34

33 år.

Et job (nej, faktisk to) og et yoga og surf retreat på Sri Lanka. På jobbet genfandt jeg mit selvværd, og jeg kunne endelig genkende mig selv i mødet med mennesker igen. Retreatet gjorde vinteren kortere, dagene lysere og kroppen lettere.

Mine ansættelser ophører. Kroppen bliver tungere. Dovne akademikere råber de, og lige dér i maven mellem mindreværdet og selvværdet, rammer det mig. Jeg glemmer nemt, hvad jeg har opnået, når fokus (oftest) er på det ordinære. Det ordinære liv. Den ordinære ansættelse.

Men mest af alt, bør jeg holde af hverdagen. Så jeg fylder den med lange gåture ved Marselisborg og rundt om Tivolisøerne med Lana Del Ray og doku-podcast i ørerne. Naturen gør det lettere at trække vejret, lærer jeg. Jeg bingwatcher bjergtaget Euphoria på HBO og anden sæson af Big Little Lies. Jeg dyrker yoga og jeg danser i Yo Studios. Jeg forsvinder ind i kroppen og glemmer alt om afslag og afvisninger. I minutter eller timer.

Hverdagen er også a-kasse, ansøgninger og artikler. Vi har fået en ny Nabo på Frederiksbjerg, der serverer økologisk kaffe og plads til at skrive. Engang imellem søger jeg tilflugt der. Andre dage skriver jeg på DOKK1 eller La Cabra ved Banegårdspladsen, som serverer en af byens bedste bønner til min americano.

Mine tekster bliver læst, redaktørerne jeg sender materiale til, tager mig seriøst. Det bør jeg også gøre. POV. International bringer mit interview med Maya for tredje gang i deres ugentlige nyhedsbreve, og redaktøren skriver og spørger, om de skal bringe flere af mine historier. Interviewet med Marie ender på forsiden og kommer i nyhedsbrevet. Jeg skriver et debatindlæg i Magisterbladet om ulønnet arbejdskraft i kultur – og kommunikationsbranchen, som jeg selvfølgelig ikke får penge for.

Undskyld, siger jeg igen og igen. Til damen, der går ind i mig i Netto, eller flyttemændene, der ikke kan bære flyttekasserne med mine bøger, selvom de alle vejer under de 19 kg, som er det tilladte. Det virker ærlig talt en smule patetisk at rende rundt og sige undskyld til alt og alle, når de opfører sig som idioter, tænker jeg.

Et gensyn med Nørrebro og et midlertidigt hjem. Som altid tilpasser jeg mig mine omgivelser. Omvæltninger er ikke udfordrende for en person, der altid har været tryggest i rammer, der kunne flyttes og skiftes ud. Gåturene ved Marselisborg er blevet til gåture på Assistens Kirkegård. Yo Studios i Scandinavien Center er skiftet ud med Yo Studios på Islands Brygge. En etværelses er skiftet ud med to (små) værelser og klæder en kvinde i trediverne bedre. Lana Del Ray lytter jeg stadig til.

Der hænger en baby over armen på mig. Det er søndag, og jeg er til børnefødselsdag. Ingen er børnene er mine, og det føles stadig fjernt for mig at skulle forsøge at passe ind i en sandhed, jeg ikke kender. Min force er, at jeg ikke kan sammenligne mig med liv, jeg ikke kender, eller ved, jeg drømmer om. En voksenverden, der for mig strammer garnet og kvæler barnet. Jeg er barnet. En barnlig voksen. Observerer, men har aldrig svarene, når de stiller spørgsmålene. Evigt rodløs og rastløs, passer alle steder og ingen steder.

34 år.

Bare fordi de stiller spørgsmålene, og jeg tror, de kender svarene, som jeg forventes at give, behøver jeg ikke forsvare eller forklare, når jeg føler mig misforstået. 34 år og ikke længere en undskyldning.

Tusind tak fordi I følger med ❤️

Work-life-balance


Det er tirsdag, og jeg har brugt mandagen i går på at være voksen og undersøge forskellige forsikringstilbud. Man finder mig i kategori 3, da arbejdssøgende åbenlyst er det farligste erhverv, man kan udsætte sig selv for. Vi lader bare som om, du er kontormus, som jeg, siger sælgeren i den anden ende af røret, sænker prisen og putter mig i kategori 1, den mindst farlige, mens han samtidig har en forventning om, at jeg i næste måned er i job.

Det horoskop min far lavede, da jeg var lille, dukker pludseligt op. Tilsyneladende står det skrevet i stjernerne, at det, der fylder i mit liv, er job og karriere, hvilket jo kan virke en smule komisk, eftersom klokken er 11 på en tirsdag, og jeg sidder her i mine sweatpants og uden make-up.

Man skal kende mig for at vide, at det (job og karriere) faktisk fylder mere. mest. I min bogreol står en bog med titlen Work Less Achive More, som mine søskende forærede mig i en jule – eller fødselsdagsgave mange år tilbage. I dag morer jeg mig af åbenlyse grunde over titlen.

Mit selvbillede matcher ikke billedet af en kvinde, der sidder alene uden noget at give sig til på en hverdag.

Jeg kan lide at skrive, sagde jeg til ungevejlederen i et lokale på Vestergade, da jeg ikke var kommet ind på det studie, jeg havde søgt ind på og nu skulle finde et alternativ (også til mit daværende job som stuepige). Hun stak mig en brochure med et danskstudie i Kolding. Kort tid efter flyttede jeg til Kolding og startede på danskstudiet. Det betød, at jeg med en lille deroute, kunne læse min kandidat på den uddannelse, jeg i første omgang ikke var kommet ind på. Det viste sig selvfølgelig, at danskstudiet var det, jeg blev gladest for.

Fem års studie, en omskrivning af specialet, en helvedes masse kurser, frivilligt arbejde og praktikker og løntilskud senere, står jeg og serverer kaffe i en bog-kælder. Jeg er sammen med fine mennesker, og hverken jobcentret eller a-kassen kan røre mig, når jeg langer kaffe over disken og ælter bolledej til sandwich.

Seks måneders tid senere lukker stedet på grund af nogle interne uoverensstemmelser, vi ansatte aldrig finder hverken hoved eller hale i.

Chefen for de sommerskoler jeg været ansat på de seneste mange somre ringer. Hun tilbyder mig et job, og jeg takker ja.

To år senere sidder vi samlet om et stort aflangt bord og får at vide, at vi ikke længere har et job. Flygtningeområdet har fået konkurrence, og der skal spares. Vi er dem, der skal spares. Jeg ser det hele gå i opløsning udefra, og er tæt på taknemmelig for den fyreseddel, jeg fik.

I en mdr. bor og underviser jeg fire ud af fem dage i Sønderjylland, og ser, hvilke konsekvenser besparelserne har. Da jeg hverken kan stå inden for den måde, de ansatte eller asylansøgerne behandles på, laver jeg en fratrædelsesordning med chefen. Det viser sig efterfølgende, at han har en række sager hængende over sig, bl.a. en sexchikanesag. Heldigvis har han aldrig været upassende overfor mig. Det er en vanvittig måned, hvor jeg er stærkere, end jeg troede, jeg ville være, og lærer at sætte mine behov før andres forventninger.

Nu har jeg ikke længere noget at give mig til, så jeg begynder at date.

Det første match jeg mødes med, er en israelsk læge, som ofte ferierer i Aarhus. Vi drikke kaffe en dag, kører ud til stranden med en flaske vin den næste og spiser frokost den tredje, og så tager han tilbage. Er han i byen, hører jeg indimellem stadig fra ham, men for mig er han et godt minde, der på anden date valgte at hoppe splitterravende nøgen i havet.

Det næste match har jeg pinligt nok glemt, hvad laver, men han har tidligere været landmand og er nu noget med en handelsuddannelse. Han er en følsom fyr, der efter sin skilsmisse er begyndt i mande-gruppe. Han forklarer for mig, hvad en mandegruppe er, inden han opfører et Tai Chi show midt i Botanisk Have. Han er en modig mand, men der er minutter, jeg ikke ved, hvor jeg skal gøre af mig selv, så jeg skriver tak for en god date, men jeg manglede kemien. Han svarer, hvordan jeg kan konkludere det ud fra kun en date. Og han har ret.

Det tredje match jeg mødes med underviser på en ungdomsuddannelse. Han er sød, men da han fortæller, han har fået en elev (eller var det flere) fra sin klasse til at græde (selvfølgelig ikke med vilje), og senere kommer med en sarkastisk joke til tjeneren på den cafe, vi har tænkt os at drikke kaffe, ved jeg, vi ikke er et match.

Jeg sletter Tinder, og bliver lettet, da jeg senere finder ud af, at det står skrevet i stjernerne, at det er i forbindelse med job, jeg vil møde min mand.

Forhåbentlig har jeg mere end en chance, for jeg har mødt mænd i forbindelse med mine job bl.a. min ex-kæreste. De mænd jeg har mødt i forbindelse med job, er vanvittigt ambitiøse, hvilket helt åbenlyst er grunden til, jeg falder for dem, når de får øje på mig.

Jeg går til 15 jobsamtaler. Til en af samtalerne får jeg at vide, at jeg ikke virker særlig robust og til en anden bliver jeg rådet til at blive selvstændig. Alle har en mening om, hvem jeg er, og hvordan jeg er.

Flashback til den mand der sammenlignede mig med en musiker, han lige havde sagt, lignede en handikappet, og til min usikre ex-kæreste (ikke ham jeg mødte på job), der havde brug for at pointere, at jeg også kan være rigtig grim. Alle har en mening, så medmindre du kan lide at være rigtig rundtosset, hold fast i din egen!

Er du nogen, spørger en mand, jeg har mødt på Lynfabrikken, da vi cykler ned for at bade ved Marselisborg havn.

Er vi ikke alle det?

Min venindes kæreste ringer og tilbyder mig et midlertidigt job. Jeg takker ja, og i otte måneder blandt iværksættere og mennesker, der ved, at drømme også er ambitioner, føler jeg mig mere hjemme, end jeg har gjort længe.

Jeg modtager endnu en e-mail med endnu et afslag, som jeg sidder her i mine sweatpants, uden make-up og med håret i en rodet knold på denne tirsdag. Det her er Work-life i ubalance, men livet i balance (med dets op – og nedture) ♥︎

Om at tage en uddannelse sent i livet

img_0275

Peter har hele sit liv arbejdet ufaglært, bl.a. har han kørt bus, taxa og sejlet på de store verdenshave (før han fik børn), men som 56-årig besluttede han sig for at uddanne sig til SOSU-hjælper og arbejder i dag hos hjemmeplejen i Hjørring. Jeg har snakket med ham om, hvilke tanker og overvejelser, der ligger bag at tage en uddannelse sent i livet.

Hvorfor besluttede du dig for at tage en uddannelse?

“Regeringen ændrede reglerne for understøttelse. Men faktisk tror jeg, jeg var begyndt at tænke på det allerede inden. Jeg havde i hvert fald været til et åbent hus arrangement hos SOSU-skolen, hvor jeg havde fået af vide, man kunne få voksenelevløn under uddannelsen, hvis man havde arbejdet som handicaphjælper, hvilket jeg har.”

Havde du taget uddannelsen, hvis systemet ikke havde presset dig?

“Det kan jeg ikke rigtig svare på. Jeg foretrækker at tro, jeg havde taget den alligevel. Jeg søgte ind og blev optaget, men da der var et stykke tid til uddannelsens start, bad arbejdsformidlingen mig om at finde på noget i mellemtiden. Derfor tog jeg en praktik på et plejehjem, så jeg kunne forberede mig på at starte på uddannelsen. Praktikken skulle vare fire uger, men jeg meldte mig syg efter tre, da jeg ikke kunne holde ud at være der længere. De ældre sad og stirrede tomt ud i luften og en masse damer snakkede i munden på hinanden. Det var deprimerende. SOSU-uddannelsen startede 1. februar, men jeg fik den udskudt i tre mdr. til 1. april, så jeg kunne nå at finde på noget andet. I de tre mdr. tog jeg bl.a. en tur til Indien, men jeg fik ikke en bedre idé, så jeg startede på uddannelsen d. 1. april.”

Men du synes jo, det var deprimerende med de ældre der stirrede tomt ud i luften og damerne der snakkede i munden på hinanden?

“Ja, det er en af problemerne. Lige meget hvor i systemet, er der 99% kvinder. Men jeg fandt hurtigt ud af, der er stor forskel på at arbejde på et plejehjem og som hjemmeplejer. Du skal nærmest være terminal for at blive indlagt på et plejehjem i dag. De er så dårlige, ligger bare i deres senge og kommer ikke rigtig ud. Selvfølgelig spiser de sammen og har et socialt liv og sådan. Men som hjemmeplejer kommer jeg hjem til folk i deres egne, små verdener. Det passer mig rigtig godt. Og så er man alene om det. ”

Og det er en god ting at være alene?

“Ja, jeg kan bedst lide at arbejde alene.”

Du har fortalt mig at dem, de andre har det sværest med at passe, er dem, du kommer bedst ud af det med. Hvorfor tror du, det er sådan?

“Dem vi bliver advaret om, kan være nogle svære personer, er dem,  jeg synes minder mest om mig selv, og derfor har jeg måske let ved at snakke med dem. Når jeg er ude ved folk, siger jeg ikke så meget. Jeg lytter mere end jeg snakker, og de kan rigtig godt lide, hvis der kommer en, der gider lytte til dem.”

Du kan godt lide at hænge ud med de mere skæve typer?

“Ja, jeg synes, de er sjovere at være sammen med.”

Selvom du mener uddannelsen er lidt tilfældig, har du så en følelse af, det er den rigtige uddannelse for dig?

“Ja, helt klart. Det synes jeg. Det er det rigtige arbejde for mig, men det er ikke sikkert, jeg udfører det på den rigtige måde.”

Hvis dette er den rigtige uddannelse, tænker du så på, hvorfor du ikke tog den før?

“Det tror jeg, at jeg er jeg glad for, jeg ikke gjorde. Jeg tror ikke, man kan holde til at arbejde inden for plejesektionen i 20 år.  Jeg kunne ikke, for vi bliver hele tiden presset. Jeg har været derude, hvor jeg har været i tvivl om, jeg kan holde til det. Men jeg har besluttet mig for, at det vil jeg, så jeg tager den generelt med ro og passer på mig selv. Det er ikke altid lige velset, men det gør jeg altså. Passer på mig selv, og tager den med ro. ”

Du har altid haft en masse forskellige jobs i kortere eller længere periode. Skræmmer det dig at være det samme sted om 5 år?

“Nej, det gør det egentlig ikke.”

Har du følelsen af, at du passer bedre ind hos hjemmeplejen, end du har passet ind andre steder?

“Jeg passer ind mange steder.”

Men du har sagt, du ikke har været i stand til at identificere dig med arbejdskulturen på mange tidligere arbejdspladser.

“Det er generelt. Der er mange for hvem, det er udbredt, at ens identitet hænger sammen med ens erhverv, og hvis man ikke har et erhverv, kan man føle sig identitetsløs. Sådan har jeg aldrig haft det.”

Du har aldrig følt det pres?

“Jeg synes ikke, det er en god ting, jeg ikke har følt det. Hvis jeg havde følt det, havde jeg måske holdt lidt mere fast i mine jobs, og måske også følt mig presset til at være lidt mere struktureret. Jeg begyndte på nogle uddannelser, der overhovedet ikke var realistiske.”

Ja, du studerede arabisk. Hvorfor gjorde du det?

“På grund af interesse. Jeg ville gerne prøve at gå på universitetet og jeg ville gerne læse religionsvidenskab. At følge nogle fag på arabisk var en genvej til religionsvidenskab.”

Nu hvor du ikke har mange år tilbage at arbejde i, vælger du at tage en uddannelse. Da jeg studerede nordisk mødte jeg nogle negative reaktioner overfor mine midaldrende medstuderende. Reaktionerne gik på, at de tog pladserne fra “os unge”. Hvad tænker du om det?

“Jeg har ikke mødt nogen fordømmelse eller misbilligelse af, jeg har valgt at tage en uddannelse sent i livet. Lige så snart jeg var ude i praktik, arbejdede jeg jo også med jævnaldrende. Faktisk har jeg arbejdet sammen med nogle, jeg har gået i skole med. De har været i faget i 30 år, hvor jeg har lavet alt muligt andet. Jeg synes også, der er meget politisk snak om, hvad man kan og hvad man ikke kan. Om man bidraget til samfundet eller nasser.”

Der er nok også forskel på, om man tager pladserne fra nogle på de store uddannelsesinstitutioner eller søge ind på en uddannelse i udkantsdanmark, som du har gjort…

“Vi kalder det vandkantsdanmark…”

Men har du nogensinde følt dig ramt af den politiske snak? Du siger jo faktisk, du blev presset til at tage en uddannelse.

“Altså der er helt sikkert mange, der har anset mig for at være en samfundsnasser, og med rette. Jeg har helt sikkert ikke arbejdet hele tiden, men brugt meget tid på mine egne ting, mens jeg har hævet understøttelse.”

Tæller dit arbejde som ufaglært ikke?

“Jo, men der er gået lange perioder i mellem jobbene.”

Har det altid været selvforskyldt?

“Nja, men jeg har heller ikke altid gjort så meget for det. Jeg gik fx ledig, da I (undertegnede og to yngre søstre)  var små. Det var jo smart, jeg var hjemme nogle gange, ik.”

Hvorfor gjorde du ikke mere for at få et job?

“Fordi jeg havde det fint med at gå ledig. Jeg lavede alt muligt andet. Jeg havde det fint med det, og det kan godt være, at det er forkert. Der er helt sikkert mange, der har snakket, gætter jeg på. Men jeg lod det bare gå ind af det ene øre og ud af det andet.”

Hvordan kan du det?

“Dengang jeg var helt ung, var jeg tilhænger af “Sammenslutningen af bevidste arbejdssky elementer”.

Men det er vel også en form for identitet, bare ikke arbejds. Kan du kan identificere dig med dit arbejde hos hjemmeplejen nu?

“Nej…. eller… det er faktisk begyndt at blive lidt af min identitet. ..Meget mystisk.”

Og det har du det okay med at indrømme?

“Ja! Prøv at hør! Jeg er ikke sådan én, der bliver ved at være den samme hele livet.”

Man har hørt om folk, der arbejder mange år og så trapper ned og laver, hvad de har lyst til. Den anden vej er atypisk…

“Jeg er nødt til at arbejde. Både fordi jeg har brug for pengene og fordi de tider, hvor man kunne få lov til at gå rundt og være ledig, og hygge sig med det, er forbi.”

Men hvis du havde muligheden for at være ledig, ville du så vælge den?

“Selvfølgelig ville jeg det.”

Vil du ikke savne hjemmeplejen?

“Jo, det er rigtigt. ..Aj… jeg ville nok fortsætte lidt mere i hjemmeplejen.”

Jeg skal ikke putte svar i din mund.

“Altså, jeg har altid været meget omstillingsparat. Jeg ændrer mig i takt med, hvilke muligheder, jeg har. Jeg tror, jeg tager de muligheder, der byder sig, og så lader jeg som om, det er det bedste for mig. At det er lige det, jeg har ønsket mig. Kender du ikke historien om Guruen i Indien (Peter har en stor kærlighed til Indien og har rejst i landet mange gange)? Guruen kan få alt, hvad han ønsker sig. Da nogen spørger til hans hemmelig, svarer han, at det er meget simpelt. Han ønsker sig det, han får. Det jeg havner i, udnævner jeg bare til mit. Jeg mangler nok noget målrettethed. Jeg sætter mig ikke mål, jeg skal forfølge.”

Hvad har du imod mål, er du bange for ikke at nå dem?

“Måske vil jeg bare hellere leve i nuet end at lave målsætninger.”

Men du gennemførte din uddannelse og arbejder nu som plejehjælper. Hvordan har du opnået det, uden at sætte dig nogle mål?

“Jeg kan ikke forklare det. Måske er det ikke nødvendig at sætte sig så mange mål. De kommer måske uanset. Jeg blev ansat i min nuværende stilling ved at hjemmeplejen ringede til arbejdsformidlingen og bad dem hjælpe med at finde en ferieafløser. Indtil da havde jeg søgt jobs lidt halvhjertet, men jeg prøvede selvfølgelig at finde nogle spænde og interessante steder. Arbejdsformidlingen ringede til mig og jeg kørte forbi lederen af hjemmeplejen, inden en Bob Dylan koncert jeg skulle til i Aarhus. På grund af koncerten kunne jeg ikke starte den efterfølgende dag, men jeg startede om fredagen og har været der lige siden. I starten var det fuldstændig vanvittigt. Jeg tror, jeg på 4 mdr. besøgte over 120 personer, og nogle så jeg kun én gang. Jeg fandt derfor hurtigt ud af, jeg ikke kunne bruge de ting, jeg havde lært, men måtte improvisere. Det kan godt være, at der ikke blev gjort så meget rent, men de fleste synes jo, det var hyggeligt, at jeg kom, fordi jeg godt gad at snakke med dem. Og faktisk fik jeg også ros for min rengøring.

Efterfølgende spurgte jeg, om jeg ikke kunne få aftenvagter. Det er mere personligt og der er ikke så meget rengøring, mere sådan nogle småjobs, som at huske dem på deres piller. Jeg havde altså ikke som sådan søgt om at havne her. Jeg var bare heldig, for det er lige præcis her, jeg drømmer om at være!”

Har du nogle tilføjelser eller en vinkel, der er vigtige at få med i dette indlæg?

“Vi får af vide, vi skal spare og det går ud over servicen. Det synes jeg ikke er i orden. Jeg blander mig med den faglige indsigt jeg har, men mest af alt spiller jeg dum og lader som om, jeg ikke forstår de nye regler. Jeg skriver rapport, når jeg bliver bedt om det. Men det er ikke noget jeg bruger særlig lang tid på. Jeg vil hellere snakke med de ældre, end skrive hvad vi har snakket om. Men lige nu føler jeg, den største forskel opnås ved simpelthen at spille dum. At jeg ikke fatter hvad kommunen vil have os til og hvor vi skal spare. Jeg bliver ved at gøre det for godt. Det har så den force, at der ikke er nogle af de ældre, der klager. ”

Nu har du sagt et par gange, at du spiller dum, fordi det er den eneste løsning. Er der ikke forskel på at sige man spiller dum og sige, at man kæmper for at bevare et serviceniveau, man synes, man kan være bekendt?

“Ja, det er det jeg gør (kæmper for at bevare et serviceniveau, vi kan være bekendt).” 🎄

Lille spejl bag bordet der…

tumblr_lm3ll2XcF31qhbpdlo1_500

De stirrer på mig. De taler med mig. Du taler igennem mig. De taler om mig. Mig, der skal lære dem noget. Dem, som det senere skal vise sig, jeg spejler mig i. Alle mine erfaringer, al min viden.

Jeg spejler mig i dig. Du spejler mig. Det, du gør. Alle de erfaringer, jeg har. Det, du siger. Al den viden, jeg har. Du taler og jeg lytter. Jeg hører, hvad du siger, og jeg mærker, hvad du gør. Jeg mærker dig. Det, du vækker, eller det, du ikke vækker i mig. Jeg taler og du lytter.

Den erfaring, jeg ville ønske, jeg havde haft. De personer, jeg ville ønske, jeg havde mødt. Jeg er din konsulent. Jeg er din underviser. Din ven. Men du bliver min. Konsulent. Underviser. Ven. De ting, du ikke forstår. De job, du ikke kan få. De mennesker, der ikke griber din hånd.

Du skubber mine grænser. Du mangler initiativ. Du tager ikke ansvar for dit eget liv. Du lader det hele være op til mig. Du skyder skylden fra dig. Du fortæller mig, hvem jeg har lyst til at være. Og hvem, jeg ikke vil være. Du er dimittend fra østeeuropa, der kommer for råd og vejledning om job. Du er flygtning, der kommer for at forstå den kultur, du er kommet til. Du er menneske, jeg skal vejlede og undervise.

Du er manden, der tror, du kan det hele. Du er kvinden, der tror, du ikke kan noget. Du er pigen, der ikke forstår, hvad du laver her. Du er drengen, der ikke vil sige, du ikke forstår. Du er menneske, der insisterer på at blive set. Du er mennesker, der udvikler dig. Du er alt det, der bliver til vi. Alt det, der spejler mig, som spejler os. Vi spejler os i hinanden.

At lære fra sig, at lære om sig. Jeg er kvinden, der aldrig troede, jeg skulle undervise. Aldrig troede, jeg skulle spejle mig i jer.

We Are Real

wanr_foto_MichaScaarup-1024x685

Kontrakten er underskrevet. To midlertidige ansættelser og to vikariater blev til et job. Jeg er nu officielt voksen. Eller jeg har et ordinært voksenjob. Jeg er en del af Dansk Flygtningehjælp midt i en flygtningekrise. Andres ulykkelige skæbner blev mit levebrød. Jeg er en del af dét og alligevel er jeg så langt fra, at jeg ikke kan nå, ikke er i stand til at forestille mig, hvad det er, jeg er en del af. Min opgave er, at åbne døren op til et samfund, som jeg bliver mindre og mindre tryg ved selv at være en del af. Sammen lægger vi planer for en fremtid. Jeg frygter at møde mine kursister igen og se at disse planer ikke at blevet indfriet. At nogen på vejen har sluppet deres hænder og de har mistet deres vilje. Jeg frygter historierne. Dem om familierne, kæresten, manden, konen, børnene. Men de er vigtige, historierne. Det er vigtigt, jeg lytter og forstår. Det er vigtigt, du lytter til det, jeg fortæller dig. Viljen eksisterer.

Jeg tænder for mit TV og hører en masse støj, men samtidig ser jeg, hvordan vi finder sammen i forsøget på at stoppe støjen og i stedet hjælpe, hvor der er brug for hjælp. Alt det langt væk, er nu tæt på. Indslagene i TV – avisen er virkelige historier, som aldrig har været tættere på vores stuer. Vi forholder os. Nogen forholder sig ignorant og kritisk. Beviset på, vores lille samfund har glemt alt omkring dem i alt for mange år. Som at bedrage sin næste. Det vil altid blive opdaget. Man vil altid skulle forholde sig på et tidspunkt. Det tidspunkt er nu. Jeg græder og jeg smiler. Græder over de ignorante, smiler af de initiativrige. Jeg ser et skilt med denne tekst:

We Are Not Real/And can’t talk/About the ship/The water/The smell/The face/The screams/And the slowly/Dying voices/We can’t tell about/The fish entering/Our body openings/Biting/Our flesh/From our insides

We are dolls/And can’t say/The prayers/Told/In the cold/And softy/Water/We can only be/A memorial/Of thousands/Of thousands/Of thousands/Have a break/Have a cake/Please

(Christian Lollike)

Og jeg hører en soldat fortælle, hvor meningsløst det hele måske er. Og jeg tænker igen på historierne. Hvor vigtigt det er at dele for at forstå. ♠♥

 

Hej, jeg (er en) blogger!

WP_000720

I 2013 lancerede jeg en blog. Min blog. Det var en indskydelse, der udsprang af en rastløshed. Jeg var færdiguddannet og uden job med masser af tid, men intet at bruge den på. Min tanke var at bloggen skulle hedde rastløs for at symbolisere den tilstand, jeg befandt mig i, og nok altid befinder mig i. Navnet var optaget og blev derfor til rastløsetanker. Den første darling slået ihjel, lige der, inden bloggens første indlæg. Automatisk blev omdrejningspunktet for bloggen den svære kamp, man som nyuddannet humanist bliver en del af i jagten på jobbet. Jeg tilsluttede mig koret af klagesange og kronikker, der alle handlede om, hvor svært det hele er. Tag ikke fejl, det er svært. Pissesvært! At skulle forsvare de valg, man træffer. Forsvare hvorfor man ikke kan stille sig tilfreds med en mindsteløn og en tilfældig tjans. Men bloggen vidste sig at blive et frirum, hvor jeg kunne ytre mine tanker (måske navnet var meget passende alligevel?). Dagen jeg lagde en tekst ud som mennesket og ikke humanisten (til trods for disse unægteligt hænger sammen, misforstå ej), var interessen større end nogensinde. Måske var det temaet kærlighed. Men jeg tog chancen og fandt en ny retning for min blog og følte samtidig, jeg fandt hjem. Tekst har altid været en del af mig, og at være privilegeret at få lov at dele den – min tekst – med mennesker, som sætter pris på det, er det mest motiverende nogensinde. Nu mangler jeg bare modet til at stå ved, at jeg mener det her, skriveriet, temmelig seriøst. Fx kigger jeg i min kalender for at se, hvornår jeg har tid til at arbejde. Min hjerne er begyndt at definere disse blogindlæg, og diverse andre tekststykker jeg skriver på, som arbejde. Et arbejde der skal gøres og som jeg ikke kan lade være med at lave. Problemet er, jeg ikke tør vedkende mig, hvor seriøs jeg i grunden er. Hver gang jeg vover pelsen (for det er virkeligt grænseoverskridende) og fortæller folk, at jeg skriver, bliver det efterfulgt af et skævt smil eller en svada om, det jo mest er for mig selv bla bla bla. I særdeleshed er jeg ikke meget for at stå ved, at det hele foregår på en blog. At jeg er blogger. Det vil jeg forsøge at ændre nu. For at blive taget seriøst skal man vel også tage sig selv seriøs – i en vis grad? Så her er det:

Hej, mit navn er Mai og jeg har en blog, hvor jeg skriver!

Jeg har siden barnsben skrevet om alt og alle, jeg har brugt utallige timer på at lægge på knæ og udføre havearbejde alt imens jeg interviewede mig selv om alt og intet, så jeg en dag kunne svare på de spørgsmål, jeg ville blive stillet eller stillede mig selv. Navlepillende og narcissistisk muligvis, men drømme kan man ikke løbe fra….

 

En hyldest til Suzanne

5750370-klementiner

Jeg opfanger ikke alt, hvad hun siger. Men jeg opfanger det, da hun siger, vi gør noget for samfundet, bare ved at stå her og servere kaffe. Det er min anden dag på jobbet, og det undrer mig, især efter mælkeskummeren er stukket af og bønnerne fra kaffekværnet er over det hele, at jeg allerede skal føle mig nyttig i samfundet, efter to dage på job. Jeg har mødt flere stamgæster, end jeg kan holde styr på. Hun er ikke en af dem, endnu, men hun er snaksaglig. Fortæller hun startede en af de første kvindeforeninger herhjemme, det kan vi godt lide, bliver vi enige om, som vi står tre kvinder bag disken og skubber røven tilbage og brysterne frem, som for at understrege, vi mener det sgu, girlpower! Det virker, for hun lægger mærke til en af vores taljer, den mindste. Sådan en havde hun også en gang, fortæller hun. Men det er længe siden, og hører en anden tid til. Nå, men nu læner hun sig ind over bordet og spørger, om vi kan holde på en hemmelighed. ”JA”, lyder det lidt for højt og hurtigt fra mig, som indtil videre har holdt mig i baggrunden og observeret og nikket til det, der blev sagt og gjort. Så det virker ret mærkværdigt, og sådan føler jeg, da det slår mig, hvor højt og hurtigt, jeg reagerede, på så typisk et spørgsmål. Hemmeligheden er, hun har pyntet op til jul. Vi er i starten af november! Faktisk har hun ikke kun pyntet op, hun har også købt julepynt, som hun viser, og insisterer på passer sammen med taljen. Den lille fine julestjerne og den smalle talje, det er en sejr for julen og for kvinderne. Helt ærligt, så fortryder jeg mit udbryd, for julepyntning i november, er ikke den hemmelighed, jeg håbede på. Om natten kan jeg ikke falde i søvn og opdager, det er fuldmåne. Jeg kyssede engang en mand ved fuldmåne (og igen ved næste fuldmåne), derfor kommer jeg til at tænke på ham. Jeg forbander mine tanker og ham og de søvnløse nætter langt væk. Jeg skubber røven tilbage og brysterne frem, mine våben, og husker det, girlpower! Jeg behøver sgu da ingen mand. Næste dag finder jeg julepynten frem, laver risengrød og køber klementiner.

Og i dag er søndag, så jeg vågner alt for sent, og stiller mig selv spørgsmålet, hvad er for sent? Jeg lægger planer for at bryde dem, og jeg tænker for mange tanker, så jeg tager opvasken og kigger på min LinkedIn, min Facebook og min Twitter, men bliver svimmel af at se på alle de smukke mennesker og alle de fine titler, hvor én ofte ikke er fyldestgørende, og får lyst til at krybe tilbage i seng. I stedet mødes jeg med en veninde over en kop kaffe for at overtage nogle af hendes tanker. På vejen hjem køber jeg bland-selv-slik for en million kroner, og spiser det hele på to minutter, mens jeg ser en dokumentar om Suzanne Brøgger, den krukke. Hun forstår, girlpower. Eller søndag. Eller tanker, der er.

 

 

 

 

 

Blåøjet dansker

WP_000360

De er muslimer, flygtninge, udlændinge. De er ikke ligesom du og jeg, blåøjede. Nej, de har set ting, som du ikke kan forestille dig. Hvordan reagerer man, når nogle fortæller de har mistet en mor, en far, en bror, en søster i en nytteløs krig? Kigger ned i et dybt sort hul, som var det dér svaret skulle findes. Svaret findes ikke, er ikke. Impotens’ magtliderlige mænd, måske.

Det er korrekt, at de har et anderledes tidsbegreb end du og jeg. Det er korrekt, at de tror på en gud, som for os er et forældet fænomen. Altså gud er forældet. Vi har ikke brug for håbet, som troen er. Vi har nok i os selv. Hvorfor skal vi forholde os til jer?

Vi kan frit låne bøger på vores eget sprog, uden omkostninger, uden samvittighed. Vi kan frit svømme i det hav, som er lige uden for vores dør. Vi kan frit rejse til Berlin og besøge vores søster, eller ringe over skype, når vi keder os en søndag.

Hvorfor skal vi konfronteres med, at I ikke kan?

Fordi vi og I er os. Vi er jer og I er os. Den eneste forskel er, vi er mere blåøjet.

Fem uger med unge, taknemmelige og intelligente (ja, Inger Støjberg og co.!) flygtninge giver en indsigt i en verden, som på én gang er tæt på, men så langt væk.

WP_000361

Jeg bliver flov over den taknemmelighed I udviser, når jeg forklarer et ord på dansk, eller når I klapper af os, fordi vi byder jer velkommen. Så lidt, og alligevel så meget.

Og jeg bliver vred, på dem som ødelægger det for jer.

På gensyn.

Det første billede er en gave, som jeg fik – sammen med en buket roser – af en af kursisterne. Det andet billede er fra en hyggestund, hvor kursisterne gav mig et lynkursus i arabisk, somalisk – og lidt fransk (modsat side af tallerkenen).

I bagklogskabens lys…

WP_000267

Vi havde dannet et stærkt team, mine to kollegaer og jeg, formået at tage styringen og ansvaret for vores egen udvikling, når ingen andre gjorde.

Det var ikke et aktivt valg, men noget der skete helt naturligt, fordi vi arbejder på en arbejdsplads hvor vilkårene er ens for alle – undtagen chefen og koordinatoren. Vilkårene var, at vores løn blev betalt af kommunen mens dagpengetaxameteret stadig tikkede – og det tikker højt, som tidligere nævnt.

Udskiftningen på arbejdspladsen er stor, rigtig stor. Virksomhedens fremtid afhænger af, at man husker at opdatere et online projektstyringssystem. Et smart system, men ikke et system der kan afløse os, mig og dig. Sådan føltes det desværre. Især fordi prioriteringen med, at integrere medarbejderne og skabe et arbejdsmiljø, lå i bunden af prioriteringslisten. Det vigtigste er, at virksomheden fortsætter – og for at det kan lade sig gøre – skifter man hele personalet hver sjette/syvende måned, så man ikke skal betale løn, hvilket man reelt heller ikke har mulighed for. Der lægges dog ikke skjul på strategien, hvilket bidraget til, at man føler sig meget lidt værdsat som ansat i virksomheden.

Jeg er som sådan ikke i mod tanken om løntilskud. Især ikke hvis det bidrager til kompetenceudvikling og forbedrer ens chancer for et ordinært job. Men jeg har set løntilskuddets grimme side. Jeg har set det blive brugt som et mål fremfor et middel. Jeg har set, man glemmer at standse op for at spørge sig selv om det virkelig kan være rigtigt, at hele virksomheden er baseret på folk i løntilskud? Jeg har set, man er ligeglad med at informere medarbejderne om nye kollegaer, jeg har set, man afholder jobsamtaler så ofte, at man ikke længere gider læse ansøgningerne eller sætte sig ind i CV’erne. Og jeg har oplevet en chef, der ikke var til stede eller gav lyd fra sig, den dag man ikke længere var en del af virksomheden. Det provokerer mig. Har man ansat 6 mennesker i løntilskud, har man også et ansvar. Et ansvar for, at formidle arbejdsprocedurerne (og ikke gennem et computerprogram!), arbejdsopgaverne og arbejdsmiljøet. Det ansvar er man i dette tilfælde løbet fra. Og det er ikke O.K.

Jeg har haft mine skrubler ved at skrive dette, fordi jeg ved, at der er stor sandsynlighed for at brænde broer. Men jeg kan ikke klare tanken om, at det fortsætter, så nu brænder jeg et par broer – og svømmer. I håbet om, at åbne øjnene op for hvordan løntilskud også kan blive udnyttet.

Jeg vil dog gerne komme med et eksempel på et job, hvor løntilskud har sin berettigelse.

I de 4 uger, hvor jeg var i praktik hos Danmarks Idrætsforbund – og sidenhen blev tilbudt et løntilskud (som jeg var dum nok, at takke nej til – grundet en masse ydre omstændigheder), var der ingen tvivl om, at chefen havde læst mit CV – udset sig en plads i firmaet, som jeg kunne udfylde – og et arbejdsområde hvor jeg kunne udvikle mine kompetencer og bidrage til virksomheden. Første dag jeg mødte ind på denne nye arbejdsplads, fik jeg en rundvisning i hele huset og 10 minutters præsentation af hver af mine nye kollegaer og deres arbejdsområder. På den måde følte jeg mig klædt på, som en del af virksomheden og jeg følte et ansvar for de opgaver jeg blev stillet overfor. Jeg vidste præcis, hvem jeg skulle gå til med hvad, når det opstod spørgsmål. Hvilket der uundgåeligt gør som nyansat. Og vigtigst af alt; der var nogle at gå til! At der måske ikke havde været et job til mig i sidste ende er underordnet i det jeg vidste – og ved, at jeg ikke bare skulle udfylde et hul, som alle kunne udfylde.

Set i bagklogskabens lys har jeg taget nogle forkerte beslutninger i forhold til at skaffe et fast job. Det ved jeg nu og der er ingen grund til angrer. Alle fravalg er også tilvalg – og ved at vælge dette til, har jeg mødt nogle fantastiske, smukke mennesker og bl.a. tilføjet fundraising og projektledelse på CV’et samt udvidet mit netværk betydeligt. Jeg savner hver dag den stemning og de mennesker, som fyldte 7 mdr. af mit liv – og fortsat skal fylde. (Billledet er af en gave, som en af vores medlemmer gav mig, da jeg stoppede).

Pt. er jeg tilbage på Dansk Flygtningehjælps sommerskole, hvor jeg er indtil start august, et job som er indholdsrigt – og betalt. Den anden dag hjælp vi en kursist med at låne bøger på hans modersmål – han havde ikke læst i 4 år. En anden kursist havde ikke svømmet i flere år, og sprang straks i med alt tøjet på, da vi besøgte stranden. Behøver jeg sige, man føler sig nyttig og taknemmelig!?