Kvinden på bænken er nogens mor

På en bænk på Frederiksbjerg i Aarhus Centrum sidder en kvinde i en snavset blå jakke og et par sorte udtrådte støvler. Hendes hår er uredt og hun er de fleste dage uvasket. Engang imellem kan man høre hende råbe af de forbipasserende. Især piger og kvinder råber hun af. Jeg har aldrig overvejet, at kvinden på bænken kunne være nogens mor. Indtil jeg igennem et job møder Marie og finder ud af, at kvinden på bænken er hendes mor og hedder Gerd.  

Marie og jeg mødes en formiddag i Maries kolonihave i Aarhus V. Kolonihaven har tidligere været hendes mors. Marie har lovet at fortælle om sin mor og det hjem, hun er vokset op i. Forhåbentligt giver det et mere nuanceret billede af kvinden på bænken.

Kan du beskrive din mor, og hvordan hun er endt på bænken?

Alkoholdemens har været medvirkende til, at hun har givet helt slip på sig selv. Hun startede med at drikke på værtshuse. Dengang var der ikke mange kvinder på værtshusene. Hun lignede Brigit Bardot og var kendt for at vise sit højre bryst frem. I dag har hun fået karantæne fra alle værtshusene. Derfor sidder hun på bænken. Før gik hun altså i bad osv. Nu ser verden, at hun er alkoholiker, derfor er det lettere for mig at tale om. Før så verden det ikke.

Marie fortsætter

Hun var en meget smuk studine. Hun var meget intelligent og dygtig til matematik og fysik. Hvis hun havde taget sig lidt mere sammen dengang og ikke brugt ti år på sin uddannelse, fordi hun drak samtidig eller festede for meget, eller hvad hun nu gjorde, havde hun været den første kvinde, der var kommet igennem fysikstudiet i Danmark.

Maries mor som ung. Ekstra bladet lavede et interview med hende med rubrikken Vi gider ikke mænd, der kysser som Anders And, hvor hun beskrev, hvordan de forskellige mandlige studenter kyssede.

Hun var en af de dygtigste lærere på VUC (Voksenuddannelsescenter) og fik det højeste gennemsnit med sine elever år efter år. Hun havde formiddagsvagter og drak om eftermiddagene. Til sidst begyndte det at smuldre for hende. Hun endte med at komme på tvungen efterløn, vidst fordi hun i en brandert havde ringet og hidset sig op overfor sine arbejdsgivere. På det tidspunkt havde jeg ikke kontakt med hende overhovedet.

Min mor er svær at blive klog på, fordi hun har været mange andre ting i sit liv end alkoholiker. Nu synes jeg mest, hun er alkoholiker på en bænk.

Husker du perioder, hvor hun ikke drak?

Jeg husker, hun var meget stolt, da hun på et tidspunkt stoppede med at drikke i en mdr., fordi hun var blevet uvenner med sit stamsted – jazzværtshuset Bent J. Hun købte et dyrt B&O fjernsyn for de penge, hun sparede ved ikke at drikke, holdt sig ædru og så TV i en måned.

Alkoholen som selvmedicinering

Hvorfor tror du, det er gået så galt, som det er gået?

Min mor kæmper med noget psykisk. Det kan jeg se den dag i dag. Der er en diagnose, der aldrig er blevet stillet. Det sociale er svært for hende. Hun kan kun slappe af i andre menneskers selskab, når hun har fået noget at drikke. Det er efter den tredje øl, at problemet opstår. Her bliver hun en anden og skifter personlighed. Jeg er sikker på, at min mor har haft et svigt i barndommen. Min mormor elsker hende ikke og har aldrig gjort det. Der er ingen kærlighed. Selv har jeg aldrig været i tvivl om, at min mor elsker mig. Jeg har fået kærlighed. Det har været en anden form for kærlighed, men den var der. Selvom jeg som barn forestillede mig, at min rigtige mor var fanget i kælderen, og at der var ting, jeg ikke måtte sige eller gøre, hvis hun skulle komme frem.

Marie fortæller, at hun har været bange for at få en datter i frygt for, at hun ville gentage det komplicerede mor/datter- forhold, som familien har haft.

Imens ligger Maries 7 måneder gamle datter Lillie og sover i en barnevogn ikke langt derfra.

Nu hvor jeg selv har fået en datter, er mit mål at bryde vores familiemønster og de komplicerede mor/datter-forhold. Det skræmmer mig.

Hvordan vil du beskrive det forhold dig og din mor har?

Mange af vores konflikter har bundet i, at jeg ville have noget af hende. Jeg vil have en mor, der hørte, så og støttede mig. Jeg ville have, at hun skulle være mor. Da jeg for tre år siden, hvor jeg ikke havde noget at gøre med min mor, fandt ud af, hvor slemt det stod til, opgav jeg.

Følelsesmæssigt har jeg altid været den voksne. Min mors stam-sætning var jeg elsker dig højere end himlen. Hun elskede mig højere, end nogen andre mødre elskede deres børn. Det har givet hende et fripas til at behandle mig dårligt. Jeg har sagt tusind gange, at jeg gerne ville have, at hun respekterede mig. Hun behøvede ikke at elske mig, hvis bare hun ville respektere mig.

Jeg tror, at hendes bedste tid var, da jeg var barn. Der var en umiddelbar kærlighed, og den kunne hun finde ud af at være i. En psykolog forklarede mig engang, at den kærlighed hun forstår, er som et barns. Det er den umiddelbare. En sort/hvid kærlighed, hvor man smider sig på gulvet, græder og giver efter for sine følelser. Vores forhold blev sværere jo ældre jeg blev. Da jeg blev kvinde, gik det helt galt.

Det blev en konkurrence. Hun ville jo gerne være centrum. I gymnasiet begyndte det for alvor at gå rigtig galt. Hun har aldrig lært mig at kende som voksen kvinde. Hun ringede og svinede mig til. Jeg var skyld i alting. Jeg tror, at det var for komplekst, pludselig at skulle se mig som voksen.

Der er nu sket det, at hun for første gang i mit liv ikke længere sviner mig til. Hun behandler mig ordentligt. Hun ved godt, jeg tager mig af hende, og at hun ikke kan klare sig selv mere. Da min kæreste – som har været en stor støtte –  og jeg startede med at komme hos hende, var der lort i halvdelen af håndklæderne og det lugtede i hele opgangen. Stakkels naboer. Hun kan kontrollere sig selv, fordi hun ved, at hun er afhængig af mig. Og sommetider kan jeg se, at hun tager sig selv i ikke at blive for hidsig.

Er der sket noget i jeres relation, efter du og din kæreste har fået en datter?

Jeg syntes, det var svært under graviditeten og i starten, da min datter kom til verden. Jeg kan mærke, at der er sket noget med mig. Jeg begynder at stille spørgsmålstegn og prøver at arbejde med mig selv på en anden måde. Altså tage mig selv alvorligt. Jeg prøver at rydde lidt op i nogle ting, men i forhold til min mor, er der ikke sket noget. For tiden tænker jeg meget over den opvækst jeg har haft og er begyndt at stille spørgsmålstegn ved flere af de historier, min mor har fortalt.

Jeg husker ikke ret meget fra min barndom, da min hukommelse er trænet til ikke at huske. Det bekymrer mig lidt.

Du sagde tidligere, du aldrig har været i tvivl om, hun elsker dig. Har du været i tvivl om, du elsker hende?

Jeg har altid hadet ordet elsket. Det er et underligt ord, og jeg har altid haft svært ved at knytte følelsen til det. Hvad er det at elske? Det er bare et ord. Der skal jo være handling bag et ord ellers er det et ligegyldigt ord. Det er så let at sige, jeg elsker dig højere end himlen. Jeg ved, at min mor elsker mig, fordi hun har passet mig og givet mig omsorg. Hun har givet mig den helt basale omsorg, som et lille barn skal have, og derfor er jeg blevet et normalt menneske følelsesmæssigt.

Når man bliver ældre, er det det hele menneske, man skal tage hensyn til. Det kan hun ikke finde ud af. Da min første kæreste sagde, han elskede mig, kunne jeg slet ikke klare det, og jeg kunne slet ikke sige det tilbage. Det er blevet lidt lettere for mig, men sommetider kan jeg være i tvivl, om det er den rigtige følelse, jeg forbinder med det at elske. Man ved det jo ikke. Det er jo bare et ord. Jeg ved jo ikke, hvad andre føler.

Jeg var ret voksen, før jeg overhovedet gav mig selv lov til at blive forelsket. Det var en kompliceret kærlighed, og forholdet og de udfordringer der lå i det var håbløst. Den kærlighed vi havde, gjorde ondt hele tiden. Det er det, jeg tror, jeg kunne forholde mig til. Kærlighed skulle gøre ondt.

Hvordan er dit forhold til kærlighed i dag, hvor du er i et langvarigt forhold og har et barn med din kæreste?  

I dag ved jeg mere om, hvad kærlighed er. Min kæreste er min bedste ven. Det havde jeg aldrig troet var muligt. Han er den første mand, jeg har lukket så meget ind, og det gør mig ekstrem sårbar. Jeg synes, det er sindssygt svært. Især nu hvor vi har fået et barn og et hus. Normalt er mit forsvar, at jeg kan skride. Og lige pludselig kan jeg ikke skride mere. Det er derfor, jeg er begyndt at rydde meget op i mig selv efter vi har fået vores datter. Jeg er også begyndt at huske mange gode ting ved min barndom.

Min mor var god til at skabe fantasier, og der var ingen grænser. Vi boede i en lille mærkelig lejlighed oppe under taget i ø-gaderne i Aarhus. Overfor vores lejlighed var der nogle flagstænger, hvor vi havde vores køer og tit spiste aftensmad. Det var noget, vi forestillede os. Jeg var en lille pige, og det var helt fantastisk. Jeg kan nærmest se køerne for mig. Vi skulle ikke passe på vores hjem og sådan. Det var ikke et særlig pænt hjem, jeg voksede op i, og det var ikke et særlig rent hjem, men der var heller ikke mange regler i det.

Hvad betyder det, når du siger, du er begyndt at rydde mere op i dig selv?

Pludselig kan jeg jo se nogle mønstre, jeg er bange for. Jeg er jo et produkt af det, jeg er vokset op. Min mor kan blive skrækkelig hidsig. Hendes billede har altid været, hun er en prop, der ryger op, og hun kan ikke gøre noget ved det. Hun har aldrig taget ansvar og gjort noget ved det. Ifølge hendes selv, er det ikke noget, hun kan styre. Det er ude af hendes kontrol. Den hidsighed kan jeg desværre mærke i mig. Jeg kan se helt rødt. Det er min kæreste og min mor, der har kunne få hidsigheden frem. Jeg synes også, den er blevet lidt mere fremtrædende. Jeg svor for mig selv, at jeg aldrig nogensinde skulle stå og råbe foran min datter, og det har jeg jo allerede gjort. Hun er syv måneder gammel. Og jeg er blevet hidsig. Det skal jeg have tøjret. Fundet ud af hvordan fanden.

I forhold til min udvikling er jeg på nogen måder blevet hurtigere voksen, men der er andre områder, hvor jeg er sat tilbage. Fx har jeg ikke været teenager. Det har jeg tit tænkt over siden.

Jeg er 42 år og det er først nu, jeg har kunne overskue at få et barn og en mand. Jeg ved ikke, om det er undskyldningen for, at jeg har været teenager og gået i byen i tyve år af mit liv.

Alkoholens skygge

Hvordan er dit eget forhold til alkohol i dag?

Det synes jeg er meget kompliceret, og det skal jeg også have ryddet op i. Jeg er glad for alkohol, og samtidig er der en angst for det.

Problemet er virkningen. Min hjerne er på overarbejde. Jeg er altid i andres verdenen og skal afkode andres følelser, fordi jeg skulle afkode min mor og hendes sindstilstand, når hun kom ind ad døren. Alkohol gør, at jeg slapper af i hovedet og hjælper til, jeg bare kan være mig selv og ikke skal forholde mig til andres følelser. Hvis jeg er ædru og min kæreste er fuld, bliver jeg stadig ekstrem utryg, så vi har haft mange regler om, hvordan vi skulle gøre det, for han skal jo kunne drikke med sine kammerater, uden jeg bliver utryg. Men når jeg så selv får noget at drikke, er der ingen problemer.

Jeg havde heller ingen problemer, da jeg var på barsel. Der var ingen drama i mit liv, for der var ingen alkohol i mit liv. Nu er jeg allerede begyndt at sætte lidt ind med et glas vin hist og pist, og så kan jeg også mærke, at det pludseligt kommer lidt tilbage igen, dramaet.

Problemet er, jeg ved jo ikke, hvad normalen er.

Jeg har store diskussioner i mit hoved. Hvordan endte min mor, som hun gjorde, og hvornår giver man slip på sig selv. Et af de temaer jeg bliver ved at vende tilbage til, handler om vilje og valg. Hvornår har du valget? Har min mor nogensinde været i stand til at vælge anderledes?

Da jeg var yngre, mente jeg, hun havde. Hvorfor kunne hun ikke lade være at drikke. Hvorfor skulle hun vælge det, når hun havde en datter, der på grædende knæ bad hende om at lade være. Hun valgte jo altid at drikke. Selvom min mor har været syg, så har hun haft perioder med mere overskud eller flere muligheder, hvor hun kunne vælge at søge hjælp og indse, at der var noget galt. Jeg mener, hun har haft valg, og jeg mener, hun truffet et egoistisk valg og har valgt alkoholen til. Men måske er hun så skadet af sin barndom, at hun reelt aldrig har haft valget…

Drak din far også?

Min far var også tørstig, men han blev aldrig ondskabsfuld. Han blev bare træt og lidt mere bøvet. Jeg var fars pige. Men han vidste jo godt, det ikke var i orden, det der foregik. Han havde heller ikke overskuddet og orkede ikke at have ansvar for en lille pige. Han havde sit at kæmpe med, men det var ingen undskyldning. Samtidig gav han mig ansvaret for min mor ved at sige, at jeg skulle passe på hende. Det han sagt undskyld for, da han blev syg og vi fik snakket alt igennem, inden han døde. Det betød rigtig meget for mig.

Maries datter vågner og hun henter hende i barnevognen

Kan du forstå, hvorfor hun (min mor) kalder hende Wincent Churchill. Det er ikke den mest yndige lille pige, jeg har, men den sejeste, lille pige!

Efter interviewet er Marie begyndt som frivillig chatrådgiver i TUBA. Her bruger hun sin erfaring til at hjælpe børn og unge, der også vokser op i hjem med misbrug. Tuba chat er et tilbud for unge mellem 14 og 35 år, der er vokset op i en familie med alkohol- og eller stofmisbrug, hvor man anonymt kan dele sine tanker og spørgsmål med en rådgiver. Kontakt TUBA Chat

 

Om at vælge sig selv til

img_1177

I 8. klasse blev to klasser til tre, da eleverne fra de små landsbyer flyttede ind til byskolen. Blandt de elever fandt jeg en ny veninde. I 2. g. i gymnasiet flyttede vi begge fra den vestjyske by til Aarhus. Forskellen var bare, at min veninde flyttede uden sin familie. Den dag i dag er vi stadig veninder, så jeg bad hende fortælle, hvilke overvejelser der lå bag beslutningen om at forlade sin familie og det at skulle skabe sin egen.

Hvornår valgte du at flytte?

“Jeg var 17, da jeg flyttede. Det må have været i 2003. Der skete et eller andet der gjorde, at det blev for meget for mig. Jeg har faktisk aldrig fundet ud af hvad. Jeg stoppede i gymnasiet lige før jul. Derefter blev jeg ansat hos Føtexbageren i en kort periode, men var der ikke længere end halvanden måned, så startede jeg på undgdomshøjskole i Ribe, hvor jeg var indtil sommeren, hvor jeg flyttede til Aarhus.”

Var det på højskolen, du fandt ud af, at du ikke skulle bo hjemme længere. At du ikke skulle tilbage og bo hos dine forældre?

“Jeg var nået dertil, hvor jeg ikke kunne hænge sammen på gymnasiet. Det var fuldstændig umuligt for mig samtidig med, jeg havde den rolle i familien, jeg havde.”

Hvilken rolle havde du?

“Blæksprutte. Rengøringsdame, barnepige, omsorgsgiver, tovholder. Jeg havde mange forskellige hatte på. Jeg kunne ikke koncentrere mig om at lave alle mine lektier, for jeg synes, at det var pissehårdt at gå i gymnasium. Det syntes jeg også, da jeg flyttede hjemmefra, skal lige siges. Pludselig kunne jeg se, at jeg altid havde reddet mig ud af alle situationer. Jeg havde altid klaret tingene, og det gjorde jeg ikke længere. Det hang ikke sammen for mig. Jeg kunne ikke klare at gå på gymnasium. Jeg kunne ikke nå at lave de afleveringer, jeg skulle. Jeg kunne ikke være den, jeg gerne ville være være.”

Hvordan redder man sig ud af alle situationer?

“Man overlever. Og det kunne jeg ikke engang længere. Det var en tung erkendelse og ikke særlig rart. Jeg blev nødt til at kigge indad for første gang i mit liv, tror jeg. Og finde ud af, hvorfor det ikke fungerede.”

Gjorde du det på egen hånd?

“Ja, det gjorde jeg. Eller kommunen var faktisk lidt inde over og spurgte, om det ikke var en god idé, jeg kom lidt væk hjemmefra og fik lidt luft. Det synes jeg, lød ret fornuftigt. Jeg tror, det var der, jeg fandt ud af, hvis der skulle ske noget, hvis jeg skulle rykke mig her i livet, så blev jeg nødt til at passe på mig selv. Bvdr.”

Bvdr. Er det ikke en god ting at passe på sig selv?

“Jo, det er det. Det var bare aldrig noget, jeg havde gjort før. Hvad var det for noget, at passe på sig selv? Det var en hård erkendelse, jeg ikke kunne klare mere og ikke kunne klare at være i min egen familie og være der for dem, der betyder mest for mig. Nu skulle der ske noget andet.”

Så  ved at foreslå højskoleopholdet gjorde kommunen dig faktisk en tjeneste?

“Lige der gjorde de. De var med til at skabe bindeled. Jeg var ikke meldt til højskolen fra start, så jeg kom ind lidt fra siden. Det hjalp de med, og det fungerede faktisk meget godt.

Hvorfor kunne du ikke klare at være i familien. Var det pga. alle de forskellige hatte, du skulle have på?

“Det var det helt sikkert. Det var svært. Jeg var helt vildt presset. Det var en forfærdelig form for pres. Pres for at skulle præstere, for det pres var der jo fra mine forældre. Jeg skulle præstere, præstere, præstere…”

I hjemmet eller udenfor hjemmet?

“Både i hjemmet og udenfor, men specielt i gymnasiet. Det hang ikke sammen med, jeg samtidig skulle være så meget på derhjemme, ikke rigtig vidste, hvem jeg selv var, hvor jeg var på vej hen og alt muligt. Altså tingene hang bare ikke sammen. Der var for få ressourcer og for få timer i døgnet.”

Du flyttede til Aarhus, efter du havde afsluttet opholdet på ungdomshøjskolen i Ribe?

“Jeg glædede mig, for det var jo vildt spændende. Men det var rigtig hårdt at efterlade sine søskende et sted og i et miljø, hvor jeg ikke selv kunne holde ud at være. Nu skulle de være der alene, og jeg var der ikke til at passe på dem. Det var faktisk ikke nemt.”

Hvad gjorde, at du valgte at flytte alligevel, når det var så hårdt?

“Hvis ikke jeg gjorde det, kunne jeg ikke være til. Det var, ikke et spørgsmål om liv og død, men jeg vår nået dertil, hvor jeg var så presset, at hvis jeg ikke gjorde det nu, kom det aldrig til at ske. Så ville jeg måske ende med at arbejde hos Føtex resten af mit liv. De drømme havde jeg alligevel ikke, at skulle være ved min familie resten af livet. Jeg var også klar over, hvis jeg flyttede, skulle jeg flytte rigtigt. Jeg skulle ikke bare flytte til Varde, 7 km fra den by, hvor min mor bor. Jeg skulle tage et meget, meget stort spring, så jeg ikke sådan lige var til at få fat i – kommer du ikke lige og hjælper og redder os – det duede ikke. Jeg blev nødt til at være langt nok væk, til ikke at være den nødknap, der kom sprængende, når der var behov for det. Det var bl.a. derfor det blev Aarhus.”

Fordi det skulle være langt nok væk?

“Fordi det skulle være langt nok væk, og vi havde været her nogen gange sammen. Jeg havde et godt indtryk af Aarhus og følte mig ret tryg her.”

Virkede det så, kunne du undgå at blive den nødknap, der blev ringet til?

“Nej, det er jo det. Noget af det bedste jeg nogensinde har gjort for mig selv, er at flytte, men det var bestemt ikke en løsning. Problemerne flytter jo med. Så var jeg bare rådgiver over telefonen. Det var alt fra praktiske ting til store problemer med en af mine søskende, der havde psykiske udfordringer, min mors bekymringer og hvordan, man kunne være med til at løse dem. Altså det var alt muligt. Jeg var ikke stærk nok til at sige fra endnu. Det var en god ting, jeg fik ro omkring mig, og så alligevel voksede følelsen af, jeg ikke var der for mine søskende. Ikke var der til at hjælpe dem. Den dér bekymringsbobbel voksede faktisk en del i en periode i hvert fald. Det var ikke sådan bare lige at flytte. Det var også en ensom periode. Jeg havde været vant til mange mennesker omkring mig og et stramt program og nu var jeg pludselig alene.

Men startede du ikke på studie med det samme?

Jeg flyttede i sommeren og startede på studenterkursus i august. Jeg fik også et arbejde med det samme, så det var ikke fordi, jeg sådan gik og trillede tommelfingre.”

Men alligevel føltes det anderledes?

“Absolut. Det var en sjov overgang fra mest af alt at have dårlig samvittighed over at efterlade nogen, og så troen på, at man faktisk gjorde det rigtige. Det var vilde kontraster, der mødte hinanden. Må jeg godt gøre det her? Må jeg godt vælge mig selv til? Alle de her ting. Det var et sammensurium af alt muligt rod i mit hoved.”

Du var 17 år. Gik du rundt med det rod i hovedet alene, eller delte du dine tanker og frustrationer med nogen?

“Nej, det gjorde jeg faktisk ikke. Jeg tror, der gik et år, så fandt jeg ud af, jeg havde brug for nogen at snakke med det om, fordi det faktisk var rigtig svært. Via gymnasiet kunne jeg snakke med en psykolog og der fik jeg vendt hele situationen. Det var godt. Og det var første gang.”

Var det ikke en voldsomt? Det var mange ting og følelser at tage hul på…

“Det var det. Jeg tror, det var første gang, jeg snakkede med en professionel om min familie. Det var en hård omgang.”

Føltes det som om, du forrådte dem, ved at tale om dem?

“Første gang i hvert fald. Det er sjovt, for jeg har jo godt vidst, at vores familie er anderledes. Vores familie var ikke ligesom andres. Alligevel var det ikke særlig rart at sige tingene højt, for så bliver det pludselig virkeligt. Når jeg sagde højt, at min mor har en hjerneskade, så var der faktisk også en begrundelse for, hvorfor hun gør som hun gør. Og det er faktisk også synd, så det er klart, jeg skal være der for hende. Min far, han har det jo også dårligt. Det er derfor, han drikker. Der var mange ting, der blev åbnet op for. Men det var bestemt vigtigt at tage hul på det.”

Du siger, tingene blev virkelige, da du sagde dem højt fx at din mor har en hjerneskade og din far drikker. Så giver det måske god nok mening, at du ikke kunne være i hjemmet?

“Helt sikkert, det gjorde det. Jeg tror, det gav mig en ro at snakke med psykologen. At det var okay og jeg ikke havde svigtet nogen.”

Kan du godt føle det i dag, at du ikke har svigtet nogen?

“Det synes jeg. Selvom det stadig kan prikke lidt i mig, ved jeg, det var den helt rigtige beslutning, jeg tog dengang. Jeg ved ikke, hvad der var blevet af mig, hvis jeg ikke havde taget beslutningen om at flytte, så havde jeg nok slet ikke været den storesøster, jeg gerne vil være.”

Hvad med din storesøster. Hun flyttede vel også?

“Det var det, der var hårdt i den periode. Vi flyttede på samme tid.”

Har du nogensinde snakket med hende omkring, om hun har haft de samme følelser omkring at efterlade det, som du også efterlod?

“Ja, og det har hun. Det er klart de samme følelser, vi har haft, og det var ikke en særlig rar følelse. Min storesøster flyttede for at studere, det gjorde jeg i teorien også, men det var hendes drøm at studere på en uddannelse, man kun kan tage i Viborg. På en eller anden måde retfærdiggjorde det nok lidt mere hendes valg. Det var mere okay, at hun gjorde det.”

Fordi hun flyttede for at tage en uddannelse og du flyttede for at komme væk og passe på dig selv?

“Netop. Pyha. Det var en lidt anden tilgang,  men hun havde da helt klart også svært ved det. Det er der slet ingen tvivl om. For mig var det ikke løsningen at flytte. Problemerne løste sig ikke. Men det var første skridt på vejen og det var fandeme et vigtigt skridt, vil jeg sige.”

Så problemerne flytter med, dem flytter man ikke fra?

“Nej, det gør man ikke. Det er et klassisk ordsprog og den er jo god nok. Men luftforandring er rigtig godt. Jeg kom ind i et nyt miljø. Jeg fik lov til at starte helt helt forfra. Jeg tror også, det betød meget, jeg kom et sted hen, hvor ingen vidste, hvem jeg var, hvad jeg kom fra og hvad jeg havde lavet tidligere.”

Gjorde de det på det gymnasie du kom fra?

“Nej, det gjorde de faktisk ikke. Ikke på gymnasiet eller den klasse jeg gik i, men der var folk, jeg kunne møde. Der er aldrig nogen, der har sagt noget, men at få en helt ny start, er bare rigtig rart. Man kan få lov til at forme, hvem man er.”

Skulle du først til at finde ud af, hvem du var, da du flyttede?

“Ja, hvem jeg var uden at være hundred procent storesøster, omsorgsperson, beskytter og alt muligt andet. Nu var jeg kun mig. Det var noget mærkeligt noget. Det var faktisk svært. Det var jo ikke fordi min identitet forsvandt, men pludselig skulle jeg kigge på mig selv på en anden måde, finde ud af, hvad der rørte sig indeni mig, for der var kommet ro til det. Det blev der pludselig åbent op for, og det var sgu ikke så nemt alligevel. Der var mange ting, der var komplicerede indeni, som jeg aldrig rigtig havde fået snakket om. Men at tage skridtet, komme væk og få taget hul på det, var afgørende. Jeg ved ikke, om man kan kalde det en helende proces, det følte jeg egentlig lidt, det var. Det har taget rigtig, rigtig mange år, hvor jeg kom rundt om alt muligt.”

Den proces startede, fordi du valgte at flytte?

“Det startede fordi, jeg valgte at flytte. Hvis jeg var blevet hos min mor eller i nærmiljøet, tror jeg aldrig, jeg var kommet dertil, hvor jeg var nødt til at kigge på mig selv og spørge, hvad fanden er det egentlig der foregår? Måske ikke før det var endt ud i noget rigtig skidt. Jeg ved ikke, om det var endt ud i en depression, men jeg tør i hvert fald ikke tænke på, hvad der var sket, hvis jeg først havde taget hul på det i den alder, jeg har i dag, og alle de ting havde hobet sig op. At flytte var bare altafgørende, fordi det skabte et nyt rum. Et rum, som var mit rum og det var virkelig nyt.”

Hvordan fandt du så ud af, hvem du var i det rum – uden at være storesøster osv.?

“Det har bl.a. været ved at gå til psykolog over perioder i nogle år. Der kommer nogle – jeg ved ikke om man kan kalde det essentielle kriser – det kan man nok ikke, men nogen gange er det rigtig svært for mig at finde mit ståsted pga. den familieopvækst, jeg har haft. Det kan være meget i forhold til grænser. Jeg har svært ved at fornemme mine egne grænser. Jeg mærker dem lang tid efter, de er overtrådt. Der kan gå mange måneder, hvor jeg mærker, at det er sindssygt ubehageligt. Det har gjort, jeg har fundet ud af, det er okay at sige fra. Jeg må godt trække en streg i sandet og sige hertil og ikke længere. Det har hjulpet mig til at finde ud af, hvem jeg er og hvad jeg har i mig, udover at være storesøster og alt muligt andet. Det har selvfølgelig også været det at blive ældre og møde nogle mennesker og være på nogen rejser. Jeg tror, at de udenlandsrejser jeg har været på indimellem, har givet mig den samme følelse, jeg fik, da jeg flyttede hjemmefra. Sat fokus på, at nu er der et rum til mig, fordi man bliver revet væk fra det, man normalt er i. Det er rigtig sundt engang imellem. Man bliver nødt til at se sig selv i øjnene. Nogen gange kan det også være rigtigt ubehageligt, fordi man er tvunget til at træde ind i det rum og – det lyder dumt – mærke sig selv.”

Ved du, hvor dine grænser går i dag, og er du i stand til at sætte dem?

“Jeg er i hvert fald blevet meget, meget bedre, vil jeg sige. Meget, meget bedre. Det har været rigtig godt at finde ud af.”

Men dine grænser er blevet overskredet en del gange?

“Ja, det er de. Det har givet mig en følelse af, jeg bliver kvalt.”

Det er en fysisk følelse simpelthen?

“Det fysiske kommer som regel før det psykiske. Det er skidesvært at mærke sig selv. Det har jeg været sindssygt dårlig til, fordi den mulighed nok bare ikke har været der i min opvækst. Der er heller aldrig blevet spurgt ind til, eller vist, hvordan man passer på sig selv.”

Spurgt ind til, hvordan du har det og om dine grænser overskrides?

“Jeg ved, min mor har kunne fornemme når noget ikke har været rart for mig. Uden at hun har sat ord på det, så ved jeg, hun har kunne se det på mig, men hun har aldrig italesat det, og jeg kunne ikke finde ud af at sige fra. At det her er ikke rart, mor.”

Så I har aldrig sat ord på eller snakket om det hjem i er vokset op i? I har ikke snakket åbent om hjerneskaden og alkoholismen?

“Nej, aldrig nogensinde.”

Heller ikke i dag?

“Nej, det gør vi faktisk ikke. Vi ved det jo godt allesammen. Vi ved godt, at begge mine forældre har nogle udfordringer, men det er aldrig noget, der bliver italesat. Det er egentlig dumt, kommer jeg lige til at tænke over.”

Det kan vel også blive farligt at åbne op?

“Det kan godt gå hen og blive farligt. Som barn i en dysfunktionel familie, havde det været rart, hvis der var nogen, der havde sagt det højt, da jeg var mindre. Det var først noget jeg fandt ud af, da jeg var meget ældre. Min mor er hjerneskadet, så der skulle nok have været hjælp udefra. Eller hun skulle selv have sagt det. Jeg er hjerneskadet og derfor kan jeg ikke klare, når I larmer for meget, så kan jeg ikke samle mine tanker. Sådan nogen ting havde været rart i ret mange situationer. Det havde i hvert fald givet en forståelse, tænker jeg, allerede fra et tidligt stadie.”

Men fik I ingen hjælp udefra?

“Jeg kan ikke helt huske, hvornår der begyndte at komme kommunefolk indover. Der har været kommune, der kun handlede om min mor, hvordan de skulle hjælpe hende videre i det her. Der gik jo nogle år, inden hun fik sin førtidspension. Jeg kan bare huske, alle mine brødre var født og jeg var i hvert fald konfirmeret, inden der konsekvent blev koblet én på os som familie. Det andet har været omkring min mor. Jeg har ikke følt, der har været fokus på, hvordan de kunne hjælpe os som familie. Ikke før, hun kom.”

Hvis der ikke var nogen, der havde fået øje på jeres familie havde brug for hjælp før, hvem fik så øje på det her?

“Jeg kan faktisk ikke huske, om det var mine bedsteforældre, der kontaktede kommunen, fordi de var bekymrede, specielt for at drengene ikke havde, hvad de havde brug for. Jeg ved faktisk ikke, om det var dem. Det kan også være, det har været nogen fra drengenes børnehave, der har været bekymrede. Det er et godt spørgsmål. Jeg har faktisk ikke tænkt over det. Pludselig var hende damen der bare én gang om ugen.”

Var det nok, én gang om ugen?

“Nej nej, det var det ikke. Og hun var heller ikke den rigtige, skal også lige siges. Men det var hende, der hjalp mig med at komme på højskole og væk hjemmefra. På den måde fungerede det. Men det fungerede ikke, når hun var hjemme hos os, så blev vi inviteret til at sidde og snakke – især min storesøster og jeg – med vores forældre. Vi havde aldrig snakket om noget før og så skulle vi sidde der i åbent forum med hende damen, der prøvede at være tovholder. Altså jeg kan bare huske, det tit handlede om vaskemaskinen, der ikke virkede og sådan noget.”

Så det var praktiske ting, ikke noget der gik i dybden?

“Hun prøvede jo selvfølgelig, men der var aldrig rigtig noget følelsesmæssigt ind over det. Jeg tror, vi blev inviteret til at fortælle, hvordan vi havde det i familien. Det kan man jo ikke sidde og sige, når ens far og mor sidder overfor. Vi havde jo aldrig snakket om følelser før. Det var noget værre rod. Det var helt grotesk. Vi sidder to teenagepiger, der ikke har det særlig godt, men der er ingen, der kan finde ud af at tage hånd om det eller sige det. Det var måske også det, jeg godt vidste, uden helt at vide det, at det var ikke et sundt miljø at være i. Jeg kunne jo nok godt mærke, at der var nogle ting, der ikke var som de skulle være.”

Det var ikke noget, du var klar over?

“Nej, det var jeg ikke. Det er først kommet efterfølgende. Der gik lang tid før jeg kiggede tilbage og tænkte, har vi godt nok levet i det så længe. Hvordan klarede vi det? Det kan jeg godt sætte spørgsmålstegn ved den dag i dag.”

Når du stiller dig selv det spørgsmål, hvad tænker du så med hensyn til dine brødre, som du efterlod i det, du ikke kunne leve i?

“Det har jo helt sikkert været grunden til, at min yngste lillebror valgte at gøre det samme som mig og flytte som 17-årig. Der var fuld opbakning fra min storesøster og jeg. Vi var der og hjalp ham med alt det, vi ikke havde, da vi tog beslutningen om at flytte.”

Og hvad var det, I ikke havde?

Det var det økonomiske. Han var jo under 18 år, så der er ikke noget, der hedder s.u., der er ingenting, ingen sikkerhedsnet, ingen forældre, der kommer og hjælper en økonomisk med at flytte. Jeg ved godt, at det er småting, men alligevel betyder det meget, for at blive ordentlig etableret. Og så var det også at snakke om, hvordan han havde det, nu hvor han var nået dertil, han heller ikke længere kunne holde til det. Det var rigtig hårdt at høre ens bror beskrive de præcis samme følelser, jeg havde, da jeg stod i hans situation. Vi er jo trods alt søskende og vokset op i samme familie, så vores mindset er rent genetisk lidt det samme, men det var hårdt at høre ham fortælle, hvor trist han var og at han ikke kunne hænge sammen. Han var ked af det hele tiden og han var ked af, at mor hele tiden nedgjorde ham, alle de her ting…”

Så din bror og dig kan godt snakke om følelser sammen?

“Ja, og han bliver også pumpet for det, fordi jeg har fundet ud af, hvor vigtigt det er. Han er også en kæmpe succeshistorie. Altså det har også kun været det rigtige for ham at gøre.”

Nå du siger, han også er en succeshistorie, så er det fordi, du godt er klar over, du er en succeshistorie?

“En ting er sikkert. Jeg aner ikke, hvor jeg var endt, hvis jeg var blevet derhjemme.”

Og i dag har du en uddannelse og en familie…

“Ja, og jeg er blevet forlovet”, siger hun og viser mig ringen på hendes finger…

Tillykke, hvor er det fedt!

“…Men alt det der med familie har været ret vildt. At der findes en, som vil mig, når jeg kommer med alt der her.”

Hvad mener du med alt det her?

“Altså accepterer hvem jeg er på gode og på dårlige dage. At jeg kommer fra den familie, jeg kommer fra, og har den historie, jeg har. Jeg er jo ikke bare kørt igennem – gymnasie, uddannelse og job. Jeg har taget nogle detours ind i mellem. Jeg klarede ikke første gymnasie, så det blev først i andet hug og det var fandeme hårdt at komme igennem. Så begyndte jeg på universitetet og måtte tage orlov og alt muligt andet crap, så kom jeg igennem, men måtte udsætte mit specialeforløb og så endelig lykkedes det.”

Men det gik jo skidegodt. Jeg synes det lyder som om, du har været i stand til at lytte til dig selv?

“Det har du ret i. Der har jeg alligevel lært noget.”

Nu har du en forlovet og en lille baby og skal til at skabe din egen familie. Hvordan er det, når man kommer fra en familie, man var nødt til at tage væk fra?

“Det var et virkelig stort spørgsmål, da jeg var gravid, fordi jeg ikke havde nogen rollemodel. Jeg tænkte rigtig meget på, hvad jeg selv er vokset op i. Det har faktisk været svært at skabe sin egen familie. Det er jo ikke skidt det hele. Vi har haft nogle rigtige hyggelige stunder, specielt os søskende, og det har vi stadig den dag i dag, men der var nogle ting, jeg vidste jeg i hvert fald ikke ville gøre, men hvad fanden skulle jeg så gøre? Det vidste jeg ikke. Det var ikke nemt, så der måtte jeg vende mig mod min kæreste og håbe at han kom med noget godt. Og det har han gjort. Det har jeg følt mig rigtig tryg ved. Han kommer fra en rigtig kernefamilie og har nogle helt andre værdier og minder, han tager med sig, og det har været svært ikke at kunne matche dem. Der har jeg ikke rigtig noget at hive op af skuffen, og det blev sat på en spids, da jeg var gravid. Det har også gjort, jeg i mange år ikke troede, at jeg skulle have en familie. Jeg føler, jeg har opfostret tre drenge og at starte forfra, var ikke noget, jeg tænkte, at jeg havde lyst til. For det er pissehårdt, der er rigtig mange følelser og mange ting, man skal ordne. Mine følelser i forhold til at få en familie og børn – jeg holder jo sindssygt meget af mine søskende – men det var også fyldt med rigtig meget sorg, for det var nogle rigtig hårde år af mit liv, hvor det handlede om alt muligt andet end at være der selv. Jeg var der jo ikke. Det handlede bare om at få tingene til at fungere. Og det var ret tit, det ikke var hyggeligt. De følelser fyldte rigtig meget. Der var mange overvejelser.”

Men I valgte at få en familie?

“Det gjorde vi. Jeg føler, at min kæreste er en sikker havn og han kunne give al den tryghed, jeg ikke har haft hele min opvækst. Stabilitet og forudsigelighed. Jeg kan stole på ham, alt muligt. Det jeg ikke havde i min egen familie, kan han give mig. Det allervigtigste var at vide, han ikke ville lade mig i stikken, at vi gjorde det her sammen. At få en familie er noget, man gør sammen. Man bliver ikke ladt alene i stikken, som jeg nok har følt i min egen familie nogen gange, hvor jeg har stået med ansvaret alene. Det kan jeg ikke lide. Det synes jeg, er vildt ubehageligt. Det har været helt vildt dejligt og jeg glædede mig helt vildt til, vi skulle have vores lille dreng, men følelserne er først rigtig kommet efter han er kommet til verden og jeg kan mærke, vi er en familie. Jeg skulle se det, før jeg troede på det.

Så nu føler du, at I er en familie?

“Den følelse har jeg nu. Der er ikke noget, der kommer og trækker mig ned bagfra. Der var rigtig mange overvejelser inden. Jeg var bange for, at jeg pludselig ville begynde at samle på ting, som min mor gør. Jeg var bange for, at jeg ville komme til at sidde alene i lejligheden med en masse ting og en baby. Jeg var bange for, at det at få et barn ville føre mig tilbage og jeg ville begynde at skabe den familie, jeg kommer fra. Det var vildt mærkeligt. Jeg gik hos en rigtig sød psykolog og fik snakket det hele igennem. Jeg var ked af det og samtidig glædede jeg mig. Min kæreste kunne se ud i fremtiden, det kunne jeg ikke. Jeg kunne tage en dag og en termin af gangen. Min kæreste var allerede på fisketur med vores søn, så jeg tænkte, wow, han elsker ham allerede mere end jeg gør, og jeg er endda hans mor. Sådan følte jeg det. Det var sygt mærkeligt. Jeg kunne slet ikke være i det. Jeg følte mig mere og mere ensom og jeg har nok aldrig været mindre ensom – der var en baby inde i mig! Det var en mærkelig tid og det skulle jeg lige have snakket igennem. Jeg kunne slet ikke følge med. Jeg sad fast i en følelse af, at jeg ville blive rigtig trist, bure mig inde og blive mere og mere ensom. Jeg var bange for at det (at blive mor) ville blive min identitet, som det var i så mange år – stå med al ansvaret og ordne alting. Følelsen af at skulle efterlade mine brødre et sted, hvor der ikke var rart at være, vendte tilbage. Men jeg ved, at min søn ikke kan være et tryggere sted end der han er nu,  hos sin far. ❤️