TedxAarhus2019 [RE]

Lørdag d. 5. oktober 2019 afholdt TedxAarhus deres 4. event. Dette år i Centralværkstedets smukke, historiske lokaler. Det var første gang, jeg deltog. Årets tema var RE. Og som den århusianer jeg er, var det næsten umuligt ikke at koble re med think (re-think), som var det, vi gjorde hele 2017 i forbindelse med Aarhus som en af to europæiske kulturhovedstæder (jep, der udnævnes faktisk to hvert år).

Arrangementet begynder kl. 11, dørene åbner kl. 10 og vi ankommer ca. tyve minutter før, får udleveret vores navneskilte, hvor der udover vores navne, er plads til at skrive vores RE- ord. Jeg skriver [RE] INSPIRED, da det er en af de ting, jeg forventer i dag – at bliver inspireret på ny. Ikke særlig originalt, men hvad fanden. Det er mit ord den dag.

Det er en inspirerende, international forsamling, der er til stede. I den store menneskeflok, er der kun et par stykker, jeg kan genkende. Vi tager en kop kaffe og finder et par pladser. I år har man valgt ikke at nummerere siddepladserne, hvilket betyder, at man efter hver af de to pauser, finder et nyt sted at sidde. Alle siddepladser er de bedste siddepladser er udsagnet.

Den canadiske Tv-vært og journalist Barbara Balfour er dette års vært. Hun har til opgave at præsentere to performances samt de 11 talere, der hver har 20 minutter til at tale (ud fra deres re-ord) og dele deres viden. Dagen er inddelt i 3 sessioner – Evolution – Action -Change med to længere pauser.

Session :1 Evolution

Inden Balfour præsenterer dagens første tedtalker, holder Aarhus borgmester Jacob Bundsgaard en åbningstale bl.a. med en opfordring til, at vi skal blive i vores dilemmaer længe nok til at genopfinde (“stay in dilemmas longer, to reinvent – not to avoid action”).

Dagens første tedtalker er bioingeniør Andreas Hougaard Laustsen [re]imagine. Laustsen møde med en 8-årig pige og en 5-årig dreng fra Tanzania, der begge er blevet bidt af slanger, blev starten på hans arbejde med at opfinde medicin mod slangebid. Medicin der samtidig kan forhindre paralysering, når man indtager det. Han har set et problem. Nu er han i gang med at løse det (som en ægte iværksætter). Lausten fortæller med passion og engagement, og man hepper (og tror) på, at hans mission snart lykkes.

Psykolog Signe M. Hegestand er dagens anden taler [re]late. Hun taler om psykisk vold i relationer. Et spændende emne, men desværre drukner talen i nervøsitet, og det meste har jeg hørt før. Hegestand starter sin talk med at spørge “What are you willing to do for love?” og slutter med at spørge “What are you not willing to do for love?” Lidt at (gen)tænke over.

“What are you not willing to do for love?”

Vi bliver præsenteret for en kort video om sjippetorvets historie – “the simplest tool, can create the most creative use.”

VR Creator Maria Herholdt Engermann [re]ality er den sidste taler under session 1, Evolution. Engermann er en dygtig taler. Hun arbejder på at skabe mere sympati blandt mennesker bl.a. ved at give et indblik bag om modeindustrien ”If an experience is strong enough, it can change your identity and your habits.” Vi får en oplevelse af at være til stede i Engermanns VR dokumentar om modeindustrien. Det føles ikke specielt rart (men vigtigt), og som Engermann starter med at sige ”VR are more than fun and entertainments.”

”If an experience is strong enough, it can change your identity and your habits.”

Vi er nået til første pause, og frokosten (sandwich) er serveret. Pausen varer en time og 20 minutter. Der er masser af tid til at netværke, men i dag er ikke en af de dage, så vi holder os i vores lille trekløver. Jeg smutter på toilettet. På spejlene er der tegnet og hashtagget, og overalt opfordres der til, at man deler sine oplevelser på de sociale medier. Jeg tager et par billeder af mig selv i spejldekorationen, da jeg kan se, jeg er alene i et par sekunder, men vælger ikke at dele, da resultater ikke bliver, som jeg håbede. På toiletdøren hænger en plakat, hvor man kan placere et klistermærke på det antal af gange, man har deltaget i TedxAarhus. Jeg tager et klistermærke og placerer det på first time. Vinduerne i Centralværkstedet er dekoreret med tegnede vaser med fremtidsmotiver. Jeg tager en tusch og tegner omridset af en vase. På vasen tegner jeg en pinligt simpel tegning af en sky og en bil. Det skal demonstrere fremtidens flyvende biler. Vi går ud og sammensætter nogle sætninger med ord, der allerede står i sætninger eller ligger i kasser. Det her event er perfekt for et legebarn, og jeg ærgrer mig over, at jeg ikke har deltaget de forrige år. Der er stadig meget tid tilbage, da vi finder nogle nye pladser. På en skærm dukker skiftende spørgsmål op, som fx hvilket realityprogram ville du vinde? Eller hvad ville dine venner tænke, du havde gjort, hvis du havnede i fængsel? Vi leger med, og pausen er pludselig forbi.

Session 2: Action

Første taler efter pausen er neurolog Casper Schmidt [re]define. Han taler om pornoafhængighed og CSBD (Compulsive Sexual Behavior Disorder). Sidstnævnte blev først anerkendt som sygdom på WHOs liste i 2018. Schmidt lægger ud med et eksempel, som får hele salen til at grine. Dernæst udpeger han de første rækker – ”You guys in the front row are addicted” (statistisk er 3-6% afhængige). I det hele taget er Schmidts talk fuld af humor. Han mister tråden et par gange og skal have sit clue card, men i stedet for at gå i panik, griner han af sig selv, og det virker som den helt rigtige måde at håndtere det på. Man føler sig godt underholdt som publikum, men forstår samtidig, at afhængighed altid skal tages seriøst – også når det handler om sexafhængighed.

Iværksætter (social entrepreneur) Steffen Rasmussen [re]shape er en kendt Aarhus-profil, som bl.a. har stiftet Fundamentet. I sin talk fortæller han om at forstå ”The complexity of the system”. Han er en vanvittig dygtig formidler, bruger konkrete eksempler, erfaringer og personlige oplevelser til at understøtte hans pointer. Han viser en graf over, hvordan tallet med mennesker på offentlig forsørgelse ikke har ændret sig fra 1984 og frem til i dag. Hans påstand er ”increased activity, decreased employment”. Hvis man giver mennesker frihed og hjælp (ikke forpligtelser under tvang), skal de nok komme i arbejde – ”People want to, they just cannot right now”. Balfour konkluderer ud fra Rasmussens talk ”We all have our own timeline, it doesn’t help if someone pressure their timeline on us.” Rasmussen får fortjent et af dagens største bifald.

”We all have our own timeline, it doesn’t help if someone pressure their timeline on us.”

Performer Fjer kommer på scenen og giver et nummer. Jeg ved stadig ikke helt, hvad det gjorde ved mig. Sandsynligvis fordi det ikke rigtigt gjorde det store indtryk. Det gjorde de visuals der var en del af nummeret til gengæld, så dem lod jeg mig fortabe mere i end sangen.

Designer Sara Andersson [re]design taler i sin talk om, hvordan hun arbejder på at komme væk fra human centered design og arbejde med humanity centered design i stedet. Hun illustrerer bl.a. human centered design ved at vise et billede af et plastikglas (plastik-låg og plastik-ske) med skiveskåret frugt, som dem man i dag kan købe i supermarkeder. Det har haft og har konsekvenser, at vi har ladet bekvemmelighed være det dominerende i designprocesser. En af konsekvenserne er fx, at der i 2050 vil være mere plastic, end der vil være fisk i havene (måske vi skal til at revurdere udsagnet, der er altid flere fisk i havet?). Lidt at tænke over.

Sidste taler i session 2 er Dance Coach Brice Johnson. Johnson starter med at spørge, hvor mange blandt publikum, der ser sig selv som dansere. Overraskende mange rækker hånden i vejret. Johnson påstand er, we dance how we live. Han illustrerer ved at vise forskellige dance moves baseret på følelser, han har gennemgået i livet. Hvis du er usikker, danser du usikkert. Hvis du er vred, kan du bruge vreden osv. Derefter spørger han publikum ”How will you dance?” og tilføjer “Never sacrifice your groove to find your move”. Jeg tager det som en opfordring og forsøger at stole på, at jeg til næste dansetime, hverken behøver at kigge på min sidemakker eller ned på mine fødder, og at jeg altså godt kan tælle til fire. Det handler først og fremmest om at tro på det (dig) selv – som med alt andet i livet.

“Never sacrifice your groove to find your move”

Med lidt hiphop moves præsenteret, går vi til næste og sidste pause, hvor der serveres forskellige søde sager. Denne gang udforsker vi den tilstødende sal, hvor talerne holder til i pauserne. Her kan man bl.a. tegne blindtegninger (med en tusch i både højre og venstre hånd) og bagefter tage selfies med de færdige resultater. Det gør vi. Kunstneren Iris Bakker har tegnet portrætter af alle talerne, og ud fra hvert portræt kan man skrive kommentarer, som talerne vil få sammen med deres portrætter. Vi skriver et par kommentarer. Vi når også en lille gådeleg. Vi bliver lukket inde i en Audi, der holder parkeret i gården. Her har vi to minutter til at svare på et par spørgsmål, men når kun at svare på det ene (og endda i den lette kategori, av av!). Pausen varer en time, og den time er hurtigt gået!

Session 3: Change

Session tre starter med en performance af standarddanserne Liza & Dima. Vi sidder tilbage i rækkerne blandt publikum, så det er desværre svært at få hele dansen med.

Første tedtalker i 3. session storyteller Cecilie Mai Sommer [re]consider er diagnosticeret med forskellige psykiske lidelser. ”If I dressed like the mental illness I am, you would not take me seriously. I picked up this dress, because it would make You think I am happy.” Sommer står i en stor, lyserød kjole med mørkt langt hår og lyser op på scenen. Hvis I ikke har regnet det ud, handler Sommers talk om fordomme. Dem, vi alle har, og som er formet af vores egne oplevelser. Jeg lider bl.a. af OCD siger hun og gør straks op med publikums forestilling om, at mennesker med OCD bor ryddeligt og rent ved at vise et billede af hendes værelse, der ligner et bommet lokum. ”My mom did not think a mental hospital was for me. Turned out it was.” Sommer bekræfter endnu engang det, som alle snart bør indse. Man kan ikke se på folk, hvad de kæmper med, så pak fordommene sammen.

”If I dressed like the mental illness I am, you would not take me seriously. I picked up this dress, because it would make You think I am happy.”

Medicinsk fysiker Ludvig Muren [re]search arbejder på, hvordan man ved hjælp af fysik (noget med photon og proton) kan kurere kræft. Jeg er ikke den store fysik-entusiast, indrømmet. Men det her er et område, der påvirker os alle. Vi har alle mistet eller kendt nogen med kræft. Men denne talk er simpelthen som at være til en forelæsning uden passion eller engagement. Jeg er sikker på, Muren har masser af passion og engagement. Han formår bare ikke at formidle det. Undervejs mister jeg koncentrationen, og tænker, at jeg må hjem og google i stedet.

Der vises en animeret fortælling om, hvordan det bøjede sugerør blev opfundet. Tænk, hvor meget man ikke ved. Overvældende, ik?

Arkæolog Vana Orfanou [re]connect har en ret anderledes vinkel på at formidle sit fag. Hendes talk handler ikke om, hvad man som arkæolog har opdaget ved udgravninger, men hvordan fortiden kan hjælpe os til fx at lære sympati i nutiden. Og så slår hun lige fast “We do not learn from our mistakes just because we make them”. Orfanou har en uhøjtidelig tilgang til sit fag og hendes talk er morsom og samtidig lærerig.

“We do not learn from our mistakes just because we make them”

Sidste taler er poetry slammer Emma Elizabeth Holtet [re]invent, som tidligere har været vært på eventet. Hun startet sin talk med en slam (reglerne kort opsummeret – 3, 10 min., ingen rekvisitter og teksten skal være din egen), om hvorfor mænd aldrig skal ignorere kvinder, og hvad det fører til, hvis de gør (noget med stalking og en kidnappet kat). Samtlige kvinder (muligvis også mænd) griner og genkender. Historiefortælling for Holtet handler ikke om at være original, men at tage udgangspunkt i virkeligheden og klichéerne og genopfinde/gendigte dem. Minutterne før demonstrerede hun hvorfor. Det virker. Vi kan alle spejle os i klichéerne. Hvis I får muligheden for at høre Holtet i poetry slam – eller holde en tale – så gør det!

Inden vi smutter hjem med et hoved fuld af tanker og en krop fuld af indtryk, slutter vi dagen med et glas vin. Jeg standser og tager et billede af en bunke blade i efterårsfarver i aftenslyset på vejen hjem. Inspiration er alle steder.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s