Når angsten bliver kollektiv

earth

Vi var børn. Vores onkel fortalte dig en historie om trolde i skovene. Du plantede en frygt i dig, frygtede noget, du ikke kendte. Noget din fantasi skabte. Du forlader skovene og vender ikke tilbage. Havde du valgt at besøge skovene og slippe din frygt, ville du opleve, det du frygter, findes ikke. Du skaber det. Havde vi, der lyttede til fortællingen om trolde i skoven, også mærket frygten, ville skovene være forladt og troldene eksistere. Vi havde skabt dem.

Vi er voksne. Man fortæller os en historie om verden. Man skaber en kollektiv frygt. Man forstår, at der er meget ondskab at frygte. Vender man ryggen til verden, skaber man troldene.

Jeg har mødt mennesker, der har oplevet en verden, jeg aldrig kommer i nærheden af, men som kommer tæt på min. Sammen danner vi en ny. Vi vil alle det bedste for vores land. Hvis vi ikke er enige i, hvad det er, så lad os snakke om det. Dialog har tidligere virket i Danmark, så lad os holde fast i den, dialogen. Jeg er evigt taknemmeligt for, at de havnede lige præcis her, lige præcis nu, så vi kunne møde hinanden og forstå, der findes kun én verden, lad os få øje på den sammen. Lad os skabe en fortælling om verden, der er sand og ikke en fortælling, der er båret af frygten.

Rundkredsdemokratiet – eliten har ordet

debat

Det er mandag. De samles til et møde, som skal handle om byen og de der bor i den. De kender alle hinanden på samme måde, som man kender folk, man har set på tv. Man kan ikke nødvendigvis huske navnet, men man kan genkende ansigtet, så man smiler og siger hej og føler en fjern forbindelse. Eller bare en forbindelse. De er alle noget ved kulturen, eller også har de indflydelse på den. Som de politikere der ikke kan forstå, de kun modtager ganske få ideer til initiativ fra borgerne. Hun undrer sig, idet hun troede politikere var folkevalgt til selv at række ud, opsøge og tage initiativ. Tilsyneladende tog hun fejl. Denne debat har allerede gjort hende en smule klogere, og da den tidligere hjemløse mand rækker hånden op og spørger, hvad de vil gøre ved sådan nogle som ham, flygter de videre til det, de kender til. Stemningen skifter, men den tidligere hjemløse mand insisterer, og man bliver nødt til at forholde sig. Det gør man ved at sige, det ikke er ens beskæftigelsesområde, men man burde have haft en som ham i panellet. Could I, would I, should I,  på repeat. Vi er alle enige om, at vores by er vejen frem eller at byen er på vej frem. Hvorhen det er, bliver aldrig rigtig klart. Men visionerne mangler ikke, og fordi vi føler en forbindelse, os der er, accepterer vi. Og man aftaler også at man gerne vil fortsætte med at diskuterer byen i rundkredser rundtomkring. Da samtalen kommer til at handle om ghettoen og flygtninge og mangfoldighed og alles plads i byen, kommer hun i tanke om de nytilkomne flygtninge. Ham, hun mødte den anden dag, hvis ensomhed hun ikke kunne rumme. Dem, hun mødte, der taknemmeligt sugede alt byens liv til sig, når hun præsenterede den for dem. Ham, som kaldte hende over for at spørge, hvor hun kendte til alting fra? Hun kunne kun komme med et eliminerende svar, jeg holder øjne og ører åbne og kender folk. Men hvordan skulle en dreng uden sprog kunne tale med kulturens elite eller bare kunne gennemskue, hvor og hvordan. Hun ved godt selv det er et fjollet svar. Og hun ved godt selv at de, dem, der suger byen til sig, når man præsentere den for dem, ikke vil være tilstede her. Dem der er her, er allerde indsuget i byen, og de kender hinanden på kryds og tværs – eller på tværs af krydser. Da bydebatten slutter er det blevet mørkt. Hun cykler på en cykel uden lys og håber på, hun ikke modtager en bøde, hun ikke vil være i stand til at betale. En alkoholpåvirket mand spytter mod hende, og hun vender sig for at se, om hun var målet, mens han råber “pas på din so” efter hende. Og hun tænker, udenfor kredsen er man ikke længere isoleret.  Manden på gaden har kun skældsord til kvinden i kredsen, som han ikke kender navnet på.