Jeg lader mig falde. Hele vejen ned i melankolien. Som jeg lader mig forføre af springet, når jeg krydser en bro. Derfor sørger jeg for at holde mig på afstand af kanten. Jeg lader mig forføre af menneskets skæbne. Den historie du ikke deler, som spejler sig i mine øjne, når vores blikke mødes. Du fortæller mig ting, jeg ikke ved, hvor jeg skal gøre af. Så jeg planter disse fortællinger et sted inde i mig. Gemmer dem i melankolien. Til en regnvåd eftermiddag, eller til næste gang jeg bliver forladt. Jeg drages af dybet og afgrunden. Jeg ser en udsendelse med en pige, der ikke kan rumme livet. Jeg er dårlig til det, livet, siger hun, mens hun græder på den smukkeste måde, jeg nogensinde har set. Som om hun er skabt til at græde, som om, hendes øjne er formet til netop dette formål, store og dybe og sorgfulde øjne med ovalformede dråber, der formes og forlader dem. Jeg skammer mig over ikke at være i stand til at omfavne livet helt. Jeg skammer mig over at have alle muligheder, men ikke benytte dem. Men så ser jeg en udsendelse med de suspekte drenge fra Albertslund, og forstår at skriften er min musik. Drengene fra Albertslund rummer en følsomhed og en vrede, som musikken bliver en tragt for, på samme måde som ordene bliver det for mig. Den melankoli jeg rummer, er kun forbeholdt skriften og de nærmeste. I andre vil se den svævende version. Hende der lader sig forføre af lykken. Glemmer at bevare begge fødder på jorden og falder for alle, der smiler til hende. Skriften er min tragt, min melankoli, og min undskyldning for at smile og omfavne livet og følelserne, når jeg åbner døren og møder verden.