To tusinde enogtyve // 2021

Året, der føltes som flere. Året, hvor alle var alene, og året, hvor alle var samlet. Tragedie kan skille og det kan samle. Vi så begge dele ske – anti-vaxxere og fodboldfeber. Vi råbte ad hinanden og vi råbte i jubel med hinanden. De stærke ben blev til de følsomme mænd. Mænd, som vi alle forelskede os en smule i. Året, hvor mænd kan få lov til både at græde og score mål. Året, hvor kvinder fortsat sagde fra, talte højt til og med hinanden om de grænser, der aldrig blev sat, men som det var og er på tide at sætte. 

Magt der stadig bliver misbrugt. Taliban der besatte Afghanistan. Trump-tilhængere der stormede kongressen på en absolut voldelig måde. Liderlige mænd i blå skjorter. En tidligere integrationsminister der brød loven og en statsminister med en belejlig slettefunktion. Vi befinder os fortsat i en episode af House of Cards. Magten er ikke for de magtfulde, og virkeligheden tenderer til at overgå fantasien, hvis den ikke allerede har gjort det (flere gange). Som altid interesserede vi os mest for at dække vores egen verden, en udmærket måde at lukke for grænserne uden at placere grænsevagter. 

Året, hvor amerikanere sagde op i hobetal. Værd og (ikke målbare) værdier vejede mere end penge og pension, når de unge råbte ”I quit”, mens de postede det på TikTok og skabte virale ringe i medievandene, som Bidens hjemmestrikkede handsker kun kunne gøre det.  

Året, hvor vi heppede på Vinterberg, da han modtog sin Oscar, og vi græd da han takkede og dedikerede filmen til sin afdøde datter, what a life!

Vi så måbende til, da kunstneren Jens Haaning i stedet for at indramme en halv million på Kunsten (få nu besøgt det museum!) stak af med den. Haaning, vores allesammens danske Banksy. Og er de penge i øvrigt fortsat væk? 

Omikron kom og kulturen forsvandt (igen). Trænings-og indkøbscentre levede, mens biografer og spillesteder døde. Kulturen, den der evigt må forbløde. Værdi der kan måles i kroner og ører tæller højere, højst. Er det ikke på tide at FATTE KULTURENS VÆRDI (også den økonomiske!). 2022, do you thing. 

Rigtig godt nytår 🖤

Farvel til totusinde og tyve

We did it siger Kamala [Harris] – den første kvindelige vicepræsident – til [Joe] Biden, men [Donald] Trump vil ikke opgive sit herredømme endnu. Alt er fake news og fantasien kan endnu engang ikke overgå virkeligheden. Brexit får en deal på falderebet. [Morten] Østergaard har lagt en hånd på et lår, og [Frank] Jensen er ked af, at hans sexchikane overskygger hans politiske resultater. Beirut og Frankrig kæmper ikke kun med pandemien, men også med terrorismen. Godshavnsdrengene får en undskyldning og børnene på Lesbos fryser stadig. Cluster 5 afliver minkindustrien og Mette [Frederiksen] og minkfarmerne græder på TV, krokodilletårer er der nogen der påstår om Mettes tårer.

Vi forsøger at være woke uden at krænke. Statuer bliver væltet og ord bliver slettet. I can’t breath, som et ekko og en opvågning. En stor TV-kanon, der vil have sin pik suttet eller ødelægge [Sofie] Lindes karriere. Totusindogtyve er andet end pandemi og social boble. Det er også sammenhold #Blacklivesmatter og #Meetoo.

Vi er o-m-s-t-i-l-l-i-n-g-s-p-a-r-a-t-e som aldrig før. Arbejder hjemme, holder møder og dyrker yoga på zoom, dans på Tik Tok og fitness med [Melvin] Kakooza på Instagram, synger med på fællessang i TV, ser skuespillere og forfattere opføre online corona-monologer og Netflix sætte hastigheden ned, så vi alle kan binge Tiger King og senere The Crown sammen på afstand. 

Vi undværer festivaler og frisører, og vi hilser ved et albue-puf, så vores hår gror uhæmmet og vores hud-sult er utæmmet. Sølvpapirshattene dukker frem på de sociale medier. Bill Gates og vaccine-chip, watch out! Corona er en konspiration. Piratfester og supersprederbegivenheder opstår. Det.synes.jeg.ikke.at.man.kan.være.bekendt., siger dronningen. 

Vi løsner en smule op for så at stramme til igen. Julen varer lige til påske. Ingen tør siger, at totusindogenogtyve bliver deres år, for vi har lært, som et ægte gajol-citat, at livet står i vejen for planer, vi lægger. Dette år mere end nogensinde.

Rigtig godt nytår! – Pas på jer selv og hinanden. 

Farvel til et årti

Helle Thorning bliver Danmarks første kvindelig statsminister og Barack Obama den første sorte præsident (i 2009). Yes We Can råber vi i kor med armene over hovedet og håbefulde forventninger til en fremtid, hvor køn og klasse ikke er defineret de næste årtier.

Men vi græmmes og vi væmmes, da vi vågner op til nyheden om, at [Donald] Trump er blevet den mægtigste mand i verden. Verden opdeles i de gode og de onde og vi venter alle på den superkræft, der skal komme og redde jordens forfald. I stedet får vi en 16-årig pige [Greta Thunberg] fra Sverige. Hun bærer hverken kappe eller har superkræfter, men hun vil redde verden. Den verden vi er ved at forbruge i stykker. Vi skal ikke længere bekymre os over, hvor mange insekter vi sluger på en cykeltur på en varm sommerdag, da 80 % af insekterne er uddøde. I stedet skal vi bekymre os for, om vi om nogle år kan trække vejret frit. Klimatosser, lyder det fra folketingets forhenværende formand [Pia Kjærsgaard]. Klimatosse, årets ord i 2019.

Vi er en flok klimatosser, der bliver krænkede som aldrig før. Den unge, blonde pige må ikke længere være ung og blond, og vi skal huske at sige hen i stedet for hun.

Verden brænder [Amazonas og meget mere], men vi har aldrig set en ægte brand i det ganske, danske land (som jojo, ganske vist er blevet lidt lunere de seneste par år), så det bekymrer os et par dage og så glemmer vi det igen.

I foråret 2010 begynder et opgør i en række arabiske lande mod den diktatoriske styreform. Folket finder sig ikke i mere, og det [arabiske forår] koster krig og liv, som Vesten ikke kan forholde sig til og forstå, men alligevel prøver på. Vi ved, hvordan demokratiet fungerer, fordi vi siden 1849 og Frederik d. 7. (der frivilligt valgte at afgive magten til folket) ikke har kendt andet. Det er derfor nemt at belære lande, der kun har kendt til diktatoriske styreformer. Ignorancen vil ingen ende tage, og lige som vi  sidder og hygger os bedst med fredagsslikket, rykker krigen ind i stuerne.

Britta stjæler fra statskassen, og vi får øje på, at de værste banditter er dem i habitter. Vi lader os forarge for en kort stund for så at vende tilbage til at være krænkede. Krænkede over dem, der klæder sig ud som indianere til fastelavn og dovne akademikere, der ikke arbejder i Netto. Banditterne bliver ikke stillet rigtigt til regnskab. Vi har alligevel aldrig set pengene.

Vi har brug for at pakke sandheden ind i humor. Derfor lytter vi til Radio24syv, der mestrer at fortælle sandheden bedst med korte radioaviser. Historien om den fjerde statsmagt er en virkelighed, politikkerne ikke bryder sig om, så radioen bliver nedlagt, og der lyder et landsdækkende ramaskrig (og lidt gråd).

Den brede befolkning blander sig i nyhedsdækningen, og man kan ikke længere være sikker på, hvornår en nyhed er sand eller falsk. Dumheden får en stemme. Tilbøjeligheden er, jo mindre du ved, jo mere blander du dig. Den virkelig du ønsker, skal du få. Velkommen til internettets tidsalder.

Vi griner ikke længere af nørderne, men hepper på deres gaming og tilføjer e-sport i ordbøgerne, som en anerkendt sportsgren. Nørderne er de nye superstjerner.

Vi fejrer vores kroppe, mens vi påklistrer falske øjenvipper og suger fedtet væk. Alle skal være lige som de er, og det rager ikke andre, hvordan jeg ser ud, siger vi, mens vi lægger en video, hvor vi danser med blævrende fedt – eller flade maver – i vores undertøj på Instagram. Vi er body positive! Og røven skal være stor og læberne fyldige.

#Metoo. Den første online kvindekamp opstår og spreder sig udenfor skærmen. Det kommer som et chok at finde ud af, at ikke alle er klar over, at nøglebundet knuget tæt i hånden og telefonen på speed dial hører til det at være kvinde og gå alene hjem fra byen. Ja, kvinder bliver udnyttet af mænd. Men det stopper, så snart vi står sammen og råber nok er nok! Havde man glemt det, blev man forhåbentlig mindet om det dette årti. Harvey Weinstein gjorde i hvert fald.

Vi omfavner ikke kun kroppe, men køn og seksualitet. Homoseksuelle kan endelig slentre ned ad kirkegulvet i en kristen kirke og sige ja til hinanden, mens præsten vier dem.

[Lars] Løkke “forlader” Venstre som formand. Manden, der elsker magten, og som man aldrig troede ville afgive den hverken som venstres formand – eller som statsminister, da han var det – siger farvel til politik og koncentrerer sig i stedet om foredrag og Færøerne.

Briterne vil ud af Den Europæiske Union. De vil klare sig selv. Vi andre [lande] griner af dem, og forbavses over Boris Johnsons Get Brexit Done. Endnu mere forbavses vi, da englænderne vælger at kreditere kampagnen med en valgsejr til ham og hans [konservative] parti. Det mest passende udtryk er vist, at briterne har sejret ad helvede til.

Vi sender en mand [Andreas Mogensen] ud i rummet. Han kommer tilbage og fortæller, at vi alle er forbundet, når man kigger på jorden udefra, men vi lytter ikke til ham og d. 14. og 15. februar 2015 bliver de første terrorangreb på dansk jord begået ved Krudttønden og Synagogen på Østerbro. I december 2019 anholder og afværger politiet et terrorattentat. Dette er årtiet, hvor nogle samles og andre spredes.

[Rasmus] Paludan og Pernille [Vermund] dukker op på den politiske scene og drager danskerne frem i mørket med frygten som lokkemiddel. Nye borgerlige kommer i Folketinget. Stram Kurs bliver udenfor.

Men selv dem, der spredes, samles, når håndboldherrerne vinder OL-guld og VM-mesterskabet, og når Pernille Blume holder de danske svømmepræstationer i hævd og ligeledes vinder OL-guld til Danmark. Og når Mads Pedersen bliver verdensmester i landevejscykling. Desuden vil vi alle heppe, når Caroline Wozniacki, vores allesammens tidligere verdensmester og Australien Open vinder, spiller sin allersidste kamp i 2020. Vi er en præstations-nation, og selvfølgelig tager vi del i æren, når sportsudøverne præsterer på vores og vores lands vegne.

Vi dyrker det spirituelle, som vi dyrkede det for flere årtier siden. Krystaller og fuldmåne er på mode igen, ligesom yoga og meditation er det.

“Comedian” bliver et af de mest omdiskuterede værker dette årti. En banan tapet fast til en væg med gaffetape, der vises på Art Barsel i Miami i 2019. En fransk kvinde køber det for ca. en million, og på den måde gør kunstneren Maurizio Cattelan Duchamp kunsten efter, da han i 1917 udstillede et pissoir og døbte værket “Fountain”. Readymades bestod.

Listerne over de mest spillede numre i radioerne offentliggøres, og kvinderne glimrer ved deres fravær. Det samme gør de i kunstverden. Vi finder ud af, at kvindelige kunstnere findes, selvom de ikke er synlige. Endnu.

Fallulah siger hej til sine søstre og bakker op om at få dem frem i rampelyset.

Yahya Hassan overrasker os alle, da han fra sit ophold på psykiatrisk hospital i Risskov pludselig udgiver efterfølgeren til digte 1, nemlig digte 2. Uden nogle forvarsler offentliggør hans forlag – Gyldendal – det, dagen inden udgivelsen. Det helt store spørgsmål bliver, kan man skelne kunstneren fra forbrydelsen – og skal man!?

Taylor Swift bliver kåret til årtiets kunstner til American Music Awards i 2019. Mon Kanye West er blevet religiøs nok til at tilgive den beslutning?! Halle-fucking-lujah.

Jay Z er Beyonce utro i 2016. Hun dealer med det ved at lave kunst [Lemonade]. Ta’ den!

Jonas Eika modtager Nordisk Råds litteraturpris i 2019 for sin roman “Efter solen”. I stedet for at takke skælder han ud på politikerne. Det skaber røre i andedammen.

Ghita Nørby bliver interviewet af Iben Maria Zeuthen. Nørbys divanykker er til at tage og føle på, og Zeuthen er en stor undskyldning for sig selv. Vi lytter med og krummer tæer over hele seancen. Mange har en mening, men ingen bliver klogere.

Lizzo is feeling good as hell dette årti og giver zero fuck for andres meninger. Hvis vi var i tvivl, minder hun os om, at vi er 100% that bitch!

Billie Eilish er også 100% that bitch, på sin helt, helt egen måde – og så er hun ikke meget ældre end dette årti.

Tessa og Cardi B rapper om kap med sine mandlige kollegaer, og man kan argumentere for, at køn og klasse faktisk er mindre defineret dette årti.

Tusind tak til alle jer, der bød ind med begivenheder.

Rigtig godt nytår.

 

 

 

Kære 2018

Skærmbillede 2018-12-30 12.03.18

Vi skal passe på den danske kultur, som var det noget uforanderligt. Noget der aldrig bevægede sig, siger de, og glemmer, at dansk kultur plejede at være tvangsægteskaber og tunge vikingetogter, hvor man voldtog og plyndrede.

Alting bliver så nemt, når man har en fælles fjende. Det nemme er det dumme. Vi er blevet så dumme af at glemme at stille spørgsmål, inden vi giver svar. Opfinder problemer og problematikker for proforma-løsninger. Viser muskler vi ikke har og dejser udmattet om, når det går op for os, at der findes ægte problemer. Fattige børn. Hjemløse unge. Mænd i jakkesæt og kommunekvinder der stjæler.

2018, du har lært os at skinnet bedrager. Vi skal ikke frygte den usoignerede mand eller kvinde mere end manden i jakkesættet. De rige vil være rigere. Kender du måske en fattig mand, der er nærig?

Måske vi skulle lytte lidt mere til hinanden i det nye år. Forsøge at finde barnets nysgerrighed frem og lære lidt om dem og det vi tror, vi kender. Stille spørgsmål vi ikke tror, man bør stille.

Jeg har spurgt og jeg er blevet klogere. Jøder, muslimer, katolikker, protestanter, jehovas vidner og ateister.  Mænd. Mennesker. Religionen lærte jeg kun at kende, fordi jeg spurgte. Kulturen ligeså. Jeg er ikke kristendommen og kristendommen er ikke mig, men blot en lille del af den historie rundt om mig.  Danmark er ikke mig, men jeg har dannet nogle danske traditioner, fordi jeg heldigt og tilfældigt blev født i Danmark. Fatimas hånd beskytter os alle. Og håbet – eller troen – rækkes der ud efter før eller siden. Yoga. Terapi. Vestens tro og håb.

Apropos barnet. Barnet har været med mig hele 2018.

Gurli Marie, det eventyr du tog på med din far, Troels, på de mange have, var også en del af mit barneeventyr. Glæden vil havet, nysgerrigheden og lysten til at vide alt om det der er udenfor, den genkendte jeg, når du og din familie talte om det.

Spacey der ramte gaden fra en 5. sal. , er et af de første biografminder jeg har. Følelserne fra filmen sidder stadig i kroppen, nu hvor jeg er voksen. Livet er lang, lykken er kort skrev jeg som indledning til en af mine tekster. Dette år trådte teksten, som var tyvstjålet fra Kim Larsen, frem igen, da danskerne vandrede over langebro imens de nynnede med på livet og blev mindet om døden.

2018, du har været et år, hvor jeg har forsøgt at finde min plads i relationerne igen. Følsomheden har været forbeholdt de fleste, ikke de færreste. Det har været overvældende. For alle.

2018, du har været det år, jeg husker som et af de ensomste nogensinde. Men det var en ensomhed, der var nødvendig. Hvorfor er jeg ikke i stand til at sætte ord på endnu.

Jeg forsøgte at date mig ud af ensomheden. Og jeg mødte mange søde mænd, men jeg kunne ikke rumme at møde dem via en app. Og jeg kunne ikke genkende mig selv i det. Romantikken har jeg måtte kigge længe efter i 2018. Det er okay. Jeg vil hellere være alene end sammen med den forkerte. Kærligheden til mig selv er den der er vigtigst, når jeg hopper ind i 2019.

2018, du var et utal af jobsamtaler, netværk og en robusthed som ikke ses, og der derfor blev sat spørgsmålstegn ved igen og igen. Du var også nederlag. Min selvtillid svandt, fordi jeg ikke var modig nok til at sige, at jeg sagtens kunne få tiden til at gå uden en chef og et lønjob. Jeg skrev og jeg lavede podcast. Mere end nogensinde før brugte jeg det, jeg kan med en krøllet hjerne, der overtænker. Men bidrog jeg så til samfundet? Jeg kom selv i tvivl. Så meget at jeg måtte sætte mig og skrive alle de jobs jeg har haft ned. På papiret stod, at jeg har passet dine børn, jeg har renset dit toilet, serveret din kaffe og meget meget mere. Jeg har arbejdet en hulens masse. Og jeg har elsket og jeg elsker det. Til hvert job hører en historie og en eller flere mennesker, der betyder noget for mig. Nu er jeg i gang med at skabe nye historier med nye mennesker.

2018, du viste mig respekt. Jeg lærte at sige fra og jeg lærte mine grænser at kende. 2018, du viste mig, hvordan jeg skal tage mig selv seriøst først og fremmest. Hvordan jeg skal turde drømme højt og at drømme kan være – og ofte er – ambitioner.

Til ballet-timerne bliver jeg bedt om at skyde brystet frem og sænke skuldrene. Sådan går jeg ind i 2019. Ret og stolt, og med troen på, at jeg nok skal lykkedes med det, jeg vil. Jeg tror på dig også!

I 2019 har jeg en masse drømme   ambitioner. Dem glæder jeg mig til at dele med jer.

Rigtig godt nytår, og tusind tak fordi I læser med ❤︎

 

 

 

 

 

Vinterbarn

2017. Jeg er 31 år uden job eller/og kæreste. Mit hjerte gør stadig ondt. Skriv, du er blevet brændt, siger min søster, da jeg installerer Tinder og opdager, jeg er blevet til dem, der har smadret mit selvværd.

Jeg skriver til min ex, at jeg er ensom og får dårlig samvittighed. Hvad ved jeg om ensomhed i forhold til den ensomhed, han kender. I mit forsøg på at retfærdiggøre, konkluderer jeg, man ikke kan have patent på en følelse. Jeg er træt af at savne en, der ikke savner mig. Tæller timer og prøver at leve op til det, jeg forventes ikke at føle længere. Tinder var en måde at glemme, men det virker ikke. Tværtimod bliver jeg vred. Vreden er dukket op de seneste år og får mig til at boble indeni. Hvor kommer den fra, vreden?

Jeg forsøger at udnytte den konstruktivt. Men jeg kommer til at skælde ud i stedet. Skælde ud på dem jeg føler har svigtet og på folk jeg ikke kender. Men hvem er jeg til at forlange noget eller nogens kærlighed?

Jeg har svært ved at sortere mellem egen og andre maver. På 50 minutter vurderer folk mig og fortæller, hvad jeg er og ikke er.

I lader jer narre for let.

Sætter lighedstegn mellem mig og melankolien. Forveksler den med et sårbart sind. Men jeg er en løve på lur, observerer, inden jeg handler.

De begraver et ungt menneske i Skt. Pauls kirke. Jeg kan se det fra vaskeriet, hvor jeg vasker mit tøj. Jeg ser kirken blive fyldt op af mennesker, unge mennesker. Selvom jeg ikke kender ham, gør det ondt, og jeg bliver bange for at miste. Miste dem, der betyder noget. Og jeg bliver vred. Vred over, jeg ikke kan omfavne livet ordentligt, når jeg nu får lov at beholde det og han ikke gør.

31 år. 2017. Jeg kæmper med at udfylde de huller, der blev efterladt i 2016. Kærtegnene og kærligheden. Jeg har ikke kunnet finde en måde at gøre det på endnu. Det er længe siden, jeg er blevet rørt. Jobbet. Hvad står jeg op for, og er der en grund til at stille vækkeuret? Sorgen tyngder ikke længere, så jeg står op og rejser væk, lader solen og kunsten fylde mig. I tre måneder er vreden parkeret. Glæden i min øjne, den er tilbage, men noget er forandret i mig.

Jeg rejser ikke for at finde mig selv, men for at glemme mig selv.

Kreativiteten er mit holdepunkt.

Alle muligheder er åbne. Det var lettere i 20’erne. I 30’erne forventes at rammerne er sat. Er det mine forventninger, jeg ved det ikke.

2017, jeg har været vred, så vred. Banket hånden ind i væggen, når jeg vågnede, fordi jeg ikke orkede. Men med et ben foran det andet, er det altid lykkedes mig. Jeg har udnyttet mine nederlag, samlet min vrede sammen til en ild, der brænder i mig, når jeg har brug for at kæmpe, for at nå de mål, jeg sætter mig.

Måske havde jeg troet, at 2017 ville være anderledes. At jeg som 31-årig ville være anderledes. Men hvad havde jeg egentlig forventet?  Villa, volvo og vovse? En baby og et bryllup? En karriere og en kæreste?

Jeg forventer ingenting.

Måske er jeg stadig ensom og vred i 2018, 32 år, men jeg er også alt det andet og jeg rummer alle følelser. Og jeg vil forsøge ikke at forvente eller forlange noget af nogen. Og jeg vil mislykkedes.

Jeg kaster op over min egen selvtilstrækkelighed. Men jeg er her. Lige nu. I 2018, snart 32 år.

 

Middag med mennesker (nytårsmiddag med madrouletten)

B6MKr78IEAAGV3c

Mest af alt har jeg lyst til at hoppe ind, hoppe ned og hoppe ud i det nye år fra en gammel slidt sofa i et sommerhus omgivet af de få nærmeste. Da det ikke kan lade sig gøre, hopper jeg ind og ud i det nye år med fem mennesker, jeg aldrig i mit liv har set før. En sen aften klikker jeg, at jeg deltager til en middag, som starter lidt i seks og slutter lidt i fire (men det ved jeg selvfølgelig ikke endnu). Desserten står jeg og en anden kvinde for. Vi får det koordineret, så vi kan lave hver vores halvdel og nøjes med at sammensætte til en helhed 20 minutter inden vi sammen følges til et hjem, vi ikke kender. Nytårsdag, da jeg har fået fri, klædt mig på og glattet ud med pensler og farver, banker det på min dør. Da jeg bor i en etværelses, træder man direkte ind i mit soveværelse, min stue og mit køkken. Her er jeg. Velkommen. Vi smækker de to halvdele sammen og beundrer helheden. Næste gang vi banker på, er det i en toværelses tæt på. Værten tager imod os, og vi får stukket en drink i hånden og hilst på de tre gæster, som allerede er kommet. Alle kender ingen. Vi tænder tv’et og dronningen bliver bindeleddet i vores monarki, som senere bliver forvandlet til demokrati, hvor alle har noget at byde ind med og skulle have sagt. Vi spiser og vi snakker og vi drikker, som kendte vi allerede hinanden. Eller måske ikke, vores møde er uforbeholdent. Vi har ingen kendskab og derved ingen forventninger til dem, der sidder overfor os. Jeg stiller mig spørgsmålet, ville jeg selv have opsøgt disse mennesker? Og bliver enig med mig selv om, svaret er lige gyldigt. Jeg er her, nu. Jeg befinder mig i køkkenet, da jeg får øjet på uret over døren, som peger på lidt i 00.00. Vi finder champagnen frem og de hjemmebagte kager (ikke mit hjemmebag), popper flasken og skåler med hinanden i ønsket om et godt år, mere smalltalk bliver der ikke talt denne aften. Vi finder frakkerne frem og går ned på gaden for at møde det nye år til brag og farver og en lille smule frygt. Vi fryser og fortsætter festen indenfor, til værten gaber og gerne vil i seng. Vi bliver enige om, det har været en god aften, og vi måske skal lave flere middage og mere mad, man taler i hvert fald om det, da vi sammen bevæger os ned mod byen. Jeg takker af og drejer rundt. Tænker det har været en god start på et nyt år, selvom jeg vist nok blev kaldt flabbet. Siden er der tikket venneanmodninger ind, så helt slemt kan det ikke have været.

Madrouletten er et initiativ startet af to unge århusianere. På deres hjemmeside kan man tilmelde sig diverse middagsarrangementer, hvis man har mod på og lyst til at lære nye mennesker at kende eller er træt af at spise alene. Tjek det ud.

Billedinfo: Billedet er fra en bog, jeg fandt på mit job nytårsdag med en lille nytårsbesked inden i. Passende til anledningen, så selvfølgelig måtte jeg have den – hvis ikke kun for det flotte tryk.

Fire bryllupper og én begravelse (farvel 2014)…

 

WP_000131

klokkerne ringer og bruden smiler om kap med solen, for enden af kirkegulvet venter gommen, og sådan gik det en, to, tre, fire gange i år, at kirkeklokkerne ringede, og jeg måtte tro på, at kærligheden eksisterer, tage den med og bringe den videre til den – eller de – dage, tvivlen kommer. Ja og ammen, vi fejrede og vi græd, og vi elsker, livet og hinanden. Pludselig ringer klokkerne igen, solen skinner ikke længere og det er blevet køligere. Vi samles om et sidste farvel, smider roser på graven og græder, vi fejrede livet og hinanden, mødet vi fik lov at få og historierne, vi kan tage med videre. Og jeg tænker, at døden er en underlig størrelse. Den kommer som et lyn fra en verden, som er så uretfærdig og modbydelig. Den kommer snigende, forvandler mennesker du holder af, så du langsomt ikke kan kende dem igen. Og den kommer, når det er tid til at takke og sige farvel for alle de år, man har haft, den familie, man har kendt. Døden kan være til at leve med, trods alt. 2014, du forsøgte det bedste du kunne, at tage modet fra mig ved at putte mig i en kasse og klistre mærkaten ”arbejdsløs” på,  lægge skemaer og lave regler, som var jeg stadig hjemmeboende. Du bliver ved at sende mig mail med emnefeltet ”afvist”. Jo mere du prikker til mig og putter mig i kasser, jo hårdere kæmper jeg for at slippe ud. Jeg beslutter mig derfor for, jeg hellere vil være arbejdsløs akademiker end afhænge af regler og dagpengesystemer, så jeg melder mig ud for at melde mig ind, i klubben af folk med høje uddannelser og lave lønninger. Du gør alt for at trække mig ned, men jeg beviser, jeg kan holde mig oven vande, for heldigvis har jeg lært at svømme i modstrøm. Og jeg beslutter og jeg bestemmer, at livet er mit og det er mig, der skal leve det. Så jeg skriver og jeg skriver – og jeg kan ikke stoppe igen. I involveres, får indblik i noget, jeg aldrig troede, I skulle blive en del af. Men det virker, jeg får lyst til at fortsætte. Og det vil jeg gøre, så TAK for det!

Rigtig, rigtig godt nytår. Må det nye år bringe jer mange gode oplevelser. Vi ses i 2015!

Når ferie føles som ferie

large

Jul; Aarhus, Nordjylland (nærmere bestemt Nr. Lyngby/Lønstrup), så nytår – Berlin, Kbh. Ferien er lang, og hvis man vil, kan man nå meget. Det vil man, når man arbejder til hverdag. Jeg vil nå, at se alle de mennesker, som jeg ikke har tid til at se ellers, pga. travlhed eller geografisk distance.

Julen startede for mig d. 22.  – med pakkeleg med gode venner af familien og efterfølgende den årlige århusianske julefest med en god veninde. Min yngste søster, som er bosat i Berlin kom til Danmark d. 21. december og boede hos mig indtil d. 22. , hvor alle tre søstre blev samlet.

d. 23. var jeg heldigvis forskånet for de slemmeste tømmermænd. Og vi, min mors mand, mine søstre og jeg kørte ud til min mormors grav, hvor vi skænkede en snaps til hver af os – samt to kusiner og deres forældre. En rigtig fin måde, at sige god jul til hinanden – og min mormor (som ville have elsket det). En tradition blev derved skabt. Skål! – Vi kørte bagefter videre til to kusiner og en fætter i Silkeborg, som bød på kaffe (de var “alene” hjemme).

d. 24. gik som vanligt med et overlæs af mad, gaver og hygge. Og kirke selvfølgelig – med de kongelige. Vanen tro.

d. 25.  Nordjylland og min far skulle besøges, og julen fejres med ham.

d. 26. pakkeleg hos hans bror og hans kone – med deres store familie. Min mellemste søster, der er bosat i Kbh. blev sat på et tog, tilbage til arbejde og hverdag.

Min yngste søster og jeg blev kørt hjem d. 27. , vi nåede dog lige en fernisering  i Lønstrup Cafe – og biograf inden. Hjemme mødtes jeg med gamle studieveninder, for at skåle og fejre.

d. 28 – av mit hoved! Av mit korpus!

d. 29 – tidligt op og med tog til Berlin sammen med min søs. 1. Klasse hele vejen, da alt andet var udsolgt. Tak for gratis kaffe og venlig betjening. De (vi) , kan sagtens.

d. 30. Søs arbejdede – jeg slappede af, tog karbad, læste bøger og slentrede i Berlins gader. Det eneste jeg kunne, da jeg desværre var sygdomsramt.

d. 31 Nytår!  -mad, champagne og fyrværkeri i selskab med min søster.

Besluttede mig for, at blive en dag ekstra i Berlin og senere Kbh. En rigtig god beslutning, der resulterede i x-faktor hygge, brunch/kaffe/vin med gode veninder/søs og fødselsdagsfejring af venindes mand.

Alt dette nåede jeg fordi jeg ikke har tid til at nå det ellers. Når ferie føles som ferie, fordi man har et job.

Farvel 2013, hej 2014

large2013 var et lærerigt år. Et år med mange store beslutninger – og konsekvenser, gode såvel som dårlige deraf. Jeg ser frem til et 2014, som sandsynligvis bliver mere stabilt. Sidder i toget på vej til Berlin, hvor jeg skal afslutte 2013 og starte 2014, hvilket jeg ser frem til ovenpå en god men hård jul, hvor mange relationer skulle plejes på få dage.

Rigtig godt nytår til jer alle. Vi ses i 2014.