Emilies mand gik en tur og kom aldrig tilbage

Jeg sveder altid, når jeg bliver nervøs, siger hun og tager sin oversize ruskindsjakke – som er købt second-hand – af. Under jakken er hun iført sorte støvler, en sort T-shirt og sorte skinny jeans.

I 2017 bliver Emilie forladt af sin mand Markus. Han får et sammenbrud en dag, går en tur og kommer aldrig tilbage. Det mødtes vi for at tale om en oktoberaften på DOKK1 i Aarhus.

BJERGTAGET FRA STARTEN 

Kan du beskrive dit første møde med Markus?

Det var i sensommeren 2005. Jeg var flyttet til Aarhus i foråret for at læse, da jeg skulle starte på universitet sommeren efter. Jeg fik et studiejob, og på jobbet ser jeg den her fyr med et meget stort, lyst hår komme kørende frem og tilbage på en palleløfter med varer. Jeg lagde virkelig mærke til ham, fordi han var det, jeg vil beskrive som radiant. Han strålede. Det lyder egentlig ikke særlig maskulint, men det var han. Han var meget opsigtsvækkende, bar sig selv meget selvsikkert og ret kækt. Jeg blev virkelig bjergtaget af ham fra start, og jeg var tiltrukket af hans energi. Det er sådan, jeg husker de allerførste gange, jeg så ham.

Jeg blev virkelig bjergtaget af ham fra start, og jeg var tiltrukket af hans energi. Det er sådan, jeg husker de allerførste gange, jeg så ham.

Vi datede eksklusivt i ret lang tid, men det var uklart, hvad vi var, og det var ikke godt nok til mig. På det tidspunkt boede han i en kælder et meget fint sted hos sin mor og hendes nye mand, så jeg sagde farvel til hans mor, tog mine gode sager og cyklede hjem.

Efterfølgende havde jeg det fint og datede faktisk ret mange fyre over sommeren. En sensommerdag kontakter Markus mig og inviterer mig på en skovtur. Jeg var i tvivl, da jeg var begyndt at se en anden. Det var meget at kaste over styr, men jeg havde noget uforløst. Markus havde noget ret magisk over sig. I skoven sagde han, at gerne ville være min kæreste. Der var ikke noget pakken ind. Det var meget direkte og meget planlagt. Jeg sagde ja. Jeg kunne ikke andet. Jeg husker ikke, at jeg gjorde mig bekymringer overhovedet. På det tidspunkt var min verden mine single-veninder, mit studie og min familie.

Hvordan var jeres forhold?

Vi har fået at vide, at vi passer godt sammen. Han er pæn, og jeg er en talende person. Jeg har altid følt mig hjemme sammen med ham. Det kan selvfølgelig godt virke lidt billedskønt, men jeg har aldrig tænkt, at forholdet var kunstigt. Det har været meget poetisk.

Men vi var to ret forskellige steder. Han var ikke rigtigt tilpas i sin elevstilling, og jeg prioriterede mit studie alt for højt. Efter to år bryder vi. Det var meget udramatisk. I en bil fortæller han mig, at han gerne vil holde en pause. Han har ringet til min far og sagt det. Det bliver jeg rasende over, så i stedet for at vi holder en pause, bryder jeg. Jeg husker faktisk ikke, at jeg var helt vildt ked af det. Jeg var mere vred.

To år efter deres brud, sender Markus en besked til Emilie. Han er begyndt at drømme om hende og vil rigtig gerne ses. De mødes til en kop kaffe.

UAFSLUTTET

Jeg blev glad for, at jeg havde haft betydning. Vi begynder at ses fire-fem gange. Det blev – for mig i hvert fald – ret magisk og meget betydningsfuldt. Hvis jeg skal være ærlig, har jeg nok godt kunne fornemme, når vi mødtes, at han gerne ville noget mere, men jeg var et andet sted og kunne ikke rigtigt overskue at forholde mig til konsekvenserne ved at tillade det at udfolde sig. Jeg så andre fyre og havde også en kæreste på et tidspunkt.

Det bliver for svært for Markus at ses, så han bryder al kontakt til Emilie og beder hende om ikke at kontakte ham, hvilket Emilie respekterer. Men et forår bliver de ved at støde på hinanden.

På det tidspunkt havde jeg lige afsluttet et forhold, hvor der ikke var plads og luft. Da jeg møder Markus får jeg følelsen af at være okay, og at alt er okay. Det var som at trække vejret helt ned i lungerne en frostklar dag. Der er et savn, som jeg ikke helt kan definere. Jeg kan mærke, at jeg får lyst til at se ham igen og tænker egentligt ikke over hvorfor. Jeg foreslår, at vi drikker en kop kaffe. Han synes, vi skal spise middag sammen, hvilket vi gør. Han virker nervøs. Han griner lidt af noget, jeg siger, og så sjov er jeg ikke. Det er hans måde ligesom at understøtte mig på.

Han har fulgt mig hjem, og vi står i baghaven til den lejlighed, jeg boede i. Jeg kan ikke huske, hvem der tager initiativ til det, men vi kysser hinanden. Han siger, at nu kan han ikke mærke sine fødder. Det tror jeg faktisk, han mener. Han fortæller mig også, at han har været virkelig forelsket i mig i alle årene, og har håbet på, at det skulle blive til noget. Jeg har været hans benchmark, siger han. Han har aldrig været færdig med at elske mig. Når jeg siger det højt, lyder det mærkeligt.

Jeg kan ikke huske, hvem der tager initiativ til det, men vi kysser hinanden. Han siger, at nu kan han ikke mærke sine fødder. Det tror jeg faktisk, han mener.

Efter forholdsvis kort tid flytter Emilie og Markus sammen. I mellemtiden er Markus begyndt på Journalisthøjskolen og har fundet sig mere til rette i livet. Emilie har skrevet sit speciale færdig.

Hvordan var det at bo sammen?

Det var rigtig rart at bo sammen med en mand. Han var meget rolig, og jeg tænkte meget på ham som min jord. Jeg var meget mere udadvendt og opsøgte venner. Han ville gerne være hjemme. Når han var ude, var han meget på, og spurgte meget ind til andre. Han talte ikke så meget om sig selv, men gav meget af sig selv. Men han havde brug for at lade op derhjemme. Det tænkte jeg var et godt modstykke til min mere flyvske energi.

Hvis jeg blev irriteret over noget, kan jeg huske, jeg tænkte, jeg hellere ville leve med pletter på gulvtæppet og ham, end med et rent gulvtæppe og uden ham. Det var simpelthen så rart og trygt. Vi havde det så sjovt. Vi legede meget og lavede skøre ting sammen fx tog vil altid fri på hinandens fødselsdage og gjorde på en ret eventyrlig måde meget ud af dem.

FRIERI OG BRYLLUPSKLOKKER

I sommeren 2014 havde vi et helt fantastisk roadtrip i Sydeuropa i et par uger. Vi lejer en Fiat 500. Den var egentlig sort, men vi får den byttet til en hvid. Vi bor på Airbnb lokale steder og drikker hjemmedyrket limoncello på en mark. Det er helt vildt dejligt og skønt. I en havneby har Markus booket et værelse på det her vanvittigt flotte hotel. Jeg tror først, at vi er kørt forkert. Det er meget paladsagtigt og egentligt slet ikke min stil, men det er smukt, og vildt overraskende hans idé, og på den måde helt min stil.

Vi er trætte og tager ud og spiser på det mest snuskede pizzeria, jeg nogensinde har spist på. Jeg kan huske, vi kan skrive i støvet, så beskidt var det. Det er alt for tidligt på aftenen, og vi er de eneste gæster. Da vi er tilbage på hotellet og jeg har fjernet min makeup, sidder i mit nattøj og er ved at falde i søvn, tager Markus en ring frem under hovedpuden og frier til mig. Han fortæller, at da vi stod i baghaven til min gård og kyssede, vidste han, det var mig, han ville giftes med.

Det var egentligt ikke en drøm, jeg havde. Jeg havde ikke tænkt, jeg skulle giftes og havde heller ikke forventet det. Ingen at vores venner var blevet gift. Jeg var også ung, eller jeg følte mig ret ung. Jeg må have været 28 år. Men bagefter har vi det næsten som om, vi er på bryllupsrejse. Vi er helt fra den. Jeg er på månen og helt rundforvirret, kan hverken finde ud af at sove eller spise. Vi skal giftes, og han vil være sammen med mig! Vi er forlovet i to år, inden vi bliver gift.

Jeg havde egentlig tænkt, at vi godt kunne holde et mere simpelt og budgetvenligt bryllup, men Markus nævner, at vi ikke er gode til både at være værter og hovedpersoner. Det er sandt, så vi finder et helt fantastisk traktørsted ved vand og skov. Om eftermiddagen er der reception og jazz, og om aftenen dansefest med DJ og knæklys. Det regner lidt. Folk siger, at det bringer lykke. Vi bliver gift i den kirke Markus familie er tilknyttet. Præsten er ven af familien. Der er smukke taler, og jeg synger nogle vers og holder en tale. Jeg fortæller ham, at han er min jord og hele min verden. Det føles nærværende og fuld af mening og historie. Der er så meget fint, og vi holder en helt fantastiske fest.

Der er smukke taler og jeg synger nogle vers og holder en tale. Jeg fortæller ham, at han er min jord og hele min verden.

Efter brylluppet har Markus fået en praktik, han har svært ved at finde sig til rette i. Jeg er heller ikke i det sundeste arbejdsmiljø, men i foråret 2017 får vi et afbræk, da vi rejser til USA i fem uger. Vi har det virkelig skønt og eventyrligt. Vi taler om fremtiden og køber skørt amerikansk børnetøj. Afbrækket varer dog ikke længe.

Da vi kommer hjem, konstaterer vi skimmelsvamp i vores lejlighed. Det bliver en lang og kedelig sag, der betyder, at vi bor på skift hos familie, mens vi begge arbejder udenbys. Vi kører mere end godt er. Midt i processen sælger vores udlejer bygningen. Der er vi begge slidt ned til sokkeholderne. Markus har det skidt. Han er træt og isolerer sig. Mens alt det her står på, har han ikke mod på at finde et sted, vi kan bo. Det er for dyrt, siger han. Så vi fortsætter livet som nomader lidt endnu.

Jeg var ikke klar over det dengang, men jeg bliver i virkeligheden nok emotionel fjern og handlingsorienteret, når jeg er presset, særligt når den anden er passiv. Jeg spørger meget ind til Markus behov, men han har aldrig brug for noget. Der har nok ikke været den samme forbundenhed. Jeg tænker i dag, at det nok har været hårdt for ham. Han bliver sygemeldt.

I slutningen af året finder vi en lejlighed, og det er bare helt vildt fedt. Jeg oplever, vi begge er ægte glade. Markus lysner op og gør igen de ting, han holder af. Jeg er så lykkelig, at jeg kunne sprænge. Endelig har vi vores eget sted.

Vi er faktisk også ude at kigge på et hus, da Markus gerne vil eje noget. Jeg synes, vi skal vente lidt og bare nyde hinanden. Jeg har fået tilbudt en stilling supertæt på den nye lejlighed. Jeg glæder mig og kan næsten ikke kan sove om natten. Nu kommer der overskud på energikontoen.

Vi har en virkelig skøn jul og d. 1. januar får vi nøglerne til vores nye hjem, og den base, vi har manglet. Vi fejrer nytår sammen på Markus job.

SOM ET ANGSTANFALD MED MEGET LIDT FYSIK

Da jeg begynder på arbejde, kører Markus mig. Vi kysser hinanden farvel, og jeg har det som om, vi er nyforelskede. Om formiddagen ringer jeg til ham fra mit arbejde. Jeg kan høre på hans stemme, at der er noget helt galt, og jeg kan simpelthen ikke finde ud af, hvad det er. Det er som om, der næsten ikke er noget stemme eller energi. Han siger, han bare har det dårligt, og jeg ved ikke, hvordan dårligt, men siger til en kollega, at jeg bliver nødt til at tage hjem. Det har jeg aldrig gjort før. Da jeg kommer hjem, står han i vaskekælderen, hvor han er gået i stå. Han siger, han ikke kan mærke sine ben og arme, og han er helt væk i blikket – som et angstanfald med meget lidt fysik. Jeg tager fat i ham og forsøger at grounde ham, siger, Markus, du er lige her. Jeg tænker, han er overanstrengt. Han siger, han bliver nødt til at gå en tur. Det gør mig ked af det. Han har aldrig trukket sig fysisk fra mig før. Det er første gange, jeg oplever, han trækker sig på den måde. Og han kommer jo heller ikke tilbage.

Han siger, han ikke kan mærke sine ben og arme, og han er helt væk i blikket – som et angstanfald med meget lidt fysik.

Det er januar og mørkt. Alt det der var helt fantastisk hyggeligt, bliver pludseligt enormt uhyggeligt.

Jeg tager hjem til mine forældre, og der går to døgn, hvor jeg ikke ved, hvad der foregår. Jeg tror, han skriver en sms. Det er faktisk lidt svært for mig helt at huske, fordi jeg bare er helt fra den. Efter to døgn tager jeg tilbage til byen. Jeg er nærmest syg af bekymring og uvished, men jeg bliver nødt til at se og fornemme ham. Da jeg er på vej, ringer han og spørger, om jeg er et sted, hvor jeg kan snakke. Nu kan han snakke, så det bliver jeg nødt til at kunne. Han vil ikke se mig, han vil bare sige, at han ikke vil og kan mere. Lørdag – det her var torsdag – tager han op i lejligheden sammen med sin bror og henter sine ting. Jeg kan ikke forstå, hvad der foregår. Det handler om mit helbred, siger han, når jeg spørger. Han siger, han bliver syg og bliver nødt til at passe på sig selv. Jeg tænker, er det mig, der gør ham syg?

Jeg tror, jeg er ved at miste forstanden. Han er det menneske, jeg følte mig allermest tryg ved. Det er ham, der er mit hjem. Jeg kan slet ikke forstå, hvad der foregår. Jeg får lov at sove hos en veninde og er mere død end levende. Hun ligger og holder mig i hånden. Jeg kan ikke finde ud af at sove selv. Jeg ligger også nogle aftener og holder mig selv i hånden, og tænker, du er ikke alene. Jeg føler, jeg er stivnet. Jeg kan ikke finde ud af at komme ud af sengen. Jeg kan ikke mærke sult og jeg tænker nogle gange, om mine ben lammet? Det er som om, jeg er gået helt i stykker. Jeg kan ikke fungere, uden nogen sætter mig i gang og fx siger, nu skal du drikke dit glas vand. Men jeg kan heller ikke finde ud af at være selv, så jeg tager på arbejde.

I momenter tænker jeg, at det er en drøm, og jeg bliver meget i tvivl om, hvad der er virkeligt. Jeg kan slet ikke være i min krop. Jeg ser mig selv udefra, det suser for ørerne, og jeg skal kaste op. Jeg er så meget i chok. Jeg har ondt i hele kroppen og kan slet ikke fungere. Jeg tror ikke engang, jeg græder så meget. Jeg har sådan nogle støttepædagoger i form af familie, veninder og kolleger omkring mig. Jeg føler mig vanvittig forrådt, jeg elsker ham vanvittigt og jeg forstår ingenting.

FORRÅDT

Så kærligheden er der stadig, selvom han har forrådt?

 Ja. Det er lidt som om, det er en anden person, der har gjort det her mod mig, fordi jeg har ikke set ham, og den stemme han har talt med lød helt anderledes end hans normale stemme. De få mail jeg har modtaget, har været fra hans arbejdsmail, så det er som om, at den Markus jeg elskede, stadig er der. Som om han er blevet bortført. Jeg kan også få sådan en ide om, at han er blevet kørt ned. Er det en anden, der sidder og udgiver sig for at være ham. Det er sådan nogle vrangagtige forestillinger, jeg får, fordi jeg ikke kan forstå, hvad der foregår, og han ikke hjælper mig med at forstå. Jeg er helt ved siden af mig selv. Jeg tænker, min verden er gået i stykker. Og jeg er gået i stykker.

Emilies ex-svigerinde kontakter Emilie, og da det går op for hende, at Emilie sidder tilbage med en masse spørgsmål, lover hun at tale med Markus. Et par måneder senere går Markus med til et fysisk møde hos en parterapeut.

Jeg får ikke noget ud af den samtale. Han sidder bare helt stiv med nystrøget skjorte og stylet hår. Jeg tænker, hvordan kan du have brugt tid på at sætte dit hår, når du ikke kan sige noget til mig. Det er så mærkeligt for mig, at han kan være ude i verden, passe sit arbejde og prioritere træning, men ikke give mig den mindste forklaring eller om ikke andet beklage måden, han har brudt på. På det her tidspunkt har Markus søgt om en straks-skilsmisse.

Hvordan har du det i dag?

Nu er der gået to år, og jeg føler, jeg er i forskellige sæsoner. Det er ikke sådan, at jeg bevæger mig lineært. Jeg kommer også nogle gange tilbage til noget, jeg tidligere har været i. Men jeg tager det jo med mig i den næste sæson – eller fase. Lige nu er jeg nok mere i sorg end i chok. I starten måtte jeg i lang tid bede folk om ikke at spørge ind til det. Hvis jeg bare havde et minut, hvor jeg ikke tænkte på ham, var det en befrielse. Der er mange, der med gode intentioner spørger, hvordan det går med mig efter bruddet og så bliver jeg jo mindet om det hele. Jeg drømmer næsten om ham hver nat. Der går ikke en uge, hvor jeg ikke drømmer om ham i hvert fald fem gange. På den måde er han jo til stede. Når jeg er ude, er jeg stadig i frygt-modus og scanner mine omgivelser. I nogle perioder mere end andre, men hvis jeg ser en, der ligner ham, så bliver jeg bange.

Hvad bliver du bange for?

Hvis jeg ser ham, bliver det tydeligt, at virkeligheden er en anden, end den jeg ønskede, den skulle være, og det bliver på en eller anden måde enormt angstfyldt. Og jeg bliver også bange for, om alt det jeg troede var sandt – hele den her fortælling – er sand. Jeg bliver enormt usikker på om jeg kan stole på min egen dømmekraft og mennesker og verden er et grundliggende sikkert sted. Det har jeg aldrig tvivlet på tidligere. Der er også noget i bare ikke at være betydningsfuld, der også er farligt. Så det er stadig svært for mig at forestille mig en verden uden ham. Selvom jeg virkelig prøver ikke at dyrke den tanke.

Hvis vi kunne have grædt sammen. Hvis han kunne have taget imod min frustration. Hvis han kunne have råbt ad mig. Hvis han kunne have sagt i nat sover jeg inde på sofaen, eller det her, det går ikke, eller jeg tager ud i et eller andet sommerhus i en måned, så kunne jeg mærke det menneske, som var ordentligt, som ville en dialog, og jeg havde været med i processen, men han tager hele processen fra mig. Jeg har kendt ham siden 2005. Vi var gift, han var min verden og fremtid. Og så går han for at få noget luft. Jeg føler, jeg er et sted i livet, hvor han har taget min fremtid fra mig. Min mulighed for at få børn, min tillid til andre.

Hvis vi kunne have grædt sammen. Hvis han kunne have taget imod min frustration. Hvis han kunne have råbt ad mig.

Hvordan påvirker det du har oplevet dine relationer i dag?

Jeg er meget frygtsom. Indtil nu er det altid mig, der har forladt folk, men nu kan jeg mærke, at jeg er bange for at miste de mennesker, jeg har i mit liv. Jeg er usikker på, hvad og hvem, jeg kan stole på, og på mine evner til at forstå andre. Men jeg er også blevet taknemmelig for de gode mennesker, jeg har i mit liv. Det er blevet meget tydeligt for mig, hvor meget rigere livet er i fællesskab. Vi kan ikke gå igennem livet uden at få brug for hinanden, og det glemmer vi, når alting kører. Men det gør det bare ikke altid. Vi er som mennesker evigt forbundet. Alt hvad vi gør, er i forhold til noget andet i forhold til hinanden. Vi står altid i forhold til nogen, og vi skylder altså hinanden noget i de her relationer. Jeg har nok i virkeligheden også fået et bedre forhold til mig selv.

Men hver dag kan jeg mærke, at mit hjerte er gået lidt i stykker, og jeg har tænkt meget på, om det er gået helt ægte i stykker, eller om det bare har fået nogle slag. Det kan jeg ikke helt finde ud af endnu. Det er den proces, jeg er i. Men der er noget, der aldrig bliver ligesom det var før. Altså min tillid til andre, tror jeg aldrig bliver som den var før. Og jeg forstår stadig ikke, hvad der foregår. Det er virkelig ensomt, fordi han ikke hjalp mig med at finde en mening i det. Han fratog mig muligheden for at handle og kæmpe for det, jeg holdt allermest af.

Men hver dag kan jeg mærke, at mit hjerte er gået lidt i stykker, og jeg har tænkt meget på, om det er gået helt ægte i stykker, eller om det bare har fået nogle slag.

Hvorfor deler du den her fortælling?

Ensomhed har fyldt meget. Selvom jeg har mødt andre, der har haft det svært, har deres historier været meget anderledes end min. Jeg har ikke kunne spejle mig i andres kriser. Jeg er ikke en fraskilt, enlig mor eller i starten af 20’erne. Jeg har følt mig alene og rådvild. Jeg bliver usikker på, om min fortid var sand og på min fremtid. Hvis min historie kan hjælpe andre, der står i noget, der minder om, så vil det skabe mening i alt det, der er så meningsløst for mig lige nu.

Mit sind arbejder stadig meget på at skabe en mening. Han har ikke kunne hjælpe mig til at afslutte eller få skabt mening. Det håber og tænker jeg, at det her kan hjælpe mig til. Jeg får lov til at sætte et punktum på et kapitel af min historie.

Navnene i artiklen er opdigtet af hensyn til de involverede.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s