Kender I de typer, man bliver bjergtaget af, fordi de er exeptionelt dygtige og passionerede? Sådan en yogi var jeg begyndt at følge på instagram. Det viste sig, at Faye – udover at undervise i Yo Studios Kbh.  – også står bag rejseselskabet Wildest Living (der via smart target marketing begyndte at følge mig), og da der dukkede en rejse op, som kombinerede surf og yoga, var jeg solgt. Og så på Sri Lanka. Min første tur til Asien nogensinde.

Jeg har timet det, så jeg mødes med en af de andre deltagere i Kastrup Lufthavn. Selvom vi ikke sidder sammen i flyet, er det rart at have nogen at fordrive ventiden ved mellemladningen i Rusland sammen med. Hun er bosat i Kbh, oprindeligt fra Polen og 24 år. Den yngste deltager viser det sig senere, da det går op for mig, at retreat tilsyneladende er en ting for mennesker i 30’erne (selvrealisering og alt det der?!). Vi flyver med Aeroflot, som er et russisk flyselskab, jeg absolut ikke kan anbefale. Flyet er gammelt, maden elendig (mere end hvad man kan forvente af flymad og absolut intet for vegetarer og kosher-spisende) og servicen ikke særlig god. Rejsen var den billigste, og jeg ved nu, at det en anden gang kan betale sig at ofre et par tusind kroner mere på transporten. Ruslands lufthavn har desuden heller ikke særlig meget skiltning på engelsk, en smule forvirrende, når man ikke er russisk-kyndig.

Da vi ankommer i Sri Lankas hovedstad Colombo kl. lidt over 9 om morgenen, er vi trætte! Men må stå i kø for at vise vores midlertidige visum og få adgang til øen. Turen fra Columbo til Mirissa, som er den by, vi skal til, tager ca. 3 timer. Vi sover det meste af vejen. I starten kæmper jeg for at holde øjnene åbne og suge Sri Lanka til mig, men til sidst overgiver jeg mig til trætheden og søvnen. Det betyder, at jeg er forholdsvis veludhvilet, da vi ankommer til vores Bed & Breakfast.

Der er lavet en fejl i forbindelse med bookingen. Selvom jeg har booket et deleværelse (som er et par tusinde billigere), har jeg fået et værelse for mig selv. Det passer mig glimrende. Fra badeværelsesvinduet er der kig til frodige grønne palmer og over sengen hænger et myggenet. Her glæder jeg mig til at bo den næste uges tid. Der er endnu kun kommet to gæster. De ankom dagen før. Begge bosat i København. I alt bliver vi 11 deltagere. 4 englændere, 3 af dem bosat i Kbh. inklusiv vores lærer og vært. 1 tysker bosat i tyskland, 1 polak bosat i kbh. og 5 danskere, inklusiv mig selv. En af de andre deltagere kender jeg i forvejen, da vi begge træner i Yo Studios Aarhus. Gruppen bliver hurtigt en tryg gruppe, hvor vi hver især kan være, hvem vi er.

Mirissa er ikke kærlighed ved første øjekast. Umiddelbart kan jeg få øje på flere hvide skandinavier/englændere end srilankanere, hvilket skuffer mig, nu hvor jeg er rejst så langt for at komme til en ny og ukendt verdensdel.

For hver dag vokser Sri Lanka og Miriasse på mig, og de sidste par dage, da jeg sidder og kigger ud over havnen fra altanen på det Bed and Bedfreakst, jeg er rykket videre til, hvor de lokale samles og bader, er jeg overbevist. Jeg suger det til mig. Og i det, jeg sidder og forsøger at være her. lige.nu. ser jeg en af fiskerne gå hen og velsigne sin båd ved at kysse og bede for den. Budhist, tror jeg. Efter han har velsignet sin båd, vader han som en eller anden jesus ud i vandet iført sin sarong, indtil han forsvinder, for derefter at dukke op til overfladen igen.

Den første dag jeg bader i havet ved Mirassa strand, bliver jeg suget under en stor bølge, som opstår ud af ingenting. Jeg er slet ikke forberedt på det, men når at mærke en vægt der tyngder mig ned og snurrer mig rundt 1, 2, 3 gange. Senere finder jeg ud af, at en af de andre deltagere har haft samme oplevelse. Tørretublertur kalder hun det. Vi er begge påvirket. Jeg skynder mig op for ikke at blive overfaldet af endnu en bølge. På land bliver jeg klar over, hvor meget det påvirkede mig. Jeg ved jo godt, havet har den største magt, men det her var første gang, jeg mærkede det.

Forventingsglæden ovet at skulle lære at surfe har blandet sig med frygt. Heldigvis er jeg i stand til at holde frygten nede, og jeg ender med at være en af de  deltagere, der surfer fleste gange under opholdet. Vi surfer på nabostranden Weligama, som er perfekt, fordi bølgerne er tilregnelige i modsætning til bølgerne ved Mirissa. De erfarne surfere surfer på bølge nr. 3, og vi andre surfer på 1. eller 2. bølge. Hvis du surfer på 2. bølge kan du være heldig og få 1. bølge med. Weligama er perfekt til at lære at surfe. Mit mål var at komme op og stå. Det mål når jeg og jeg bliver stående og rider flere bølger. 1. gang har vi instruktører, 2. gang booker jeg og en af de andre deltagere et board alene. Det lærer vi af, og 3. gang har vi derfor igen instruktører. 3. gang er min glæde ved havet næsten som før. Jeg tager mig selv i at smile et forelsket smil – de der smil, du ikke kan skjule i offentligheden – da jeg forlader havet efter en times surfing.

2-3 gange om dagen dyrker vi yoga. Vinyasa, flow og yin. Vi står op sammen med solen til yoga (og valgfri meditation), og inden aftensmad dyrker vi det igen, mens solen går ned og kæmpe flagermus flyver over vores hoveder.  Det er en udfordring for mig at trække vejret. Den største. Jeg ved, hvad min krop er i stand til, og jeg går sjældent på kompromis med, hvad den skal præstere, men yoga er ikke præstation. Det øver jeg mig på at forstå, imens jeg øver mig på at lære og trække vejret og være tilstede. De sidste par dage er min krop så taknemmelig, at jeg ikke kan mærke en eneste spænding, selvom jeg desperat forsøger at gennemskue, om der er et område af kroppen, jeg har glemt. Tilsyneladende ikke. Desuden går det op for mig, at jeg på intet tidspunkt er træt i løbet af dagen under mit ophold.

Maden er fantastisk. Måltiderner er noget, man ser frem til. Til morgenmad får vi en tallerken med frisk frugt – mango, banan, ananas etc. Om aftenen er det ris med forskellige retter, karry, dahl etc. Papadum. Alt sammen vegetarisk.

En del af de andre deltagere har planlagt nogle ekstra dage på Sri Lanka, hvor de rejser rundt på øen. Jeg har kun en ekstra overnatning og når derfor ikke længere end Mirissa og Weligama. Min FOMO kommer på prøve, men da min chauffør –  53 år og tidligere professionel surfer, men har ikke surfet siden tsunamien i 2004, hvor han mistede sine børn og aldrig været uden for “my beautiful Island” – kommer og henter mig for at køre mig til lufthavnen, har vi tre timer, hvor jeg ser gigantiske templer, sorte aber, teplantager. Han fortæller og fortæller. Om korruption blandt myndighderne, om regionsfrihed – og anerkendelse af de forskellige religioner (Uanset hvilke religion man har, fejrer man alle helidage og man gifter sig på tværs af regioner), om et gammelsdags kønsrollemønster, om skoleuniformer.

Vi gør et stop på et en rasteplads, hvor han køber mig en kop te (med alt for meget sukker) og et stykke indbagt friturestegt et eller andet, som gør det ud for morgenmaden.

Inden jeg tog til Sri Lanka, købte jeg et yogasæt med måner på. Måner har været et stærkt symbol for mig den sidste del af 2018 og den første del af 2019. Jeg har set den skarpest nymåne og den klareste fuldmåne. Da jeg forlader Sri Lanka er det fuldmåne. I Sri Lanka er det hellidag, når månen er fuld. Alle klæder sig i hvidt, medbringer en hvid blomst og besøger templerne. Chaufføren peger på månen. Min israelske sidemand i flyet peger på månen. Der er meget turbulens. Jeg har lyst til at gribe ud efter hans store mandehånd, men lader være.

I stedet kigger jeg ud på månen, som skinner klar og rund udenfor flyvinduet. Lige nu er jeg her.