Far og demokratiet

WP_000747

Vi er kommet langt. Så mange grundlovsdage. Så mange fædre, der fortjener at blive fejret på netop denne demokratiets dag.

Busserne kørte med regnbuefarvede flag i går og dannebrog i dag. Fra den sidste konge til den første dronning. Vi er nået længere, så lad os ikke gå tilbage.

Siden demokratiet har danskernes evne til at tænke selvstændigt og reflektere forøges gradvist. Demokratisk opdragelse fra vuggestue til plejehjem. Vi har lært at det er okay at være uenige, at se verden fra forskellige vinkler. Det er der mange lande, der ikke ved, er ok. Eller det vil sige, der er mange mennesker i mange lande, hvor man ikke får lov til at udvikle sig som selvstændige, reflekterende individer. Sideløbende med demokratiet har Danmark holdt fast i traditionerne – monarkiet og religionen. Religionen, der som andre religioner prædiker om, at lyset altid vinder over mørket. Hvorfor er det så, vi lader os vildlede af frygten, som er mørk og hæmmer demokratiet? Vi er nået så langt. Lad os ikke glemme, hvorfor vi fejrer i dag. Minoriteter har fået stemmer, som de har brugt, derfor flager busserne med regnbuefarvede flag og kvinder sidder i lederstillinger, mens fædre og mødre hjælper hinanden med de daglige gøremål.

Jeg føler sympati med dem, der ikke ved, hvor stor verden i virkeligheden er. Dem, der er opvokset side om side med mennesker der ligner dem. Verden er større. Det har min far bl.a. vist mig. En mand med meget kærlighed, men også en mand som tænker på sig selv. Gør som han vil. Hans vennekreds består af folk fra alle samfundets lag – kreative, ex-alkoholiker, tidlige narkomaner, byrådsmedlemmer og håndværkere etc. Han har som 57 -årig fået sit første faste job og for nylig taget en uddannelse. Han gør som han vil, og han omgiver sig med folk, han har lyst til at omgive sig med. Han besøgte Indien med rygsæk engang i ungdomsårene og han vender stadig tilbage med rygsækken i dag. Selvfølgelig er det nemmest at omgive sig med folk, man ligner, men man bliver uden tvivl klogere af at omgive sig med folk, der ikke ligner én. Derfor en stor tak til min far og det danske demokrati for at vise mig, hvor stor verden i virkeligheden er (og for at vise mig, at kærlighed er større end blodets bånd, far!).

Glædelig fars dag og grundlovsdag.

Shoulda Coulda Woulda

IMG_0276

Søndag aften uden internet fører til, jeg sidder med gamle papirbunker, deriblandt de gamle karakterark fra gymnasium og universitet og tænker, ”virkelig?”

Arkene illustrerer tydeligt, jeg var bedre til at læse på universitetet end jeg var til at gå på gymnasium. Eller også illustrerer de i virkeligheden, hvor i mit liv jeg havde mest overskud. I midten af min gymnasium-tid havde vi i en periode ikke noget permanent hjem og mine forældre boede sammen, men var på vej hver til sit. I og for sig en glædelig nyhed, som har givet dem begge en ny start og et forbedret liv. Men det var også en omvæltning og en opvågning. Og det var den tid, hvor jeg ikke præsterede, som jeg kan. Jeg dumpede sågar fag og samtlige af mine undervisere har skrevet i karakternoterne, at jeg skulle komme mere på banen. Det havde jeg ikke overskuet til. Nogle dage havde jeg sågar ikke overskuddet til at møde. Jeg bør ikke undskylde, og ting kan ikke gøres om. Jeg var ung. For ung til at se, hvilke muligheder jeg havde hvis jeg gad, eller prioriterede. Muligheder som alle ikke har. Mange får stopskiltet allerede inden. Får af vide, de ikke er akademiske nok til en gymnasial uddannelse. Jeg er akademiker. På trods. Mine dårlige karakter forstår jeg først nu og det ærgrer mig, jeg ikke gjorde det så godt, som jeg kan. Jeg anede ikke, hvad jeg kunne bruge hårdt slid til. Det ved jeg nu. Og jeg har slidt på en anden måde. Ikke ved at tilegne mig et højt snit, men ved at tilegne mig erfaring. Jeg er blevet nødt til at tage nogle omveje. De kunne sikkert være undgået, men sådan er der så meget ”kunne jeg, skulle jeg, ville jeg”. Jeg ved nu, efter 30 år, at det er de kringlede veje, der har det bedste udsyn. Men jeg ved også, at det betaler sig, at forstå de valg man træffer, og hvorfor man træffer dem. Til alle der får af vide, I ikke er egnede til det ene eller andet, inklusive undertegnede. Der er kun en person der ved, hvad og hvor meget du brænder for det, DIG! Vær ærlig. Måske er du røvdårlig, eller måske er du ikke. Giv det et forsøg, og hvis du giver op derefter, så havde de ret! – videre. I dag er væk i morgen.Græd over dine dårlige præstationer, når du har bestået og efter du har fået jobbet! I dag er min bachelor i dansk og min kandidat i æstetik og kultur i hus, og jeg arbejder med fremmede kulturer. Tjek! (se billedet). Men jeg stræber stadig efter planerne for fremtiden. For fremtiden forsvinder ikke, den er før dig, mig og os. Jeg gjorde sågar også lidt ved dansen. Det fungerede fint. Jeg var ikke røvdårlig, men jeg var heller ikke god. Dansen var ikke det, jeg skulle leve af, men den jeg skal bruge til at leve med og for. Kunne jeg. Ville jeg. Skulle jeg. Jeg ved det ikke. Vi gør vores bedste. Jeg gjorde hvad jeg kunne og jeg gør hvad jeg kan. Ikke i fremtiden og ikke i fortiden, men i den tid jeg kan forholde mig til, den tid der er nu, nuet.

Karakterne glemte jeg hurtigt. Minderne tager jeg med mig.

 

Kære 2015

IMG_0158.jpg

2015, jeg blev aldrig klog på dig. Du har været et svært år, der er sket meget, så jeg har svært ved at rumme dig. Du har været udfordrende, men også vist dine gode sider. Kærligheden har været gennemgående. Du har ført mig steder, jeg ikke regnede med, jeg skulle føres – og jeg er fulgt med. Nu står jeg her, ved udgangen og indgangen til 2016 og spørger, hvad skete der? Var det, hvad der skulle ske?

2015, du var året, hvor det skulle lykkedes, efter utallige projektansættelser, at skaffe et ordinært job og en fast løncheck hver måned. Det er ikke nemt at indrømme, men en økonomisk sikkerhed giver frihed.

2015, du var året, hvor jeg har fået – eller genvundet – mine egne kompetencer. Jeg er god til det, jeg gør – og jeg tør sige det højt. Min faglighed har jeg kæmpet for, og de erfaringer bruger jeg nu, fordi jeg tør. Det tog tid og det er en proces, men det føles rart.

Fravalg betyder tilvalg og omvendt betyder tilvalg fravalg. Jeg valgte jobbet i Aarhus til og dermed midlertidigt Kbh. fra. Jeg savner Kbh., byen, vennerne og min søster. Aarhus er blevet for lille. 2015, du var året hvor jeg igen valgte kærligheden til (eller kærligheden valgte mig?). Jeg vil gerne kæmpe for den, kærligheden, og for ham, når jeg ved, han gør mig bedre og større end jeg er i stand til på egen hånd. 2015, du var året, hvor kærligheden formerede sig og mine længste venskaber offentliggjorde nye familiemedlemmer. Tiden går og vi er nu voksne der får børn. 2014 var bryllupper. 2015 var babyer i stedet for bryllupper.

2015, du var det år, hvor jeg havde brug for at være mere alene end jeg nogensinde har haft før. Jeg lader op, når jeg har liv omkring mig, men 2015 du gav mig så meget liv, så mange skæbner, så mange historier at forholde sig til, at jeg også havde brug for at lade op ved at trække mig. Mine antenner er åbne, det benytter folk sig af. Jeg vil gerne det skal forblive sådan, men i 2016 skal jeg være bedre til at rumme uden at forholde.

2015, du var året hvor jeg næsten fik tekster publiceret, men du var også året, hvor skriveriet blev mindre end de forrige år, så 2016, du skal være året, hvor tiden til skriveriet bliver prioritet – og gerne med et mål for øje. Ligeledes skal dansen, sporten, kunsten, bøgerne, familien og vennerne prioriteres. Jeg lever ikke af min hobby og derfor skal jobbet ikke fylde det hele.

2015, du var året, hvor jeg utallige gange måtte slukke tv’et, lade avisen ligge eller forbande en tråd på de sociale medier alt imens jeg måtte tørre tårerne fra mine kinder væk. Så meget ignorance og uvidenhed. 2016, jeg håber du bliver bedre og folk bliver i stand til at skelne angst og frygt fra virkelighed.

For angsten var desværre dominerende i 2015, og den overskyggede det meste. Jeg håber inderligt det bliver bedre næste år.

Rigtig rigtig godt nyt år.

 

 

Ønskelister bliver til indkøbslister og noget om pelsklædte damer

wish-list1

De kommer væltende i flok, klædt i ens pelse og matchende læbestift og holdninger. De bestiller og forvirrer, først sig selv, siden hen mig. Har jeg styr på, hvem der bestilte hvad, betalte hvor meget? Jeg må skuffe dem og fortælle, jeg ikke har styr på deres interne regnskaber. De fortæller mig, jeg er en ung, kvik pige, som må have styr på det, og jeg kan jeg mærke vreden. Min stemme lyder ikke længere som min. Men stemmen er min, ligeledes er kroppen, som har svært ved at falde til ro. Det gør den heldigvis, og de pelsklædte damer med matchende læbestifter og holdninger, takker og går. Jeg kigger rundt på menneskerne, der sidder ved bordene omkring mig, drikker kaffe og streger ud i lister. Jeg hører julesange og dufte andesteg og ris a la mande, mens jeg ser på listerne, hvordan ord for ord streges, til alle ønsker opfyldes og alle er glade. Da jeg kommer hjem åbner jeg min mail og ser endnu en, to, tre lister. Per automatik griber jeg ud efter en pen og begynder at strege og strege og strege, indtil der ikke er flere ord tilbage og jeg opdager, der ikke er mere at strege i. Jeg bliver rastløs, rodløs, ringer. Giv mig en liste, NU. Da er det at min søster grinende korrigerer mig, at jeg nok mener ønskeliste og ikke indkøbsliste.

Lister og december hænger unægteligt sammen, så her er min gave til jer. En liste over gode ting i 2014. I er velkomne til at strege.

Film

Adeles liv Kapitel 1&2, denne film handler om kærlighed, når den gør ondt, sådan rigtig ondt. At det er to kvinder kærligheden opstår imellem er underordnet, det kunne såmænd også have været en mand og en kvinde.

Nick Cave 20,000 Days On Earth, stjernepoet og mester i selviscenesættelse – det kommer der en fremragende, nærværende, relevant dokumentar ud af – om manden, musikpoeten, bag musikken.

Ida, den smukkeste filmæstetik, jeg mindes at have set. Skuespillet og plottet fejler absolut heller intet. Og så er det befriende at se en film på polsk.

Litteratur

Marguerite Duras, Sommeren 80. Denne bog er sanselig, forførende. Og du er berørt hele vejen igennem, selvom du ikke altid ved af hvad. Bogen får dig til at dufte havvand og sommerregn.

Theis Ørntoft, Digte 2014, disse digte bør og skal blive klassikere. Jeg havde lyst til at tage hver sætning, klippe dem ud, hænge dem op. Bogen får dig til at tygge, smage, føle. På ordene – og livet.

Fredrik Backman, En mand der hedder Ove, en sur gammel, midaldrende mand, vi kender ham alle, i hvert fald på overfladen. Her dykker vi ned under, og det koster tårer.

(læs desuden Christina Hesselholdts bøger om Camilla og co., i alt 4 bøger – sidste udgivet i år og Lone Hørslevs Dyret og Hassans Bryne Burde, vil man gerne belastes med.. ).

Kunst

Berlin Artweek, KW institute for contemporary art med bl.a. Ryan Trecartin – det er ikke sidste gang, jeg besøger Berlin AW, min sult efter kultur og min nysgerrighed blev stillet. Og det er der, heldigvis, plads til.

Keren Cytter, Charlottenborg Kunsthal – Født i Iran, men bosat i New York, video og billedkunst. Cytter er interessant, fordi hun ikke udpensler sine værker for dig, du kommer kun til at holde af dem, hvis du orker at bruge tid. Og så holder du til gengæld også meget af dem.

Trapholt, 10, 000 timer hvad er talent? Trapholt er gode til brugerinddragelse. Det gælder også pågældende udstilling, hvor man får lov at gætte kendte kunstnere ud fra børnetegninger, hvem har tegnet hvad? Virkelig interessant – for alle aldersgrupper, og for en barnlig, nysgerrig sjæl, som undertegnede.

(se også Boros Bunker, hvis I kommer forbi Berlin. Bunkerne er nærmest kunst i sig selv, men vær obs på at der er venteliste. Undtagen i AW)

Musik

Cancer, Ragazzi – forsangeren fra When Saints Go Machine, Nikolaj, og Chorus Grant har stiftet dette band i 2014. Og tak for det!

Broken Twin, May – Jeg hørte Broken Twin første gang til SPOT og var solgt, over de fine melodier og den skrøbelige, men sikre stemme.

First Aid Kit, Stay Gold – helt ærligt, synes jeg faktisk de fungerer bedre LIVE, vildt alligevel. Men pladen minder mig om den bedste koncertoplevelse i år.

(og selvfølgelig Leonard Cohens udgivelse i forbindelse med sin 80 års fødselsdag, manden skuffer ikke, aldrig – og så tag på SPOT og alle de andre festivaler, ik. Der er guld at komme efter, og så er der selvfølgelig Conor, Lana og alle de andre, som jeg havde glemt, men set på andre lister, og er enige i også hører til her på min – og jeres).

Rigtig glædelig jul.

Farvel 2013, hej 2014

large2013 var et lærerigt år. Et år med mange store beslutninger – og konsekvenser, gode såvel som dårlige deraf. Jeg ser frem til et 2014, som sandsynligvis bliver mere stabilt. Sidder i toget på vej til Berlin, hvor jeg skal afslutte 2013 og starte 2014, hvilket jeg ser frem til ovenpå en god men hård jul, hvor mange relationer skulle plejes på få dage.

Rigtig godt nytår til jer alle. Vi ses i 2014.

Jamen du ser så ung ud…

large

At vi mennesker har brug for at lave kasser og proppe hinanden i, er ikke nyt. Men de seneste uger, har jeg været opmærksom på, hvor udtalt disse kasser faktisk er. Måske fordi de har vedrørt mig og min person. Kommentarer som ”jamen du ser så ung ud…” og ”hvis du tror det er sådan verden hænger sammen, må du være vokset op i en kernefamile”.

Stop med kasserne! Jovist har jeg endnu ikke rundet de 30 og har hverken børn eller mand. Men det betyder ikke, at jeg ikke kan finde ud af at arbejde. Måske har jeg oven i købet samme kvaliteter og kompetencer som en på 30+. Som studerende prioriterede jeg at arbejde, udvikle og udvide mine kompetencer og netværk. Det virker tilsyneladende til at komme bag på nogen, at man faktisk er arbejdsdygtig – og meget, meget lærenem, når man bliver sluppet løs fra studierne. Det giver selvfølgelig rum til at overraske positivt, så i den forstand er det en god ting. Men til arbejdsgiverne – I går glip af noget, hvis I fravælger på det I tror er manglende kompetencer (at man er nyuddannet)!

At folk prøver at lege gætteleg omkring min baggrund giver jeg mindst ligeså lidt for. Mit bud er, at dit gæt ikke er korrekt.

Stop med at forsøge at proppe folk i kasser, fordi det passer på dit billede af virkeligheden.

Vil I ikke være søde at sprede budskabet?

Glædelig december!

Vi er ikke rigtig børn og vi er ikke rigtig voksne

1404976_10151802664777426_1962980072_oPå plads i den lille (ubegrænsede) 1-værelses på de Mezas Vej

Nu er der gået 2. uger siden jeg startede ved SceneAgenturet. De er gået stærkt. Rigtig stærkt. Jeg har endnu ikke mødt alle medlemmerne og gennemskuet alle jobfunktionerne, men på trods, føler jeg at have haft min gang på Godsbanens projektdæk længe. Det er et genkendeligt miljø og der er mange bekendte ansigter. Udover de bekendte ansigter, er der opstået et fantastisk kollegialt miljø.

På trods, er jeg stadig jobsøgende.

Og samtlige opslåede stillinger, kræver at man har erfaring i større eller mindre grad, min. 3. år, solid erfaring, dokumenteret erfaring, der findes mange former og størrelser. Men hvordan er det muligt, at få erfaring, hvis alle jobs kræver erfaring!? (og nej de 5 år med frivillig skribentarbejde osv. tæller ikke…)

Det er én af de mange frustrationer der er ved at være nyudklækket på et håbløst jobmarked.

En anden frustration er, når ledige vender andre ledige ryggen (ligesom resten af samfundet). Mange af mine medstuderende, er lykkedes med at finde et job. Eller for at rette mig selv, et løntilskud. For et løntilskud er ikke et job, er det?

Vi i løntilskud, går på arbejde mellem 32- 37 timer om ugen, vi udfører opgaver, som er reelle og ikke ville kun løses uden vores tilstedeværelse. Foruden opgaverne, er der ansøgninger og jobsøgninger. Jovist, løntilskud inkluderer tid til at søge job, skrive ansøgninger osv. Er I virkelig så naive, at I tror det sker? Man er heldig, hvis man får sendt én ansøgning om ugen. Stillingerne i løntilskud bliver – til nogens overraskelse- slået op fordi der er et reelt behov for arbejdskraft på den arbejdsplads der slår det op.

Er du i et privat løntilskud, kan du godt forsvare, at kalde det et rigtigt arbejde, da du arbejder for en rigtig løn.

Er du derimod i et offentlig løntilskud, bukker du hovedet og skraber jorden, når du når til at fortælle om dine indtægter. At du stadig er på dagpenge. Det klinger lidt a la understøttelse og desperation. Vi er også desperate! – os i de offentlige løntilskud. Vi genkender desperationen i hinanden, men i stedet for at tage hinanden i hånden, dukker en lille dæmonisk stråtanke op, når vi hører, at det job, som han eller hun har fået, ”kun” er et løntilskud.

Vi burde skamme os. Rette ryggen og stå ved, at løn eller ej, så udfører vi et reelt arbejde. De burde skamme sig (politikerne og arbejdsgiverne) og anerkende at de har brug for os, i et rigtig, voksen, betalt arbejde.

Når nu alle disse rastløse tanker har fået frit løb, vil jeg slutte med at sige, at jeg er rigtig glad for at være på arbejdsmarkedet igen og jeg glæder mig til at se mine kollegaer hver dag. Jeg har noget at stå op til, og jeg har forpligtelser overfor andre end mig selv. Det betyder, at jeg værdsætter mange ting meget mere.

WP_000092

Selvom jeg holder af – og er glad for Aarhus, savner jeg det her!

WP_000082

Og det her – cykelturen på 12 km, hvor jeg mange morgener cyklede om kap med solen

Et job, to miljøer

IMG_0043

Så er jeg i gang igen. Denne gang hos center for scenekunst på Godsbanen. Det lader til mønstreret i min jobsøgning tegner en rød tråd gennem politiske paraplyorganisationer. SceneAgenturet (SA) og Danmarks Idrætsforbund (DIF) er  begge politiske foreninger, som varetager henholdsvis scenekunstnere og idrætsforbund. Det vil sige, at min jobfunktion i begge tilfælde er, at være med til at løse de opgaver henholdsvis scenekunstnere og idrætsforbund ikke selv har ressourcerne til at løse som fx formidling, PR og fundraising (scenekunstnerne). Foreningerne har altså samme struktur. Opgaverne er ens, miljøerne forskellige.

DIF varetager 61 specialeforbund og har 900 medlemmer tilknyttet. SA varetager nok ca. 10 teatre. DIF har et par praktikanter og mange fastansatte, hvor SA har et par fastansatte og mange i løntilskud og praktik. Lad os slå det fast, der er flere penge i sport end i kunst.

Tilbage til opgaverne. For nogle dage siden mødte jeg en gammel  gymnasieveninde i bussen. Hun spurgte hvad mit ønskejob er. Og jeg svarede; jeg tror jeg er ved at bevæge mig derhen af. Et svar der faktisk overraskede mig selv.

Ikke desto mindre, har jeg været ret begejstret over projekter, hvor jeg får lov til at skrive, komme med input og indspark til fx forsider, plakater etc. Her får jeg forenet den akademiske analytiske side med den kreative, og det vækker noget i mig. Noget som jeg har savnet. Jeg er på rette vej. Og det er nu en helt anden rastløs side, der vinder frem. Det er den rastløse side, som er fuld af ideer.

Jeg sluttede sidste uge på DIF af med input og indspark til ting de kunne arbejde med i forhold til deres digitale platforme. Chefen gav mig ordet til mit sidste afdelingsmøde. Grænseoverskridende, men også lærerigt.

Og jeg starter min første uge hos SA med at komme med et initiativ – og får grønt lys.

Ja, jeg er stadig rastløs. Men på en helt anden måde.