Tag / alder

by maitrosborg

37

Som et sår, der heler, forhindrer fraktioner og infektioner, gør huden modstandsdygtig og stærk. Vores kroppe lapper sig selv, hvor vi har slået os. Her efterlades et ar, som ingen nødvendigvis ser. 

Det vigtigste er ikke længere at overbevise folk om, hvor stærk jeg i virkeligheden er. Det skal jeg fortsat minde mig selv om. Livserfaring kommer ikke nødvendigvis med alderen. Det burde man vide, hvis man er voksen. 

Hvordan kan man være så blød og samtidig så hård 

Det er hverken svært for mig at åbne op eller lukke i 

En klog mand ville spørge mig, om det er fordi, jeg 

aldrig rigtig åbner op

Ham vil jeg måske lukke i. 

Rækker ud og siger fra 

Tør uden at tøve 

Nysgerrigheden træder altid i forgrunden, sådan har det altid været

Mit mod er ikke større

Jeg er den mest uafhængige jeg kender 

men ikke den ensomste 

I ensomheden misunder jeg ingen

Jeg omfavner den lille pige, jeg var, og spejler ikke længere kun min fortælling i hendes, men ser, at den er større og rækker ud over. 

Vi fletter os ind og ud af hinandens liv og efterlader os indtryk af hvem vi er, hvor vi er. I det nye ser vi dem, vi er nu. Og i det gamle genkender vi os selv. Måske. 

Følelserne fylder fortsat men larmer ikke længere på samme

Nu græder jeg ikke over andet end triste film og sange, og når jeg fornemmer smerten i andre 

36 gange rundt om solen med taknemmelige tanker og healende horisonter 

Tak fordi I følger med 🖤

 

 

 

Advertisement
by maitrosborg

34

33 år.

Et job (nej, faktisk to) og et yoga og surf retreat på Sri Lanka. På jobbet genfandt jeg mit selvværd, og jeg kunne endelig genkende mig selv i mødet med mennesker igen. Retreatet gjorde vinteren kortere, dagene lysere og kroppen lettere.

Mine ansættelser ophører. Kroppen bliver tungere. Dovne akademikere råber de, og lige dér i maven mellem mindreværdet og selvværdet, rammer det mig. Jeg glemmer nemt, hvad jeg har opnået, når fokus (oftest) er på det ordinære. Det ordinære liv. Den ordinære ansættelse.

Men mest af alt, bør jeg holde af hverdagen. Så jeg fylder den med lange gåture ved Marselisborg og rundt om Tivolisøerne med Lana Del Ray og doku-podcast i ørerne. Naturen gør det lettere at trække vejret, lærer jeg. Jeg bingwatcher bjergtaget Euphoria på HBO og anden sæson af Big Little Lies. Jeg dyrker yoga og jeg danser i Yo Studios. Jeg forsvinder ind i kroppen og glemmer alt om afslag og afvisninger. I minutter eller timer.

Hverdagen er også a-kasse, ansøgninger og artikler. Vi har fået en ny Nabo på Frederiksbjerg, der serverer økologisk kaffe og plads til at skrive. Engang imellem søger jeg tilflugt der. Andre dage skriver jeg på DOKK1 eller La Cabra ved Banegårdspladsen, som serverer en af byens bedste bønner til min americano.

Mine tekster bliver læst, redaktørerne jeg sender materiale til, tager mig seriøst. Det bør jeg også gøre. POV. International bringer mit interview med Maya for tredje gang i deres ugentlige nyhedsbreve, og redaktøren skriver og spørger, om de skal bringe flere af mine historier. Interviewet med Marie ender på forsiden og kommer i nyhedsbrevet. Jeg skriver et debatindlæg i Magisterbladet om ulønnet arbejdskraft i kultur – og kommunikationsbranchen, som jeg selvfølgelig ikke får penge for.

Undskyld, siger jeg igen og igen. Til damen, der går ind i mig i Netto, eller flyttemændene, der ikke kan bære flyttekasserne med mine bøger, selvom de alle vejer under de 19 kg, som er det tilladte. Det virker ærlig talt en smule patetisk at rende rundt og sige undskyld til alt og alle, når de opfører sig som idioter, tænker jeg.

Et gensyn med Nørrebro og et midlertidigt hjem. Som altid tilpasser jeg mig mine omgivelser. Omvæltninger er ikke udfordrende for en person, der altid har været tryggest i rammer, der kunne flyttes og skiftes ud. Gåturene ved Marselisborg er blevet til gåture på Assistens Kirkegård. Yo Studios i Scandinavien Center er skiftet ud med Yo Studios på Islands Brygge. En etværelses er skiftet ud med to (små) værelser og klæder en kvinde i trediverne bedre. Lana Del Ray lytter jeg stadig til.

Der hænger en baby over armen på mig. Det er søndag, og jeg er til børnefødselsdag. Ingen er børnene er mine, og det føles stadig fjernt for mig at skulle forsøge at passe ind i en sandhed, jeg ikke kender. Min force er, at jeg ikke kan sammenligne mig med liv, jeg ikke kender, eller ved, jeg drømmer om. En voksenverden, der for mig strammer garnet og kvæler barnet. Jeg er barnet. En barnlig voksen. Observerer, men har aldrig svarene, når de stiller spørgsmålene. Evigt rodløs og rastløs, passer alle steder og ingen steder.

34 år.

Bare fordi de stiller spørgsmålene, og jeg tror, de kender svarene, som jeg forventes at give, behøver jeg ikke forsvare eller forklare, når jeg føler mig misforstået. 34 år og ikke længere en undskyldning.

Tusind tak fordi I følger med ❤️

by maitrosborg

I morgen er jeg ældre

img_2421

Vi flager. Vi fejrer. Hurra. Endnu en time, endnu en dag, endnu et år. I morgen er jeg ældre end jeg var i går. Eller er i dag. Vi lever. Eller vi overlever. Ja, hvad gør vi egentlig. Forventninger til det, livet skal give os. Vi forsøger at tage de (rigtige) skridt. Og vi finder ud af, vi ikke er alene. Forventningerne er mange. Tilfældighederne endnu flere. Jeg mødte en pige, der lærte at gå. Det ene ben foran det andet. Det var det, hun bekymrede sig om. Jeg mødte en pige, der for længst havde lært at gå. Hun øvede sig nu i at løbe. Løbe fra tiden. Jeg mødte en kvinde, der håbede, tiden ville stå stille. Ikke for altid. Bare nu og her. Fryse de meninger, der var. Jeg mødte en kvinde, der øvede sig i at give tiden mening. I spejlet fik jeg øje på mig selv. Afsløringerne. De ben der havde lært at gå, havde også lært at rejse sig efter faldet. Den krop, der satte i løb, havde også lært at følge med tiden og ikke løbe fra den. Spørger du mig, om jeg forstår tiden, tilfældene, er svaret nej. Men jeg forstår, at tilfældighederne er flere end forventningerne. Jeg forstår, at livet kommer i vejen for de planer, vi lægger. I dag er jeg ældre end jeg var i går, og jeg ved, at for at give tiden mening, må jeg give tilfældighederne betydning. Jeg holder spejlet ud fra kroppen. Får øje på andre mennesker. Andre forventninger.

Jeg forsøger at finde tilbage til hende, der lærte at gå. Et ben foran det andet. Ingen forventninger. Fordi jeg ved, jeg ikke er noget eller nogen, bliver det lettere. Tiden bekymrer sig ikke om at indfri mine forventninger. Så jeg slipper det, jeg alligevel ikke kan gøre noget ved. Ingen har lovet mig noget. Jeg trækker vejret. Jeg skylder de mennesker, jeg har elsket og mistet – at leve. Ikke overleve. Nogen gange går det godt. Andre gange begræder jeg min indre kritiker, samfundets forventninger – der er større end mine – at jeg ikke er i stand til at udnytte det, livet har at tilbyde. Engang imellem falder jeg tilbage til pigen i løb og forsøger at komme tiden i forkøbet. Overbevise skæbnen om, den har taget en forkert beslutning. Men jeg lærer. Fordi i dag er jeg ældre end jeg var i går. Og jeg er ingen. Bare en række tilfælde der følger efter hinanden. Glemmer jeg det, minder naturen mig om det. Havet især. Befrier mig.

I dag har jeg flere erfaringer end jeg havde i går. Naiviteten er ikke længere min følgesvend. Jeg ved, at faldet gør ondt. Og jeg ved, hvordan man forhindrer det. Man stopper bevægelserne. Man tænker tingene ihjel. Man overlever. Forsøger at planlægge sig ud af alting – rejserne, kærligheden, fremtiden. Jeg tog chancer, fordi jeg var naiv, jeg ikke tør tage længere. Bilder mig ind, at tiden ikke er til det. Men i virkeligheden er jeg bange, fordi erfaringer har lært mig at frygte. Jeg ser faldet. Ikke oprejsningen. Erfaringer gør mig ikke kun klogere. Jeg forsøger at finde tilbage til hende, der er en smule naiv. Hende der ser de uskyldige før de skyldige. De ikke dømmende før de dømmende. Når jeg finder hende, er jeg fri. Timer, minutter, dage, år.

I dag er jeg 31. I morgen er jeg ældre. En dag skal jeg dø, uundgåeligt.