33 år.

Et job (nej, faktisk to) og et yoga og surf retreat på Sri Lanka. På jobbet genfandt jeg mit selvværd, og jeg kunne endelig genkende mig selv i mødet med mennesker igen. Retreatet gjorde vinteren kortere, dagene lysere og kroppen lettere.

Mine ansættelser ophører. Kroppen bliver tungere. Dovne akademikere råber de, og lige dér i maven mellem mindreværdet og selvværdet, rammer det mig. Jeg glemmer nemt, hvad jeg har opnået, når fokus (oftest) er på det ordinære. Det ordinære liv. Den ordinære ansættelse.

Men mest af alt, bør jeg holde af hverdagen. Så jeg fylder den med lange gåture ved Marselisborg og rundt om Tivolisøerne med Lana Del Ray og doku-podcast i ørerne. Naturen gør det lettere at trække vejret, lærer jeg. Jeg bingwatcher bjergtaget Euphoria på HBO og anden sæson af Big Little Lies. Jeg dyrker yoga og jeg danser i Yo Studios. Jeg forsvinder ind i kroppen og glemmer alt om afslag og afvisninger. I minutter eller timer.

Hverdagen er også a-kasse, ansøgninger og artikler. Vi har fået en ny Nabo på Frederiksbjerg, der serverer økologisk kaffe og plads til at skrive. Engang imellem søger jeg tilflugt der. Andre dage skriver jeg på DOKK1 eller La Cabra ved Banegårdspladsen, som serverer en af byens bedste bønner til min americano.

Mine tekster bliver læst, redaktørerne jeg sender materiale til, tager mig seriøst. Det bør jeg også gøre. POV. International bringer mit interview med Maya for tredje gang i deres ugentlige nyhedsbreve, og redaktøren skriver og spørger, om de skal bringe flere af mine historier. Interviewet med Marie ender på forsiden og kommer i nyhedsbrevet. Jeg skriver et debatindlæg i Magisterbladet om ulønnet arbejdskraft i kultur – og kommunikationsbranchen, som jeg selvfølgelig ikke får penge for.

Undskyld, siger jeg igen og igen. Til damen, der går ind i mig i Netto, eller flyttemændene, der ikke kan bære flyttekasserne med mine bøger, selvom de alle vejer under de 19 kg, som er det tilladte. Det virker ærlig talt en smule patetisk at rende rundt og sige undskyld til alt og alle, når de opfører sig som idioter, tænker jeg.

Et gensyn med Nørrebro og et midlertidigt hjem. Som altid tilpasser jeg mig mine omgivelser. Omvæltninger er ikke udfordrende for en person, der altid har været tryggest i rammer, der kunne flyttes og skiftes ud. Gåturene ved Marselisborg er blevet til gåture på Assistens Kirkegård. Yo Studios i Scandinavien Center er skiftet ud med Yo Studios på Islands Brygge. En etværelses er skiftet ud med to (små) værelser og klæder en kvinde i trediverne bedre. Lana Del Ray lytter jeg stadig til.

Der hænger en baby over armen på mig. Det er søndag, og jeg er til børnefødselsdag. Ingen er børnene er mine, og det føles stadig fjernt for mig at skulle forsøge at passe ind i en sandhed, jeg ikke kender. Min force er, at jeg ikke kan sammenligne mig med liv, jeg ikke kender, eller ved, jeg drømmer om. En voksenverden, der for mig strammer garnet og kvæler barnet. Jeg er barnet. En barnlig voksen. Observerer, men har aldrig svarene, når de stiller spørgsmålene. Evigt rodløs og rastløs, passer alle steder og ingen steder.

34 år.

Bare fordi de stiller spørgsmålene, og jeg tror, de kender svarene, som jeg forventes at give, behøver jeg ikke forsvare eller forklare, når jeg føler mig misforstået. 34 år og ikke længere en undskyldning.

Tusind tak fordi I følger med ❤️