36

Tindertider. Endnu et flygtigt møde, hvor der kun er tid til et hej og et farvel. Baskende sommerfugle, der stoppede med at baske. Møder med mænd. En øl på en bar. En gåtur ved stranden. En kop kaffe i byen. Endnu en gåtur og en kaffe.

Hvad så du i mig over en kop kaffe, som du ikke ser over en drink og en middag? Og hvad ser jeg i dig? Alle leder vi, men uden at vide efter hvad. Jeg skriver titlen på en bog, og håber, han vil læse den og tænke på mig. Lad mig sætte mit aftryk på dig. Det er så hårdt bare at forsvinde, når jeg nu var lige her. I afvisningerne er egoet større end følelserne.

Alene er jeg bedst, hører jeg mig selv sige igen og igen uden at vide, om jeg mener det. Forvirret styrer vi lige ind i tosomheden og havner i ensomheden. Her er trygt. De misforstår min selvstændighed og mit manglende behov. Jeg behøver dig ikke, men jeg mangler dig. Forstå det nu. 

Fortiden sætter sine klør i nutiden. I 20’erne var det spændende. I 30’erne er det problematisk. Pak din bagage sammen, hvis du skal fortsætte rejsen med mig, siger vi uden at sige det. Er du i stand til at elske eller blive elsket? Famlende, fumlende forsøger vi at finde svaret, i hinanden og i os selv. Leder-ingeniøren. Sømanden. Grafikeren. Kunstneren. Økonomen. Osv. osv. Indimellem dukker gamle spøgelser op. Et like. Tindertider.  

Fortrængninger om fertilitet. For evigt frugtbar i fantasien. 

Håndfaste hilsner med indbyggede håb. Mange møder. Tekstforfatter. Kommunikationskonsulent. Community Coordinator. Osv. osv. Vi kunne ikke mærke, du brænder for jobbet, siger de hos jobbet, jeg brændte mest for, mens de fortæller mig, at de har valgt at ansætte inhouse. Men du er sød, siger hun, inden hun lægger røret på.

Rodløs og ambitiøs. Drømme der manifesterer sig. Drømmer om en ild, der ikke vil slukke. Frygten er ikke altoverskyggende. Skal du så leve af at skrive? Eller vil jeg i virkeligheden vaner. Famlende, fortvivlende forsøger jeg at finde svaret. Men tjenerforklædet skal smides og erstattes. Der en ild, der ikke vil slukke. Drømmer om brand igen. Alt indeni mig brænder – og udenfor en kirke og et lejlighedskompleks. Er det nødvendigt at rive bygningerne ned, eller bygger vi ovenpå det fundament, der er skabt? 

Lige her giver jeg hamsterhjulet fuckfingeren, står der på en bygning, jeg passerer i mit nye kvarter. Kvarteret er endnu fremmede for mig, men om lidt er det mit hjem og ikke længere fremmede.  

Jeg danser til en melodi midt i en pandemi

Det er livet, ikke døden, jeg tænker på, når jeg bevæger mig rundt på kirkegården, hvor hver gravsten vidner om et levet liv og fortæller en historie. Jeg læser ord og sætninger på gravene og forestiller mig de levede liv. Livet er så nærværende midt i døden. Vi savner, og vi sørger, fordi vi har elsket. Det er trist, men mest smukt, tænker jeg, mens et vindstød skubber gang i et par vindmøller ved en barne-grav. Jeg lukker øjnene og mærker nærværet i fraværet. Vinden, der aer min hud. Det er forår i dag.

Altid i vores hjerter. Forevigt savnet. I did it my way. Sleep in peace with our love. Men størst af dem er kærligheden. Pizza og lazana. Nyd dagen Nyd livet Nyd hinanden. Du vil altid være savnet. Drøm det bedste i verden. Tak for den du var. Savnet i sjælen Gemt i hjertet. Elsket for evigt. Always seeking the positive in life. Vaya con dios. Àvalt i hjörtum okkar Elsket og savnet. You’ll never walk alone.

En handikappet kvinde, der ligner en pige, på seksogtyve år uden noget sprog er stukket af fra sit bosted og går nu rundt i en park på Nørrebro, hvor jeg tilfældigvis også befinder mig. Om halsen på hende hænger et telefonnummer til hendes mor. Hun har sat sig midt i en fødselsdagsfest hos de smarteste og smukkeste kvinder i parken den dag. De spørger, om de må sætte sig på bænken ved siden af mig, og jeg glemmer alt om de to meter og corona. Moren til kvinden er på vej, siger de. De har ringet til hende og til politiet. Bostedet har også kontaktet politiet, og på Facebook har moren sat en efterlysning i gang. Efter flere minutter, hvor den handikappede kvinde har forsøgt med mimik at forklare mig, at der er ringet efter nogen, og at jeg skal tage min vinterjakke af, fordi det er for varmt (hun har ret), kommer hendes mor cyklende. Hun er lettet. Især over at kvinden har kunne kende forskel på grøn mand og rød mand ved lyskrydset.

En ældre dame smiler til mig og lader mig vide, at jeg ikke skal tage særlige hensyn, da jeg giver hende plads i den smalle Netto-gang. Jeg kan kun få øje på seks æg, siger hun. “Fire er altid udsolgt, fordi så mange bor alene”.

Fra mit vindue får jeg i gården øje på en flot mand. Han er sammen med en kvinde. Hun ser syg ud, som om, hun ikke kan stå på sine ben, men snart vælter. Manden og kvinden står tæt sammen. Han aer hende, kysser hende på kinderne. Han kysser hende igen og igen, men aldrig på munden. I en pludselig bevægelse, som har hun fået nok, går de hver til sit, ryg mod ryg. Han standser, vender sig om og kigger efter hende for at se, om hun er okay. Hun er ikke okay. Hendes skridt er kejtede, som om, hun har glemt, hvordan man går og stadig kan vælte, men der er ikke længere en til at gribe hende. Det her er kærestesorger. Livet i slowmotion. Jeg er midt i et breakup, der ikke er mit.

Sjælen kan ej dø


Siden pandemien blev nærværende, har jeg været fraværende. Følelseslam. Det eneste der afslører, at jeg føler, er min vejrtrækning, som jeg holder inde, som ville følelserne overfalde mig, hvis jeg gav slip. Indimellem, især når jeg er ude, tager jeg en indånding og udånder højlydt for at forbinde maven igen og minde mig selv om, at det er sådan man gør. Det er sådan, man trækker vejret. Jeg glemmer det hurtigt igen.

I gården på Nørrebro undrer det mig, at der ikke er flere mennesker. Vi dukker op efterhånden, tøvende, smilende, læsende, rygende, kaffedrikkende, og siden dukker også cirkusartister og sangere op. Min hud brænder, når forårssolen står højest. Jeg læser i en bog af Peter Øvig, mens klavermusik akkompagnerer i høretelefonerne, og jeg drikker en kold Coca-Cola. Om aftenen åbner jeg mine vinduer og lader den særlig forårsduft, som forårsluften bringer med sig, omfavne. Den samme duft omfavner mig, da jeg lægger mig til at sove i nyvasket sengetøj, der for første gang i år er tørret udenfor. Men jeg kan ikke sove. Månen er rund og snart fuld, og dens lys omslutter mig, som det har gjort før, og som det vil gøre igen.

Via Messenger, Skype og telefonopkald følger vi med i hinandens liv uden at være til stede. Det skal vi holde fast i på den anden side, aftaler vi. Jeg forsøger febrilsk at fornemme nærheden i fraværet. Stemmerne er det eneste, jeg kan holde fast i, der stadig afslører og erstatter fraværet. Øjenkontakten lader sig ikke gøre, men føles malplaceret i et videomøde.

Nuet, som vi ofte prøver at komme i forkøbet, har indhentet os. Mens samfundet åbner langsomt op, kæmper flere for ikke at lukke ned. Drømme der er blevet til virkelighed skal ikke forsvinde. Initiativer udfolder sig og onlineuniverser opstår. Alle kan vi lade os inspirere af hinanden for tiden. Mennesker, der har gjort livsdrømme til levebrød, og mennesker, der kæmper for velfærd i et samfund, der på ingen måde er som det plejer.

På Assistents Kirkegård smiler en mor med en barnevogn til mig. Jeg smiler tilbage, og mærker, hvordan solen og bevægelse gør noget ved mig. Kirsebærtræerne er sprunget ud flere steder, og bladene drysser let i takt med vinden. Det er som om, alting bedre kan rummes, når kroppen er i bevægelse. Jeg klatrer op i et træ, hvor jeg sidder nogle minutter, inden jeg hopper ned igen. Tankerne bevæger sig i takt med mine skridt, og bliver de hængende, bevæger jeg mig stadig. Jeg passerer katten af sten, John Kørners gravskulptur af Master Fatman, hvor nogen har placeret et par solbriller og en lyserød boa, og H.C. Andersens gravsten, som er delvist dækket i sollys.

Sjælen kan ej dø, står der på den.

Væsentlige værdier

Jeg glider ud ad hovedet og ned i kroppen. Trækker vejret og mærker hvordan luften har sat sig på tværs. Min krop skriger. Hovedet er tungt. Giver slip. Intet udenfor kan kontrolles. Alt kan kontrolleres indefra. Hovedet forbinder sig med kroppen. Distancen til andre tvinger mig til at være tæt på mig selv. Alene men alligevel forbundet.

Telefonen ringer ofte. Taknemmeligheden går hånd i hånd med visheden om, at kriser er det der skal til for at se de væsentligste værdier. Konflikterne er glemt. Alt bliver lige gyldigt. Bortset fra relationerne.

Relationerne til de nærmeste. Relationerne der kommer til udtryk i kunsten. Kunsten der binder os sammen.

Bogen der hjælper os med at flygte ind i en anden verden. Musikken der får et fjernt minde til at føles tæt på. Filmen der fjerner fokus og forbinder følelser. Aldrig er vi alene. Altid er vi sammen.

Forsøger at finde tid til fordybelse. Fordybelsen kræver mere end jeg husker. At jeg overgiver mig til nuet. At jeg kan være uden at præstere. Tegne. Skrive. Forsøger at huske barnet. Men den voksne vil præstere. I minutter eller timer lykkedes det mig at overgive mig til kreativiteten. Verden udenfor forsvinder. Den dukker op igen.

Alting springer ud. Luften er renere end nogensinde. Mennesker bliver syge og jorden rask. Forbruget er mindre og overvejelserne større. Jeg forestiller mig havet. Himlen. Hvor små vi mennesker er, men hvor meget vi var i gang med at ødelægge.

Vi bygger op igen og husker forhåbentlig de væsentligste værdier.

– en note til kulturministeren.

Samfundssind


Jeg rækker armen ud for at give hånden. Det gør vi ikke længere, siger modtageren. Jeg trækker taknemmeligt armen til mig, og ærgrer mig over, at mine reflekser er så impulsstyret, at jeg glemmer, at jeg har brugt en del tanketid på at håndtere dette sceneri, som i tankerne, skulle være forløbet anderledes. Jeg skulle ikke have rakt ud.

Dagene efter lærer vi, at der er mange måder at række ud på mennesker imellem. Samfundssind. Vi rækker ud uden at række ud. Vi smiler til dem, der træder til side i supermarkedskøen. Vi rører hinanden på afstand. Beskeder vi sender. Opkald vi foretager. Corona-virussen er kommet til Danmark. Danskerne arbejder hjemme, mens børnene leger omkring dem. Vi har rigeligt tid nu. Tid til hinanden. Tid til os selv. Vi skal være og ikke gøre. Ingen planer at lægge. Fremtiden er uvis. Vi læner os tilbage i armene på velfærdssamfundet, stoler på myndighederne og sender en taknemmelig tanke til travle folk.

Sprog former virkeligheden. Samfundssind, det er, hvad vi gør. Handlekraftig og kompetent, det er, hvad vores kvindelige statsminister er. Den virkelige virkelighed hæmmer ikke kønnet. Kvinder kan handle. Mænd kan græde. I krisesituationer er vi alle mennesker først og fremmest.

Alt omkring os er forandret, men min hverdag er den samme, bortset fra at den ikke involverer andre eller andet, end det, der er omkring mig. Der er et fysisk fravær.

Min krop reagerer. Angsten som viser sig igennem tårer, der pludselig triller uprovokeret. Angsten der viser sig, når jeg pludselig føler, jeg skal kaste op. Overvældet over de menneskelig initiativer. Kroppen sladrer, om alt det der sker udenfor, og det virker voldsommere, end jeg føler det. Alvorligt er det.

Lyden af hjemmeisbilen. Naboen, der hoster (og altid har gjort det). Håndværkerne, der bygger udenfor mine vinduer. Det normale i denne unormale situation.

Pas på jer selv og hinanden ❤️

Work-life-balance


Det er tirsdag, og jeg har brugt mandagen i går på at være voksen og undersøge forskellige forsikringstilbud. Man finder mig i kategori 3, da arbejdssøgende åbenlyst er det farligste erhverv, man kan udsætte sig selv for. Vi lader bare som om, du er kontormus, som jeg, siger sælgeren i den anden ende af røret, sænker prisen og putter mig i kategori 1, den mindst farlige, mens han samtidig har en forventning om, at jeg i næste måned er i job.

Det horoskop min far lavede, da jeg var lille, dukker pludseligt op. Tilsyneladende står det skrevet i stjernerne, at det, der fylder i mit liv, er job og karriere, hvilket jo kan virke en smule komisk, eftersom klokken er 11 på en tirsdag, og jeg sidder her i mine sweatpants og uden make-up.

Man skal kende mig for at vide, at det (job og karriere) faktisk fylder mere. mest. I min bogreol står en bog med titlen Work Less Achive More, som mine søskende forærede mig i en jule – eller fødselsdagsgave mange år tilbage. I dag morer jeg mig af åbenlyse grunde over titlen.

Mit selvbillede matcher ikke billedet af en kvinde, der sidder alene uden noget at give sig til på en hverdag.

Jeg kan lide at skrive, sagde jeg til ungevejlederen i et lokale på Vestergade, da jeg ikke var kommet ind på det studie, jeg havde søgt ind på og nu skulle finde et alternativ (også til mit daværende job som stuepige). Hun stak mig en brochure med et danskstudie i Kolding. Kort tid efter flyttede jeg til Kolding og startede på danskstudiet. Det betød, at jeg med en lille deroute, kunne læse min kandidat på den uddannelse, jeg i første omgang ikke var kommet ind på. Det viste sig selvfølgelig, at danskstudiet var det, jeg blev gladest for.

Fem års studie, en omskrivning af specialet, en helvedes masse kurser, frivilligt arbejde og praktikker og løntilskud senere, står jeg og serverer kaffe i en bog-kælder. Jeg er sammen med fine mennesker, og hverken jobcentret eller a-kassen kan røre mig, når jeg langer kaffe over disken og ælter bolledej til sandwich.

Seks måneders tid senere lukker stedet på grund af nogle interne uoverensstemmelser, vi ansatte aldrig finder hverken hoved eller hale i.

Chefen for de sommerskoler jeg været ansat på de seneste mange somre ringer. Hun tilbyder mig et job, og jeg takker ja.

To år senere sidder vi samlet om et stort aflangt bord og får at vide, at vi ikke længere har et job. Flygtningeområdet har fået konkurrence, og der skal spares. Vi er dem, der skal spares. Jeg ser det hele gå i opløsning udefra, og er tæt på taknemmelig for den fyreseddel, jeg fik.

I en mdr. bor og underviser jeg fire ud af fem dage i Sønderjylland, og ser, hvilke konsekvenser besparelserne har. Da jeg hverken kan stå inden for den måde, de ansatte eller asylansøgerne behandles på, laver jeg en fratrædelsesordning med chefen. Det viser sig efterfølgende, at han har en række sager hængende over sig, bl.a. en sexchikanesag. Heldigvis har han aldrig været upassende overfor mig. Det er en vanvittig måned, hvor jeg er stærkere, end jeg troede, jeg ville være, og lærer at sætte mine behov før andres forventninger.

Nu har jeg ikke længere noget at give mig til, så jeg begynder at date.

Det første match jeg mødes med, er en israelsk læge, som ofte ferierer i Aarhus. Vi drikke kaffe en dag, kører ud til stranden med en flaske vin den næste og spiser frokost den tredje, og så tager han tilbage. Er han i byen, hører jeg indimellem stadig fra ham, men for mig er han et godt minde, der på anden date valgte at hoppe splitterravende nøgen i havet.

Det næste match har jeg pinligt nok glemt, hvad laver, men han har tidligere været landmand og er nu noget med en handelsuddannelse. Han er en følsom fyr, der efter sin skilsmisse er begyndt i mande-gruppe. Han forklarer for mig, hvad en mandegruppe er, inden han opfører et Tai Chi show midt i Botanisk Have. Han er en modig mand, men der er minutter, jeg ikke ved, hvor jeg skal gøre af mig selv, så jeg skriver tak for en god date, men jeg manglede kemien. Han svarer, hvordan jeg kan konkludere det ud fra kun en date. Og han har ret.

Det tredje match jeg mødes med underviser på en ungdomsuddannelse. Han er sød, men da han fortæller, han har fået en elev (eller var det flere) fra sin klasse til at græde (selvfølgelig ikke med vilje), og senere kommer med en sarkastisk joke til tjeneren på den cafe, vi har tænkt os at drikke kaffe, ved jeg, vi ikke er et match.

Jeg sletter Tinder, og bliver lettet, da jeg senere finder ud af, at det står skrevet i stjernerne, at det er i forbindelse med job, jeg vil møde min mand.

Forhåbentlig har jeg mere end en chance, for jeg har mødt mænd i forbindelse med mine job bl.a. min ex-kæreste. De mænd jeg har mødt i forbindelse med job, er vanvittigt ambitiøse, hvilket helt åbenlyst er grunden til, jeg falder for dem, når de får øje på mig.

Jeg går til 15 jobsamtaler. Til en af samtalerne får jeg at vide, at jeg ikke virker særlig robust og til en anden bliver jeg rådet til at blive selvstændig. Alle har en mening om, hvem jeg er, og hvordan jeg er.

Flashback til den mand der sammenlignede mig med en musiker, han lige havde sagt, lignede en handikappet, og til min usikre ex-kæreste (ikke ham jeg mødte på job), der havde brug for at pointere, at jeg også kan være rigtig grim. Alle har en mening, så medmindre du kan lide at være rigtig rundtosset, hold fast i din egen!

Er du nogen, spørger en mand, jeg har mødt på Lynfabrikken, da vi cykler ned for at bade ved Marselisborg havn.

Er vi ikke alle det?

Min venindes kæreste ringer og tilbyder mig et midlertidigt job. Jeg takker ja, og i otte måneder blandt iværksættere og mennesker, der ved, at drømme også er ambitioner, føler jeg mig mere hjemme, end jeg har gjort længe.

Jeg modtager endnu en e-mail med endnu et afslag, som jeg sidder her i mine sweatpants, uden make-up og med håret i en rodet knold på denne tirsdag. Det her er Work-life i ubalance, men livet i balance (med dets op – og nedture) ♥︎

Søndagstanker

En fod foran den anden. En fremmed, jeg føler, jeg genkender, smiler til mig. Jeg smiler tilbage og kigger ned i min telefon. Næste gang en fremmed smiler til mig, rødmer jeg og kigger ned i jorden i stedet. Jeg har lyst til at røre og række ud. At rejse og at leve.

Jeg lukker øjnene og trækker vejret. Duften af efterår, bladene der falder fra træerne, til træerne står helt nøgne, men rodfaste, og venter tålmodigt, indtil det er tid til at blomstre igen. Efterår, jeg kunne lære så meget. Skille mig af med alt det gamle og give plads til det nye. Turde stå der nøgen, men sikker, og tro på, at jeg vil blomstre igen.

Jeg konkurrerer med mig selv og lader mig inspirere af andre, i mit tempo. Andet er naivt og efterlader mig demotiveret og forvirret. Mit drømmende væsen blander sig med mit målrette sind. En tankeboble bliver til tusinde tanker. Jeg punkterer boblen. Den punkterer let, og jeg ved, at tankerne fyldte mere end virkeligheden. Jeg ifører mig et korset. Snører maven ind, der hvor mine følelser hober sig op, når jeg ikke kan rumme andre og deres indtryk.

Som voksen sker det, at jeg ikke kan rumme andre. Vores konstante spejlen i hinanden på godt og ondt. Tro ikke, du kender mig, har jeg haft lyst til at sige. Det er din fortælling, ikke min. Lad være med at fortælle mig, hvem jeg er, eller hvem jeg bør være, når det i virkeligheden er det, du vil være, eller den du vil være med.

Hvordan vi konstant forholder os til overfladen. Grav dybere. Jeg har ikke brug for at høre dig fortælle mig, at jeg er sød eller pæn. Deres usikkerhed bliver til min. Ingen spørger, hvordan han ser ud på stranden, men alle fortælle mig, at det er modigt, at jeg vil møde en mand, mens jeg er iført en badedragt eller en bikini. Jeg vil egentlig bare svømme og dele min passion med et menneske, jeg kan lide. Men  tilsyneladende er en krop noget man er, og ikke noget man har, hvis man er kvinde. Manden er tilsyneladende ikke modig i et par badeshorts.

I mødet med mænd bliver jeg (sommetider) usikker. Overalt ser jeg smukke eller seje kvinder, som jeg er bange for, at han skal få øje på og glemme mig. Jeg skammer mig over, at andres skønhed skal blive min usikkerhed.

En kvinde skriver til Mads og Monopolet, at hendes kollega klæder sig for sexet til sit job. Hun er i gang med at knalde sig til tops (mener de), og det er i øvrigt røv-irriterende, når kvinder larmer med deres tøj, udbryder Monopolets eneste kvindelige paneldeltager, Signe Lindkvist (!).  Det mest røv-irriterende jeg kan komme i tanke om, er kommentarer som den. Kvinde, find det outfit frem, der passer dig!

Træernes rodnet vikler sig ind i hinanden for på den måde at stå bedre fast. Hvordan vi mennesker nogensinde fik den tanke, at vi er naturen overlegen, er et mysterium.

Rigtig god søndag ♥︎

33

32 år og for første gang begyndt at søge mod tryghed og rammer, som kan strække sig, så jeg ikke bliver kvalt. 32 år og ikke længere bange for at gå glip af alt det, jeg deltog i og oplevede i 20’erne. Jeg har danset, og jeg har drukket, og jeg har datet alle de forkerte. Og vi er voksne nu og kan spejle os i hinanden på måder, der ikke har været mulige før.

Prioriteringer der stadig er de samme, mens jeg ser, at andre ændrer deres. Du er heldig med al den frihed, kunne man fristes til at sige, hvis man havde en mand og et barn. Men hvad skal jeg bruge friheden til, hvis du ikke har tid til mig, kunne jeg spørge, men gør det ikke. Jeg gør det ikke, fordi jeg forstår, at jeg ikke længere er den vigtigste. Det er noget jeg minder mig selv om som 32-årig.

Prioriteringer er ikke de samme længere, men der er veninder, der altid husker dig, og som kan mærke, når du virkelig har brug for at blive prioriteret. Dem, der ringer, inden du selv når at ringe, selvom du har skrevet det ned på en serviet, fordi du har tænkt på det længe, og det snart er nytår, og det er den tid på året, hvor man har brug for nogle, der kender en, virkelig kender en. De veninder er mine prioriteter.

32 år og i mange år troede jeg, at modgang var min drivkraft.  At det var mig mod verden, hvor jeg var bedst. Nu ved jeg, at medgang også er min ven. Den dovenskab jeg frygter med medgang, kommer ikke. Jeg bevæger mig videre. Måske bevæger jeg mig endda hurtigere i medgang. Uanset bevæger jeg mig.

32 år og forfængelig som aldrig før. En forfængelighed der hænger uløseligt sammen med krop og alder. Angsten for ikke at kunne genkende sig selv en dag.

Trods forfængelighed bliver mine skridt mere selvsikre år for år. Min økonomi, min faglighed, mine drømme og så videre. Jeg overlader det ikke længere til andre, for jeg har lært at stole på mig. Den autoritære stemme er ikke længere den mest dominerende. Min stemme vægter højere, højst, når det er mit liv.

32 år. Finder minder frem, som jeg ikke forstod, da jeg var barnet, men som den voksne forstår. Lærer hvordan, det kan være svært at være voksen, og ikke have det, man forventes at have. Gennemskueligheden bliver tydeligere. Jeg ser, at det i virkeligheden handler om, hvem der bedst iscenesætter sig selv. Hvem der lader verden se, hvad man tror, den forventer at se.

32 år og en snigende samvittighed, en forhåbning om at være bedre til at tilgive, til at slippe det, som så få kender og får lov at se, men som findes.

32 år og skriften afslører sandheder, jeg ikke selv kender, og har altid gjort det. Det vil den også gøre i mit 34. år, når jeg i morgen bliver 33.

Tak, fordi I læser med 🖤

Vinterbarn

2017. Jeg er 31 år uden job eller/og kæreste. Mit hjerte gør stadig ondt. Skriv, du er blevet brændt, siger min søster, da jeg installerer Tinder, og opdager, jeg er blevet til dem, der har smadret mit selvværd.

Jeg skriver til min ex, at jeg er ensom og får dårlig samvittighed. Hvad ved jeg om ensomhed i forhold til den ensomhed, han kender. I mit forsøg på at retfærdiggøre, konkluderer jeg, man ikke kan have patent på en følelse. Jeg er træt af at savne en, der ikke savner mig. Tæller timer og prøver at leve op til det, jeg forventes ikke at føle længere. Tinder var en måde at glemme, men det virker ikke. Tværtimod bliver jeg vred. Vreden er dukket op de seneste år og får mig til at boble indeni. Hvor kommer den fra, vreden?

Jeg forsøger at udnytte den konstruktivt. Men jeg kommer til at skælde ud i stedet. Skælde ud på dem, jeg føler har svigtet, og på folk, jeg ikke kender. Men hvem er jeg til at forlange noget eller nogens kærlighed?

Jeg har svært ved at sortere mellem egen og andre maver. På 50 minutter vurderer folk mig, og fortæller, hvad jeg er og ikke er.

I lader jer narre for let.

Sætter lighedstegn mellem mig og melankolien. Forveksler den med et sårbart sind. Men jeg er en løve på lur, observerer, inden jeg handler.

De begraver et ungt menneske i Skt. Pauls kirke. Jeg kan se det fra vaskeriet, hvor jeg vasker mit tøj. Jeg ser kirken blive fyldt op af mennesker, unge mennesker. Selvom jeg ikke kender ham, gør det ondt, og jeg bliver bange for at miste. Miste dem, der betyder noget. Og jeg bliver vred. Vred over, jeg ikke kan omfavne livet ordentligt, når jeg nu får lov at beholde det, og han ikke gør.

31 år. 2017. Jeg kæmper med at udfylde de huller, der blev efterladt i 2016. Kærtegnene og kærligheden. Jeg har ikke kunnet finde en måde at gøre det på endnu. Det er længe siden, jeg er blevet rørt. Jobbet. Hvad står jeg op for, og er der en grund til at stille vækkeuret? Sorgen tyngder ikke længere, så jeg står op og rejser væk, lader solen og kunsten fylde mig. I tre måneder er vreden parkeret. Glæden i min øjne, den er tilbage, men noget er forandret i mig.

Jeg rejser ikke for at finde mig selv, men for at glemme mig selv.

Kreativiteten er mit holdepunkt.

Alle muligheder er åbne. Det var lettere i 20’erne. I 30’erne forventes at rammerne er sat. Er det mine forventninger, jeg ved det ikke.

2017, jeg har været vred, så vred. Banket hånden ind i væggen, når jeg vågnede, fordi jeg ikke orkede. Men med et ben foran det andet, er det altid lykkedes mig. Jeg har udnyttet mine nederlag, samlet min vrede sammen til en ild, der brænder i mig, når jeg har brug for at kæmpe, for at nå de mål, jeg sætter mig.

Måske havde jeg troet, at 2017 ville være anderledes. At jeg som 31-årig ville være anderledes. Men hvad havde jeg egentlig forventet?  Villa, volvo og vovse? En baby og et bryllup? En karriere og en kæreste?

Jeg forventer ingenting.

Måske er jeg stadig ensom og vred i 2018, 32 år, men jeg er også alt det andet, og jeg rummer alle følelser. Og jeg vil forsøge ikke at forvente eller forlange noget af nogen. Og jeg vil mislykkedes.

Jeg kaster op over min egen selvtilstrækkelighed. Men jeg er her. Lige nu. I 2018, snart 32 år.

En skandinaver i Barcelona

 

Min timing er som altid bemærkelsesværdig uden at være planlagt. Jeg landede på dagen for referendum, og letter, når stemmerne er talt op efter det catalanske valg. En historisk begivenhed indkapslet. Jeg var der.

L og jeg har købt billetter til en flamingo-opera på Palau de la Música . Inden forestillingen drikker vi et glas vin hver på en hyggelig vin – og tapasbar i nærheden. Bag baren er to kvinder klædt i lange sorte klæder. Den ene mere excentrisk end den anden med et stort, sort og krøllet hår. Vi har ikke nok kontanter til at betale de to (forholdsvis billige) glas, vi har drukket og vil i stedet betale med kort. Den excentriske dames humør skifter prompte. Hun nægter at tage imod kortet, bander af os og tager de mønter, vi har forsøgt at få til at række, og gestikulerer, at vi skal skynde os ud. Den anden kvinde sender os et forsigtigt og undskyldende smil.

Fremover husker jeg altid at hæve kontanter.

Vi har valgt de billigste billetter, hvilket betyder, vi intet kan se fra de sæder, vi bliver henvist til. Vi flytter os til en plads, hvor vi bedre kan se og holder vejret. Vi undgår at blive opdaget og ført tilbage til vores non visibility sæder. Det gør de piger, der sidder ved siden af os, som også er flyttet til bedre udsyn, ikke.

Min søster E er her. Jeg føler mig mere hjemme med min søster her, men føler ikke, jeg kan præsentere knap 3 måneders indtryk på de fire dage, hun er her. Vi spiser vegansk og drikker rødvin, ser på kunst og butikker og Gaudis arkitektur.

Jeg står op og går ud for at lave en kop kaffe, måske tage et bad, og møder en mand i køkkenet. I den tid jeg har boet her, er jeg ofte vågnet uden at vide hvem eller hvor mange, der er i lejligheden. Jeg vil så gerne være rummelig, men det er jeg ikke. Det er begyndt at gå mig på, og jeg beslutter mig for at booke et hotelværelse på et lufthavnshotel, inden jeg tager tilbage til Danmark og juletravlhed.

Klokken er 11. Det er fredag. Lejligheden har en tung lugt af hash. Han bliver i flere dage.

L har inviteret mig til åbent hus på den kunstskole, hun går på. Det er grænseoverskridende for hende at vise sin kunst frem, og jeg forstår hende godt.

En tigger kommer ind ad døren, da jeg arbejder på Babelia, går rundt ved bordene og tigger penge i en kop. Den ene af de to kvindelige ejere beder ham forlade stedet. Han bliver aggressiv, hvorefter hun reagerer ved at true med at ringe til politiet. En mandlig gæst blander sig og får ham ført ud af cafeen, før hun når at gøre alvor af truslen. Stemningen letter.

Det er 1. december.  Da jeg handler ind, står der en gruppe piger iført blå T-shirts og deler plastikposer ud. De rækker mig en pose, jeg spørger hvorfor, tager imod posen og køber ris og æg, som jeg afleverer i en kæmpe papkasse til hjemløse. Jeg ser dem ikke igen, men den første december er de blå T-shirts og de store papkasser overalt.

Lørdag formiddag vågner jeg til tung techno-musik. Det går op for M, jeg er hjemme og musikken stopper. Manden, som er fra Berlin, er her stadig.

Jeg spiser en croissant og drikker en kop kaffe hos en bager i nærheden. En ældre mand nægter at gå op til kassen og bliver ved med at signalere til ekspedienten. Til sidst giver hun efter og tager imod bestillingen ved det bord, han sidder ved. Han henvender sig til mig, som svarer, jeg ikke taler spansk. Han bliver ved og det går op for mig, at han spørger, hvad klokken er – “ahora”. Jeg viser ham mit ur.

Joana Bianes – ”A Contra Correct” – om den første kvindelige fotojournalist og Dones om kvinder i musikbranchen. To udstillinger, jeg ikke har planlagt at se (de er ikke skrevet på min alenlange liste), men som jeg ser, fordi, jeg har tiden til at udfordre og udforske. Derfor drejer jeg til venstre mod skiltene der lokker på Passaig de Gracia. Det viser sig slet ikke at være så unyttigt igen. Begge udstillinger er gratis. Menxase, som stedet hedder, var en god opdagelse.

En kinesisk pige studerer engelsk i metroen. Hun rækker mig sin lærebog og peger på ordet ”suddenly”, som hun beder mig udtale – “como te llama?”. Jeg stresser, da det er mit stop, metro-toget stopper ved, men når at råbe S-U-D-D-E-N-L-Y, inden jeg hopper af.

El Café Blueproject er en café, jeg ofte er gået forbi og i dag går jeg ind. Det viser sig at være en vegansk cafe, der støtter kunstprojekter. Maden er virkelig god. Et par dage senere har de bygget et galleri tilknyttet cafeen og fyldt det med kunstværker. Det er, hvad overskuddet er gået til.

Det er grundlovsdag og helligdag i Barcelona. Kalenderen siger onsdag d. 6. december. Parken er overhængt med gule sløjfer, som et symbol på catalansk uafhængighed. En dame skælder ud på en familie, der piller sløjferne ned. Senere ser jeg en mand klippe en sløjfe ned og hænge den i sin jakke. Et kærestepar står lidt derfra og hepper på ham.

Min søster G kommer på besøg. Jeg glæder mig til at vise hende byen og tager ud i lufthavnen i god tid. Det er fredag d. 8. december og helligdag (igen). Min søster, som er et omvandrende leksikon, slår op på Google for at blive klogere på, hvilke helligdag – Den ubesmittede undfangelse. 

I lufthavnsbussen på vejen tilbage øver chaufføren sig i engelsk. Hver gang bussen stopper ved lyskrydsene, finder han lærebogen frem og hvisker ord og sætninger fra den.

Vi besøger MNAC (Museu Nacional d’Art de Catalunya), som er gratis lørdage efter kl. 15, og når at se halvdelen. Lørdagen efter tager jeg tilbage og ser resten. Barcelona er en af de tre flotteste byer, hun har besøgt, siger min søster. Prag og Oxford er de andre. Da hun siger det, tænker jeg, at det alligevel er lykkedes at vise lidt af tre måneders indtryk på et par dage. Vi går en masse. Barcelona er bedst til fods.

Hun tager afsted søndag. Natten til mandag har jeg det forfærdeligt. Min mave kramper, som den jævnligt har gjort siden teenagerårerne. Jeg er “vant” til mavekramperne, men har også en voldsom feber. Skiftevis fryser og sveder. Da jeg vågner, forsøger jeg at tage et bad og komme i tøjet, men må lægge mig ned flere gange undervejs. Min krop er fuldstændig afkræftet.

Et skridt af gangen. Mit syn er sløret og jeg er svimmel, men jeg bevæger mig.

Jeg står i køen i Lidl, da jeg pludselig begynder at svede voldsomt. Jeg knapper min jakke op og tager min hue af. Siger til mig selv, jeg skal tage mig sammen og holde ud til jeg har købt mine varer – en banan, en yoghurt og en juice –  og er tilbage i min seng. Så besvimer jeg, fornemmer en masse mennesker. Da jeg vågner igen, står der en mand over mig. Han ser godt ud, smukke, venlige øjne og et trygt smil. Han spørger, om han må tage min puls, og jeg rækker ham mine håndled. Han er medicinstuderende, skal til eksamen dagen efter og taler som den eneste i køen flydende engelsk. En ældre dame rækker mig en vådserviet fra sin taske. Jeg tager imod og tørrer sveden af mit ansigt.

Jeg sidder på en kontorstol i Lidl. En medarbejder har skaffet mig stolen og ringet efter en ambulancen. Jeg får det bedre og siger, jeg ikke behøver en ambulance. Han har iført sig sit civile tøj, men forlader ikke butikken, før jeg har snakket i telefon med en ambulanceføre , og han har vist mig, hvor jeg skal gå hen, hvis jeg får det dårligt igen.

20 minutter inden jeg forlader Barcelona for at flyve tilbage til Danmark, krydser jeg den medicinstuderende på gaden.

Jeg har en virkelig voldsom hovedpine resten af dagen.

Tirsdag vågner jeg og har det godt, bortset fra en kvalme, der bliver ved at være der, når jeg spiser og som gør det svært at holde maden i maven.

Det er første gang, jeg har haft lyst til at tage hjem før tid.

Min mor har sendt en pakke fra Danmark. På posthuset, som ligger 10 minutter væk, får jeg at vide, jeg skal have en underskrift fra M, fordi pakken er sendt C/O. Dagen efter tager jeg tilbage og får at vide, de skal bruge et id fra M. Jeg hidser mig en smule op, og siger, det ikke er min skyld, at buddet har skrevet M’s navn på indleveringssedlen og ikke mit, hvilket er en fejl. Han spørger sin kollega, som er pænt ligeglad med id og underskrift, og svarer, han bare kan give mig pakken, hvor mit navn – ikke overraskende – står på. Jeg føler det som en lille sejr, da det går op for postbuddet, at pakken rent faktisk er til mig og jeg går hjem med den i favnen.

Hver morgen resten af december åbner jeg en pakke med temaet “Back to paper” og drikker en kop te fra Simply Tea.

Fundació Joan Miró og  Can Framis  er på min liste over steder, jeg stadig mangler at besøge. Det gør jeg noget ved, og får følelsen af, jeg har gemt noget af det bedste til sidst. Ved siden af Can Framis ligger Sopa. Her spiser jeg frokost. Det kan jeg også anbefale. Jeg er den eneste gæst på Can Framis.

Siger farvel – og måske på gensyn – til de mennesker, jeg har mødt. R er i Brasilien og I i Irland, som dem når jeg ikke at se, inden jeg flyver hjem. Men spiser brunch med N fra Norge og middag med S fra Italien.

S og jeg spiser mexicansk på et populært spisested, jeg har fået anbefalet. Vi kommer tidligt (spansk tid) kl. 20.30, så nøjes med at vente 20 minutter på at få en plads. Senere hører vi folk få at vide, at ventetiden er en time.

Er hjemme efter midnat engang. Åbner døren ind til stuen for at åbne vinduet og lufte ud – lejligheden stinker af fest. Og mit eneste vindue fører ind til stuen. Opdager at vinduet i stuen damper og ser, der ligger to mennesker og sover på en madras under mit vindue. Jeg skynder mig ud af stuen, inden jeg vækker dem.

Søndag morgen skynder jeg mig ud af døren. I parken er der catalansk folkedans. Jeg sætter mig på en trappe og ser en gruppe ældre mennesker gør sig klar. Mændene binder lange sølvskærf om deres maver og kvinderne har hvide sko med røde pong ponger på.

Det er søndag. Jeg er taget til den sidste drink’n’draw og har udfordret mig selv – og min tålmodighed – med to skitser af 50 minutter i stedet for skitser af 3, 5 og 10 minutter. De 2×50 minutter går overraskende hurtigt. Vi er ikke så mange som om fredagene – en belgisk kvinde, der mangler venner, fordi hun har rejst meget i forbindelse med hendes job og  hellere vil tale om sig selv, end spørge ind til os andre (tænker jeg ved mig selv). En tidligere arkitekt, der engang for ti år siden besøgte Danmark, men har glemt, hvad hovedstaden hedder, en indisk mand, der arbejder i Tyskland og har fundet arrangementet gennem AirBnB (hvilket jeg ikke vidste, man kunne). De andre taler jeg ikke med, da de ikke rejser sig efter vin eller/og chips i pausen. Jeg siger farvel til arrangøren, da jeg går, og vi giver hinanden to akavede kys på hver kind.

Mandag aften er vi færre til den engelske bogklub end sidst, og den irriterende kvinde, er knap så irriterende. Vi snakker mere om bogen og litteratur denne gang. Alle kommer til orde mig selv inkluderet. Jeg får sagt, det er min anden og sidste gang i deres selskab. Det er det ikke alle, der tror på, da jeg siger, jeg har boet i byen tre måneder ”Three months is enoughed to get attached.”

Da jeg bagefter står og er ved at betale min americano falder jeg i snak med en af deltagerne. En ældre kvinde, der har arbejdet som lærer og har haft en udvekslingsklasse fra Roskilde. Hun er vild med Danmark og spørger, om jeg går op i fodbold og om Danmark er dygtige til det. Det gør jeg ikke og det tror jeg ikke, men kommer i tanke om, jeg kan blære mig med det kvindelige landshold og deres sølvmedalje til EU, så det gør jeg. Damen siger, hun kender til konflikten mellem DBU og landsholdet, og den kamp, der aldrig blev spillet. Det viser sig, hun er en passioneret fodboldfan. Jeg er imponeret.

Besøger Casa Batlló og Fundacío Mapfre. Betaler 23 euro for Casa Batla og 3 for Mapfre og er mere imponeret over Mapfre, som jeg ingen forventninger har til, men der er en udstilling med Rodin, som er virkelig interessant og jeg bruger lang tid på.

Onsdagen har E og M og jeg planlagt en middag, inden jeg rejser. Vi laver kylling og karry med ris og drikker (dyr) rødvin, som koster ml. 8-10 euro, altså det der er en billig vin i Danmark. Jeg får et chok, da jeg tilbage og køber en juice, en kaffe og en sandwich hos Lagkagehuset i lufthaven, mens jeg venter på bussen til Aarhus. Danmark er et dyrt land.

Jeg ved ikke, hvordan vi kommer ind på det, men E og M fortæller mig, jeg er typisk skandinaver med mit blonde hår. Der opstår en lille identitetskrise. Blondine og typisk skandinaver? Ikke når jeg er i Danmark. Men åbenbart når jeg er i Spanien.

Samler mine småpenge sammen og hælder dem i en tiggers kop. Han bliver så glad, at jeg næsten begynder at græde. Mønterne er små og jeg tvivler på, han kan skrabe mere end 5 euro sammen, men han er taknemmelig. “Felix Navidad” ønsker vi hinanden og julestemningen indtræffer.

Jeg sætter mig i en taxa og kører mod det, jeg og chaufføren tror, er lufthavnshotellet. Trods flere stop for at spørge – bl.a. politiet – om vej og et telefonopkald sætter han mig af det forkerte sted. Der er ingen reservation i mit navn. Receptionisten siger, jeg skal tage tilbage til terminal 1, hvor der også er et hotel. Jeg finder ingen hotel, og da jeg spørger i turistinformationen, bliver jeg mødt af de mest arrogante og røvirriterende mennesker, der ikke er til nogen hjælp. Til sidst, efter flere timers søgen, finder jeg den rigtige adresse og tager en taxa dertil.

Da jeg er ankommet, chekket ind og har ringet til min far, hvis kald jeg afviste tidligere, ser jeg et skilt til en swimmingpool. Tager en badedragt og et håndklæde. Det viser sig at være en udendørs swimmingpool, der er lukket for sæsonen. I stedet tager jeg et langt karbad og bestiller efterfølgende room service (en virkelig dårlig cesar salat, men serveret overdådigt), mens jeg ser dagens afsnit af “Jul på vesterbro” og nogle afsnit af venner i den store seng. Jeg lægger mig til at sove tidligt, men kan ikke rigtig falde i søvn.

N skriver en besked ”Er du klar til at komme hjem? Det virker som om, du trives på farten…”