Jeg opfanger ikke alt, hvad hun siger. Men jeg opfanger det, da hun siger, vi gør noget for samfundet, bare ved at stå her og servere kaffe. Det er min anden dag på jobbet, og det undrer mig, især efter mælkeskummeren er stukket af og bønnerne fra kaffekværnet er over det hele, at jeg allerede skal føle mig nyttig i samfundet, efter to dage på job. Jeg har mødt flere stamgæster, end jeg kan holde styr på. Hun er ikke en af dem, endnu, men hun er snaksaglig. Fortæller hun startede en af de første kvindeforeninger herhjemme, det kan vi godt lide, bliver vi enige om, som vi står tre kvinder bag disken og skubber røven tilbage og brysterne frem, som for at understrege, vi mener det sgu, girlpower! Det virker, for hun lægger mærke til en af vores taljer, den mindste. Sådan en havde hun også en gang, fortæller hun. Men det er længe siden, og hører en anden tid til. Nå, men nu læner hun sig ind over bordet og spørger, om vi kan holde på en hemmelighed. ”JA”, lyder det lidt for højt og hurtigt fra mig, som indtil videre har holdt mig i baggrunden og observeret og nikket til det, der blev sagt og gjort. Så det virker ret mærkværdigt, og sådan føler jeg, da det slår mig, hvor højt og hurtigt, jeg reagerede, på så typisk et spørgsmål. Hemmeligheden er, hun har pyntet op til jul. Vi er i starten af november! Faktisk har hun ikke kun pyntet op, hun har også købt julepynt, som hun viser, og insisterer på passer sammen med taljen. Den lille fine julestjerne og den smalle talje, det er en sejr for julen og for kvinderne. Helt ærligt, så fortryder jeg mit udbryd, for julepyntning i november, er ikke den hemmelighed, jeg håbede på. Om natten kan jeg ikke falde i søvn og opdager, det er fuldmåne. Jeg kyssede engang en mand ved fuldmåne (og igen ved næste fuldmåne), derfor kommer jeg til at tænke på ham. Jeg forbander mine tanker og ham og de søvnløse nætter langt væk. Jeg skubber røven tilbage og brysterne frem, mine våben, og husker det, girlpower! Jeg behøver sgu da ingen mand. Næste dag finder jeg julepynten frem, laver risengrød og køber klementiner.

Og i dag er søndag, så jeg vågner alt for sent, og stiller mig selv spørgsmålet, hvad er for sent? Jeg lægger planer for at bryde dem, og jeg tænker for mange tanker, så jeg tager opvasken og kigger på min LinkedIn, min Facebook og min Twitter, men bliver svimmel af at se på alle de smukke mennesker og alle de fine titler, hvor én ofte ikke er fyldestgørende, og får lyst til at krybe tilbage i seng. I stedet mødes jeg med en veninde over en kop kaffe for at overtage nogle af hendes tanker. På vejen hjem køber jeg bland-selv-slik for en million kroner, og spiser det hele på to minutter, mens jeg ser en dokumentar om Suzanne Brøgger, den krukke. Hun forstår, girlpower. Eller søndag. Eller tanker, der er.