Tag / livet

by maitrosborg

Den uheldige svømmer

Det er mandag på en sensommerdag, og temperaturen er høj. Jeg kan ikke finde mine nøgler og styrter rundt på de 40 m2, jeg lejer på Nørrebro. Klokken er ti minutter over min aftale. Jeg ringer og siger, jeg bliver forsinket, smutter op til mine overboere, som også er mine udlejere, for at låne deres ekstranøgler til lejligheden. Jeg sætter mig på cyklen og cykler mod min badeaftale.

Solen står højt på himlen, og der er mennesker overalt. Jeg cirkler rundt om mig selv, mens min veninde i telefonen forsøger at guide mig i den rigtige retning.

Min veninde rækker mig den ansøgning og det jobopslag, jeg har bedt hende printe, til en jobsamtale jeg har den efterfølgende dag. Vi taler om jobbet, mens vi sidder i skyggen, og venter på, at solen skal nå os.

En følelse af noget tyngder mig ned. Jeg er under vandet uden at vide hvordan. Oppe ved overfladen reagerer jeg instinktivt. Jeg ser personen, der ramte mig, og hører, han spørger, om jeg er okay. Jeg svømmer til kanten og klatrer op ad stien, da jeg er usikker på mine egne kræfter, sikrer jeg mig, at han er bagved imens.

Jeg ser folk komme løbende og mærker blodet, der fosser fra mit ansigt. Jeg er lidt svimmel, siger jeg, giver slip og overlader kontrollen fuldstændig. Fremmede hjælpende hænder, der gør mig tryg – en kvinde og en mand, min veninde, der bevarer roen. Jeg er ved bevidsthed, så i stedet for ambulanceudrykning ender jeg med en blødende næse i en våd badedragt på bagsædet af en taxa. Min veninde sidder ved min side med sin babybule og bevarer fortsat roen.

På Rigshospitalet traumecenter bliver jeg placeret i en seng med en pose is. Venstre side af mit ansigt er svulmet op og forvandler mit ansigt, så jeg ikke kan åbne venstre øje. Bag forhænget overfor ligger en kvinde. Hun er faldet bagover i en båd, og jeg kan høre lægerne fortæller hende, at hun har fået en flænge i nyren.

En læge trykker mig i ansigtet. Det knaser. Har du haft dobbeltsyn, spørger han. Ja, svarer jeg og bliver kørt til skanning. Kort tid efter henter de mig igen. De vil sikre, at jeg ikke har indre blødninger i hjernen, efter de har fundet en lille flænge på mit kranium. Det er ikke godt det her, siger jeg til min ældste lillesøster, der nu er ved min side i stedet for min veninde, og fortryder med det samme, hvad jeg har sagt.

Portøren der kører mig til anden skanning, ser mit forvandlede ansigt. Jeg håber ikke, det er en mand, der har gjort det der ved dig, siger han og fortæller en historie om en mand, han så slå sin kvinde i offentligheden.

Hun skal faste, hvis hun skal opereres, hører jeg den hektiske læge, hvis telefon ringer konstant, sige. Han siger det til en person, han taler med i telefonen. Jeg kigger på min søster og kan se et par tårer dryppe fra hendes kind. Hun er stærk for min skyld nu. Jeg forsøger at holde sammen, hvisker, at det er okay. Vi ved begge, det er mig, de taler om, men ingen har endnu fortalt mig, hvad der skal ske.

Den hektiske læge kommer ind og fortæller mig, hvad der skal ske. Jeg skal opereres indenfor 14 dage. Titaniumplader, hvor kraniet er i stykker.  “Har du fået at vide, det bare er en lille flænge?”

Da lægen er i gang med at fortælle mig, hvad der skal ske, ringer hans telefon flere gange. En mand har forsøgt at begå selvmord ved at hænge sig.

De sender mig hjem med en et visitkort med en plan for tirsdagen på bagsiden. Kl. 9.00 Glostrup øjenafdeling, efter kl. 9.00 møde op på Rigshospitalet, hvor jeg vil få en tid til operationen. Den nat sover min søster ved mig. Hendes alarm ringer hver 2. time, som hun har sat den til for at holde øje med mig.

Morgenen efter kører min veninde mig til Glostrup Hospital, hvor de undersøger mine øjne og bagefter tilbage til Rigshospitalet, hvor jeg taler med en række sygeplejersker og læger og venter en masse. Min mor kommer fra Aarhus, da jeg sidder og venter på at tale med en narkoselæge. Dagen efter skal jeg opereres.

Jeg mærker, hvordan jeg forsvinder fra den dybe søvn over i en lettere søvn, og ved midt i drømmene, at jeg er på vej i en vågen tilstand. Hvor er jeg, spørger jeg, og kommer selv i tanke om det, inden nogle når at svare. Det strammer lidt, siger jeg, og nogle lægger en pose is over panden på mig. Operationen varede halvanden time. Min mor og min søster er ved mig, kommer og går, indtil jeg er udskrevet omkring et døgn senere. De spiller musik udenfor, da jeg vågner. Folkeklubben lyder det som.

Min veninde sover ved mig, natten efter jeg er blevet udskrevet, og bliver hele den efterfølgende dag, mens jeg glider ind og ud ad søvnen. Hun handler ind og fylder mit køleskab, laver morgenmad, frokost og en skål med frugt. Hun holder om mig, da taknemmeligheden overvælder mig, og jeg begynder at græde.

I am Titanium kører i musisk rotation i mine tanker. Jeg googler teksten.

“You shoot me down but I wan’t fall, I am titanium”.  Bulletproof.

Min yngste lillesøster har sendt mig en buket blomster – blue dreams – og bestilt en togbillet, til efter min mor og hendes mands kobberbryllup, som vi begge skulle have deltaget i. Hun kommer lørdag og bliver til tirsdag. Min far skriver, at han kommer tirsdag og bliver til torsdag. Min mor, at hun kommer igen torsdag (efter at have været hjemme og fejre kobberbryllup) og hendes mand weekenden over, mens hun bliver, til jeg skal til kontrol og have fjernet mine agraffer midt på ugen.

Jeg modtager smukke buketter, gavekurve og kærlige opkald og beskeder fra min familie og mine veninder og deres familier. Kærligheden rammer hårdere, end noget slag nogensinde vil.

Hver dag takker jeg kroppen, fordi den passer så godt på mig. Kranie-airbag og beskyttende hævelser. Tak krop, siger jeg og giver den indimellem et klap på skulderen.

Jeg ligner mig selv, men mit ansigt er et andet nu. Jeg forsøger ikke at kigge mig i spejlet så ofte, men det er svært. Overlevelsen er overstået. Tiden, der stod stille i et par uger, er i gang igen, men min verden er ikke den samme.

Da jeg går den første tur efter operationen, lægger jeg mærke til, hvordan mennesker i trafikken tager ekstra hensyn til mig med mit forslåede ansigt, flere smiler endda. Jeg tænker på, hvor mange mennesker der ikke bliver taget hensyn til, fordi deres sår ikke er synlige. Jeg lægger mærke til, hvordan trafikken igen bliver mindre forsigtig omkring mig, hvordan der igen er færre smil dag for dag, som mit ansigt heler.

Alting kan forandre sig på ingen tid.

Obs. billedet er taget i et spejl i en af Rigshospitalets elevatorer og derfor spejlvendt.

Advertisement
by maitrosborg

34

33 år.

Et job (nej, faktisk to) og et yoga og surf retreat på Sri Lanka. På jobbet genfandt jeg mit selvværd, og jeg kunne endelig genkende mig selv i mødet med mennesker igen. Retreatet gjorde vinteren kortere, dagene lysere og kroppen lettere.

Mine ansættelser ophører. Kroppen bliver tungere. Dovne akademikere råber de, og lige dér i maven mellem mindreværdet og selvværdet, rammer det mig. Jeg glemmer nemt, hvad jeg har opnået, når fokus (oftest) er på det ordinære. Det ordinære liv. Den ordinære ansættelse.

Men mest af alt, bør jeg holde af hverdagen. Så jeg fylder den med lange gåture ved Marselisborg og rundt om Tivolisøerne med Lana Del Ray og doku-podcast i ørerne. Naturen gør det lettere at trække vejret, lærer jeg. Jeg bingwatcher bjergtaget Euphoria på HBO og anden sæson af Big Little Lies. Jeg dyrker yoga og jeg danser i Yo Studios. Jeg forsvinder ind i kroppen og glemmer alt om afslag og afvisninger. I minutter eller timer.

Hverdagen er også a-kasse, ansøgninger og artikler. Vi har fået en ny Nabo på Frederiksbjerg, der serverer økologisk kaffe og plads til at skrive. Engang imellem søger jeg tilflugt der. Andre dage skriver jeg på DOKK1 eller La Cabra ved Banegårdspladsen, som serverer en af byens bedste bønner til min americano.

Mine tekster bliver læst, redaktørerne jeg sender materiale til, tager mig seriøst. Det bør jeg også gøre. POV. International bringer mit interview med Maya for tredje gang i deres ugentlige nyhedsbreve, og redaktøren skriver og spørger, om de skal bringe flere af mine historier. Interviewet med Marie ender på forsiden og kommer i nyhedsbrevet. Jeg skriver et debatindlæg i Magisterbladet om ulønnet arbejdskraft i kultur – og kommunikationsbranchen, som jeg selvfølgelig ikke får penge for.

Undskyld, siger jeg igen og igen. Til damen, der går ind i mig i Netto, eller flyttemændene, der ikke kan bære flyttekasserne med mine bøger, selvom de alle vejer under de 19 kg, som er det tilladte. Det virker ærlig talt en smule patetisk at rende rundt og sige undskyld til alt og alle, når de opfører sig som idioter, tænker jeg.

Et gensyn med Nørrebro og et midlertidigt hjem. Som altid tilpasser jeg mig mine omgivelser. Omvæltninger er ikke udfordrende for en person, der altid har været tryggest i rammer, der kunne flyttes og skiftes ud. Gåturene ved Marselisborg er blevet til gåture på Assistens Kirkegård. Yo Studios i Scandinavien Center er skiftet ud med Yo Studios på Islands Brygge. En etværelses er skiftet ud med to (små) værelser og klæder en kvinde i trediverne bedre. Lana Del Ray lytter jeg stadig til.

Der hænger en baby over armen på mig. Det er søndag, og jeg er til børnefødselsdag. Ingen er børnene er mine, og det føles stadig fjernt for mig at skulle forsøge at passe ind i en sandhed, jeg ikke kender. Min force er, at jeg ikke kan sammenligne mig med liv, jeg ikke kender, eller ved, jeg drømmer om. En voksenverden, der for mig strammer garnet og kvæler barnet. Jeg er barnet. En barnlig voksen. Observerer, men har aldrig svarene, når de stiller spørgsmålene. Evigt rodløs og rastløs, passer alle steder og ingen steder.

34 år.

Bare fordi de stiller spørgsmålene, og jeg tror, de kender svarene, som jeg forventes at give, behøver jeg ikke forsvare eller forklare, når jeg føler mig misforstået. 34 år og ikke længere en undskyldning.

Tusind tak fordi I følger med ❤️

by maitrosborg

At være til

IMG_2158

I tænker, jeg udleverer mig selv, at alt jeg føler, kommer til udtryk i ordene, at her skal alle sandhederne findes, hvis I vil få øje på mig. Men er det i virkeligheden ikke dig selv, du prøver at få øje på. Gemt bag linjerne, leder du efter noget, der kan forbinde dig, frigøre dig fra ensomheden og koble dig til fællesskabet. I virkeligheden er vi alle ensomme, selv i tosomheden. Måske endda især i tosomheden. I mener, jeg gør mig sårbar, mere end hvad godt er, men sandheden er, når jeg skriver, befrier skriften mig fra sårbarheden og forbinder os. De almene ting, kærligheden, sorgen. Den er ikke min. Den er jeres, vores. Vi er fælles om den. Skriften er en måde at se og forstå på. Når ordene danner mening, forstår jeg betydningen af det, der former mig. Former os. Det skænderi jeg hele tiden lyttede efter. De lyde der lagde op til endnu et epileptisk anfald. Døre der smækkede. Bilen der forlod indkørslen. Tidligt lærte jeg at sanse, og det er ikke særligt sensitivt. Jeg kunne have valgt at formulere det anderledes. Sige, jeg lærte at være på vagt. Lytte til ordene, fornemme stemningen, aflæse følelserne. Det er blot en måde at være i verden på. Være til på. At vende det indre udad. Skriften hjælper mig med det. En tragt, jeg hælder alle dine ord ned i, mine ord. Alle de følelser jeg mærker, vi har følt. Jeg fortæller dig, jeg atter har haft en samtale med en fremmed. Jeg fortæller dig, jeg endnu en gang har overværet en begivenhed, som ikke nødvendigvis var min at overvære. Tilfældigvis befandt jeg mig det sted på det tidspunkt, hvor den fremmede ikke var en fremmed længere, hvor begivenheden udspillede sig. Du siger, tilfældigheden ikke er tilfældig. Får mig til at forstå, jeg altid har været til stede i verden ved at se, få øje på det, som ikke er synligt, lægge ører til de historier, som fortælles, nogen gange uden ord. Jeg sammenfletter de indtryk, danner sætninger, skriver historier. Det er en måde at være til i verden på.

by maitrosborg

I morgen er jeg ældre

img_2421

Vi flager. Vi fejrer. Hurra. Endnu en time, endnu en dag, endnu et år. I morgen er jeg ældre end jeg var i går. Eller er i dag. Vi lever. Eller vi overlever. Ja, hvad gør vi egentlig. Forventninger til det, livet skal give os. Vi forsøger at tage de (rigtige) skridt. Og vi finder ud af, vi ikke er alene. Forventningerne er mange. Tilfældighederne endnu flere. Jeg mødte en pige, der lærte at gå. Det ene ben foran det andet. Det var det, hun bekymrede sig om. Jeg mødte en pige, der for længst havde lært at gå. Hun øvede sig nu i at løbe. Løbe fra tiden. Jeg mødte en kvinde, der håbede, tiden ville stå stille. Ikke for altid. Bare nu og her. Fryse de meninger, der var. Jeg mødte en kvinde, der øvede sig i at give tiden mening. I spejlet fik jeg øje på mig selv. Afsløringerne. De ben der havde lært at gå, havde også lært at rejse sig efter faldet. Den krop, der satte i løb, havde også lært at følge med tiden og ikke løbe fra den. Spørger du mig, om jeg forstår tiden, tilfældene, er svaret nej. Men jeg forstår, at tilfældighederne er flere end forventningerne. Jeg forstår, at livet kommer i vejen for de planer, vi lægger. I dag er jeg ældre end jeg var i går, og jeg ved, at for at give tiden mening, må jeg give tilfældighederne betydning. Jeg holder spejlet ud fra kroppen. Får øje på andre mennesker. Andre forventninger.

Jeg forsøger at finde tilbage til hende, der lærte at gå. Et ben foran det andet. Ingen forventninger. Fordi jeg ved, jeg ikke er noget eller nogen, bliver det lettere. Tiden bekymrer sig ikke om at indfri mine forventninger. Så jeg slipper det, jeg alligevel ikke kan gøre noget ved. Ingen har lovet mig noget. Jeg trækker vejret. Jeg skylder de mennesker, jeg har elsket og mistet – at leve. Ikke overleve. Nogen gange går det godt. Andre gange begræder jeg min indre kritiker, samfundets forventninger – der er større end mine – at jeg ikke er i stand til at udnytte det, livet har at tilbyde. Engang imellem falder jeg tilbage til pigen i løb og forsøger at komme tiden i forkøbet. Overbevise skæbnen om, den har taget en forkert beslutning. Men jeg lærer. Fordi i dag er jeg ældre end jeg var i går. Og jeg er ingen. Bare en række tilfælde der følger efter hinanden. Glemmer jeg det, minder naturen mig om det. Havet især. Befrier mig.

I dag har jeg flere erfaringer end jeg havde i går. Naiviteten er ikke længere min følgesvend. Jeg ved, at faldet gør ondt. Og jeg ved, hvordan man forhindrer det. Man stopper bevægelserne. Man tænker tingene ihjel. Man overlever. Forsøger at planlægge sig ud af alting – rejserne, kærligheden, fremtiden. Jeg tog chancer, fordi jeg var naiv, jeg ikke tør tage længere. Bilder mig ind, at tiden ikke er til det. Men i virkeligheden er jeg bange, fordi erfaringer har lært mig at frygte. Jeg ser faldet. Ikke oprejsningen. Erfaringer gør mig ikke kun klogere. Jeg forsøger at finde tilbage til hende, der er en smule naiv. Hende der ser de uskyldige før de skyldige. De ikke dømmende før de dømmende. Når jeg finder hende, er jeg fri. Timer, minutter, dage, år.

I dag er jeg 31. I morgen er jeg ældre. En dag skal jeg dø, uundgåeligt.

 

by maitrosborg

Dig og mig og vi to

visitng-places

Du er ensom! står der med store fede bogstaver. Jeg havde en dårlig dag. DR havde tema om ensomhed, og så var der den her test. Det var en dårlig idé. Ikke desto mindre har temaet – og testen, fået mig til at undres. Har man gået på to folkeskoler, i to gymnasier, på to højskoler og boet i seks byer samt haft flere jobs og frivillige tjanser end det kan tælles på to hænder, så kender man mange, rigtig mange mennesker. Det er uundgåeligt. Og hvis man oven i købet er en udadvendt person, så er mange af disse mennesker blevet til venner, som er fuldt med i den videre færden. Det er mig! Det er min situation, som jeg er sikker på, der er mange, der ville misunde. Og det bør de. For jeg er heldig. Men hvorfor fanden opstår denne følelse? Følelsen af, at være alene i verden. Utilstrækkelig. Overflødig. Den opstår oftest dagen efter en rejse, en travl uge eller en festlig begivenhed. Og den opstår, fordi jeg mangler den energi, som andre mennesker tilføjer. Mit eget selskab er ikke nok. Jeg keder mig. Jeg mangler input. Jeg er vant til, at være omgivet af mennesker. Jeg er vant til larm og indtryk, og når det bliver taget fra mig, opstår en følelse, som man vælger at definere som ensomhed. Den sniger sig ind som en form for hult rum, der i mit tilfælde er placeret i maven – hvor alle mine følelser er tilbøjelig til, at komme til udtryk. Maven er min svaghed og min styrke. Når følelsen af tomhed, ensomheden, opstår, tager jeg mig selv i at tænke, der mangler noget i mit liv, og andre er tilbøjelige til at give mig ret. Livet er kun fuldendt, hvis du har en at dele det med. Men så er det, jeg husker på, hvor hårdt det også kan være – at dele livet. Følelsen eksisterer også dér, og jeg har oplevet, den er i stand til at blande sig med andre ikke konstruktive følelser. Jeg siger ikke, det ikke kunne være rart, at dele livet med én. Men jeg siger, jeg mangler ikke noget. Jeg har det hele, men ikke altid. Når følelsen opstår, bruger jeg mange timer i min seng, og på at have ondt af mig selv. Jeg bander og bladrer igennem min kontakter. Alle. Facebook, linkedin, twitter, telefonbogen. Mit fotoalbum består af forskelige mennesker, forskellige lande, forskellige byer, forskellige tider. Jeg mindes mine søskende sige til min exkæreste, han aldrig ville kunne rumme mine bekendtskaber og mine aftaler, ligesom de – og mine forældre – aldrig har kunnet. De roder rundt i navne og steder, og jeg stiller dem ikke til regnskab. Med to håndfulde adresser og et utal af skole, hvem tæller? Når jeg har fået nok af mit egen ynk og selvmedlidenhed, går jeg en tur. Der finder jeg ofte en bænk på min vej eller en trappesten til en indgang, hvor jeg sidder, suger andres energi til mig, forsøger at udfylde hullet. På en bænk på Frederiksbjerg, standser en kone op på vej til apoteket. Før hun måtte på apoteket efter medicin, sad hun her med sin ven og drak øl. På en smal trappeopsats uden for møntvaskeriet, hvor jeg vasker mit tøj, slår en kvinde sig ned ved siden af mig. Og jeg kan ikke gennemskue, om hun har brug for at snakke, så jeg holder min mund. På en anden bænk, slår en familie, mor, søster, bror – og dennes kæreste sig ned, for at diskutere brorens/kærestens liv, han er i tyverne, flot og sund at se på, sygemeldt på kontanthjælp eller dagpenge, men vil så gerne gøre som samfundet dikterer, eller som mennesker er skabt til. For alle mennesker er skabt til at arbejde (siger han). Og derfor har han fundet et jobopslag, hvor han kan sælge fisk i en fiskevogn. De andre er ikke sikker på, det er en god idé. Jeg er rørt over deres omsorg, men mest over hans overlegende overbærenhed med deres indtrængen i hans liv. Jeg afslørede mig selv, på bænken, på grund af min ansigtsmimik. Min mund, der veg opad, når de sagde noget sjovt fx om at sælge fisk. Eller om systemet. I dag så jeg ham og kæresten igen, med hvidvin i solen. Hun smilede til mig, vi deler en historie. Jeg afslørede mig selv. På bænken foran Brugsen, sætter et ældre ægtepar sig. De hilser, og er ca. 90 og holder i hånd. Hun trænger til et hvil, og han hjælper hende, når hun skal ned, og når hun skal op. Jeg kigger efter dem, da de forsvinder videre, hånd i hånd, og overvejer, hvor mange år deres hænder mon har passet i hinandens.

by maitrosborg

Livet er for kort til dårlig rødvin

wine

Vi sidder om et stort hospitalsbord. Det burde lugte, men sandheden er, at mine sanser ikke findes her, de er blevet hengemt til et sted udenfor disse murer, udenfor disse lugte. Jeg kan ikke engang græde, da du fortæller mig, mens øjenvidner kigger på, at du skal dø. Men du vil kæmpe. Faktisk føler jeg mig tarvelig, for I forventer at se mig græde, og jeg kan ikke leve op til jeres forventninger. Det er det der gør mig ked af, ikke beskeden om, at du skal dø. Jeg ser, hvordan sygdommen overtager din krop, men ikke dig. Så da telefonen ringer, midt i jeg står på Jægergårdsgade og skænker colaer, glemmer jeg at tænke på, hvorfor I ringer, forberede mig på, hvad jeg skal se. Men jeg overlader colaerne, eller måske går jeg ned med dem. Jeg sætter mig ud i taxaen, hele vejen til Galten griner jeg med chaufføren, måske er han sjov, måske er jeg, men det tvivler jeg på, det har aldrig været min ting. Du dør mens Kristus stiger til himmel og vi spiser vores sidste måltid. Jeg nåede at fortælle, at jeg elsker dig, men det virkede fjollet og påtaget, for det vidste du jo sikkert godt. Mens vi mader dig, minder du os om, livet er for kort til dårlig rødvin, så vi skal kun drikke – og servere det bedste. Vi begraver dig i et overflod af mennesker, tårer og blomster. Hun kommer hen til mig til mindecermonien og fortæller, sygdommen også vil fortære hende. Den har ramt hende i maven. Tilsyneladende rammer den alle, der vil livet. Da du altid har ment, jeg har en evne til at se og føle ting, som andre ikke kan, tror du måske jeg er opmærksom på dette i forvejen, men du misforstår, og jeg bliver sur på dig, over, du fylder mig med ting, du ikke ved noget om. Året efter dør du, og sådan ved man, du er clairvoyant. Vi begraver dig med et overflod af nationaliteter, historier, musik og fortællinger. Og jeg ser, at døden ikke kun skal begrædes, men også fejres. Du begraves ved siden af min første forelskelse nogensinde. Han blev 21. Også han ville livet mere end nogen anden, men det fratog man ham, da man stak en kniv i ham på en sen nattetime. Vi begravede ham med et overflod af tårer og en sang. Andet husker jeg ikke. Din begravelse finder sted på en kold vinterdag og det eneste tegn på lysere tider, er fuglen der er fløjet fra forsiden af din fortælling til træet ved siden af jeres grave, mens den synger en sang, som man svagt genkender melodien på.

 

– en hyldest til Erna!

by maitrosborg

At omfavne livet – som jobsøgende, som menneske

falling

Jeg forsøger det bedste at omfavne livet, som det former sig for mine fødder. Folder sig ud, så jeg snubler over det, igen og igen. Når jeg går ud i verden, spørger man, hvordan smilet altid kan være placeret således på min mund. Jeg smiler til dem og går hjem og råber ned i puden. Ellers også råber jeg af de få, der kender det mørkeste indre. Alt mørket tilfalder dem. Jeg bruger tiden på ærinde som fx at forny det pas, der er udløbet, og udskyder min udrejse, men ikke min udlængsel. Jeg står i kø og udvælger mig de personer, jeg ikke har lyst til at snakke med. Damen, hvis nummer jeg trækker, har jeg ikke lagt mærke til. Hun spørger, om vi skal måle mig. Ti år eller mere har det taget at vende sig til de 177 cm., hvis hun tillægger mig flere, vælter jeg, så jeg takker pænt nej. Der er babyer overalt. De græder, de smiler og de sover. De skal også have fornyet deres pas, og damen gør mig opmærksom på, hvis jeg får mig nogle børn, så er det billigere. Altså passet. 150 kr. fremfor de 625 kr., jeg betaler med penge, som vistnok ikke er mine, mens jeg smiler og går hjem og råber ned i puden. Men jeg nyder også at kunne drikke øl på en onsdag. Jeg nyder at kunne forlænge morgenerne. Når de ikke kan forlænges længere, går jeg en tur. Skriver, læser, ser dårlig tv eller dokumentarer om alt eller intet. Jeg jubler, når min telefon ringer eller mine venner fra de sociale medier giver notifikationer fra sig. Jeg surfer rundt, uden at vide, hvad jeg leder efter. Fornuften fortæller mig, det ikke findes her – eller der, men jeg har aldrig ladet fornuften være det afgørende, så jeg omfavner livet med mine følelser og lyster (på godt og ondt). Det folder sig ud, så jeg snubler over det, igen og igen. Men jeg falder ikke, så længe du ikke tillægger mig flere centimeter.

by maitrosborg

Indhold uden navn

WP_000419

Vi mødes klokken 8.00, men i stedet for at bage brød og varme croissanter, flytter vi rundt og pakker ned i kasser til vi ikke længere kan overskue og må tage en pause og begynde forfra. Fire timer bruger vi, og bagefter deler vi en flaske bobler, som er købt for flaskepengene. Vi sidder og griner i solen og udskyder livet.

Nogle dage senere har jeg for første gang lyst til at nogle skal tage mig i hånden og vise mig vejen. Eller også har jeg lyst til at lade mig falde, hele vejen. Mærke hvordan det ville føles at splintres, ramme jorden hårdt. Synet inden. Eller også har jeg lyst til at svømme i det blå hav til, jeg ikke længere kan bunde. Følelsen af frihed.

Mere end nogensinde drømmer hun om at være nogen. Ikke bare til. Hun er fanget mellem to personager. Den der drømmer, og den der er drømmen. Folk der ikke kender hende, ville muligvis forveksle og tro, hun også er nogen eller noget, fordi, hun råber ukendte navne højt og krammer disse navne på sin vej frem og tilbage. Vi står i kø til at sparke døren op til noget, vi ikke ved, hvad er, eller hvordan tager form.

Hun undrer sig, for selv om drømmen om en mand og et barn – eller flere – eksisterer, har noget overtaget. Stædig som hun er, kæmper hun, mens hun nysgerrig som hun er, forsøger at gennemskue, hvad der skal til, mens hun mindes en samtale, hun engang havde. Folk der forsøger at skabe et billede af, hvem de er i stedet for bare at være. Hun lader sig falde og svømmer langt langt ud i det blå hav, mens hun mærker, hvordan solen skinner på hendes kuldskære krop, som drømmer om at kunne savne, om at kunne elske. Andet end illusionen. Foråret tager hende i hånden.