Tag / ensomhed

by maitrosborg

Det ensomme fællesskab

Yoga gør dig glad, men glæden er ikke den, du mærker. Angsten for at være den, der skiller sig ud blandt tynde, fleksible fitnesspiger, som du forestiller dig, de alle er, er den der fylder.

Du har lyst til at se filmen, men har ingen at se den med, så du dropper filmen, så du ikke afslører din ensomhed eller den manglende tosomhed, for tosomheden er den, der betyder noget for dig, og som du også tænker, betyder noget for alle andre.

Du har ikke en tone i livet, så i stedet for at synge med på de sange, du elsker, mimer du, for ikke at afsløre dit manglende talent.

Men du er ikke alene om at droppe filmen, droppe yogaen, droppe sangen, ja, droppe det, som du ved, kunne gøre dig gladere. Det, som kan gøre dig glad på en trodsig torsdag, en stille søndag eller en lang lørdag. For det er bedre at være alene i det skjulte end i det åbne. Det er bedre at gå i stå end at udvikle sig, hvis man alligevel er bagefter til at starte med. Det er bedre at være alene med sin uduelighed og sin ensomhed end at skilte med den. Der er jo grænser for, hvad man skal udstille, er vi i tavshed blevet enige om.

I et voksenfællesskab, hvor alle indimellem er ensomme, men ingen vil tale højt om det, finder vi fælles konsensus. Men det sker, at man møder modige voksne. Voksne, der kommer en i møde uden nogen agenda. Måske spørger de, om du vil drikke en kop kaffe, fordi jeres veje har krydset så ofte. Hvis de er rigtige modige, fortæller de dig endda, du virker som en, der har noget at give. De her voksne er sjældne. Det er voksne, der ikke en del af det, voksenfællesskabet, hvor der er en fælles konsensus om, at ensomhed skal forties, og at man ikke længere rækker ud, og hvor man kun kan deltage i det, man mestrer.

Jeg kigger på TV’et, der kører morgen, eftermiddag og aften i lejligheden overfor. Jeg kigger på kvinden i opgangen på den anden side af vejen. Hver aften sidder hun alene med sin computer eller telefon. Kvinden er mig. Jeg kigger på manden, der sidder foroverbøjet og spiser sin middag alene. Manden er mig. Jeg hører mine naboer sige farvel til deres gæster, og tænker på, hvor sjældent jeg egentligt har gæster. Jeg tænker på det fællesskab, ensomheden er. Jeg tænker på, at give kvinden der danser smukt, et kompliment, men en anden kommer mig i forkøbet. Til danse- og yogatimerne lægger jeg mærke til dem, der inspirerer og motiverer. De usikre ser jeg ikke. Eller også ser jeg dem, og tænker, at de er fandens modige. Og beundrer det mod. Næste gang er de allerede længere, og deres usikkerhed blev en styrke.

Jeg udfordrer mig selv og tager til en latin dansetime. Jeg har overhovedet ikke styr på genren og trinene og bliver irriteret. Indtil det går op for mig, at det her er nyt, så hvorfor forvente, jeg kan det fra starten. Det bliver sjovere. Og jeg danser. Danser, fordi det gør mig glad.

Er vi oprigtige og ærlige, eller er vi angste og kan ikke tage ansvar for vores egen glæde, fordi vores tanker om de andres tanker står i vejen?

Er vi færdige med at lade os inspirere og motivere gennem nye udfordringer og nye møder, fordi vi tænker, vi ikke kan tillade os at fejle som voksne?

Er vi i virkeligheden alle alene sammen?

Nu vil jeg om lidt smutte (alene) i teatret på en torsdag. Ja, jeg er alene, men det er du også indimellem, så det kunne jo være, jeg mødte en som mig. Eller inspirerer til at gøre hvad fuck, man har lyst til, hvis man bliver en smule gladere af det. Hvem ved.

High five til dig, fordi du er dig!

Advertisement
by maitrosborg

Ensomhed vs. tosomhed

1071279385

Det kan godt være at du har bildt dig selv ind, du er god til at være alene, måske endda bedst. Men pludselig taster du uden tøven det navn hver gang, at du har brug for at fortælle en nyhed eller tale med nogen. Hvem ringede du til før? Det kan godt være at du havde en masse forestillinger om, hvordan tosomheden er eller skal være, og det viser sig ikke at være sådan. Måske er tosomheden ikke at deltage i alting sammen. Måske er tosomheden ikke at din familie eller venner skal forstå alt, hvad I foretager jer. Måske viser det sig at det er noget andet end dine forestillinger – og måske især andres – der fuldender dig. Gør dig glad, lykkelig. Tosomheden kræver mere arbejde end ensomheden. Men arbejdet belønner sig og kompromiser føles ikke som kompromiser, når du har lært at elske. Fundet den person, der gør dig tryg i kærligheden. Det kan godt være at du havde en masse forestillinger, om at nogle ville tage noget fra dig, hvis du gav slip på dine forestillinger – og andres måske især. Men sandheden er en løgn. Du mister ikke. Du får. Hvis du er i stand til at slippe angsten og hvis din kærlighed er gengældt. Hvis du også er det navn, der bliver tastet når der er brug for en. Til sidst er du så tryg i kærligheden, at du ikke lægger låg på dine planer og tanker. Det betyder ikke at de alle skal udleves. Det betyder bare at alt det du ikke delte med nogle før, deler du nu. Det betyder at du ikke længere er alene, men sammen. To til at planlægge. To til at tackle de udfordringer livet kommer med. To til at opleve livet. Det betyder at du har fundet en, der er værd at kæmpe med og for. Det betyder du har noget at miste. For at have noget at miste, skal man også have noget af værdi. Kast ikke en dyrebar vase på gulvet, fordi du er bange for at tabe den.

 

by maitrosborg

Dig og mig og vi to

visitng-places

Du er ensom! står der med store fede bogstaver. Jeg havde en dårlig dag. DR havde tema om ensomhed, og så var der den her test. Det var en dårlig idé. Ikke desto mindre har temaet – og testen, fået mig til at undres. Har man gået på to folkeskoler, i to gymnasier, på to højskoler og boet i seks byer samt haft flere jobs og frivillige tjanser end det kan tælles på to hænder, så kender man mange, rigtig mange mennesker. Det er uundgåeligt. Og hvis man oven i købet er en udadvendt person, så er mange af disse mennesker blevet til venner, som er fuldt med i den videre færden. Det er mig! Det er min situation, som jeg er sikker på, der er mange, der ville misunde. Og det bør de. For jeg er heldig. Men hvorfor fanden opstår denne følelse? Følelsen af, at være alene i verden. Utilstrækkelig. Overflødig. Den opstår oftest dagen efter en rejse, en travl uge eller en festlig begivenhed. Og den opstår, fordi jeg mangler den energi, som andre mennesker tilføjer. Mit eget selskab er ikke nok. Jeg keder mig. Jeg mangler input. Jeg er vant til, at være omgivet af mennesker. Jeg er vant til larm og indtryk, og når det bliver taget fra mig, opstår en følelse, som man vælger at definere som ensomhed. Den sniger sig ind som en form for hult rum, der i mit tilfælde er placeret i maven – hvor alle mine følelser er tilbøjelig til, at komme til udtryk. Maven er min svaghed og min styrke. Når følelsen af tomhed, ensomheden, opstår, tager jeg mig selv i at tænke, der mangler noget i mit liv, og andre er tilbøjelige til at give mig ret. Livet er kun fuldendt, hvis du har en at dele det med. Men så er det, jeg husker på, hvor hårdt det også kan være – at dele livet. Følelsen eksisterer også dér, og jeg har oplevet, den er i stand til at blande sig med andre ikke konstruktive følelser. Jeg siger ikke, det ikke kunne være rart, at dele livet med én. Men jeg siger, jeg mangler ikke noget. Jeg har det hele, men ikke altid. Når følelsen opstår, bruger jeg mange timer i min seng, og på at have ondt af mig selv. Jeg bander og bladrer igennem min kontakter. Alle. Facebook, linkedin, twitter, telefonbogen. Mit fotoalbum består af forskelige mennesker, forskellige lande, forskellige byer, forskellige tider. Jeg mindes mine søskende sige til min exkæreste, han aldrig ville kunne rumme mine bekendtskaber og mine aftaler, ligesom de – og mine forældre – aldrig har kunnet. De roder rundt i navne og steder, og jeg stiller dem ikke til regnskab. Med to håndfulde adresser og et utal af skole, hvem tæller? Når jeg har fået nok af mit egen ynk og selvmedlidenhed, går jeg en tur. Der finder jeg ofte en bænk på min vej eller en trappesten til en indgang, hvor jeg sidder, suger andres energi til mig, forsøger at udfylde hullet. På en bænk på Frederiksbjerg, standser en kone op på vej til apoteket. Før hun måtte på apoteket efter medicin, sad hun her med sin ven og drak øl. På en smal trappeopsats uden for møntvaskeriet, hvor jeg vasker mit tøj, slår en kvinde sig ned ved siden af mig. Og jeg kan ikke gennemskue, om hun har brug for at snakke, så jeg holder min mund. På en anden bænk, slår en familie, mor, søster, bror – og dennes kæreste sig ned, for at diskutere brorens/kærestens liv, han er i tyverne, flot og sund at se på, sygemeldt på kontanthjælp eller dagpenge, men vil så gerne gøre som samfundet dikterer, eller som mennesker er skabt til. For alle mennesker er skabt til at arbejde (siger han). Og derfor har han fundet et jobopslag, hvor han kan sælge fisk i en fiskevogn. De andre er ikke sikker på, det er en god idé. Jeg er rørt over deres omsorg, men mest over hans overlegende overbærenhed med deres indtrængen i hans liv. Jeg afslørede mig selv, på bænken, på grund af min ansigtsmimik. Min mund, der veg opad, når de sagde noget sjovt fx om at sælge fisk. Eller om systemet. I dag så jeg ham og kæresten igen, med hvidvin i solen. Hun smilede til mig, vi deler en historie. Jeg afslørede mig selv. På bænken foran Brugsen, sætter et ældre ægtepar sig. De hilser, og er ca. 90 og holder i hånd. Hun trænger til et hvil, og han hjælper hende, når hun skal ned, og når hun skal op. Jeg kigger efter dem, da de forsvinder videre, hånd i hånd, og overvejer, hvor mange år deres hænder mon har passet i hinandens.