Vi vågner op til en anden verden.
Men du tager os i hånden og vi danser sammen til der ikke er mere kærlighed.
På en trappe i Barcelona sang en gademusikant en af dine sang.
Vi lyttede.
Hallelujah.
Men det her er ikke måden at sige farvel på.
Vi gemmer den sidste dans.
Kærligheden er her stadig.
First we take Manhattan…
Jeg lader mig falde. Hele vejen ned i melankolien. Som jeg lader mig forføre af springet, når jeg krydser en bro. Derfor sørger jeg for at holde mig på afstand af kanten. Jeg lader mig forføre af menneskets skæbne. Den historie du ikke deler, som spejler sig i mine øjne, når vores blikke mødes. Du fortæller mig ting, jeg ikke ved, hvor jeg skal gøre af. Så jeg planter disse fortællinger et sted inde i mig. Gemmer dem i melankolien. Til en regnvåd eftermiddag, eller til næste gang jeg bliver forladt. Jeg drages af dybet og afgrunden. Jeg ser en udsendelse med en pige, der ikke kan rumme livet. Jeg er dårlig til det, livet, siger hun, mens hun græder på den smukkeste måde, jeg nogensinde har set. Som om hun er skabt til at græde, som om, hendes øjne er formet til netop dette formål, store og dybe og sorgfulde øjne med ovalformede dråber, der formes og forlader dem. Jeg skammer mig over ikke at være i stand til at omfavne livet helt. Jeg skammer mig over at have alle muligheder, men ikke benytte dem. Men så ser jeg en udsendelse med de suspekte drenge fra Albertslund, og forstår at skriften er min musik. Drengene fra Albertslund rummer en følsomhed og en vrede, som musikken bliver en tragt for, på samme måde som ordene bliver det for mig. Den melankoli jeg rummer, er kun forbeholdt skriften og de nærmeste. I andre vil se den svævende version. Hende der lader sig forføre af lykken. Glemmer at bevare begge fødder på jorden og falder for alle, der smiler til hende. Skriften er min tragt, min melankoli, og min undskyldning for at smile og omfavne livet og følelserne, når jeg åbner døren og møder verden.
Jeg er omgivet af smukke mennesker. Solen skinner og sodavanden er skiftet ud til fordel for brus med promiller. Musikken spiller og jeg er i mit es. Min hjerte har overtaget min hjerne og jeg er åben, i dag, i nat. Og igen i morgen. Min krop fyldes med gift og min sjæl med fred. Hér er der ikke nogen mandag eller tirsdag eller hverdag. Her er tiden en anden. Den glider fra os for senere at minde os om, den findes. Jeg glider ind og ud af forskellige verdener. Nogle er nemmere at trænge ind i end andre, det er stemmen, det er lyden. Det er dit, det er mit. Vores. Scenen er sat. Replikkerne, kulisserne omfavner dig i melankoli eller kedsomhed eller i et lykkerus eller som et slag kommer det mod dig, vælter dig omkuld. I dag sidder jeg i min seng. Skriver, mens mine tarme skriger. Tiden eksisterer igen, og den fylder mig med tomhed. Jeg er mæt, fyldt op. Min krop er tung og alting går i slowmotion. Skyerne trækker sig sammen og skærmer for solen, lader tunge regndråber lave melodier på vinduerne. Musikken fortsætter.
Vi ses igen næste år, SPOT.
Her de kunstnere (vi nåede at se), der gjorde størst indtryk;
AquaSonic, Vinnie Who, Cancer, Dance! Dance! Dance! (visuel med Arsenal og Lydmor), Who killed Bambi, Kwammie Liv, SVIN. (og en masse flere, jeg sikkert har glemt). Og dét, vi gik glip af: Yung, The Entrepreneurs (m.fl. sikkert).
De kommer væltende i flok, klædt i ens pelse og matchende læbestift og holdninger. De bestiller og forvirrer, først sig selv, siden hen mig. Har jeg styr på, hvem der bestilte hvad, betalte hvor meget? Jeg må skuffe dem og fortælle, jeg ikke har styr på deres interne regnskaber. De fortæller mig, jeg er en ung, kvik pige, som må have styr på det, og jeg kan jeg mærke vreden. Min stemme lyder ikke længere som min. Men stemmen er min, ligeledes er kroppen, som har svært ved at falde til ro. Det gør den heldigvis, og de pelsklædte damer med matchende læbestifter og holdninger, takker og går. Jeg kigger rundt på menneskerne, der sidder ved bordene omkring mig, drikker kaffe og streger ud i lister. Jeg hører julesange og dufte andesteg og ris a la mande, mens jeg ser på listerne, hvordan ord for ord streges, til alle ønsker opfyldes og alle er glade. Da jeg kommer hjem åbner jeg min mail og ser endnu en, to, tre lister. Per automatik griber jeg ud efter en pen og begynder at strege og strege og strege, indtil der ikke er flere ord tilbage og jeg opdager, der ikke er mere at strege i. Jeg bliver rastløs, rodløs, ringer. Giv mig en liste, NU. Da er det at min søster grinende korrigerer mig, at jeg nok mener ønskeliste og ikke indkøbsliste.
Lister og december hænger unægteligt sammen, så her er min gave til jer. En liste over gode ting i 2014. I er velkomne til at strege.
Film
Adeles liv Kapitel 1&2, denne film handler om kærlighed, når den gør ondt, sådan rigtig ondt. At det er to kvinder kærligheden opstår imellem er underordnet, det kunne såmænd også have været en mand og en kvinde.
Nick Cave 20,000 Days On Earth, stjernepoet og mester i selviscenesættelse – det kommer der en fremragende, nærværende, relevant dokumentar ud af – om manden, musikpoeten, bag musikken.
Ida, den smukkeste filmæstetik, jeg mindes at have set. Skuespillet og plottet fejler absolut heller intet. Og så er det befriende at se en film på polsk.
Litteratur
Marguerite Duras, Sommeren 80. Denne bog er sanselig, forførende. Og du er berørt hele vejen igennem, selvom du ikke altid ved af hvad. Bogen får dig til at dufte havvand og sommerregn.
Theis Ørntoft, Digte 2014, disse digte bør og skal blive klassikere. Jeg havde lyst til at tage hver sætning, klippe dem ud, hænge dem op. Bogen får dig til at tygge, smage, føle. På ordene – og livet.
Fredrik Backman, En mand der hedder Ove, en sur gammel, midaldrende mand, vi kender ham alle, i hvert fald på overfladen. Her dykker vi ned under, og det koster tårer.
(læs desuden Christina Hesselholdts bøger om Camilla og co., i alt 4 bøger – sidste udgivet i år og Lone Hørslevs Dyret og Hassans Bryne Burde, vil man gerne belastes med.. ).
Kunst
Berlin Artweek, KW institute for contemporary art med bl.a. Ryan Trecartin – det er ikke sidste gang, jeg besøger Berlin AW, min sult efter kultur og min nysgerrighed blev stillet. Og det er der, heldigvis, plads til.
Keren Cytter, Charlottenborg Kunsthal – Født i Iran, men bosat i New York, video og billedkunst. Cytter er interessant, fordi hun ikke udpensler sine værker for dig, du kommer kun til at holde af dem, hvis du orker at bruge tid. Og så holder du til gengæld også meget af dem.
Trapholt, 10, 000 timer hvad er talent? Trapholt er gode til brugerinddragelse. Det gælder også pågældende udstilling, hvor man får lov at gætte kendte kunstnere ud fra børnetegninger, hvem har tegnet hvad? Virkelig interessant – for alle aldersgrupper, og for en barnlig, nysgerrig sjæl, som undertegnede.
(se også Boros Bunker, hvis I kommer forbi Berlin. Bunkerne er nærmest kunst i sig selv, men vær obs på at der er venteliste. Undtagen i AW)
Musik
Cancer, Ragazzi – forsangeren fra When Saints Go Machine, Nikolaj, og Chorus Grant har stiftet dette band i 2014. Og tak for det!
Broken Twin, May – Jeg hørte Broken Twin første gang til SPOT og var solgt, over de fine melodier og den skrøbelige, men sikre stemme.
First Aid Kit, Stay Gold – helt ærligt, synes jeg faktisk de fungerer bedre LIVE, vildt alligevel. Men pladen minder mig om den bedste koncertoplevelse i år.
(og selvfølgelig Leonard Cohens udgivelse i forbindelse med sin 80 års fødselsdag, manden skuffer ikke, aldrig – og så tag på SPOT og alle de andre festivaler, ik. Der er guld at komme efter, og så er der selvfølgelig Conor, Lana og alle de andre, som jeg havde glemt, men set på andre lister, og er enige i også hører til her på min – og jeres).
Rigtig glædelig jul.
I mellem centrum, det man i en storby kunne kalde indre by, og banegården, ligger Godsbanen. Det er, som navnet antyder, en gammel godsbane. I dag er det meningen, at stedet skal fungere som den kulturelle navle i smilets by. Den navle hvorfra kulturen skal trække vejret. Her sætter kreative og kunstneriske personligheder hver dag deres aftryk, når de bruger stedet som værksted og/-eller kontor. Arkitektonisk skriger bygningerne på, at man famler, betræder og leger i og omkring den.
Hver dag på hverdagen kan man fornemme stedet får en lille puls. Men vejret trækkes i flere omgange og ikke altid samtidigt. Nysgerrigt forsøger man at blive klog på hvad naboen laver, og håber nysgerrigheden gengældes. Kunstarterne er mange, de flyder, og det er ikke altid man når at få fat i det ene, før det overtages af det andet.
Om aftenen og i weekenderne bliver pulsen meget lav eller forsvinder helt. Det er som om stedet hvisker mod byen. Som jo faktisk er lige dér. Stedet er en del af byen, men forsvinder ind i sig selv. I sin egen by. En by som endnu ikke har fået en puls. Til trods for den både synger, spiller, maler, skriver.
Byen i byen skriger på en puls, efter hver dag i hverdagen og weekenden. Er det ikke på tide, at vi giver den dét?
Ikke alle skatte burde være skjulte.
rastløse tanker 