Om ikke altid at hænge sammen…

depression-quotes-for-girls-tumblr-108

Jeg åbner min mail. En veninde har skrevet ”er brudt sammen med stress og har fået bevilliget timer hos en psykolog”. Jeg tæller i mit hoved, hvor mange veninder og bekendte og familiemedlemmer jeg efterhånden kender med stress eller depressioner eller no happy home. Depressioner er der mange af. Stresssygemeldinger muligvis flere. Det sidste har jeg ikke tal på. Før jeg tænkte på dette, tænkte jeg på, hvordan jeg skal fejre min 30 års fødselsdag, om jeg skal holde en fest eller tage ud at rejse. Han siger, jeg bør tage ud at rejse. Jeg spørger med hvem. Spørgsmålet føles farligt. Han svarer med ham. Svaret føles åbenlyst. Men jeg forventer at blive skuffet, eller det vil sige, det gør jeg ikke nu. Det er noget, jeg er vant til, har vænnet mig til. Det er skuffelsen, jeg er tryg ved. De drømme jeg troede eksisterede i en tosomhed, ender altid med ensomhed, har erfaringer lært mig. Men jeg er ikke ensom nu. Jeg græder ikke. Og jeg er ikke bange, længere. Men tilbage til depressionerne. For i denne fortælling hænger de sammen med mine snart 30 år, som jo i virkeligheden ikke er nogen alder, det er jeg klar over. Men på den anden side, de knap 30 år har ind i mellem føltes som en alder. Tænk bare på alle sygemeldinger og depressioner! Ikke mine, men så alligevel. Jeg forsøger, som altid, at finde en sammenhæng. Men alle historierne er forskellige til trods for, de er ens. At være menneske er ikke nemt. Æde – sove – knalde. Hvis det i virkeligheden var alt der skulle til, hvis vi var dyret uden følelser. Men der skal mere til. At fylde os selv og hinanden med sæd og føde, hvis det var nok. Men nej! Drømme skal blive virkelige. Parringen give orgasmer og børn (helst flere end 1,69) og føden indtages i rigtige mængder på rigtige tidspunkter, så vi tager os bedst ud (177 cm, drømmer om at veje mindre end de 60 kg.). At være menneske med følelser er hårdt. At være menneske med lyster er hårdt. At være menneske med lyster og følelser er endnu hårdere. Jeg kender en, nej jeg kender to, nej faktisk kender jeg en masse, som ikke kan rumme at være menneske hele tiden. De føler sig ude af stand, eller faktisk ved jeg ikke, hvad de føler. Men jeg ved, de er mange. Flere der ikke er i stand eller ude af stand end der er i stand. Til hvad, ved jeg ikke. Det kunne være jobbet. Det kunne være kærligheden. Det kunne være livet. Måske hænger det hele sammen. Jeg hænger tit kun halvt sammen, så hvorfor forvente at livet skulle hænge helt sammen. Det er det spørgsmål jeg stiller nu. Men til hvem?