En samtale med lægen

Foto: Maria Ovesen

Jeg havde bestilt tid til den obligatoriske undersøgelse for livmoderhalskræft efter at have fået en mail i min e-Boks med en påmindelse. Jeg booker en tid og tænder for P1, hvor værterne taler om kvinder, der ikke booker tid til screening for livmoderhalskræft. Det er sådan nogle som mig, der husker det. Højtuddannede kvinder, der prioriterer deres helbred (læs: sig selv) og godt kan overskue det.  

Jeg kigger forkert og møder op kl. 10.15, men har først en tid 10.45. Jeg går en tur for at fordrive tiden. Da jeg kommer tilbage, sidder der en ældre kvinde i venteværelset. Du er tidligt på den, siger lægen til hende. Hun fortæller mig, hun godt kan lide at komme i god tid – og desuden er der kun 10 minutter til hendes konsultation. Jeg fortæller hende, jeg også godt kan lide at komme i god tid og mødte op 30 minutter for tidligt.

Ind kommer en yngre mand. Han smiler og sætter sig ved det lange spisebord med magasiner i midten, som udgør lægens venteværelse. Han småsludrer lidt med os. Jeg sidder og læser et interview i et dameblad med modellen Josephine Skriver samtidigt. Der lyder en hønens galen. Den yngre mand slår alarmen fra på sin mobil, mens han lidt forfjamsket ser op på os, og vi griner sammen.  

Nu er det min tur. Så ses vi igen, siger lægen. Jeg misforstår og tror, han mener, jeg har været meget til læge på det seneste. Men han talte bare om, at jeg jo var der for lidt siden, inden jeg gik en tur.  

Han undersøger mig, siger alt ser fint ud, og at jeg ikke skal regne med, at prøverne viser noget negativt. 

Da det er forholdsvis hurtigt overstået, spørger jeg, om jeg må stille nogle spørgsmål eller skal bestille en ny konsultation. Han siger, jeg bare kan stille de spørgsmål, jeg har. 

Min vejrtrækning har føltes lidt besværet siden ulykken for snart to år siden (17. august 2020 for at være præcis), eller er det siden corona?

Det er ikke blevet bedre, siden han sidst lyttede til mine lunger, sendte mig til scanning på Frederiksberg og et forløb på Bispebjerg. Han havde lyttet på lunger i mange år, og aldrig hørt den lyd, sagde han. 

Der var intet at se på billederne fra scanningen, og på Bispebjerg grinede de unge læger og spurgte, om min læge aldrig havde haft en tynd patient før. Den lyd min læge havde hørt, var bare lungerne, der træk sig ind og ud. Man kunne høre hele processen. Typisk. Det er altid kroppen, der har afsløret mig.  

Mine organer har altid larmet. Når jeg balancerer ting på min mave, hopper de. Som om der er en anden person inden i mig. Så kraftig er pulsen. Det er i maven alle følelserne sidder.

Nå, men tilbage til konsultationen. Da lægen endnu engang har lyttet på mine lunger og ikke rigtigt siger noget, og vi fortsat har tid til overs, kommer jeg i tanke om endnu et spørgsmål. 

For efterhånden flere måneder siden, tænkte jeg, det var på tide at tjekke min fertilitet. 

Jeg er 36 og uden partner, skrev jeg til lægen. Han svarede dengang, at jeg skulle booke en tid, så vi kunne tale om det. Det skræmte mig, at han ville tale om det, så jeg bookede aldrig en tid.  

Han tager et par kuglepenne fra en beholder på bordet og siger, jeg kan fortælle dig, hvor mange æg du har, men ikke hvilken tilstand de er i. Han konstaterer derfor, det ikke giver mening.  

Har du kærester, siger han. Kærester i flertal. Jeg tænker, han ikke har lyttet særlig godt efter. Jeg har jo lige fortalt ham, jeg er 36 år og ikke har en partner og derfor har brug for at vide, hvor længe min krop endnu er fertil, hvis den overhovedet er det. Er jeg nødt til at tage stilling til noget? 

Det er en svær snak, siger han. Jeg tror, det er ham selv, han tænker på her. Det er ham, snakken er svær for. 

Men hvad betyder det så, spørger jeg. Skal jeg tage stilling til, om jeg vil have et barn? 

Han stiller sig ved vinduet og ruller persiennerne op, mens han siger, han ikke kan anbefale mig at få et barn alene. Det er jo meget rart at have en far, når barnet græder tre gange om natten. 

Jeg ved ikke, hvordan jeg skal sige det her, uden det lyder forkert, siger han og stirrer ud i luften, i hvad der føles som flere minutter. 

Prøv mig. Jeg sorterer fra, svarer jeg. Det øver jeg mig i. At sortere fra.

Måske er du kræsen. Måske får du ikke den villa og den perfekte mand, du tror, du får, og du drømmer om. Jeg ved ikke helt, hvem han taler til eller om, men da vi er alene i lokalet, må det tilsyneladende være mig. 

Jeg kan ikke rigtig hidse mig op, fordi hans ide om, hvem jeg er, føles så misforstået. I stedet spørger jeg, om han ikke er lidt forudindtaget. Det synes han ikke. 

Jeg var heldig at få børn, da jeg var i slutningen i 20erne, siger han. Men så blev jeg også skilt, da jeg var 32 år. Det går op for mig, at vi taler om hans drømme nu. 

Jeg er vokset op i en lejlighed med en enlig mor de første år af mit liv, og har aldrig drømt om en villa, siger jeg. Det føles godt at sige til en, der lige har frarådet mig at få et barn alene. 

God sommer siger han. Jeg gengælder og hilser også ham en god sommer. 

Han siger, han jo kan henvise mig til en psykolog. 

Jeg morer mig lidt over forslaget, og ikke mindst timingen. At han tror, det er det her, jeg har allermest brug for at tale med en psykolog om. Og nu.

Jeg forlader stedet, mere forvirret end da jeg kom. 

Min ex-kæreste forlod mig for efterhånden mange år siden med ordene, du skal være mor, og jeg vil ikke være far. Bare fordi du forlader mig, er det jo ikke sikkert, jeg bliver mor. Tosomheden kunne måske være et alternativ. Der er jo ingen garantier. Jeg kan ikke huske, om jeg sagde det højt. Jeg tænkte det i hvert fald. 

Jeg havde aldrig forestillet mig moderskabet var noget, jeg skulle tage stilling til. Jeg forestillede mig, det var noget, der ville ske. Det gør jeg nok stadig. 

Deltid

En mand iklædt make-up, lange falske øjenvipper, høje sorte laklæderstøvler, lårkorte denimshorts og en lang lys paryk træder ind gennem hotellets glas-skydedøre og går direkte mod mig. Kvinden – eller manden -, hvis pronomen jeg ikke kan gennemskue ud fra påklædningen, viser mig skærmen på sin telefon. På telefonen er en sms, med det jeg hurtigt gennemskuer, er et værelsesnummer. Jeg peger mod elevatoren. Kort tid efter bliver høn hentet i en bil med udenlandsk nummerplade. 

Min kvindelig kollega er forsvundet. Jeg har ikke lagt mærke til det midt i travlheden og har dårlig samvittighed. Hvor er hun, spørger de andre. Lidt efter finder de hende. En gæst har opført sig tarveligt, og vi har ikke været der til at gribe vores kollega. Nu græder hun. Vi giver hende ti minutter. Bagefter passer hun igen sit arbejde og smiler til gæsterne. 

Vi mister overblikket midt i travlheden. Overlevelse træder i stedet for service. Gæsterne får deres måltider senere, end det er acceptabelt. De venter og deres utålmodighed er til at tage og føle på. Da alt er faldet til ro, kalder en af gæsterne på mig. Han har ventet 60 minutter på sin mad. Han siger undskyld til mig, undskylder hvis han var hård. Venligheden rammer mig hårdere end alle de utilfredse kommentarer – og jeg kan mærke tårerne – men mine tårer viser sig aldrig blandt fremmede folk. 

En ældre dame er genhuset. Kommunen er ligeglad med en gammel kælling som mig, siger hun og rækker mig 100 kr. i drikkepenge, mens hun introducerer mig til sin søn og andet familie. 

En mand fra Holland spørger, om jeg har planer for weekenden, og om jeg kan anbefale steder at spise i byen, nu hvor jeg er in the business. Jeg finder min kollega, og siger, at jeg skal arbejde i weekenden. Hvilket også er sandt. 

Michael Falch er gæst. Han hilser flinkt. Jeg hilser igen og overvejer at fortælle ham, at jeg i min venindebog som barn havde skrevet hans navn under yndlingsalbum (what a strange kid). De fleste af mine yngre kolleger ved ikke, hvem han er. “Har I aldrig set Rejseholdet?”, spørger jeg. 

En masse mænd i læderveste og med tatoveringer bestiller Heineken i baren. De er de eneste gæster, og jeg den eneste bartender. Rockere viser det sig. Bandidos er samlet fra Danmark, Holland, England og Tyskland til klubfest. Jeg tager et billede af dem med en iPhone, mens de poserer, så deres rygmærker er tydelige. Manden i midten rækker fuckfinger og smiler til telefonens kameralinse. Et par timer efter bliver jeg inviteret med til deres klubfest den efterfølgende dag. En af mændene har sin kvinde med. Vi små-sludrer allesammen, da de facetimer med deres barn i Berlin, vender de kameraet mod mig, og jeg vinker og siger hej til barnet. Manden har jeg talt længe med, inden kvinden dukkede op. Han har inviteret mig til Berlin og vil gerne give mig sit telefonnummer, så jeg kan ringe næste gang, jeg er i området. Tøvende har jeg tiet. En af rockerne vil gerne giftes med mig. “Are you save to marry?” spørger han. Det ved jeg ikke, svarer jeg. 

Michael Falch er her igen.

Peter Ingemann er her også. En af rockerne sætter sig og taler med ham, som er de gamle kammerater. 

En gamle mand, der er gæst til en begravelse, stiller sig op og glor på mig. Jeg kigger bare, siger han. Jeg overlader begravelsen til en mandlig kollega. 

Hvad hedder du, spørger han, da jeg serverer for dem i restauranten. Med store bogstaver er der tatoveret Saras mand over hans arm. I baren kalder han mig over til sig. Jeg får øje på tatoveringen og svarer “hej Saras mand”. De blev skilt for  to måneder siden, og nu vil han gerne invitere mig ud. Jeg siger tak for interessen og takker med et semi-blussende ansigt pænt nej. 

Senere spørger han, om jeg ikke vil overveje det. Jeg er dårlig til at sige nej (flere gange) og for at komme ud af situationen siger jeg, han kan give mig sit telefonnummer. Det gør han. 

Efter flere øl begynder han at skrive beskeder på små lapper papir til mig. Nogle af dem med hjerter på. 

Efter endnu flere øl hopper han op på bardisken og trækker op i sit ene bukseben, og en tatovering, hvor der står made in Holland, bliver synlig.

Han arbejder hundred timer i døgnet (med kloak) og har et hus i Jægerspris. Jeg kunne ikke være mindre imponeret. 

Nogen uger efter dukker han op med en kvinde, han kalder skat. De køber tandbørster i receptionen. “Hvorfor har du aldrig skrevet til mig?”, spørger han, da kvinden ikke længere er der, og han er alene med sine medarbejdere (som blandt andet tæller hans far og bror). 

Du skiller dig lidt ud. Du er velformuleret, og det virker som om, du har noget livserfaring og i hvert fald et gymnasie bag dig, siger en yndlings-stamgæst til mig. Jeg føler mig set, giver ham ret, og fortæller ham, at jeg er 35 år og har en universitetsuddannelse bag mig. 

En af stamgæsterne tilbyder mig et job på Grønland hos sine forældre. Han skal selv derop og arbejde med sit håndværk og forlader sine kollegaer og hotellet. Det skal fejres i baren, aftaler vi. 

Inden han rejser, taler jeg med ham i baren på tomandshånd. Han har haft en dårlig dag. Der er blevet kastet anklager mod ham i firmaet, så i aften spiser de ikke i restauranten sammen. Han har haft et hjertestop, fortæller han. Han er ung, yngre end mig. Hjertestoppet fik han under en bytur. Bagefter tog han til Grønland uden at fortælle andre end sin familie det. Vennerne svigtede. Jeg spørger, om han er bange. Det er han. 

Hende der er sgu ikke særlig skarp, udbryder en gæst. De andre mandlige (som er de eneste) bargæster griner. Alfamænd der er bange for kloge kvinder, gør mig træt. Gæsterne fornemmer det. 

En lille dreng spørger sin mor, hvorfor mændene (i arbejdstøj i restauranten) taler så grimt. Hun svarer ham, at det er fordi, de er håndværkere. Drengen konkluderer, at han i hvert fald ikke skal være håndværker. 

Håndværkerne forsøger at sælge deres yngste mand til mig for en flok kameler og nogle alpakaer (de er søde, alpakaerne, bliver vi enige om). Manden, de vil afsætte mig til, er i 20erne. Hverken manden eller kollegaerne hænger sig i aldersforskellen.

En gæst fortæller mig, han har været i Ukraine og hente 45 flygtninge. Han viser mig en video af de telte, nødorganisationerne har sat op, og fortæller mig, at de ikke behøver mere tøj. De behøver mad (der kan holde sig) og penge. 

“De ukrainske flygtninge har jeg ikke noget imod. De vil hellere hjælpe end muslimer. Jeg har noget imod muslimer, der nasser. Dem har I også nogle af herude – i Ishøj”, siger han, mens han peger mod Ishøj. 

 

36

Tindertider. Endnu et flygtigt møde, hvor der kun er tid til et hej og et farvel. Baskende sommerfugle, der stoppede med at baske. Møder med mænd. En øl på en bar. En gåtur ved stranden. En kop kaffe i byen. Endnu en gåtur og en kaffe.

Hvad så du i mig over en kop kaffe, som du ikke ser over en drink og en middag? Og hvad ser jeg i dig? Alle leder vi, men uden at vide efter hvad. Jeg skriver titlen på en bog, og håber, han vil læse den og tænke på mig. Lad mig sætte mit aftryk på dig. Det er så hårdt bare at forsvinde, når jeg nu var lige her. I afvisningerne er egoet større end følelserne.

Alene er jeg bedst, hører jeg mig selv sige igen og igen uden at vide, om jeg mener det. Forvirret styrer vi lige ind i tosomheden og havner i ensomheden. Her er trygt. De misforstår min selvstændighed og mit manglende behov. Jeg behøver dig ikke, men jeg mangler dig. Forstå det nu. 

Fortiden sætter sine klør i nutiden. I 20’erne var det spændende. I 30’erne er det problematisk. Pak din bagage sammen, hvis du skal fortsætte rejsen med mig, siger vi uden at sige det. Er du i stand til at elske eller blive elsket? Famlende, fumlende forsøger vi at finde svaret, i hinanden og i os selv. Leder-ingeniøren. Sømanden. Grafikeren. Kunstneren. Økonomen. Osv. osv. Indimellem dukker gamle spøgelser op. Et like. Tindertider.  

Fortrængninger om fertilitet. For evigt frugtbar i fantasien. 

Håndfaste hilsner med indbyggede håb. Mange møder. Tekstforfatter. Kommunikationskonsulent. Community Coordinator. Osv. osv. Vi kunne ikke mærke, du brænder for jobbet, siger de hos jobbet, jeg brændte mest for, mens de fortæller mig, at de har valgt at ansætte inhouse. Men du er sød, siger hun, inden hun lægger røret på.

Rodløs og ambitiøs. Drømme der manifesterer sig. Drømmer om en ild, der ikke vil slukke. Frygten er ikke altoverskyggende. Skal du så leve af at skrive? Eller vil jeg i virkeligheden vaner. Famlende, fortvivlende forsøger jeg at finde svaret. Men tjenerforklædet skal smides og erstattes. Der en ild, der ikke vil slukke. Drømmer om brand igen. Alt indeni mig brænder – og udenfor en kirke og et lejlighedskompleks. Er det nødvendigt at rive bygningerne ned, eller bygger vi ovenpå det fundament, der er skabt? 

Lige her giver jeg hamsterhjulet fuckfingeren, står der på en bygning, jeg passerer i mit nye kvarter. Kvarteret er endnu fremmede for mig, men om lidt er det mit hjem og ikke længere fremmede.  

To tusinde enogtyve // 2021

Året der føltes som flere. Året hvor alle var alene, og året, hvor alle var samlet. Tragedie kan skille, og den kan samle. Vi så begge dele ske – anti-vaxxere og fodboldfeber. Vi råbte ad hinanden, og vi råbte i jubel med hinanden. De stærke ben blev til de følsomme mænd. Mænd som vi alle forelskede os en smule i. Året hvor mænd kan få lov til både at græde og score mål. Året hvor kvinder fortsat sagde fra, talte højt til og med hinanden, om de grænser der aldrig blev sat, men som det var – og er – på tide at sætte. 

Magt der stadig bliver misbrugt. Taliban der besatte Afghanistan. Trump-tilhængere der stormede kongressen på en absolut voldelig måde. Liderlige mænd i blå skjorter. En tidligere integrationsminister der brød loven og en statsminister med en belejlig slettefunktion. Vi befinder os fortsat i en episode af House of Cards. Magten er ikke for de magtfulde, og virkeligheden tenderer til at overgå fantasien, hvis den ikke allerede har gjort det (flere gange). Som altid interesserede vi os mest for at dække vores egen verden, en udmærket måde at lukke for grænserne uden at placere grænsevagter. 

Året hvor amerikanerne sagde op i hobetal. Værd og (ikke målbare) værdier vejede mere end penge og pension, når de unge råbte ”I quit”, mens de postede det på TikTok og skabte virale ringe i medievandene, som Bidens hjemmestrikkede handsker kun kunne gøre det.  

Året hvor vi heppede på Vinterberg, da han modtog sin Oscar, og vi græd, da han takkede og dedikerede filmen til sin afdøde datter, what a life!

Vi så måbende til, da kunstneren Jens Haaning i stedet for at indramme en halv million på Kunsten (få nu besøgt det museum!) stak af med den. Haaning, vores allesammens danske Banksy. Og er de penge i øvrigt fortsat væk? 

Omikron kom og kulturen forsvandt (igen). Trænings-og indkøbscentre levede, mens biografer og spillesteder døde. Kulturen, den der evigt må forbløde. Værdi der kan måles i kroner og ører tæller højere, højst. Er det ikke på tide at FATTE KULTURENS VÆRDI (også den økonomiske!). 2022, do you thing. 

Rigtig godt nytår 🖤

En aften i Rom

Da jeg træder ud af toget på Roma Termini, tikker der en sms ind fra min gode ven, der har studeret og boet i Rom det meste af sin ungdom. Er du stadig i Rom?, skriver han. Jeg svarer, at timingen er perfekt. 

En mand følger efter mig fra Termini til mit hotel. Han spørger, om jeg er fra Amerika, og om jeg vil med ham til stranden. Jeg svarer, at det er jeg ikke, og det vil jeg ikke. Han siger, at jeg er smuk, og jeg ved ikke, hvordan jeg skal slippe af med ham. Da han spørger, om han må give mig sit nummer, og jeg svarer nej igen, forsvinder han heldigvis. 

Bygningerne, stedet, livet og følelsen af at bevæge sig alene rundt i byen overvælder mig. Og bag solbrillerne kan jeg mærke tårerne presse sig på. Livet er allermest overvældende, når jeg lever det. 

Jeg tjekker min vens anbefalinger og finder et spisested i gåafstand. Da jeg ankommer, er det endnu ikke åbent, så jeg sætter mig på en cafe i nærheden og bestiller lidt at drikke og spise, inden jeg går en tur i området. 

Min telefon er løbet tør for strøm, og min Kindle og min notesbog har jeg glemt på hotellet, så det eneste jeg kan, er at kigge på mennesker og skrive noter på mine kvitteringer. 

En britisk mand mødes med sin italienske ven og vennens velopdragne hund. Sammen skåler de i øl. En fransk familie, far, mor og søn sidder bag mig. Et par der ankommer på motorcykel – hele vejen fra Perugia (hvor jeg også er kommet fra), fortæller de tjeneren. Manden der sidder og læser i sin bog, mens han drikker sin øl. Kvinden der sætter sig ved bordet ved siden af mig og lyser op i et stort smil, da hun får øje på sin flotte mand, der kommer kørende på hans scooter.

Spisestedet er åbent. Jeg stiller mig i kø for at få et bord. Den italienske mamma ryster på hovedet, da tjeneren spørger hende, om de har et bord til mig – én person. Jeg forlader stedet og finder et sted, hvor jeg bestiller en pizza og et glas orangevin (som tjeneren anbefaler i stedet for hvidvinen). Træt, mæt og glad for at verden er ved at åbne igen. Jeg har savnet det, mere end jeg vidste. 

Jeg hører nogen råbe efter mig. Det er et ungt italiensk par fra byen. De vil have mig til at tage et billede af dem, foran det fodbold-graffiti jeg selv tog et foto af timer forinden, da jeg første gang gik igennem gaden. 

“You’re not english?” Spørger manden. Jeg fortæller dem, jeg er fra Danmark. ”We took revenge for you” svarer han, og de ønsker mig et godt ophold. Jeg tænker, jeg skulle have spurgt dem, om de ville drikke et glas vin eller en øl. 

Med en telefon uden strøm må jeg finde vej tilbage på egen hånd uden Google Maps. Jeg tager den forkerte vej og står pludselig omgivet af klassisk musik og operasang under åben himmel. Jeg stiller mig hen til indgangen og kigger ind. Jeg kan se orkesteret og publikum og får et lille glimt af scenen, hvor temaet er Japansk Geisha, og de medvirkende er klædt i smukke kostumer. Det er mit første møde med opera, og jeg tænker, at det er det perfekte møde – under åben himmel i Rom. Musikken og sangen følger mig videre i Roms gader. Det her var den perfekte omvej. 

”Are you lost?” råber en mand til mig fra sin parkerede bil. Han er en parodi på en italiener med sin brune kulør, let åbenstående skjorte og sølvhalskæde om halsen, og jeg er lidt i tvivl om hans intentioner. Han står foran mig, og jeg viser ham adressen, som jeg har skrevet ned på et stykke papir. Tilsyneladende er jeg på gaden, hvor hotellet ligger. Jeg er gået lige forbi hotellet opslugt i mine egne tanker og en aften i Rom. 

”Ciao bella”, siger manden. 

35

Jeg ser folk jagte fortrængte ambitioner.

Behøve friheden, som de tidligere så som et fængsel, da de jagtede rammerne.

Hvad leder du efter?, spørger de.

Jeg skriver, at jeg har planer og føler mig mere alene end nogensinde.

Jeg har brug for et sted, hvor jeg kan være tryg. Ikke have lyst til at løsrive mig i et omfavnende favntag, men blive holdt om, fordi jeg er forstået. 

Jeg kan altid få jer til at skrive, at jeg er smuk. Og når I gør, bliver jeg mindet om, at det er ikke det, jeg har brug for. 

Mit storhedsvanvid og mit mindreværd. Målt i mænd. Befri mig. Jeg vil bare elskes.

En evig jagt. På det ægte. På det smukke. Måske det grimme. Kunsten, kroppen, sammenhænget – det der kun bliver til mit, og som kan udfordre og elske mig på samme tid, uden svigt. 

Kroppen, som jeg altid kan stole på.

Vi er ved at nærme os igen. Engang imellem siger jeg ting, jeg fortryder. Måske for at komme skuffelsen i forkøbet. 

Jeg øver mig i at spejle mig i mennesker, der har ambitioner og drømme, der ligner mine. Mennesker, der lader mig beholde drømmende og ikke tager dem fra mig.

Jeg glæder mig til at finde tilbage til mit legende selv.

Hende, der forsøger at lave saltormotaler på trampolinerne.

Hende, der cyklede ubekymret.

Hende, der står på hovedet og på hænder (eller forsøger).

Langsomt finder jeg tilbage til hende.

Og måske er det meget godt, jeg lærte at være lidt forsigtig.

Fx cykler jeg nu med cykelhjelm (og savner ærligt friheden uden).

Jeg tænker på ulykken og mærker titaniumpladerne hver dag.

Jeg har set, at livet kan forvandle sig på få sekunder.

Og jeg ved, at jeg skal holde fast i de mennesker, der griber og omfavner mig, uden jeg beder dem om det.

Unyttigt nyttigt tidsfordriv


Læs en bog
, måske af en sej, kvindelig forfatter. Du kan også finde inspiration til bøger på min Instagram, hvor jeg har en storie dedikeret til bøger. Flere boghandlere har åbent for afhentning af forudbestillinger, nogle bringer sågar bøgerne ud fx Brøg Litteraturbar.

Se en film eller en serie, der er værd at bruge tid på, og hvis du savner at rejse og opleve andre kulturer, kan du se en international film fra fx Tyrkiet eller Polen.

Dyrk online bevægelse hos Yo Studios. På deres Instagram lægger de hver dag små bevægelsesvideoer op (movement lab), og derudover kan du mod betaling følge et kursusforløb i bl.a. yoga, dans og håndstand. Faye som står bag Wildest Living, som jeg var på et surf og yoga retreat hos, har startet Iluma Yoga, hvor du kan få kyndig yoga guidance online, indtil det igen er tilladt offline.

Gå en tur. Forleden fulgte jeg Hassan Preislers anbefaling fra DR2 bringer kulturen ud og gik Københavns Kommunes lydvandring på Assistens Kirkegård på Nørrebro. Og det var virkelig interessant og spændende! Du kan også gå en 4 km. lang kunstrute på Artwalk eller en tur mellem 5 og 11 km. og kigge på lys-installationer i forbindelse med Copenhagen Light Festival. Og så anbefaler jeg selvfølgelig altid ture langs vandet! En af de største luksus, vi danskere har.

Mal keramik. Take away er ikke kun forbeholdt mad, nej. Creative Space har gjort det muligt at bestille keramik og maling til afhentning, så du kan være kreativ derhjemme. Priserne er lidt til den høje side, men til gengæld bliver dit keramik helt unikt.

Du kan også følge strikketrenden, og hvis du aldrig har strikket før, downloade en begynderopskrift fra Petite Knit. En anden trend du kan følge, er at lægge puslespil eller lave mad fra bunden – og bage. Eller lære et nyt sprog via Duolingo.

God fornøjelse med at bruge din tid nyttigt på noget unyttigt (det kan også være at stirre ind i væggen, do you!).

Internationale film til din lockdown

Indien, Yeh Ballet

En film om at opdage et talent – for ballet – og overgive sig til talentet, med alt hvad det kræver. Og en film om to verdener, gadedansens og ballettens, der skal fusionere.

Italien, La vita davanti a sé

Madame Rosa (Sophia Loren) og Momo (Ibrahima Gueye), en tidligere prostitueret og et gadebarn, og mødet mellem de to, der udvikler sig til gensidig kærlighed.

Polen, Ida

Ida er opvokset på et katolsk børnehjem og skal til af aflægge sine klosterløfter, da hendes tante dukker op og fortæller hende, at hun er jøde. Et helt nyt liv skal til at leves.

Tyrkiet, Mustang

En film om søskende, og om at vokse op og ønske og jagte frihed. Filmen er delvist baseret på instruktørens (Deniz Gamle Ergüven) eget liv og oplevelser.

Tyskland, 303

En 303 autocamper, et åbent Europa, en gravid kvinde og en mand, der har brug for et lift.

Spanien, El orfanato

Med manden Carlos (Fernando Cayo) og sønnen Simón (Roger Princep) vender Laura (Belén Rueda) tilbage til det børnehjem, hun voksede op på, og hun har planer om at genåbne børnehjemmet…

Japan, 千と千尋の神隠し (Chihiro og heksene)

Chihiro befinder sig pludselig i en anden og magisk verden uden sine forældre. Hendes mission bliver at redde forældrene og finde vej til den virkelige verden igen.

For mere international inspiration se Filmstribens Spillefilm fra fjerne lande, hvor der er rigtig mange gode film! Der findes også franske, tyske, spanske, italienske m.fl. filmoversigter. Du kan også søge på internationale film på Netflix.

Film og TV-serier, der er værd at bruge tid på

YouTube

Hotel Chevalier (Wes Andersons prolog til Darjeling Limited) 2007

To eks-elskere (manden er den ene bror fra Darjeling Limited) og et hotelværelse i Paris, knuste hjerter og melankolsk stemning. Jeg er vild med denne kortfilm, som man ikke er i tvivl om, at Wes Anderson står bag. Tempoet er langsomt, replikkerne få, men skarpe, og personerne mystiske og dragende.

Filmstriben

20th Century Women (Mike Mills) 2016

En virkelig fin, rørende og humoristisk hyldest til kvinder. Filmen er delvist baseret på Mike Mills egen opvækst med en enlig mor. Det er et fint indblik i, hvordan det er at vokse op som 15-årig dreng omgivet primært af kvinder.

Torka aldrig tårar utan handskar (Simon Kaijser) 2012

Et portræt af 80erne og aids i Stockholm. Denne serie i tre dele er baseret på Jonas Gardells triologi Love, Disease og Death og er vanvittig barsk og livsbekræftende. Hav lommetørklæderne klar.

HBO Nordic

Euphoria (Sam Levinson) 2019

Jules (Zendaya Coleman) og Rue (Hunter Schafer) (jf. referencer til Julie & Romeo), forelskelser, kønsidentitet, stoffer, sex, depressioner. Serien dækker det hele og mere til, og den gør det filmisk på den smukkeste æstetiske måde. Udover sæson 1, er der produceret to sær-afsnit, som er meget, meget mere nedtonede, men fungerer. Første sær-afsnit er en samtale mellem Rue og hendes mentor, og anden sær-afsnit en samtale mellem Jules og hendes psykolog. Sæson 2 er annonceret.

Netflix

My Octopus Teacher (Pippa Ehrlich og James Reed) 2020

I et år følger man filmskaber Graig Foster følge en blæksprutte. Det lyder stenet, men det er smukt og lærerigt. Jeg har fået en ny fascination af dyret blæksprutte. Hvilket dyr!

Fugle – og især deres parringsdanse – er i øvrigt også fascinerende.

Pieces of a Woman (Kornél Mundruszo) 2020

Anmelderne har skrevet meget om den meget lange åbningscene og Vanessa Kirkbys præstation som Martha. Det forstår jeg godt. Hun spiller eminent. Man føler Marthas smerte gennem hjemmefødsel, tab og parfoholds-krise.

Kan man lide Pieces of a Woman, kan man sandsynligvis også lide Marriage Story og The Meyerowitz Stories. A Bigger Splash , som også  er værd at bruge tid på.

Seje, inspirerende kvindelige forfattere og essayister

Jeg drømmer om at være som dem, indrømmet; at leve af at skrive personlige essays og reportager fra rundt om i verdenen, så lad mig introducere jer til nogle af mine idoler, som jeg synes, vi alle bør læse. 

Photo: Julian Wasser, 1968

Joan Didion

Hvem: Joan Didion, født 1934 i Californien. Essayist, novellist, dramatiker, journalist, manuskriptforfatter. Uddannet i engelsk litteratur og (aner)kendt for bl.a. The Year of Magical Thinking og Blue Nights. Bøgerne er skrevet om og efter tabet af hendes mand (død af blodprop) og hendes datter (død af langtidssygdom), der sker med blot et års mellemrum. 

Mit møde: Et år med magisk tænkning (The Year of Magical Thinking), Blå timer (Blue Nights), Intet gælder (Play It as It lays) og Netflix-dokumentaren The Center Will Not Hold.  

Hvorfor: Fordi hun beskriver sorgen smukt. Hun beskriver mennesker og følelser med genkendelighed og giver os et indblik i amerikansk kultur (og amerikanernes engagement i El Salvador).

Bonus-info: Didion har skrevet filmmanuskriptet til klassikerne A Star is Born og True Confessions. Den danske forfatter Olga Ravn har lavet nogle glimrende danske oversættelser af flere af Didions bøger. Didion tilbragte to uger i El Salvador i 1982 under jordskælvet, og ud af besøget kom essayet Salvador (1983).

 

Photo: Anni Leibowitz, from the book “Women”, 1999

Susan Sontag

Hvem: Susan Sontag, født i 1933 i New York og død af leukæmi i 2004, ligger i dag begravet i Paris. Forfatter, novellist, essayist, aktivist, underviser, dramatiker, filminstruktør. Uddannet i litteratur og filosofi.

Mit møde: Der Komplette Rolling Stone-interview (en tolv timer lang samtale med journalist Jonathan Cott) og On Photography. 

Hvorfor: Fordi hendes betragtninger af verden – sygdom (Aids og kræft), (Vietnam)krig og kærlighed kan inspirere os til at tænke og betragte selv. 

Bonus-info: Sontag havde et kærlighedsforhold til den kendte fotograf Anni Leibowitz efter sin skilsmisse og indtil sin død. Med udgangspunkt i sin egen kræftsygdom, har hun skrevet Ilness as a Metaphor. 

 

Photo: Jim Herrington, årstal ukendt

Rebecca Solnit 

Hvem: Rebecca Solnit, født i 1961 i Connecticut og vokset op i Californien. Forfatter, essayist, feminist og klimaaktivist. Uddannet journalist. Kvinden bag Men Explain Things to Me. 

Mit møde: Recollections of my Non-existence 

Hvorfor: Fordi hun er en drømmer, der bruger sin modgang til at skabe forandring og et liv for sig selv – og andre. Og fordi du som kvinde – og kreativt menneske – kan genkende dig selv i hendes beskrivelser og får lyst til at kæmpe for dine rettigheder og drømme. 

Bonus-info: Begrebet mainspaining opstod på baggrund af Solnits bog Men Explain Things to Me. 

Photo: Ukendt

Deborah Levy 

Hvem: Deborah Levy, født 1959 i Sydafrika og immigrerede i 1968 med sin familie til London. Forfatter, digter, dramatiker. 

Mit møde: Hendes Living autobiography (som hun selv kalder trilogien) Things I Don’t Want to Know og The Cost of Living (tredje og sidste part er endnu ikke udgivet). 

Hvorfor: For hendes interessante betragtninger om race (med afsæt i hendes opvækst i Sydafrika), livet som kvinde og kvindelig forfatter og som mor. 

Bonus-info: Things I Don’t Want to Know About er skrevet som en kommentar til Georg Owells Why I write. Levys far var medlem af African National Congress. 


Jeg er helt opmærksom på, at listen kun består af hvide kvinder, så kom gerne med bud på seje, kvindelige ikke-vestlige forfattere og essayister, man bør læse. Jeg ved, de findes!

Og så er der selvfølgelig også de danske powerkvinder Suzanne Brøgger, Tove Ditlevsen og Karen Blixen. Dem har jeg ikke glemt. 

Min opfordring: Hvis man, som jeg, godt kan lide de personlige fortællinger, men også gerne vil blive klogere på verden, så læs dissse kvinder!