Kære barn, som så gerne vil være voksen. Alle de bekymringer og alt det ansvar du tager, er ikke dit. Og så alligevel. Kære barn, lad være med at digte dig. Du er en del af den fortælling, der virkelig finder sted. Men det er lettere at være en del af andres fortælling, hvis man ikke kan rumme sin egen. Men en dag vil du opdage øjne, der får øje på dig. Og du vil blive bange. Forsøge at flygte. Eller forsøge at hænge fast, til de ikke kan rumme din insisteren mere. Løb kære barn, løb. Eller bliv, kære barn, bliv. Lad dig omfavne og falde. Slå knæet til blods til du har vænnet dig til at se blodet. Øjne ser, men får ikke øje. Du kommer til at forveksle. Det gentager sig. Forstå, at du også er blind, for det du ikke skal se. Du tager fejl og forveksler trygheden med kærligheden og kærligheden med trygheden, også det gentager sig. I forsøget på at frigøre dig fra din fortid og skabe en fremtid udelukkende baseret på nutiden, fejler du. Dit spejlbillede ændrer sig, men tankerne er de samme, eller du tænker det samme som barnet. Du vil altid og fortsat være barnet. Barnet slipper ikke dig og du slipper ikke barnet. Barnet er din forbandelse i en voksen verden og din styrke i en verden blandt voksne. Intuitionen er din følgesvend og din ven, ligeså synlig og ligeså usynlig som de venner, din mor måtte dække op til, men aldrig kunne se. Naiviteten følger dig som intuitionen. Du får øje på verden gennem barnet og du mærker verden, som barnet mærker en forældres sorg. Den første berøring sætter sig fast. Det første kys, som noget flygtigt og fjernt og forhastet, som en gentagelse af en leg, hvor ansvaret ikke kan fralægges. Kære barn, du er nu voksen og ansvaret er dit. Løb eller bliv.