36

Tindertider. Endnu et flygtigt møde, hvor der kun er tid til et hej og et farvel. Baskende sommerfugle, der stoppede med at baske. Møder med mænd. En øl på en bar. En gåtur ved stranden. En kop kaffe i byen. Endnu en gåtur og en kaffe.

Hvad så du i mig over en kop kaffe, som du ikke ser over en drink og en middag? Og hvad ser jeg i dig? Alle leder vi, men uden at vide efter hvad. Jeg skriver titlen på en bog, og håber, han vil læse den og tænke på mig. Lad mig sætte mit aftryk på dig. Det er så hårdt bare at forsvinde, når jeg nu var lige her. I afvisningerne er egoet større end følelserne.

Alene er jeg bedst, hører jeg mig selv sige igen og igen uden at vide, om jeg mener det. Forvirret styrer vi lige ind i tosomheden og havner i ensomheden. Her er trygt. De misforstår min selvstændighed og mit manglende behov. Jeg behøver dig ikke, men jeg mangler dig. Forstå det nu. 

Fortiden sætter sine klør i nutiden. I 20’erne var det spændende. I 30’erne er det problematisk. Pak din bagage sammen, hvis du skal fortsætte rejsen med mig, siger vi uden at sige det. Er du i stand til at elske eller blive elsket? Famlende, fumlende forsøger vi at finde svaret, i hinanden og i os selv. Leder-ingeniøren. Sømanden. Grafikeren. Kunstneren. Økonomen. Osv. osv. Indimellem dukker gamle spøgelser op. Et like. Tindertider.  

Fortrængninger om fertilitet. For evigt frugtbar i fantasien. 

Håndfaste hilsner med indbyggede håb. Mange møder. Tekstforfatter. Kommunikationskonsulent. Community Coordinator. Osv. osv. Vi kunne ikke mærke, du brænder for jobbet, siger de hos jobbet, jeg brændte mest for, mens de fortæller mig, at de har valgt at ansætte inhouse. Men du er sød, siger hun, inden hun lægger røret på.

Rodløs og ambitiøs. Drømme der manifesterer sig. Drømmer om en ild, der ikke vil slukke. Frygten er ikke altoverskyggende. Skal du så leve af at skrive? Eller vil jeg i virkeligheden vaner. Famlende, fortvivlende forsøger jeg at finde svaret. Men tjenerforklædet skal smides og erstattes. Der en ild, der ikke vil slukke. Drømmer om brand igen. Alt indeni mig brænder – og udenfor en kirke og et lejlighedskompleks. Er det nødvendigt at rive bygningerne ned, eller bygger vi ovenpå det fundament, der er skabt? 

Lige her giver jeg hamsterhjulet fuckfingeren, står der på en bygning, jeg passerer i mit nye kvarter. Kvarteret er endnu fremmede for mig, men om lidt er det mit hjem og ikke længere fremmede.  

35

Jeg ser folk jagte fortrængte ambitioner.

Behøve friheden, som de tidligere så som et fængsel, da de jagtede rammerne.

Hvad leder du efter?, spørger de.

Jeg skriver, at jeg har planer og føler mig mere alene end nogensinde.

Jeg har brug for et sted, hvor jeg kan være tryg. Ikke have lyst til at løsrive mig i et omfavnende favntag, men blive holdt om, fordi jeg er forstået. 

Jeg kan altid få jer til at skrive, at jeg er smuk. Og når I gør, bliver jeg mindet om, at det er ikke det, jeg har brug for. 

Mit storhedsvanvid og mit mindreværd. Målt i mænd. Befri mig. Jeg vil bare elskes.

En evig jagt. På det ægte. På det smukke. Måske det grimme. Kunsten, kroppen, sammenhænget – det der kun bliver til mit, og som kan udfordre og elske mig på samme tid, uden svigt. 

Kroppen, som jeg altid kan stole på.

Vi er ved at nærme os igen. Engang imellem siger jeg ting, jeg fortryder. Måske for at komme skuffelsen i forkøbet. 

Jeg øver mig i at spejle mig i mennesker, der har ambitioner og drømme, der ligner mine. Mennesker, der lader mig beholde drømmende og ikke tager dem fra mig.

Jeg glæder mig til at finde tilbage til mit legende selv.

Hende, der forsøger at lave saltormotaler på trampolinerne.

Hende, der cyklede ubekymret.

Hende, der står på hovedet og på hænder (eller forsøger).

Langsomt finder jeg tilbage til hende.

Og måske er det meget godt, jeg lærte at være lidt forsigtig.

Fx cykler jeg nu med cykelhjelm (og savner ærligt friheden uden).

Jeg tænker på ulykken og mærker titaniumpladerne hver dag.

Jeg har set, at livet kan forvandle sig på få sekunder.

Og jeg ved, at jeg skal holde fast i de mennesker, der griber og omfavner mig, uden jeg beder dem om det.

Findes der racisme, spørger du

“For these innocent people have no other hope. They are, in effect, still trapped in a history which they do not understand; and until they understand it, they cannot be released from it. They have had to believe for many years, and for immumerable reasons, that black men are inferior to white men. Many of them, indeed, know better, but, as you will discover, people find it difficult to act on what they know. To act is to be committed and to be committed is to be in danger.” (James Baldwin “The Fire Next Time“)

Blikket her er mit, og det, jeg fører pennen ud fra, men erfaringerne er jeres, og der vil altid være en afstand til det, jeg forsøger at forstå og udtrykke gennem det oplevede, og med det oplevede, mener jeg det sete, ikke følte. Følelserne er også jeres. Det er blot mine ord, der forsøger at udtrykke, fordi jeg ved, at ord er et vigtigt redskab, og måske især imod kampen mod racisme. Det skrevne ord forsvinder aldrig. 

Og når jeg deler disse historier, og du har læst, og forhåbentlig indset, er de også dit ansvar. Dig med dine privileger, som ligesom jeg, har stået ved siden af og set racisme ske. 

Præmie-perkeren kaldte de dig. Den eneste mørke studerende på et vestjysk gymnasie og en af mine gode venner. Sammen havde vi en tradition med at tage til Aarhus Festuge og deltage i hiphopfestivalen Took It. Dig med dine to venner og mig med mine to veninder. Vi splitter op en aften, drengene og pigerne. Da I kommer tilbage, er dit ansigt forslået. Jeg bliver vred på dig, som man er vred, når man i virkeligheden er bange og ikke forstår. I dag forstår jeg, at det du var udsat for, var racisme, og at du helt uprovokeret blev slået, fordi din hud er mørk, og du mødte en mand, der følte sig overlegen, fordi hans hud er hvid. Vi vasker blodet af dit ansigt, da vi kommer hjem. 

På et stort og oplyst nyhedsskilt over Århus Stiftstidendes lokaler ved Banegårdspladsen ser jeg et ansigt, der minder om dit. Efterlyst står der, og at du er farlig. Jeg genkender dig ikke. Jeg går hjem og google for at sikre mig, at det virkelig er dig. Du er stukket af fra Psykiatrisk Hospital, læser jeg. Forrige sommer spurgte du, hvordan jeg brugte mine aftener og mine weekender for at få inspiration til, hvordan du skulle bruge dine, i et land og i en by som endnu var dig fremmed. Og pludselig husker jeg, at jeg så dig forleden. Jeg tror, at vi fik øjenkontakt. Jeg kunne ikke genkende de øjne, jeg så ind i, og smilet var der ikke længere. Du så bange ud, skræmt. Har de ret. Er du virkelig farlig, eller er det måden, vi skaber overskrifter på, der gør dig farlig. 

I radioen siger de, at du var en af de lokale slagsbrødre, som om dit mord kan forsvares. Men du var ikke lokal, og du var ikke en slagsbror. Du var model. Du var fodboldspiller. Du var kæreste. Du var bror, og du var søn. Ville man have forvekslet dig med en lokal slagsbror, hvis din hud var lys. Jeg ved det ikke. Men jeg ved, at dit mord på ingen måde kan forsvares, og at din kærestes gråd og din mors skrig, da de lagde dig i kisten, aldrig glemmes. Du blev 21 år. 

I Barcelona syntes du, at folk kiggede på os. Hvorfor kigger de?, spurgte du mig. Fordi vi er et flot par, svarede jeg dig, men vidste, at det ikke var det svar, du ledte efter, at du ikke så det samme, når øjne hvilede på dig. Jeg vidste, at du havde en forventning, måske endda erfaring som gjorde, at du så de øjne der hvilede på os, anderledes end jeg så dem. Selvom jeg ikke genkendte kampen, så jeg den dybt i dine brune øjne, og jeg mærkede den. Kampen for at høre til her og der. I dag tænker jeg stadig ofte på dig, og om du fortsat kæmper med at være den, du er, mellem alt du er, fordi du har den historie, du har. Alting går forud, men du er tvunget til at forholde dig til det, der sker nu. 

Vi efterlader dig i nutiden og opfører os som fortiden. 

Igennem oplevede episoder forsøger jeg med disse historier og mange flere at forstå, men et vi og et de skaber en afstand, til det jeg forsøger at nærme mig. 

Lad os forholde os til, at handlinger i fortiden har været med til at skabe nutiden. Lad os sørge for, at ingen skal vælge mellem alt de er, men kan være, hvem de er. 

Findes der racisme, spørger du. Ja, svarer jeg. 

Lyt til artiklen her:

Sjælen kan ej dø


Siden pandemien blev nærværende, har jeg været fraværende. Følelseslam. Det eneste der afslører, at jeg føler, er min vejrtrækning, som jeg holder inde, som ville følelserne overfalde mig, hvis jeg gav slip. Indimellem, især når jeg er ude, tager jeg en indånding og udånder højlydt for at forbinde maven igen og minde mig selv om, at det er sådan man gør. Det er sådan, man trækker vejret. Jeg glemmer det hurtigt igen.

I gården på Nørrebro undrer det mig, at der ikke er flere mennesker. Vi dukker op efterhånden, tøvende, smilende, læsende, rygende, kaffedrikkende, og siden dukker også cirkusartister og sangere op. Min hud brænder, når forårssolen står højest. Jeg læser i en bog af Peter Øvig, mens klavermusik akkompagnerer i høretelefonerne, og jeg drikker en kold Coca-Cola. Om aftenen åbner jeg mine vinduer og lader den særlig forårsduft, som forårsluften bringer med sig, omfavne. Den samme duft omfavner mig, da jeg lægger mig til at sove i nyvasket sengetøj, der for første gang i år er tørret udenfor. Men jeg kan ikke sove. Månen er rund og snart fuld, og dens lys omslutter mig, som det har gjort før, og som det vil gøre igen.

Via Messenger, Skype og telefonopkald følger vi med i hinandens liv uden at være til stede. Det skal vi holde fast i på den anden side, aftaler vi. Jeg forsøger febrilsk at fornemme nærheden i fraværet. Stemmerne er det eneste, jeg kan holde fast i, der stadig afslører og erstatter fraværet. Øjenkontakten lader sig ikke gøre, men føles malplaceret i et videomøde.

Nuet, som vi ofte prøver at komme i forkøbet, har indhentet os. Mens samfundet åbner langsomt op, kæmper flere for ikke at lukke ned. Drømme der er blevet til virkelighed skal ikke forsvinde. Initiativer udfolder sig og onlineuniverser opstår. Alle kan vi lade os inspirere af hinanden for tiden. Mennesker, der har gjort livsdrømme til levebrød, og mennesker, der kæmper for velfærd i et samfund, der på ingen måde er som det plejer.

På Assistents Kirkegård smiler en mor med en barnevogn til mig. Jeg smiler tilbage, og mærker, hvordan solen og bevægelse gør noget ved mig. Kirsebærtræerne er sprunget ud flere steder, og bladene drysser let i takt med vinden. Det er som om, alting bedre kan rummes, når kroppen er i bevægelse. Jeg klatrer op i et træ, hvor jeg sidder nogle minutter, inden jeg hopper ned igen. Tankerne bevæger sig i takt med mine skridt, og bliver de hængende, bevæger jeg mig stadig. Jeg passerer katten af sten, John Kørners gravskulptur af Master Fatman, hvor nogen har placeret et par solbriller og en lyserød boa, og H.C. Andersens gravsten, som er delvist dækket i sollys.

Sjælen kan ej dø, står der på den.

Karantæne-tid

Min nabo vækker mig endnu en nat med et flere minutters langt anfald. Der lyder en tør, rungende hoste gennem væggen. Den slags hoste som stammer fra mange års rygning og indtraf før corona-virussen. Uret på min telefon fortæller mig, at det er midt om natten. Nu hvor jeg alligevel er vågen, farer tankerne, mens jeg stirrer apatisk på irrelevant indhold på min iPhones sociale applikationer og ved at chancen for at få en ordentlig nattesøvn er spildt.

Solen erstatter månen og jeg kan høre fuglene, som jeg går ud fra er undulater på den anden side af muren, blande sig med min nabos hoste. Fuglene får naturen til at føles tættere på.

Rotterne er også kommet indenfor, og minder om, at det ikke er alt natur, man vil have indenfor. I kælderen fanger de et dusin og i opgang 10 forsøger de at fange den, en beboer har spottet, ved at udskifte barnevogn med rottefælde.

Det pusler bag mine køkkenlåger. Jeg ser for mig, hvordan rotten invaderer og ringer til min udlejer. Han åbner mine køkkenskabe og konstaterer, at det jeg kan høre, kommer fra rørene i væggen. Jeg bevæger mig forsigtigt ud i køkkenet efter at have stået forstenet i gangen, siden jeg kom hjem og hørte den uindbudte gæst. Rotterne er overalt, men heldigvis ikke bag låger, og sådan håber jeg, det forbliver! Jeg tøver selvsagt med at gå i kælderen for at vaske mit tøj.

Et par i vores opgang dyrker karantæne-tiden i sengen med hinanden. Kvinden stønner højlydt og sengestolpen hamrer i en uhørt voldsom rytme mod væggen, når hun når klimaks. De fortsætter med at have sex, men lyden bliver fjernere og fjernere de efterfølgende dage.

Jeg ser kun få mennesker, udover dem jeg møder på min gåture. I karantæne-tid tager jeg, hvad jeg kan få, så jeg minder mig selv om at huske at kigge op og smile fra tid til anden. Indimellem smiler folk tilbage til mig. Hvem er bange? Hvem er alene? Vi er alle forvirrede. Børnenes smil trænger igennem uden lag, og er dem, jeg bedst kan forholde mig til.

Mandag aften meddeler statsministeren danskerne, at der er et lille optimistisk håb. Hun beder de svage, om at være de stærkeste, og tænker man over det, er det vel egentlig altid de svageste, der er de stærkeste?

Væsentlige værdier

Jeg glider ud ad hovedet og ned i kroppen. Trækker vejret og mærker hvordan luften har sat sig på tværs. Min krop skriger. Hovedet er tungt. Giver slip. Intet udenfor kan kontrolles. Alt kan kontrolleres indefra. Hovedet forbinder sig med kroppen. Distancen til andre tvinger mig til at være tæt på mig selv. Alene men alligevel forbundet.

Telefonen ringer ofte. Taknemmeligheden går hånd i hånd med visheden om, at kriser er det der skal til for at se de væsentligste værdier. Konflikterne er glemt. Alt bliver lige gyldigt. Bortset fra relationerne.

Relationerne til de nærmeste. Relationerne der kommer til udtryk i kunsten. Kunsten der binder os sammen.

Bogen der hjælper os med at flygte ind i en anden verden. Musikken der får et fjernt minde til at føles tæt på. Filmen der fjerner fokus og forbinder følelser. Aldrig er vi alene. Altid er vi sammen.

Forsøger at finde tid til fordybelse. Fordybelsen kræver mere end jeg husker. At jeg overgiver mig til nuet. At jeg kan være uden at præstere. Tegne. Skrive. Forsøger at huske barnet. Men den voksne vil præstere. I minutter eller timer lykkedes det mig at overgive mig til kreativiteten. Verden udenfor forsvinder. Den dukker op igen.

Alting springer ud. Luften er renere end nogensinde. Mennesker bliver syge og jorden rask. Forbruget er mindre og overvejelserne større. Jeg forestiller mig havet. Himlen. Hvor små vi mennesker er, men hvor meget vi var i gang med at ødelægge.

Vi bygger op igen og husker forhåbentlig de væsentligste værdier.

– en note til kulturministeren.

TedxAarhus2019 [RE]

Lørdag d. 5. oktober 2019 afholdt TedxAarhus deres 4. event. Dette år i Centralværkstedets smukke, historiske lokaler. Det var første gang, jeg deltog. Årets tema var RE. Og som den århusianer jeg er, var det næsten umuligt ikke at koble re med think (re-think), som var det, vi gjorde hele 2017 i forbindelse med Aarhus som en af to europæiske kulturhovedstæder (jep, der udnævnes faktisk to hvert år).

Arrangementet begynder kl. 11, dørene åbner kl. 10 og vi ankommer ca. tyve minutter før, får udleveret vores navneskilte, hvor der udover vores navne, er plads til at skrive vores RE- ord. Jeg skriver [RE] INSPIRED, da det er en af de ting, jeg forventer i dag – at bliver inspireret på ny. Ikke særlig originalt, men hvad fanden. Det er mit ord den dag.

Det er en inspirerende, international forsamling, der er til stede. I den store menneskeflok, er der kun et par stykker, jeg kan genkende. Vi tager en kop kaffe og finder et par pladser. I år har man valgt ikke at nummerere siddepladserne, hvilket betyder, at man efter hver af de to pauser, finder et nyt sted at sidde. Alle siddepladser er de bedste siddepladser er udsagnet.

Den canadiske Tv-vært og journalist Barbara Balfour er dette års vært. Hun har til opgave at præsentere to performances samt de 11 talere, der hver har 20 minutter til at tale (ud fra deres re-ord) og dele deres viden. Dagen er inddelt i 3 sessioner – Evolution – Action -Change med to længere pauser.

Session :1 Evolution

Inden Balfour præsenterer dagens første tedtalker, holder Aarhus borgmester Jacob Bundsgaard en åbningstale bl.a. med en opfordring til, at vi skal blive i vores dilemmaer længe nok til at genopfinde (“stay in dilemmas longer, to reinvent – not to avoid action”).

Dagens første tedtalker er bioingeniør Andreas Hougaard Laustsen [re]imagine. Laustsen møde med en 8-årig pige og en 5-årig dreng fra Tanzania, der begge er blevet bidt af slanger, blev starten på hans arbejde med at opfinde medicin mod slangebid. Medicin der samtidig kan forhindre paralysering, når man indtager det. Han har set et problem. Nu er han i gang med at løse det (som en ægte iværksætter). Lausten fortæller med passion og engagement, og man hepper (og tror) på, at hans mission snart lykkes.

Psykolog Signe M. Hegestand er dagens anden taler [re]late. Hun taler om psykisk vold i relationer. Et spændende emne, men desværre drukner talen i nervøsitet, og det meste har jeg hørt før. Hegestand starter sin talk med at spørge “What are you willing to do for love?” og slutter med at spørge “What are you not willing to do for love?” Lidt at (gen)tænke over.

“What are you not willing to do for love?”

Vi bliver præsenteret for en kort video om sjippetorvets historie – “the simplest tool, can create the most creative use.”

VR Creator Maria Herholdt Engermann [re]ality er den sidste taler under session 1, Evolution. Engermann er en dygtig taler. Hun arbejder på at skabe mere sympati blandt mennesker bl.a. ved at give et indblik bag om modeindustrien ”If an experience is strong enough, it can change your identity and your habits.” Vi får en oplevelse af at være til stede i Engermanns VR dokumentar om modeindustrien. Det føles ikke specielt rart (men vigtigt), og som Engermann starter med at sige ”VR are more than fun and entertainments.”

”If an experience is strong enough, it can change your identity and your habits.”

Vi er nået til første pause, og frokosten (sandwich) er serveret. Pausen varer en time og 20 minutter. Der er masser af tid til at netværke, men i dag er ikke en af de dage, så vi holder os i vores lille trekløver. Jeg smutter på toilettet. På spejlene er der tegnet og hashtagget, og overalt opfordres der til, at man deler sine oplevelser på de sociale medier. Jeg tager et par billeder af mig selv i spejldekorationen, da jeg kan se, jeg er alene i et par sekunder, men vælger ikke at dele, da resultater ikke bliver, som jeg håbede. På toiletdøren hænger en plakat, hvor man kan placere et klistermærke på det antal af gange, man har deltaget i TedxAarhus. Jeg tager et klistermærke og placerer det på first time. Vinduerne i Centralværkstedet er dekoreret med tegnede vaser med fremtidsmotiver. Jeg tager en tusch og tegner omridset af en vase. På vasen tegner jeg en pinligt simpel tegning af en sky og en bil. Det skal demonstrere fremtidens flyvende biler. Vi går ud og sammensætter nogle sætninger med ord, der allerede står i sætninger eller ligger i kasser. Det her event er perfekt for et legebarn, og jeg ærgrer mig over, at jeg ikke har deltaget de forrige år. Der er stadig meget tid tilbage, da vi finder nogle nye pladser. På en skærm dukker skiftende spørgsmål op, som fx hvilket realityprogram ville du vinde? Eller hvad ville dine venner tænke, du havde gjort, hvis du havnede i fængsel? Vi leger med, og pausen er pludselig forbi.

Session 2: Action

Første taler efter pausen er neurolog Casper Schmidt [re]define. Han taler om pornoafhængighed og CSBD (Compulsive Sexual Behavior Disorder). Sidstnævnte blev først anerkendt som sygdom på WHOs liste i 2018. Schmidt lægger ud med et eksempel, som får hele salen til at grine. Dernæst udpeger han de første rækker – ”You guys in the front row are addicted” (statistisk er 3-6% afhængige). I det hele taget er Schmidts talk fuld af humor. Han mister tråden et par gange og skal have sit clue card, men i stedet for at gå i panik, griner han af sig selv, og det virker som den helt rigtige måde at håndtere det på. Man føler sig godt underholdt som publikum, men forstår samtidig, at afhængighed altid skal tages seriøst – også når det handler om sexafhængighed.

Iværksætter (social entrepreneur) Steffen Rasmussen [re]shape er en kendt Aarhus-profil, som bl.a. har stiftet Fundamentet. I sin talk fortæller han om at forstå ”The complexity of the system”. Han er en vanvittig dygtig formidler, bruger konkrete eksempler, erfaringer og personlige oplevelser til at understøtte hans pointer. Han viser en graf over, hvordan tallet med mennesker på offentlig forsørgelse ikke har ændret sig fra 1984 og frem til i dag. Hans påstand er ”increased activity, decreased employment”. Hvis man giver mennesker frihed og hjælp (ikke forpligtelser under tvang), skal de nok komme i arbejde – ”People want to, they just cannot right now”. Balfour konkluderer ud fra Rasmussens talk ”We all have our own timeline, it doesn’t help if someone pressure their timeline on us.” Rasmussen får fortjent et af dagens største bifald.

”We all have our own timeline, it doesn’t help if someone pressure their timeline on us.”

Performer Fjer kommer på scenen og giver et nummer. Jeg ved stadig ikke helt, hvad det gjorde ved mig. Sandsynligvis fordi det ikke rigtigt gjorde det store indtryk. Det gjorde de visuals der var en del af nummeret til gengæld, så dem lod jeg mig fortabe mere i end sangen.

Designer Sara Andersson [re]design taler i sin talk om, hvordan hun arbejder på at komme væk fra human centered design og arbejde med humanity centered design i stedet. Hun illustrerer bl.a. human centered design ved at vise et billede af et plastikglas (plastik-låg og plastik-ske) med skiveskåret frugt, som dem man i dag kan købe i supermarkeder. Det har haft og har konsekvenser, at vi har ladet bekvemmelighed være det dominerende i designprocesser. En af konsekvenserne er fx, at der i 2050 vil være mere plastic, end der vil være fisk i havene (måske vi skal til at revurdere udsagnet, der er altid flere fisk i havet?). Lidt at tænke over.

Sidste taler i session 2 er Dance Coach Brice Johnson. Johnson starter med at spørge, hvor mange blandt publikum, der ser sig selv som dansere. Overraskende mange rækker hånden i vejret. Johnson påstand er, we dance how we live. Han illustrerer ved at vise forskellige dance moves baseret på følelser, han har gennemgået i livet. Hvis du er usikker, danser du usikkert. Hvis du er vred, kan du bruge vreden osv. Derefter spørger han publikum ”How will you dance?” og tilføjer “Never sacrifice your groove to find your move”. Jeg tager det som en opfordring og forsøger at stole på, at jeg til næste dansetime, hverken behøver at kigge på min sidemakker eller ned på mine fødder, og at jeg altså godt kan tælle til fire. Det handler først og fremmest om at tro på det (dig) selv – som med alt andet i livet.

“Never sacrifice your groove to find your move”

Med lidt hiphop moves præsenteret, går vi til næste og sidste pause, hvor der serveres forskellige søde sager. Denne gang udforsker vi den tilstødende sal, hvor talerne holder til i pauserne. Her kan man bl.a. tegne blindtegninger (med en tusch i både højre og venstre hånd) og bagefter tage selfies med de færdige resultater. Det gør vi. Kunstneren Iris Bakker har tegnet portrætter af alle talerne, og ud fra hvert portræt kan man skrive kommentarer, som talerne vil få sammen med deres portrætter. Vi skriver et par kommentarer. Vi når også en lille gådeleg. Vi bliver lukket inde i en Audi, der holder parkeret i gården. Her har vi to minutter til at svare på et par spørgsmål, men når kun at svare på det ene (og endda i den lette kategori, av av!). Pausen varer en time, og den time er hurtigt gået!

Session 3: Change

Session tre starter med en performance af standarddanserne Liza & Dima. Vi sidder tilbage i rækkerne blandt publikum, så det er desværre svært at få hele dansen med.

Første tedtalker i 3. session storyteller Cecilie Mai Sommer [re]consider er diagnosticeret med forskellige psykiske lidelser. ”If I dressed like the mental illness I am, you would not take me seriously. I picked up this dress, because it would make You think I am happy.” Sommer står i en stor, lyserød kjole med mørkt langt hår og lyser op på scenen. Hvis I ikke har regnet det ud, handler Sommers talk om fordomme. Dem, vi alle har, og som er formet af vores egne oplevelser. Jeg lider bl.a. af OCD siger hun og gør straks op med publikums forestilling om, at mennesker med OCD bor ryddeligt og rent ved at vise et billede af hendes værelse, der ligner et bommet lokum. ”My mom did not think a mental hospital was for me. Turned out it was.” Sommer bekræfter endnu engang det, som alle snart bør indse. Man kan ikke se på folk, hvad de kæmper med, så pak fordommene sammen.

”If I dressed like the mental illness I am, you would not take me seriously. I picked up this dress, because it would make You think I am happy.”

Medicinsk fysiker Ludvig Muren [re]search arbejder på, hvordan man ved hjælp af fysik (noget med photon og proton) kan kurere kræft. Jeg er ikke den store fysik-entusiast, indrømmet. Men det her er et område, der påvirker os alle. Vi har alle mistet eller kendt nogen med kræft. Men denne talk er simpelthen som at være til en forelæsning uden passion eller engagement. Jeg er sikker på, Muren har masser af passion og engagement. Han formår bare ikke at formidle det. Undervejs mister jeg koncentrationen, og tænker, at jeg må hjem og google i stedet.

Der vises en animeret fortælling om, hvordan det bøjede sugerør blev opfundet. Tænk, hvor meget man ikke ved. Overvældende, ik?

Arkæolog Vana Orfanou [re]connect har en ret anderledes vinkel på at formidle sit fag. Hendes talk handler ikke om, hvad man som arkæolog har opdaget ved udgravninger, men hvordan fortiden kan hjælpe os til fx at lære sympati i nutiden. Og så slår hun lige fast “We do not learn from our mistakes just because we make them”. Orfanou har en uhøjtidelig tilgang til sit fag og hendes talk er morsom og samtidig lærerig.

“We do not learn from our mistakes just because we make them”

Sidste taler er poetry slammer Emma Elizabeth Holtet [re]invent, som tidligere har været vært på eventet. Hun startet sin talk med en slam (reglerne kort opsummeret – 3, 10 min., ingen rekvisitter og teksten skal være din egen), om hvorfor mænd aldrig skal ignorere kvinder, og hvad det fører til, hvis de gør (noget med stalking og en kidnappet kat). Samtlige kvinder (muligvis også mænd) griner og genkender. Historiefortælling for Holtet handler ikke om at være original, men at tage udgangspunkt i virkeligheden og klichéerne og genopfinde/gendigte dem. Minutterne før demonstrerede hun hvorfor. Det virker. Vi kan alle spejle os i klichéerne. Hvis I får muligheden for at høre Holtet i poetry slam – eller holde en tale – så gør det!

Inden vi smutter hjem med et hoved fuld af tanker og en krop fuld af indtryk, slutter vi dagen med et glas vin. Jeg standser og tager et billede af en bunke blade i efterårsfarver i aftenslyset på vejen hjem. Inspiration er alle steder.

Sri Lanka, surf, sol og yoga

50745164_10156790595415132_4342789699551625216_n

Kender I de typer, man bliver bjergtaget af, fordi de er exeptionelt dygtige og passionerede? Sådan en yogi var jeg begyndt at følge på instagram. Det viste sig, at Faye – udover at undervise i Yo Studios Kbh.  – også står bag rejseselskabet Wildest Living (der via smart target marketing begyndte at følge mig), og da der dukkede en rejse op, som kombinerede surf og yoga, var jeg solgt. Og så på Sri Lanka. Min første tur til Asien nogensinde.

Jeg har timet det, så jeg mødes med en af de andre deltagere i Kastrup Lufthavn. Selvom vi ikke sidder sammen i flyet, er det rart at have nogen at fordrive ventiden ved mellemladningen i Rusland sammen med. Hun er bosat i Kbh, oprindeligt fra Polen og 24 år. Den yngste deltager viser det sig senere, da det går op for mig, at retreat tilsyneladende er en ting for mennesker i 30’erne (selvrealisering og alt det der?!). Vi flyver med Aeroflot, som er et russisk flyselskab, jeg absolut ikke kan anbefale. Flyet er gammelt, maden elendig (mere end hvad man kan forvente af flymad og absolut intet for vegetarer og kosher-spisende) og servicen ikke særlig god. Rejsen var den billigste, og jeg ved nu, at det en anden gang kan betale sig at ofre et par tusind kroner mere på transporten. Ruslands lufthavn har desuden heller ikke særlig meget skiltning på engelsk, en smule forvirrende, når man ikke er russisk-kyndig.

Da vi ankommer i Sri Lankas hovedstad Colombo kl. lidt over 9 om morgenen, er vi trætte! Men må stå i kø for at vise vores midlertidige visum og få adgang til øen. Turen fra Columbo til Mirissa, som er den by, vi skal til, tager ca. 3 timer. Vi sover det meste af vejen. I starten kæmper jeg for at holde øjnene åbne og suge Sri Lanka til mig, men til sidst overgiver jeg mig til trætheden og søvnen. Det betyder, at jeg er forholdsvis veludhvilet, da vi ankommer til vores Bed & Breakfast.

Der er lavet en fejl i forbindelse med bookingen. Selvom jeg har booket et deleværelse (som er et par tusinde billigere), har jeg fået et værelse for mig selv. Det passer mig glimrende. Fra badeværelsesvinduet er der kig til frodige grønne palmer og over sengen hænger et myggenet. Her glæder jeg mig til at bo den næste uges tid. Der er endnu kun kommet to gæster. De ankom dagen før. Begge bosat i København. I alt bliver vi 11 deltagere. 4 englændere, 3 af dem bosat i Kbh. inklusiv vores lærer og vært. 1 tysker bosat i tyskland, 1 polak bosat i kbh. og 5 danskere, inklusiv mig selv. En af de andre deltagere kender jeg i forvejen, da vi begge træner i Yo Studios Aarhus. Gruppen bliver hurtigt en tryg gruppe, hvor vi hver især kan være, hvem vi er.

Mirissa er ikke kærlighed ved første øjekast. Umiddelbart kan jeg få øje på flere hvide skandinavier/englændere end srilankanere, hvilket skuffer mig, nu hvor jeg er rejst så langt for at komme til en ny og ukendt verdensdel.

For hver dag vokser Sri Lanka og Miriasse på mig, og de sidste par dage, da jeg sidder og kigger ud over havnen fra altanen på det Bed and Bedfreakst, jeg er rykket videre til, hvor de lokale samles og bader, er jeg overbevist. Jeg suger det til mig. Og i det, jeg sidder og forsøger at være her. lige.nu. ser jeg en af fiskerne gå hen og velsigne sin båd ved at kysse og bede for den. Budhist, tror jeg. Efter han har velsignet sin båd, vader han som en eller anden jesus ud i vandet iført sin sarong, indtil han forsvinder, for derefter at dukke op til overfladen igen.

Den første dag jeg bader i havet ved Mirassa strand, bliver jeg suget under en stor bølge, som opstår ud af ingenting. Jeg er slet ikke forberedt på det, men når at mærke en vægt der tyngder mig ned og snurrer mig rundt 1, 2, 3 gange. Senere finder jeg ud af, at en af de andre deltagere har haft samme oplevelse. Tørretublertur kalder hun det. Vi er begge påvirket. Jeg skynder mig op for ikke at blive overfaldet af endnu en bølge. På land bliver jeg klar over, hvor meget det påvirkede mig. Jeg ved jo godt, havet har den største magt, men det her var første gang, jeg mærkede det.

Forventingsglæden ovet at skulle lære at surfe har blandet sig med frygt. Heldigvis er jeg i stand til at holde frygten nede, og jeg ender med at være en af de  deltagere, der surfer fleste gange under opholdet. Vi surfer på nabostranden Weligama, som er perfekt, fordi bølgerne er tilregnelige i modsætning til bølgerne ved Mirissa. De erfarne surfere surfer på bølge nr. 3, og vi andre surfer på 1. eller 2. bølge. Hvis du surfer på 2. bølge kan du være heldig og få 1. bølge med. Weligama er perfekt til at lære at surfe. Mit mål var at komme op og stå. Det mål når jeg og jeg bliver stående og rider flere bølger. 1. gang har vi instruktører, 2. gang booker jeg og en af de andre deltagere et board alene. Det lærer vi af, og 3. gang har vi derfor igen instruktører. 3. gang er min glæde ved havet næsten som før. Jeg tager mig selv i at smile et forelsket smil – de der smil, du ikke kan skjule i offentligheden – da jeg forlader havet efter en times surfing.

2-3 gange om dagen dyrker vi yoga. Vinyasa, flow og yin. Vi står op sammen med solen til yoga (og valgfri meditation), og inden aftensmad dyrker vi det igen, mens solen går ned og kæmpe flagermus flyver over vores hoveder.  Det er en udfordring for mig at trække vejret. Den største. Jeg ved, hvad min krop er i stand til, og jeg går sjældent på kompromis med, hvad den skal præstere, men yoga er ikke præstation. Det øver jeg mig på at forstå, imens jeg øver mig på at lære og trække vejret og være tilstede. De sidste par dage er min krop så taknemmelig, at jeg ikke kan mærke en eneste spænding, selvom jeg desperat forsøger at gennemskue, om der er et område af kroppen, jeg har glemt. Tilsyneladende ikke. Desuden går det op for mig, at jeg på intet tidspunkt er træt i løbet af dagen under mit ophold.

Maden er fantastisk. Måltiderner er noget, man ser frem til. Til morgenmad får vi en tallerken med frisk frugt – mango, banan, ananas etc. Om aftenen er det ris med forskellige retter, karry, dahl etc. Papadum. Alt sammen vegetarisk.

En del af de andre deltagere har planlagt nogle ekstra dage på Sri Lanka, hvor de rejser rundt på øen. Jeg har kun en ekstra overnatning og når derfor ikke længere end Mirissa og Weligama. Min FOMO kommer på prøve, men da min chauffør –  53 år og tidligere professionel surfer, men har ikke surfet siden tsunamien i 2004, hvor han mistede sine børn og aldrig været uden for “my beautiful Island” – kommer og henter mig for at køre mig til lufthavnen, har vi tre timer, hvor jeg ser gigantiske templer, sorte aber, teplantager. Han fortæller og fortæller. Om korruption blandt myndighderne, om regionsfrihed – og anerkendelse af de forskellige religioner (Uanset hvilke religion man har, fejrer man alle helidage og man gifter sig på tværs af regioner), om et gammelsdags kønsrollemønster, om skoleuniformer.

Vi gør et stop på et en rasteplads, hvor han køber mig en kop te (med alt for meget sukker) og et stykke indbagt friturestegt et eller andet, som gør det ud for morgenmaden.

Inden jeg tog til Sri Lanka, købte jeg et yogasæt med måner på. Måner har været et stærkt symbol for mig den sidste del af 2018 og den første del af 2019. Jeg har set den skarpest nymåne og den klareste fuldmåne. Da jeg forlader Sri Lanka er det fuldmåne. I Sri Lanka er det hellidag, når månen er fuld. Alle klæder sig i hvidt, medbringer en hvid blomst og besøger templerne. Chaufføren peger på månen. Min israelske sidemand i flyet peger på månen. Der er meget turbulens. Jeg har lyst til at gribe ud efter hans store mandehånd, men lader være.

I stedet kigger jeg ud på månen, som skinner klar og rund udenfor flyvinduet. Lige nu er jeg her.

Den dag min mor mødte dig, blev jeg valgt til

Min mor var 26 år, da hun blev gravid med en yngre mand. Graviditeten var ikke planlagt og manden var ikke i stand til at varetage den opgave, det var. Jeg var. Måske håbede min mor på mere. Måske håbede hun på, at han ville ændre sin mening. Måske ikke. Uanset besluttede hun sig for at beholde barnet, mig. Og til verden kom jeg en kold vinterdag i 1986. Sund og rask og med en udviklingskurve, der bevidnede, at min mor klarede jobbet som alenemor til ug med kryds og slange. I en tidlig alder havde jeg lært at kravle og gå. Jeg var social, men selvstændig. Mest af alt nysgerrig!

En sen nattetime på et diskotek i Aarhus møder min mor en anden mand. En jordbunden mand med nordjyske rødder, et stort rødt hår og sømandstatoveringer. Ingen vidste, hvad mødet indebar. At jeg snart ville kalde ham for far og han mig for sin datter.

Kloge mennesker har sagt, man former sin personlighed i de første år, man lever. Men min biologiske fars svigt fylder mindre, end den kærlighed jeg fik. Meget mindre. Svigtet har ikke formet mig. Kærligheden har.

Mit liv ændrede sig, den dag mor mødte dig. Jeg skulle aldrig komme til at mangle en far, og jeg fik to yngre søstre. Deres eksistens ændrede (også) mit liv. Men det er en anden historie. I mit liv findes der ingen halve søstre eller halve fædre. I er mit hele. Somme tider bliver jeg frustreret, vred, når andre ikke forstår.

Jeg er høj og mørk med store, markante træk. Du er lys og rødhåret med fregner og små, fine træk – som min ældste lillesøster. På ingen måde ligner vi hinanden. Vi deler ikke gener. Men vi deler historie. Du er en del af min historie, og jeg er en del af din. Da jeg startede i folkeskolen, kæmpede jeg med matematikken. Du hjalp mig med at forsøge at få tallene til at give mening. Jeg undskylder for alle de gange, jeg har kastet matematikbøger efter dig i frustration og raseri, og jeg misunder dig den tålmodighed, du havde med mig. Du tog mig med i biografen for at se Midt om natten. Filmen husker jeg tydeligt. Hvordan den var barsk, men ærlig. Måske især for et barn. Men du forstod hurtigt, at man ikke kan afskærme et barn, der alligevel ser alt.

Du har altid fuldt dine egne veje, engang i mellem til stor irritation for dine omgivelser. Men det har også lært mig, at vejen ikke er ensporet. Alle de mennesker du kender og har mødt, og alle de mennesker jeg kender og har mødt. Jeg ved, hvor stor verden i virkeligheden er.

Sjældent tænker jeg over, at vi ikke deler gener. Det sker kun, når jeg får at vide, at vi ikke ligner hinanden – mine søskende og dig og mig. Så bliver jeg opmærksom på alt det, som ikke fylder i hverdagen. Jeg bliver opmærksom på biologien. Jeg bliver opmærksom på, at folk ikke kan se, vi hører samme. Jeg bliver opmærksom på, vi ikke deler navne.

Er jeg nysgerrig efter at møde min biologiske far? Nysgerrig efter at kende mine rødder? Jeg mangler ikke en far og har aldrig manglet en. Jeg spejler mine rødder i det indre og ikke i det ydre. Mine rødder kender jeg. Det er dem, der opdrog mig. Elskede mig. Det er vores historier flettet sammen, der skaber min. Der går ingen historie forud.

Den dag min mor mødte dig, ændrede mit liv sig. Jeg blev valgt til. Ikke fra.

Vinterbarn

2017. Jeg er 31 år uden job eller/og kæreste. Mit hjerte gør stadig ondt. Skriv, du er blevet brændt, siger min søster, da jeg installerer Tinder, og opdager, jeg er blevet til dem, der har smadret mit selvværd.

Jeg skriver til min ex, at jeg er ensom og får dårlig samvittighed. Hvad ved jeg om ensomhed i forhold til den ensomhed, han kender. I mit forsøg på at retfærdiggøre, konkluderer jeg, man ikke kan have patent på en følelse. Jeg er træt af at savne en, der ikke savner mig. Tæller timer og prøver at leve op til det, jeg forventes ikke at føle længere. Tinder var en måde at glemme, men det virker ikke. Tværtimod bliver jeg vred. Vreden er dukket op de seneste år og får mig til at boble indeni. Hvor kommer den fra, vreden?

Jeg forsøger at udnytte den konstruktivt. Men jeg kommer til at skælde ud i stedet. Skælde ud på dem, jeg føler har svigtet, og på folk, jeg ikke kender. Men hvem er jeg til at forlange noget eller nogens kærlighed?

Jeg har svært ved at sortere mellem egen og andre maver. På 50 minutter vurderer folk mig, og fortæller, hvad jeg er og ikke er.

I lader jer narre for let.

Sætter lighedstegn mellem mig og melankolien. Forveksler den med et sårbart sind. Men jeg er en løve på lur, observerer, inden jeg handler.

De begraver et ungt menneske i Skt. Pauls kirke. Jeg kan se det fra vaskeriet, hvor jeg vasker mit tøj. Jeg ser kirken blive fyldt op af mennesker, unge mennesker. Selvom jeg ikke kender ham, gør det ondt, og jeg bliver bange for at miste. Miste dem, der betyder noget. Og jeg bliver vred. Vred over, jeg ikke kan omfavne livet ordentligt, når jeg nu får lov at beholde det, og han ikke gør.

31 år. 2017. Jeg kæmper med at udfylde de huller, der blev efterladt i 2016. Kærtegnene og kærligheden. Jeg har ikke kunnet finde en måde at gøre det på endnu. Det er længe siden, jeg er blevet rørt. Jobbet. Hvad står jeg op for, og er der en grund til at stille vækkeuret? Sorgen tyngder ikke længere, så jeg står op og rejser væk, lader solen og kunsten fylde mig. I tre måneder er vreden parkeret. Glæden i min øjne, den er tilbage, men noget er forandret i mig.

Jeg rejser ikke for at finde mig selv, men for at glemme mig selv.

Kreativiteten er mit holdepunkt.

Alle muligheder er åbne. Det var lettere i 20’erne. I 30’erne forventes at rammerne er sat. Er det mine forventninger, jeg ved det ikke.

2017, jeg har været vred, så vred. Banket hånden ind i væggen, når jeg vågnede, fordi jeg ikke orkede. Men med et ben foran det andet, er det altid lykkedes mig. Jeg har udnyttet mine nederlag, samlet min vrede sammen til en ild, der brænder i mig, når jeg har brug for at kæmpe, for at nå de mål, jeg sætter mig.

Måske havde jeg troet, at 2017 ville være anderledes. At jeg som 31-årig ville være anderledes. Men hvad havde jeg egentlig forventet?  Villa, volvo og vovse? En baby og et bryllup? En karriere og en kæreste?

Jeg forventer ingenting.

Måske er jeg stadig ensom og vred i 2018, 32 år, men jeg er også alt det andet, og jeg rummer alle følelser. Og jeg vil forsøge ikke at forvente eller forlange noget af nogen. Og jeg vil mislykkedes.

Jeg kaster op over min egen selvtilstrækkelighed. Men jeg er her. Lige nu. I 2018, snart 32 år.