Category / Jobsøgning

by maitrosborg

Work-life-balance


Det er tirsdag, og jeg har brugt mandagen i går på at være voksen og undersøge forskellige forsikringstilbud. Man finder mig i kategori 3, da arbejdssøgende åbenlyst er det farligste erhverv, man kan udsætte sig selv for. Vi lader bare som om, du er kontormus, som jeg, siger sælgeren i den anden ende af røret, sænker prisen og putter mig i kategori 1, den mindst farlige, mens han samtidig har en forventning om, at jeg i næste måned er i job.

Det horoskop min far lavede, da jeg var lille, dukker pludseligt op. Tilsyneladende står det skrevet i stjernerne, at det, der fylder i mit liv, er job og karriere, hvilket jo kan virke en smule komisk, eftersom klokken er 11 på en tirsdag, og jeg sidder her i mine sweatpants og uden make-up.

Man skal kende mig for at vide, at det (job og karriere) faktisk fylder mere. mest. I min bogreol står en bog med titlen Work Less Achive More, som mine søskende forærede mig i en jule – eller fødselsdagsgave mange år tilbage. I dag morer jeg mig af åbenlyse grunde over titlen.

Mit selvbillede matcher ikke billedet af en kvinde, der sidder alene uden noget at give sig til på en hverdag.

Jeg kan lide at skrive, sagde jeg til ungevejlederen i et lokale på Vestergade, da jeg ikke var kommet ind på det studie, jeg havde søgt ind på og nu skulle finde et alternativ (også til mit daværende job som stuepige). Hun stak mig en brochure med et danskstudie i Kolding. Kort tid efter flyttede jeg til Kolding og startede på danskstudiet. Det betød, at jeg med en lille deroute, kunne læse min kandidat på den uddannelse, jeg i første omgang ikke var kommet ind på. Det viste sig selvfølgelig, at danskstudiet var det, jeg blev gladest for.

Fem års studie, en omskrivning af specialet, en helvedes masse kurser, frivilligt arbejde og praktikker og løntilskud senere, står jeg og serverer kaffe i en bog-kælder. Jeg er sammen med fine mennesker, og hverken jobcentret eller a-kassen kan røre mig, når jeg langer kaffe over disken og ælter bolledej til sandwich.

Seks måneders tid senere lukker stedet på grund af nogle interne uoverensstemmelser, vi ansatte aldrig finder hverken hoved eller hale i.

Chefen for de sommerskoler jeg været ansat på de seneste mange somre ringer. Hun tilbyder mig et job, og jeg takker ja.

To år senere sidder vi samlet om et stort aflangt bord og får at vide, at vi ikke længere har et job. Flygtningeområdet har fået konkurrence, og der skal spares. Vi er dem, der skal spares. Jeg ser det hele gå i opløsning udefra, og er tæt på taknemmelig for den fyreseddel, jeg fik.

I en mdr. bor og underviser jeg fire ud af fem dage i Sønderjylland, og ser, hvilke konsekvenser besparelserne har. Da jeg hverken kan stå inden for den måde, de ansatte eller asylansøgerne behandles på, laver jeg en fratrædelsesordning med chefen. Det viser sig efterfølgende, at han har en række sager hængende over sig, bl.a. en sexchikanesag. Heldigvis har han aldrig været upassende overfor mig. Det er en vanvittig måned, hvor jeg er stærkere, end jeg troede, jeg ville være, og lærer at sætte mine behov før andres forventninger.

Nu har jeg ikke længere noget at give mig til, så jeg begynder at date.

Det første match jeg mødes med, er en israelsk læge, som ofte ferierer i Aarhus. Vi drikke kaffe en dag, kører ud til stranden med en flaske vin den næste og spiser frokost den tredje, og så tager han tilbage. Er han i byen, hører jeg indimellem stadig fra ham, men for mig er han et godt minde, der på anden date valgte at hoppe splitterravende nøgen i havet.

Det næste match har jeg pinligt nok glemt, hvad laver, men han har tidligere været landmand og er nu noget med en handelsuddannelse. Han er en følsom fyr, der efter sin skilsmisse er begyndt i mande-gruppe. Han forklarer for mig, hvad en mandegruppe er, inden han opfører et Tai Chi show midt i Botanisk Have. Han er en modig mand, men der er minutter, jeg ikke ved, hvor jeg skal gøre af mig selv, så jeg skriver tak for en god date, men jeg manglede kemien. Han svarer, hvordan jeg kan konkludere det ud fra kun en date. Og han har ret.

Det tredje match jeg mødes med underviser på en ungdomsuddannelse. Han er sød, men da han fortæller, han har fået en elev (eller var det flere) fra sin klasse til at græde (selvfølgelig ikke med vilje), og senere kommer med en sarkastisk joke til tjeneren på den cafe, vi har tænkt os at drikke kaffe, ved jeg, vi ikke er et match.

Jeg sletter Tinder, og bliver lettet, da jeg senere finder ud af, at det står skrevet i stjernerne, at det er i forbindelse med job, jeg vil møde min mand.

Forhåbentlig har jeg mere end en chance, for jeg har mødt mænd i forbindelse med mine job bl.a. min ex-kæreste. De mænd jeg har mødt i forbindelse med job, er vanvittigt ambitiøse, hvilket helt åbenlyst er grunden til, jeg falder for dem, når de får øje på mig.

Jeg går til 15 jobsamtaler. Til en af samtalerne får jeg at vide, at jeg ikke virker særlig robust og til en anden bliver jeg rådet til at blive selvstændig. Alle har en mening om, hvem jeg er, og hvordan jeg er.

Flashback til den mand der sammenlignede mig med en musiker, han lige havde sagt, lignede en handikappet, og til min usikre ex-kæreste (ikke ham jeg mødte på job), der havde brug for at pointere, at jeg også kan være rigtig grim. Alle har en mening, så medmindre du kan lide at være rigtig rundtosset, hold fast i din egen!

Er du nogen, spørger en mand, jeg har mødt på Lynfabrikken, da vi cykler ned for at bade ved Marselisborg havn.

Er vi ikke alle det?

Min venindes kæreste ringer og tilbyder mig et midlertidigt job. Jeg takker ja, og i otte måneder blandt iværksættere og mennesker, der ved, at drømme også er ambitioner, føler jeg mig mere hjemme, end jeg har gjort længe.

Jeg modtager endnu en e-mail med endnu et afslag, som jeg sidder her i mine sweatpants, uden make-up og med håret i en rodet knold på denne tirsdag. Det her er Work-life i ubalance, men livet i balance (med dets op – og nedture) ♥︎

Advertisement
by maitrosborg

En skandinaver i Barcelona

 

Min timing er som altid bemærkelsesværdig uden at være planlagt. Jeg landede på dagen for referendum, og letter, når stemmerne er talt op efter det catalanske valg. En historisk begivenhed indkapslet. Jeg var der.

L og jeg har købt billetter til en flamingo-opera på Palau de la Música . Inden forestillingen drikker vi et glas vin hver på en hyggelig vin – og tapasbar i nærheden. Bag baren er to kvinder klædt i lange sorte klæder. Den ene mere excentrisk end den anden med et stort, sort og krøllet hår. Vi har ikke nok kontanter til at betale de to (forholdsvis billige) glas, vi har drukket og vil i stedet betale med kort. Den excentriske dames humør skifter prompte. Hun nægter at tage imod kortet, bander af os og tager de mønter, vi har forsøgt at få til at række, og gestikulerer, at vi skal skynde os ud. Den anden kvinde sender os et forsigtigt og undskyldende smil.

Fremover husker jeg altid at hæve kontanter.

Vi har valgt de billigste billetter, hvilket betyder, vi intet kan se fra de sæder, vi bliver henvist til. Vi flytter os til en plads, hvor vi bedre kan se og holder vejret. Vi undgår at blive opdaget og ført tilbage til vores non visibility sæder. Det gør de piger, der sidder ved siden af os, som også er flyttet til bedre udsyn, ikke.

Min søster E er her. Jeg føler mig mere hjemme med min søster her, men føler ikke, jeg kan præsentere knap 3 måneders indtryk på de fire dage, hun er her. Vi spiser vegansk og drikker rødvin, ser på kunst og butikker og Gaudis arkitektur.

Jeg står op og går ud for at lave en kop kaffe, måske tage et bad, og møder en mand i køkkenet. I den tid jeg har boet her, er jeg ofte vågnet uden at vide hvem eller hvor mange, der er i lejligheden. Jeg vil så gerne være rummelig, men det er jeg ikke. Det er begyndt at gå mig på, og jeg beslutter mig for at booke et hotelværelse på et lufthavnshotel, inden jeg tager tilbage til Danmark og juletravlhed.

Klokken er 11. Det er fredag. Lejligheden har en tung lugt af hash. Han bliver i flere dage.

L har inviteret mig til åbent hus på den kunstskole, hun går på. Det er grænseoverskridende for hende at vise sin kunst frem, og jeg forstår hende godt.

En tigger kommer ind ad døren, da jeg arbejder på Babelia, går rundt ved bordene og tigger penge i en kop. Den ene af de to kvindelige ejere beder ham forlade stedet. Han bliver aggressiv, hvorefter hun reagerer ved at true med at ringe til politiet. En mandlig gæst blander sig og får ham ført ud af cafeen, før hun når at gøre alvor af truslen. Stemningen letter.

Det er 1. december.  Da jeg handler ind, står der en gruppe piger iført blå T-shirts og deler plastikposer ud. De rækker mig en pose, jeg spørger hvorfor, tager imod posen og køber ris og æg, som jeg afleverer i en kæmpe papkasse til hjemløse. Jeg ser dem ikke igen, men den første december er de blå T-shirts og de store papkasser overalt.

Lørdag formiddag vågner jeg til tung techno-musik. Det går op for M, jeg er hjemme og musikken stopper. Manden, som er fra Berlin, er her stadig.

Jeg spiser en croissant og drikker en kop kaffe hos en bager i nærheden. En ældre mand nægter at gå op til kassen og bliver ved med at signalere til ekspedienten. Til sidst giver hun efter og tager imod bestillingen ved det bord, han sidder ved. Han henvender sig til mig, som svarer, jeg ikke taler spansk. Han bliver ved og det går op for mig, at han spørger, hvad klokken er – “ahora”. Jeg viser ham mit ur.

Joana Bianes – ”A Contra Correct” – om den første kvindelige fotojournalist og Dones om kvinder i musikbranchen. To udstillinger, jeg ikke har planlagt at se (de er ikke skrevet på min alenlange liste), men som jeg ser, fordi, jeg har tiden til at udfordre og udforske. Derfor drejer jeg til venstre mod skiltene der lokker på Passaig de Gracia. Det viser sig slet ikke at være så unyttigt igen. Begge udstillinger er gratis. Menxase, som stedet hedder, var en god opdagelse.

En kinesisk pige studerer engelsk i metroen. Hun rækker mig sin lærebog og peger på ordet ”suddenly”, som hun beder mig udtale – “como te llama?”. Jeg stresser, da det er mit stop, metro-toget stopper ved, men når at råbe S-U-D-D-E-N-L-Y, inden jeg hopper af.

El Café Blueproject er en café, jeg ofte er gået forbi og i dag går jeg ind. Det viser sig at være en vegansk cafe, der støtter kunstprojekter. Maden er virkelig god. Et par dage senere har de bygget et galleri tilknyttet cafeen og fyldt det med kunstværker. Det er, hvad overskuddet er gået til.

Det er grundlovsdag og helligdag i Barcelona. Kalenderen siger onsdag d. 6. december. Parken er overhængt med gule sløjfer, som et symbol på catalansk uafhængighed. En dame skælder ud på en familie, der piller sløjferne ned. Senere ser jeg en mand klippe en sløjfe ned og hænge den i sin jakke. Et kærestepar står lidt derfra og hepper på ham.

Min søster G kommer på besøg. Jeg glæder mig til at vise hende byen og tager ud i lufthavnen i god tid. Det er fredag d. 8. december og helligdag (igen). Min søster, som er et omvandrende leksikon, slår op på Google for at blive klogere på, hvilke helligdag – Den ubesmittede undfangelse. 

I lufthavnsbussen på vejen tilbage øver chaufføren sig i engelsk. Hver gang bussen stopper ved lyskrydsene, finder han lærebogen frem og hvisker ord og sætninger fra den.

Vi besøger MNAC (Museu Nacional d’Art de Catalunya), som er gratis lørdage efter kl. 15, og når at se halvdelen. Lørdagen efter tager jeg tilbage og ser resten. Barcelona er en af de tre flotteste byer, hun har besøgt, siger min søster. Prag og Oxford er de andre. Da hun siger det, tænker jeg, at det alligevel er lykkedes at vise lidt af tre måneders indtryk på et par dage. Vi går en masse. Barcelona er bedst til fods.

Hun tager afsted søndag. Natten til mandag har jeg det forfærdeligt. Min mave kramper, som den jævnligt har gjort siden teenagerårerne. Jeg er “vant” til mavekramperne, men har også en voldsom feber. Skiftevis fryser og sveder. Da jeg vågner, forsøger jeg at tage et bad og komme i tøjet, men må lægge mig ned flere gange undervejs. Min krop er fuldstændig afkræftet.

Et skridt af gangen. Mit syn er sløret og jeg er svimmel, men jeg bevæger mig.

Jeg står i køen i Lidl, da jeg pludselig begynder at svede voldsomt. Jeg knapper min jakke op og tager min hue af. Siger til mig selv, jeg skal tage mig sammen og holde ud til jeg har købt mine varer – en banan, en yoghurt og en juice –  og er tilbage i min seng. Så besvimer jeg, fornemmer en masse mennesker. Da jeg vågner igen, står der en mand over mig. Han ser godt ud, smukke, venlige øjne og et trygt smil. Han spørger, om han må tage min puls, og jeg rækker ham mine håndled. Han er medicinstuderende, skal til eksamen dagen efter og taler som den eneste i køen flydende engelsk. En ældre dame rækker mig en vådserviet fra sin taske. Jeg tager imod og tørrer sveden af mit ansigt.

Jeg sidder på en kontorstol i Lidl. En medarbejder har skaffet mig stolen og ringet efter en ambulancen. Jeg får det bedre og siger, jeg ikke behøver en ambulance. Han har iført sig sit civile tøj, men forlader ikke butikken, før jeg har snakket i telefon med en ambulanceføre , og han har vist mig, hvor jeg skal gå hen, hvis jeg får det dårligt igen.

20 minutter inden jeg forlader Barcelona for at flyve tilbage til Danmark, krydser jeg den medicinstuderende på gaden.

Jeg har en virkelig voldsom hovedpine resten af dagen.

Tirsdag vågner jeg og har det godt, bortset fra en kvalme, der bliver ved at være der, når jeg spiser og som gør det svært at holde maden i maven.

Det er første gang, jeg har haft lyst til at tage hjem før tid.

Min mor har sendt en pakke fra Danmark. På posthuset, som ligger 10 minutter væk, får jeg at vide, jeg skal have en underskrift fra M, fordi pakken er sendt C/O. Dagen efter tager jeg tilbage og får at vide, de skal bruge et id fra M. Jeg hidser mig en smule op, og siger, det ikke er min skyld, at buddet har skrevet M’s navn på indleveringssedlen og ikke mit, hvilket er en fejl. Han spørger sin kollega, som er pænt ligeglad med id og underskrift, og svarer, han bare kan give mig pakken, hvor mit navn – ikke overraskende – står på. Jeg føler det som en lille sejr, da det går op for postbuddet, at pakken rent faktisk er til mig og jeg går hjem med den i favnen.

Hver morgen resten af december åbner jeg en pakke med temaet “Back to paper” og drikker en kop te fra Simply Tea.

Fundació Joan Miró og  Can Framis  er på min liste over steder, jeg stadig mangler at besøge. Det gør jeg noget ved, og får følelsen af, jeg har gemt noget af det bedste til sidst. Ved siden af Can Framis ligger Sopa. Her spiser jeg frokost. Det kan jeg også anbefale. Jeg er den eneste gæst på Can Framis.

Siger farvel – og måske på gensyn – til de mennesker, jeg har mødt. R er i Brasilien og I i Irland, som dem når jeg ikke at se, inden jeg flyver hjem. Men spiser brunch med N fra Norge og middag med S fra Italien.

S og jeg spiser mexicansk på et populært spisested, jeg har fået anbefalet. Vi kommer tidligt (spansk tid) kl. 20.30, så nøjes med at vente 20 minutter på at få en plads. Senere hører vi folk få at vide, at ventetiden er en time.

Er hjemme efter midnat engang. Åbner døren ind til stuen for at åbne vinduet og lufte ud – lejligheden stinker af fest. Og mit eneste vindue fører ind til stuen. Opdager at vinduet i stuen damper og ser, der ligger to mennesker og sover på en madras under mit vindue. Jeg skynder mig ud af stuen, inden jeg vækker dem.

Søndag morgen skynder jeg mig ud af døren. I parken er der catalansk folkedans. Jeg sætter mig på en trappe og ser en gruppe ældre mennesker gør sig klar. Mændene binder lange sølvskærf om deres maver og kvinderne har hvide sko med røde pong ponger på.

Det er søndag. Jeg er taget til den sidste drink’n’draw og har udfordret mig selv – og min tålmodighed – med to skitser af 50 minutter i stedet for skitser af 3, 5 og 10 minutter. De 2×50 minutter går overraskende hurtigt. Vi er ikke så mange som om fredagene – en belgisk kvinde, der mangler venner, fordi hun har rejst meget i forbindelse med hendes job og  hellere vil tale om sig selv, end spørge ind til os andre (tænker jeg ved mig selv). En tidligere arkitekt, der engang for ti år siden besøgte Danmark, men har glemt, hvad hovedstaden hedder, en indisk mand, der arbejder i Tyskland og har fundet arrangementet gennem AirBnB (hvilket jeg ikke vidste, man kunne). De andre taler jeg ikke med, da de ikke rejser sig efter vin eller/og chips i pausen. Jeg siger farvel til arrangøren, da jeg går, og vi giver hinanden to akavede kys på hver kind.

Mandag aften er vi færre til den engelske bogklub end sidst, og den irriterende kvinde, er knap så irriterende. Vi snakker mere om bogen og litteratur denne gang. Alle kommer til orde mig selv inkluderet. Jeg får sagt, det er min anden og sidste gang i deres selskab. Det er det ikke alle, der tror på, da jeg siger, jeg har boet i byen tre måneder ”Three months is enoughed to get attached.”

Da jeg bagefter står og er ved at betale min americano falder jeg i snak med en af deltagerne. En ældre kvinde, der har arbejdet som lærer og har haft en udvekslingsklasse fra Roskilde. Hun er vild med Danmark og spørger, om jeg går op i fodbold og om Danmark er dygtige til det. Det gør jeg ikke og det tror jeg ikke, men kommer i tanke om, jeg kan blære mig med det kvindelige landshold og deres sølvmedalje til EU, så det gør jeg. Damen siger, hun kender til konflikten mellem DBU og landsholdet, og den kamp, der aldrig blev spillet. Det viser sig, hun er en passioneret fodboldfan. Jeg er imponeret.

Besøger Casa Batlló og Fundacío Mapfre. Betaler 23 euro for Casa Batla og 3 for Mapfre og er mere imponeret over Mapfre, som jeg ingen forventninger har til, men der er en udstilling med Rodin, som er virkelig interessant og jeg bruger lang tid på.

Onsdagen har E og M og jeg planlagt en middag, inden jeg rejser. Vi laver kylling og karry med ris og drikker (dyr) rødvin, som koster ml. 8-10 euro, altså det der er en billig vin i Danmark. Jeg får et chok, da jeg tilbage og køber en juice, en kaffe og en sandwich hos Lagkagehuset i lufthaven, mens jeg venter på bussen til Aarhus. Danmark er et dyrt land.

Jeg ved ikke, hvordan vi kommer ind på det, men E og M fortæller mig, jeg er typisk skandinaver med mit blonde hår. Der opstår en lille identitetskrise. Blondine og typisk skandinaver? Ikke når jeg er i Danmark. Men åbenbart når jeg er i Spanien.

Samler mine småpenge sammen og hælder dem i en tiggers kop. Han bliver så glad, at jeg næsten begynder at græde. Mønterne er små og jeg tvivler på, han kan skrabe mere end 5 euro sammen, men han er taknemmelig. “Felix Navidad” ønsker vi hinanden og julestemningen indtræffer.

Jeg sætter mig i en taxa og kører mod det, jeg og chaufføren tror, er lufthavnshotellet. Trods flere stop for at spørge – bl.a. politiet – om vej og et telefonopkald sætter han mig af det forkerte sted. Der er ingen reservation i mit navn. Receptionisten siger, jeg skal tage tilbage til terminal 1, hvor der også er et hotel. Jeg finder ingen hotel, og da jeg spørger i turistinformationen, bliver jeg mødt af de mest arrogante og røvirriterende mennesker, der ikke er til nogen hjælp. Til sidst, efter flere timers søgen, finder jeg den rigtige adresse og tager en taxa dertil.

Da jeg er ankommet, chekket ind og har ringet til min far, hvis kald jeg afviste tidligere, ser jeg et skilt til en swimmingpool. Tager en badedragt og et håndklæde. Det viser sig at være en udendørs swimmingpool, der er lukket for sæsonen. I stedet tager jeg et langt karbad og bestiller efterfølgende room service (en virkelig dårlig cesar salat, men serveret overdådigt), mens jeg ser dagens afsnit af “Jul på vesterbro” og nogle afsnit af venner i den store seng. Jeg lægger mig til at sove tidligt, men kan ikke rigtig falde i søvn.

N skriver en besked ”Er du klar til at komme hjem? Det virker som om, du trives på farten…”

 

 

by maitrosborg

If you’re looking for a pubcrawl this is it. If you’re looking for a Gallery Crawl, this is not it”

Torsdag aften og Gallery Crawl. Et meetup der minder mere om en pubcrawl end en gallery tour.

I gruppen er der oplyst to forskellige adresser. Taster den senest oplyste ind på google maps. Da jeg ankommer, skriver jeg en besked til arrangøren, som svarer, han er der om 3 minutter. I mellemtiden dukker en kvinde op. Hun er catalaner, men har boet i USA i forbindelse med sin Ph.d. om turisme på museer. Her har hun på et par måneder tilsyneladende pålagt sig en tung amerikansk accent. Guiden – hvilket i øvrigt er en overdreven titel – dukker op. Han er en lille og forvirret franskmand. Vi står foran en rygerklub, hvor vi får at vide, at udstillingen kun er tilladt for medlemmer. Damen bag skranken, som er piercet og har mørke rander under øjnene, fortæller os, vi kan få lov at se den, hvis vi melder os ind i klubben. Det koster 20 euro. Den catalanske kvinde med den amerikanske accent og jeg finder i stedet en cafe, hvor hun køber en sandwich og jeg en vand. Imens venter “guiden” elleve minutter foran rygerklubben for at se, om der dukker andre deltagere op. To andre dukker op. Til eventet er der på Meetup-gruppen tilmeldt ca. 40. Da guiden påstår, han har en fast aftale med to gallerier, virker det temmelig utroværdigt. Især fordi han ikke er  typen, man stoler ubetinget på. Samtalen mellem ham og receptionisten i rygerklubben gjorde, at hans uvidenhed var temmelig blottet.  Vi havner i en frisørsalon – der godt nok har kunst på væggene, gratis alkohol og pindemadder, – hos en designshop og til en privatfest, vi ikke er inviteret til og hvor øllene er drukket, da vi ankommer. På de to-tre timer galleri-turen varer, besøger vi ét galleri. Her har vi ti minutter. De minutter mener  “guiden” er bedst givet ud, hvis vi starter med den frie alkohol – så vi når det, inden vi skal videre. Gruppen bliver gradvist større – en tysker, to polakker, tre italiener – den ene, en tynd fyr på min højde, elsker at cykle og tager på ferie hver måned. En af de andre deltagere forveksler os med et kærestepar, – to catalanere, to amerikanere, den franske arrangør og jeg. Tyskeren abejder som recruiter i Barcelona. Vi udveksler kontakter. Et par dage senere sender jeg mit CV til hende. Der er kun salgstillinger. Hun lover at vende tilbage, hvis der dukker andet op.

Jeg takker nej til at se det sidste sted, betaler 10 euro til arrangøren (hvilket er alt for meget) og finder et sted at spise med en af de andre deltagere, amerikaneren K. Klokken er 23. Vi går langs standen og ser, at det er stjerneklart. Mange restauranter er lukkede, men på Rambla del Pobleneu lykkedes det os at finde en der er åben, hvor vi bestiller tapas og et glas rødvin hver. K spørger “what would you do with you life if you didn’t depend on money?”.

Da vi skilles, lover vi at holde hinanden op på det.

Fredag. Vi er ca. 15 mennesker i et lille kapel i Santa Anna kirken. Scenen er sat. To guitarister optræder med spansk guitar på alteret, en kvinde og en mand. Det virker ubesværet. Da vi – L og A, der er på besøg fra DK, – drikker et glas vin i kirkehaven (som minder om en klosterhave og måske er det) efterfølgende, er vi enige om, det er pengene værd.

Det er lørdag. Vi spiser os mætte i pintxos til 1-1,5 euro pr. stk. og drikker vin til 2 euro pr. glas på den berømte pintxosgade Carrer Blai.

Montserrat ligger ca. en times togkørsel uden for Barcelona. Det er søndag og vi – L, A og en canadierne C, der har to børn på vores aldre –  bruger to timers tid på at gå de fem kilometer til toppen. Mine ord kan ikke retfærdiggøre hverken turen eller udsigten, og mine fotos kan ikke gengive følelsen, jeg har, da jeg vandrer i bjergene i bagende sol og perfekt temperatur. Naturen overgår fantasien, som virkeligheden sometider overgår fiktionen.

Vi har taget toget ned fra bjerget til den landsby ved Montserrat. Her finder vi en lille lokal restaurant. Tjeneren hapser en pomfrit med sine barre fingre fra et fad, der står fremme. L ser det og vi bliver enige om at bestille noget, der er gennemstegt. Svin (fra deres ovn), pomfrittes og hvidløgsbrød. Vores nabobord, der er to unge, lokale par, som også guidede os igennem menuen på stedet, viser os, hvordan vi skal gøre. På bordet står en lille tallerken med hele tomater og hvidløgsfed. Vi piller hvidløget og skærer tomaten over i halve, smører det på det ristede brød, vi har fået serveret, og til sidst sidst dypper vi olivenolie på. Da vi siger til tjenerne, vi ikke forstår spansk, irettesætter han os  “I don’t speak spanish. I am catolan. I speak catolan.” Han bringer os en lokal drink i et shotglas, da vi har betalt regningen. Vi skåler og finder et tog hjem.

Mandag aften. Har om eftermiddagen læst min bog færdig i parken, hvor jeg efter flere timer i solen er blevet solbrændt. Det er første gang, jeg mødes med den engelske læsegruppe, og det går hurtigt op for mig, at jeg er med til at trække gennemsnitsalderen ned. En af de andre deltagere, en kvinde fra Canada, synes åbenlyst hendes liv er mere spændende end den bog, vi er der for at diskutere, og vi ender derfor med at diskutere bogen i forhold til hendes liv. Hendes “husband is a writer  og hun “know transgender people”. Hun kan ikke se sig selv som kønsstereotyp, for hun “don’t wear makeup”. Det sidste siger hun, mens hun kigger på mig. Ironisk nok har jeg heller aldrig været den store makeup (for)bruger, men det kan hun åbenbart ikke se, som jeg sidder der med min baby doll mascara (ja, det hedder mascaraen) øjenvipper. Ved siden af mig sidder en jævnaldrende kvinde. Da jeg præsenterer mig som dansker med en bachelor i dansk litteratur, der gerne vil blive bedre til at læse på engelsk, hvisker hun, at hun har skrevet speciale om Ibsen. En ældre mand i 70’erne, som udover den engelske bogklub er medlem af en fransk og en spansk (jeg drømmer om at være ham som gammel), går før tid. Han deler sin begejstring for bogklubberne, inden han går, og forklarer, hvordan den engelske skiller sig ud, fordi engelsk er international. Han giver et eksempel – bogen vi læser er skrevet af en afrikansk forfatter, der bor i England, men skriver om USA. Et par af os sender et smil og nogen udstøder endda et “åhh”, for den ældre mand er høflig og oplyst og ikke til at stå for. Livets cyklus, man smiler til de ældre søde mennesker, som man smiler til en nyfødt baby. I metroen på vej hjem møder jeg fire af de andre deltagende. De fortæller mig, de ser mange danske film og nævner en række titler. De husker også, at jeg under præsentationen fortalte, jeg har en bachelor i dansk. Det udelader jeg næste gang, da de tolkede det som om, jeg var milevildt foran dem i forståelsen af litteratur.

Det er blevet  mere hverdag. Trangen til at komme ud hver dag og nysgerrigheden er aftagende. Det skal jeg vænne mig til. Og tillade mig selv. Forbandede FOMO.

Onsdag. Yoga med elementer fra moderne dans. Vi er kun fem, men vi kan ikke være flere, da det er et lille lokale. Tre kvinder og to mand foruden underviseren. Vi laver yoga, floor work og en lille koreografi. Underviseren kan ikke se, jeg har danset før. I hvert fald kommenterer hun det ikke, og da jeg selv nævner, hvor vild jeg er med kombinationen af  bevægelser fra moderne dans og yoga, siger hun “do you dance?”.

Bogreception i multi plotes, der er en lille bogbutik med uafhængige forlag. Det er torsdag. Bogen er et samarbejde mellem Múltiplos og den kunstskole, hvor L går. De fleste af dem, der deltager, er fra skolen. Kunstnerne har sat sig i den ene ende af lokalet. I starten er der lagt op til diskussion om bogen og kunst i det offentlige rum, hvilket er bogens tema. Men det ender med kunstnerne sidder og taler sammen. Der er flere ubesvarede spørgsmål, end der er svar. Stemningen er meget intern. Det virker underligt at sidde i en rundkreds i et lille lukket rum og diskutere kunst i det offentlige rum. Jeg køber bogen, selvom det kun er to af koncepterne deri, jeg synes holder. Jeg forveksler en mand med manden fra yoga dagen forinden.

Fredag. Centre de la Imatge. Gratis fotokunst ved ramblaen. Det her er et fantastisk sted for dem, der elsker fotokunst, som jeg selv. Pt. er der tre udstillinger – Rue Des Pyrénés af Yves Bélorgey, Barcelona, Besós View af Patrick Faigenbaum og Joan Roca og 20 Red Ligths af Max de Esteban. Den anden dokumenterer udviklingen i to områder i Barcelona i 1999-2007 og er lavet i samarbejde mellem fotograf og geograf. Den sidste udstiller kapitalismen og gør det ganske overbevisende.

Lørdag. L er til fødselsdagspicnic i Park C. hos en af hendes skolekammerater, B, der er fra Brasilien. Jeg tilslutter mig. Jeg er i god tid og sætter mig på en bænk i parken og læser inden. V, en 31-årig russer, der er pænt klædt, er skaldet og har briller, henvender sig og spørger, om jeg vil anbefale ham at se Montjuic eller Park Gúell. Han er her kun få dage. Jeg er i tvivl, men fortæller ham, hvor nemt det er at komme til Montjuic herfra – tage metroen fra Marina og stå af på Placa Espanya få stop senere. Han slår sig ned. Vil gerne snakke. Han arbejder som professionel pokerspiller, og det undrer mig, at han er så dårlig til engelsk. Men han spiller mest i Asien. Han har læst, at Danmark er verdens lykkeligste land. Jeg siger, vi vist nok er havnet på 2. pladsen og kan ikke komme i tanke om, hvem der ligger på 1. pladsen. Tænker det må være et af de andre skandinaviske lande. Han fortæller, han er glad for at bo i Rusland og da jeg vist kommer til at rynke lidt på næsen af det, siger han, at man jo også kan være glad i Zimbabwe. Han spørger til min højde. Gætter på 180 cm. Er alle i Danmark så høje? Arbejder jeg som model? Hvis man er høj pige eller kvinde i Rusland forsøger man at blive model, fordi der ikke er andre gode alternativer, fortæller han. Jeg kommer i tanke om en dokumentar, jeg har set og genset. Modelskoler er en stor ting i den russiske kultur. Han forklarer også, det er normalt at have flere kærester, hvis man er en mand, men ikke en kvinde. Spørger til Danmark. Jeg siger, man må gøre, hvad man vil – mand eller kvinde – men, at det ikke er normalt med flere kærester, og at jeg aldrig har haft flere kærester på en gang.

Fødselsdagen er hyggelig. Der er masser af mad og fødselaren, der bliver 28 år, og hendes gæster er imødekommende og søde. I Brasilien er det normalt at fejre sin 15 års fødselsdag, som et minibryllup eller det vi kender fra sweet 16 i USA, fortæller de. Flere har dog haft en tur i Disney Land i stedet.

I “Danskere i Barcelona” Facebookgruppen skriver en kvinde, at hendes guldhalskæde, der var et arvestykker, er blevet stjålet. Hun har oploadet et billede. Hendes bluse, som hun har på, er revet itu, der hvor halskæden skulle have siddet. Ofte går jeg med en guldhalskæde, jeg arvede fra min mormor. Overvejer at lægge halskæden hjemme, men beholder den alligevel på.

Mandag. Besøger Altair, der er en kæmpe rejsebogsbutik – og tilsyneladende også et forlag – med en cafe. Jeg drikker en kop kaffe og spiser en muffin. Finder bagefter Re-read, der er en second hand bogbutik, hvor en bog koster 3 euro, 2 bøger 5 euro og 5 bøger 10 euro. Her finder jeg “There was a Little Girl” af Yasat Lodi udgivet af Frontier Guardian. Der er et håndskrevet spansk brev i midten af bogen. Ekspedienten er ved at fjerne det og jeg beder hende lade være. Overstregningerne, kommentarerne, brevene er noget af det, jeg elsker ved at gå på opdagelse i antikvariater/boghandlere med brugte bøger. Jeg forstår ikke brevet, men ved, det betyder noget. At bogen har værdi.

Tager til Graciá for at se en billig film i Cines Verdi, vælger “El autor”, der er spansk med engelske undertekster. Den handler om en mand, der forsøger at skrive en novelle og manipulerer virkeligheden, så den passer på den historie, han vil fortælle. Filmen er langtrukket. Før filmen har jeg god tid. Træder ind i en bogbutik. En ældre mand sidder og spiller klassisk klavermusik med hovedet nede i klaveret og helt upåvirket af sine omgivelser. Bliver overvældet og forstår ikke, hvordan de andre gæster kan virke så upåvirkede.

Tirsdag. Skriver fra Babelia books and coffee. En mand  i 50’erne eller 60’erne med en høj hat og runde Lenon solbriller, der under hatten har farvet sit tynde, lange hår blåt, træder ind. Ejeren spørger mig, om jeg har modtaget mailen med bøger, vi skal læse til bogklubben, og om det er lykkedes mig at skaffe bogen til næste gang. Jeg bliver overrasket over, hun kan kende mig og først henvender sig nu. I flere timer har jeg siddet og skrevet, spist en lille salat, en sandwich, drukket en cola og en kande te (til ca. 7 euro…).

Onsdag lykkedes det mig ikke at finde bogen, så jeg skriver en mail og beder hende bestille den.

Det er fredag. Jeg står med et frimærke i den ene hånd og et brev i den anden, på vej til at poste i den gule postkasse, da en fyr henvender sig til mig. Jeg har ikke lagt mærke til ham, før han står helt tæt på mig. Han spørger, hvor man finder havet. Jeg peger og viser ham det. Han komplimenterer mit outfit, siger, jeg ikke ser særlig spansk ud. Vil gerne starte en samtale. Jeg har sorte støvler på, et par højtaljede blå bukser, en blå sweater, som er stukket ned i dem og en læderjakke udenover. Det er alt for varmt til de 19 grader, der er.

A, som han hedder, er født i Moskva, har boet en årrække i mellemøsten og de sidste fem år i London. Ryan Air aflyste hans fly og for de 100 euro han havde, kunne han i stedet komme til Barcelona, så han købte en håndskrevet envejs billet. Vi udveksler kontakter. Om aftenen skriver han “Nice chatting, store this number with care” og lørdag “still up for our adventure tonight?” efterfulgt af en smiley med et skævt smil, som jeg ikke ved, hvad jeg skal tolke på. Jeg svarer ikke. I stedet bliver jeg hjemme og ser film, mens det regner tungt udenfor min dør.

Fortsættelse følger…

by maitrosborg

“Eso significa suerte”

Det er mandag. Jeg har planlagt at besøge MACBA – Museum d’Art Contemporani de Barcelona – et museum jeg har glædet mig til at besøge. Museets arkitektur er ret fantastisk og spetakulært, og jeg forstår, hvorfor skaterne holder til her. Foran museets indgang er placeret et bord og der hænger flyers overalt på flere sprog, heriblandt kinesisk. Jeg får stukket en flyver på engelsk i hånden, da jeg spørger det strejkende personale, om jeg kan gå ind. Jeg læser, at medarbejderne er utilfredse med nedskæringer i deres arbejdstimer. Da der intet personale er, udover det strejkende og vagter og personalet i museums-shoppen, er entre gratis. Jeg går ind.

Jeg glæder mig til at se udstillingen om poeten Brossa – “Poesía Brossa”, men da jeg hverken har læst litteratur af ham eller forstår, da al information er på spansk, er det en overfladisk oplevelse. Til gengæld bliver jeg positivt overrasket over udstillingen “Bajo La Superficie”, der fokuserer på det, der var, i stedet for at skabe noget fra bunden. Det gamle og historien forsvinder ikke. På udstillingen kan man bl.a. se spor efter flag og en bogreol. Flagene og bogreolen er der ikke længere, men det er afmærkningerne. Hvordan vores hjerne aflæser koder og forbinder dem med historier og objekter, fascinerer mig, og denne udstillings simple måde at udstille det på fungerer – for det meste. Værkerne minder mig om et værk fra Boros Bunker i Berlin, som jeg har glemt navnet på, men værket består af et lag plakater.

Det er onsdag og billigt at gå i Yelmo Cines, der lægger 10 minutter fra, hvor jeg bor. Jeg betaler 2,90 euro for at se “Madre”, en film som slet ikke er, hvad jeg forestiller mig. Jeg husker at have læst, hvordan filmfolkene under filmvisningen i Cannes buhede. Forsøger at bestille billetten på spansk, øver sætningen i mit hoved, men tøver. Damen bag skranten slår over i engelsk. Forbandede blufærdighed. Af alle de mange mærkelige film jeg har set, er det her den mærkeligste. Jeg tror, den handler om at betale en for høj pris (kærlighed, familie) for kunsten. Scenen er sat. Det tordner og regner hele aftenen og natten.

Følelsen af at være anonym i en storby. Gå alene i biografen. Gå alene på museer. Spise alene på cafeer og restauranter. Have tid til at være nysgerrig, stoppe op og udforske. Måske er jeg skabt til at være alene. Passe ind alle steder og ingen steder. Den ultimative frihedsfølelse, er det?

Picasso-museet er gratis torsdage efter 18. Jeg læser på hjemmesiden, at man skal reservere billetter. Overvejer at dukke op og satse på mit held (dem der kender mig, forstår ironien i denne sætning). Der er udsolgt, da jeg kommer, så heldigvis har jeg booket en tid. Valgte 20.30 og kommer en halv time før, hvor jeg når at overvære en gudstjeneste i Santa Anna de Barcelona.

Jeg sætter mig på en bænk og lytter. Kirkerummet virker overvældende med dets himmelhøje loft, og jeg har svært ved at holde tårerne på afstand. Sender en tanke til Pocha. En kold vind vind med en varm luft blæser ind gennem døren. Tænker på alle de mennesker, vi har mistet. William. Pocha. Bedstemor. Mormor. Smider en euro og tænder et lys for Pocha.

Jeg beundrer dem, der har en stærk tro, er i stand til at overlade sin skæbne til andre. Slippe dødsangsten.

Der er virkelig mange mennesker på Picasso Museet. Mange går forgæves. Jeg er lige ved at overse den blå periode og må gå igennem udstillingen en gang til for at finde den. Picassos første perioder interesserer mig mindre end hans kubisme. Det er som om, han finder sig selv senere. Der er noget med øjnene på tegningerne, der undrer mig, som om det ene øje er sløret på samtlige personer.

Den her by er så fuld af kunst.

Ekspedienten i museums-butikken overser mig, da hun lukker butikken. Da hun får øje på mig, undskylder hun og fjerner banneret, hun har sat op for at blokere indgangen, og lader mig komme ud. Jeg griner, fordi, det er sjovt. Og typisk.

Spiser en burger og drikker et glas rødvin på en vietnamesisk streetfood deli.

Træder i en kæmpe hundelort. En kakerlak løber forbi mig, da jeg forsøger at fjerne hundelorten ved at gnide undersålen af min fod mod en kantsten.

Det er tirsdag. Casay Bonay  viser dokumentaren – “In no Hurry”  og serverer to små tacos og en øl for 15 euro. Vi smider os i den kæmpe sofa foran lærredet, L og jeg. Instruktøren er til stede og svarer efter filmvisningen på spørgsmål. Filmen er om gadefotograf og original Saul Leiter. Han er en spændende kunstner og et spændende menneske. Man er underholdt og oplyst i hans selskab.

Jeg er på vej til Meetup Language Exchange Spanish/English, som er et ugentligt event. Det er fredag. Trykker på linket, som åbner i google maps. Jeg står midt på en vej, hvor kun få mennesker passerer, da min telefon fortæller mig, jeg er ankommet. Der ligger en lille bar ovenpå metroen, som er ved at lukke. Det kan umuligt være her.

En time senere end jeg planlagde, da jeg gik hjemmefra, ankommer jeg. Klokken er 21.00. Baren ligger i Barcelona Estacio França.

Da jeg træder ind på stationen, mærker jeg noget varmt og vådt løbe ned over mig. Der er fuglelort overalt. I håret, på jakken og på bukserne. Aldrig er jeg blevet skidt så meget på. Det stinker så kraftigt, at jeg føler, jeg bliver nødt til at italesætte det, for de mennesker jeg møder.

Rengøringsdamen ser det og siger en masse på spansk. Et af ordene – fuerte – slår jeg senere op og ser det ganske rigtigt betyder held. Jeg bliver guidet til toilettet og forsøger at vaske det værste af. Et øjeblik forveksler jeg fugleklatten i mit hår med grå hår og river et af dem ud i en slags panisk handling.

Jeg oplyser mine sprog (dansk og engelsk), og det sprog, jeg gerne vil øve (spansk). Da jeg har fået mit klistermærke, går jeg målrettet mod baren for at bestille en øl og have et sted at gøre af mig selv. Jeg når lige akkurat at få stukket øllen i hånden, da E henvender sig. E er en 24-årig pianist fra Barcelona, som har boet de sidste 3 måneder hjemme hos sine forældre i Pobleneu. Han er lige kommet tilbage fra udveksling i USA. Vi finder et bord og slår os ned. Samtalen foregår på engelsk, da mit spanske ikke er godt nok til at føre en samtale. Endnu. Jeg spørger, om han ikke skal have noget at drikke. Han drikker ikke, da han er overbevist om, han tidligere har drukket noget, der gør, han bliver fuld af ingenting. Tænker, det er sjovt, man altid har – eller føler, man skal have – en undskyldning for ikke at drikke alkohol. Jeg foreslår vand. Han køber en vand.

To kvinder midt i tyverne fra henholdsvis USA og UK, der begge underviser på spanske skoler, slår sig ned, da jeg inviterer dem til det. De virker ikke synderligt interesseret i vores selskab. To italienere, en mand på 33 og S en kvindelig Erasmus-studerende på 22 slår sig også ned. Manden går på toilettet og forsvinder. To mænd fra Barcelona, der studerer økonomi kommer til. De skal videre i byen og inviterer S og jeg med. Vi bliver. Den ene af mændene fortæller mig, at katalanere med gode engelsk-kundskaber, er de katalanere, der har gået på private skoler. Undervisningen i engelsk på de offentlige skoler er tilsyneladende meget ringe.

Jeg udveksler kontakter med den spanske E og den italienske S. S har sagt ja til at deltage i den engelske bogklub og E vil gerne på museer, faktisk bliver han ret begejstret, da jeg fortæller, jeg har en Master i Arts. De tror alle jeg er yngre og på trods af en hyggelig aften, beslutter jeg, at mit næste meetup skal være mere specificeret, så jeg kan møde nogen  jævnaldrene. Jeg melder mig til Drink and Draw and Snacks samt Rooftop Yoga Workshop som de næste meetups.

S har senere fortalt mig, hun spottede mig allerede i køen, da hun kunne se, vi begge var alene.

E har aldrig fulgt op på vores aftale om museum-besøg. Det har jeg heller ikke.

En rotte løber forbi mig på vejen hjem.

Mødes med L til kaffe (og kage!). Det er søndag. Vi tager i CaiXaForum og ser en Andy Warhol udstillingen. Jeg har ikke mange forventninger og bliver derfor positivt overrasket. Især hans små video-portætter af kendte personager som Edie Sedgwick og Bob Dylan fascinerer mig.

L tager hjem efter Warhol. Jeg bliver og ser endnu en udstilling “H(a)unting Images –  Anatomy of a  Shot”, et samarbejde mellem MACBA, CaiXaForum og unge kuratorer. Fokus er på kunsten set gennem våben (shot). Udstillingen er ikke prangende, men der er nogle få fotografier, der taler til mig på grund af en stærk kontrast, fx et efterladt krigslandskab, der udgør et æstetisk smukt fotografi.

Arbejder nogle timer på Cosmo Cafe and Gallery nær universitetet. Området er ungt og internationalt. Der kommer flere skandinavisktalende forbi. Jeg har læst et sted, det er et godt sted at arbejde, men undrer mig, da der ikke er noget wifi.

I stedet for at tage metroen tilbage, beslutter jeg mig for at gå hjem. Jeg finder en bog-butik med et kæmpe udvalg af engelsk bøger. Følelsen man får, når man er spændt, fordi man skal rejse eller glæder sig til en koncert eller lign., dén følelse får jeg (også), når jeg træder ind i en (god) bog-butik. De har ikke “Boy, snow, bird” af Helen Oyeyemi, der er bogen, vi skal tale om i den engelske bogklub. Ekspedienten henviser mig til en anden bogbutik længere nede af gaden. Her finder jeg den, og den er billig. På vejen hjem kommer jeg forbi “Humana”, som er den genbrugsbutik E anbefalde mig, da hun stolt viste sin nyindkøbte læderjakke frem, “It is not ekspensive, it is not vintage”.

Det er fredag. Jeg er på stranden. Det blæser og skyer trækker ind over himlen. Jeg tænker, vejret varsler noget. Da jeg går hjem, hører jeg byen larme og undrer mig over hvorfor. Da jeg kommer hjem, kan jeg læse, at det catalonske styre har erklæret selvstændighed.

Står sent op. Læser korrektur. Vasker det tøj fuglen sked på (bukser og jakke). Spiser menu del dia (som er lasagne) på en cafe i nærheden. Den er ikke opvarmet nok i midten. Jeg ignorerer det. Drikker en kaffe. Ignorerer den planlagte løbetur og er rasende på mig selv.

Temperaturen er dalene. Jeg sidder i shorts og en kashmir-sweater og bilder mig ind, jeg fryser. Man vænner sig hurtigt til varmen.

En dreng stiller sig op og tisser i plantebedet foran cafeen. Manden der sidder og drikker espresso, ryster på hovedet og forsøger at lokalisere hans forældre.

Fredag aften tager jeg til Drink and Draw and Snack hos Art Club Barcelona, som viser sig at være et hyggeligt lille studio gemt i en af Barcelonas små gader i indre by. Da jeg træder ind, sidder der en håndfuld mennesker med imødekommende smil. De hilser alle.  Modellen er overraskende god og vælger stillinger, der udfordrer øjets perspektiv mest. Det er ikke min bedste tegne-session nogensinde. Men jeg føler mig hjemme.

En af de andre deltagere ser dansk ud (ja, man kan spotte os). “I get that a lot” siger hun, men det viser sig, hun er fra Holland. Jeg falder i snak med et ægtepar, der er vilde med tv-serien Rita, som de har set på Netflix. Manden R er fra Brasilien og kvinden I fra Finland. Vi bliver hængende til vin og snacks.  Arrangøren inviterer os til at drikke en øl med ham og de andre. Ægteparret, der bor lidt udenfor Barcelona, takker ja, men ser, at de skal nå deres tog. Vi udveksler telefon-numre.

På vejen hjem løber en gruppe på rulleskøjter forbi mig. Det er åbenbart en fredagsting her i Barcelona. Rulleskøjteløb. Det minder mig om min yngste søster, der brugte timer og timer og flere timer igen på at rulle i ring på parkeringspladsen foran vores hjem i Vestjylland. Jeg sender hende en besked.

Jeg falder sent i søvn, da søsteren har fjernsynet tændt og er faldet i søvn i sofaen uden at slukke det, og jeg nænner ikke at slukke det og vække hende. Da M kommer tilbage fra byen, slukker hun tv’et og der bliver stille. Det er morgen. Jeg beslutter mig for at købe nogle ørepropper og en sovemaske.

Lørdag eftermiddag har jeg tilmeldt mig en to timers inversion workshop på en rooftop i indre by. Jeg er i tvivl om, hvad intervension er. Tænker at det er noget med hovedstand. Ganske rigtigt. For at komme til tagterrassen kan man tage Barcelonas ældste elevator til 4. sal og gå det sidste stykke. Jeg tager et foto af elevatoren. Et foto der på ingen måde yder hverken elevatoren eller opgangen retfærdighed.

Jeg kan mærke varmen og mit blodsukker er lavt. Jeg har kun drukket kaffe og spist et stykke brød og en yoghurt, hvilket jeg nu indser, er ret dumt. Klokken er 15. Overvejer at smide min t-shirt og træne i sports-bh, men er for blufærdig. Da jeg bliver svimmel efter et forsøg på håndstand, smider jeg den alligevel. En af de andre piger gør det samme. Hun må have haft det ligesom mig. Forbandede blufærdighed.

Til workshoppen møder jeg N, der er nordmand. Hun har boet fire år i Madrid, hvor hun har en spansk kæreste. For nyligt har hun fået en 2-årig kontrakt i Barcelona “I don’t wanna leave Spain”. Vi spiser frokost sammen og udveksler kontakter. Klokken er 18.30, da jeg er hjemme. Her i Barcelona går man aldrig ud for at komme hjem en time efter.

Det ringer ofte på dørtelefonen. Højtaleren er i stykker og jeg vælger bevist at ignorere den hver gang den ringer.

Jeg registrerer mig på et job site for european language jobs og markerer mig som bosiddende i Barcelona. Jeg smider et opslag på Danskere i Barcelona – Jobs. En mand smider en kommentar, skriver, at jeg muligvis vil passe ind, hvor han arbejder. Jeg har søgt en stilling som copywriter hos dem tidligere.

Dagen efter modtager jeg en alenlang mail på FB fra en ansat på stedet, der advarer mig mod at involvere mig i firmaet.

Ser en dokumentar om Joan Didion på Netflix. Dokumentaristen interviewer en af Joans venner, som fortæller, at Joan, for at finde ud af, hvordan hun føler og tænker, skriver. Det er det, ordene kan. Jeg forstår. Den magt har de. De former mig, når jeg former dem.

Søndag vågner jeg op til en besked fra R, der spørger, om jeg vil med på en dags-udflugt. Der er også en besked fra S og en invitation til en gratis yogatime om søndagen og igen mandag. Jeg skynder mig at booke den mandag.

Det er tirsdag d. 31. oktober, reformationsdag og hellidag i Berlin. I Barcelona er det Diá de Muertes og hellidag onsdag. Vi fejrer Halloween tirsdag.

Jeg mødes m L for at brevstemme til kommunal og regionsvalg. Jeg har taget testen på altinget.dk, hvor jeg har fundet de partier, jeg er mest enige med. Den personlige stemme er jeg ikke godt nok oplyst til at sætte, desværre. Liberal Alliance er ikke underligt det parti, jeg er mest uenig med. Udover L og jeg har der i været to andre danskere for at brevstemme.

S, M, E og jeg tager til fest på Casa Bonay, der serverer mad (mod betalling) og dansemusik. Jeg har købt en kappe med guldskelletter i en af Chinos’ene (gigantiske små shops, der har alt, hvad man behøver, ejet af kinesere), og jeg har malet mine øjne mørke og min hud bleg. S har lånt et kostume af en kollega og kommer klædt ud som brud.

“Did you put something on to make you skin look white?” spørger E. Men alt jeg har gjort, er, at sminke mig med den foundation, jeg brugte i Danmark.

På dansegulvet kysser en kvinde mig på kinden, mens hendes veninde fotograferer os. Jeg har ingen idé om hvorfor. De fotograferer også S, som spørger “Do they think we are celebrities?”.  M’s barndomsven fra Argentina slutter sig til selskabet. Han arbejder som copywriter og drømmer om at rejse Europa rundt og feste på klubber.

Onsdag lykkedes det mig at bestille take away på spansk. Tre små burritos. Jeg vågner uden tømmermænd.

På CCCB, der er et kulturcenter med udstillinger etc., ser jeg sammen med L udstilingen “Don’t follow the wind 2015-20XX”. Via virtuelle briller får vi adgang til Fukushima, hvor hjem er forladte og gaderne mennesketomme. Værkets koncept er stærkt og bag står bl.a. kunstnerne Ai Wei Wei, som er kendt for at sætte fokus på klimakrisen med sin kunst. De virtuelle briller (som vistnok er en telefon…) er gemt i papmache-figurer formet som “Okiagari-Kobashi”, der er kinesisk legetøj, man startede med at lave i hånden for 400 år siden. De er bygget, så de altid vil rejse sig igen, hvis man skubber til dem. I dag er de symbol på, hvordan Japan rejste sig efter jordskælvet i 2011.

Vi ser en anden udstilling. En kommentar til klimakrisen. Desværre er der løftet pegefinger og skoleudflugt over udstillingen – især den fortællende stemme, der går igen – irriterer. Show it, don’t tell it! Stemmen har dog ret i, at vi mennesker er utrolige stupide, når vi tror, vi er en overlegen race. Vi er jo for fanden afhængige af dyrene og planterne, uden dem, er vi intet.

Fredag forsøger jeg at finde cafeen i boghandlen La Central , da jeg har læst, det er et godt arbejdssted. Det viser sig, at der er flere La Central, og jeg forvilder mig ind i to, før jeg finder den, der har en cafe – men den ene af de to har en kæmpe afdeling med kunstbøger, som jeg bruger lang tid på at kigge i og på. Til sidst finder jeg den boghandel med cafeen. Der er en hyggelig atmosfære og folk sidder og arbejder, men der er ingen stik-kontakter, så det fungerer ikke for mig som arbejdssted. Jeg bestiller en kop kaffe og en chokolade/banan kage og læser lidt i den bog, jeg skal være færdig med til den engelsk bogklub om en uges tid.

Inden jeg finder cafeen i La Central,  vælger jeg at spiser frokost på Flex and Kale. Jeg får valget mellem at sidde ude ved et bord alene eller inden ved et langbord sammen med andre. Jeg vælger langbordet, da det er hyggeligst. Spiser en vegansk lasagne og drikker en juice, mens jeg skriver postkort. Først da jeg skal på toilettet, ser jeg, at der er en hyggelig terrasse på taget.

Drink and Draw and Snack. Short Poses. Det er fredag og R har skrevet og spurgt, om jeg vil med, da det i dag er en mandlig model og han ikke har tegnet mandlige modeller før.

Da jeg træder ind på Art Club Barcelona, hilser en kvinde, som om hun kender mig, siger hola, smiler stort og giver et kys på hver kind. Måske er det måden, de gør det på her. Jeg er i tvivl, og ser hende ikke hilse på andre på samme måde.

R og jeg går med de andre ud og får nogle øl på en bar i nærheden. En mand fra tegnegruppen dumper ned i sofaen ved siden mig. Han er høj, stor, mørkhåret og har brune øjne. Han ser godt ud, men da han åbner munden forsvinder charmen. Han er mere beruset end først antaget. Jeg spørger, fordi jeg er nysgerrig, om han stemte til referendum. “Nej – og faktisk stemmer jeg aldrig. Nu fik du mere information, end du bad om”, siger han. “Jeg går ikke op i politik, jeg vil bare tegne, drikke vin og nyde livet.”  Jeg svarer et eller andet, som får ham til at tale om sin mor – “Du lyder som min mor.” “Måske er jeg din mor”, siger jeg og ærger mig over, hvordan charme kan forsvinde så pludseligt.

E har iført sig en lille top og spørger mig, om jeg synes, det er ok til den elektroniske festival , hende og M skal til. Jeg peger på hendes arme og hendes mave, som er dækket i hvid creme, og spørger, om det er en del af et kostume. Hun griner og bliver opmærksom på, hun er midt i at afblege sine hår på arme og omkring navlen. “You don’t have this problem, but this is normal here”, siger hun.

Det er lørdag aften. N og jeg mødes på Palo Alto Market kl. 19.00. Det er en smuk, grøn plads med lyskæder, kunsthåndværk og madboder. Det begynder at regne og der går ikke længe, inden markedet er tomt for mennesker og boderne lukket ned. Sådan er Spanien, når det regner. Vi sidder to skandinavere med en bakke nachos og hver vores øl under et shelter. Udover os er der kun to andre at spotte, og personalet, der er ved at lukke ned for den sidste mad-bod.

Søndag mødes jeg med L til morgenmad. Bagefter står vi i kø i tre kvarter for at komme ind på et marked, hvor alt koster 1 euro – også entre. Det er et rivegilde og man skal bane sig vej i menneskemængden og hænge ved, hvis man ser noget, man vil have. Vi kan først trække vejret ordentligt, da vi kommer ud, men vi gør begge nogle fine køb.

 

by maitrosborg

Bosat i Catalonien

IMG_3477

Kalenderen siger d. 1. oktober 2017. Jeg er landet i Barcelona midt i en folke-afstemning om catalansk uafhængighed fra det spanske styre. I lufthaven køber jeg to små tarvelig wraps. Ekspedienten taler (selvfølgelig) spansk, spørger, om jeg har vekslepenge, og jeg rødmer. Det er grænseoverskridende at blotte et sprog, man endnu ikke er hjemme i. I taxaen oplyser jeg min adresse på engelsk, mens jeg inde i hovedet øver nummeret på adressen på spansk. Sesenta y ocho. Forbandede blufærdighed. Taxa-chauføren skruer radioen op for fuld volumen. Hvis jeg var bedre til spansk eller han til engelsk, er han typen, der ville insistere på en samtale. Referendum siger han og peger på radioen. Jeg nikker og spørger, hvornår afstemningen afsluttes. Kl. 20 er afstemningen afsluttet. Et videoklip, hvor det spanske politi tæsker de catalanske vælger, er gået viral. Jeg modtager et par beskeder fra folk, der bekymrer sig for mig. Alt er okay, men stemningen er intens, skriver min udlejer M fra et valgsted. Hun stemmer blankt, som flere andre, jeg har talt med. Overalt hænger der catalanske flag fra vinduerne og ordet democrácia er svært at komme udenom. Den spanske præsident (som ikke er populær blandt det catalanske folk) erklærer sent på aftenen afstemningen for ugyldig. Et par dage efter erklærer den catalanske præsident Catalonien for uafhængig af Spanien, når de vel at mærke har fået en aftale i stand med den spanske regering. Den spanske regering giver en frist til mandag d. 16. oktober. De vil vide, om Catalonien er erklæret selvstændigt eller ej. Mandag d. 16. oktober er der stadig ikke givet et endegyldigt svar.

Jeg sætter mig på en bænk og ringer til min far for at sige, jeg er ankommet. En gartner går forbi og siger hej. Får mig til at føle mig velkommen. Jeg står i min egen verden og nyder udsigten, da en gadesælger henvender sig til mig. Han vil gerne snakke, høre hvad jeg laver i Barcelona, hvor jeg er fra, fortæller mig, at jeg har smukke øjne og at pigerne i skandinavien er høje og flotte. Beautiful girls. Jeg takker og går videre. Jeg vil hellere udforske kvarteret end snakke. Han sælger køleskabsmagneter. Den slags min ældste søster samler på. I love Barcelona står der på dem.

M har hjulpet mig med at skrive små beskeder på spansk til jobcentret, så de kan se, hvad de forskellige papirer, jeg har med fra Danmark er, og hvad der skal gøres, fx er det vigtigt, at jeg inden 7 hverdage får en underskrift og et stempel, der skal sendes tibage til a-kassen som bevis på, at jeg er blevet tilknyttet jobcentret hernede og dermed kan modtage dagpenge. Jeg indtaster adressen på jobcentret (som M har hjulpet mig med at finde). Gratis wifi i EU og Google Maps gør det nemt at finde vej og undervejs bliver jeg klogere på mit kvarter, der ligger placeret mellem stranden (Platja del Bogatell), bymidten og et gammelt industrikvarter. Catalanerne er ikke kendt for at tale engelsk på jobcentret, men udstyret med et stykke papir på spansk, der forklarer min mission og en basal forståelse efter to års spansklektioner i gymnasiet, får jeg stukket et nummer i hånden, og det bliver hurtigt min tur. Damen jeg taler med er sød, snakker en smule engelsk og er meget tålmodig. Det hun ikke kan forklare på engelsk, oversætter hun fra catalansk til engelsk via google translate. Catalansk er et andet sprog end spansk. De fleste ord bliver forkortet fx siger man bon dia i stedet for buenos dias. Det politiske landskab tegner sig tydeligt denne mandag, dagen efter afstemningen. Damen jeg taler med, kan ikke hjælpe mig med papirerne, da hun tilhører den catalanske myndighed (!). Jeg skal tale med den spanske myndighed, som sidder 10 meter længere nede i samme lokale(!). Da jeg skal sende papirerne tilbage inden syv dage, er jeg bekymret. Hun skriver noget a la “it will be okay, don’t worry”  på skærmen, giver mig et spansk identifikationsnummer og hjælper mig med at bestille en tid fredag samme uge – noget jeg egentlig burde gøre selv. Opløftet går jeg derfra. Finder stranden og en bænk, hvor jeg skriver dette. En ældre mand med kalot sætter sig på bænken ved siden af og tilbyder mig en cigaret.

Søndagsstemning på en tirsdag. Det catalanske folk strejker. Og i Berlin fejrer de, at øst-og vesttyskland blev genforenet denne dag, 3. oktober for 27 år siden i 1990. Sen morgen, sen morgenmad. Ringer til tandlægen og rykker en tandlægeaftale. Ringer til jobcentret i Danmark og melder mig ud. Skyper med min yngste søster i Berlin. Misforstår tidspunktet, hun skriver, hvor jeg bliver af. Læser korrektur på nogle tekster. Går en tur i Park de la Ciutadella, som ligger 100 meter fra, hvor jeg bor. Fire politibiler er på vej ind samtidig. Folk sidder i klynger, malede i ansigterne, med det catalanske flag om sig. Der er demonstrationer rundt omkring, og der har netop været en stor demonstration. M spørger om jeg vil med til en demo kl. 20. Jeg takker nej, da jeg har lovet dem derhjemme at passe på mig selv og ikke kan overskue menneskeflokken. To kvinder træner, overfor ligger en mand i 20’erne og sover og ved siden af sidder et smukt mørkt kærestepar, der ligner nogen fra et modemagasin. Den sovende mand har den ene hånd placeret i bukserne, da jeg rejser mig og går.

Jeg hører skrig fra køkkenet omkring midnat. Kakerlakker har overtaget to åbne dåser i et af skabene. Jeg finder en støvsuger og suger kakerlakkerne op én for én. Flere dage efter kæmpe vi stadig med kakerlakker. Heldigvis virker giften.

Jeg bevæger mig ud for at skaffe ting til mit værelse og får desværre forvildet mig ned i bymidten, hvor hverken Zara eller H&M har en home-afdeling. Jeg finder Carrer de Graciá og en H&M med en home-afdeling. Ender med at bruge for mange penge og kommer hjem med et pudebetræk i forkert størrelse. Jeg er PMS. Jeg køber en salat og en danskvand i cafeen i h&m og rødmer, da ekspedienten er en smuk mand, som taler til mig på spansk og jeg bliver nødt til at bede ham tale engelsk.

“Senoritá” en ældre damer forsøger at få min opmærksomhed. Jeg forstår ikke, hvad hun siger og rynker på skuldrene og smiler. Muligvis spurgte hun om vej. En mand kommer mig til undsætning. Senoritá er en fin måde at blive tiltalt på. Jeg føler mig smukkere på spansk.

Katten er ikke længere bange for mig. Den er blevet modig, tør gå ind på mig værelse og hviler sig nu på min seng. Springer ind af vinduet, når jeg lader det stå åbent.

M’s veninde E er i gang med at bryde med sin kæreste og flytter ind nogle dage. M’s søster som også bor her, har jeg endnu ikke mødt, så da E kommer, forveksler jeg hende i første omgang med søsteren. Hun hilser ved at give mig et kys på hver kind, som man gør i Barcelona. Nå, du er fra Danmark siger hun og rækker mig hånden, da jeg modtager kindkyssene lidt akavet. Jeg siger, man i Danmark knuser, når man er blevet venner. Det kom til at lyde forkert. Hårdt.

Forsøger at finde ned til stranden uden google maps og farer vild. Jeg tilbringer tre timer på stranden. Vinden gør, at det er en smule køligt på trods af at temperaturen siger 26 grader. Vandet føles også koldt, selvom det er 19-20 grader og jeg flere gange i år har badet i det danske Vesterhav. Stranden ligger fire blokke fra, hvor jeg bor.

Kan ikke sove. Underboerne skændes så meget, at jeg er i tvivl om jeg skal tilkalde politiet. Kan hverken nummeret til politiet eller kommunikere flydende på catalansk, så i stedet ligger jeg søvnløs.

Det er fredag. Jeg har en aftale med jobcentret. Jeg får et nummer stukket i hånden. Da nummeret bliver kaldt på skærmen, viser det sig at være den catalanske afdeling (igen), så jeg sætter mig ned og venter på nummeret bliver kaldt en gang til – denne gang til den spanske afdeling. Manden jeg kommer til at snakke med, kan lidt engelsk. Han nægter at underskrive det vigtigste papir “we don’t use this” gentager han igen og igen. Jeg mister hurtigt tålmodigheden. Jeg ringer til M og får spansk assistance. Det hjælper ikke. Han bliver ved med at insistere på, at det ikke er nødvendigt, og jeg bliver ved med at gentage “si, necessita!” i en mere og mere irriteret tone og på randen af et sammenbrud. På papiret foran mig står der – på dansk – at det er vigtigt, jeg får en underskrift og et stempel og sender det tilbage til a-kassen inden 7 dage, hvis jeg fortsat skal modtage dagpenge. Han udfærdiger et papir, hvor han sætter en underskrift og et stempel, og siger, jeg må komme tilbage, hvis der er noget. Klokken er 13.07 og telefonen lukker kl. 13 hos a-kassen fredag. Jeg ringer til min ældste søster i frustration. Hun er på arbejde. Jeg finder en cafe og skriver en besked til a-kassen, hvor jeg vedhæfter mit spanske identifikationsnummer og dokumentationen fra det spanske jobcenter, laver en notis i min kalender om at ringe til a-kassen mandag. A-kassen godtager papirerne om mandagen.

Jeg er på en Espai Joliu, en café M har anbefalet. Her kan man købe planter og kunst. Jeg køber et stykke brød med ost og tomat og en kop kaffe, senere et kop te og en hjemmebagt kage. Arbejder et par timer. Da jeg kommer hjem, skriver min yngste søster en besked “hvordan har din dag været?”. Vi skyper i næsten to timer. Da vi er færdige er klokken 20.30 og jeg går ud for at finde mad. Overraskende hurtigt er jeg ved at vænne mig til de sene spisetider. Man spiser tidligst kl. 21.00. Typisk omkring kl. 22. Samfundet her er indrettet for b-mennesker. Arbejdet begynder ved 9-10-tiden. Imellem de tre hovedmåltider morgenmad, frokost og aftensmad spiser man snacks, inden morgenmad, inden frokost og inden aftensmad. Snack har fået en anden betydning for mig. Det er ikke længere søde sager, men mad du kan holde sulten på afstand med. Jeg har altid køleskabet fuld af små yoghurts, hvilket er nødvendigt!

Jeg har tabt mig nogle kilo.

Frokost varer en time til to  og begynder kl. 14. Jeg elsker det tidspunkt. Cafeerne er fulde og der er liv i gaderne. Pause. Fordybelse i samtalerne.

Lillesøsteren er kommet hjem. Hun er kun 21, hvilket kan mærkes. Sød, men ung. Fjernsyn for fuld volumen til sent ud på natten og cigaretter (folk her er desuden rigtig glade for joints) alle vegne (jeg har ét vindue, og det er ind til stuen). M har bedt hende finde et nyt sted at bo.

M er på weekend i Madrid. Jeg har takket ja til at tage med E for at spille tennis på Montjuic. Vi spillede double med (eks)-kæresten,som er svensker, og veninden, der er portugiser. Portugiseren har boet i Tyrkiet og sammenligner den nuværende situation i Catalonien med Erdogan og hans styre. Det catalanske politi er ikke bedre end det spanske. De får det bare til at fremstå sådan, fortæller de mig. Virkligheden er, at de er en flok magtliderlige mænd på steroider, der ikke er bange for at slå ihjel, siger svenskeren. Jeg spørger, hvad E har stemt. Hun har (også) stemt blankt.

Opløftet og glad over at have nye bekendtskaber i Barcelona, bliver jeg på Montjuic og ser lysshowet i Magic Fountain kl. 21.00. Indtil da tjekker jeg området ud. En feminin mand stopper mig og spørger, om jeg vil tage nogle fotos af ham med hans mobil. I stedet for at stå stille, bliver han ved at bevæge sig – “I don’t like poses”. Jeg føler mig som en fotograf på arbejde og skyder en masse billeder – blandt andet et hvor han tilfældigt stryger sit hår tilbage med hånden (her er det svært ikke at grine, da han tager det meget alvorligt). Jeg kan ikke bedømme, om han er genert eller arrogant, men han har en sjov facon. En facon jeg ikke er helt tryg ved, så da han spørger, om jeg vil med ud at finde steder at drikke drinks, takker jeg nej. Manden er fra Canada og i Barcelona en uge. Jeg fortæller ham, jeg er her, fordi jeg har muligheden for at søge job i udlandet i tre mdr.  “We need to do something about this in Canada”.

En gruppe break-dansere laver et show inden Magic Fountain showet. Det er de samme dansere Y og jeg så på stranden i februar. De er blevet dygtigere. Niveauet er højt.

I dag søndag d. 8. oktober kommer spanierne til Barcelona for at demonstrere mod catalansk selvstændighed. Jeg mødes med min veninde L fra uni-tiden, der også er bosat i Barcelona pt., til brunch i hendes nye kvarter Poble Sec på Brummel Cafe – en café jeg fik anbefalet dagen forinden. Metroen er propfuld, de andre passagere og jeg står som sild i tønder, mens spanierne råber “Viva Espania”. Vi spiser en virkelig god chia grød. Bagefter tager vi på marked og så ud til Park Guell. En spansk politibil med åben sidedør holder hornet i bund, mens en gruppe af betjentene vifter med et spansk flag fra den åbne dør. Da vi ikke har forudbestilt billetter, er der to timers ventetid til at komme ind og se Gaudis arkitektur, så vi udskyder det til en anden dag. Heldigvis er parken – også den del, man ikke skal betale penge for – en oplevelse i sig selv. Vi spiser en durum, vi har købt på vejen. En fugl flyver op og forsøger at nippe min durum ud af hånden på mig. Jeg skynder mig at spise færdig.

Det varmere vejr – her er alle dage 20+ grader – har gjort mig forkølet, så jeg bliver inde og ser tv på computeren og læser korrektur på nogle tekster. Lillesøsteren lod lyset brænder i stuen hele natten. Jeg fik ikke sovet særlig meget. Myggene her er kaldt tiger-myg, fordi de har striber som tigere. Jeg har ikke set dem, men mærker dem. Hver morgen vågner jeg med nye stik. Myggebalsam er nødvendig.

Løb en tur ved vandet. Gik på jagt efter Nømad Coffee – et bryggeri, jeg har fået anbefalet. Kaffe brygget her i Barcelona, som de serverer mange steder. En sydamerikansk mand stopper mig på gaden og siger en masse på spansk, jeg ikke forstår. Han slår over i engelsk og forklarer, at han leder efter en gruppe mennesker, han skulle lave kunst med i dag. Han er kunstner og viser mig nogle fotos af ikke særligt imponernede malede ord, han har skrevet på folk. Jeg drikker kaffe med manden, der pludselig finder sit “kit” frem og får lov at skrive “blå” på min arm med eyeliner og glimmer. Jeg tager et foto af navnet på hans atelier og giver ham lov til at bruge et foto af mig og værket på mig i sit galleri. Jeg er glad for, at jeg ikke har betalt penge for det, men kaffen får jeg selv lov at betale, hvilket passer mig fint. Jeg spørger ham til den politiske situation. Han stemte ikke, men situationen frustrerer ham. Det handler om penge. Meget af konflikten og ønsket om selvstændighed har med penge at gøre. Catalonien er rig. Det er Spanien ikke.

Sort kaffe i Barcelona er espresso. Vil man bestille en Americano skal man bestille Kaffe grande, og vil man være helt sikker – con aqua. Man drikker Kaffe con Leche om formiddagen og espresso om eftermiddagen.

Da jeg krydser triumf- buen for at komme hjem, er der tæt befolket. Helikoptere hænger i luften (flere end der plejer) og politiet er massivt tilstede. Parken er lukket og jeg må gå udenom for at finde hjem. I forbifarten spørger en mand fra en større flok mig, hvor de kan komme forbi (eller hvor politiet ikke er?). Jeg peger, siger “aqui” og håber, jeg ikke har vildledt ham. Glad for at jeg tilsyneladende allerede virker som en, der hører til.

En kraftig hovedpine vækker mig et par gange i løbet af natten.

Vågner sent. Går i bad, laver kaffe og spiser en yoghurt. Forsøger at skrive. Vasker gulvet på mit værelse. Modtager en mail fra en kvinde, der gerne vil være gæsteblogger – har jeg fået læst hendes tekst? Jeg læser teksten. Hun er skeptisk overfor måden Miintos “Find Yourself” reklame fremstiller transkønnethed og hvordan transkønnethed bliver brugt i reklamesammenhæng. Jeg har ikke set reklamen og ærgrer mig over, jeg må takke nej til at publicere indlægget. Jeg ved, hvordan det føles at modtage et afslag. Mange afslag. Da jeg ikke kan skrive, går jeg til stranden med en bog. Det er varmt, men blæser kraftigt. Jeg går en omvej hjem, køber en hjemmebagt kage og en cortado på Espai Joliu.

Lillesøsteren skal i byen. Veninderne er her, musikken høj og make-uppen overalt. Skyper med mor en time.

Vågner sent. Tager til Montjuic for at finde det græske amfiteater, jeg er blevet anbefalet at se. På vejen ender jeg på pladsen foran nogle museer. En midaldrende, hippie-udseende mand med løst bomuldstøj og en halskæde om halsen, henvender sig til mig. Siger en masse på spansk, jeg ikke forstår. Han spørger, om jeg er fransk – jeg svarer dansk (og tager det med det franske som et kompliment). På gebrokkent engelsk spørger han, hvad jeg synes om pladsen. Det er en stor betonplads med et par få træer. Han forklarer, at planen er (var?), at der skulle bygges en grøn plads, men noget med pengene gik galt. Han bryder sig ikke om pladsen nu. Han kommenterer på den politiske situation i Catalonien “nationalism is bad” og siger, jeg skal holde mig fra demonstrationerne. Mangler jeg et værelse? Han har et ledigt. Plejer at leje ud til Erasmus – studerende.

Finder den græske park og det græske amfiteater. Overvældes. Sætter mig på en af pladserne og skriver. Nogle mennesker går forbi og siger hej. Har sat mig i et gammelt tyggegummi. Forsøger at fjerne det, uden det store held. Farer vild på vejen hjem, så tager metroen tilbage til Placa Espanya, hvor jeg køber en is.

Torsdag d. 12. oktober er Colubus-dag og hellidag i Spanien (som Catalonien stadig er en del af). Jeg løber en tur, stranden er fuld af mennesker, der nyder deres fridag.

Til koncert med Princess Nokia. M og jeg mødes med hendes veninder. De er alle sydamerikanerne og taler spansk. For første gang får jeg følelsen af at føle mig alene, den følelse, der kan mærkes, når du er ensom iblandt mange. M og hendes veninder er søde, men jeg føler mig ved siden af og er hverken i humør til røg eller alkohol. Lyden til koncerten er dårlig. Jeg går på toilettet og derefter hjem.

På vej hjem møder jeg en kvinde, der har boet de sidste par dage i lejligheden. Hun sidder udenfor på en bar i nærheden, der ejes af nogle kinesere, og drikker en øl. Jeg har ikke fået mad, så køber en virkelig dårlig burger og en cola og spørger, om jeg må joine hende. Hun kommer fra Mallorca, er 33 år og har boet i Berlin og Barcelona. Hun er i byen for at spille en elektronisk koncert. Hun er genert og nervøs for koncerten, fortæller hun mig. Hun køber en øl mere.

Har reserveret bord på Casa Bonay. Jeg skal mødes med L og hendes fire veninder fra kunst-skolen, hvor de går. De kommer fra henholdsvis Beirut, Egypten, Tunesien og Norge. Aftenen er virkelig fin, en af de aftener, hvor klokken pludselig er 03.00, samtalerne tunge, stemningen let og vi fik danset.

Lørdag bruger jeg i parken med en bog. Køber en vand og en bikini-toast. “Beautiful” siger sælgeren til mig. Min ældste søster ringer – “Hvorfor lyder du sådan, sådan lyder du ikke i Aarhus. Er det fordi, du bor i Barcelona?”

by maitrosborg

Så træk dog vejret, kvinde!

img_1841

“(..) to much energy in your country is spend on develop the mind instead of the heart (…), citatet er af Dalai Lama, et min far har haft med fra en af sine utallige rejser til Indien, som jeg fandt forleden, da jeg ryddede op og ud i min lejlighed (og mit hoved).

Jeg hang det op på badeværelset. For det, citatet, siger meget om den verden, vi lever i. Og om os, der lever i den.

Jeg havde netop været på en to timers strala (yoga) workshop, hvor jeg blev mindet om, hvor meget vi kan, hvis vi er i stand til at lytte til et af de klogeste værktøjer vi har – kroppen. I strala, lærte jeg, at man bør give plads, give slip. Hvis du mister din styrke eller din balance, så træd to skridt tilbage, hvis det får dig lettere frem. Lad være med at gå i stå, hvis du ikke med det samme kommer dertil, du gerne vil. Lad være med at frys, men bevæg dig i et flow, og lad være med at forvente, du kommer dertil, du gerne vil, hvis kroppen ikke er klar – du bliver nødt til at åbne døren, inden du går ind (ellers slår du dig unødvendigt).

Det er hårdt for en konkurrencemindet utålmodig sjæl at efterleve disse flowprincipper. Jeg vil gerne at tingene sker her og at de sker nu. Ikke i morgen. Men i længere tid har jeg kæmpet med at finde balancen. Alle har gode og dårlige (balance)dage, men jeg blev konstant slået ud af kurs, når jeg skulle balancere på benet, foden eller tæerne. Min krop skreg til mig, jeg skulle lytte til den, acceptere min ubalance og trække vejret lidt dybere, give mig tid. Så det gjorde jeg. Jeg begyndte at trække vejret (jf. tidligere indlæg) – og finder gradvist balancen. Ikke kun på tæerne, men også i hverdagen. Og indser, at det jeg troede fik mig langsommere frem, faktisk får mig hurtigere frem.

Kroppen er et redskab. Et redskab, vi bør bruge ligeså meget tid på at udvikle, som vi bruger på at udvikle vores hjerner. Kroppen er den, der forbinder hjerte og hjerne. Jeg giver Dalai ret, vi kunne komme længere, hvis vi brugte tid på at udvikle vores hjerter sammen med vores sind. ❤️

by maitrosborg

Pladderhumanisme

08week12

Pladderhumanist kalder hun sig, da hun fortæller, vi skal passe på os selv. At det er hårdt arbejde at være jobsøgende. Jeg er til møde hos (magisternes) A-kasse. Der er sket noget siden sidst, mærker jeg. De har set konsekvenserne af alt for mange håbende jobsøgende, der har mistet håbet. Til samfundet. Til dem selv. De har mærket konsekvenserne af den politik der føres, som vægter kroner og ører og hurtige resultater højere end menneskelige værdier og holdbare løsninger.

Hun fortæller, hvor vigtigt det er med en hverdag med indhold, men også hvor vigtigt det er, vi giver os selv lov til at holde fri, sove længe og passer på, ikke at bukke under for andres (men mest af alt egne) forventninger. Jeg er min værste fjende. Jeg ved, at når jeg frygter fremtidige sociale sammenkomster (heriblandt julen), så er det ikke fordi, jeg tror andre dømmer mig (at ikke alle forstår, er noget andet). Jeg dømmer mig selv, først og fremmest. Har jeg gjort nok. Har jeg været den bedste udgave af mig selv. Den bedste medarbejder, kollega, kæreste, søster, datter, veninde. Har jeg gjort nok?

Jeg kan klare mange ting, men jeg kan ikke klare tanken om, ikke selv at have gjort nok for det liv, jeg ønsker. Jeg opsagde min lejlighed for at være tvunget til at bevæge mig videre – væk fra det, der pt. gør ondt. Heldigvis var min udlejer sød at give mig lov til at annullere opsigelsen og tillade mig at fremleje den i stedet, når og hvis det bliver aktuelt i forbindelse med udenlandsrejser. For jeg opdagede – med hjælp (tak!) – at det er ok, at trække vejret og mærke efter. Når jeg flytter næste gang, skal det ikke være for at bevise noget, men af lyst. Fordi jeg har overskud – økonomisk (det er dyrt at flytte, ved jeg af erfaring) såvel som personligt. Jeg flytter gerne for et job.

De andre er i gang med en samtale, da jeg kommer tilbage fra toilettet. Vi venter på vores individuelle samtaler efter at have fået en fælles præstation af dagpengesystemet. De spørger mig, om jeg er dimittend, og jeg fortæller dem, at det er jeg ikke. Så begynder de at snakke om deres børn og hvor priviligerede de er, at have tid til dem. Hvordan en deltidsstilling vil være helt ideelt. Jeg tænker, det passer mig fint, at de tager deltidsstillingerne og lader mig arbejde fuldtid og mere til. Jeg savner de morgener, hvor jeg cyklede på arbejde og vidste, der ventede mig møder, mails og projekter. Jeg savner de sene aftener og nætter, hvor jeg lukkede cafeer og restauranter ned efter en 10-11 timers arbejde. Jeg savner at arbejde (og jeg var god til det)!

Jeg har altid været priviligeret og haft et liv med mange mennesker, aftaler og projekter, så i de perioder, hvor der hverken er mange aftaler eller mennesker, kæmper jeg for at undgå følelsen af formålsløshed og ensomhed. Derfor er jeg blevet enig med mig selv om, at et kursus, hvor jeg udvider mine kvalifikationer, står op og møder mennesker hver dag, er det, der skal ske nu. Men jobcentret har brugt alle pengene og bevilger ikke længere kurser til højtuddannede. Nå. Jeg fortsætter med at søge alle de jobs, jeg er kvalificeret til. Og. trække. vejret.  Vi går ikke i stå, så længe vi trækker vejret. Ind og Ud. Livet vil altid bevæge sig fremad i forskellige tempi og følelser er flygtige.

Jeg bliver kaldt ind som den andensidste i en tilfældig rækkefølge. Konsulenten kender en af mine tidligere kollegaer. Hun roser mit CV og skriver projektleder, voksenundeviser, kampagne og kommunikationsmedarbejder i min jobplan….

by maitrosborg

Om verdens bedste kompliment…

 

ludo.jpg

“Hvis du var en ludobrik, var du slået hjem nu”, siger håndværkeren til sin håndværkerven i filmen “Den eneste ene”. Sådan har jeg det. Ikke som en håndværker, men som en ludobrik, der skal starte forfra, runde 2 (eller 1000 who counts?) job, bopæl, kærlighed. Jeg har stadig et sted at bo, og det er jeg taknemmelig for, men jeg mistede jobbet og kærligheden. Jeg lærte utrolig meget af både job og kæreste. Jeg fandt en bedste ven, som jeg vil elske og holde af til den dag, jeg ikke længere er her. Han lærte mig at være tryg i kærligheden, at turde dele, fordi han tog imod. Indtil han ikke kunne længere. Sådan er det. Han er en af de mest inspirerende og motiverende mennesker, jeg kender. Jobbet lærte mig, at jeg kan gøre en lille forskel. At vi alle har brug for hinanden, for at forstå verden og os selv. I går havde jeg en travl dag på det job, som jeg er på vej til at forlade. Det betød at jeg var lidt over det hele og ikke sammen med den gruppe unge, jeg bruger mine uger med pt. Sidst på dagen samles vi til det fællesfoto, der skal gøre reklame for vores forestående forestilling. En ung, syrisk mand griber fat i mig og siger på gebrokkent engelsk; “Where were you? we need your energy”. Der står jeg, uden job, uden kæreste, uden søvn, helt udmattet og tænker, det er det bedste kompliment, jeg nogensinde har fået. At man kan være i stand til at give energi, når man intet har. Det vil jeg huske til næste gang, jeg bliver slået hjem og skal starte forfra. At jeg kan godt give andre energi, jeg ikke selv har.

Det her indlæg er svært at skrive. Fordi det er forkælet, men ærligt. Jeg har, på trods af fyring og kærestesorg, venner og familie, som holder af mig og er der for mig, tæt på. Det er jeg ikke altid god til at udnytte, for når tingene bliver svære, gemmer jeg mig bag “storesøster” facaden. Jeg er den, der skal være stærk. Det er jeg ikke altid, men det gør mig flov, at min familie og mine venner skal se mig svag, når jeg bør være stærk. Men jeg er ikke altid stærk og jeg har også brug for at nogle griber mine 177 cm, når tæppet bliver revet væk under mig og jeg vælter. Det ved jeg nu, 30 år gammel. Jeg er dybt taknemmelig, når min yngste søster åbner sit hjem, når jeg ikke kan holde ud at være i mit eget. Når min far insisterende ringer utallige gange for at høre om jeg er ok, når min ældste yngste søster skriver ærligt, men kærligt til mig, eller når mine veninder gennemskuer min facade og rækker ud. Lov mig at gøre det samme, høj som lav. Tak! ❤️

by maitrosborg

Lille spejl bag bordet der…

tumblr_lm3ll2XcF31qhbpdlo1_500

De stirrer på mig. De taler med mig. Du taler igennem mig. De taler om mig. Mig, der skal lære dem noget. Dem, som det senere skal vise sig, jeg spejler mig i. Alle mine erfaringer, al min viden.

Jeg spejler mig i dig. Du spejler mig. Det, du gør. Alle de erfaringer, jeg har. Det, du siger. Al den viden, jeg har. Du taler og jeg lytter. Jeg hører, hvad du siger, og jeg mærker, hvad du gør. Jeg mærker dig. Det, du vækker, eller det, du ikke vækker i mig. Jeg taler og du lytter.

Den erfaring, jeg ville ønske, jeg havde haft. De personer, jeg ville ønske, jeg havde mødt. Jeg er din konsulent. Jeg er din underviser. Din ven. Men du bliver min. Konsulent. Underviser. Ven. De ting, du ikke forstår. De job, du ikke kan få. De mennesker, der ikke griber din hånd.

Du skubber mine grænser. Du mangler initiativ. Du tager ikke ansvar for dit eget liv. Du lader det hele være op til mig. Du skyder skylden fra dig. Du fortæller mig, hvem jeg har lyst til at være. Og hvem, jeg ikke vil være. Du er dimittend fra østeeuropa, der kommer for råd og vejledning om job. Du er flygtning, der kommer for at forstå den kultur, du er kommet til. Du er menneske, jeg skal vejlede og undervise.

Du er manden, der tror, du kan det hele. Du er kvinden, der tror, du ikke kan noget. Du er pigen, der ikke forstår, hvad du laver her. Du er drengen, der ikke vil sige, du ikke forstår. Du er menneske, der insisterer på at blive set. Du er mennesker, der udvikler dig. Du er alt det, der bliver til vi. Alt det, der spejler mig, som spejler os. Vi spejler os i hinanden.

At lære fra sig, at lære om sig. Jeg er kvinden, der aldrig troede, jeg skulle undervise. Aldrig troede, jeg skulle spejle mig i jer.

by maitrosborg

Shoulda Coulda Woulda

IMG_0276

Søndag aften uden internet fører til, jeg sidder med gamle papirbunker, deriblandt de gamle karakterark fra gymnasium og universitet og tænker, ”virkelig?”

Arkene illustrerer tydeligt, jeg var bedre til at læse på universitetet end jeg var til at gå på gymnasium. Eller også illustrerer de i virkeligheden, hvor i mit liv jeg havde mest overskud. I midten af min gymnasium-tid havde vi i en periode ikke noget permanent hjem og mine forældre boede sammen, men var på vej hver til sit. I og for sig en glædelig nyhed, som har givet dem begge en ny start og et forbedret liv. Men det var også en omvæltning og en opvågning. Og det var den tid, hvor jeg ikke præsterede, som jeg kan. Jeg dumpede sågar fag og samtlige af mine undervisere har skrevet i karakternoterne, at jeg skulle komme mere på banen. Det havde jeg ikke overskuet til. Nogle dage havde jeg sågar ikke overskuddet til at møde. Jeg bør ikke undskylde, og ting kan ikke gøres om. Jeg var ung. For ung til at se, hvilke muligheder jeg havde hvis jeg gad, eller prioriterede. Muligheder som alle ikke har. Mange får stopskiltet allerede inden. Får af vide, de ikke er akademiske nok til en gymnasial uddannelse. Jeg er akademiker. På trods. Mine dårlige karakter forstår jeg først nu og det ærgrer mig, jeg ikke gjorde det så godt, som jeg kan. Jeg anede ikke, hvad jeg kunne bruge hårdt slid til. Det ved jeg nu. Og jeg har slidt på en anden måde. Ikke ved at tilegne mig et højt snit, men ved at tilegne mig erfaring. Jeg er blevet nødt til at tage nogle omveje. De kunne sikkert være undgået, men sådan er der så meget ”kunne jeg, skulle jeg, ville jeg”. Jeg ved nu, efter 30 år, at det er de kringlede veje, der har det bedste udsyn. Men jeg ved også, at det betaler sig, at forstå de valg man træffer, og hvorfor man træffer dem. Til alle der får af vide, I ikke er egnede til det ene eller andet, inklusive undertegnede. Der er kun en person der ved, hvad og hvor meget du brænder for det, DIG! Vær ærlig. Måske er du røvdårlig, eller måske er du ikke. Giv det et forsøg, og hvis du giver op derefter, så havde de ret! – videre. I dag er væk i morgen.Græd over dine dårlige præstationer, når du har bestået og efter du har fået jobbet! I dag er min bachelor i dansk og min kandidat i æstetik og kultur i hus, og jeg arbejder med fremmede kulturer. Tjek! (se billedet). Men jeg stræber stadig efter planerne for fremtiden. For fremtiden forsvinder ikke, den er før dig, mig og os. Jeg gjorde sågar også lidt ved dansen. Det fungerede fint. Jeg var ikke røvdårlig, men jeg var heller ikke god. Dansen var ikke det, jeg skulle leve af, men den jeg skal bruge til at leve med og for. Kunne jeg. Ville jeg. Skulle jeg. Jeg ved det ikke. Vi gør vores bedste. Jeg gjorde hvad jeg kunne og jeg gør hvad jeg kan. Ikke i fremtiden og ikke i fortiden, men i den tid jeg kan forholde mig til, den tid der er nu, nuet.

Karakterne glemte jeg hurtigt. Minderne tager jeg med mig.