Det ensomme fællesskab

Yoga gør dig glad, men glæden er ikke den, du mærker. Angsten for at være den, der skiller sig ud blandt tynde, fleksible fitnesspiger, som du forestiller dig, de alle er, er den der fylder.

Du har lyst til at se filmen, men har ingen at se den med, så du dropper filmen, så du ikke afslører din ensomhed eller den manglende tosomhed, for tosomheden er den, der betyder noget for dig, og som du også tænker, betyder noget for alle andre.

Du har ikke en tone i livet, så i stedet for at synge med på de sange, du elsker, mimer du, for ikke at afsløre dit manglende talent.

Men du er ikke alene om at droppe filmen, droppe yogaen, droppe sangen, ja, droppe det, som du ved, kunne gøre dig gladere. Det, som kan gøre dig glad på en trodsig torsdag, en stille søndag eller en lang lørdag. For det er bedre at være alene i det skjulte end i det åbne. Det er bedre at gå i stå end at udvikle sig, hvis man alligevel er bagefter til at starte med. Det er bedre at være alene med sin uduelighed og sin ensomhed end at skilte med den. Der er jo grænser for, hvad man skal udstille, er vi i tavshed blevet enige om.

I et voksenfællesskab, hvor alle indimellem er ensomme, men ingen vil tale højt om det, finder vi fælles konsensus. Men det sker, at man møder modige voksne. Voksne, der kommer en i møde uden nogen agenda. Måske spørger de, om du vil drikke en kop kaffe, fordi jeres veje har krydset så ofte. Hvis de er rigtige modige, fortæller de dig endda, du virker som en, der har noget at give. De her voksne er sjældne. Det er voksne, der ikke en del af det, voksenfællesskabet, hvor der er en fælles konsensus om, at ensomhed skal forties, og at man ikke længere rækker ud, og hvor man kun kan deltage i det, man mestrer.

Jeg kigger på TV’et, der kører morgen, eftermiddag og aften i lejligheden overfor. Jeg kigger på kvinden i opgangen på den anden side af vejen. Hver aften sidder hun alene med sin computer eller telefon. Kvinden er mig. Jeg kigger på manden, der sidder foroverbøjet og spiser sin middag alene. Manden er mig. Jeg hører mine naboer sige farvel til deres gæster, og tænker på, hvor sjældent jeg egentligt har gæster. Jeg tænker på det fællesskab, ensomheden er. Jeg tænker på, at give kvinden der danser smukt, et kompliment, men en anden kommer mig i forkøbet. Til danse- og yogatimerne lægger jeg mærke til dem, der inspirerer og motiverer. De usikre ser jeg ikke. Eller også ser jeg dem, og tænker, at de er fandens modige. Og beundrer det mod. Næste gang er de allerede længere, og deres usikkerhed blev en styrke.

Jeg udfordrer mig selv og tager til en latin dansetime. Jeg har overhovedet ikke styr på genren og trinene og bliver irriteret. Indtil det går op for mig, at det her er nyt, så hvorfor forvente, jeg kan det fra starten. Det bliver sjovere. Og jeg danser. Danser, fordi det gør mig glad.

Er vi oprigtige og ærlige, eller er vi angste og kan ikke tage ansvar for vores egen glæde, fordi vores tanker om de andres tanker står i vejen?

Er vi færdige med at lade os inspirere og motivere gennem nye udfordringer og nye møder, fordi vi tænker, vi ikke kan tillade os at fejle som voksne?

Er vi i virkeligheden alle alene sammen?

Nu vil jeg om lidt smutte (alene) i teatret på en torsdag. Ja, jeg er alene, men det er du også indimellem, så det kunne jo være, jeg mødte en som mig. Eller inspirerer til at gøre hvad fuck, man har lyst til, hvis man bliver en smule gladere af det. Hvem ved.

High five til dig, fordi du er dig!

Advertisement

Hvor er du nu, Hassan?

timthumb

Jeg havde en ven, Hassan. Jeg mødte Hassan i folkeskolen, hvor han gik nogle klasser over mig. Da jeg blev kærester med hans kammerat, opbyggede vi et venskab, Hassan og jeg. Jeg havde ingen rigtige følelser for min kæreste, kammeraten, ved jeg i dag. De fleste var begyndt at få kærester, og jeg var (endelig) en af dem og glad for at tilhøre et fællesskab. Mit forhold til Hassan holdt. Det gjorde forholdet til hans kammerat ikke. Hassan var anderledes end de andre udlændinge i byen. Han var en såkaldt præmieperker. Den eneste udlænding på gymnasiet. Jeg hjalp ham med at skrive en opgave. Jeg husker, jeg gjorde mig umage. Han fik et 9-tal. Han har nok hjulpet mig med matematikken. De fleste på gymnasiet lignede små kloner af hinanden. Lyshårede og blåøjede. Pigerne i stramme misssixty jeans med svaj, drengene også i ens bukser og mærker. Med sit sorte hår og hudfarve var Hassan svær at overse, selvom han ikke gjorde sig synderligt bemærket. Hassan boede ikke i “ghettoen”, der hvor kommunen havde samlet alle de somaliske familier, men havde sin egen lejlighed i byen. Hassan, præmieperkeren, passede ikke ind i fællesskabet med de andre udlændinge, men han skilte sig også ud på det vestjyske gymnasie. Han var en del af to kulturer. Insisterede på at være det, også selvom det måske betød, han i virkeligheden ikke var en del af nogen kultur, men skabte sin helt egen. Til galla hilste jeg på hans mor. Hun var klædt i somalisk klædedragt, fuld af farver, og et smil.

Hassan havde to gode venner på gymnasiet. Jeg har to gode veninder fra folkeskolen. Vi tog til Aarhus og til festuge. Gik til rapkoncert sammen. Vi har nok virket malplacerede, nu jeg tænker over det. Vi splittede op, drengene og pigerne. Da vi samledes igen, var Hassans ansigt hævet og han blødte måske. Han var blevet slået af en mand, der ikke kunne lide, at Hassans hud er sort. På det her tidspunkt vidste jeg ikke, jeg år senere ville sidde til en begravelse, hvor en dreng jeg kendte, var blevet stukket ned af en mand, der heller ikke kunne lide sort hud. Vi tog hjem. Jeg var irriteret og lod min frustration gå ud over Hassan. Det var uretfærdigt, men sådan er det med følelser. Frygt skaber angst, og jeg var bange, så jeg tøjlede frygten ved at blive vred. Vred på Hassan, over han tacklede det hele perfekt. Hans overskud efter at have været udsat for en had-forbrydelse. Hans overskud til mig. Det var ægte følelser og første gang, jeg havde mærket den omsorg. Det skræmte mig fra vid og sans, så jeg blev sur og gik, efter at have hjulpet ham med at lægge is på hævelserne. Det rummede han også, som den ven han var.

Jeg mistede kontakten med Hassan. Min familie og jeg flyttede tilbage til Aarhus, da jeg startede i 2. g. Jeg har hørt folk sige, de ikke vil lade deres børn vokse op i byen. Men i byen kan du være anonym. Du kan sagtens leve side om side med stiknarkomanerne på Vesterbro, uden at kende deres historier og omvendt. I provinsen er ingen eller intet anonym. Du ved, hvor stofferne sælges, hvor alkoholikerne bor og hvilke hjem, der er vold og incest i, hvem der er søstre, brødre, fætre og kusiner. Mangfoldigheden og alle de anonyme ansigter – brune som hvide – var derfor en befrielse, da vi flyttede fra provinsen til byen og især da jeg startede på gymnasium, hvor der var mere end én Hassan.

Min telefon ringer.  Jeg tager den og i den anden ende hører jeg en stemme sige “kan du høre, hvem det er?” Det kan jeg! Og jeg kan også mærke, jeg har savnet den, stemmen.  Stemmen lyder fjern, og af en eller anden grund har jeg gang i noget, der ikke kan afbrydes. Jeg beder ham ringe tilbage. Det lykkedes aldrig. Vi mister kontakten igen.

Jeg ved, du uddannede dig til fysio- eller ergoterepeut. Jeg tænker, du er gift, højst sandsynligt med en somalisk kvinde, og har fået nogle somaliske børn. Jeg er ikke i tvivl om, du er en god far. Overhovedet. Og jeg håber, du viderefører den kamp, du kæmpede for at få lov til at integrere to kulturer i stedet for at ekskludere én. En del af mig, håber du giftede dig med en dansk kvinde. Du har jo allerede bevist, man kan forene to kulturer og skabe sin egen. Især hvis man har de ressourcer og det mod, du havde. Hvor er du i dag, Hassan?