by maitrosborg

Kære 2015

IMG_0158.jpg

2015, jeg blev aldrig klog på dig. Du har været et svært år, der er sket meget, så jeg har svært ved at rumme dig. Du har været udfordrende, men også vist dine gode sider. Kærligheden har været gennemgående. Du har ført mig steder, jeg ikke regnede med, jeg skulle føres – og jeg er fulgt med. Nu står jeg her, ved udgangen og indgangen til 2016 og spørger, hvad skete der? Var det, hvad der skulle ske?

2015, du var året, hvor det skulle lykkedes, efter utallige projektansættelser, at skaffe et ordinært job og en fast løncheck hver måned. Det er ikke nemt at indrømme, men en økonomisk sikkerhed giver frihed.

2015, du var året, hvor jeg har fået – eller genvundet – mine egne kompetencer. Jeg er god til det, jeg gør – og jeg tør sige det højt. Min faglighed har jeg kæmpet for, og de erfaringer bruger jeg nu, fordi jeg tør. Det tog tid og det er en proces, men det føles rart.

Fravalg betyder tilvalg og omvendt betyder tilvalg fravalg. Jeg valgte jobbet i Aarhus til og dermed midlertidigt Kbh. fra. Jeg savner Kbh., byen, vennerne og min søster. Aarhus er blevet for lille. 2015, du var året hvor jeg igen valgte kærligheden til (eller kærligheden valgte mig?). Jeg vil gerne kæmpe for den, kærligheden, og for ham, når jeg ved, han gør mig bedre og større end jeg er i stand til på egen hånd. 2015, du var året, hvor kærligheden formerede sig og mine længste venskaber offentliggjorde nye familiemedlemmer. Tiden går og vi er nu voksne der får børn. 2014 var bryllupper. 2015 var babyer i stedet for bryllupper.

2015, du var det år, hvor jeg havde brug for at være mere alene end jeg nogensinde har haft før. Jeg lader op, når jeg har liv omkring mig, men 2015 du gav mig så meget liv, så mange skæbner, så mange historier at forholde sig til, at jeg også havde brug for at lade op ved at trække mig. Mine antenner er åbne, det benytter folk sig af. Jeg vil gerne det skal forblive sådan, men i 2016 skal jeg være bedre til at rumme uden at forholde.

2015, du var året hvor jeg næsten fik tekster publiceret, men du var også året, hvor skriveriet blev mindre end de forrige år, så 2016, du skal være året, hvor tiden til skriveriet bliver prioritet – og gerne med et mål for øje. Ligeledes skal dansen, sporten, kunsten, bøgerne, familien og vennerne prioriteres. Jeg lever ikke af min hobby og derfor skal jobbet ikke fylde det hele.

2015, du var året, hvor jeg utallige gange måtte slukke tv’et, lade avisen ligge eller forbande en tråd på de sociale medier alt imens jeg måtte tørre tårerne fra mine kinder væk. Så meget ignorance og uvidenhed. 2016, jeg håber du bliver bedre og folk bliver i stand til at skelne angst og frygt fra virkelighed.

For angsten var desværre dominerende i 2015, og den overskyggede det meste. Jeg håber inderligt det bliver bedre næste år.

Rigtig rigtig godt nyt år.

 

 

by maitrosborg

Julen har bragt velsignet bud

flygtninge

Man kunne vælge at se flygtningestrømmen som en krise, man kunne vælge en retorik, hvor ord som folkeindvandring og truet nationalkultur, er det dominerende. Eller man kunne vælge at se syrerne, eritreerne, afghanerne, irakerne og alle de andre folkefærd, der kommer til Danmark, som en velsignelse. En velsignelse til et mere mangfoldigt samfund, et samfund, hvor man lærer andre og egen kultur at kende, på godt og ondt. Hvor man mødes, udvikler og afvikler. Udvider sit verdensbillede (det har vist sig, vi trænger til det – ja, de bruger også Smartphones i Syrien).

Julen har bragt velsignet bud. Den har åbnet mine øjne for, at jeg er født i et af de lande, det er nemmeste at være født i.

Blanke kvindeøjne har set på mig med en taknemmelig, som ikke kan gengives her. Taknemmelighed over, de får muligheden for at lære. At man tror på de kan, når de ikke gør. Kvindelige analfabeter har været mine velsignede bude, de har vist mig, hvor heldig jeg er, at være født i et samfund, hvor mange kvinder, ligesom jeg selv, har haft mulighed for at blive uddannede. Girlpower er ikke længere blot et begreb fra 90’erne, men noget jeg føler og lever.

Mænd der har manglet en mor eller en søster, har kaldt disse navne efter mig. Mændene er mine velsignede bude. De har lært mig, hvad det vil sige at miste og savne. Hvor vigtig kærligheden er, og at ingen kan klare sig alene.

Sidste år skrev jeg i min noter over 2014, at kærligheden ikke skulle være forbeholdt dette år, men skulle tages med videre til en tid, jeg har svært ved at mærke – eller tro – på den.

Kærligheden har i det snart forgangne år til tider været svær at mærke, men jeg har aldrig troet så meget på den som nu.

Kærligheden er den vigtigste tro,  og en tro vi alle deler. Så lad os huske det i denne juletid, og se det som en velsignelse, at vi får lov at lære andre at kende.

 

Glædelig jul.

 

by maitrosborg

Jeg er ikke god nog

I undrer jer over, jeg ikke kan stave til nok. Det kan jeg. Men det kan den kunstner, der har lavet nedenstående værk på billedet, ikke. Hun er ordblind. Hun føler sig ikke god nog. eller nok. Vi kender alle følelsen, så da en veninde sendte mig billedet i forbindelse med et skriveprojekt, vi arbejder på, skrev jeg denne tekst. Når jeg læser den nu, har jeg svært ved at genkende min egen stemme, men stemmen er min og den taler igennem ordene, der nedfældes. Jeg er ikke sikker på, at jeg tror på det, der står, men det er mine ord, og dem kan jeg ikke løbe fra.

Er vi skabt til noget. Eller skaber vi os selv.

 

jegerikkegodnog

Angsten for at læne sig tilbage og hvile i trygheden. Opmærksomheden der er konstant. Løs og søvnløs, som befinder du dig i en drøm hele livet, i frygt for at vågne og se, det du ikke kan rumme at se. Du er erstattelig. En af mange. Kroppene er ens, graver du 6 meter ned, vil du se. Jeg erstatter dig, førhen og sidenhen. Vi var ikke gode nok til at rumme hinanden, eller du var ikke god nok til at rumme mig og jeg var ikke god nok til at rumme dig. Jeg erstatter og erstattes af en anden hud med en anden hud. Følelsen af ikke af være noget eller nok, den samme følelse af at være alle i en. Ikke at kunne være den, du vil have jeg skal være, når jeg skal være hende eller ham. Jeg fejler konstant. Fejlen begås, når jeg tror, vi er unikke. At jeg er skabt til dette eller til dig.

by maitrosborg

Livet er langt#2 (remix)

santa

lykken er kort, synger folkehelten Kim, mens vi læser, vi er verdens lykkeligste folk[1]. Vi kender ikke til krig, sult og hungersnød, men overforbrug, fedme og ensomhed kender vi. Dét er, hvad dræber et lykkeligt folk.Vi står i kø på hovedbanen foran Donkin Donouts. Udenfor donoutbutikken sætter alkoholikerne flasken for munden og narkomanerne stikker kanylerne i venerne på Vesterbro. Alle er vi afhængige af hver vores drug. I Toftlund er krigen kommet og ignorancen går hånd i hånd med uvidenheden, når ægteparret spørger flygtningene ”hvorfor lige Danmark?”. Men der er plads til os alle i så yndigt et land. Lykkelige mennesker orker ikke smalltalk eller uanmeldte besøg. Vi vil hellere være ensomme end at fejle, medmindre Blachman banker på, så inviterer vi fredagsunderholdningen ind i stuerne. Lykkelige mennesker er kloge. Vi uddanner os til at vækste samfundet. At tælle kroner ikke tanker tæller for et lykkeligt folk. Vi piller dannelse ud af uddannelse, mens vi repeterer karakterskalaer og hepper på 12-talspigerne. Livet er langt, så vi arbejder alle vores timer væk. Vi har så travlt, at syvårskrisen bliver en seksårskrise. Vi mødes, vi skilles. Forelskelsen er en illusion, og fordi virkeligheden altid vender tilbage, kommer vi den i forkøbet. Lykken er kort. Men tosomhed findes igen på dating.dk eller med et svip til højre, så vi er stadig lykkelige. Vi er frisindende og åbne, vi skriger ja til homoægteskaber og ytringsfrihed, mens vi truer med at lukke overtossens psykiatriske museum i Risskov og hænger Kvium op i stuen og forbyder hovedtørklæder og moskeer og muslimer. Vi er kristne (på papiret), men ingen ved, hvad æg har med Jesus genopstandelse at gøre, men vi finder dem frem og fortærer dem. Til frokoster og til påskebryg. Kykliky osv. Vi sympatiserer med Jesus på korset, når vi bruger to dage på at genopstå efterfølgende. 
Vi klipper gækkebreve og sender dem. Mit navn det står med prikker…gæk, gæk….Kan du gætte, hvem jeg er? For jeg ved det ikke selv, så har du svaret, sender jeg dig et påskeæg fuld af taknemmelighed. Og måske gætter jeg, hvem du er, før du selv gør, og så har vi balladen. Vi værner om traditioner, som vi værner om vores lille land. Juleaften samles vi om træet, finder kasser med klodset julepynt og fine kugler frem, hænger op, piller ned, bytter rundt, til træet står smukkest i sin glans og Peter har den gren så kjær. Vi efterlader anden og ovnen og kører i kirke. Præsten velsigner os eller Gud eller menneskeheden? Vi er tilsyneladende mange, der vælger at besøge Guds hus, hvor det er allerkoldeste. Vi kører hjem til andesteg, rødkål og kartofler og et julepyntet bord, som står side om side med glansjuletræet og stadig bugner af iland og overflod. Vi spiser til vi er overmætte og fulde af selskab og højtid, måske en smule af vinen. Vi slår mave og danser om juletræ, mens vi synger samler på ukendte toner og falske melodier. Halleluja, et barn var født osv. osv. Vi pakker gaver ud, spiser og drikker os endnu mere fulde af højtid og helligdag. Det er over midnat og barnet er født… Vi elsker familien og naturen, råber vi i kor, mens vi afleverer børnene til en pædagog og nedlægger Børnenes Jord, hvor børn har leget med voksne, og voksne har leget, de stadig var børn, i et århusiansk øgadekvarter gennem generationer. Den globale opvarmning har narret et lykkeligt folk. Efterår, når kalenderen siger sommer. Det forvirrer, for lykkelige folk planlægger. Børn. Hus. Fremtiden. Og når planlægningen bliver for meget, begraver vi os i fortiden. Og heldigvis er der mange, der vil tage penge for at høre os tale om den.

[1] i år dog overgået af Island, men stadig i top 3 over lykkeligste folkefærd.

by maitrosborg

Når angsten bliver kollektiv

earth

Vi var børn. Vores onkel fortalte dig en historie om trolde i skovene. Du plantede en frygt i dig, frygtede noget, du ikke kendte. Noget din fantasi skabte. Du forlader skovene og vender ikke tilbage. Havde du valgt at besøge skovene og slippe din frygt, ville du opleve, det du frygter, findes ikke. Du skaber det. Havde vi, der lyttede til fortællingen om trolde i skoven, også mærket frygten, ville skovene være forladt og troldene eksistere. Vi havde skabt dem.

Vi er voksne. Man fortæller os en historie om verden. Man skaber en kollektiv frygt. Man forstår, at der er meget ondskab at frygte. Vender man ryggen til verden, skaber man troldene.

Jeg har mødt mennesker, der har oplevet en verden, jeg aldrig kommer i nærheden af, men som kommer tæt på min. Sammen danner vi en ny. Vi vil alle det bedste for vores land. Hvis vi ikke er enige i, hvad det er, så lad os snakke om det. Dialog har tidligere virket i Danmark, så lad os holde fast i den, dialogen. Jeg er evigt taknemmeligt for, at de havnede lige præcis her, lige præcis nu, så vi kunne møde hinanden og forstå, der findes kun én verden, lad os få øje på den sammen. Lad os skabe en fortælling om verden, der er sand og ikke en fortælling, der er båret af frygten.

by maitrosborg

Om ikke altid at hænge sammen…

depression-quotes-for-girls-tumblr-108

Jeg åbner min mail. En veninde har skrevet ”er brudt sammen med stress og har fået bevilliget timer hos en psykolog”. Jeg tæller i mit hoved, hvor mange veninder og bekendte og familiemedlemmer jeg efterhånden kender med stress eller depressioner eller no happy home. Depressioner er der mange af. Stresssygemeldinger muligvis flere. Det sidste har jeg ikke tal på. Før jeg tænkte på dette, tænkte jeg på, hvordan jeg skal fejre min 30 års fødselsdag, om jeg skal holde en fest eller tage ud at rejse. Han siger, jeg bør tage ud at rejse. Jeg spørger med hvem. Spørgsmålet føles farligt. Han svarer med ham. Svaret føles åbenlyst. Men jeg forventer at blive skuffet, eller det vil sige, det gør jeg ikke nu. Det er noget, jeg er vant til, har vænnet mig til. Det er skuffelsen, jeg er tryg ved. De drømme jeg troede eksisterede i en tosomhed, ender altid med ensomhed, har erfaringer lært mig. Men jeg er ikke ensom nu. Jeg græder ikke. Og jeg er ikke bange, længere. Men tilbage til depressionerne. For i denne fortælling hænger de sammen med mine snart 30 år, som jo i virkeligheden ikke er nogen alder, det er jeg klar over. Men på den anden side, de knap 30 år har ind i mellem føltes som en alder. Tænk bare på alle sygemeldinger og depressioner! Ikke mine, men så alligevel. Jeg forsøger, som altid, at finde en sammenhæng. Men alle historierne er forskellige til trods for, de er ens. At være menneske er ikke nemt. Æde – sove – knalde. Hvis det i virkeligheden var alt der skulle til, hvis vi var dyret uden følelser. Men der skal mere til. At fylde os selv og hinanden med sæd og føde, hvis det var nok. Men nej! Drømme skal blive virkelige. Parringen give orgasmer og børn (helst flere end 1,69) og føden indtages i rigtige mængder på rigtige tidspunkter, så vi tager os bedst ud (177 cm, drømmer om at veje mindre end de 60 kg.). At være menneske med følelser er hårdt. At være menneske med lyster er hårdt. At være menneske med lyster og følelser er endnu hårdere. Jeg kender en, nej jeg kender to, nej faktisk kender jeg en masse, som ikke kan rumme at være menneske hele tiden. De føler sig ude af stand, eller faktisk ved jeg ikke, hvad de føler. Men jeg ved, de er mange. Flere der ikke er i stand eller ude af stand end der er i stand. Til hvad, ved jeg ikke. Det kunne være jobbet. Det kunne være kærligheden. Det kunne være livet. Måske hænger det hele sammen. Jeg hænger tit kun halvt sammen, så hvorfor forvente at livet skulle hænge helt sammen. Det er det spørgsmål jeg stiller nu. Men til hvem?

 

 

by maitrosborg

Melankoli

rain

Jeg lader mig falde. Hele vejen ned i melankolien. Som jeg lader mig forføre af springet, når jeg krydser en bro. Derfor sørger jeg for at holde mig på afstand af kanten. Jeg lader mig forføre af menneskets skæbne. Den historie du ikke deler, som spejler sig i mine øjne, når vores blikke mødes. Du fortæller mig ting, jeg ikke ved, hvor jeg skal gøre af. Så jeg planter disse fortællinger et sted inde i mig. Gemmer dem i melankolien. Til en regnvåd eftermiddag, eller til næste gang jeg bliver forladt. Jeg drages af dybet og afgrunden. Jeg ser en udsendelse med en pige, der ikke kan rumme livet. Jeg er dårlig til det, livet, siger hun, mens hun græder på den smukkeste måde, jeg nogensinde har set. Som om hun er skabt til at græde, som om, hendes øjne er formet til netop dette formål, store og dybe og sorgfulde øjne med ovalformede dråber, der formes og forlader dem. Jeg skammer mig over ikke at være i stand til at omfavne livet helt. Jeg skammer mig over at have alle muligheder, men ikke benytte dem. Men så ser jeg en udsendelse med de suspekte drenge fra Albertslund, og forstår at skriften er min musik. Drengene fra Albertslund rummer en følsomhed og en vrede, som musikken bliver en tragt for, på samme måde som ordene bliver det for mig. Den melankoli jeg rummer, er kun forbeholdt skriften og de nærmeste. I andre vil se den svævende version. Hende der lader sig forføre af lykken. Glemmer at bevare begge fødder på jorden og falder for alle, der smiler til hende. Skriften er min tragt, min melankoli, og min undskyldning for at smile og omfavne livet og følelserne, når jeg åbner døren og møder verden.

by maitrosborg

Til barnet, som er voksen…

smoke_053113021356

Kære barn, som så gerne vil være voksen. Alle de bekymringer og alt det ansvar du tager, er ikke dit. Og så alligevel. Kære barn, lad være med at digte dig. Du er en del af den fortælling, der virkelig finder sted. Men det er lettere at være en del af andres fortælling, hvis man ikke kan rumme sin egen. Men en dag vil du opdage øjne, der får øje på dig. Og du vil blive bange. Forsøge at flygte. Eller forsøge at hænge fast, til de ikke kan rumme din insisteren mere. Løb kære barn, løb. Eller bliv, kære barn, bliv. Lad dig omfavne og falde. Slå knæet til blods til du har vænnet dig til at se blodet. Øjne ser, men får ikke øje. Du kommer til at forveksle. Det gentager sig. Forstå, at du også er blind, for det du ikke skal se. Du tager fejl og forveksler trygheden med kærligheden og kærligheden med trygheden, også det gentager sig. I forsøget på at frigøre dig fra din fortid og skabe en fremtid udelukkende baseret på nutiden, fejler du. Dit spejlbillede ændrer sig, men tankerne er de samme, eller du tænker det samme som barnet. Du vil altid og fortsat være barnet. Barnet slipper ikke dig og du slipper ikke barnet. Barnet er din forbandelse i en voksen verden og din styrke i en verden blandt voksne. Intuitionen er din følgesvend og din ven, ligeså synlig og ligeså usynlig som de venner, din mor måtte dække op til, men aldrig kunne se. Naiviteten følger dig som intuitionen. Du får øje på verden gennem barnet og du mærker verden, som barnet mærker en forældres sorg. Den første berøring sætter sig fast. Det første kys, som noget flygtigt og fjernt og forhastet, som en gentagelse af en leg, hvor ansvaret ikke kan fralægges. Kære barn, du er nu voksen og ansvaret er dit. Løb eller bliv.

by maitrosborg

Om fortællinger og om at se…

103d8yg

At være forelsket og få øje på alt. At være i sorg og se intet. Historier der stadig bliver fortalt, personer der stadig fortæller. At passere en mand, en kvinde, et barn på gaden. En historie, der endnu ikke er fortalt. Historier der flettes sammen. Din fortælling bliver til min fortælling og omvendt. At digte videre på en fortælling, der er færdig. At forsøge at genfortælle jeres historie for at få den til at virke. At føle sig som en succes, fordi man er i stand til at forlade ham eller hende, når det ikke virker. At føle sig som en fiasko, når man ser, han eller hun er i stand til at få det til at virke i en anden fortælling. At genfortælle jeres historie og få den til at virke. At forsøge at planlægge, hvad der ikke kan planlægges. At glemme et navn på en kollega eller en ven, men huske en fjern bekendt. At komme til at støde ind i et menneske i bussen. At komme til at røre eller række ud. At komme til at forveksle den fremmede med en du holder af. At digte videre på en fortælling, der ikke er begyndt. At tro din historie fortælles som min. Din historie er så stor den fylder rummet. Min så lille, den kun fylder mig. At tro at jeg kender dig, når jeg knapnok kender mig selv.

 

 

by maitrosborg

Berlin Art Week#2

WP_001031

Kl. er lidt i ni og jeg står foran busholdepladsen sammen med fremmede men velkendte ansigter. Tre af os skal til Berlin. Den ene bor i Berlin og arbejder som freelancetekstforfatter og på Zalando med svenskere og nordmænd, den anden skal på et halvt års udveksling i forbindelse med sit studie i statskundskab. Hendes kæreste er med for at tage afsked. Vores buschauffør er tysk og går ikke så meget op i tid, som danskeren har for vane. Vores tur er sat til at vare 10 timer, men bliver forkortet med to, da minibussen vi er med, kører stærkere og holder færre pauser. I Kolding samler vi en mand op og i Vejle en dame. Hvad de skal i Berlin, finder jeg aldrig ud af. Damen virker modsat den bosatte berliner meget uinteresseret i selskab. Vi holder 30 minutters pause på en tysk motorvejscafe, hvor jeg køber en kop kaffe, som jeg står med, og ved ikke rigtigt, hvad jeg skal gøre af mig selv, da buschaufføren vinker mig ned til bordet, hvor han sidder med sin pølsemix og sin pudding. Jeg er ikke sulten. Han begynder en samtale – på tysk! Jeg forstår det meste, men kan hører de ord og sætningskonstruktioner der dannes og forlader mine læber, ikke er til at forstå, og jeg har ret. Samtalen finder nu sted på engelsk, og jeg tænker, jeg skal have genopfrisket mine tyskkundskaber…

Berlin i regn. Berlin i sol. Berlin når det er koldt. Berlin når det er varmt. Besøg Berlin i efteråret og du vil opleve Berlin i al slags vejr. Jeg er her nu. I Berlin i kunstugen. Og jeg lider af FOMO (Fear of Missing Out). Alt skal høres, alt skal ses, alt skal nås. Men jeg hører aldrig alt og jeg ser aldrig alt og jeg når aldrig alt. SÅ denne gang er jeg på afvænning og nøjedes med to museer og to udvalgte udstillinger – Augen Auf! – en udstilling om 100 år med Leica fotografiet på C/O Berlin og Cindy Sherman på Me Collectors Room. Ellers blev der tid til kaffeaftaler, lange gåture, middage og sofahygge.

Augen Auf! – 100 jahre auf Leica @C/O Berlin

Teknologi forandrer, det ved alle der lever i dette årtusinde. Vi har set det ske. Internettet. Mobiltelefonen. Det har ændret os og det har ændret vores verden. Verden er blevet global og vi (vesten) har fået mulighed for at ytre vores individuelle stemmer. (Leica)Kameraet har ligeledes ændret og formet den verden, vi ser i dag.

Billeder siger mere end tusinde ord, så da Leica 35 mm kameraet blev introduceret i midt 20erne, blev verdens stemme pludselig gennemtrængende. Stemmeren blev hørt, hvor de ikke før havde været hørt. Fotojournalismen blev en gren af journalismen, hvor fotodokumentation var med til at gengive et billede af verden, som den så ud og var. Leica gjorde det muligt at fange billeder i øjeblikkende, hvilket ikke havde været muligt før med de statiske kameraer, der krævede en iscenesat situation. I begyndelsen blev Leica brugt til æstetisk dokumentation af virkeligheden, senere som journalistisk og senere igen fandt fotograferne ud af, man kunne bruge kameraet til at fortælle, og fotografiet fik en ny subjektiv vinkling. Og så er der selvfølgelig modefotografiet, hvilket jeg mener bør sidestilles med kunstfotografiet (hvis I ikke forstår, så anbefaler jeg, I tjekker Richard Avedons fotografier ud, mode OG kunstfotograf).

Summa summarum, fotografiet har haft en helt enorm indflydelse på vores måde at se og forstå verden. En indflydelse, vi måske tager forgivet, men som denne udstilling, med den passende titel ”Augen Auf!”, minder os om.

Cindy Sherman @the collectors room

Cindy Sherman laver spontan kunst, der alligevel er så iscenesat, at man bliver forbavset og forblændet. Spontan kunst fordi den opstår i udførelsen. Iscenesat fordi hun er i stand til at manipulere situationer i øjeblikket. Cindy Sherman er ikke bare Cindy, hun er alle og ingen på én gang. Hun viser, hvordan vi alle rummer forskellige persona, når hun manipulerer sit ansigt eller sine omgivelser i forskellige situationer. Og vi tror på dem alle. Hun er hollywoodstjernen og hun er husmoderen (hun bruger udelukkende sig selv som model i sine fotografier). Hun siger kameraet er hendes værktøj, hvilket må siges at være et værktøj hun mestrer. Hvert fotografi forfører. Kommer I i nærheden af hendes værker, så opfordrer jeg jer til at lade jer forføre af hendes twistede, skæve, til tider skræmmende univers(er).

cindy

Untitled Film Still #48 1979, reprinted 1998 Cindy Sherman born 1954 Presented by Janet Wolfson de Botton 1996 http://www.tate.org.uk/art/work/P11518

 

 

kl. er lidt over ni og jeg står på Berlins buscentral. Vores bus vises ikke på skiltet med afgange, heldigvis får jeg øje på den, da der er ti minutter til den kører. Vi er 5 med bussen. Chaufføren fortæller, “kig til højre, kig til venstre”, og så råber han i mikrofonen, “Mai, gider du tjekke kaffemaskinen?”…

Få steder lykkedes det mig at være tilstede i nuet. Kunsten er et af de steder. Tak og på gensyn Berlin Art Week.

Og tak for hygge og husly, Gry.