Tag / kærlighed

by maitrosborg

Den uheldige svømmer

Det er mandag på en sensommerdag, og temperaturen er høj. Jeg kan ikke finde mine nøgler og styrter rundt på de 40 m2, jeg lejer på Nørrebro. Klokken er ti minutter over min aftale. Jeg ringer og siger, jeg bliver forsinket, smutter op til mine overboere, som også er mine udlejere, for at låne deres ekstranøgler til lejligheden. Jeg sætter mig på cyklen og cykler mod min badeaftale.

Solen står højt på himlen, og der er mennesker overalt. Jeg cirkler rundt om mig selv, mens min veninde i telefonen forsøger at guide mig i den rigtige retning.

Min veninde rækker mig den ansøgning og det jobopslag, jeg har bedt hende printe, til en jobsamtale jeg har den efterfølgende dag. Vi taler om jobbet, mens vi sidder i skyggen, og venter på, at solen skal nå os.

En følelse af noget tyngder mig ned. Jeg er under vandet uden at vide hvordan. Oppe ved overfladen reagerer jeg instinktivt. Jeg ser personen, der ramte mig, og hører, han spørger, om jeg er okay. Jeg svømmer til kanten og klatrer op ad stien, da jeg er usikker på mine egne kræfter, sikrer jeg mig, at han er bagved imens.

Jeg ser folk komme løbende og mærker blodet, der fosser fra mit ansigt. Jeg er lidt svimmel, siger jeg, giver slip og overlader kontrollen fuldstændig. Fremmede hjælpende hænder, der gør mig tryg – en kvinde og en mand, min veninde, der bevarer roen. Jeg er ved bevidsthed, så i stedet for ambulanceudrykning ender jeg med en blødende næse i en våd badedragt på bagsædet af en taxa. Min veninde sidder ved min side med sin babybule og bevarer fortsat roen.

På Rigshospitalet traumecenter bliver jeg placeret i en seng med en pose is. Venstre side af mit ansigt er svulmet op og forvandler mit ansigt, så jeg ikke kan åbne venstre øje. Bag forhænget overfor ligger en kvinde. Hun er faldet bagover i en båd, og jeg kan høre lægerne fortæller hende, at hun har fået en flænge i nyren.

En læge trykker mig i ansigtet. Det knaser. Har du haft dobbeltsyn, spørger han. Ja, svarer jeg og bliver kørt til skanning. Kort tid efter henter de mig igen. De vil sikre, at jeg ikke har indre blødninger i hjernen, efter de har fundet en lille flænge på mit kranium. Det er ikke godt det her, siger jeg til min ældste lillesøster, der nu er ved min side i stedet for min veninde, og fortryder med det samme, hvad jeg har sagt.

Portøren der kører mig til anden skanning, ser mit forvandlede ansigt. Jeg håber ikke, det er en mand, der har gjort det der ved dig, siger han og fortæller en historie om en mand, han så slå sin kvinde i offentligheden.

Hun skal faste, hvis hun skal opereres, hører jeg den hektiske læge, hvis telefon ringer konstant, sige. Han siger det til en person, han taler med i telefonen. Jeg kigger på min søster og kan se et par tårer dryppe fra hendes kind. Hun er stærk for min skyld nu. Jeg forsøger at holde sammen, hvisker, at det er okay. Vi ved begge, det er mig, de taler om, men ingen har endnu fortalt mig, hvad der skal ske.

Den hektiske læge kommer ind og fortæller mig, hvad der skal ske. Jeg skal opereres indenfor 14 dage. Titaniumplader, hvor kraniet er i stykker.  “Har du fået at vide, det bare er en lille flænge?”

Da lægen er i gang med at fortælle mig, hvad der skal ske, ringer hans telefon flere gange. En mand har forsøgt at begå selvmord ved at hænge sig.

De sender mig hjem med en et visitkort med en plan for tirsdagen på bagsiden. Kl. 9.00 Glostrup øjenafdeling, efter kl. 9.00 møde op på Rigshospitalet, hvor jeg vil få en tid til operationen. Den nat sover min søster ved mig. Hendes alarm ringer hver 2. time, som hun har sat den til for at holde øje med mig.

Morgenen efter kører min veninde mig til Glostrup Hospital, hvor de undersøger mine øjne og bagefter tilbage til Rigshospitalet, hvor jeg taler med en række sygeplejersker og læger og venter en masse. Min mor kommer fra Aarhus, da jeg sidder og venter på at tale med en narkoselæge. Dagen efter skal jeg opereres.

Jeg mærker, hvordan jeg forsvinder fra den dybe søvn over i en lettere søvn, og ved midt i drømmene, at jeg er på vej i en vågen tilstand. Hvor er jeg, spørger jeg, og kommer selv i tanke om det, inden nogle når at svare. Det strammer lidt, siger jeg, og nogle lægger en pose is over panden på mig. Operationen varede halvanden time. Min mor og min søster er ved mig, kommer og går, indtil jeg er udskrevet omkring et døgn senere. De spiller musik udenfor, da jeg vågner. Folkeklubben lyder det som.

Min veninde sover ved mig, natten efter jeg er blevet udskrevet, og bliver hele den efterfølgende dag, mens jeg glider ind og ud ad søvnen. Hun handler ind og fylder mit køleskab, laver morgenmad, frokost og en skål med frugt. Hun holder om mig, da taknemmeligheden overvælder mig, og jeg begynder at græde.

I am Titanium kører i musisk rotation i mine tanker. Jeg googler teksten.

“You shoot me down but I wan’t fall, I am titanium”.  Bulletproof.

Min yngste lillesøster har sendt mig en buket blomster – blue dreams – og bestilt en togbillet, til efter min mor og hendes mands kobberbryllup, som vi begge skulle have deltaget i. Hun kommer lørdag og bliver til tirsdag. Min far skriver, at han kommer tirsdag og bliver til torsdag. Min mor, at hun kommer igen torsdag (efter at have været hjemme og fejre kobberbryllup) og hendes mand weekenden over, mens hun bliver, til jeg skal til kontrol og have fjernet mine agraffer midt på ugen.

Jeg modtager smukke buketter, gavekurve og kærlige opkald og beskeder fra min familie og mine veninder og deres familier. Kærligheden rammer hårdere, end noget slag nogensinde vil.

Hver dag takker jeg kroppen, fordi den passer så godt på mig. Kranie-airbag og beskyttende hævelser. Tak krop, siger jeg og giver den indimellem et klap på skulderen.

Jeg ligner mig selv, men mit ansigt er et andet nu. Jeg forsøger ikke at kigge mig i spejlet så ofte, men det er svært. Overlevelsen er overstået. Tiden, der stod stille i et par uger, er i gang igen, men min verden er ikke den samme.

Da jeg går den første tur efter operationen, lægger jeg mærke til, hvordan mennesker i trafikken tager ekstra hensyn til mig med mit forslåede ansigt, flere smiler endda. Jeg tænker på, hvor mange mennesker der ikke bliver taget hensyn til, fordi deres sår ikke er synlige. Jeg lægger mærke til, hvordan trafikken igen bliver mindre forsigtig omkring mig, hvordan der igen er færre smil dag for dag, som mit ansigt heler.

Alting kan forandre sig på ingen tid.

Obs. billedet er taget i et spejl i en af Rigshospitalets elevatorer og derfor spejlvendt.

Advertisement
by maitrosborg

Emilies mand gik en tur og kom aldrig tilbage

Jeg sveder altid, når jeg bliver nervøs, siger hun og tager sin oversize ruskindsjakke – som er købt second-hand – af. Under jakken er hun iført sorte støvler, en sort T-shirt og sorte skinny jeans.

I 2017 bliver Emilie forladt af sin mand Markus. Han får et sammenbrud en dag, går en tur og kommer aldrig tilbage. Det mødtes vi for at tale om en oktoberaften på DOKK1 i Aarhus.

BJERGTAGET FRA STARTEN 

Kan du beskrive dit første møde med Markus?

Det var i sensommeren 2005. Jeg var flyttet til Aarhus i foråret for at læse, da jeg skulle starte på universitet sommeren efter. Jeg fik et studiejob, og på jobbet ser jeg den her fyr med et meget stort, lyst hår komme kørende frem og tilbage på en palleløfter med varer. Jeg lagde virkelig mærke til ham, fordi han var det, jeg vil beskrive som radiant. Han strålede. Det lyder egentlig ikke særlig maskulint, men det var han. Han var meget opsigtsvækkende, bar sig selv meget selvsikkert og ret kækt. Jeg blev virkelig bjergtaget af ham fra start, og jeg var tiltrukket af hans energi. Det er sådan, jeg husker de allerførste gange, jeg så ham.

Jeg blev virkelig bjergtaget af ham fra start, og jeg var tiltrukket af hans energi. Det er sådan, jeg husker de allerførste gange, jeg så ham.

Vi datede eksklusivt i ret lang tid, men det var uklart, hvad vi var, og det var ikke godt nok til mig. På det tidspunkt boede han i en kælder et meget fint sted hos sin mor og hendes nye mand, så jeg sagde farvel til hans mor, tog mine gode sager og cyklede hjem.

Efterfølgende havde jeg det fint og datede faktisk ret mange fyre over sommeren. En sensommerdag kontakter Markus mig og inviterer mig på en skovtur. Jeg var i tvivl, da jeg var begyndt at se en anden. Det var meget at kaste over styr, men jeg havde noget uforløst. Markus havde noget ret magisk over sig. I skoven sagde han, at gerne ville være min kæreste. Der var ikke noget pakken ind. Det var meget direkte og meget planlagt. Jeg sagde ja. Jeg kunne ikke andet. Jeg husker ikke, at jeg gjorde mig bekymringer overhovedet. På det tidspunkt var min verden mine single-veninder, mit studie og min familie.

Hvordan var jeres forhold?

Vi har fået at vide, at vi passer godt sammen. Han er pæn, og jeg er en talende person. Jeg har altid følt mig hjemme sammen med ham. Det kan selvfølgelig godt virke lidt billedskønt, men jeg har aldrig tænkt, at forholdet var kunstigt. Det har været meget poetisk.

Men vi var to ret forskellige steder. Han var ikke rigtigt tilpas i sin elevstilling, og jeg prioriterede mit studie alt for højt. Efter to år bryder vi. Det var meget udramatisk. I en bil fortæller han mig, at han gerne vil holde en pause. Han har ringet til min far og sagt det. Det bliver jeg rasende over, så i stedet for at vi holder en pause, bryder jeg. Jeg husker faktisk ikke, at jeg var helt vildt ked af det. Jeg var mere vred.

To år efter deres brud, sender Markus en besked til Emilie. Han er begyndt at drømme om hende og vil rigtig gerne ses. De mødes til en kop kaffe.

UAFSLUTTET

Jeg blev glad for, at jeg havde haft betydning. Vi begynder at ses fire-fem gange. Det blev – for mig i hvert fald – ret magisk og meget betydningsfuldt. Hvis jeg skal være ærlig, har jeg nok godt kunne fornemme, når vi mødtes, at han gerne ville noget mere, men jeg var et andet sted og kunne ikke rigtigt overskue at forholde mig til konsekvenserne ved at tillade det at udfolde sig. Jeg så andre fyre og havde også en kæreste på et tidspunkt.

Det bliver for svært for Markus at ses, så han bryder al kontakt til Emilie og beder hende om ikke at kontakte ham, hvilket Emilie respekterer. Men et forår bliver de ved at støde på hinanden.

På det tidspunkt havde jeg lige afsluttet et forhold, hvor der ikke var plads og luft. Da jeg møder Markus får jeg følelsen af at være okay, og at alt er okay. Det var som at trække vejret helt ned i lungerne en frostklar dag. Der er et savn, som jeg ikke helt kan definere. Jeg kan mærke, at jeg får lyst til at se ham igen og tænker egentligt ikke over hvorfor. Jeg foreslår, at vi drikker en kop kaffe. Han synes, vi skal spise middag sammen, hvilket vi gør. Han virker nervøs. Han griner lidt af noget, jeg siger, og så sjov er jeg ikke. Det er hans måde ligesom at understøtte mig på.

Han har fulgt mig hjem, og vi står i baghaven til den lejlighed, jeg boede i. Jeg kan ikke huske, hvem der tager initiativ til det, men vi kysser hinanden. Han siger, at nu kan han ikke mærke sine fødder. Det tror jeg faktisk, han mener. Han fortæller mig også, at han har været virkelig forelsket i mig i alle årene, og har håbet på, at det skulle blive til noget. Jeg har været hans benchmark, siger han. Han har aldrig været færdig med at elske mig. Når jeg siger det højt, lyder det mærkeligt.

Jeg kan ikke huske, hvem der tager initiativ til det, men vi kysser hinanden. Han siger, at nu kan han ikke mærke sine fødder. Det tror jeg faktisk, han mener.

Efter forholdsvis kort tid flytter Emilie og Markus sammen. I mellemtiden er Markus begyndt på Journalisthøjskolen og har fundet sig mere til rette i livet. Emilie har skrevet sit speciale færdig.

Hvordan var det at bo sammen?

Det var rigtig rart at bo sammen med en mand. Han var meget rolig, og jeg tænkte meget på ham som min jord. Jeg var meget mere udadvendt og opsøgte venner. Han ville gerne være hjemme. Når han var ude, var han meget på, og spurgte meget ind til andre. Han talte ikke så meget om sig selv, men gav meget af sig selv. Men han havde brug for at lade op derhjemme. Det tænkte jeg var et godt modstykke til min mere flyvske energi.

Hvis jeg blev irriteret over noget, kan jeg huske, jeg tænkte, jeg hellere ville leve med pletter på gulvtæppet og ham, end med et rent gulvtæppe og uden ham. Det var simpelthen så rart og trygt. Vi havde det så sjovt. Vi legede meget og lavede skøre ting sammen fx tog vil altid fri på hinandens fødselsdage og gjorde på en ret eventyrlig måde meget ud af dem.

FRIERI OG BRYLLUPSKLOKKER

I sommeren 2014 havde vi et helt fantastisk roadtrip i Sydeuropa i et par uger. Vi lejer en Fiat 500. Den var egentlig sort, men vi får den byttet til en hvid. Vi bor på Airbnb lokale steder og drikker hjemmedyrket limoncello på en mark. Det er helt vildt dejligt og skønt. I en havneby har Markus booket et værelse på det her vanvittigt flotte hotel. Jeg tror først, at vi er kørt forkert. Det er meget paladsagtigt og egentligt slet ikke min stil, men det er smukt, og vildt overraskende hans idé, og på den måde helt min stil.

Vi er trætte og tager ud og spiser på det mest snuskede pizzeria, jeg nogensinde har spist på. Jeg kan huske, vi kan skrive i støvet, så beskidt var det. Det er alt for tidligt på aftenen, og vi er de eneste gæster. Da vi er tilbage på hotellet og jeg har fjernet min makeup, sidder i mit nattøj og er ved at falde i søvn, tager Markus en ring frem under hovedpuden og frier til mig. Han fortæller, at da vi stod i baghaven til min gård og kyssede, vidste han, det var mig, han ville giftes med.

Det var egentligt ikke en drøm, jeg havde. Jeg havde ikke tænkt, jeg skulle giftes og havde heller ikke forventet det. Ingen at vores venner var blevet gift. Jeg var også ung, eller jeg følte mig ret ung. Jeg må have været 28 år. Men bagefter har vi det næsten som om, vi er på bryllupsrejse. Vi er helt fra den. Jeg er på månen og helt rundforvirret, kan hverken finde ud af at sove eller spise. Vi skal giftes, og han vil være sammen med mig! Vi er forlovet i to år, inden vi bliver gift.

Jeg havde egentlig tænkt, at vi godt kunne holde et mere simpelt og budgetvenligt bryllup, men Markus nævner, at vi ikke er gode til både at være værter og hovedpersoner. Det er sandt, så vi finder et helt fantastisk traktørsted ved vand og skov. Om eftermiddagen er der reception og jazz, og om aftenen dansefest med DJ og knæklys. Det regner lidt. Folk siger, at det bringer lykke. Vi bliver gift i den kirke Markus familie er tilknyttet. Præsten er ven af familien. Der er smukke taler, og jeg synger nogle vers og holder en tale. Jeg fortæller ham, at han er min jord og hele min verden. Det føles nærværende og fuld af mening og historie. Der er så meget fint, og vi holder en helt fantastiske fest.

Der er smukke taler og jeg synger nogle vers og holder en tale. Jeg fortæller ham, at han er min jord og hele min verden.

Efter brylluppet har Markus fået en praktik, han har svært ved at finde sig til rette i. Jeg er heller ikke i det sundeste arbejdsmiljø, men i foråret 2017 får vi et afbræk, da vi rejser til USA i fem uger. Vi har det virkelig skønt og eventyrligt. Vi taler om fremtiden og køber skørt amerikansk børnetøj. Afbrækket varer dog ikke længe.

Da vi kommer hjem, konstaterer vi skimmelsvamp i vores lejlighed. Det bliver en lang og kedelig sag, der betyder, at vi bor på skift hos familie, mens vi begge arbejder udenbys. Vi kører mere end godt er. Midt i processen sælger vores udlejer bygningen. Der er vi begge slidt ned til sokkeholderne. Markus har det skidt. Han er træt og isolerer sig. Mens alt det her står på, har han ikke mod på at finde et sted, vi kan bo. Det er for dyrt, siger han. Så vi fortsætter livet som nomader lidt endnu.

Jeg var ikke klar over det dengang, men jeg bliver i virkeligheden nok emotionel fjern og handlingsorienteret, når jeg er presset, særligt når den anden er passiv. Jeg spørger meget ind til Markus behov, men han har aldrig brug for noget. Der har nok ikke været den samme forbundenhed. Jeg tænker i dag, at det nok har været hårdt for ham. Han bliver sygemeldt.

I slutningen af året finder vi en lejlighed, og det er bare helt vildt fedt. Jeg oplever, vi begge er ægte glade. Markus lysner op og gør igen de ting, han holder af. Jeg er så lykkelig, at jeg kunne sprænge. Endelig har vi vores eget sted.

Vi er faktisk også ude at kigge på et hus, da Markus gerne vil eje noget. Jeg synes, vi skal vente lidt og bare nyde hinanden. Jeg har fået tilbudt en stilling supertæt på den nye lejlighed. Jeg glæder mig og kan næsten ikke kan sove om natten. Nu kommer der overskud på energikontoen.

Vi har en virkelig skøn jul og d. 1. januar får vi nøglerne til vores nye hjem, og den base, vi har manglet. Vi fejrer nytår sammen på Markus job.

SOM ET ANGSTANFALD MED MEGET LIDT FYSIK

Da jeg begynder på arbejde, kører Markus mig. Vi kysser hinanden farvel, og jeg har det som om, vi er nyforelskede. Om formiddagen ringer jeg til ham fra mit arbejde. Jeg kan høre på hans stemme, at der er noget helt galt, og jeg kan simpelthen ikke finde ud af, hvad det er. Det er som om, der næsten ikke er noget stemme eller energi. Han siger, han bare har det dårligt, og jeg ved ikke, hvordan dårligt, men siger til en kollega, at jeg bliver nødt til at tage hjem. Det har jeg aldrig gjort før. Da jeg kommer hjem, står han i vaskekælderen, hvor han er gået i stå. Han siger, han ikke kan mærke sine ben og arme, og han er helt væk i blikket – som et angstanfald med meget lidt fysik. Jeg tager fat i ham og forsøger at grounde ham, siger, Markus, du er lige her. Jeg tænker, han er overanstrengt. Han siger, han bliver nødt til at gå en tur. Det gør mig ked af det. Han har aldrig trukket sig fysisk fra mig før. Det er første gange, jeg oplever, han trækker sig på den måde. Og han kommer jo heller ikke tilbage.

Han siger, han ikke kan mærke sine ben og arme, og han er helt væk i blikket – som et angstanfald med meget lidt fysik.

Det er januar og mørkt. Alt det der var helt fantastisk hyggeligt, bliver pludseligt enormt uhyggeligt.

Jeg tager hjem til mine forældre, og der går to døgn, hvor jeg ikke ved, hvad der foregår. Jeg tror, han skriver en sms. Det er faktisk lidt svært for mig helt at huske, fordi jeg bare er helt fra den. Efter to døgn tager jeg tilbage til byen. Jeg er nærmest syg af bekymring og uvished, men jeg bliver nødt til at se og fornemme ham. Da jeg er på vej, ringer han og spørger, om jeg er et sted, hvor jeg kan snakke. Nu kan han snakke, så det bliver jeg nødt til at kunne. Han vil ikke se mig, han vil bare sige, at han ikke vil og kan mere. Lørdag – det her var torsdag – tager han op i lejligheden sammen med sin bror og henter sine ting. Jeg kan ikke forstå, hvad der foregår. Det handler om mit helbred, siger han, når jeg spørger. Han siger, han bliver syg og bliver nødt til at passe på sig selv. Jeg tænker, er det mig, der gør ham syg?

Jeg tror, jeg er ved at miste forstanden. Han er det menneske, jeg følte mig allermest tryg ved. Det er ham, der er mit hjem. Jeg kan slet ikke forstå, hvad der foregår. Jeg får lov at sove hos en veninde og er mere død end levende. Hun ligger og holder mig i hånden. Jeg kan ikke finde ud af at sove selv. Jeg ligger også nogle aftener og holder mig selv i hånden, og tænker, du er ikke alene. Jeg føler, jeg er stivnet. Jeg kan ikke finde ud af at komme ud af sengen. Jeg kan ikke mærke sult og jeg tænker nogle gange, om mine ben lammet? Det er som om, jeg er gået helt i stykker. Jeg kan ikke fungere, uden nogen sætter mig i gang og fx siger, nu skal du drikke dit glas vand. Men jeg kan heller ikke finde ud af at være selv, så jeg tager på arbejde.

I momenter tænker jeg, at det er en drøm, og jeg bliver meget i tvivl om, hvad der er virkeligt. Jeg kan slet ikke være i min krop. Jeg ser mig selv udefra, det suser for ørerne, og jeg skal kaste op. Jeg er så meget i chok. Jeg har ondt i hele kroppen og kan slet ikke fungere. Jeg tror ikke engang, jeg græder så meget. Jeg har sådan nogle støttepædagoger i form af familie, veninder og kolleger omkring mig. Jeg føler mig vanvittig forrådt, jeg elsker ham vanvittigt og jeg forstår ingenting.

FORRÅDT

Så kærligheden er der stadig, selvom han har forrådt?

 Ja. Det er lidt som om, det er en anden person, der har gjort det her mod mig, fordi jeg har ikke set ham, og den stemme han har talt med lød helt anderledes end hans normale stemme. De få mail jeg har modtaget, har været fra hans arbejdsmail, så det er som om, at den Markus jeg elskede, stadig er der. Som om han er blevet bortført. Jeg kan også få sådan en ide om, at han er blevet kørt ned. Er det en anden, der sidder og udgiver sig for at være ham. Det er sådan nogle vrangagtige forestillinger, jeg får, fordi jeg ikke kan forstå, hvad der foregår, og han ikke hjælper mig med at forstå. Jeg er helt ved siden af mig selv. Jeg tænker, min verden er gået i stykker. Og jeg er gået i stykker.

Emilies ex-svigerinde kontakter Emilie, og da det går op for hende, at Emilie sidder tilbage med en masse spørgsmål, lover hun at tale med Markus. Et par måneder senere går Markus med til et fysisk møde hos en parterapeut.

Jeg får ikke noget ud af den samtale. Han sidder bare helt stiv med nystrøget skjorte og stylet hår. Jeg tænker, hvordan kan du have brugt tid på at sætte dit hår, når du ikke kan sige noget til mig. Det er så mærkeligt for mig, at han kan være ude i verden, passe sit arbejde og prioritere træning, men ikke give mig den mindste forklaring eller om ikke andet beklage måden, han har brudt på. På det her tidspunkt har Markus søgt om en straks-skilsmisse.

Hvordan har du det i dag?

Nu er der gået to år, og jeg føler, jeg er i forskellige sæsoner. Det er ikke sådan, at jeg bevæger mig lineært. Jeg kommer også nogle gange tilbage til noget, jeg tidligere har været i. Men jeg tager det jo med mig i den næste sæson – eller fase. Lige nu er jeg nok mere i sorg end i chok. I starten måtte jeg i lang tid bede folk om ikke at spørge ind til det. Hvis jeg bare havde et minut, hvor jeg ikke tænkte på ham, var det en befrielse. Der er mange, der med gode intentioner spørger, hvordan det går med mig efter bruddet og så bliver jeg jo mindet om det hele. Jeg drømmer næsten om ham hver nat. Der går ikke en uge, hvor jeg ikke drømmer om ham i hvert fald fem gange. På den måde er han jo til stede. Når jeg er ude, er jeg stadig i frygt-modus og scanner mine omgivelser. I nogle perioder mere end andre, men hvis jeg ser en, der ligner ham, så bliver jeg bange.

Hvad bliver du bange for?

Hvis jeg ser ham, bliver det tydeligt, at virkeligheden er en anden, end den jeg ønskede, den skulle være, og det bliver på en eller anden måde enormt angstfyldt. Og jeg bliver også bange for, om alt det jeg troede var sandt – hele den her fortælling – er sand. Jeg bliver enormt usikker på om jeg kan stole på min egen dømmekraft og mennesker og verden er et grundliggende sikkert sted. Det har jeg aldrig tvivlet på tidligere. Der er også noget i bare ikke at være betydningsfuld, der også er farligt. Så det er stadig svært for mig at forestille mig en verden uden ham. Selvom jeg virkelig prøver ikke at dyrke den tanke.

Hvis vi kunne have grædt sammen. Hvis han kunne have taget imod min frustration. Hvis han kunne have råbt ad mig. Hvis han kunne have sagt i nat sover jeg inde på sofaen, eller det her, det går ikke, eller jeg tager ud i et eller andet sommerhus i en måned, så kunne jeg mærke det menneske, som var ordentligt, som ville en dialog, og jeg havde været med i processen, men han tager hele processen fra mig. Jeg har kendt ham siden 2005. Vi var gift, han var min verden og fremtid. Og så går han for at få noget luft. Jeg føler, jeg er et sted i livet, hvor han har taget min fremtid fra mig. Min mulighed for at få børn, min tillid til andre.

Hvis vi kunne have grædt sammen. Hvis han kunne have taget imod min frustration. Hvis han kunne have råbt ad mig.

Hvordan påvirker det du har oplevet dine relationer i dag?

Jeg er meget frygtsom. Indtil nu er det altid mig, der har forladt folk, men nu kan jeg mærke, at jeg er bange for at miste de mennesker, jeg har i mit liv. Jeg er usikker på, hvad og hvem, jeg kan stole på, og på mine evner til at forstå andre. Men jeg er også blevet taknemmelig for de gode mennesker, jeg har i mit liv. Det er blevet meget tydeligt for mig, hvor meget rigere livet er i fællesskab. Vi kan ikke gå igennem livet uden at få brug for hinanden, og det glemmer vi, når alting kører. Men det gør det bare ikke altid. Vi er som mennesker evigt forbundet. Alt hvad vi gør, er i forhold til noget andet i forhold til hinanden. Vi står altid i forhold til nogen, og vi skylder altså hinanden noget i de her relationer. Jeg har nok i virkeligheden også fået et bedre forhold til mig selv.

Men hver dag kan jeg mærke, at mit hjerte er gået lidt i stykker, og jeg har tænkt meget på, om det er gået helt ægte i stykker, eller om det bare har fået nogle slag. Det kan jeg ikke helt finde ud af endnu. Det er den proces, jeg er i. Men der er noget, der aldrig bliver ligesom det var før. Altså min tillid til andre, tror jeg aldrig bliver som den var før. Og jeg forstår stadig ikke, hvad der foregår. Det er virkelig ensomt, fordi han ikke hjalp mig med at finde en mening i det. Han fratog mig muligheden for at handle og kæmpe for det, jeg holdt allermest af.

Men hver dag kan jeg mærke, at mit hjerte er gået lidt i stykker, og jeg har tænkt meget på, om det er gået helt ægte i stykker, eller om det bare har fået nogle slag.

Hvorfor deler du den her fortælling?

Ensomhed har fyldt meget. Selvom jeg har mødt andre, der har haft det svært, har deres historier været meget anderledes end min. Jeg har ikke kunne spejle mig i andres kriser. Jeg er ikke en fraskilt, enlig mor eller i starten af 20’erne. Jeg har følt mig alene og rådvild. Jeg bliver usikker på, om min fortid var sand og på min fremtid. Hvis min historie kan hjælpe andre, der står i noget, der minder om, så vil det skabe mening i alt det, der er så meningsløst for mig lige nu.

Mit sind arbejder stadig meget på at skabe en mening. Han har ikke kunne hjælpe mig til at afslutte eller få skabt mening. Det håber og tænker jeg, at det her kan hjælpe mig til. Jeg får lov til at sætte et punktum på et kapitel af min historie.

Navnene i artiklen er opdigtet af hensyn til de involverede.

by maitrosborg

34

33 år.

Et job (nej, faktisk to) og et yoga og surf retreat på Sri Lanka. På jobbet genfandt jeg mit selvværd, og jeg kunne endelig genkende mig selv i mødet med mennesker igen. Retreatet gjorde vinteren kortere, dagene lysere og kroppen lettere.

Mine ansættelser ophører. Kroppen bliver tungere. Dovne akademikere råber de, og lige dér i maven mellem mindreværdet og selvværdet, rammer det mig. Jeg glemmer nemt, hvad jeg har opnået, når fokus (oftest) er på det ordinære. Det ordinære liv. Den ordinære ansættelse.

Men mest af alt, bør jeg holde af hverdagen. Så jeg fylder den med lange gåture ved Marselisborg og rundt om Tivolisøerne med Lana Del Ray og doku-podcast i ørerne. Naturen gør det lettere at trække vejret, lærer jeg. Jeg bingwatcher bjergtaget Euphoria på HBO og anden sæson af Big Little Lies. Jeg dyrker yoga og jeg danser i Yo Studios. Jeg forsvinder ind i kroppen og glemmer alt om afslag og afvisninger. I minutter eller timer.

Hverdagen er også a-kasse, ansøgninger og artikler. Vi har fået en ny Nabo på Frederiksbjerg, der serverer økologisk kaffe og plads til at skrive. Engang imellem søger jeg tilflugt der. Andre dage skriver jeg på DOKK1 eller La Cabra ved Banegårdspladsen, som serverer en af byens bedste bønner til min americano.

Mine tekster bliver læst, redaktørerne jeg sender materiale til, tager mig seriøst. Det bør jeg også gøre. POV. International bringer mit interview med Maya for tredje gang i deres ugentlige nyhedsbreve, og redaktøren skriver og spørger, om de skal bringe flere af mine historier. Interviewet med Marie ender på forsiden og kommer i nyhedsbrevet. Jeg skriver et debatindlæg i Magisterbladet om ulønnet arbejdskraft i kultur – og kommunikationsbranchen, som jeg selvfølgelig ikke får penge for.

Undskyld, siger jeg igen og igen. Til damen, der går ind i mig i Netto, eller flyttemændene, der ikke kan bære flyttekasserne med mine bøger, selvom de alle vejer under de 19 kg, som er det tilladte. Det virker ærlig talt en smule patetisk at rende rundt og sige undskyld til alt og alle, når de opfører sig som idioter, tænker jeg.

Et gensyn med Nørrebro og et midlertidigt hjem. Som altid tilpasser jeg mig mine omgivelser. Omvæltninger er ikke udfordrende for en person, der altid har været tryggest i rammer, der kunne flyttes og skiftes ud. Gåturene ved Marselisborg er blevet til gåture på Assistens Kirkegård. Yo Studios i Scandinavien Center er skiftet ud med Yo Studios på Islands Brygge. En etværelses er skiftet ud med to (små) værelser og klæder en kvinde i trediverne bedre. Lana Del Ray lytter jeg stadig til.

Der hænger en baby over armen på mig. Det er søndag, og jeg er til børnefødselsdag. Ingen er børnene er mine, og det føles stadig fjernt for mig at skulle forsøge at passe ind i en sandhed, jeg ikke kender. Min force er, at jeg ikke kan sammenligne mig med liv, jeg ikke kender, eller ved, jeg drømmer om. En voksenverden, der for mig strammer garnet og kvæler barnet. Jeg er barnet. En barnlig voksen. Observerer, men har aldrig svarene, når de stiller spørgsmålene. Evigt rodløs og rastløs, passer alle steder og ingen steder.

34 år.

Bare fordi de stiller spørgsmålene, og jeg tror, de kender svarene, som jeg forventes at give, behøver jeg ikke forsvare eller forklare, når jeg føler mig misforstået. 34 år og ikke længere en undskyldning.

Tusind tak fordi I følger med ❤️

by maitrosborg

Det ensomme fællesskab

Yoga gør dig glad, men glæden er ikke den, du mærker. Angsten for at være den, der skiller sig ud blandt tynde, fleksible fitnesspiger, som du forestiller dig, de alle er, er den der fylder.

Du har lyst til at se filmen, men har ingen at se den med, så du dropper filmen, så du ikke afslører din ensomhed eller den manglende tosomhed, for tosomheden er den, der betyder noget for dig, og som du også tænker, betyder noget for alle andre.

Du har ikke en tone i livet, så i stedet for at synge med på de sange, du elsker, mimer du, for ikke at afsløre dit manglende talent.

Men du er ikke alene om at droppe filmen, droppe yogaen, droppe sangen, ja, droppe det, som du ved, kunne gøre dig gladere. Det, som kan gøre dig glad på en trodsig torsdag, en stille søndag eller en lang lørdag. For det er bedre at være alene i det skjulte end i det åbne. Det er bedre at gå i stå end at udvikle sig, hvis man alligevel er bagefter til at starte med. Det er bedre at være alene med sin uduelighed og sin ensomhed end at skilte med den. Der er jo grænser for, hvad man skal udstille, er vi i tavshed blevet enige om.

I et voksenfællesskab, hvor alle indimellem er ensomme, men ingen vil tale højt om det, finder vi fælles konsensus. Men det sker, at man møder modige voksne. Voksne, der kommer en i møde uden nogen agenda. Måske spørger de, om du vil drikke en kop kaffe, fordi jeres veje har krydset så ofte. Hvis de er rigtige modige, fortæller de dig endda, du virker som en, der har noget at give. De her voksne er sjældne. Det er voksne, der ikke en del af det, voksenfællesskabet, hvor der er en fælles konsensus om, at ensomhed skal forties, og at man ikke længere rækker ud, og hvor man kun kan deltage i det, man mestrer.

Jeg kigger på TV’et, der kører morgen, eftermiddag og aften i lejligheden overfor. Jeg kigger på kvinden i opgangen på den anden side af vejen. Hver aften sidder hun alene med sin computer eller telefon. Kvinden er mig. Jeg kigger på manden, der sidder foroverbøjet og spiser sin middag alene. Manden er mig. Jeg hører mine naboer sige farvel til deres gæster, og tænker på, hvor sjældent jeg egentligt har gæster. Jeg tænker på det fællesskab, ensomheden er. Jeg tænker på, at give kvinden der danser smukt, et kompliment, men en anden kommer mig i forkøbet. Til danse- og yogatimerne lægger jeg mærke til dem, der inspirerer og motiverer. De usikre ser jeg ikke. Eller også ser jeg dem, og tænker, at de er fandens modige. Og beundrer det mod. Næste gang er de allerede længere, og deres usikkerhed blev en styrke.

Jeg udfordrer mig selv og tager til en latin dansetime. Jeg har overhovedet ikke styr på genren og trinene og bliver irriteret. Indtil det går op for mig, at det her er nyt, så hvorfor forvente, jeg kan det fra starten. Det bliver sjovere. Og jeg danser. Danser, fordi det gør mig glad.

Er vi oprigtige og ærlige, eller er vi angste og kan ikke tage ansvar for vores egen glæde, fordi vores tanker om de andres tanker står i vejen?

Er vi færdige med at lade os inspirere og motivere gennem nye udfordringer og nye møder, fordi vi tænker, vi ikke kan tillade os at fejle som voksne?

Er vi i virkeligheden alle alene sammen?

Nu vil jeg om lidt smutte (alene) i teatret på en torsdag. Ja, jeg er alene, men det er du også indimellem, så det kunne jo være, jeg mødte en som mig. Eller inspirerer til at gøre hvad fuck, man har lyst til, hvis man bliver en smule gladere af det. Hvem ved.

High five til dig, fordi du er dig!

by maitrosborg

Om at være international studerende i Danmark

img_1497-1

Milda kommer fra Litauen, men er i dag bosat i Silkeborg og arbejder i Aarhus. Hun flyttede til Danmark for at tage sin kandidatuddannelse. Det er i hvert fald den officielle historie. Jeg mødte Milda en eftermiddag, hvor hun delte den uofficielle historie og fortalte om livet som international studerende i Danmark.

Du flyttede til Danmark for at tage en uddannelse?

“Det er i hvert fald den officielle forklaring. Jeg blev træt af at fortælle den samme sørgelig historie. Da min kæreste og jeg gik fra hinanden, var der mange følelser at forholde sig til og jeg havde brug for at fortælle det til nogen, men til sidst blev jeg træt af at klage over mit dårlige forhold, så blev det til, jeg flyttede til Danmark pga. uddannelse.”

Kom din kæreste fra Litauen?

“Nej, han kom fra Frankrig. Vi mødtes i forbindelse med et udvekslingsophold gennem Erasmus i Sverige, hvor vi studerede i 6. mdr. Jeg var ikke færdig med mine studier og det var han heller ikke. Han var i gang med sin kandidat og jeg var i gang med min bachelor og i den forbindelse mødtes vi på udveksling i Sverige. Det var ikke planlagt. Jeg tog til Sverige for at få nogle venner og lære bedre sprog. Jeg skulle ikke have en kæreste, da jeg lige havde forladt en kæreste i Litauen. Det var ikke noget, jeg var specielt ked af det, da det ikke var et af mine bedste forhold, men jeg var nok lidt træt af forhold.

Du tog afsted for at lære bedre sprog. Altså engelsk?

“Nej, svensk. Jeg har en bachelor i litauisk filologi og svensk. Det er lidt åndsvagt at nævne, da jeg ikke kan huske meget af det svenske sprog. Lige nu er alt på dansk. Jeg forstår, når jeg hører svensk, men når jeg skal sige noget, siger jeg det på dansk. Men på det tidspunkt skulle jeg øve mig i svensk og tog derfor to fag på svensk og et fag på engelsk. Det var ret interessant. Vi havde ikke særlig mange timer, så vi havde en masse fritid, som min veninde og jeg brugte på at sidde i køkkenet og vente på, der kom nogen forbi, som vi kunne snakke med. Min daværende kæreste og jeg fandt ret hurtigt sammen. Miljøet, hvor man bor sammen, spiser sammen, har fælles aktiviteter og er rigtig meget sammen, gør at det faktisk føles som ret langt tid, hvis man er sammen en mdr. Og derfor fandt vi også sammen efter en mdr. ”

I flytter tilbage til henholdsvis Frankrig og Litauen efter 6 mdr. på udveksling?

“Vi skulle færdiggøre vores studier. Jeg manglede ca. halvandet år og han manglede ca. et år, så vi flyttede tilbage til hvert vores land, mens vi tænkte på, hvordan vi kunne bo sammen og prøve det af. Vores ideale forestilling var selvfølgelig Sverige, da det var der, vi havde mødt hinanden. Jeg talte sproget og min kæreste ville gerne fortsætte som forsker, hvor der var mange muligheder i Sverige. Det blev ikke Sverige, men Danmark. Han kom til Danmark først og det tog næsten 6 mdr., inden jeg kom. Jeg var lige startet på mit første seriøse job i en stor international virksomhed i Litauen, så jeg synes ikke, jeg kunne tillade mig at forlade dem efter to måneders traineeship.”

Der gik altså to år fra I mødtes til I flyttede sammen i Danmark?

“Ja, det krævede meget tålmodighed og at man stolede på hinanden. Vi prøvede på at mødes hver tredje måned, så enten tog jeg til Frankrig eller han kom til Litauen.  Han mødte faktisk min familie og mine forældre.”

Du sagde dit hjem og dit job op og tog til Danmark. Vidste du, hvad du skulle lave i Danmark?

“Nej, det gjorde jeg ikke. Slet ikke. Jeg havde jo læst om Danmark og tænkt, at når der er så mange der forstår og taler engelsk, vil det være nemt at få et job, mens jeg skrev ansøgninger til universitetet, for jeg ville gerne fortsætte med en kandidatuddannelse.”

Med litauisk filologi og svensk?

“Nej, jeg tænkte at det var nok med den del. Jeg ville gerne studere noget andet, så der var flere muligheder, når jeg skulle søge job bagefter. Jeg flyttede til Silkeborg og derfor var det oplagt at studere på Aarhus Universitet. Det skulle være en uddannelse fra Aarhus Universitet, der passede til min bachelor. Der var flere studieprogrammer, som jeg ikke kunne søge, fordi jeg ikke havde nok politiske fag fra min bachelor, så det blev til europastudie og det var faktisk rigtig interessant. Jeg var glad for mit hold, halvdelen var danske og den anden halvdel internationale fra alle mulige lande, så det var spændende. De fleste fra mit studie rejste tilbage, da studiet var færdigt. Selv dem fra Norge og Island flyttede simpelthen tilbage.”

Hvorfor valgte du at blive i stedet for at flytte tilbage til Litauen?

“På det tidspunkt var jeg stadig sammen med min kæreste, vi boede sammen og tanken var, vi skulle have en fremtid i Danmark eller et andet sted. Ikke nødvendigvis Litauen.”

Så du var begyndt at se en fremtid i Danmark?

“Lige præcis. Men det sidste halve år, hvor jeg skrev speciale, begyndte det virkelig at gå dårligt i vores forhold. Der var noget rigtig, rigtig skidt, så vi kunne ikke bo sammen og jeg flyttede dertil, hvor jeg bor i dag. Det var jeg ret glad for. Min udlejer var på det tidspunkt lige blevet skilt fra sin mand, så hun kunne forstå mine følelser og hvordan jeg havde det, selvom man jo ikke kan sammenligne et 19 års ægteskab med 4 års forhold.”

Man har vel stadig nogen af de samme følelser?

“Vi hjalp hinanden ved at snakke om de følelser, og så opfordrede hun mig til at tale meget mere dansk end jeg gjorde, selvom jeg fulgte dansktimer på aftenskole.”

Dit studie var på engelsk?

“Det var på engelsk, så jeg var på universitetet om dagen og tog dansktimer om aftenen.”

Du havde ikke brugt dansk indtil da?

“Da jeg begyndte at tage aftenundervisning i dansk og skulle lave skriveopgaver, skrev jeg hele tiden forkert, da jeg skrev på svensk. Jeg kunne faktisk ikke lide dansk i starten. Jeg synes, svensk eller norsk lyder flottere.”

Afholdt det dig fra at lære dansk, at du ikke kunne lide det?

“Ja, lidt. Jeg kunne faktisk mærke inde i mig selv, jeg havde modstand. Jeg vidste godt at jeg selvfølgelig skulle lære det, fordi vi jo havde tænkt os at blive i Danmark, men jeg havde modstand simpelthen fordi at jeg havde lært svensk først, som jeg synes lød fint. Pludselig skulle jeg lære dansk, hvor jeg tænkte at det lyder lidt som om, man sammenligner en rigtig fin dame fra København og en vestjyde. Sådan havde jeg det på det tidspunkt, men så begyndte jeg faktisk at nyde sproget, da jeg begyndte at tale og forstå mere og jeg ikke længere blev spurgt fem gange i træk ‘hvad sagde du?’.”

Hvor lang tid tog det inden du ikke blev spurgt længere?

“Det tog lang tid. Mindst et år. Jeg blev hele tiden bedt om at gentage, da jeg ikke snakkede med den rette intonation og ikke kendte den danske melodi. Man bliver virkelig skuffet, hvis man ikke bliver forstået. Man bliver lidt træt, men det gik alligevel. Det, der har hjulpet mig mest, var praktik i en børnehave, det at arbejde med børn.”

Du sagde du studerede om dagen og gik på sprogskole om aftenen. Hvornår havde du tid til praktik?

“Det var da jeg blev færdig på mit studie. På det tidspunkt havde jeg det virkelig dårligt følelsesmæssigt. Jeg var flyttet i en ny bolig, sammen med mennesker, jeg ikke kendte. Mit speciale blev ikke særlig godt. Jeg var meget skuffet, ensom og ked af det, og så skulle jeg forsøge at skrive noget fornuftigt, så det var lidt hårdt. Men jeg bestod og det er jeg rigtig, rigtig glad for, fordi jeg hørte om nogle studerende, der havde den samme professor som…hvad hedder det….supervisor…”

Vejleder?

“Ja, samme vejleder, som skulle vejlede dem, hvor det slet ikke gik. Deres speciale blev ikke accepteret, så jeg tænkte, jeg var ret heldig. Men det var hårdt for mig, at vores professor var ret…hvad kan man sige….skrap! Han er en meget intelligent person. Super intelligent. Det er sindssygt, så meget han ved om mange ting, så hans krav var også meget høje. Da han skulle give kritik til mit speciale, nævnte han udelukkende alt det negative, så jeg begyndte at blive virkelig frustreret over at det ikke var godt nok.”

Blev det bedre?

“Efter jeg næsten brød sammen foran ham, fordi jeg ikke kunne have presset, fordi jeg havde det dårligt. Efter det ændrede han strategi. Men ikke for de andre studerende. De fik den hårde behandling hele vejen, så jeg var ret heldig.”

Du bestod?

“Ja.”

Og så begyndte du i praktik i en børnehave for at lære det danske sprog?

“For at øve sproget lidt mere, for da jeg afsluttede min uddannelse var jeg næsten færdig med modul 5 på sprogskolen.”

Modul 5 er det sidste modul?

“Modul 5 er det sidste modul, hvis man skal arbejde i Danmark. Hvis man skal studere på dansk, skal man bestå modul 6, som jeg faktisk også har taget, men først senere. Men jeg begyndte i praktikken i børnehaven og tænkte, at jeg ikke lige vidste om det var mig, da jeg ikke er så god til børn.”

At arbejde i en børnehave var vel heller ikke rigtig noget, der relaterede til din uddannelse?

“Lige præcis. Det havde ikke noget at gøre med min uddannelse, bortset fra der var mange børn af indvandrerfamilier i børnehaven, ca en fjerdedel. Min gode veninde fra Brasilien som er dansk gift, havde også været igennem en hård periode for at vænne sig til at bo i Danmark. Hun arbejdede i børnehaven og anbefalede mig til chefen, så jeg begyndte at arbejde ti timer om ugen frivilligt, men efter ca. fire mdr.,  kunne jeg mærke, det ikke var det arbejde, jeg skulle lave. Jeg kunne slet ikke finde ud af at være sammen med så mange forskellige børn. Forskellige på den måde, at når alt er godt, kører det bare, men når de begyndte at blive trætte eller utilfredse, kunne jeg simpelthen ikke rumme alle de forskellige personligheder.”

Når du siger også have en svær periode med at vænne sig til at bo i Danmark, betyder det så, du havde det svært med at vænne dig til at bo i Danmark?

“Det job jeg forlod, var jo i hovedstaden i Litauen. Prøv at forestil dig, man bor med sin bedste veninde – hende jeg havde været i Sverige med – vi hyggede os rigtig meget, vi havde et job med god løn og mulighed for at lære en hel masse. Vi var på team med jævnaldrende, så hver weekend tog vi i byen og festede. Arbejde, venner og den del af livet var på plads. Det eneste der ikke var på plads, var mit forhold, fordi min kæreste jo var i Danmark. Jeg efterlader mit liv i Litauen og tager til Silkeborg. Jeg kom i januar, hvor der er mørkt og tomt på gaderne. Jeg var chokeret. Jeg kunne ikke forstå, at der ikke var folk på gaderne efter kl. 17. Jeg synes, det var rigtig, rigtig hårdt at vænne sig til, at det var en lille by og ikke en storby. Jeg kendte ikke nogen udover min kæreste og det ægtepar vi lejede 1. sal af. De var rigtig, rigtig søde, næsten som bedsteforældre, og har hjulpet mig i den svære periode.”

Hvordan hjalp de dig?

“Ved at invitere til fx frokost eller aftensmad. Kristine, kvinden – hun er desværre er død nu – havde altid været husmor, men elsket det. Hun var god til at lave mad og arbejde hjemme. Når jeg kom hjem fra byen eller et andet sted, så fandt jeg ofte en lille pose med fx småkager, sådan nogen ting. Det var rigtig, rigtig hyggeligt, men jeg følte mig ensom. Jeg kom i januar og begyndte først at studere i september. Det første halve år kunne jeg ikke finde et job og det slog mig rigtig hårdt. Først søgte jeg nogle lidt bedre jobs, men så begyndte jeg at sende ansøgninger til rengøringsfirmaer. Jeg fik aldrig noget svar fra dem, så jeg var helt forvirret og meget skuffet. Og så fik jeg en depression. Det blev ikke konstateret hos lægen, men det var en depression. Det var en meget, meget hård periode og jeg tror den hårde start var med til at påvirke vores forhold rigtig meget. Jeg troede at det ville være dejligt at være sammen med min kæreste, at vores kærlighed ville være nok til at jeg følte mig tilpas, men det var det bare ikke, og det er svært for mig at sige. Men man kan ikke begrænse sig med én person. Det går bare ikke.”

Havde din kæreste et socialt liv?

“Ja, selvfølgelig. Han var jo tilknyttet et forskerteam i Silkeborg. Jeg blev selvfølgelig inviteret til fællesspisninger og sådan noget, hvor der blev talt meget om arbejde. Det var kun mig og en anden mand, der kom med sin kæreste, der følte os tilovers, så vi kunne snakke lidt sammen – Hvordan går det? Har du fundet job? Nej. Det har jeg heller ikke – Sådan noget. Jeg havde slet ikke nogen af mine venner. Som EU-borger kan du godt opholde dig i Danmark, men du kan ikke få et cpr. nr. med det samme, medmindre du har et job. Jeg fandt ud af, det betyder meget ikke at have et cpr. nr. Jeg kunne ikke gå på biblioteket og låne bøger og jeg kunne ikke få et fitness abonnement medmindre jeg betalte 6 mdr. forud.”

Så man kan kun få et cpr. nr.  som EU-borger, hvis man har et job?

“Ja eller studerer. Men jeg søgte ind på studiet i marts og der viste jeg ikke, om jeg ville blive optaget eller ej. Det var meget risikabelt. Når jeg tænker over det nu, ville jeg aldrig gøre det.”

Du ville ikke gøre det igen?

“Jeg vil flytte til Danmark pga. kærlighed. Det tror jeg helt sikkert, at jeg vil, men jeg vil forberede mig meget bedre.”

Hvordan kunne du havde forberedt dig bedre på at flytte til Danmark?

” Tale med nogen, der havde været i Danmark længere. Der er mange blogs fx Litauer i Aarhus eller Litauer i Danmark, du ved.”

Altså du ville have skabt et netværk inden du flyttede?

“Ja, det gjorde min veninde inden hun flyttede til Frankrig for at være sammen med sin kæreste, som hun også havde mødt i forbindelse med Erasmusopholdet. Hun sagde, hun ikke ville tage afsted inden hun havde fundet venner og mulige jobs. Det var meget klogt. Det gjorde jeg bare ikke, så det blev en meget hård start. Men til sidst fandt jeg et arbejde som stuepige og fik et cpr. nr. inden jeg begyndte at studere og få sprogundervisning.”

Og så fik du et netværk, du du begyndte at studere?

“Ja, selvfølgelig var det noget andet. Der var mennesker der tænkte på samme måde som mig og gerne ville det samme, så det blev meget nemmere.”

Hvilke kulturelle forskelle mellem Danmark og Litauen har været sværest at vænne sig til?

“Det er svært at blive venner med danskere. Ikke fordi de er dårlig mennesker, slet ikke. Når man kommer til et nyt land, er man meget interesseret i at finde venner, for man er jo ensom. Ganske ensom. Man vil gerne finde nogen, man kan hygge sig med, måske øve lidt sprog. Det er ikke nemt, for danskerne har allerede etableret deres vennekreds, når de har været igennem folkeskole og efterskole og sådan nogle ting, så de er ikke som sådan interesseret i at få nye venner. Man bliver lidt skuffet over, at det ikke er nemt at finde nye venner. Måske er det derfor mine bedste venner i Danmark er internationalle fra Brasilien, Malaysia og Portugal. Man har samme vilje til at få nye venner, fordi man går igennem nogle af de samme udfordringer, når man skal integreres i det danske samfund. Selvom det ikke ser ud som om, der er stor kulturforskel mellem Litauen og Danmark, er der nogen forskelle, fx de uskrevne regler og hvordan man omgås med andre.”

Har du nogle eksempler?

“Ja!”

Det kom meget propte…

“I starten af studiet har man i Litauen tradition for en stor fest, hvor man ikke nødvendigvis drikker sig fuld, men det sker tit. Man hygger sig og fortæller skøre ting, som binder grupperne sammen og man bliver tættere. Nogen bliver man gode venner med og nogen bliver ved at være klassekammerater. I Danmark er der bare den forskel, at man sagtens kan hygge sig til en fest uden det betyder, man er venner næste dag. Det er nok en af de ting, de fleste udlændinge synes er mærkeligt i Danmark. I Danmark har man også den dejlige tradition at holde fredagsbar på universitetet. Det er superfedt. Jeg havde rigtig høje forventninger til den første fredagsbar jeg skulle til. Jeg synes, det lød sejt og det skulle jeg bare. Jeg tænkte at vi skulle hygge os, drikke et par øl, danse og så måske i byen bagefter. Men man finder hurtigt ud af, danskerne ikke går så meget op i dans. Til fredagsbar hygger man sig og får nogle øl, mens der er lidt baggrundsmusik. Det var meget anderledes end hvad jeg var vant til både fra Litauen og Sverige. I Sverige var der masser af dans og musik og alt muligt. Der var jo mennesker fra næsten hele verden – Tjekkiet, Italien, Frankrig, Tyskland, Sri Lanka, Sydkorea.. Vi lyttede til musik fra alle landene. Det var et kulturmix. Fuldstændig kulturmix.”

Har du tænkt på at tilbage til Litauen?

“Jeg har tænkt på det mange gange. Især lige efter at jeg blev færdig med min uddannelse, hvor der ikke var noget der knyttede mig til Danmark. Jeg var jo gået fra hinanden….eller min kæreste. Puha…jeg begynder snart at snakke danglish. Der var ikke noget der knyttede mig til Danmark, men jeg havde det dårligt og var rigtig ked af det. Det sidste jeg ville gøre, var at tage tilbage til mine forældre med den store skuffelse, at jeg ikke havde opnået noget som helst.”

Følte du ikke du havde opnået noget efter at have taget en hel kandidatuddannelse?

“Tja. Men det er også fordi mit speciale ikke blev særlig godt. At vende tilbage til Litauen vil være et nederlag. Jeg så det som et nederlag.”

Var succeskriteriet at få et job?

“Jeg ved ikke hvor meget af det, der var min indstilling og hvor meget der var en generel tankegang i Litauen. Hvis man tager afsted fra Litauen, tager man afsted primært pga. job og for at tjene flere penge. Hvis det ikke kan lade sig gøre, så har man måske ikke arbejdet hårdt nok.”

Du sagde, du var ansat i et firma, der betalte en god løn da du boede i Litauen..

“Den del af mit liv var fin. Jeg havde råd til mange ting lige pludseligt og det var dejligt.”

Der kunne du vel vælge at tage tilbage til?

“Det var lidt af et nederlag at tage tilbage til Litauen og det samme job. Min søster sagde det var dumt, da jeg fortalte hende, hvordan jeg havde det. Hun tænker mere pragmatisk. Man skal flytte derhen, hvor der er flest jobmuligheder. Det kunne jeg bare ikke, så der var en periode på to år, hvor jeg næste ikke havde noget arbejde. Jeg havde de 4 mdr. i børnhaven og så søgte jeg job hos et tolkebureau, så jeg kunne bruge dansk og litauisk.  Jeg fik et par timers arbejde ca. hver fjerde måned, så det var meget lidt. Det tog lang tid at finde en ny praktik, så jeg var presset, men til sidst fik jeg praktik hos Integrationsnet.”

Hvor du er i dag?

“Ja, jeg mødte Morten igennem et 6. ugers kursus for dimittender, som jobcentret bevilligede mig hos Integrationsnet. Morten Hjalp mig med en praktik. (I dag er Milda selv konsulent for kurset, hun fulgte).”

Hvad så nu, kunne du finde på at vende tilbage til Litauen eller er du så etableret, du bliver i Danmark?

“For et år siden tænkte jeg at jeg nok ville blive i Danmark de næste fem år. Jeg kan ikke planlægge særlig langt ud i fremtiden. Men de næste fem år. Jeg har gode kollegaer, et job og arbejdsopgaver, jeg kan lide at lave, så det giver god mening at blive ved, hvis det kan lade sig gøre. Jeg er selvfølgelig ikke så sikker lige nu, som for et år siden (der er sket en masse ting på jobbet og i privatlivet).”

Er det jobbet, der afgør om du bliver i Danmark?

“Hvordan kan jeg sige det…Jeg tror, der er to..nej, faktisk tre kriterier, der afgør, hvor jeg skal være. Det første er arbejde. Hvor kan jeg få et godt job og et godt liv, jeg kan lide. Det andet er selvfølgelig, hvad der sker i mit privatliv. Har jeg en kæreste og er det seriøst eller lidt mere for sjov. Det tredje er min familie. Jeg bliver ked af det, når jeg ikke kan se min søsters børn, som simpelthen er så søde og crazy. Jeg er rigtig ked af, jeg ikke kan følge så meget med i deres liv. Jeg er gudmor for en af drengene, så jeg er lidt ked af, jeg ikke kan komme til deres fødselsdage. Jeg ser kun min familie to gange om året i forbindelse med større højtider som jul og påske. Det er noget, jeg tænker rigtig meget på. Min far kan heller ikke arbejde mere efter han blev syg, så min mor knokler hele tiden. Det er også noget, der fylder meget. Forholdene er lidt usikre lige nu både privat og på job, så nu må vi se om et år. Lige nu glæder jeg mig bare til juleferie.”

Hvor du skal til Litauen?

“Ja!” ❤️

by maitrosborg

Om at flytte for kærligheden

img_1449-1

For otte år siden flyttede Paul til Danmark fra England. Det gjorde han, fordi han var blevet kærester med sin danske ungdomskæreste, Hanne. I dag er de gift og Paul kunne ikke forestille sig nogensinde at flytte tilbage til England, medmindre han bliver nødt til det. Jeg har snakket med Paul om at etablere sig i et nyt land. Hvad han har måtte opgive og hvilke erfaringer, han har gjort sig.

Du valgte at flytte til Danmark?

“Ja, det var modigt…eller fuldhjertet. Hanne og jeg besluttede at vi skulle bo sammen i Danmark. For det første har jeg ikke børn og jeg havde et job, der var nemmere at finde i et andet land end det job, Hanne har. I lang tid prøvede vi at arrangere det, så jeg kunne komme til Danmark.”

Hvilke jobs søgte du?

“Lærerjobs.”

Du arbejdede som skoleinspektør i England?

“Ja, det gjorde jeg, men det var ikke sandsynligt, jeg kunne få job som skoleinspektør i Danmark. Og for at være ærlig, var jeg ret stresset, da det var et hårdt job. Jeg var klar til at kravle ned af karrierestien og prioritere det personlige liv over det professionelle. Noget jeg ikke har gjort så meget tidligere, så det var tiden. Hanne og jeg tænkte, at vi ville gifte os, når først jeg kom til Danmark, men så snakkede vi med en klog ven af Hannes, Pocha (arbejdede som clairvoyant. Døde desværre af kræft i maven for nogle år siden), som sagde at ingenting ville ske, medmindre vi fik det til at ske. Måden vi kunne gøre det på, var ved at blive gift, og at jeg besluttede mig for at komme til Danmark med det samme. Så i julen 2007 besluttede vi, det var hvad, vi ville gøre. Vi aftalte en dato, så vi kunne blive gift hurtigst muligt. Jeg opsagde mit job og satte mit hus til salg. Det var et stort sats. Det værste scenarie ville være, at jeg kom til Danmark uden et job og uden mit hus var solgt. Vi blev gift torsdag d. 21. februar. Lørdag havde jeg en jobsamtale og fandt siden ud af, jeg havde fået jobbet. Mit hus blev solgt fire-fem uger inden jeg kom til Danmark. Pochas forudsigelse havde altså vist sig sand. Det skete altsammen.

Jeg tænker, det havde været lettere for jer at flytte til England, da I begge taler engelsk og Hanne allerede kender den engelske kultur, da hun har boet i England.

“Der var to store overvejelser. Dine søskende boede stadig hjemme, og selvom Hanne taler engelsk, ville det være svært for hende at finde et job i en lille engelsk by med den social antropologiske baggrund hun har. Jeg tror også, at det havde været sværere for hende at tilpasse sig i en lille engelsk landsby. Jeg er en easy – going person, der har nemt ved at tilpasse mig, men i sidste ende var det nok et større kulturchok at komme til Danmark end jeg havde forventet.”

Hvordan det?

“Jeg synes, at Danmark var meget stille og organiseret. Ting sker ligesom bare.”

Hvad mener du med at ting ligesom bare sker?

“Togene kører til tiden, busserne og sundhedssystemet virker. Samfundet virker bare generelt. I England er der mere kaos, tilfældige ting sker. Der er også 60. mio. mennesker i forhold til Danmarks 5. mio., så livet er lidt mere op og ned. Men en ting jeg ikke havde forestillet mig, er, at danskerne har så stærke meninger om alting. De har bestemte måder at gøre ting på, så nogle gange overtrådte jeg de uskrevne regler, fx ved at være overvenlig.

Du oplevede, at du overtrådte regler?

“Jeg fandt bare ud af, at danskere er sværere at lære at kende end jeg havde forventet. I England skal du ikke havde været længe på en arbejdsplads før det er normalt at gå ud og tage en drink med dine kollegaer eller lave noget socialt. Det sker ikke så tit i Danmark. Det skete i hvert fald ikke for mig. Det er også virkelig vigtigt at komme til tiden i Danmark. I England er vi lidt mere afslappede med det. Der er mange måder, danskerne gør tingene på, som ikke altid er åbentlyst for dem, der kommer udefra. Du kan hurtigt træde over nogle tæer uden at vide det. Man det er nok tilfældet for de fleste kulturer. Der er uskrevne regler i et hvilket som helst samfund. Når du har boet der, lærer du at kende koderne og signalerne. Dem kender du ikke, når landet er nyt. Jeg var meget heldig, at jeg kom ind i en social gruppe med det samme, fordi jeg havde Hanne og hendes sociale gruppe. Fordi vi havde set hinanden i toogethalvt år, kendte jeg allerede de mennesker. Jeg havnede ikke i en situation, hvor jeg strandede i hjemmet.”

Hvad med nu, føler du, du kender de uskrevne regler?

“Jeg tror, jeg er kommet til et niveau, hvor jeg overholder de uskrevne regler og ikke træder nogen over tæerne.”

Er du bekymret for at komme til at træde nogen over tæerne?

“Til en vis grad. Jeg er englænder og at lade som om, jeg er dansker, vil være underligt. Jeg er mig selv og det kan jeg være, men med en forståelse for, man er lidt mere lavmælt i Danmark end i England. Jeg bevarer min engelske spontanitet. Jeg kan også godt lide, danskerne er lidt anderledes end jeg.”

Du fik også hurtigt et job, men i et internationalt miljø på en international skole.

“Det er et stort plus, men det har også det problem, at man ikke integrerer sig i det danske samfund på samme måde. Det store problem er, jeg ikke behøver at snakke dansk og jeg har en kone derhjemme, der snakker rigtig godt engelsk. Da jeg først flyttede hertil gik jeg på sprogskole to -tre gange om ugen, men fordi jeg ikke har fået øvet mig, synes jeg faktisk, at jeg er dårligere nu, end jeg var for tre år siden.”

Du gjorde et stort forsøg på at lære sproget, da du kom til Danmark?

“Ja, men vi var ikke strenge nok fra starten. Jeg brugte det ikke i min dagligdag. Og hvis jeg skal være helt ærlig, så har vi (Hanne og jeg) snakket engelsk sammen i de 30 år, vi har kendt hinanden, så det er svært og pudsigt pludseligt at skulle tale dansk sammen. ”

Føler du, du går glip af noget, fordi du ikke taler dansk?

“Jeg går glip af noget og så bidrager jeg heller ikke. De fleste en-til-en samtaler går fint, selvom nuancerne altid vil mangle. Det er gruppesamtalerne, jeg går glip af. Selvom jeg forstår lidt, er jeg ikke med i flowet i samtalen. Tilfældige samtaler kan jeg ikke følge med i. Jeg føler mig skyldig.”

Men du har sagt, at det er svært at få danskere til at tale dansk med dig, da vi er meget utålmodige?

“Jeg ved ikke, om min observation er forkert, men jeg tror danskere har sværere ved at forstå dårligt dansk end fx tyskere og englændere har ved at forstå dårligt tysk og engelsk. Det gør det sværere at turde kaste sig ud i at snakke dansk, så er det nemmere bare at snakke engelsk. Nu lyder jeg som om, jeg beklager mig. Det gør jeg ikke. Jeg tager ansvar fra min dovenskab.”

Så du lever dit liv engelsksproget?

“Ja, det er egentligt lidt mærkeligt at kunne gøre det. Jeg læser engelske nyheder og lytter til engelsk musik – dog også få danske bands – jeg sms’er, e-mailer og kommunikerer på Gomore på engelsk.”

Hvis du ikke var europæisk statsborger, men kom fra fx Syrien, var du blevet nødt til at snakke dansk.

“Fordi danskere ikke forstår arabisk. Danskerene vil være hårdere ved en syrer, der ikke snakker dansk end en englænder, der ikke gør.”

Jeg tror, mange vestlige borgere tager det for givet, vi deler kultur, men det er jo ikke tilfældet i forhold til det, du siger. Man skal stadig tilpasse sig de uskrevne regler.

“Det er nok nemmere at forstå og tyde de uskrevne regler, når man er tættere på hinanden. De små ting gør faktisk en stor forskel. Vi, vesten, ligner hinanden. Vi kører i de samme biler , har de samme jobs og fejrer de samme begivenheder, men faktisk er vi forskellige. En af de ting, jeg elsker ved Danmark, er, at traditionerne betyder utrolig meget. Danskerne danser om juletræet, åbner deres gaver efter middagen ca. kl. 20. og så tager de julen hele vejen rundt om huset (her tænkes på “Nu er det jul igen”). I England er traditionerne stort set uddøde. Hver familie fejrer på sin måde alt efter, hvad det kommercielle marked forskriver.

Skyldes det at England er større og mere multikulturel?”

“Jeg tror også det skyldes, at Danmark træk sig fra verden efter 1864 og besluttede sig for at grundlægge deres helt egen kultur, Grundtvig og hele debatten om, hvad det vil sige at være dansk. Faktisk tror jeg, at mange af de danske traditioner er forholdsvis nye, fra det 19. århundrede. Danskerne er lidt som en udvidet familie, måske er det også derfor de er svære at blive en del af. Den sociale tillid er også virkelig høj i Danmark. Man stoler på sin familie, men man stoler også på sine landsmænd. ”

Hvad tænker du om at være en del af de danske traditoner og ikke dem du plejede at fejre med din familie i England?

“Det er underligt at vågne op 1. juledag, hvor vi fejrer julen i England. Det er stadig en helligdag i Danmark, men ikke særlig vigtig. Som barn var det den mest magiske dag på året og den er stadig speciel for mig, nu hvor jeg er voksen. Det er klart der, jeg savner min familie mest. Det er selvsagt svært at flytte fra familie og venner, der har kendt dig længe, til et andet land. Men juledag spiser vi brunch og drikker Fizz (juice og champagne), hvilket jeg plejede at gøre med min familie i  England, og vi har julefrokost med min kones familie, så det er stadig en særlig dag. Jeg elsker alle traditionerne, og jeg elsker de fejres om aftenen i Danmark – Mortens aften, Sankt Hans aften, Juleaften. I England fejrer vi om dagen. ”

Føler du, du har måtte opgive noget for at flytte til Danmark?

“Jeg har mistet den almindelig, daglige kontakt med venner og familie. Det ændrer karaktererne af forholdene, når man ikke ses ugentligt. Der er lidt mere tvungenhed. Det er blevet en stor ting, når jeg kommer hjem. Jeg prøver at skype og skrive e-mails, men jeg bryder mig ikke så meget om e-mails. Tekst er altid åben for misfortolkninger. Det er ikke altid modtageren læser det, du har ment. Du kan ikke afkode kropssprog, tonen og de små signaler i en ensidig skriftlig kommunikation.”

Føler du, du er blevet misforstået?

“Ja, det er sket, men jeg har ikke lyst til at gå ind i specifikke detaljer.”

Inden du flyttede, overvejdede du så at det kunne ske?

“Det gjorde jeg. Jeg er virkelig glad for at mange af mine venskaber viste sig at være medgørlige, men der forsvandt også mange venner hurtigt. At flytte er en rigtig god måde at finde ud af, hvem dine venner er. Men det er ikke kun ensidigt. Det er også mig, der ikke har anstrengt mig nok. Jeg har nok fokuseret på nogle bestemte venskaber og arbejdet for at få dem til at lykkedes. Familie er anderledes. Blod er tykkere end vand. Familien vil altid være der. Du behøver ikke at anstrenge dig så meget. Venskaber er afhængige af, man ses. Jeg ved, nogen siger, de møder deres venner efter flere år og at det stadig føles som det samme venskab. Den køber jeg ikke.”

Du er glad for en café i Aarhus, café Albert. Måske tager jeg fejl, men det virker som om, grunden til du kan lide café Albert, er, at den minder dig om den engelske (pub)kultur?

“Der er helt sikkert elementer af det. Det er spontaniteten. Når jeg gik ud i England en fredag aften, ringede jeg ikke nødvendigvis til folk og spurgte, om vi skulle mødes på pubben. Jeg vidste, at nogle ville være der. Det er mere spontant. Måske er det en aldersting. Danskere i 20’erne har har måske også det specielle sted, de mødes uden at aftale det. I England fortsætter det – til en hvis grad. Hvis man sidder på en bar og drikker som 40- årig i Danmark, vil folk sandsynligvis tro, at man har et alkoholproblem. Sådan er det ikke i England. Faktisk er det en virkelig dårlig ting at blive set fuld på en pub. Det bryder ingen sig om.”

Er der noget, du ikke havde overvejet, da du flyttede til Danmark, som du ville have overvejet i dag?

“Hvis jeg fik chancen igen, vil jeg havde anstrengt mig mere for at lære sproget. At alle kan snakke engelsk, betyder ikke nødvendigvis, de har lyst til det hele tiden. Ellers tror jeg ikke der er andet. Jeg var kommet i landet toogethalvt år, det må du ikke glemme. Jeg havde lært at afkode mange af de sociale kodekser. Og jeg har ikke måtte indgå kompromiser, der bryder med min sjæl. Jeg tror englændere er lidt mere individualistiske, så jeg har nok måtte lytte lidt mere.”

Står det ikke i modsætning til det, du beskrev før omkring de sociale (pub)fællesskaber?

“Man kan sagtens være alene i selskab på en pub, og det betyder ingenting at dukke op uden en aftale i England.  Jeg ved, det er lidt af en myte, man skal planlægge alt i Danmark, men danskerne tager lidt mere hensyn til hinandens tid. Man giver hinanden tid til at planlægge og forberede i stedet for bare at dukke op.”

Havde du nogen bekymringer, da du flyttede hertil?

“Selvfølgelig havde jeg det. Var jeg i stand til få mine kompetencer overført, få et job og bevare det. Hvad jeg virkelig frygtede var, at jeg skulle undervise privat om aftenen og så bruge resten af tiden på at passe ind i samfundet. Det er utrolig vigtigt for mig at have et fuldtidsjob. Selvom jeg selvfølgelig har min kone, tror jeg, at det ville være utrolig svært uden et job. Jeg tror, at jeg havde følt, jeg havde givet meget op.”

Var dine kompetencer så i stand til at blive overført?

“Det var de, og det var en fantastisk ting. Da jeg arbejdede som skoleinspektør i England underviste jeg ikke så meget mere, og når jeg gjorde, var det ikke min egne klasse.  Jeg nød at være skoleinspektør, men stresset jeg var under, var ret intens. Jeg opdagede det først da jeg stoppede. Mit hoved føltes meget bedre. Da jeg blev ansat som lærer i Danmark, genfandt jeg min passion for undervisning. Den skole jeg er på nu, er den bedste skole i hele mit karriereforløb. Det er en international skole. Den er hverken England eller Danmark. Den er sin egen. Det er en anderledes arbejdsplads. Jeg elsker at lærerne og børnene alle kommer fra forskellige kulturer. Jeg har arbejdet med virkelig mange forskellige kulturer. Skolen gør en nar ud af racisme og jeg har ikke andet end varme tilovers for alle, jeg har arbejdet med. Min gamle hippie er vist blevet genfundet disse dage. ”

Du siger, du hurtigt blev en del af Hannes sociale kreds, men hvad med at få venner på egen hånd. Har du fået det?

“Jeg har ikke udviklet så mange venskaber uden for vores sociale kreds. Der er et par stykker fra arbejde, specielt en mandlig kollega, vi laver lidt sammen. Mange af Hannes venner er blevet mine tætte venner og løsrevet fra det fakta, vi er gift. Et par af de venskaber vi har, var bekendtskaber før, men har udviklet sig sammen med vores forhold. Jeg holder mig væk fra de britiske pubs, hvor engelske mænd sidder og snakker dårligt om Danmark. Men noget jeg mangler, er, at se venner lidt mere. Jeg vil hellere se færre lidt oftere. Jeg troede, at jeg ville se flere af mine venner og mere af min familie komme til Danmark. Min mor har været her én gang, min søster og min far et par gange på de otte år, jeg har boet her. Nogle af mine venner kom til vores bryllup, men faktisk har jeg ikke set dem fire – fem år. Det er en af de ting, der er svære at acceptere. Det er virkelig trist.”

Men inviterer du dem, din familie og dine venner?

“De ved, de altid kan komme.”

Men når du besøger England, så er de der?

“Du bliver nødt til at indse, du er personen, der har forladt dem for at bo et andet sted. Det er en virkelig vigtig ting at understrege. Det er dit ansvar, og du bliver nødt til at stå ved dine valg. Du kan ikke forvente andre får ting til at ske for dig. Jeg bor ikke i England længere. Jeg deltager ikke i alle sociale begivenheder, jeg tilbringer ikke jul og påske med min familie, som jeg plejede. Jeg kan ikke forvente det samme. Du bliver nødt til at blive bevidst om, du er den der skal arbejde hårdest for at bevare relationerne. Folk fortsætter deres liv, og du er der ikke mere. Derfor er det dig, der skal arbejde hårdest. Det kræver arbejde at få det til at lykkedes. Ligesom i alle livets forhold. Der er hårde tider, fx da min far var syg og jeg ikke var i stand til at være der. Jeg var der heldigvis nok til, jeg ikke følte, at jeg svigtede ham. Det er vigtigt. Derfor ser jeg min søster og niecer så tit, jeg kan. Det værste er fortrydelse. Når først nogen er væk, så er der intet du kan gøre ved det. Det nytter ikke, du ville have gjort en masse, hvis du ikke gjorde det.”

Jeg kommer til at kalde indlægget her “Om at flytte for kærligheden”…

“Det er jo hovedårsagen. Hvis du flytter for kærligheden, har du allerede et supportsystem. Du har et fundament, der er så stærkt, at man ikke kan sammenligne det med at flytte til et nyt land alene. Jeg havde en let landing. Hannes venner og familie var glade på Hannes vegne og derfor accepterede de mig med det samme. Især hendes mor. Men jeg tror, at de fleste havde nogle forventninger til, at det var Hanne der skulle flytte. Det er også lidt sexistisk, at konen skal flytte for manden med det gode job, er det ikke!? Måske havde jeg brug for aktivt at stå ved min feminisme, ikke kun tale om den. Hanne og jeg er begge glade for valget, vi tog.”

Så du har både fundet din gamle hippie og din feminist ved at flytte til Danmark?

“Ja, jeg har fundet alle de ting og jeg er stadig mig.” ❄️

by maitrosborg

Forventningernes drømme

beautiful-bridge-dress-girl-happy-Favim.com-412618

For få måneder siden dansede jeg rundt med armene over hovedet. For første gang nogensinde turde en smuk mand lægge planer med mig. Planer om at bo. Planer om at rejse. Men andre planer kom i vejen. Planer som jeg ikke længere er i stand til at skelne mellem er mine egne eller andres. Da jeg var i 20erne (hvilket ikke er længe siden!) var jeg sikker på, at baby og bryllup ville være en naturlig drivkraft og lyst i 30erne. Det er jeg ikke helt så sikker på længere. Pt. vinder rejse(r) over baby.

Jeg har haft to ”voksne” forhold. Det første i mine midt 20erne. På en fuld nattetime, husker jeg at erklære, at jeg ville have et barn, senest når jeg rundede de 30. Nu er jeg 30 og jeg er ikke klar til børn. Alligevel kredsede mit seneste forhold også om spørgsmål om børn. Hvorfor? Muligvis fordi mange af mine veninder er blevet mødre til de smukkeste små individer. Muligvis fordi min familie har en forventning om at blive en slægtning rigere (takket være min skønne kusine/veninde, er det heldigvis sket). Muligvis fordi jeg er 30 og indrettet med et biologisk ur, som uheldigvis ikke er synkroniseret med mit psykologiske.

Det største spørgsmål er dog, hvorfor har jeg behov for at erklære et behov, som ikke er der? Planer og drømme, der var lige for næsen af mig, blev skubbet til side for en drøm, jeg ikke har. I hvert fald ikke nu. Jeg har lært min lektie. Lad være med at planlægge en uvis fremtid, når du befinder dig i en (perfekt) nutid.

Alle har vi nogle forventninger til, hvordan livet skal forme sig, men vælger vi egentlig nogensinde selv? Hvem vi forelsker os i? Hvornår vi forelsker os? Hvornår vi får børn? Jeg har en række eksempler på, at tingene ikke er som vi forudser. Ungdomskærester der finder sammen, endda gifter sig, aldersforskelle – ældre mænd, yngre mænd, en mand, der finder sammen med en kvinde med et barn, som bliver hans. En mand, som forlader en kvinde og det barn, hun har valgt at beholde. En kvinde, der forelsker sig i en mand, der er perfekt til hende, men glemmer at tænke på, om hun også er perfekt til ham vise versa..

Intet er som vi forudser. Næste gang venter jeg med at erklære babydrømme til de rent faktisk dukker op. (Status er, jeg savner ham. Ikke barnet).

by maitrosborg

Ensomhed vs. tosomhed

1071279385

Det kan godt være at du har bildt dig selv ind, du er god til at være alene, måske endda bedst. Men pludselig taster du uden tøven det navn hver gang, at du har brug for at fortælle en nyhed eller tale med nogen. Hvem ringede du til før? Det kan godt være at du havde en masse forestillinger om, hvordan tosomheden er eller skal være, og det viser sig ikke at være sådan. Måske er tosomheden ikke at deltage i alting sammen. Måske er tosomheden ikke at din familie eller venner skal forstå alt, hvad I foretager jer. Måske viser det sig at det er noget andet end dine forestillinger – og måske især andres – der fuldender dig. Gør dig glad, lykkelig. Tosomheden kræver mere arbejde end ensomheden. Men arbejdet belønner sig og kompromiser føles ikke som kompromiser, når du har lært at elske. Fundet den person, der gør dig tryg i kærligheden. Det kan godt være at du havde en masse forestillinger, om at nogle ville tage noget fra dig, hvis du gav slip på dine forestillinger – og andres måske især. Men sandheden er en løgn. Du mister ikke. Du får. Hvis du er i stand til at slippe angsten og hvis din kærlighed er gengældt. Hvis du også er det navn, der bliver tastet når der er brug for en. Til sidst er du så tryg i kærligheden, at du ikke lægger låg på dine planer og tanker. Det betyder ikke at de alle skal udleves. Det betyder bare at alt det du ikke delte med nogle før, deler du nu. Det betyder at du ikke længere er alene, men sammen. To til at planlægge. To til at tackle de udfordringer livet kommer med. To til at opleve livet. Det betyder at du har fundet en, der er værd at kæmpe med og for. Det betyder du har noget at miste. For at have noget at miste, skal man også have noget af værdi. Kast ikke en dyrebar vase på gulvet, fordi du er bange for at tabe den.

 

by maitrosborg

At kende en anderledes angst

love_tumblr_270_wallpaper_hd

Kirkegaard kendte den. Kirkegaard skrev om den. Munch kendte den. Munch malede den. Ordene fra Kirkegaard danner en frygt. Munch pensler en uhygge, som vi drages af. Måske genkender vi den endda. Angsten. Hun kender den i en anden form. En form som, som hun hverken er i stand til at uddybe eller håndgribe. Angsten spreder sig indefra og breder sig i ud i samfundet. For hver en person, der viser kærlighed og omsorg bygges muren foran hende. En mur, der rammer dem, der fortjener kærligheden mest og i stedet kaster hun sin kærlighed på dem, der fortjener den mindst. Hun kigger sig i spejlet og forsøger at gennemskue øjnene der kigger tilbage på hende. Blanke øjne, som ikke vil afsløre, hvor denne angst for at rumme kærligheden kommer fra. Problemet er ikke, hun ikke rummer kærligheden. Problemet er, hun rummer den for meget. Hun har forstået, hun altid vil være den der elsker mest. Aldrig vil hun give sig hen, hvis hun er den der elsker mindst. Kvinden som du her møder, forstår ikke tosomheden, men vil helller ikke ensomheden. Hun forventer for meget af livet, måske især kærligheden, så meget ved hun. Det er evig jagt for at få lov til at elske, måske endda blive elsket. Måske en dag. Og kærlighed findes i mange former og farver, også det ved hun. Den er løs og flydende, den er fast og tung. Den er midlertidig, den er evig. Det er ikke, at kvinden ikke har kærlighed i sit liv, hun vil bare have mere. Altid drømmer hun om mere. Angsten for at det en dag skal ske, forhindrer at det sker. Angsten for at blive elsket og blive forladt har forfulgt hende siden hun var lille ville nogen sikkert påstå. Hun er stærk, men sårbar. Stædig, men nysgerrig. Angsten holder hende derfor ikke tilbage fra at forsøge kærligheden, men på afstand. Angsten holder hende derfor ikke tilbage fra at kæmpe, men for noget, hun ved, hun aldrig havde. Noget som ikke kan mistes. Tanken om at rumme en større kærlighed. Tanken om at blive elsket ubetinget. Måske eksisterer håbet. Men kvinden du møder, har altid forbundet kærligheden med ensomhed. At sidde to og ikke forstå hinanden er mere ensomt end at sidde alene og ikke forstå sig selv, ved kvinden nu. Kvinden er heller ikke sikker på, hun ved, hvordan man opfører sig i tosomheden. Hendes krop bliver hendes våben, men hendes sårbarhed ødelægger missionen. Hun er mere end sin krop, fortæller man hende en dag. Kvinden har svært ved at forholde sig til dette. Kroppen kan hun kontrollere, følelserne er ukontrollerbare og afslører, hun ikke er nem at elske. Afslører, hun elsker for meget. At hun består af modpoler, som er svære at balancere, enten flyver hun højt eller også ligger hun fladt ned. Aldrig har hun fødderne solidt plantet på jorden. Enten elsker hun sig selv for meget eller også kan hun ikke være i sin egen krop. Hun overvældes hurtigt og fyldes op af en lykke, eller hun overvældes hurtigt og fyldes op af en vrede eller en håbløshed. Hun tror, kærligheden skal være ligesådan. Nedslående eller opløftende, ingen fodfæste. Måske tager hun fejl. Det har hun gjort før. Hun kigger på billeder af sig selv og genkender ikke smilet, genkender ikke øjnene. Hun undres over, hvem personen på billederne er, hvem personen på billederne forsøger at være. Og hun overvældes af kærlighed, som hun pludselig bliver bange for at miste. Ikke kærligheden til pigen på billedet, men kærligheden til det og dem, der omgiver pigen i billederne.