Helle Thorning bliver Danmarks første kvindelig statsminister og Barack Obama den første sorte præsident (i 2009). “Yes We Can” råber vi i kor med armene over hovedet og håbefulde forventninger til en fremtid, hvor køn og klasse ikke er defineret de næste årtier.

Men vi græmmes og vi væmmes, da vi vågner op til nyheden om, at [Donald] Trump er blevet den mægtigste mand i verden. Verden opdeles i de gode og de onde, og vi venter alle på den superkræft, der skal komme og redde jordens forfald. I stedet får vi en 16-årig pige [Greta Thunberg] fra Sverige. Hun bærer hverken kappe eller har superkræfter, men hun vil redde verden. Den verden vi er ved at forbruge i stykker. Vi skal ikke længere bekymre os om, hvor mange insekter vi sluger på en cykeltur på en varm sommerdag, da 80 % af insekterne er uddøde. I stedet skal vi bekymre os for, om vi om nogle år kan trække vejret frit. Klimatosser, lyder det fra folketingets forhenværende formand [Pia Kjærsgaard]. Klimatosse, årets ord i 2019.

Vi er en flok klimatosser, der bliver krænkede som aldrig før. Den unge blonde pige må ikke længere være ung og blond, og vi skal huske at sige hen i stedet for hun.

Verden brænder [Amazonas og meget mere], men vi har aldrig set en ægte brand i det ganske, danske land (som jojo, ganske vist er blevet lidt lunere de seneste par år), så det bekymrer os et par dage, og så glemmer vi det igen.

I foråret 2010 begynder et opgør i en række arabiske lande mod den diktatoriske styreform. Folket finder sig ikke i mere, og det [arabiske forår] koster krig og liv, som Vesten ikke kan forholde sig til og forstå, men alligevel prøver på. Vi ved, hvordan demokratiet fungerer, fordi vi siden 1849 og Frederik d. 7. (der frivilligt valgte at afgive magten til folket) ikke har kendt andet. Det er derfor nemt at belære lande, der kun har kendt til diktatoriske styreformer. Ignorancen vil ingen ende tage, og lige som vi sidder og hygger os bedst med fredagsslikket, rykker krigen ind i stuerne.

Britta stjæler fra statskassen, og vi får øje på, at de værste banditter er dem i habitter. Vi lader os forarge for en kort stund for så at vende tilbage til at være krænkede. Krænkede over dem, der klæder sig ud som indianere til fastelavn, og over dovne akademikere, der ikke arbejder i Netto. Banditterne bliver ikke rigtigt stillet til regnskab. Vi har alligevel aldrig set pengene.

Vi har brug for at pakke sandheden ind i humor. Derfor lytter vi til Radio24syv, der mestrer at fortælle sandheden bedst med korte radioaviser. Historien om den fjerde statsmagt er en virkelighed, politikkerne ikke bryder sig om, så radioen bliver nedlagt, og der lyder et landsdækkende ramaskrig (og lidt gråd).

Den brede befolkning blander sig i nyhedsdækningen, og man kan ikke længere være sikker på, hvornår en nyhed er sand eller falsk. Dumheden får en stemme. Tilbøjeligheden er, jo mindre du ved, jo mere blander du dig. Den virkelig du ønsker, skal du få. Velkommen til internettets tidsalder.

Vi griner ikke længere af nørderne, men hepper på deres gaming og tilføjer e-sport i ordbøgerne, som en anerkendt sportsgren. Nørderne er de nye superstjerner.

Vi fejrer vores kroppe, mens vi påklistrer falske øjenvipper og suger fedtet væk. Alle skal være lige som de er, og det rager ikke andre, hvordan jeg ser ud, siger vi, mens vi lægger en video, hvor vi danser med blævrende fedt – eller flade maver – i vores undertøj på Instagram. Vi er body positive! Og røven skal være stor og læberne fyldige.

#Metoo. Den første online kvindekamp opstår og spreder sig udenfor skærmen. Det kommer som et chok at finde ud af, at ikke alle er klar over, at nøglebundet knuget tæt i hånden og telefonen på speed dial hører til det at være kvinde og gå alene hjem fra byen. Ja, kvinder bliver udnyttet af mænd. Men det stopper, så snart vi står sammen og råber nok er nok! Havde man glemt det, blev man forhåbentlig mindet om det dette årti. Harvey Weinstein gjorde i hvert fald.

Vi omfavner ikke kun kroppe, men køn og seksualitet. Homoseksuelle kan endelig slentre ned ad kirkegulvet i en kristen kirke og sige ja til hinanden, mens præsten vier dem.

[Lars] Løkke “forlader” Venstre som formand. Manden, der elsker magten, og som man aldrig troede ville afgive den hverken som venstres formand – eller som statsminister, da han var det – siger farvel til politik og koncentrerer sig i stedet om foredrag og Færøerne.

Briterne vil ud af Den Europæiske Union. De vil klare sig selv. Vi andre [lande] griner af dem, og forbavses over Boris Johnsons Get Brexit Done. Endnu mere forbavses vi, da englænderne vælger at kreditere kampagnen med en valgsejr til ham og hans [konservative] parti. Det mest passende udtryk er vist, at briterne har sejret ad helvede til.

Vi sender en mand [Andreas Mogensen] ud i rummet. Han kommer tilbage og fortæller, at vi alle er forbundet, når man kigger på jorden udefra, men vi lytter ikke til ham, og d. 14. og 15. februar 2015 bliver de første terrorangreb på dansk jord begået ved Krudttønden og Synagogen på Østerbro. I december 2019 anholder og afværger politiet et terrorattentat. Dette er årtiet, hvor nogle samles og andre spredes.

[Rasmus] Paludan og Pernille [Vermund] dukker op på den politiske scene og drager danskerne frem i mørket med frygten som lokkemiddel. Nye borgerlige kommer i Folketinget. Stram Kurs bliver udenfor.

Men selv dem, der spredes, samles, når håndboldherrerne vinder OL-guld og VM-mesterskabet, og når Pernille Blume holder de danske svømmepræstationer i hævd og ligeledes vinder OL-guld til Danmark. Og når Mads Pedersen bliver verdensmester i landevejscykling. Desuden vil vi alle heppe, når Caroline Wozniacki, vores allesammens tidligere verdensmester og Australien Open vinder, spiller sin allersidste kamp i 2020. Vi er en præstations-nation, og selvfølgelig tager vi del i æren, når sportsudøverne præsterer på vores og vores lands vegne.

Vi dyrker det spirituelle, som vi dyrkede det for flere årtier siden. Krystaller og fuldmåne er på mode igen, ligesom yoga og meditation er det.

“Comedian” bliver et af de mest omdiskuterede værker dette årti. En banan tapet fast til en væg med gaffetape, der vises på Art Barsel i Miami i 2019. En fransk kvinde køber det for ca. en million, og på den måde gør kunstneren Maurizio Cattelan Duchamp kunsten efter, da han i 1917 udstillede et pissoir og døbte værket “Fountain”. Readymades bestod.

Listerne over de mest spillede numre i radioerne offentliggøres, og kvinderne glimrer ved deres fravær. Det samme gør de i kunstverden. Vi finder ud af, at kvindelige kunstnere findes, selvom de ikke er synlige. Endnu.

Fallulah siger hej til sine søstre og bakker op om at få dem frem i rampelyset.

Yahya Hassan overrasker os alle, da han fra sit ophold på psykiatrisk hospital i Risskov pludselig udgiver efterfølgeren til digte 1, nemlig digte 2. Uden nogle forvarsler offentliggør hans forlag – Gyldendal – det, dagen inden udgivelsen. Det helt store spørgsmål bliver, kan man skelne kunstneren fra forbrydelsen – og skal man!?

Taylor Swift bliver kåret til årtiets kunstner til American Music Awards i 2019. Mon Kanye West er blevet religiøs nok til at tilgive den beslutning?! Halle-fucking-lujah.

Jay Z er Beyonce utro i 2016. Hun dealer med det ved at lave kunst [Lemonade]. Ta’ den!

Jonas Eika modtager Nordisk Råds litteraturpris i 2019 for sin roman “Efter solen”. I stedet for at takke skælder han ud på politikerne. Det skaber røre i andedammen.

Ghita Nørby bliver interviewet af Iben Maria Zeuthen. Nørbys divanykker er til at tage og føle på, og Zeuthen er en stor undskyldning for sig selv. Vi lytter med og krummer tæer over hele seancen. Mange har en mening, men ingen bliver klogere.

Lizzo is feeling good as hell dette årti og giver zero fuck for andres meninger. Hvis vi var i tvivl, minder hun os om, at vi er 100% that bitch!

Billie Eilish er også 100% that bitch, på sin helt, helt egen måde – og så er hun ikke meget ældre end dette årti.

Tessa og Cardi B rapper om kap med sine mandlige kollegaer, og man kan argumentere for, at køn og klasse faktisk er mindre defineret dette årti.

Tusind tak til alle jer, der bød ind med begivenheder.

Rigtig godt nytår.