33

32 år og for første gang begyndt at søge mod tryghed og rammer, som kan strække sig, så jeg ikke bliver kvalt. 32 år og ikke længere bange for at gå glip af alt det, jeg deltog i og oplevede i 20’erne. Jeg har danset, og jeg har drukket, og jeg har datet alle de forkerte. Og vi er voksne nu og kan spejle os i hinanden på måder, der ikke har været mulige før.

Prioriteringer der stadig er de samme, mens jeg ser, at andre ændrer deres. Du er heldig med al den frihed, kunne man fristes til at sige, hvis man havde en mand og et barn. Men hvad skal jeg bruge friheden til, hvis du ikke har tid til mig, kunne jeg spørge, men gør det ikke. Jeg gør det ikke, fordi jeg forstår, at jeg ikke længere er den vigtigste. Det er noget jeg minder mig selv om som 32-årig.

Prioriteringer er ikke de samme længere, men der er veninder, der altid husker dig, og som kan mærke, når du virkelig har brug for at blive prioriteret. Dem, der ringer, inden du selv når at ringe, selvom du har skrevet det ned på en serviet, fordi du har tænkt på det længe, og det snart er nytår, og det er den tid på året, hvor man har brug for nogle, der kender en, virkelig kender en. De veninder er mine prioriteter.

32 år og i mange år troede jeg, at modgang var min drivkraft.  At det var mig mod verden, hvor jeg var bedst. Nu ved jeg, at medgang også er min ven. Den dovenskab jeg frygter med medgang, kommer ikke. Jeg bevæger mig videre. Måske bevæger jeg mig endda hurtigere i medgang. Uanset bevæger jeg mig.

32 år og forfængelig som aldrig før. En forfængelighed der hænger uløseligt sammen med krop og alder. Angsten for ikke at kunne genkende sig selv en dag.

Trods forfængelighed bliver mine skridt mere selvsikre år for år. Min økonomi, min faglighed, mine drømme og så videre. Jeg overlader det ikke længere til andre, for jeg har lært at stole på mig. Den autoritære stemme er ikke længere den mest dominerende. Min stemme vægter højere, højst, når det er mit liv.

32 år. Finder minder frem, som jeg ikke forstod, da jeg var barnet, men som den voksne forstår. Lærer hvordan, det kan være svært at være voksen, og ikke have det, man forventes at have. Gennemskueligheden bliver tydeligere. Jeg ser, at det i virkeligheden handler om, hvem der bedst iscenesætter sig selv. Hvem der lader verden se, hvad man tror, den forventer at se.

32 år og en snigende samvittighed, en forhåbning om at være bedre til at tilgive, til at slippe det, som så få kender og får lov at se, men som findes.

32 år og skriften afslører sandheder, jeg ikke selv kender, og har altid gjort det. Det vil den også gøre i mit 34. år, når jeg i morgen bliver 33.

Tak, fordi I læser med 🖤

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s