad for at bo i Rusland og da jeg vist kommer til at rynke lidt på næsen af det, siger han, at man jo også kan være glad i Zimbabwe. Han spørger til min højde. Gætter på 180 cm. Er alle i Danmark så høje? Arbejder jeg som model? Hvis man er høj pige eller kvinde i Rusland forsøger man at blive model, fordi der ikke er andre gode alternativer, fortæller han. Jeg kommer i tanke om en dokumentar, jeg har set og genset. Modelskoler er en stor ting i den russiske kultur. Han forklarer også, det er normalt at have flere kærester, hvis man er en mand, men ikke en kvinde. Spørger til Danmark. Jeg siger, man må gøre, hvad man vil – mand eller kvinde – men, at det ikke er normalt med flere kærester, og at jeg aldrig har haft flere kærester på en gang.

Fødselsdagen er hyggelig. Der er masser af mad og fødselaren, der bliver 28 år, og hendes gæster er imødekommende og søde. I Brasilien er det normalt at fejre sin 15 års fødselsdag, som et minibryllup eller det vi kender fra sweet 16 i USA, fortæller de. Flere har dog haft en tur i Disney Land i stedet.

I “Danskere i Barcelona” Facebookgruppen skriver en kvinde, at hendes guldhalskæde, der var et arvestykker, er blevet stjålet. Hun har oploadet et billede. Hendes bluse, som hun har på, er revet itu, der hvor halskæden skulle have siddet. Ofte går jeg med en guldhalskæde, jeg arvede fra min mormor. Overvejer at lægge halskæden hjemme, men beholder den alligevel på.

Mandag. Besøger Altair, der er en kæmpe rejsebogsbutik – og tilsyneladende også et forlag – med en cafe. Jeg drikker en kop kaffe og spiser en muffin. Finder bagefter Re-read, der er en second hand bogbutik, hvor en bog koster 3 euro, 2 bøger 5 euro og 5 bøger 10 euro. Her finder jeg “There was a Little Girl” af Yasat Lodi udgivet af Frontier Guardian. Der er et håndskrevet spansk brev i midten af bogen. Ekspedienten er ved at fjerne det og jeg beder hende lade være. Overstregningerne, kommentarerne, brevene er noget af det, jeg elsker ved at gå på opdagelse i antikvariater/boghandlere med brugte bøger. Jeg forstår ikke brevet, men ved, det betyder noget. At bogen har værdi.

Tager til Graciá for at se en billig film i Cines Verdi, vælger “El autor”, der er spansk med engelske undertekster. Den handler om en mand, der forsøger at skrive en novelle og manipulerer virkeligheden, så den passer på den historie, han vil fortælle. Filmen er langtrukket. Før filmen har jeg god tid. Træder ind i en bogbutik. En ældre mand sidder og spiller klassisk klavermusik med hovedet nede i klaveret og helt upåvirket af sine omgivelser. Bliver overvældet og forstår ikke, hvordan de andre gæster kan virke så upåvirkede.

Tirsdag. Skriver fra Babelia books and coffee. En mand  i 50’erne eller 60’erne med en høj hat og runde Lenon solbriller, der under hatten har farvet sit tynde, lange hår blåt, træder ind. Ejeren spørger mig, om jeg har modtaget mailen med bøger, vi skal læse til bogklubben, og om det er lykkedes mig at skaffe bogen til næste gang. Jeg bliver overrasket over, hun kan kende mig og først henvender sig nu. I flere timer har jeg siddet og skrevet, spist en lille salat, en sandwich, drukket en cola og en kande te (til ca. 7 euro…).

Onsdag lykkedes det mig ikke at finde bogen, så jeg skriver en mail og beder hende bestille den.

Det er fredag. Jeg står med et frimærke i den ene hånd og et brev i den anden, på vej til at poste i den gule postkasse, da en fyr henvender sig til mig. Jeg har ikke lagt mærke til ham, før han står helt tæt på mig. Han spørger, hvor man finder havet. Jeg peger og viser ham det. Han komplimenterer mit outfit, siger, jeg ikke ser særlig spansk ud. Vil gerne starte en samtale. Jeg har sorte støvler på, et par højtaljede blå bukser, en blå sweater, som er stukket ned i dem og en læderjakke udenover. Det er alt for varmt til de 19 grader, der er.

A, som han hedder, er født i Moskva, har boet en årrække i mellemøsten og de sidste fem år i London. Ryan Air aflyste hans fly og for de 100 euro han havde, kunne han i stedet komme til Barcelona, så han købte en håndskrevet envejs billet. Vi udveksler kontakter. Om aftenen skriver han “Nice chatting, store this number with care” og lørdag “still up for our adventure tonight?” efterfulgt af en smiley med et skævt smil, som jeg ikke ved, hvad jeg skal tolke på. Jeg svarer ikke. I stedet bliver jeg hjemme og ser film, mens det regner tungt udenfor min dør.

Fortsættelse følger…

“Eso significa suerte”

Det er mandag. Jeg har planlagt at besøge MACBA – Museum d’Art Contemporani de Barcelona – et museum jeg har glædet mig til at besøge. Museets arkitektur er ret fantastisk og spetakulært, og jeg forstår, hvorfor skaterne holder til her. Foran museets indgang er placeret et bord og der hænger flyers overalt på flere sprog, heriblandt kinesisk. Jeg får stukket en flyver på engelsk i hånden, da jeg spørger det strejkende personale, om jeg kan gå ind. Jeg læser, at medarbejderne er utilfredse med nedskæringer i deres arbejdstimer. Da der intet personale er, udover det strejkende og vagter og personalet i museums-shoppen, er entre gratis. Jeg går ind.

Jeg glæder mig til at se udstillingen om poeten Brossa – “Poesía Brossa”, men da jeg hverken har læst litteratur af ham eller forstår, da al information er på spansk, er det en overfladisk oplevelse. Til gengæld bliver jeg positivt overrasket over udstillingen “Bajo La Superficie”, der fokuserer på det, der var, i stedet for at skabe noget fra bunden. Det gamle og historien forsvinder ikke. På udstillingen kan man bl.a. se spor efter flag og en bogreol. Flagene og bogreolen er der ikke længere, men det er afmærkningerne. Hvordan vores hjerne aflæser koder og forbinder dem med historier og objekter, fascinerer mig, og denne udstillings simple måde at udstille det på fungerer – for det meste. Værkerne minder mig om et værk fra Boros Bunker i Berlin, som jeg har glemt navnet på, men værket består af et lag plakater.

Det er onsdag og billigt at gå i Yelmo Cines, der lægger 10 minutter fra, hvor jeg bor. Jeg betaler 2,90 euro for at se “Madre”, en film som slet ikke er, hvad jeg forestiller mig. Jeg husker at have læst, hvordan filmfolkene under filmvisningen i Cannes buhede. Forsøger at bestille billetten på spansk, øver sætningen i mit hoved, men tøver. Damen bag skranten slår over i engelsk. Forbandede blufærdighed. Af alle de mange mærkelige film jeg har set, er det her den mærkeligste. Jeg tror, den handler om at betale en for høj pris (kærlighed, familie) for kunsten. Scenen er sat. Det tordner og regner hele aftenen og natten.

Følelsen af at være anonym i en storby. Gå alene i biografen. Gå alene på museer. Spise alene på cafeer og restauranter. Have tid til at være nysgerrig, stoppe op og udforske. Måske er jeg skabt til at være alene. Passe ind alle steder og ingen steder. Den ultimative frihedsfølelse, er det?

Picasso-museet er gratis torsdage efter 18. Jeg læser på hjemmesiden, at man skal reservere billetter. Overvejer at dukke op og satse på mit held (dem der kender mig, forstår ironien i denne sætning). Der er udsolgt, da jeg kommer, så heldigvis har jeg booket en tid. Valgte 20.30 og kommer en halv time før, hvor jeg når at overvære en gudstjeneste i Santa Anna de Barcelona.

Jeg sætter mig på en bænk og lytter. Kirkerummet virker overvældende med dets himmelhøje loft, og jeg har svært ved at holde tårerne på afstand. Sender en tanke til Pocha. En kold vind vind med en varm luft blæser ind gennem døren. Tænker på alle de mennesker, vi har mistet. William. Pocha. Bedstemor. Mormor. Smider en euro og tænder et lys for Pocha.

Jeg beundrer dem, der har en stærk tro, er i stand til at overlade sin skæbne til andre. Slippe dødsangsten.

Der er virkelig mange mennesker på Picasso Museet. Mange går forgæves. Jeg er lige ved at overse den blå periode og må gå igennem udstillingen en gang til for at finde den. Picassos første perioder interesserer mig mindre end hans kubisme. Det er som om, han finder sig selv senere. Der er noget med øjnene på tegningerne, der undrer mig, som om det ene øje er sløret på samtlige personer.

Den her by er så fuld af kunst.

Ekspedienten i museums-butikken overser mig, da hun lukker butikken. Da hun får øje på mig, undskylder hun og fjerner banneret, hun har sat op for at blokere indgangen, og lader mig komme ud. Jeg griner, fordi, det er sjovt. Og typisk.

Spiser en burger og drikker et glas rødvin på en vietnamesisk streetfood deli.

Træder i en kæmpe hundelort. En kakerlak løber forbi mig, da jeg forsøger at fjerne hundelorten ved at gnide undersålen af min fod mod en kantsten.

Det er tirsdag. Casay Bonay  viser dokumentaren – “In no Hurry”  og serverer to små tacos og en øl for 15 euro. Vi smider os i den kæmpe sofa foran lærredet, L og jeg. Instruktøren er til stede og svarer efter filmvisningen på spørgsmål. Filmen er om gadefotograf og original Saul Leiter. Han er en spændende kunstner og et spændende menneske. Man er underholdt og oplyst i hans selskab.

Jeg er på vej til Meetup Language Exchange Spanish/English, som er et ugentligt event. Det er fredag. Trykker på linket, som åbner i google maps. Jeg står midt på en vej, hvor kun få mennesker passerer, da min telefon fortæller mig, jeg er ankommet. Der ligger en lille bar ovenpå metroen, som er ved at lukke. Det kan umuligt være her.

En time senere end jeg planlagde, da jeg gik hjemmefra, ankommer jeg. Klokken er 21.00. Baren ligger i Barcelona Estacio França.

Da jeg træder ind på stationen, mærker jeg noget varmt og vådt løbe ned over mig. Der er fuglelort overalt. I håret, på jakken og på bukserne. Aldrig er jeg blevet skidt så meget på. Det stinker så kraftigt, at jeg føler, jeg bliver nødt til at italesætte det, for de mennesker jeg møder.

Rengøringsdamen ser det og siger en masse på spansk. Et af ordene – fuerte – slår jeg senere op og ser det ganske rigtigt betyder held. Jeg bliver guidet til toilettet og forsøger at vaske det værste af. Et øjeblik forveksler jeg fugleklatten i mit hår med grå hår og river et af dem ud i en slags panisk handling.

Jeg oplyser mine sprog (dansk og engelsk), og det sprog, jeg gerne vil øve (spansk). Da jeg har fået mit klistermærke, går jeg målrettet mod baren for at bestille en øl og have et sted at gøre af mig selv. Jeg når lige akkurat at få stukket øllen i hånden, da E henvender sig. E er en 24-årig pianist fra Barcelona, som har boet de sidste 3 måneder hjemme hos sine forældre i Pobleneu. Han er lige kommet tilbage fra udveksling i USA. Vi finder et bord og slår os ned. Samtalen foregår på engelsk, da mit spanske ikke er godt nok til at føre en samtale. Endnu. Jeg spørger, om han ikke skal have noget at drikke. Han drikker ikke, da han er overbevist om, han tidligere har drukket noget, der gør, han bliver fuld af ingenting. Tænker, det er sjovt, man altid har – eller føler, man skal have – en undskyldning for ikke at drikke alkohol. Jeg foreslår vand. Han køber en vand.

To kvinder midt i tyverne fra henholdsvis USA og UK, der begge underviser på spanske skoler, slår sig ned, da jeg inviterer dem til det. De virker ikke synderligt interesseret i vores selskab. To italienere, en mand på 33 og S en kvindelig Erasmus-studerende på 22 slår sig også ned. Manden går på toilettet og forsvinder. To mænd fra Barcelona, der studerer økonomi kommer til. De skal videre i byen og inviterer S og jeg med. Vi bliver. Den ene af mændene fortæller mig, at katalanere med gode engelsk-kundskaber, er de katalanere, der har gået på private skoler. Undervisningen i engelsk på de offentlige skoler er tilsyneladende meget ringe.

Jeg udveksler kontakter med den spanske E og den italienske S. S har sagt ja til at deltage i den engelske bogklub og E vil gerne på museer, faktisk bliver han ret begejstret, da jeg fortæller, jeg har en Master i Arts. De tror alle jeg er yngre og på trods af en hyggelig aften, beslutter jeg, at mit næste meetup skal være mere specificeret, så jeg kan møde nogen  jævnaldrene. Jeg melder mig til Drink and Draw and Snacks samt Rooftop Yoga Workshop som de næste meetups.

S har senere fortalt mig, hun spottede mig allerede i køen, da hun kunne se, vi begge var alene.

E har aldrig fulgt op på vores aftale om museum-besøg. Det har jeg heller ikke.

En rotte løber forbi mig på vejen hjem.

Mødes med L til kaffe (og kage!). Det er søndag. Vi tager i CaiXaForum og ser en Andy Warhol udstillingen. Jeg har ikke mange forventninger og bliver derfor positivt overrasket. Især hans små video-portætter af kendte personager som Edie Sedgwick og Bob Dylan fascinerer mig.

L tager hjem efter Warhol. Jeg bliver og ser endnu en udstilling “H(a)unting Images –  Anatomy of a  Shot”, et samarbejde mellem MACBA, CaiXaForum og unge kuratorer. Fokus er på kunsten set gennem våben (shot). Udstillingen er ikke prangende, men der er nogle få fotografier, der taler til mig på grund af en stærk kontrast, fx et efterladt krigslandskab, der udgør et æstetisk smukt fotografi.

Arbejder nogle timer på Cosmo Cafe and Gallery nær universitetet. Området er ungt og internationalt. Der kommer flere skandinavisktalende forbi. Jeg har læst et sted, det er et godt sted at arbejde, men undrer mig, da der ikke er noget wifi.

I stedet for at tage metroen tilbage, beslutter jeg mig for at gå hjem. Jeg finder en bog-butik med et kæmpe udvalg af engelsk bøger. Følelsen man får, når man er spændt, fordi man skal rejse eller glæder sig til en koncert eller lign., dén følelse får jeg (også), når jeg træder ind i en (god) bog-butik. De har ikke “Boy, snow, bird” af Helen Oyeyemi, der er bogen, vi skal tale om i den engelske bogklub. Ekspedienten henviser mig til en anden bogbutik længere nede af gaden. Her finder jeg den, og den er billig. På vejen hjem kommer jeg forbi “Humana”, som er den genbrugsbutik E anbefalde mig, da hun stolt viste sin nyindkøbte læderjakke frem, “It is not ekspensive, it is not vintage”.

Det er fredag. Jeg er på stranden. Det blæser og skyer trækker ind over himlen. Jeg tænker, vejret varsler noget. Da jeg går hjem, hører jeg byen larme og undrer mig over hvorfor. Da jeg kommer hjem, kan jeg læse, at det catalonske styre har erklæret selvstændighed.

Står sent op. Læser korrektur. Vasker det tøj fuglen sked på (bukser og jakke). Spiser menu del dia (som er lasagne) på en cafe i nærheden. Den er ikke opvarmet nok i midten. Jeg ignorerer det. Drikker en kaffe. Ignorerer den planlagte løbetur og er rasende på mig selv.

Temperaturen er dalene. Jeg sidder i shorts og en kashmir-sweater og bilder mig ind, jeg fryser. Man vænner sig hurtigt til varmen.

En dreng stiller sig op og tisser i plantebedet foran cafeen. Manden der sidder og drikker espresso, ryster på hovedet og forsøger at lokalisere hans forældre.

Fredag aften tager jeg til Drink and Draw and Snack hos Art Club Barcelona, som viser sig at være et hyggeligt lille studio gemt i en af Barcelonas små gader i indre by. Da jeg træder ind, sidder der en håndfuld mennesker med imødekommende smil. De hilser alle.  Modellen er overraskende god og vælger stillinger, der udfordrer øjets perspektiv mest. Det er ikke min bedste tegne-session nogensinde. Men jeg føler mig hjemme.

En af de andre deltagere ser dansk ud (ja, man kan spotte os). “I get that a lot” siger hun, men det viser sig, hun er fra Holland. Jeg falder i snak med et ægtepar, der er vilde med tv-serien Rita, som de har set på Netflix. Manden R er fra Brasilien og kvinden I fra Finland. Vi bliver hængende til vin og snacks.  Arrangøren inviterer os til at drikke en øl med ham og de andre. Ægteparret, der bor lidt udenfor Barcelona, takker ja, men ser, at de skal nå deres tog. Vi udveksler telefon-numre.

På vejen hjem løber en gruppe på rulleskøjter forbi mig. Det er åbenbart en fredagsting her i Barcelona. Rulleskøjteløb. Det minder mig om min yngste søster, der brugte timer og timer og flere timer igen på at rulle i ring på parkeringspladsen foran vores hjem i Vestjylland. Jeg sender hende en besked.

Jeg falder sent i søvn, da søsteren har fjernsynet tændt og er faldet i søvn i sofaen uden at slukke det, og jeg nænner ikke at slukke det og vække hende. Da M kommer tilbage fra byen, slukker hun tv’et og der bliver stille. Det er morgen. Jeg beslutter mig for at købe nogle ørepropper og en sovemaske.

Lørdag eftermiddag har jeg tilmeldt mig en to timers inversion workshop på en rooftop i indre by. Jeg er i tvivl om, hvad intervension er. Tænker at det er noget med hovedstand. Ganske rigtigt. For at komme til tagterrassen kan man tage Barcelonas ældste elevator til 4. sal og gå det sidste stykke. Jeg tager et foto af elevatoren. Et foto der på ingen måde yder hverken elevatoren eller opgangen retfærdighed.

Jeg kan mærke varmen og mit blodsukker er lavt. Jeg har kun drukket kaffe og spist et stykke brød og en yoghurt, hvilket jeg nu indser, er ret dumt. Klokken er 15. Overvejer at smide min t-shirt og træne i sports-bh, men er for blufærdig. Da jeg bliver svimmel efter et forsøg på håndstand, smider jeg den alligevel. En af de andre piger gør det samme. Hun må have haft det ligesom mig. Forbandede blufærdighed.

Til workshoppen møder jeg N, der er nordmand. Hun har boet fire år i Madrid, hvor hun har en spansk kæreste. For nyligt har hun fået en 2-årig kontrakt i Barcelona “I don’t wanna leave Spain”. Vi spiser frokost sammen og udveksler kontakter. Klokken er 18.30, da jeg er hjemme. Her i Barcelona går man aldrig ud for at komme hjem en time efter.

Det ringer ofte på dørtelefonen. Højtaleren er i stykker og jeg vælger bevist at ignorere den hver gang den ringer.

Jeg registrerer mig på et job site for european language jobs og markerer mig som bosiddende i Barcelona. Jeg smider et opslag på Danskere i Barcelona – Jobs. En mand smider en kommentar, skriver, at jeg muligvis vil passe ind, hvor han arbejder. Jeg har søgt en stilling som copywriter hos dem tidligere.

Dagen efter modtager jeg en alenlang mail på FB fra en ansat på stedet, der advarer mig mod at involvere mig i firmaet.

Ser en dokumentar om Joan Didion på Netflix. Dokumentaristen interviewer en af Joans venner, som fortæller, at Joan, for at finde ud af, hvordan hun føler og tænker, skriver. Det er det, ordene kan. Jeg forstår. Den magt har de. De former mig, når jeg former dem.

Søndag vågner jeg op til en besked fra R, der spørger, om jeg vil med på en dags-udflugt. Der er også en besked fra S og en invitation til en gratis yogatime om søndagen og igen mandag. Jeg skynder mig at booke den mandag.

Det er tirsdag d. 31. oktober, reformationsdag og hellidag i Berlin. I Barcelona er det Diá de Muertes og hellidag onsdag. Vi fejrer Halloween tirsdag.

Jeg mødes m L for at brevstemme til kommunal og regionsvalg. Jeg har taget testen på altinget.dk, hvor jeg har fundet de partier, jeg er mest enige med. Den personlige stemme er jeg ikke godt nok oplyst til at sætte, desværre. Liberal Alliance er ikke underligt det parti, jeg er mest uenig med. Udover L og jeg har der i været to andre danskere for at brevstemme.

S, M, E og jeg tager til fest på Casa Bonay, der serverer mad (mod betalling) og dansemusik. Jeg har købt en kappe med guldskelletter i en af Chinos’ene (gigantiske små shops, der har alt, hvad man behøver, ejet af kinesere), og jeg har malet mine øjne mørke og min hud bleg. S har lånt et kostume af en kollega og kommer klædt ud som brud.

“Did you put something on to make you skin look white?” spørger E. Men alt jeg har gjort, er, at sminke mig med den foundation, jeg brugte i Danmark.

På dansegulvet kysser en kvinde mig på kinden, mens hendes veninde fotograferer os. Jeg har ingen idé om hvorfor. De fotograferer også S, som spørger “Do they think we are celebrities?”.  M’s barndomsven fra Argentina slutter sig til selskabet. Han arbejder som copywriter og drømmer om at rejse Europa rundt og feste på klubber.

Onsdag lykkedes det mig at bestille take away på spansk. Tre små burritos. Jeg vågner uden tømmermænd.

CCCB, der er et kulturcenter med udstillinger etc., ser jeg sammen med L udstilingen “Don’t follow the wind 2015-20XX”. Via virtuelle briller får vi adgang til Fukushima, hvor hjem er forladte og gaderne mennesketomme. Værkets koncept er stærkt og bag står bl.a. kunstnerne Ai Wei Wei, som er kendt for at sætte fokus på klimakrisen med sin kunst. De virtuelle briller (som vistnok er en telefon…) er gemt i papmache-figurer formet som “Okiagari-Kobashi”, der er kinesisk legetøj, man startede med at lave i hånden for 400 år siden. De er bygget, så de altid vil rejse sig igen, hvis man skubber til dem. I dag er de symbol på, hvordan Japan rejste sig efter jordskælvet i 2011.

Vi ser en anden udstilling. En kommentar til klimakrisen. Desværre er der løftet pegefinger og skoleudflugt over udstillingen – især den fortællende stemme, der går igen – irriterer. Show it, don’t tell it! Stemmen har dog ret i, at vi mennesker er utrolige stupide, når vi tror, vi er en overlegen race. Vi er jo for fanden afhængige af dyrene og planterne, uden dem, er vi intet.

Fredag forsøger jeg at finde cafeen i boghandlen La Central , da jeg har læst, det er et godt arbejdssted. Det viser sig, at der er flere La Central, og jeg forvilder mig ind i to, før jeg finder den, der har en cafe – men den ene af de to har en kæmpe afdeling med kunstbøger, som jeg bruger lang tid på at kigge i og på. Til sidst finder jeg den boghandel med cafeen. Der er en hyggelig atmosfære og folk sidder og arbejder, men der er ingen stik-kontakter, så det fungerer ikke for mig som arbejdssted. Jeg bestiller en kop kaffe og en chokolade/banan kage og læser lidt i den bog, jeg skal være færdig med til den engelsk bogklub om en uges tid.

Inden jeg finder cafeen i La Central,  vælger jeg at spiser frokost på Flex and Kale. Jeg får valget mellem at sidde ude ved et bord alene eller inden ved et langbord sammen med andre. Jeg vælger langbordet, da det er hyggeligst. Spiser en vegansk lasagne og drikker en juice, mens jeg skriver postkort. Først da jeg skal på toilettet, ser jeg, at der er en hyggelig terrasse på taget.

Drink and Draw and Snack. Short Poses. Det er fredag og R har skrevet og spurgt, om jeg vil med, da det i dag er en mandlig model og han ikke har tegnet mandlige modeller før.

Da jeg træder ind på Art Club Barcelona, hilser en kvinde, som om hun kender mig, siger hola, smiler stort og giver et kys på hver kind. Måske er det måden, de gør det på her. Jeg er i tvivl, og ser hende ikke hilse på andre på samme måde.

R og jeg går med de andre ud og får nogle øl på en bar i nærheden. En mand fra tegnegruppen dumper ned i sofaen ved siden mig. Han er høj, stor, mørkhåret og har brune øjne. Han ser godt ud, men da han åbner munden forsvinder charmen. Han er mere beruset end først antaget. Jeg spørger, fordi jeg er nysgerrig, om han stemte til referendum. “Nej – og faktisk stemmer jeg aldrig. Nu fik du mere information, end du bad om”, siger han. “Jeg går ikke op i politik, jeg vil bare tegne, drikke vin og nyde livet.”  Jeg svarer et eller andet, som får ham til at tale om sin mor – “Du lyder som min mor.” “Måske er jeg din mor”, siger jeg og ærger mig over, hvordan charme kan forsvinde så pludseligt.

E har iført sig en lille top og spørger mig, om jeg synes, det er ok til den elektroniske festival , hende og M skal til. Jeg peger på hendes arme og hendes mave, som er dækket i hvid creme, og spørger, om det er en del af et kostume. Hun griner og bliver opmærksom på, hun er midt i at afblege sine hår på arme og omkring navlen. “You don’t have this problem, but this is normal here”, siger hun.

Det er lørdag aften. N og jeg mødes på Palo Alto Market kl. 19.00. Det er en smuk, grøn plads med lyskæder, kunsthåndværk og madboder. Det begynder at regne og der går ikke længe, inden markedet er tomt for mennesker og boderne lukket ned. Sådan er Spanien, når det regner. Vi sidder to skandinavere med en bakke nachos og hver vores øl under et shelter. Udover os er der kun to andre at spotte, og personalet, der er ved at lukke ned for den sidste mad-bod.

Søndag mødes jeg med L til morgenmad. Bagefter står vi i kø i tre kvarter for at komme ind på et marked, hvor alt koster 1 euro – også entre. Det er et rivegilde og man skal bane sig vej i menneskemængden og hænge ved, hvis man ser noget, man vil have. Vi kan først trække vejret ordentligt, da vi kommer ud, men vi gør begge nogle fine køb.

 

Berlin Art Week#2

WP_001031

Kl. er lidt i ni og jeg står foran busholdepladsen sammen med fremmede men velkendte ansigter. Tre af os skal til Berlin. Den ene bor i Berlin og arbejder som freelancetekstforfatter og på Zalando med svenskere og nordmænd, den anden skal på et halvt års udveksling i forbindelse med sit studie i statskundskab. Hendes kæreste er med for at tage afsked. Vores buschauffør er tysk og går ikke så meget op i tid, som danskeren har for vane. Vores tur er sat til at vare 10 timer, men bliver forkortet med to, da minibussen vi er med, kører stærkere og holder færre pauser. I Kolding samler vi en mand op og i Vejle en dame. Hvad de skal i Berlin, finder jeg aldrig ud af. Damen virker modsat den bosatte berliner meget uinteresseret i selskab. Vi holder 30 minutters pause på en tysk motorvejscafe, hvor jeg køber en kop kaffe, som jeg står med, og ved ikke rigtigt, hvad jeg skal gøre af mig selv, da buschaufføren vinker mig ned til bordet, hvor han sidder med sin pølsemix og sin pudding. Jeg er ikke sulten. Han begynder en samtale – på tysk! Jeg forstår det meste, men kan hører de ord og sætningskonstruktioner der dannes og forlader mine læber, ikke er til at forstå, og jeg har ret. Samtalen finder nu sted på engelsk, og jeg tænker, jeg skal have genopfrisket mine tyskkundskaber…

Berlin i regn. Berlin i sol. Berlin når det er koldt. Berlin når det er varmt. Besøg Berlin i efteråret og du vil opleve Berlin i al slags vejr. Jeg er her nu. I Berlin i kunstugen. Og jeg lider af FOMO (Fear of Missing Out). Alt skal høres, alt skal ses, alt skal nås. Men jeg hører aldrig alt og jeg ser aldrig alt og jeg når aldrig alt. SÅ denne gang er jeg på afvænning og nøjedes med to museer og to udvalgte udstillinger – Augen Auf! – en udstilling om 100 år med Leica fotografiet på C/O Berlin og Cindy Sherman på Me Collectors Room. Ellers blev der tid til kaffeaftaler, lange gåture, middage og sofahygge.

Augen Auf! – 100 jahre auf Leica @C/O Berlin

Teknologi forandrer, det ved alle der lever i dette årtusinde. Vi har set det ske. Internettet. Mobiltelefonen. Det har ændret os og det har ændret vores verden. Verden er blevet global og vi (vesten) har fået mulighed for at ytre vores individuelle stemmer. (Leica)Kameraet har ligeledes ændret og formet den verden, vi ser i dag.

Billeder siger mere end tusinde ord, så da Leica 35 mm kameraet blev introduceret i midt 20erne, blev verdens stemme pludselig gennemtrængende. Stemmeren blev hørt, hvor de ikke før havde været hørt. Fotojournalismen blev en gren af journalismen, hvor fotodokumentation var med til at gengive et billede af verden, som den så ud og var. Leica gjorde det muligt at fange billeder i øjeblikkende, hvilket ikke havde været muligt før med de statiske kameraer, der krævede en iscenesat situation. I begyndelsen blev Leica brugt til æstetisk dokumentation af virkeligheden, senere som journalistisk og senere igen fandt fotograferne ud af, man kunne bruge kameraet til at fortælle, og fotografiet fik en ny subjektiv vinkling. Og så er der selvfølgelig modefotografiet, hvilket jeg mener bør sidestilles med kunstfotografiet (hvis I ikke forstår, så anbefaler jeg, I tjekker Richard Avedons fotografier ud, mode OG kunstfotograf).

Summa summarum, fotografiet har haft en helt enorm indflydelse på vores måde at se og forstå verden. En indflydelse, vi måske tager forgivet, men som denne udstilling, med den passende titel ”Augen Auf!”, minder os om.

Cindy Sherman @the collectors room

Cindy Sherman laver spontan kunst, der alligevel er så iscenesat, at man bliver forbavset og forblændet. Spontan kunst fordi den opstår i udførelsen. Iscenesat fordi hun er i stand til at manipulere situationer i øjeblikket. Cindy Sherman er ikke bare Cindy, hun er alle og ingen på én gang. Hun viser, hvordan vi alle rummer forskellige persona, når hun manipulerer sit ansigt eller sine omgivelser i forskellige situationer. Og vi tror på dem alle. Hun er hollywoodstjernen og hun er husmoderen (hun bruger udelukkende sig selv som model i sine fotografier). Hun siger kameraet er hendes værktøj, hvilket må siges at være et værktøj hun mestrer. Hvert fotografi forfører. Kommer I i nærheden af hendes værker, så opfordrer jeg jer til at lade jer forføre af hendes twistede, skæve, til tider skræmmende univers(er).

cindy

Untitled Film Still #48 1979, reprinted 1998 Cindy Sherman born 1954 Presented by Janet Wolfson de Botton 1996 http://www.tate.org.uk/art/work/P11518

 

 

kl. er lidt over ni og jeg står på Berlins buscentral. Vores bus vises ikke på skiltet med afgange, heldigvis får jeg øje på den, da der er ti minutter til den kører. Vi er 5 med bussen. Chaufføren fortæller, “kig til højre, kig til venstre”, og så råber han i mikrofonen, “Mai, gider du tjekke kaffemaskinen?”…

Få steder lykkedes det mig at være tilstede i nuet. Kunsten er et af de steder. Tak og på gensyn Berlin Art Week.

Og tak for hygge og husly, Gry.

Livet er langt, lykken er kort

…synger folkehelten Kim, mens vi læser en rubrik som fortæller, vi er verdens lykkeligste folk. Vi kender ikke til sult og hungersnød, men vi kender til overforbrug, fedme og ensomhed. Dét er, hvad dræber et lykkeligt folk. Vi står i kø på hovedbanen foran Dunkin Donuts. Udenfor donutsbutikken sætter alkoholikerne flasken for munden og narkomanerne stikker kanylerne i venerne på Vesterbro. Men der er plads til os alle, for vi bor her, i et yndigt land. I Toftlund er krigen kommet og ignorancen går hånd i hånd med uvidenheden, når ægteparret spørger, ”hvorfor lige Danmark?”. Men der er plads til os alle, i så yndigt et land. Lykkelige mennesker orker ikke uanmeldte besøg eller small talk. Vi vil hellere være ensomme end at fejle – medmindre Blachman banker på. Janteloven er en skændsel for et lykkeligt folk, men man skal ikke blære sig med det. Vi er kloge, os lykkelige mennesker. Vi uddanner os til at vækste samfundet. At tælle kroner ikke tanker tæller for et lykkeligt folk. Livet er langt, så vi arbejder alle vores timer væk. Vi har så travlt at syvårskrisen bliver en seksårskrise. Vi mødes, vi skilles. Lykken er kort. Men tosomhed findes på dating.dk eller med et swip til højre, så vi er stadig lykkelige. Vi er frisindende og åbne, vi skriger ja til homoægteskaber og ytringsfrihed, mens vi lukker psykiatrisk museum og hænger Kvium op i stuen og forbyder hovedtørklæder og moskeer. Vi elsker naturen og familien, råber vi i kor, mens vi afleverer børnene til en pædagog og nedlægger Børnenes Jord. Men vi er stadig lykkelige. Vi, lykkelige mennesker, bor i et pissekoldt land, hvor den globale opvarmning har narret os alle med efterår, når kalenderen siger forår. Det forvirrer et lykkeligt folk, for lykkelige folk planlægger. Børn. Hus. Fremtiden. Og når planlægningen bliver for meget, begraver vi os i fortiden. Og heldigvis er der mange, der vil tage penge for at høre os tale om den. Vi er et lykkeligt folk med et langt liv og en kort lykke.

Vi er verdens lykkeligste folk!

 

 

SPOT – en note fra en festival

Jeg er omgivet af smukke mennesker. Solen skinner og sodavanden er skiftet ud til fordel for brus med promiller. Musikken spiller og jeg er i mit es. Min hjerte har overtaget min hjerne og jeg er åben, i dag, i nat. Og igen i morgen. Min krop fyldes med gift og min sjæl med fred. Hér er der ikke nogen mandag eller tirsdag eller hverdag. Her er tiden en anden. Den glider fra os for senere at minde os om, den findes. Jeg glider ind og ud af forskellige verdener. Nogle er nemmere at trænge ind i end andre, det er stemmen, det er lyden. Det er dit, det er mit. Vores. Scenen er sat. Replikkerne, kulisserne omfavner dig i melankoli eller kedsomhed eller i et lykkerus eller som et slag kommer det mod dig, vælter dig omkuld. I dag sidder jeg i min seng. Skriver, mens mine tarme skriger. Tiden eksisterer igen, og den fylder mig med tomhed. Jeg er mæt, fyldt op. Min krop er tung og alting går i slowmotion. Skyerne trækker sig sammen og skærmer for solen, lader tunge regndråber lave melodier på vinduerne. Musikken fortsætter.

Vi ses igen næste år, SPOT.

Her de kunstnere (vi nåede at se), der gjorde størst indtryk;

AquaSonic, Vinnie Who, Cancer, Dance! Dance! Dance! (visuel med Arsenal og Lydmor), Who killed Bambi, Kwammie Liv, SVIN. (og en masse flere, jeg sikkert har glemt). Og dét, vi gik glip af: Yung, The Entrepreneurs (m.fl. sikkert).