Deltid

En mand iklædt make-up, lange falske øjenvipper, høje sorte laklæderstøvler, lårkorte denimshorts og en lang lys paryk træder ind gennem hotellets glas-skydedøre og går direkte mod mig. Kvinden – eller manden -, hvis pronomen jeg ikke kan gennemskue ud fra påklædningen, viser mig skærmen på sin telefon. På telefonen er en sms, med det jeg hurtigt gennemskuer, er et værelsesnummer. Jeg peger mod elevatoren. Kort tid efter bliver høn hentet i en bil med udenlandsk nummerplade. 

Min kvindelig kollega er forsvundet. Jeg har ikke lagt mærke til det midt i travlheden og har dårlig samvittighed. Hvor er hun, spørger de andre. Lidt efter finder de hende. En gæst har opført sig tarveligt, og vi har ikke været der til at gribe vores kollega. Nu græder hun. Vi giver hende ti minutter. Bagefter passer hun igen sit arbejde og smiler til gæsterne. 

Vi mister overblikket midt i travlheden. Overlevelse træder i stedet for service. Gæsterne får deres måltider senere, end det er acceptabelt. De venter og deres utålmodighed er til at tage og føle på. Da alt er faldet til ro, kalder en af gæsterne på mig. Han har ventet 60 minutter på sin mad. Han siger undskyld til mig, undskylder hvis han var hård. Venligheden rammer mig hårdere end alle de utilfredse kommentarer – og jeg kan mærke tårerne – men mine tårer viser sig aldrig blandt fremmede folk. 

En ældre dame er genhuset. Kommunen er ligeglad med en gammel kælling som mig, siger hun og rækker mig 100 kr. i drikkepenge, mens hun introducerer mig til sin søn og andet familie. 

En mand fra Holland spørger, om jeg har planer for weekenden, og om jeg kan anbefale steder at spise i byen, nu hvor jeg er in the business. Jeg finder min kollega, og siger, at jeg skal arbejde i weekenden. Hvilket også er sandt. 

Michael Falch er gæst. Han hilser flinkt. Jeg hilser igen og overvejer at fortælle ham, at jeg i min venindebog som barn havde skrevet hans navn under yndlingsalbum (what a strange kid). De fleste af mine yngre kolleger ved ikke, hvem han er. “Har I aldrig set Rejseholdet?”, spørger jeg. 

En masse mænd i læderveste og med tatoveringer bestiller Heineken i baren. De er de eneste gæster, og jeg den eneste bartender. Rockere viser det sig. Bandidos er samlet fra Danmark, Holland, England og Tyskland til klubfest. Jeg tager et billede af dem med en iPhone, mens de poserer, så deres rygmærker er tydelige. Manden i midten rækker fuckfinger og smiler til telefonens kameralinse. Et par timer efter bliver jeg inviteret med til deres klubfest den efterfølgende dag. En af mændene har sin kvinde med. Vi små-sludrer allesammen, da de facetimer med deres barn i Berlin, vender de kameraet mod mig, og jeg vinker og siger hej til barnet. Manden har jeg talt længe med, inden kvinden dukkede op. Han har inviteret mig til Berlin og vil gerne give mig sit telefonnummer, så jeg kan ringe næste gang, jeg er i området. Tøvende har jeg tiet. En af rockerne vil gerne giftes med mig. “Are you save to marry?” spørger han. Det ved jeg ikke, svarer jeg. 

Michael Falch er her igen.

Peter Ingemann er her også. En af rockerne sætter sig og taler med ham, som er de gamle kammerater. 

En gamle mand, der er gæst til en begravelse, stiller sig op og glor på mig. Jeg kigger bare, siger han. Jeg overlader begravelsen til en mandlig kollega. 

Hvad hedder du, spørger han, da jeg serverer for dem i restauranten. Med store bogstaver er der tatoveret Saras mand over hans arm. I baren kalder han mig over til sig. Jeg får øje på tatoveringen og svarer “hej Saras mand”. De blev skilt for  to måneder siden, og nu vil han gerne invitere mig ud. Jeg siger tak for interessen og takker med et semi-blussende ansigt pænt nej. 

Senere spørger han, om jeg ikke vil overveje det. Jeg er dårlig til at sige nej (flere gange) og for at komme ud af situationen siger jeg, han kan give mig sit telefonnummer. Det gør han. 

Efter flere øl begynder han at skrive beskeder på små lapper papir til mig. Nogle af dem med hjerter på. 

Efter endnu flere øl hopper han op på bardisken og trækker op i sit ene bukseben, og en tatovering, hvor der står made in Holland, bliver synlig.

Han arbejder hundred timer i døgnet (med kloak) og har et hus i Jægerspris. Jeg kunne ikke være mindre imponeret. 

Nogen uger efter dukker han op med en kvinde, han kalder skat. De køber tandbørster i receptionen. “Hvorfor har du aldrig skrevet til mig?”, spørger han, da kvinden ikke længere er der, og han er alene med sine medarbejdere (som blandt andet tæller hans far og bror). 

Du skiller dig lidt ud. Du er velformuleret, og det virker som om, du har noget livserfaring og i hvert fald et gymnasie bag dig, siger en yndlings-stamgæst til mig. Jeg føler mig set, giver ham ret, og fortæller ham, at jeg er 35 år og har en universitetsuddannelse bag mig. 

En af stamgæsterne tilbyder mig et job på Grønland hos sine forældre. Han skal selv derop og arbejde med sit håndværk og forlader sine kollegaer og hotellet. Det skal fejres i baren, aftaler vi. 

Inden han rejser, taler jeg med ham i baren på tomandshånd. Han har haft en dårlig dag. Der er blevet kastet anklager mod ham i firmaet, så i aften spiser de ikke i restauranten sammen. Han har haft et hjertestop, fortæller han. Han er ung, yngre end mig. Hjertestoppet fik han under en bytur. Bagefter tog han til Grønland uden at fortælle andre end sin familie det. Vennerne svigtede. Jeg spørger, om han er bange. Det er han. 

Hende der er sgu ikke særlig skarp, udbryder en gæst. De andre mandlige (som er de eneste) bargæster griner. Alfamænd der er bange for kloge kvinder, gør mig træt. Gæsterne fornemmer det. 

En lille dreng spørger sin mor, hvorfor mændene (i arbejdstøj i restauranten) taler så grimt. Hun svarer ham, at det er fordi, de er håndværkere. Drengen konkluderer, at han i hvert fald ikke skal være håndværker. 

Håndværkerne forsøger at sælge deres yngste mand til mig for en flok kameler og nogle alpakaer (de er søde, alpakaerne, bliver vi enige om). Manden, de vil afsætte mig til, er i 20erne. Hverken manden eller kollegaerne hænger sig i aldersforskellen.

En gæst fortæller mig, han har været i Ukraine og hente 45 flygtninge. Han viser mig en video af de telte, nødorganisationerne har sat op, og fortæller mig, at de ikke behøver mere tøj. De behøver mad (der kan holde sig) og penge. 

“De ukrainske flygtninge har jeg ikke noget imod. De vil hellere hjælpe end muslimer. Jeg har noget imod muslimer, der nasser. Dem har I også nogle af herude – i Ishøj”, siger han, mens han peger mod Ishøj. 

 

Work-life-balance


Det er tirsdag, og jeg har brugt mandagen i går på at være voksen og undersøge forskellige forsikringstilbud. Man finder mig i kategori 3, da arbejdssøgende åbenlyst er det farligste erhverv, man kan udsætte sig selv for. Vi lader bare som om, du er kontormus, som jeg, siger sælgeren i den anden ende af røret, sænker prisen og putter mig i kategori 1, den mindst farlige, mens han samtidig har en forventning om, at jeg i næste måned er i job.

Det horoskop min far lavede, da jeg var lille, dukker pludseligt op. Tilsyneladende står det skrevet i stjernerne, at det, der fylder i mit liv, er job og karriere, hvilket jo kan virke en smule komisk, eftersom klokken er 11 på en tirsdag, og jeg sidder her i mine sweatpants og uden make-up.

Man skal kende mig for at vide, at det (job og karriere) faktisk fylder mere. mest. I min bogreol står en bog med titlen Work Less Achive More, som mine søskende forærede mig i en jule – eller fødselsdagsgave mange år tilbage. I dag morer jeg mig af åbenlyse grunde over titlen.

Mit selvbillede matcher ikke billedet af en kvinde, der sidder alene uden noget at give sig til på en hverdag.

Jeg kan lide at skrive, sagde jeg til ungevejlederen i et lokale på Vestergade, da jeg ikke var kommet ind på det studie, jeg havde søgt ind på og nu skulle finde et alternativ (også til mit daværende job som stuepige). Hun stak mig en brochure med et danskstudie i Kolding. Kort tid efter flyttede jeg til Kolding og startede på danskstudiet. Det betød, at jeg med en lille deroute, kunne læse min kandidat på den uddannelse, jeg i første omgang ikke var kommet ind på. Det viste sig selvfølgelig, at danskstudiet var det, jeg blev gladest for.

Fem års studie, en omskrivning af specialet, en helvedes masse kurser, frivilligt arbejde og praktikker og løntilskud senere, står jeg og serverer kaffe i en bog-kælder. Jeg er sammen med fine mennesker, og hverken jobcentret eller a-kassen kan røre mig, når jeg langer kaffe over disken og ælter bolledej til sandwich.

Seks måneders tid senere lukker stedet på grund af nogle interne uoverensstemmelser, vi ansatte aldrig finder hverken hoved eller hale i.

Chefen for de sommerskoler jeg været ansat på de seneste mange somre ringer. Hun tilbyder mig et job, og jeg takker ja.

To år senere sidder vi samlet om et stort aflangt bord og får at vide, at vi ikke længere har et job. Flygtningeområdet har fået konkurrence, og der skal spares. Vi er dem, der skal spares. Jeg ser det hele gå i opløsning udefra, og er tæt på taknemmelig for den fyreseddel, jeg fik.

I en mdr. bor og underviser jeg fire ud af fem dage i Sønderjylland, og ser, hvilke konsekvenser besparelserne har. Da jeg hverken kan stå inden for den måde, de ansatte eller asylansøgerne behandles på, laver jeg en fratrædelsesordning med chefen. Det viser sig efterfølgende, at han har en række sager hængende over sig, bl.a. en sexchikanesag. Heldigvis har han aldrig været upassende overfor mig. Det er en vanvittig måned, hvor jeg er stærkere, end jeg troede, jeg ville være, og lærer at sætte mine behov før andres forventninger.

Nu har jeg ikke længere noget at give mig til, så jeg begynder at date.

Det første match jeg mødes med, er en israelsk læge, som ofte ferierer i Aarhus. Vi drikke kaffe en dag, kører ud til stranden med en flaske vin den næste og spiser frokost den tredje, og så tager han tilbage. Er han i byen, hører jeg indimellem stadig fra ham, men for mig er han et godt minde, der på anden date valgte at hoppe splitterravende nøgen i havet.

Det næste match har jeg pinligt nok glemt, hvad laver, men han har tidligere været landmand og er nu noget med en handelsuddannelse. Han er en følsom fyr, der efter sin skilsmisse er begyndt i mande-gruppe. Han forklarer for mig, hvad en mandegruppe er, inden han opfører et Tai Chi show midt i Botanisk Have. Han er en modig mand, men der er minutter, jeg ikke ved, hvor jeg skal gøre af mig selv, så jeg skriver tak for en god date, men jeg manglede kemien. Han svarer, hvordan jeg kan konkludere det ud fra kun en date. Og han har ret.

Det tredje match jeg mødes med underviser på en ungdomsuddannelse. Han er sød, men da han fortæller, han har fået en elev (eller var det flere) fra sin klasse til at græde (selvfølgelig ikke med vilje), og senere kommer med en sarkastisk joke til tjeneren på den cafe, vi har tænkt os at drikke kaffe, ved jeg, vi ikke er et match.

Jeg sletter Tinder, og bliver lettet, da jeg senere finder ud af, at det står skrevet i stjernerne, at det er i forbindelse med job, jeg vil møde min mand.

Forhåbentlig har jeg mere end en chance, for jeg har mødt mænd i forbindelse med mine job bl.a. min ex-kæreste. De mænd jeg har mødt i forbindelse med job, er vanvittigt ambitiøse, hvilket helt åbenlyst er grunden til, jeg falder for dem, når de får øje på mig.

Jeg går til 15 jobsamtaler. Til en af samtalerne får jeg at vide, at jeg ikke virker særlig robust og til en anden bliver jeg rådet til at blive selvstændig. Alle har en mening om, hvem jeg er, og hvordan jeg er.

Flashback til den mand der sammenlignede mig med en musiker, han lige havde sagt, lignede en handikappet, og til min usikre ex-kæreste (ikke ham jeg mødte på job), der havde brug for at pointere, at jeg også kan være rigtig grim. Alle har en mening, så medmindre du kan lide at være rigtig rundtosset, hold fast i din egen!

Er du nogen, spørger en mand, jeg har mødt på Lynfabrikken, da vi cykler ned for at bade ved Marselisborg havn.

Er vi ikke alle det?

Min venindes kæreste ringer og tilbyder mig et midlertidigt job. Jeg takker ja, og i otte måneder blandt iværksættere og mennesker, der ved, at drømme også er ambitioner, føler jeg mig mere hjemme, end jeg har gjort længe.

Jeg modtager endnu en e-mail med endnu et afslag, som jeg sidder her i mine sweatpants, uden make-up og med håret i en rodet knold på denne tirsdag. Det her er Work-life i ubalance, men livet i balance (med dets op – og nedture) ♥︎

Søndagstanker

En fod foran den anden. En fremmed, jeg føler, jeg genkender, smiler til mig. Jeg smiler tilbage og kigger ned i min telefon. Næste gang en fremmed smiler til mig, rødmer jeg og kigger ned i jorden i stedet. Jeg har lyst til at røre og række ud. At rejse og at leve.

Jeg lukker øjnene og trækker vejret. Duften af efterår, bladene der falder fra træerne, til træerne står helt nøgne, men rodfaste, og venter tålmodigt, indtil det er tid til at blomstre igen. Efterår, jeg kunne lære så meget. Skille mig af med alt det gamle og give plads til det nye. Turde stå der nøgen, men sikker, og tro på, at jeg vil blomstre igen.

Jeg konkurrerer med mig selv og lader mig inspirere af andre, i mit tempo. Andet er naivt og efterlader mig demotiveret og forvirret. Mit drømmende væsen blander sig med mit målrette sind. En tankeboble bliver til tusinde tanker. Jeg punkterer boblen. Den punkterer let, og jeg ved, at tankerne fyldte mere end virkeligheden. Jeg ifører mig et korset. Snører maven ind, der hvor mine følelser hober sig op, når jeg ikke kan rumme andre og deres indtryk.

Som voksen sker det, at jeg ikke kan rumme andre. Vores konstante spejlen i hinanden på godt og ondt. Tro ikke, du kender mig, har jeg haft lyst til at sige. Det er din fortælling, ikke min. Lad være med at fortælle mig, hvem jeg er, eller hvem jeg bør være, når det i virkeligheden er det, du vil være, eller den du vil være med.

Hvordan vi konstant forholder os til overfladen. Grav dybere. Jeg har ikke brug for at høre dig fortælle mig, at jeg er sød eller pæn. Deres usikkerhed bliver til min. Ingen spørger, hvordan han ser ud på stranden, men alle fortælle mig, at det er modigt, at jeg vil møde en mand, mens jeg er iført en badedragt eller en bikini. Jeg vil egentlig bare svømme og dele min passion med et menneske, jeg kan lide. Men  tilsyneladende er en krop noget man er, og ikke noget man har, hvis man er kvinde. Manden er tilsyneladende ikke modig i et par badeshorts.

I mødet med mænd bliver jeg (sommetider) usikker. Overalt ser jeg smukke eller seje kvinder, som jeg er bange for, at han skal få øje på og glemme mig. Jeg skammer mig over, at andres skønhed skal blive min usikkerhed.

En kvinde skriver til Mads og Monopolet, at hendes kollega klæder sig for sexet til sit job. Hun er i gang med at knalde sig til tops (mener de), og det er i øvrigt røv-irriterende, når kvinder larmer med deres tøj, udbryder Monopolets eneste kvindelige paneldeltager, Signe Lindkvist (!).  Det mest røv-irriterende jeg kan komme i tanke om, er kommentarer som den. Kvinde, find det outfit frem, der passer dig!

Træernes rodnet vikler sig ind i hinanden for på den måde at stå bedre fast. Hvordan vi mennesker nogensinde fik den tanke, at vi er naturen overlegen, er et mysterium.

Rigtig god søndag ♥︎

Gensyn med De Mezas Vej…

Fatalisme. Om at ride med på bølgen. 

large

Undskyld stilstand. Men ligeså stille der har været her, ligeså højlydt har der været i mit hoved. At sige tankerne har været på overarbejde, er en underdrivelse.

Jeg var – som I ved – til to samtaler. En hos Danmarks Idrætsforbund (DIF) i Brøndby og en hos SceneAgenturet på Godsbanen i Aarhus. Begge samtaler gik godt. Derfor havde jeg en beslutning at træffe.

Jeg ringede til kommunikationschefen hos DIF og sagde jeg gerne ville starte hos dem. Vi blev enige om 4 ugers praktikforløb. Sidenhen har jeg fået tilbuddet om at blive i løntilskud. Da det på nuværende tidspunkt kun kunne garanteres til jul, takkede jeg nej.

Min chef og jeg havde en god og ærlig snak, hvor jeg spurgte til fremtidsudsigterne. Dette spillede selvsagt ind på min endelige beslutning.

Den 4. november starter jeg hos Godsbanen med 6 mdr. i løntilskud fremadrettet.

Imens jobsøgningen har stået på, har jeg haft gang i en boligsøgning, da jeg skal være ude af min lejlighed 31. oktober.

Min boligsøgning bestod i, at kontakte en masse udlejere i henholdsvis KBH og Aarhus og melde mig ind på en række boligsites. Det var mailen til min tidligere udlejer, der skulle vise sig at give bonus. Han havde en 1-værelses der matchede mine kriterier. På De Mezas Vej. Den vej,  jeg er født. Det er 24 år siden jeg sidst boede der med min mor. Dengang kunne jeg knap nok gå.

Det har jeg lært siden.

Næsten.