I undrer jer over, jeg ikke kan stave til nok. Det kan jeg. Men det kan den kunstner, der har lavet nedenstående værk på billedet, ikke. Hun er ordblind. Hun føler sig ikke god nog. eller nok. Vi kender alle følelsen, så da en veninde sendte mig billedet i forbindelse med et skriveprojekt, vi arbejder på, skrev jeg denne tekst. Når jeg læser den nu, har jeg svært ved at genkende min egen stemme, men stemmen er min og den taler igennem ordene, der nedfældes. Jeg er ikke sikker på, at jeg tror på det, der står, men det er mine ord, og dem kan jeg ikke løbe fra.

Er vi skabt til noget. Eller skaber vi os selv.

Angsten for at læne sig tilbage og hvile i trygheden. Opmærksomheden der er konstant. Løs og søvnløs, som befinder du dig i en drøm hele livet, i frygt for at vågne og se, det du ikke kan rumme at se. Du er erstattelig. En af mange. Kroppene er ens, graver du 6 meter ned, vil du se. Jeg erstatter dig, førhen og sidenhen. Vi var ikke gode nok til at rumme hinanden, eller du var ikke god nok til at rumme mig og jeg var ikke god nok til at rumme dig. Jeg erstatter og erstattes af en anden hud med en anden hud. Følelsen af ikke af være noget eller nok, den samme følelse af at være alle i en. Ikke at kunne være den, du vil have jeg skal være, når jeg skal være hende eller ham. Jeg fejler konstant. Fejlen begås, når jeg tror, vi er unikke. At jeg er skabt til dette eller til dig.