Søndagstanker

En fod foran den anden. En fremmed, jeg føler, jeg genkender, smiler til mig. Jeg smiler tilbage og kigger ned i min telefon. Næste gang en fremmed smiler til mig, rødmer jeg og kigger ned i jorden i stedet. Jeg har lyst til at røre og række ud. At rejse og at leve.

Jeg lukker øjnene og trækker vejret. Duften af efterår, bladene der falder fra træerne, til træerne står helt nøgne, men rodfaste, og venter tålmodigt, indtil det er tid til at blomstre igen. Efterår, jeg kunne lære så meget. Skille mig af med alt det gamle og give plads til det nye. Turde stå der nøgen, men sikker, og tro på, at jeg vil blomstre igen.

Jeg konkurrerer med mig selv og lader mig inspirere af andre, i mit tempo. Andet er naivt og efterlader mig demotiveret og forvirret. Mit drømmende væsen blander sig med mit målrette sind. En tankeboble bliver til tusinde tanker. Jeg punkterer boblen. Den punkterer let, og jeg ved, at tankerne fyldte mere end virkeligheden. Jeg ifører mig et korset. Snører maven ind, der hvor mine følelser hober sig op, når jeg ikke kan rumme andre og deres indtryk.

Som voksen sker det, at jeg ikke kan rumme andre. Vores konstante spejlen i hinanden på godt og ondt. Tro ikke, du kender mig, har jeg haft lyst til at sige. Det er din fortælling, ikke min. Lad være med at fortælle mig, hvem jeg er, eller hvem jeg bør være, når det i virkeligheden er det, du vil være, eller den du vil være med.

Hvordan vi konstant forholder os til overfladen. Grav dybere. Jeg har ikke brug for at høre dig fortælle mig, at jeg er sød eller pæn. Deres usikkerhed bliver til min. Ingen spørger, hvordan han ser ud på stranden, men alle fortælle mig, at det er modigt, at jeg vil møde en mand, mens jeg er iført en badedragt eller en bikini. Jeg vil egentlig bare svømme og dele min passion med et menneske, jeg kan lide. Men  tilsyneladende er en krop noget man er, og ikke noget man har, hvis man er kvinde. Manden er tilsyneladende ikke modig i et par badeshorts.

I mødet med mænd bliver jeg (sommetider) usikker. Overalt ser jeg smukke eller seje kvinder, som jeg er bange for, at han skal få øje på og glemme mig. Jeg skammer mig over, at andres skønhed skal blive min usikkerhed.

En kvinde skriver til Mads og Monopolet, at hendes kollega klæder sig for sexet til sit job. Hun er i gang med at knalde sig til tops (mener de), og det er i øvrigt røv-irriterende, når kvinder larmer med deres tøj, udbryder Monopolets eneste kvindelige paneldeltager, Signe Lindkvist (!).  Det mest røv-irriterende jeg kan komme i tanke om, er kommentarer som den. Kvinde, find det outfit frem, der passer dig!

Træernes rodnet vikler sig ind i hinanden for på den måde at stå bedre fast. Hvordan vi mennesker nogensinde fik den tanke, at vi er naturen overlegen, er et mysterium.

Rigtig god søndag ♥︎

Om fortællinger og om at se…

103d8yg

At være forelsket og få øje på alt. At være i sorg og se intet. Historier der stadig bliver fortalt, personer der stadig fortæller. At passere en mand, en kvinde, et barn på gaden. En historie, der endnu ikke er fortalt. Historier der flettes sammen. Din fortælling bliver til min fortælling og omvendt. At digte videre på en fortælling, der er færdig. At forsøge at genfortælle jeres historie for at få den til at virke. At føle sig som en succes, fordi man er i stand til at forlade ham eller hende, når det ikke virker. At føle sig som en fiasko, når man ser, han eller hun er i stand til at få det til at virke i en anden fortælling. At genfortælle jeres historie og få den til at virke. At forsøge at planlægge, hvad der ikke kan planlægges. At glemme et navn på en kollega eller en ven, men huske en fjern bekendt. At komme til at støde ind i et menneske i bussen. At komme til at røre eller række ud. At komme til at forveksle den fremmede med en du holder af. At digte videre på en fortælling, der ikke er begyndt. At tro din historie fortælles som min. Din historie er så stor den fylder rummet. Min så lille, den kun fylder mig. At tro at jeg kender dig, når jeg knapnok kender mig selv.

 

 

Jamen du ser så ung ud…

large

At vi mennesker har brug for at lave kasser og proppe hinanden i, er ikke nyt. Men de seneste uger, har jeg været opmærksom på, hvor udtalt disse kasser faktisk er. Måske fordi de har vedrørt mig og min person. Kommentarer som ”jamen du ser så ung ud…” og ”hvis du tror det er sådan verden hænger sammen, må du være vokset op i en kernefamile”.

Stop med kasserne! Jovist har jeg endnu ikke rundet de 30 og har hverken børn eller mand. Men det betyder ikke, at jeg ikke kan finde ud af at arbejde. Måske har jeg oven i købet samme kvaliteter og kompetencer som en på 30+. Som studerende prioriterede jeg at arbejde, udvikle og udvide mine kompetencer og netværk. Det virker tilsyneladende til at komme bag på nogen, at man faktisk er arbejdsdygtig – og meget, meget lærenem, når man bliver sluppet løs fra studierne. Det giver selvfølgelig rum til at overraske positivt, så i den forstand er det en god ting. Men til arbejdsgiverne – I går glip af noget, hvis I fravælger på det I tror er manglende kompetencer (at man er nyuddannet)!

At folk prøver at lege gætteleg omkring min baggrund giver jeg mindst ligeså lidt for. Mit bud er, at dit gæt ikke er korrekt.

Stop med at forsøge at proppe folk i kasser, fordi det passer på dit billede af virkeligheden.

Vil I ikke være søde at sprede budskabet?

Glædelig december!