To tusinde enogtyve // 2021

Året, der føltes som flere. Året, hvor alle var alene, og året, hvor alle var samlet. Tragedie kan skille og det kan samle. Vi så begge dele ske – anti-vaxxere og fodboldfeber. Vi råbte ad hinanden og vi råbte i jubel med hinanden. De stærke ben blev til de følsomme mænd. Mænd, som vi alle forelskede os en smule i. Året, hvor mænd kan få lov til både at græde og score mål. Året, hvor kvinder fortsat sagde fra, talte højt til og med hinanden om de grænser, der aldrig blev sat, men som det var og er på tide at sætte. 

Magt der stadig bliver misbrugt. Taliban der besatte Afghanistan. Trump-tilhængere der stormede kongressen på en absolut voldelig måde. Liderlige mænd i blå skjorter. En tidligere integrationsminister der brød loven og en statsminister med en belejlig slettefunktion. Vi befinder os fortsat i en episode af House of Cards. Magten er ikke for de magtfulde, og virkeligheden tenderer til at overgå fantasien, hvis den ikke allerede har gjort det (flere gange). Som altid interesserede vi os mest for at dække vores egen verden, en udmærket måde at lukke for grænserne uden at placere grænsevagter. 

Året, hvor amerikanere sagde op i hobetal. Værd og (ikke målbare) værdier vejede mere end penge og pension, når de unge råbte ”I quit”, mens de postede det på TikTok og skabte virale ringe i medievandene, som Bidens hjemmestrikkede handsker kun kunne gøre det.  

Året, hvor vi heppede på Vinterberg, da han modtog sin Oscar, og vi græd da han takkede og dedikerede filmen til sin afdøde datter, what a life!

Vi så måbende til, da kunstneren Jens Haaning i stedet for at indramme en halv million på Kunsten (få nu besøgt det museum!) stak af med den. Haaning, vores allesammens danske Banksy. Og er de penge i øvrigt fortsat væk? 

Omikron kom og kulturen forsvandt (igen). Trænings-og indkøbscentre levede, mens biografer og spillesteder døde. Kulturen, den der evigt må forbløde. Værdi der kan måles i kroner og ører tæller højere, højst. Er det ikke på tide at FATTE KULTURENS VÆRDI (også den økonomiske!). 2022, do you thing. 

Rigtig godt nytår 🖤

Væsentlige værdier

Jeg glider ud ad hovedet og ned i kroppen. Trækker vejret og mærker hvordan luften har sat sig på tværs. Min krop skriger. Hovedet er tungt. Giver slip. Intet udenfor kan kontrolles. Alt kan kontrolleres indefra. Hovedet forbinder sig med kroppen. Distancen til andre tvinger mig til at være tæt på mig selv. Alene men alligevel forbundet.

Telefonen ringer ofte. Taknemmeligheden går hånd i hånd med visheden om, at kriser er det der skal til for at se de væsentligste værdier. Konflikterne er glemt. Alt bliver lige gyldigt. Bortset fra relationerne.

Relationerne til de nærmeste. Relationerne der kommer til udtryk i kunsten. Kunsten der binder os sammen.

Bogen der hjælper os med at flygte ind i en anden verden. Musikken der får et fjernt minde til at føles tæt på. Filmen der fjerner fokus og forbinder følelser. Aldrig er vi alene. Altid er vi sammen.

Forsøger at finde tid til fordybelse. Fordybelsen kræver mere end jeg husker. At jeg overgiver mig til nuet. At jeg kan være uden at præstere. Tegne. Skrive. Forsøger at huske barnet. Men den voksne vil præstere. I minutter eller timer lykkedes det mig at overgive mig til kreativiteten. Verden udenfor forsvinder. Den dukker op igen.

Alting springer ud. Luften er renere end nogensinde. Mennesker bliver syge og jorden rask. Forbruget er mindre og overvejelserne større. Jeg forestiller mig havet. Himlen. Hvor små vi mennesker er, men hvor meget vi var i gang med at ødelægge.

Vi bygger op igen og husker forhåbentlig de væsentligste værdier.

– en note til kulturministeren.

 

Jeg er ikke god nog

I undrer jer over, jeg ikke kan stave til nok. Det kan jeg. Men det kan den kunstner, der har lavet nedenstående værk på billedet, ikke. Hun er ordblind. Hun føler sig ikke god nog. eller nok. Vi kender alle følelsen, så da en veninde sendte mig billedet i forbindelse med et skriveprojekt, vi arbejder på, skrev jeg denne tekst. Når jeg læser den nu, har jeg svært ved at genkende min egen stemme, men stemmen er min og den taler igennem ordene, der nedfældes. Jeg er ikke sikker på, at jeg tror på det, der står, men det er mine ord, og dem kan jeg ikke løbe fra.

Er vi skabt til noget. Eller skaber vi os selv.

 

jegerikkegodnog

Angsten for at læne sig tilbage og hvile i trygheden. Opmærksomheden der er konstant. Løs og søvnløs, som befinder du dig i en drøm hele livet, i frygt for at vågne og se, det du ikke kan rumme at se. Du er erstattelig. En af mange. Kroppene er ens, graver du 6 meter ned, vil du se. Jeg erstatter dig, førhen og sidenhen. Vi var ikke gode nok til at rumme hinanden, eller du var ikke god nok til at rumme mig og jeg var ikke god nok til at rumme dig. Jeg erstatter og erstattes af en anden hud med en anden hud. Følelsen af ikke af være noget eller nok, den samme følelse af at være alle i en. Ikke at kunne være den, du vil have jeg skal være, når jeg skal være hende eller ham. Jeg fejler konstant. Fejlen begås, når jeg tror, vi er unikke. At jeg er skabt til dette eller til dig.

Berlin Art Week#2

WP_001031

Kl. er lidt i ni og jeg står foran busholdepladsen sammen med fremmede men velkendte ansigter. Tre af os skal til Berlin. Den ene bor i Berlin og arbejder som freelancetekstforfatter og på Zalando med svenskere og nordmænd, den anden skal på et halvt års udveksling i forbindelse med sit studie i statskundskab. Hendes kæreste er med for at tage afsked. Vores buschauffør er tysk og går ikke så meget op i tid, som danskeren har for vane. Vores tur er sat til at vare 10 timer, men bliver forkortet med to, da minibussen vi er med, kører stærkere og holder færre pauser. I Kolding samler vi en mand op og i Vejle en dame. Hvad de skal i Berlin, finder jeg aldrig ud af. Damen virker modsat den bosatte berliner meget uinteresseret i selskab. Vi holder 30 minutters pause på en tysk motorvejscafe, hvor jeg køber en kop kaffe, som jeg står med, og ved ikke rigtigt, hvad jeg skal gøre af mig selv, da buschaufføren vinker mig ned til bordet, hvor han sidder med sin pølsemix og sin pudding. Jeg er ikke sulten. Han begynder en samtale – på tysk! Jeg forstår det meste, men kan hører de ord og sætningskonstruktioner der dannes og forlader mine læber, ikke er til at forstå, og jeg har ret. Samtalen finder nu sted på engelsk, og jeg tænker, jeg skal have genopfrisket mine tyskkundskaber…

Berlin i regn. Berlin i sol. Berlin når det er koldt. Berlin når det er varmt. Besøg Berlin i efteråret og du vil opleve Berlin i al slags vejr. Jeg er her nu. I Berlin i kunstugen. Og jeg lider af FOMO (Fear of Missing Out). Alt skal høres, alt skal ses, alt skal nås. Men jeg hører aldrig alt og jeg ser aldrig alt og jeg når aldrig alt. SÅ denne gang er jeg på afvænning og nøjedes med to museer og to udvalgte udstillinger – Augen Auf! – en udstilling om 100 år med Leica fotografiet på C/O Berlin og Cindy Sherman på Me Collectors Room. Ellers blev der tid til kaffeaftaler, lange gåture, middage og sofahygge.

Augen Auf! – 100 jahre auf Leica @C/O Berlin

Teknologi forandrer, det ved alle der lever i dette årtusinde. Vi har set det ske. Internettet. Mobiltelefonen. Det har ændret os og det har ændret vores verden. Verden er blevet global og vi (vesten) har fået mulighed for at ytre vores individuelle stemmer. (Leica)Kameraet har ligeledes ændret og formet den verden, vi ser i dag.

Billeder siger mere end tusinde ord, så da Leica 35 mm kameraet blev introduceret i midt 20erne, blev verdens stemme pludselig gennemtrængende. Stemmeren blev hørt, hvor de ikke før havde været hørt. Fotojournalismen blev en gren af journalismen, hvor fotodokumentation var med til at gengive et billede af verden, som den så ud og var. Leica gjorde det muligt at fange billeder i øjeblikkende, hvilket ikke havde været muligt før med de statiske kameraer, der krævede en iscenesat situation. I begyndelsen blev Leica brugt til æstetisk dokumentation af virkeligheden, senere som journalistisk og senere igen fandt fotograferne ud af, man kunne bruge kameraet til at fortælle, og fotografiet fik en ny subjektiv vinkling. Og så er der selvfølgelig modefotografiet, hvilket jeg mener bør sidestilles med kunstfotografiet (hvis I ikke forstår, så anbefaler jeg, I tjekker Richard Avedons fotografier ud, mode OG kunstfotograf).

Summa summarum, fotografiet har haft en helt enorm indflydelse på vores måde at se og forstå verden. En indflydelse, vi måske tager forgivet, men som denne udstilling, med den passende titel ”Augen Auf!”, minder os om.

Cindy Sherman @the collectors room

Cindy Sherman laver spontan kunst, der alligevel er så iscenesat, at man bliver forbavset og forblændet. Spontan kunst fordi den opstår i udførelsen. Iscenesat fordi hun er i stand til at manipulere situationer i øjeblikket. Cindy Sherman er ikke bare Cindy, hun er alle og ingen på én gang. Hun viser, hvordan vi alle rummer forskellige persona, når hun manipulerer sit ansigt eller sine omgivelser i forskellige situationer. Og vi tror på dem alle. Hun er hollywoodstjernen og hun er husmoderen (hun bruger udelukkende sig selv som model i sine fotografier). Hun siger kameraet er hendes værktøj, hvilket må siges at være et værktøj hun mestrer. Hvert fotografi forfører. Kommer I i nærheden af hendes værker, så opfordrer jeg jer til at lade jer forføre af hendes twistede, skæve, til tider skræmmende univers(er).

cindy

Untitled Film Still #48 1979, reprinted 1998 Cindy Sherman born 1954 Presented by Janet Wolfson de Botton 1996 http://www.tate.org.uk/art/work/P11518

 

 

kl. er lidt over ni og jeg står på Berlins buscentral. Vores bus vises ikke på skiltet med afgange, heldigvis får jeg øje på den, da der er ti minutter til den kører. Vi er 5 med bussen. Chaufføren fortæller, “kig til højre, kig til venstre”, og så råber han i mikrofonen, “Mai, gider du tjekke kaffemaskinen?”…

Få steder lykkedes det mig at være tilstede i nuet. Kunsten er et af de steder. Tak og på gensyn Berlin Art Week.

Og tak for hygge og husly, Gry.

Bøsser, bøger og Banksy (fra A til B)

WP_000841

WP_000886

WP_000890

 

Hun har nævnt det før, måden hvorpå hun er fjern i sin måde at optræde i denne verden. Hvordan vejen aldrig er lige, og hvordan hendes distræte sind er medvirkende til, at hun falder inden hun flyver. Også denne gang. Pengene er få og udlængslen stor, så da hun fik tilbuddet om at komme væk fra sig selv, ikke gå i flere cirkler, indånde en anden luft, hvor tankerne ikke bliver hængende så tungt, tager hun selvfølgelig imod. Også selvom det kun drejer sig om få dage. Hun havner i kø i en lille lufthavn, hvorfra fly, senere underground og tog skal bringe hende fra a (Aarhus) til b (Brighton). Men opdager snart, hun som den eneste holder et papir med en kode og ikke et boardingkort. Det koster hende 567 kr. at få lov at komme med flyet. Rejseomkostninger er dermed blevet fordoblet og humøret formindsket. Men hun fortsætter, letter og lander hårdt. Finder et tog, som tager hende til London, hvorfra hun finder en underground, som tager hende til et tog, som tager hende til B. På vejen ser hun, at Gatwick er tættere på, og tænker, hun snart bør flytte til en by, hvor flyene er nemmere at nå og bringer en tættere. Som rejsekammerater har hun et følge af højtråbende midaldrende mænd med topmaver og øl – og fodboldaccessories, de skal komme til at følge hende både frem og tilbage. Selvfølgelig er alt ikke ligetil, da hun lander, men hun letter og lander hårdt. Igen. I B (ikke igen, men for første gang). Og ganske rigtigt er luften anderledes. Tankerne forbliver vægtløse og tynger ikke, som de har for vane. Her er udsigt til horisonter af forskellige slags. Dem som binder himmel og hav sammen, og dem som giver mand og mand, kvinde og kvinde plads til at vise kærlighed, dem som strækker sig mod himlen for at nå noget, som kun kunsten kan, og gud intet har med at gøre. Her er Paris og her er Berlin. De er begge små, men findes. Paris i gaderne. Berlin i luften. Men hun er også kommet for at heppe på folk, der løber til de bryder sammen ved målstregen, hvis ikke før. Speakeren interviewer en mand, som løber sit hundrede marathon til fordel for bekæmpelse af kræft, men mest for sin kone, som han mistede til sygdommen. Han græder ned i mikrofonen, og hun vender sig og ser en kone der græder en tåre, og priser sig lykkelig for, at hendes solbrillerne skygger mellem hende og verden, så ingen kan se, at andres følelser påvirker hende hårdere end hendes egne. Hun er overvældet over den hårde landing. Over at være her med folk, som er overvældede. Byens liv, byens Banksy, byens billige bøger, byens barer. Byen som ligner andre byer. Banksy er ikke længere en Banksy, men en rekonstruktion af den mur, man har banket ned og solgt til en rig kunstsamler. Vi andre nøjes med resterne, og det er mere end rigeligt.

Ønskelister bliver til indkøbslister og noget om pelsklædte damer

wish-list1

De kommer væltende i flok, klædt i ens pelse og matchende læbestift og holdninger. De bestiller og forvirrer, først sig selv, siden hen mig. Har jeg styr på, hvem der bestilte hvad, betalte hvor meget? Jeg må skuffe dem og fortælle, jeg ikke har styr på deres interne regnskaber. De fortæller mig, jeg er en ung, kvik pige, som må have styr på det, og jeg kan jeg mærke vreden. Min stemme lyder ikke længere som min. Men stemmen er min, ligeledes er kroppen, som har svært ved at falde til ro. Det gør den heldigvis, og de pelsklædte damer med matchende læbestifter og holdninger, takker og går. Jeg kigger rundt på menneskerne, der sidder ved bordene omkring mig, drikker kaffe og streger ud i lister. Jeg hører julesange og dufte andesteg og ris a la mande, mens jeg ser på listerne, hvordan ord for ord streges, til alle ønsker opfyldes og alle er glade. Da jeg kommer hjem åbner jeg min mail og ser endnu en, to, tre lister. Per automatik griber jeg ud efter en pen og begynder at strege og strege og strege, indtil der ikke er flere ord tilbage og jeg opdager, der ikke er mere at strege i. Jeg bliver rastløs, rodløs, ringer. Giv mig en liste, NU. Da er det at min søster grinende korrigerer mig, at jeg nok mener ønskeliste og ikke indkøbsliste.

Lister og december hænger unægteligt sammen, så her er min gave til jer. En liste over gode ting i 2014. I er velkomne til at strege.

Film

Adeles liv Kapitel 1&2, denne film handler om kærlighed, når den gør ondt, sådan rigtig ondt. At det er to kvinder kærligheden opstår imellem er underordnet, det kunne såmænd også have været en mand og en kvinde.

Nick Cave 20,000 Days On Earth, stjernepoet og mester i selviscenesættelse – det kommer der en fremragende, nærværende, relevant dokumentar ud af – om manden, musikpoeten, bag musikken.

Ida, den smukkeste filmæstetik, jeg mindes at have set. Skuespillet og plottet fejler absolut heller intet. Og så er det befriende at se en film på polsk.

Litteratur

Marguerite Duras, Sommeren 80. Denne bog er sanselig, forførende. Og du er berørt hele vejen igennem, selvom du ikke altid ved af hvad. Bogen får dig til at dufte havvand og sommerregn.

Theis Ørntoft, Digte 2014, disse digte bør og skal blive klassikere. Jeg havde lyst til at tage hver sætning, klippe dem ud, hænge dem op. Bogen får dig til at tygge, smage, føle. På ordene – og livet.

Fredrik Backman, En mand der hedder Ove, en sur gammel, midaldrende mand, vi kender ham alle, i hvert fald på overfladen. Her dykker vi ned under, og det koster tårer.

(læs desuden Christina Hesselholdts bøger om Camilla og co., i alt 4 bøger – sidste udgivet i år og Lone Hørslevs Dyret og Hassans Bryne Burde, vil man gerne belastes med.. ).

Kunst

Berlin Artweek, KW institute for contemporary art med bl.a. Ryan Trecartin – det er ikke sidste gang, jeg besøger Berlin AW, min sult efter kultur og min nysgerrighed blev stillet. Og det er der, heldigvis, plads til.

Keren Cytter, Charlottenborg Kunsthal – Født i Iran, men bosat i New York, video og billedkunst. Cytter er interessant, fordi hun ikke udpensler sine værker for dig, du kommer kun til at holde af dem, hvis du orker at bruge tid. Og så holder du til gengæld også meget af dem.

Trapholt, 10, 000 timer hvad er talent? Trapholt er gode til brugerinddragelse. Det gælder også pågældende udstilling, hvor man får lov at gætte kendte kunstnere ud fra børnetegninger, hvem har tegnet hvad? Virkelig interessant – for alle aldersgrupper, og for en barnlig, nysgerrig sjæl, som undertegnede.

(se også Boros Bunker, hvis I kommer forbi Berlin. Bunkerne er nærmest kunst i sig selv, men vær obs på at der er venteliste. Undtagen i AW)

Musik

Cancer, Ragazzi – forsangeren fra When Saints Go Machine, Nikolaj, og Chorus Grant har stiftet dette band i 2014. Og tak for det!

Broken Twin, May – Jeg hørte Broken Twin første gang til SPOT og var solgt, over de fine melodier og den skrøbelige, men sikre stemme.

First Aid Kit, Stay Gold – helt ærligt, synes jeg faktisk de fungerer bedre LIVE, vildt alligevel. Men pladen minder mig om den bedste koncertoplevelse i år.

(og selvfølgelig Leonard Cohens udgivelse i forbindelse med sin 80 års fødselsdag, manden skuffer ikke, aldrig – og så tag på SPOT og alle de andre festivaler, ik. Der er guld at komme efter, og så er der selvfølgelig Conor, Lana og alle de andre, som jeg havde glemt, men set på andre lister, og er enige i også hører til her på min – og jeres).

Rigtig glædelig jul.

Har du penge, så kan du få….

WP_000437

Jeg havde knoklet for at blive færdig, på normeret tid og det hele. Som de havde fortalt mig, var så vigtigt. Ikke de nærmeste, men dem folket har valg, demokratisk. Så da min vejleder ringede og spurgte om, jeg kunne nå at blive færdig, sagde jeg ”ja”. Jeg skulle have sagt nej. Men færdig blev jeg, og på normeret tid – og wow, sikke dygtig samfundsborger jeg er. Så stod jeg der, i en virkelighed, som jeg ikke kunne forholde mig til, fordi jeg ikke kunne forudse.

Mit første job fik jeg, da jeg fyldte 13, ved at gå op og ned gennem gågaden i den lille vestjyske by, indtil en af butikkerne bed på. Siden var det forældre, som skulle bruge en barnepige, eller cafeer, som skulle bruge en tjener. Jeg har aldrig prøvet ikke at have et job. Og nu stod jeg her, 5 år efter, med en fin titel og uden et job. Og selvfølgelig var det kun midlertidigt. Mine forventninger var høje og mine albuer spidse, jovist var vi mange der vil noget med kultur, men jeg vil det mest. Jovist var vi mange, som brænder for sproget, men jeg har arbejdet GRATIS for – og med det i flere år.

En dag slår jeg op i avisen, Politiken vistnok, og ser et interview med en pige, som jeg kender fra et højskoleophold, som hører en anden tid til. Hun er nået langt, længere. Men længere end hvad, egentlig? spørger jeg mig selv, samtidig med jeg forbander det sted, hvorfra jeg ser. Stedet er fremmed, kvinden er jaloux. Hun er langt fra den pige, der gik op og ned af gågaden i en vestjysk by for 15 år siden og ikke kunne forudse, at de valg, hun træffer, og de talenter, hun har, kræver noget ekstra i et samfund, som baserer sin værdi på (økonomisk) vækst. I nyhederne hører jeg og læser jeg at, man bør tænke over ikke at uddanne sig til arbejdsløs. Så vidt jeg forstår sker dette ved at uddanne sig i naturvidenskabelige fag, eller fag som garanterer en (sikker, synlig økonomisk) vækst. Og jeg tænker, at alternativet er bedre, at uddanne sig til arbejdsløs.

Faktisk er der ikke noget alternativ. For det jeg kan, er den jeg er, og den jeg er, er det jeg kan. Og det jeg kan, er ikke matematik eller naturvidenskab, det er kultur.

Jeg er ikke god til at sidde stille, så jeg arbejder gratis på en kommunikationsafdeling i 4 uger, hvorefter jeg bliver tilbudt at arbejde gratis med kultur og kommunikation i 7 mdr. Jeg føler mig heldig! Men selvfølgelig kan jeg ikke blive ved på det arbejde, da det forudsætter, at jeg skal betales. Men faktisk lykkedes det mig også at skaffe to betalte job på tilsammen 12 uger fordelt over to somre. På trods af min kæreste og jeg vælger at gå hver til sidst den ene af dem, da vi indser, at bare fordi man holder af hinanden, betyder det ikke, man skal være sammen, bliver det nogle gode somre.

Nu sidder jeg i Aarhus igen, og husker den sidste tur, jeg gik på Assistens Kirkegård. Hvordan København, især Nørrebro, pludselig blev så underlig tryg, og hvordan jeg græd over at skulle forlade denne tryghed, som var det en gammel kæreste, jeg gjorde det forbi med. Og så savner jeg ham. Alt det han har at byde på.

Derfor tænker jeg, der må ske noget, derfor, og fordi jobcenteret informerer mig om, jeg snart har 60% af mine dagpenge at leve for. I forvejen har jeg aldrig penge, og de jeg har, går til kaffe, koncerter og kultur (inkl. rejser). Jeg søger derfor job i kaffebarer. En af dem ligger i en bogbutik, og da jeg får det, går det op for mig, hvor belejligt det er, at jeg nu hverken skal bruge mange penge på kaffe eller bøger længere. Men det er ikke det eneste. Jeg har fået et job. At det så ikke kræver fem år og en fin titel, vil jeg skide på. Jeg kan leve for lidt, men jeg kan ikke leve med lidt.

Are you a strong woman? // Postkort fra Berlin

u-bahn

Den anden dag, da jeg for hundred syttende gang på en af mine distræte dage, havde taget toget i den forkerte retning, stod jeg på Alexander Platz i u- bahn og ventede på linje U5 til Samariter strasse, da en mand – feminin, klædt i sort og med let udtværet eyeliner– henvender sig. Han snakker tysk, et sprog jeg til dels forstår, men ikke mestrer at kommunikere andet end et par høflighedsfraser på (jeg øver mig dog).

Han snakkede lavt og hurtigt, så jeg blev nødt til at gøre ham opmærksom på min nationalitet – og bede om, at vi slog over i engelsk.

Manden er iransk kunstner, bosat i Tyskland. For tiden laver han et projekt om stærke kvinder. Jeg finder min notesblog og en kuglepen frem, hvor han noterer sit navn. Han spørger ”are you a strong woman?” og jeg svarer med et rødmosset ansigt, at sådan vil jeg da gerne betragte mig selv. Han komplimenterer mit udseende, siger han gerne vil bruge mig i forbindelse med sit projekt. Om vi skal tage en kop kaffe på Samariterstr. Jeg spørger hvorfra han ved, det er mit stop. Han griner bare og kører fingerne rundt ved sin tinding, mens hans illustrerer, at det ved han, fordi han er skør.

Jeg siger, at jeg skal hjem til min søster. Han insisterer, siger, at det bare behøver vare to -tre minutter. Vi står af sammen på Samariterstr. for at drikke en kop kaffe i u-bahneboden, hvor hans iranske kammerat serverer os to kopper kaffe, mens vi snakker, alle tre. Det viser sig, manden der servere os kaffen, har en bror og en søster i Skanderborg. Snakken falder derfor naturligt på Danmark. Samtalen foregår på engelsk, tysk og med nogle få danske ord. Kunstneren spørger til min fødselsdag, men inden jeg når at svare, har han afsløret, at jeg er født i februar og mit stjernetegn derfor er fisk. Ligesom hans. På en gang er jeg nysgerrige og skræmt, hvem er denne mand der stopper mig i u-bahn og udnævner mig som stærk kvinde (og muse)?

To be continued. Maybe.

At rumme andres følelser

tumblr_mxqbohhBqM1qbud1eo1_500

Hvorfor tiltrækkes vi af kunsten? Græder over et stykke musik, græmmes af et foto, påvirkes af en film?

Os, der i særlig grad opsøger kunsten, påstår vi forstår den, måske er vi i virkeligheden ofrer for vores egne begrænsninger, afhængig af folk, der kan udtrykke, hvad vi ikke selv kan. Fyldt op af alt det der ikke er sagt, ord som endnu ikke har taget form. Disse ord tager form i kunsten, i fotografiet, i filmen, i teksten etc. Tager form, ikke nødvendigvis som ord, men som følelser, en følelse vi har ledt efter, men som det ikke er lykkedes os at findes endnu. Og pludselig finder vi den, i dansen, i maleriet, i musikken etc. At kunne rumme andres følelser mere, bedre end man rummer sine egne. Derfor.

(Og finder man et udtryk for en følelse man har ledt efter, kan man vide sig sikker på, det i forvejen er udtrykt et andet sted en anden tid. Eller et andet sted samme tid. Mennesket har patent på at føle, og vi er mennesket. Altså føler vi, samtidigt eller det samme somme tider).

Om at mangle noget af sig selv, og finde det (i små bider)…

large

Følelsen af, at mangle noget uden at vide hvad det er. Udfylde tiden, som jeg vist nok tidligere har været inde på. Udfylde den med noget meningsfuldt. At det ikke altid er så nemt. To timer, fandt jeg tilbage til noget. Noget jeg manglede, men ikke har været klar over, hvor meget jeg manglede. Noget som gør det nemmere, at udfylde tiden. Gør det nemmere at være til stede lige nu lige her. Skriverierne er en del af det. Selvom det jo også er en slags flugt. I  og mellem fortid, fremtid og den tid, som er. Skriverierne er måske egentlig lige netop et forsøg på fortrænge nuet, mere end være i det. At bearbejde det nu som har været, eller det som kommer.

Her var kun jeg, med en flok som ikke rigtig eksisterede. Jeg, min tegneblok og tegneredskaber. Her følte jeg, at jeg var nu. Rummet havde jeg savnet. Som at mangle noget af sig selv. Og forsøge at finde det udenfor sig selv. Det giver ikke meningen, at forsøge at fange nuet. Lidt som at planlægge det perfekte, ikke planlagte møde.

Alligevel er det som om verden forsvinder, lukker sig omkring det sekund, det øjeblik, hvor jeg ikke er i stand til at koncentrere mig om andet end blyanten der rammer papiret, fingrene der rammer tasterne, eller det øjeblik kroppen koncentrere sig om at udføre en bevægelse, for at skabe dansen. Lige der er jeg.

Det er her det kan mærkes, at noget har været savnet. Kunsten bare at være. Den findes, tilsyneladende.

I kunsten.