Tag / Flygtninge

by maitrosborg

Til dig, der frygter for de danske værdier


maxresdefault

Har du nogensinde frygtet for din mand, din kone, din bror, din søster, din far og din mor? Frygtet at de ikke ville være her i morgen? Frygtet at de ville dø, fordi nogen simpelthen beslutter sig for at slå dem ihjel?

Har du måtte sige farvel til din søn eller datter med visheden om, du ikke vil se dem de næste mange år, fordi du har besluttet dig for simpelthen at give dem en fremtid?

Har du haft svært ved at sove, fordi gadens lyde minder dig om lyden af bomber? Fordi lydene giver dig flash back til dengang de torturerede dig?

Aldrig har jeg skulle frygte for min familie. Men jeg har set en kvinde besvime, da hun modtager opkaldet om hendes brors død. Jeg har set voksne mænd med tårerne trillende ned af kinderne, når de fortæller om savnet til deres familie,  døtre og sønner.

Aldrig har jeg måtte sige farvel til min familie uden at vide, hvornår jeg ville se dem igen, men jeg elsker en mand, der måtte.

Aldrig er jeg blevet tortureret, men jeg har set smerten og det slørrede blik, hos dem, der er.

Aldrig har jeg set eller hørt en bombe, men jeg har set blikket og angsten i øjnene på dem, der har.

Har du virkelig grund til at frygte? Du siger, du frygter for det danske samfund, de danske værdier. Men ved du egentlig, hvad de danske værdier er? Eller hvordan angst føles?

Jeg er træt helt ind i knoglerne. Træt af tonen. Træt af debatten. Ligesom alle andre fornuftige mennesker.

Hvornår blev politik til, hvem der kan lave flest stramninger og ikke, hvem der kan hjælpe flest mennesker.

I Danmark bryster vi os af vores værdier. De værdier er vi pt. ved at glemme. Dem, der frygter at flygtninge og indvandrer vil stjæle vores danske værdier, har ikke det fjerneste idé om, hvad danske værdier er.

Du har en agenda, når de omtaler flygtninge og indvandrere. Jeg har en anden. Jeg er i dialog med dem. Fortæller og forklarer, hvorfor demokratiet er så vigtigt. De forstår, for de fleste er jo netop flygtet fra lande, hvor mangel på demokrati har ført til krig og ødelæggelse. Demokrati er nemt at forstå, men så er der også det med velfærdssystemet, skat, kontanthjælp og integrationsydelse, hvorfor staten blander sig i børneopdragelse og arbejdsliv. Det vi må og skal forstå, er, at de veje flygtninge og indvandrer træder på, er veje de endnu ikke kender. Ligeledes ville vejene i Syrien, Iran, Irak, Afghanistan, Eritrea og Congo være det for os, hvis vi skulle flygte fra Danmark. I stedet for at frygte for demokratiet, kan I bruge det. Gå i dialog og sørg for at skabe en vej alle kan gå på – sammen. Kig fremad, ikke tilbage. Vi er nået langt siden 1849. Men uden kærlighed er der ingen Kierkegaard og uden dannelse ingen Grundtvig.

Danmark er ikke fordomme, fordømmelse og fordummelse. Det er demokrati, dialog og dannelse.

Manden med de brune øjne eller kvinden med tørklædet er her ikke for at tage noget fra dig, men fordi noget er blevet taget fra dem.

 

Advertisement
by maitrosborg

Julen har bragt velsignet bud

flygtninge

Man kunne vælge at se flygtningestrømmen som en krise, man kunne vælge en retorik, hvor ord som folkeindvandring og truet nationalkultur, er det dominerende. Eller man kunne vælge at se syrerne, eritreerne, afghanerne, irakerne og alle de andre folkefærd, der kommer til Danmark, som en velsignelse. En velsignelse til et mere mangfoldigt samfund, et samfund, hvor man lærer andre og egen kultur at kende, på godt og ondt. Hvor man mødes, udvikler og afvikler. Udvider sit verdensbillede (det har vist sig, vi trænger til det – ja, de bruger også Smartphones i Syrien).

Julen har bragt velsignet bud. Den har åbnet mine øjne for, at jeg er født i et af de lande, det er nemmeste at være født i.

Blanke kvindeøjne har set på mig med en taknemmelig, som ikke kan gengives her. Taknemmelighed over, de får muligheden for at lære. At man tror på de kan, når de ikke gør. Kvindelige analfabeter har været mine velsignede bude, de har vist mig, hvor heldig jeg er, at være født i et samfund, hvor mange kvinder, ligesom jeg selv, har haft mulighed for at blive uddannede. Girlpower er ikke længere blot et begreb fra 90’erne, men noget jeg føler og lever.

Mænd der har manglet en mor eller en søster, har kaldt disse navne efter mig. Mændene er mine velsignede bude. De har lært mig, hvad det vil sige at miste og savne. Hvor vigtig kærligheden er, og at ingen kan klare sig alene.

Sidste år skrev jeg i min noter over 2014, at kærligheden ikke skulle være forbeholdt dette år, men skulle tages med videre til en tid, jeg har svært ved at mærke – eller tro – på den.

Kærligheden har i det snart forgangne år til tider været svær at mærke, men jeg har aldrig troet så meget på den som nu.

Kærligheden er den vigtigste tro,  og en tro vi alle deler. Så lad os huske det i denne juletid, og se det som en velsignelse, at vi får lov at lære andre at kende.

 

Glædelig jul.

 

by maitrosborg

Når angsten bliver kollektiv

earth

Vi var børn. Vores onkel fortalte dig en historie om trolde i skovene. Du plantede en frygt i dig, frygtede noget, du ikke kendte. Noget din fantasi skabte. Du forlader skovene og vender ikke tilbage. Havde du valgt at besøge skovene og slippe din frygt, ville du opleve, det du frygter, findes ikke. Du skaber det. Havde vi, der lyttede til fortællingen om trolde i skoven, også mærket frygten, ville skovene være forladt og troldene eksistere. Vi havde skabt dem.

Vi er voksne. Man fortæller os en historie om verden. Man skaber en kollektiv frygt. Man forstår, at der er meget ondskab at frygte. Vender man ryggen til verden, skaber man troldene.

Jeg har mødt mennesker, der har oplevet en verden, jeg aldrig kommer i nærheden af, men som kommer tæt på min. Sammen danner vi en ny. Vi vil alle det bedste for vores land. Hvis vi ikke er enige i, hvad det er, så lad os snakke om det. Dialog har tidligere virket i Danmark, så lad os holde fast i den, dialogen. Jeg er evigt taknemmeligt for, at de havnede lige præcis her, lige præcis nu, så vi kunne møde hinanden og forstå, der findes kun én verden, lad os få øje på den sammen. Lad os skabe en fortælling om verden, der er sand og ikke en fortælling, der er båret af frygten.

by maitrosborg

Blåøjet dansker

WP_000360

De er muslimer, flygtninge, udlændinge. De er ikke ligesom du og jeg, blåøjede. Nej, de har set ting, som du ikke kan forestille dig. Hvordan reagerer man, når nogle fortæller de har mistet en mor, en far, en bror, en søster i en nytteløs krig? Kigger ned i et dybt sort hul, som var det dér svaret skulle findes. Svaret findes ikke, er ikke. Impotens’ magtliderlige mænd, måske.

Det er korrekt, at de har et anderledes tidsbegreb end du og jeg. Det er korrekt, at de tror på en gud, som for os er et forældet fænomen. Altså gud er forældet. Vi har ikke brug for håbet, som troen er. Vi har nok i os selv. Hvorfor skal vi forholde os til jer?

Vi kan frit låne bøger på vores eget sprog, uden omkostninger, uden samvittighed. Vi kan frit svømme i det hav, som er lige uden for vores dør. Vi kan frit rejse til Berlin og besøge vores søster, eller ringe over skype, når vi keder os en søndag.

Hvorfor skal vi konfronteres med, at I ikke kan?

Fordi vi og I er os. Vi er jer og I er os. Den eneste forskel er, vi er mere blåøjet.

Fem uger med unge, taknemmelige og intelligente (ja, Inger Støjberg og co.!) flygtninge giver en indsigt i en verden, som på én gang er tæt på, men så langt væk.

WP_000361

Jeg bliver flov over den taknemmelighed I udviser, når jeg forklarer et ord på dansk, eller når I klapper af os, fordi vi byder jer velkommen. Så lidt, og alligevel så meget.

Og jeg bliver vred, på dem som ødelægger det for jer.

På gensyn.

Det første billede er en gave, som jeg fik – sammen med en buket roser – af en af kursisterne. Det andet billede er fra en hyggestund, hvor kursisterne gav mig et lynkursus i arabisk, somalisk – og lidt fransk (modsat side af tallerkenen).