Tag / politik

by maitrosborg

2022

Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Året hvor Lars Løkke kopierede Prices plot og gjorde fiktion til fakta. Borgen fortsættelse følger… Man kunne mistænke Moderaterne for at være knap så moderate som deres titel indikerer.

Apropos titler var der royale skandaler i det britiske og det danske monarki. Vi måtte sige farvel til Dronning Elizabeth, må hun hvile i fred. Meghan og Harrys forsøg på at skabe sympati for deres positioner fejlede fatalt. Den danske tronfølge og hans hustru måtte trække deres søn ud af den berømte, men nu berygtede Herlufsholm, da en dokumentar afslørede skolens skandaler. 50-års-jubilaren Daisy fratog yngste-sønnens efterkommere deres prinsesse-og prinsetitler fra år 2023, og det fik tårerne frem hos farmand. Men Joakim var ikke den eneste Daddy vi brugte tid på at tale om i det forgangne år. Daddy Vanopslagh buldrede ind i de unges TikTok-feed og i Folketinget med LA-sloganet Du kan godt.

I Iran kunne kvinderne godt. Det modigste der er gjort i år, har de iranske kvinder stået for, når de foran sædelighedspolitiet har stået med en saks og klippet håret af. I sympati har vi gjort det samme. Vores hår vokser ud igen, de bliver slået ihjel for det.

Andre der også blev slået ihjel, var migrantarbejderne, der sørgede for, at Qatar var klar til Verdensmesterskabet i fodbold. Vi talte meget og handlede lidt, og de danske drenge præsterede ikke det, vi håbede, hverken på plænen eller udenfor. Men var det deres ansvar? Velkommen til 2022 og sportswashing. Vi ses i 2026, hvor bolden der sparkes til forhåbentlig er mindre blodrød.

Den rød-hvide hyldest blev skiftet ud med en gul sejr, og de danske veje blev helliget cykelsporten. Fra København til Paris heppede vi på, at danskerne skulle vinde Touren. Jonas Vingegaard vandt, og på gaden hyldede vi den gule trøje på manden fra Glyngøre.

Tårer er tilladt, for mænd græder også, selv de største af dem. I Ukraine var der grund til at græde, da Putin, den ledende, lille magtsyge mand satte sig for enden af sit lange bord i Rusland og startede en krig. Slava Ukraine blev mantraet, vi gentog i år, mens blå-gule farver blafrede i vindene rundt om i verden, og vi i Danmark stemte ja til at afskaffe det europæiske forsvarsforbehold, for krigen den var kommet lige lovlig tæt på, og gjorde også, at vi måtte knokle for smør på brødet og spare på strømmen.

Men det har været nemt at holde varmen det meste af 2022. Temperaturerne var høje, og Europa fik sin varmeste sommer i 140 år, Pakistan blev oversvømmet og Gardasøen tørrede ud. Klima-aktivister limede sig fast på kunsten, og man kunne mistænke dem for, at det var hovedet der var lim i og ikke på hænderne. How dare you gav genlyd i alle verdens lande.

Tate tweetede stolt om misogyne holdninger og mange og hurtige biler. Enlighten me på smalldickenergy@getalife.com opfordrede Thunberg ham. E-mailen kan han passende sende fra fængslet.

Fra fængslet skrev Spionschefen sin bog og lækkede efterretningstjeneste hemmeligheder. Man svarede igen ved at lække hans sex-vaner. Hardcore var det.

Tremmerne slap Støjberg ikke for, men Messerschmidt gjorde. Ingen kan rigtig forklare, hvordan Samsam havnede bag dem, tremmerne. Måske solen skyggede for de klare svar, Jakob og Pape?

Solen var ikke den der fratog Salman Rushdie synet på det ene øje. En vred mand gjorde.

En anden vred mand skød Abe, Japans premierminister, og fratog ham livet.

Mens kvinderne fra Afghanistan fik forbud mod at gå i skole, kunne vi igen færdes frit i den virkelige verden, men med et psykisk sygt sind og et gevær fik den frie færden fatale konsekvenser, da en mand skød og dræbte flere i et storcenter. Psykiatrien er ikke god nok, måtte vi gentage.

Med den frie færden lettede flyene igen, men stod der Spies på siden, satte vi os ikke ind. Manden havde mishandlet morgenbolledamerne, og de fly skulle ikke have vinger at gå på.

Morgenbolledamerne blev hørt, mens man i USA (s højesteret) lukkede ørerne for kvinderettigheder og fjernede retten til abort.

I 2022 var der ingen corona-restriktioner. Canada og Danmark sluttede fred om Hals Ø, Mortel Meldal blev den 14. dansker til at modtage nobelprisen efter 25 år. Men hvornår begynder vi at hylde nørderne, som vi hylder sportsmanden?

Mænd kan græde, og i 2022 troede vi også på, at fædre kan passe deres børn og blåstemplede det statement med øremærket barsel til far.

Musikken spillede igen og vi kunne feste på floor og festivaler, se og lær af Sanna. Tak for i år, og rigtig godt nytår!

Advertisement
by maitrosborg

To tusinde enogtyve // 2021

Året der føltes som flere. Året hvor alle var alene, og året, hvor alle var samlet. Tragedie kan skille, og den kan samle. Vi så begge dele ske – anti-vaxxere og fodboldfeber. Vi råbte ad hinanden, og vi råbte i jubel med hinanden. De stærke ben blev til de følsomme mænd. Mænd som vi alle forelskede os en smule i. Året hvor mænd kan få lov til både at græde og score mål. Året hvor kvinder fortsat sagde fra, talte højt til og med hinanden, om de grænser der aldrig blev sat, men som det var – og er – på tide at sætte. 

Magt der stadig bliver misbrugt. Taliban der besatte Afghanistan. Trump-tilhængere der stormede kongressen på en absolut voldelig måde. Liderlige mænd i blå skjorter. En tidligere integrationsminister der brød loven og en statsminister med en belejlig slettefunktion. Vi befinder os fortsat i en episode af House of Cards. Magten er ikke for de magtfulde, og virkeligheden tenderer til at overgå fantasien, hvis den ikke allerede har gjort det (flere gange). Som altid interesserede vi os mest for at dække vores egen verden, en udmærket måde at lukke for grænserne uden at placere grænsevagter. 

Året hvor amerikanerne sagde op i hobetal. Værd og (ikke målbare) værdier vejede mere end penge og pension, når de unge råbte ”I quit”, mens de postede det på TikTok og skabte virale ringe i medievandene, som Bidens hjemmestrikkede handsker kun kunne gøre det.  

Året hvor vi heppede på Vinterberg, da han modtog sin Oscar, og vi græd, da han takkede og dedikerede filmen til sin afdøde datter, what a life!

Vi så måbende til, da kunstneren Jens Haaning i stedet for at indramme en halv million på Kunsten (få nu besøgt det museum!) stak af med den. Haaning, vores allesammens danske Banksy. Og er de penge i øvrigt fortsat væk? 

Omikron kom og kulturen forsvandt (igen). Trænings-og indkøbscentre levede, mens biografer og spillesteder døde. Kulturen, den der evigt må forbløde. Værdi der kan måles i kroner og ører tæller højere, højst. Er det ikke på tide at FATTE KULTURENS VÆRDI (også den økonomiske!). 2022, do you thing. 

Rigtig godt nytår 🖤

by maitrosborg

Farvel til et årti

Helle Thorning bliver Danmarks første kvindelig statsminister og Barack Obama den første sorte præsident (i 2009). “Yes We Can” råber vi i kor med armene over hovedet og håbefulde forventninger til en fremtid, hvor køn og klasse ikke er defineret de næste årtier.

Men vi græmmes og vi væmmes, da vi vågner op til nyheden om, at [Donald] Trump er blevet den mægtigste mand i verden. Verden opdeles i de gode og de onde, og vi venter alle på den superkræft, der skal komme og redde jordens forfald. I stedet får vi en 16-årig pige [Greta Thunberg] fra Sverige. Hun bærer hverken kappe eller har superkræfter, men hun vil redde verden. Den verden vi er ved at forbruge i stykker. Vi skal ikke længere bekymre os om, hvor mange insekter vi sluger på en cykeltur på en varm sommerdag, da 80 % af insekterne er uddøde. I stedet skal vi bekymre os for, om vi om nogle år kan trække vejret frit. Klimatosser, lyder det fra folketingets forhenværende formand [Pia Kjærsgaard]. Klimatosse, årets ord i 2019.

Vi er en flok klimatosser, der bliver krænkede som aldrig før. Den unge blonde pige må ikke længere være ung og blond, og vi skal huske at sige hen i stedet for hun.

Verden brænder [Amazonas og meget mere], men vi har aldrig set en ægte brand i det ganske, danske land (som jojo, ganske vist er blevet lidt lunere de seneste par år), så det bekymrer os et par dage, og så glemmer vi det igen.

I foråret 2010 begynder et opgør i en række arabiske lande mod den diktatoriske styreform. Folket finder sig ikke i mere, og det [arabiske forår] koster krig og liv, som Vesten ikke kan forholde sig til og forstå, men alligevel prøver på. Vi ved, hvordan demokratiet fungerer, fordi vi siden 1849 og Frederik d. 7. (der frivilligt valgte at afgive magten til folket) ikke har kendt andet. Det er derfor nemt at belære lande, der kun har kendt til diktatoriske styreformer. Ignorancen vil ingen ende tage, og lige som vi sidder og hygger os bedst med fredagsslikket, rykker krigen ind i stuerne.

Britta stjæler fra statskassen, og vi får øje på, at de værste banditter er dem i habitter. Vi lader os forarge for en kort stund for så at vende tilbage til at være krænkede. Krænkede over dem, der klæder sig ud som indianere til fastelavn, og over dovne akademikere, der ikke arbejder i Netto. Banditterne bliver ikke rigtigt stillet til regnskab. Vi har alligevel aldrig set pengene.

Vi har brug for at pakke sandheden ind i humor. Derfor lytter vi til Radio24syv, der mestrer at fortælle sandheden bedst med korte radioaviser. Historien om den fjerde statsmagt er en virkelighed, politikkerne ikke bryder sig om, så radioen bliver nedlagt, og der lyder et landsdækkende ramaskrig (og lidt gråd).

Den brede befolkning blander sig i nyhedsdækningen, og man kan ikke længere være sikker på, hvornår en nyhed er sand eller falsk. Dumheden får en stemme. Tilbøjeligheden er, jo mindre du ved, jo mere blander du dig. Den virkelig du ønsker, skal du få. Velkommen til internettets tidsalder.

Vi griner ikke længere af nørderne, men hepper på deres gaming og tilføjer e-sport i ordbøgerne, som en anerkendt sportsgren. Nørderne er de nye superstjerner.

Vi fejrer vores kroppe, mens vi påklistrer falske øjenvipper og suger fedtet væk. Alle skal være lige som de er, og det rager ikke andre, hvordan jeg ser ud, siger vi, mens vi lægger en video, hvor vi danser med blævrende fedt – eller flade maver – i vores undertøj på Instagram. Vi er body positive! Og røven skal være stor og læberne fyldige.

#Metoo. Den første online kvindekamp opstår og spreder sig udenfor skærmen. Det kommer som et chok at finde ud af, at ikke alle er klar over, at nøglebundet knuget tæt i hånden og telefonen på speed dial hører til det at være kvinde og gå alene hjem fra byen. Ja, kvinder bliver udnyttet af mænd. Men det stopper, så snart vi står sammen og råber nok er nok! Havde man glemt det, blev man forhåbentlig mindet om det dette årti. Harvey Weinstein gjorde i hvert fald.

Vi omfavner ikke kun kroppe, men køn og seksualitet. Homoseksuelle kan endelig slentre ned ad kirkegulvet i en kristen kirke og sige ja til hinanden, mens præsten vier dem.

[Lars] Løkke “forlader” Venstre som formand. Manden, der elsker magten, og som man aldrig troede ville afgive den hverken som venstres formand – eller som statsminister, da han var det – siger farvel til politik og koncentrerer sig i stedet om foredrag og Færøerne.

Briterne vil ud af Den Europæiske Union. De vil klare sig selv. Vi andre [lande] griner af dem, og forbavses over Boris Johnsons Get Brexit Done. Endnu mere forbavses vi, da englænderne vælger at kreditere kampagnen med en valgsejr til ham og hans [konservative] parti. Det mest passende udtryk er vist, at briterne har sejret ad helvede til.

Vi sender en mand [Andreas Mogensen] ud i rummet. Han kommer tilbage og fortæller, at vi alle er forbundet, når man kigger på jorden udefra, men vi lytter ikke til ham, og d. 14. og 15. februar 2015 bliver de første terrorangreb på dansk jord begået ved Krudttønden og Synagogen på Østerbro. I december 2019 anholder og afværger politiet et terrorattentat. Dette er årtiet, hvor nogle samles og andre spredes.

[Rasmus] Paludan og Pernille [Vermund] dukker op på den politiske scene og drager danskerne frem i mørket med frygten som lokkemiddel. Nye borgerlige kommer i Folketinget. Stram Kurs bliver udenfor.

Men selv dem, der spredes, samles, når håndboldherrerne vinder OL-guld og VM-mesterskabet, og når Pernille Blume holder de danske svømmepræstationer i hævd og ligeledes vinder OL-guld til Danmark. Og når Mads Pedersen bliver verdensmester i landevejscykling. Desuden vil vi alle heppe, når Caroline Wozniacki, vores allesammens tidligere verdensmester og Australien Open vinder, spiller sin allersidste kamp i 2020. Vi er en præstations-nation, og selvfølgelig tager vi del i æren, når sportsudøverne præsterer på vores og vores lands vegne.

Vi dyrker det spirituelle, som vi dyrkede det for flere årtier siden. Krystaller og fuldmåne er på mode igen, ligesom yoga og meditation er det.

“Comedian” bliver et af de mest omdiskuterede værker dette årti. En banan tapet fast til en væg med gaffetape, der vises på Art Barsel i Miami i 2019. En fransk kvinde køber det for ca. en million, og på den måde gør kunstneren Maurizio Cattelan Duchamp kunsten efter, da han i 1917 udstillede et pissoir og døbte værket “Fountain”. Readymades bestod.

Listerne over de mest spillede numre i radioerne offentliggøres, og kvinderne glimrer ved deres fravær. Det samme gør de i kunstverden. Vi finder ud af, at kvindelige kunstnere findes, selvom de ikke er synlige. Endnu.

Fallulah siger hej til sine søstre og bakker op om at få dem frem i rampelyset.

Yahya Hassan overrasker os alle, da han fra sit ophold på psykiatrisk hospital i Risskov pludselig udgiver efterfølgeren til digte 1, nemlig digte 2. Uden nogle forvarsler offentliggør hans forlag – Gyldendal – det, dagen inden udgivelsen. Det helt store spørgsmål bliver, kan man skelne kunstneren fra forbrydelsen – og skal man!?

Taylor Swift bliver kåret til årtiets kunstner til American Music Awards i 2019. Mon Kanye West er blevet religiøs nok til at tilgive den beslutning?! Halle-fucking-lujah.

Jay Z er Beyonce utro i 2016. Hun dealer med det ved at lave kunst [Lemonade]. Ta’ den!

Jonas Eika modtager Nordisk Råds litteraturpris i 2019 for sin roman “Efter solen”. I stedet for at takke skælder han ud på politikerne. Det skaber røre i andedammen.

Ghita Nørby bliver interviewet af Iben Maria Zeuthen. Nørbys divanykker er til at tage og føle på, og Zeuthen er en stor undskyldning for sig selv. Vi lytter med og krummer tæer over hele seancen. Mange har en mening, men ingen bliver klogere.

Lizzo is feeling good as hell dette årti og giver zero fuck for andres meninger. Hvis vi var i tvivl, minder hun os om, at vi er 100% that bitch!

Billie Eilish er også 100% that bitch, på sin helt, helt egen måde – og så er hun ikke meget ældre end dette årti.

Tessa og Cardi B rapper om kap med sine mandlige kollegaer, og man kan argumentere for, at køn og klasse faktisk er mindre defineret dette årti.

Tusind tak til alle jer, der bød ind med begivenheder.

Rigtig godt nytår.

by maitrosborg

Pladderhumanisme

08week12

Pladderhumanist kalder hun sig, da hun fortæller, vi skal passe på os selv. At det er hårdt arbejde at være jobsøgende. Jeg er til møde hos (magisternes) A-kasse. Der er sket noget siden sidst, mærker jeg. De har set konsekvenserne af alt for mange håbende jobsøgende, der har mistet håbet. Til samfundet. Til dem selv. De har mærket konsekvenserne af den politik der føres, som vægter kroner og ører og hurtige resultater højere end menneskelige værdier og holdbare løsninger.

Hun fortæller, hvor vigtigt det er med en hverdag med indhold, men også hvor vigtigt det er, vi giver os selv lov til at holde fri, sove længe og passer på, ikke at bukke under for andres (men mest af alt egne) forventninger. Jeg er min værste fjende. Jeg ved, at når jeg frygter fremtidige sociale sammenkomster (heriblandt julen), så er det ikke fordi, jeg tror andre dømmer mig (at ikke alle forstår, er noget andet). Jeg dømmer mig selv, først og fremmest. Har jeg gjort nok. Har jeg været den bedste udgave af mig selv. Den bedste medarbejder, kollega, kæreste, søster, datter, veninde. Har jeg gjort nok?

Jeg kan klare mange ting, men jeg kan ikke klare tanken om, ikke selv at have gjort nok for det liv, jeg ønsker. Jeg opsagde min lejlighed for at være tvunget til at bevæge mig videre – væk fra det, der pt. gør ondt. Heldigvis var min udlejer sød at give mig lov til at annullere opsigelsen og tillade mig at fremleje den i stedet, når og hvis det bliver aktuelt i forbindelse med udenlandsrejser. For jeg opdagede – med hjælp (tak!) – at det er ok, at trække vejret og mærke efter. Når jeg flytter næste gang, skal det ikke være for at bevise noget, men af lyst. Fordi jeg har overskud – økonomisk (det er dyrt at flytte, ved jeg af erfaring) såvel som personligt. Jeg flytter gerne for et job.

De andre er i gang med en samtale, da jeg kommer tilbage fra toilettet. Vi venter på vores individuelle samtaler efter at have fået en fælles præstation af dagpengesystemet. De spørger mig, om jeg er dimittend, og jeg fortæller dem, at det er jeg ikke. Så begynder de at snakke om deres børn og hvor priviligerede de er, at have tid til dem. Hvordan en deltidsstilling vil være helt ideelt. Jeg tænker, det passer mig fint, at de tager deltidsstillingerne og lader mig arbejde fuldtid og mere til. Jeg savner de morgener, hvor jeg cyklede på arbejde og vidste, der ventede mig møder, mails og projekter. Jeg savner de sene aftener og nætter, hvor jeg lukkede cafeer og restauranter ned efter en 10-11 timers arbejde. Jeg savner at arbejde (og jeg var god til det)!

Jeg har altid været priviligeret og haft et liv med mange mennesker, aftaler og projekter, så i de perioder, hvor der hverken er mange aftaler eller mennesker, kæmper jeg for at undgå følelsen af formålsløshed og ensomhed. Derfor er jeg blevet enig med mig selv om, at et kursus, hvor jeg udvider mine kvalifikationer, står op og møder mennesker hver dag, er det, der skal ske nu. Men jobcentret har brugt alle pengene og bevilger ikke længere kurser til højtuddannede. Nå. Jeg fortsætter med at søge alle de jobs, jeg er kvalificeret til. Og. trække. vejret.  Vi går ikke i stå, så længe vi trækker vejret. Ind og Ud. Livet vil altid bevæge sig fremad i forskellige tempi og følelser er flygtige.

Jeg bliver kaldt ind som den andensidste i en tilfældig rækkefølge. Konsulenten kender en af mine tidligere kollegaer. Hun roser mit CV og skriver projektleder, voksenundeviser, kampagne og kommunikationsmedarbejder i min jobplan….

by maitrosborg

Samfund, tag dig sammen!

flygtninge

Jeg gik rundt om mig selv i cirkler, opløst af gråd kiggede jeg mig i spejlet og så håbløsheden overtage håbet. Håbet for os. Grunden til tårerne og rastløsheden, skal findes i ordene, ord jeg havde skimtet, der foldede sig ud som en kommentarsporer af ubehageligheder og racisme. Virkeligheden ramte mig, lige dér hvor den gør allermest ondt. Rastløsheden og tristheden forvandles langsomt til vrede. En vrede, jeg stadig bærer rundt på. Der er skrevet og sagt meget, om, hvor samfundet er på vej hen. Jeg tvivler på, jeg kan tilføje noget nyt, men holde min kæft, kan jeg ikke. Samfund, tag dig sammen! Til daglig underviser jeg på et integrationshold, hvilket vil sige, jeg lærer nyankommne flygtninge om dansk kultur. De fleste har opholdt sig i længere eller kortere perioder på asylcentrer, mange har efterladt deres familier, mor, far, børn, kone, mand og er kommet alene hertil, de har stort set alle kun det tøj, de er flygtet i, men misforstå ikke, bagage har de nok af, angst, traumer, billeder, som vi andre ikke i vores værste mareridt kan forestille os. De her mennesker har et ønske – en fremtid! ”jeg vil bare gerne arbejde”, ”jeg vil gerne have en dansk ven” eller ”jeg vidste ikke, hvor jeg skulle gå hen, men du ville hjælpe” er de ting, jeg støder på i min hverdag. Derfor tager jeg det personligt, når mennesker kan få sig selv til at skrive ting som ”send dem på en båd hjem”. Det er ikke bare ord, det er smerte. Gør mig en tjeneste inden i farer til tasterne i frygt for at vores land invaderes af islamister, lær dem at kende! Tal til dem, lyt til deres historier. Selvfølgelig vil I møde idioter, de er alle vegne. Ligeså forskelligt et kristent folkefærd er, er et muslimsk folkefærd. For vi har det til fælles, at vi først og fremmest alle er mennesker! Lad os lige huske det, ik!?

by maitrosborg

Vi er ikke rigtig børn og vi er ikke rigtig voksne

1404976_10151802664777426_1962980072_oPå plads i den lille (ubegrænsede) 1-værelses på de Mezas Vej

Nu er der gået 2. uger siden jeg startede ved SceneAgenturet. De er gået stærkt. Rigtig stærkt. Jeg har endnu ikke mødt alle medlemmerne og gennemskuet alle jobfunktionerne, men på trods, føler jeg at have haft min gang på Godsbanens projektdæk længe. Det er et genkendeligt miljø og der er mange bekendte ansigter. Udover de bekendte ansigter, er der opstået et fantastisk kollegialt miljø.

På trods, er jeg stadig jobsøgende.

Og samtlige opslåede stillinger, kræver at man har erfaring i større eller mindre grad, min. 3. år, solid erfaring, dokumenteret erfaring, der findes mange former og størrelser. Men hvordan er det muligt, at få erfaring, hvis alle jobs kræver erfaring!? (og nej de 5 år med frivillig skribentarbejde osv. tæller ikke…)

Det er én af de mange frustrationer der er ved at være nyudklækket på et håbløst jobmarked.

En anden frustration er, når ledige vender andre ledige ryggen (ligesom resten af samfundet). Mange af mine medstuderende, er lykkedes med at finde et job. Eller for at rette mig selv, et løntilskud. For et løntilskud er ikke et job, er det?

Vi i løntilskud, går på arbejde mellem 32- 37 timer om ugen, vi udfører opgaver, som er reelle og ikke ville kun løses uden vores tilstedeværelse. Foruden opgaverne, er der ansøgninger og jobsøgninger. Jovist, løntilskud inkluderer tid til at søge job, skrive ansøgninger osv. Er I virkelig så naive, at I tror det sker? Man er heldig, hvis man får sendt én ansøgning om ugen. Stillingerne i løntilskud bliver – til nogens overraskelse- slået op fordi der er et reelt behov for arbejdskraft på den arbejdsplads der slår det op.

Er du i et privat løntilskud, kan du godt forsvare, at kalde det et rigtigt arbejde, da du arbejder for en rigtig løn.

Er du derimod i et offentlig løntilskud, bukker du hovedet og skraber jorden, når du når til at fortælle om dine indtægter. At du stadig er på dagpenge. Det klinger lidt a la understøttelse og desperation. Vi er også desperate! – os i de offentlige løntilskud. Vi genkender desperationen i hinanden, men i stedet for at tage hinanden i hånden, dukker en lille dæmonisk stråtanke op, når vi hører, at det job, som han eller hun har fået, ”kun” er et løntilskud.

Vi burde skamme os. Rette ryggen og stå ved, at løn eller ej, så udfører vi et reelt arbejde. De burde skamme sig (politikerne og arbejdsgiverne) og anerkende at de har brug for os, i et rigtig, voksen, betalt arbejde.

Når nu alle disse rastløse tanker har fået frit løb, vil jeg slutte med at sige, at jeg er rigtig glad for at være på arbejdsmarkedet igen og jeg glæder mig til at se mine kollegaer hver dag. Jeg har noget at stå op til, og jeg har forpligtelser overfor andre end mig selv. Det betyder, at jeg værdsætter mange ting meget mere.

WP_000092

Selvom jeg holder af – og er glad for Aarhus, savner jeg det her!

WP_000082

Og det her – cykelturen på 12 km, hvor jeg mange morgener cyklede om kap med solen