by maitrosborg

Film og TV-serier, der er værd at bruge tid på

YouTube

Hotel Chevalier (Wes Andersons prolog til Darjeling Limited) 2007

To eks-elskere (manden er den ene bror fra Darjeling Limited) og et hotelværelse i Paris, knuste hjerter og melankolsk stemning. Jeg er vild med denne kortfilm, som man ikke er i tvivl om, at Wes Anderson står bag. Tempoet er langsomt, replikkerne få, men skarpe, og personerne mystiske og dragende.

Filmstriben

20th Century Women (Mike Mills) 2016

En virkelig fin, rørende og humoristisk hyldest til kvinder. Filmen er delvist baseret på Mike Mills egen opvækst med en enlig mor. Det er et fint indblik i, hvordan det er at vokse op som 15-årig dreng omgivet primært af kvinder.

Torka aldrig tårar utan handskar (Simon Kaijser) 2012

Et portræt af 80erne og aids i Stockholm. Denne serie i tre dele er baseret på Jonas Gardells triologi Love, Disease og Death og er vanvittig barsk og livsbekræftende. Hav lommetørklæderne klar.

HBO Nordic

Euphoria (Sam Levinson) 2019

Jules (Zendaya Coleman) og Rue (Hunter Schafer) (jf. referencer til Julie & Romeo), forelskelser, kønsidentitet, stoffer, sex, depressioner. Serien dækker det hele og mere til, og den gør det filmisk på den smukkeste æstetiske måde. Udover sæson 1, er der produceret to sær-afsnit, som er meget, meget mere nedtonede, men fungerer. Første sær-afsnit er en samtale mellem Rue og hendes mentor, og anden sær-afsnit en samtale mellem Jules og hendes psykolog. Sæson 2 er annonceret.

Netflix

My Octopus Teacher (Pippa Ehrlich og James Reed) 2020

I et år følger man filmskaber Graig Foster følge en blæksprutte. Det lyder stenet, men det er smukt og lærerigt. Jeg har fået en ny fascination af dyret blæksprutte. Hvilket dyr!

Fugle – og især deres parringsdanse – er i øvrigt også fascinerende.

Pieces of a Woman (Kornél Mundruszo) 2020

Anmelderne har skrevet meget om den meget lange åbningscene og Vanessa Kirkbys præstation som Martha. Det forstår jeg godt. Hun spiller eminent. Man føler Marthas smerte gennem hjemmefødsel, tab og parfoholds-krise.

Kan man lide Pieces of a Woman, kan man sandsynligvis også lide Marriage Story og The Meyerowitz Stories. A Bigger Splash , som også  er værd at bruge tid på.

Advertisement
by maitrosborg

Seje, inspirerende kvindelige forfattere og essayister

Jeg drømmer om at være som dem, indrømmet; at leve af at skrive personlige essays og reportager fra rundt om i verdenen, så lad mig introducere jer til nogle af mine idoler, som jeg synes, vi alle bør læse. 

Photo: Julian Wasser, 1968

Joan Didion

Hvem: Joan Didion, født 1934 i Californien. Essayist, novellist, dramatiker, journalist, manuskriptforfatter. Uddannet i engelsk litteratur og (aner)kendt for bl.a. The Year of Magical Thinking og Blue Nights. Bøgerne er skrevet om og efter tabet af hendes mand (død af blodprop) og hendes datter (død af langtidssygdom), der sker med blot et års mellemrum. 

Mit møde: Et år med magisk tænkning (The Year of Magical Thinking), Blå timer (Blue Nights), Intet gælder (Play It as It lays) og Netflix-dokumentaren The Center Will Not Hold.  

Hvorfor: Fordi hun beskriver sorgen smukt. Hun beskriver mennesker og følelser med genkendelighed og giver os et indblik i amerikansk kultur (og amerikanernes engagement i El Salvador).

Bonus-info: Didion har skrevet filmmanuskriptet til klassikerne A Star is Born og True Confessions. Den danske forfatter Olga Ravn har lavet nogle glimrende danske oversættelser af flere af Didions bøger. Didion tilbragte to uger i El Salvador i 1982 under jordskælvet, og ud af besøget kom essayet Salvador (1983).

 

Photo: Anni Leibowitz, from the book “Women”, 1999

Susan Sontag

Hvem: Susan Sontag, født i 1933 i New York og død af leukæmi i 2004, ligger i dag begravet i Paris. Forfatter, novellist, essayist, aktivist, underviser, dramatiker, filminstruktør. Uddannet i litteratur og filosofi.

Mit møde: Der Komplette Rolling Stone-interview (en tolv timer lang samtale med journalist Jonathan Cott) og On Photography. 

Hvorfor: Fordi hendes betragtninger af verden – sygdom (Aids og kræft), (Vietnam)krig og kærlighed kan inspirere os til at tænke og betragte selv. 

Bonus-info: Sontag havde et kærlighedsforhold til den kendte fotograf Anni Leibowitz efter sin skilsmisse og indtil sin død. Med udgangspunkt i sin egen kræftsygdom, har hun skrevet Ilness as a Metaphor. 

 

Photo: Jim Herrington, årstal ukendt

Rebecca Solnit 

Hvem: Rebecca Solnit, født i 1961 i Connecticut og vokset op i Californien. Forfatter, essayist, feminist og klimaaktivist. Uddannet journalist. Kvinden bag Men Explain Things to Me. 

Mit møde: Recollections of my Non-existence 

Hvorfor: Fordi hun er en drømmer, der bruger sin modgang til at skabe forandring og et liv for sig selv – og andre. Og fordi du som kvinde – og kreativt menneske – kan genkende dig selv i hendes beskrivelser og får lyst til at kæmpe for dine rettigheder og drømme. 

Bonus-info: Begrebet mainspaining opstod på baggrund af Solnits bog Men Explain Things to Me. 

Photo: Ukendt

Deborah Levy 

Hvem: Deborah Levy, født 1959 i Sydafrika og immigrerede i 1968 med sin familie til London. Forfatter, digter, dramatiker. 

Mit møde: Hendes Living autobiography (som hun selv kalder trilogien) Things I Don’t Want to Know og The Cost of Living (tredje og sidste part er endnu ikke udgivet). 

Hvorfor: For hendes interessante betragtninger om race (med afsæt i hendes opvækst i Sydafrika), livet som kvinde og kvindelig forfatter og som mor. 

Bonus-info: Things I Don’t Want to Know About er skrevet som en kommentar til Georg Owells Why I write. Levys far var medlem af African National Congress. 

Jeg er helt opmærksom på, at listen kun består af hvide kvinder, så kom gerne med bud på seje, kvindelige ikke-vestlige forfattere og essayister, man bør læse. Jeg ved, de findes!

Og så er der selvfølgelig også de danske powerkvinder Suzanne Brøgger, Tove Ditlevsen og Karen Blixen. Dem har jeg ikke glemt. 

Min opfordring: Hvis man, som jeg, godt kan lide de personlige fortællinger, men også gerne vil blive klogere på verden, så læs dissse kvinder! 

by maitrosborg

Farvel til totusind og tyve

We did it siger Kamala [Harris] – den første kvindelige vicepræsident – til [Joe] Biden, men [Donald] Trump vil ikke opgive sit herredømme endnu. Alt er fake news, og fantasien kan endnu engang ikke overgå virkeligheden. Brexit får en deal på falderebet. [Morten] Østergaard har lagt en hånd på et lår, og [Frank] Jensen er ked af, at hans sexchikane overskygger hans politiske resultater. Beirut og Frankrig kæmper ikke kun med pandemien, men også med terrorismen. Godshavnsdrengene får en undskyldning, og børnene på Lesbos fryser stadig. Cluster 5 afliver minkindustrien, og Mette [Frederiksen] og minkfarmerne græder på TV, krokodilletårer er der nogle der påstår om Mettes tårer.

Vi forsøger at være woke uden at krænke. Statuer bliver væltet, og ord bliver slettet. I can’t breath, som et ekko og en opvågning. En stor TV-kanon, der vil have sin pik suttet eller ødelægge [Sofie] Lindes karriere. Totusindogtyve er andet end pandemi og social boble. Det er også sammenhold #Blacklivesmatter og #MeToo.

Vi er o-m-s-t-i-l-l-i-n-g-s-p-a-r-a-t-e som aldrig før. Arbejder hjemme, holder møder og dyrker yoga på zoom, dans på TikTok og fitness med [Melvin] Kakooza på Instagram, synger med på fællessang i TV, ser skuespillere og forfattere opføre online corona-monologer, og Netflix sætter hastigheden ned, så vi alle kan binge Tiger King og senere The Crown sammen på afstand. 

Vi undværer festivaler og frisører, og vi hilser ved et albue-puf, så vores hår gror uhæmmet og vores hud-sult er utæmmet. Sølvpapirshattene dukker frem på de sociale medier. Bill Gates og vaccine-chip, watch out! Corona er en konspiration. Piratfester og supersprederbegivenheder opstår. Det.synes.jeg.ikke.at.man.kan.være.bekendt., siger dronningen. 

Vi løsner en smule op for så at stramme til igen. Julen varer lige til påske. Ingen tør siger, at totusindogenogtyve bliver deres år, for vi har lært, som et ægte gajol-citat, at livet står i vejen for planer, vi lægger. Dette år mere end nogensinde.

Rigtig godt nytår! – Pas på jer selv og hinanden. 

by maitrosborg

Den uheldige svømmer

Det er mandag på en sensommerdag, og temperaturen er høj. Jeg kan ikke finde mine nøgler og styrter rundt på de 40 m2, jeg lejer på Nørrebro. Klokken er ti minutter over min aftale. Jeg ringer og siger, jeg bliver forsinket, smutter op til mine overboere, som også er mine udlejere, for at låne deres ekstranøgler til lejligheden. Jeg sætter mig på cyklen og cykler mod min badeaftale.

Solen står højt på himlen, og der er mennesker overalt. Jeg cirkler rundt om mig selv, mens min veninde i telefonen forsøger at guide mig i den rigtige retning.

Min veninde rækker mig den ansøgning og det jobopslag, jeg har bedt hende printe, til en jobsamtale jeg har den efterfølgende dag. Vi taler om jobbet, mens vi sidder i skyggen, og venter på, at solen skal nå os.

En følelse af noget tyngder mig ned. Jeg er under vandet uden at vide hvordan. Oppe ved overfladen reagerer jeg instinktivt. Jeg ser personen, der ramte mig, og hører, han spørger, om jeg er okay. Jeg svømmer til kanten og klatrer op ad stien, da jeg er usikker på mine egne kræfter, sikrer jeg mig, at han er bagved imens.

Jeg ser folk komme løbende og mærker blodet, der fosser fra mit ansigt. Jeg er lidt svimmel, siger jeg, giver slip og overlader kontrollen fuldstændig. Fremmede hjælpende hænder, der gør mig tryg – en kvinde og en mand, min veninde, der bevarer roen. Jeg er ved bevidsthed, så i stedet for ambulanceudrykning ender jeg med en blødende næse i en våd badedragt på bagsædet af en taxa. Min veninde sidder ved min side med sin babybule og bevarer fortsat roen.

På Rigshospitalet traumecenter bliver jeg placeret i en seng med en pose is. Venstre side af mit ansigt er svulmet op og forvandler mit ansigt, så jeg ikke kan åbne venstre øje. Bag forhænget overfor ligger en kvinde. Hun er faldet bagover i en båd, og jeg kan høre lægerne fortæller hende, at hun har fået en flænge i nyren.

En læge trykker mig i ansigtet. Det knaser. Har du haft dobbeltsyn, spørger han. Ja, svarer jeg og bliver kørt til skanning. Kort tid efter henter de mig igen. De vil sikre, at jeg ikke har indre blødninger i hjernen, efter de har fundet en lille flænge på mit kranium. Det er ikke godt det her, siger jeg til min ældste lillesøster, der nu er ved min side i stedet for min veninde, og fortryder med det samme, hvad jeg har sagt.

Portøren der kører mig til anden skanning, ser mit forvandlede ansigt. Jeg håber ikke, det er en mand, der har gjort det der ved dig, siger han og fortæller en historie om en mand, han så slå sin kvinde i offentligheden.

Hun skal faste, hvis hun skal opereres, hører jeg den hektiske læge, hvis telefon ringer konstant, sige. Han siger det til en person, han taler med i telefonen. Jeg kigger på min søster og kan se et par tårer dryppe fra hendes kind. Hun er stærk for min skyld nu. Jeg forsøger at holde sammen, hvisker, at det er okay. Vi ved begge, det er mig, de taler om, men ingen har endnu fortalt mig, hvad der skal ske.

Den hektiske læge kommer ind og fortæller mig, hvad der skal ske. Jeg skal opereres indenfor 14 dage. Titaniumplader, hvor kraniet er i stykker.  “Har du fået at vide, det bare er en lille flænge?”

Da lægen er i gang med at fortælle mig, hvad der skal ske, ringer hans telefon flere gange. En mand har forsøgt at begå selvmord ved at hænge sig.

De sender mig hjem med en et visitkort med en plan for tirsdagen på bagsiden. Kl. 9.00 Glostrup øjenafdeling, efter kl. 9.00 møde op på Rigshospitalet, hvor jeg vil få en tid til operationen. Den nat sover min søster ved mig. Hendes alarm ringer hver 2. time, som hun har sat den til for at holde øje med mig.

Morgenen efter kører min veninde mig til Glostrup Hospital, hvor de undersøger mine øjne og bagefter tilbage til Rigshospitalet, hvor jeg taler med en række sygeplejersker og læger og venter en masse. Min mor kommer fra Aarhus, da jeg sidder og venter på at tale med en narkoselæge. Dagen efter skal jeg opereres.

Jeg mærker, hvordan jeg forsvinder fra den dybe søvn over i en lettere søvn, og ved midt i drømmene, at jeg er på vej i en vågen tilstand. Hvor er jeg, spørger jeg, og kommer selv i tanke om det, inden nogle når at svare. Det strammer lidt, siger jeg, og nogle lægger en pose is over panden på mig. Operationen varede halvanden time. Min mor og min søster er ved mig, kommer og går, indtil jeg er udskrevet omkring et døgn senere. De spiller musik udenfor, da jeg vågner. Folkeklubben lyder det som.

Min veninde sover ved mig, natten efter jeg er blevet udskrevet, og bliver hele den efterfølgende dag, mens jeg glider ind og ud ad søvnen. Hun handler ind og fylder mit køleskab, laver morgenmad, frokost og en skål med frugt. Hun holder om mig, da taknemmeligheden overvælder mig, og jeg begynder at græde.

I am Titanium kører i musisk rotation i mine tanker. Jeg googler teksten.

“You shoot me down but I wan’t fall, I am titanium”.  Bulletproof.

Min yngste lillesøster har sendt mig en buket blomster – blue dreams – og bestilt en togbillet, til efter min mor og hendes mands kobberbryllup, som vi begge skulle have deltaget i. Hun kommer lørdag og bliver til tirsdag. Min far skriver, at han kommer tirsdag og bliver til torsdag. Min mor, at hun kommer igen torsdag (efter at have været hjemme og fejre kobberbryllup) og hendes mand weekenden over, mens hun bliver, til jeg skal til kontrol og have fjernet mine agraffer midt på ugen.

Jeg modtager smukke buketter, gavekurve og kærlige opkald og beskeder fra min familie og mine veninder og deres familier. Kærligheden rammer hårdere, end noget slag nogensinde vil.

Hver dag takker jeg kroppen, fordi den passer så godt på mig. Kranie-airbag og beskyttende hævelser. Tak krop, siger jeg og giver den indimellem et klap på skulderen.

Jeg ligner mig selv, men mit ansigt er et andet nu. Jeg forsøger ikke at kigge mig i spejlet så ofte, men det er svært. Overlevelsen er overstået. Tiden, der stod stille i et par uger, er i gang igen, men min verden er ikke den samme.

Da jeg går den første tur efter operationen, lægger jeg mærke til, hvordan mennesker i trafikken tager ekstra hensyn til mig med mit forslåede ansigt, flere smiler endda. Jeg tænker på, hvor mange mennesker der ikke bliver taget hensyn til, fordi deres sår ikke er synlige. Jeg lægger mærke til, hvordan trafikken igen bliver mindre forsigtig omkring mig, hvordan der igen er færre smil dag for dag, som mit ansigt heler.

Alting kan forandre sig på ingen tid.

Obs. billedet er taget i et spejl i en af Rigshospitalets elevatorer og derfor spejlvendt.

by maitrosborg

Findes der racisme, spørger du

“For these innocent people have no other hope. They are, in effect, still trapped in a history which they do not understand; and until they understand it, they cannot be released from it. They have had to believe for many years, and for immumerable reasons, that black men are inferior to white men. Many of them, indeed, know better, but, as you will discover, people find it difficult to act on what they know. To act is to be committed and to be committed is to be in danger.” (James Baldwin “The Fire Next Time“)

Blikket her er mit, og det, jeg fører pennen ud fra, men erfaringerne er jeres, og der vil altid være en afstand til det, jeg forsøger at forstå og udtrykke gennem det oplevede, og med det oplevede, mener jeg det sete, ikke følte. Følelserne er også jeres. Det er blot mine ord, der forsøger at udtrykke, fordi jeg ved, at ord er et vigtigt redskab, og måske især imod kampen mod racisme. Det skrevne ord forsvinder aldrig. 

Og når jeg deler disse historier, og du har læst, og forhåbentlig indset, er de også dit ansvar. Dig med dine privileger, som ligesom jeg, har stået ved siden af og set racisme ske. 

Præmie-perkeren kaldte de dig. Den eneste mørke studerende på et vestjysk gymnasie og en af mine gode venner. Sammen havde vi en tradition med at tage til Aarhus Festuge og deltage i hiphopfestivalen Took It. Dig med dine to venner og mig med mine to veninder. Vi splitter op en aften, drengene og pigerne. Da I kommer tilbage, er dit ansigt forslået. Jeg bliver vred på dig, som man er vred, når man i virkeligheden er bange og ikke forstår. I dag forstår jeg, at det du var udsat for, var racisme, og at du helt uprovokeret blev slået, fordi din hud er mørk, og du mødte en mand, der følte sig overlegen, fordi hans hud er hvid. Vi vasker blodet af dit ansigt, da vi kommer hjem. 

På et stort og oplyst nyhedsskilt over Århus Stiftstidendes lokaler ved Banegårdspladsen ser jeg et ansigt, der minder om dit. Efterlyst står der, og at du er farlig. Jeg genkender dig ikke. Jeg går hjem og google for at sikre mig, at det virkelig er dig. Du er stukket af fra Psykiatrisk Hospital, læser jeg. Forrige sommer spurgte du, hvordan jeg brugte mine aftener og mine weekender for at få inspiration til, hvordan du skulle bruge dine, i et land og i en by som endnu var dig fremmed. Og pludselig husker jeg, at jeg så dig forleden. Jeg tror, at vi fik øjenkontakt. Jeg kunne ikke genkende de øjne, jeg så ind i, og smilet var der ikke længere. Du så bange ud, skræmt. Har de ret. Er du virkelig farlig, eller er det måden, vi skaber overskrifter på, der gør dig farlig. 

I radioen siger de, at du var en af de lokale slagsbrødre, som om dit mord kan forsvares. Men du var ikke lokal, og du var ikke en slagsbror. Du var model. Du var fodboldspiller. Du var kæreste. Du var bror, og du var søn. Ville man have forvekslet dig med en lokal slagsbror, hvis din hud var lys. Jeg ved det ikke. Men jeg ved, at dit mord på ingen måde kan forsvares, og at din kærestes gråd og din mors skrig, da de lagde dig i kisten, aldrig glemmes. Du blev 21 år. 

I Barcelona syntes du, at folk kiggede på os. Hvorfor kigger de?, spurgte du mig. Fordi vi er et flot par, svarede jeg dig, men vidste, at det ikke var det svar, du ledte efter, at du ikke så det samme, når øjne hvilede på dig. Jeg vidste, at du havde en forventning, måske endda erfaring som gjorde, at du så de øjne der hvilede på os, anderledes end jeg så dem. Selvom jeg ikke genkendte kampen, så jeg den dybt i dine brune øjne, og jeg mærkede den. Kampen for at høre til her og der. I dag tænker jeg stadig ofte på dig, og om du fortsat kæmper med at være den, du er, mellem alt du er, fordi du har den historie, du har. Alting går forud, men du er tvunget til at forholde dig til det, der sker nu. 

Vi efterlader dig i nutiden og opfører os som fortiden. 

Igennem oplevede episoder forsøger jeg med disse historier og mange flere at forstå, men et vi og et de skaber en afstand, til det jeg forsøger at nærme mig. 

Lad os forholde os til, at handlinger i fortiden har været med til at skabe nutiden. Lad os sørge for, at ingen skal vælge mellem alt de er, men kan være, hvem de er. 

Findes der racisme, spørger du. Ja, svarer jeg. 

Lyt til artiklen her:

by maitrosborg

Jeg danser til en melodi midt i en pandemi

Det er livet, ikke døden, jeg tænker på, når jeg bevæger mig rundt på kirkegården, hvor hver gravsten vidner om et levet liv og fortæller en historie. Jeg læser ord og sætninger på gravene og forestiller mig de levede liv. Livet er så nærværende midt i døden. Vi savner, og vi sørger, fordi vi har elsket. Det er trist, men mest smukt, tænker jeg, mens et vindstød skubber gang i et par vindmøller ved en barne-grav. Jeg lukker øjnene og mærker nærværet i fraværet. Vinden, der aer min hud. Det er forår i dag.

Altid i vores hjerter. Forevigt savnet. I did it my way. Sleep in peace with our love. Men størst af dem er kærligheden. Pizza og lazana. Nyd dagen Nyd livet Nyd hinanden. Du vil altid være savnet. Drøm det bedste i verden. Tak for den du var. Savnet i sjælen Gemt i hjertet. Elsket for evigt. Always seeking the positive in life. Vaya con dios. Àvalt i hjörtum okkar Elsket og savnet. You’ll never walk alone.

En handikappet kvinde, der ligner en pige, på seksogtyve år uden noget sprog er stukket af fra sit bosted og går nu rundt i en park på Nørrebro, hvor jeg tilfældigvis også befinder mig. Om halsen på hende hænger et telefonnummer til hendes mor. Hun har sat sig midt i en fødselsdagsfest hos de smarteste og smukkeste kvinder i parken den dag. De spørger, om de må sætte sig på bænken ved siden af mig, og jeg glemmer alt om de to meter og corona. Moren til kvinden er på vej, siger de. De har ringet til hende og til politiet. Bostedet har også kontaktet politiet, og på Facebook har moren sat en efterlysning i gang. Efter flere minutter, hvor den handikappede kvinde har forsøgt med mimik at forklare mig, at der er ringet efter nogen, og at jeg skal tage min vinterjakke af, fordi det er for varmt (hun har ret), kommer hendes mor cyklende. Hun er lettet. Især over at kvinden har kunne kende forskel på grøn mand og rød mand ved lyskrydset.

En ældre dame smiler til mig og lader mig vide, at jeg ikke skal tage særlige hensyn, da jeg giver hende plads i den smalle Netto-gang. Jeg kan kun få øje på seks æg, siger hun. “Fire er altid udsolgt, fordi så mange bor alene”.

Fra mit vindue får jeg i gården øje på en flot mand. Han er sammen med en kvinde. Hun ser syg ud, som om, hun ikke kan stå på sine ben, men snart vælter. Manden og kvinden står tæt sammen. Han aer hende, kysser hende på kinderne. Han kysser hende igen og igen, men aldrig på munden. I en pludselig bevægelse, som har hun fået nok, går de hver til sit, ryg mod ryg. Han standser, vender sig om og kigger efter hende for at se, om hun er okay. Hun er ikke okay. Hendes skridt er kejtede, som om, hun har glemt, hvordan man går og stadig kan vælte, men der er ikke længere en til at gribe hende. Det her er kærestesorger. Livet i slowmotion. Jeg er midt i et breakup, der ikke er mit.

by maitrosborg

Sjælen kan ej dø


Siden pandemien blev nærværende, har jeg været fraværende. Følelseslam. Det eneste der afslører, at jeg føler, er min vejrtrækning, som jeg holder inde, som ville følelserne overfalde mig, hvis jeg gav slip. Indimellem, især når jeg er ude, tager jeg en indånding og udånder højlydt for at forbinde maven igen og minde mig selv om, at det er sådan man gør. Det er sådan, man trækker vejret. Jeg glemmer det hurtigt igen.

I gården på Nørrebro undrer det mig, at der ikke er flere mennesker. Vi dukker op efterhånden, tøvende, smilende, læsende, rygende, kaffedrikkende, og siden dukker også cirkusartister og sangere op. Min hud brænder, når forårssolen står højest. Jeg læser i en bog af Peter Øvig, mens klavermusik akkompagnerer i høretelefonerne, og jeg drikker en kold Coca-Cola. Om aftenen åbner jeg mine vinduer og lader den særlig forårsduft, som forårsluften bringer med sig, omfavne. Den samme duft omfavner mig, da jeg lægger mig til at sove i nyvasket sengetøj, der for første gang i år er tørret udenfor. Men jeg kan ikke sove. Månen er rund og snart fuld, og dens lys omslutter mig, som det har gjort før, og som det vil gøre igen.

Via Messenger, Skype og telefonopkald følger vi med i hinandens liv uden at være til stede. Det skal vi holde fast i på den anden side, aftaler vi. Jeg forsøger febrilsk at fornemme nærheden i fraværet. Stemmerne er det eneste, jeg kan holde fast i, der stadig afslører og erstatter fraværet. Øjenkontakten lader sig ikke gøre, men føles malplaceret i et videomøde.

Nuet, som vi ofte prøver at komme i forkøbet, har indhentet os. Mens samfundet åbner langsomt op, kæmper flere for ikke at lukke ned. Drømme der er blevet til virkelighed skal ikke forsvinde. Initiativer udfolder sig og onlineuniverser opstår. Alle kan vi lade os inspirere af hinanden for tiden. Mennesker, der har gjort livsdrømme til levebrød, og mennesker, der kæmper for velfærd i et samfund, der på ingen måde er som det plejer.

På Assistents Kirkegård smiler en mor med en barnevogn til mig. Jeg smiler tilbage, og mærker, hvordan solen og bevægelse gør noget ved mig. Kirsebærtræerne er sprunget ud flere steder, og bladene drysser let i takt med vinden. Det er som om, alting bedre kan rummes, når kroppen er i bevægelse. Jeg klatrer op i et træ, hvor jeg sidder nogle minutter, inden jeg hopper ned igen. Tankerne bevæger sig i takt med mine skridt, og bliver de hængende, bevæger jeg mig stadig. Jeg passerer katten af sten, John Kørners gravskulptur af Master Fatman, hvor nogen har placeret et par solbriller og en lyserød boa, og H.C. Andersens gravsten, som er delvist dækket i sollys.

Sjælen kan ej dø, står der på den.

by maitrosborg

Karantæne-tid

Min nabo vækker mig endnu en nat med et flere minutters langt anfald. Der lyder en tør, rungende hoste gennem væggen. Den slags hoste som stammer fra mange års rygning og indtraf før corona-virussen. Uret på min telefon fortæller mig, at det er midt om natten. Nu hvor jeg alligevel er vågen, farer tankerne, mens jeg stirrer apatisk på irrelevant indhold på min iPhones sociale applikationer og ved at chancen for at få en ordentlig nattesøvn er spildt.

Solen erstatter månen og jeg kan høre fuglene, som jeg går ud fra er undulater på den anden side af muren, blande sig med min nabos hoste. Fuglene får naturen til at føles tættere på.

Rotterne er også kommet indenfor, og minder om, at det ikke er alt natur, man vil have indenfor. I kælderen fanger de et dusin og i opgang 10 forsøger de at fange den, en beboer har spottet, ved at udskifte barnevogn med rottefælde.

Det pusler bag mine køkkenlåger. Jeg ser for mig, hvordan rotten invaderer og ringer til min udlejer. Han åbner mine køkkenskabe og konstaterer, at det jeg kan høre, kommer fra rørene i væggen. Jeg bevæger mig forsigtigt ud i køkkenet efter at have stået forstenet i gangen, siden jeg kom hjem og hørte den uindbudte gæst. Rotterne er overalt, men heldigvis ikke bag låger, og sådan håber jeg, det forbliver! Jeg tøver selvsagt med at gå i kælderen for at vaske mit tøj.

Et par i vores opgang dyrker karantæne-tiden i sengen med hinanden. Kvinden stønner højlydt og sengestolpen hamrer i en uhørt voldsom rytme mod væggen, når hun når klimaks. De fortsætter med at have sex, men lyden bliver fjernere og fjernere de efterfølgende dage.

Jeg ser kun få mennesker, udover dem jeg møder på min gåture. I karantæne-tid tager jeg, hvad jeg kan få, så jeg minder mig selv om at huske at kigge op og smile fra tid til anden. Indimellem smiler folk tilbage til mig. Hvem er bange? Hvem er alene? Vi er alle forvirrede. Børnenes smil trænger igennem uden lag, og er dem, jeg bedst kan forholde mig til.

Mandag aften meddeler statsministeren danskerne, at der er et lille optimistisk håb. Hun beder de svage, om at være de stærkeste, og tænker man over det, er det vel egentlig altid de svageste, der er de stærkeste?

by maitrosborg

Væsentlige værdier

Jeg glider ud ad hovedet og ned i kroppen. Trækker vejret og mærker hvordan luften har sat sig på tværs. Min krop skriger. Hovedet er tungt. Giver slip. Intet udenfor kan kontrolles. Alt kan kontrolleres indefra. Hovedet forbinder sig med kroppen. Distancen til andre tvinger mig til at være tæt på mig selv. Alene men alligevel forbundet.

Telefonen ringer ofte. Taknemmeligheden går hånd i hånd med visheden om, at kriser er det der skal til for at se de væsentligste værdier. Konflikterne er glemt. Alt bliver lige gyldigt. Bortset fra relationerne.

Relationerne til de nærmeste. Relationerne der kommer til udtryk i kunsten. Kunsten der binder os sammen.

Bogen der hjælper os med at flygte ind i en anden verden. Musikken der får et fjernt minde til at føles tæt på. Filmen der fjerner fokus og forbinder følelser. Aldrig er vi alene. Altid er vi sammen.

Forsøger at finde tid til fordybelse. Fordybelsen kræver mere end jeg husker. At jeg overgiver mig til nuet. At jeg kan være uden at præstere. Tegne. Skrive. Forsøger at huske barnet. Men den voksne vil præstere. I minutter eller timer lykkedes det mig at overgive mig til kreativiteten. Verden udenfor forsvinder. Den dukker op igen.

Alting springer ud. Luften er renere end nogensinde. Mennesker bliver syge og jorden rask. Forbruget er mindre og overvejelserne større. Jeg forestiller mig havet. Himlen. Hvor små vi mennesker er, men hvor meget vi var i gang med at ødelægge.

Vi bygger op igen og husker forhåbentlig de væsentligste værdier.

– en note til kulturministeren.

by maitrosborg

Samfundssind


Jeg rækker armen ud for at give hånden. Det gør vi ikke længere, siger modtageren. Jeg trækker taknemmeligt armen til mig, og ærgrer mig over, at mine reflekser er så impulsstyret, at jeg glemmer, at jeg har brugt en del tanketid på at håndtere dette sceneri, som i tankerne, skulle være forløbet anderledes. Jeg skulle ikke have rakt ud.

Dagene efter lærer vi, at der er mange måder at række ud på mennesker imellem. Samfundssind. Vi rækker ud uden at række ud. Vi smiler til dem, der træder til side i supermarkedskøen. Vi rører hinanden på afstand. Beskeder vi sender. Opkald vi foretager. Corona-virussen er kommet til Danmark. Danskerne arbejder hjemme, mens børnene leger omkring dem. Vi har rigeligt tid nu. Tid til hinanden. Tid til os selv. Vi skal være og ikke gøre. Ingen planer at lægge. Fremtiden er uvis. Vi læner os tilbage i armene på velfærdssamfundet, stoler på myndighederne og sender en taknemmelig tanke til travle folk.

Sprog former virkeligheden. Samfundssind, det er, hvad vi gør. Handlekraftig og kompetent, det er, hvad vores kvindelige statsminister er. Den virkelige virkelighed hæmmer ikke kønnet. Kvinder kan handle. Mænd kan græde. I krisesituationer er vi alle mennesker først og fremmest.

Alt omkring os er forandret, men min hverdag er den samme, bortset fra at den ikke involverer andre eller andet, end det, der er omkring mig. Der er et fysisk fravær.

Min krop reagerer. Angsten som viser sig igennem tårer, der pludselig triller uprovokeret. Angsten der viser sig, når jeg pludselig føler, jeg skal kaste op. Overvældet over de menneskelig initiativer. Kroppen sladrer, om alt det der sker udenfor, og det virker voldsommere, end jeg føler det. Alvorligt er det.

Lyden af hjemmeisbilen. Naboen, der hoster (og altid har gjort det). Håndværkerne, der bygger udenfor mine vinduer. Det normale i denne unormale situation.

Pas på jer selv og hinanden ❤️