Tag / danmark

by maitrosborg

Jeg danser til en melodi midt i en pandemi

Det er livet, ikke døden, jeg tænker på, når jeg bevæger mig rundt på kirkegården, hvor hver gravsten vidner om et levet liv og fortæller en historie. Jeg læser ord og sætninger på gravene og forestiller mig de levede liv. Livet er så nærværende midt i døden. Vi savner, og vi sørger, fordi vi har elsket. Det er trist, men mest smukt, tænker jeg, mens et vindstød skubber gang i et par vindmøller ved en barne-grav. Jeg lukker øjnene og mærker nærværet i fraværet. Vinden, der aer min hud. Det er forår i dag.

Altid i vores hjerter. Forevigt savnet. I did it my way. Sleep in peace with our love. Men størst af dem er kærligheden. Pizza og lazana. Nyd dagen Nyd livet Nyd hinanden. Du vil altid være savnet. Drøm det bedste i verden. Tak for den du var. Savnet i sjælen Gemt i hjertet. Elsket for evigt. Always seeking the positive in life. Vaya con dios. Àvalt i hjörtum okkar Elsket og savnet. You’ll never walk alone.

En handikappet kvinde, der ligner en pige, på seksogtyve år uden noget sprog er stukket af fra sit bosted og går nu rundt i en park på Nørrebro, hvor jeg tilfældigvis også befinder mig. Om halsen på hende hænger et telefonnummer til hendes mor. Hun har sat sig midt i en fødselsdagsfest hos de smarteste og smukkeste kvinder i parken den dag. De spørger, om de må sætte sig på bænken ved siden af mig, og jeg glemmer alt om de to meter og corona. Moren til kvinden er på vej, siger de. De har ringet til hende og til politiet. Bostedet har også kontaktet politiet, og på Facebook har moren sat en efterlysning i gang. Efter flere minutter, hvor den handikappede kvinde har forsøgt med mimik at forklare mig, at der er ringet efter nogen, og at jeg skal tage min vinterjakke af, fordi det er for varmt (hun har ret), kommer hendes mor cyklende. Hun er lettet. Især over at kvinden har kunne kende forskel på grøn mand og rød mand ved lyskrydset.

En ældre dame smiler til mig og lader mig vide, at jeg ikke skal tage særlige hensyn, da jeg giver hende plads i den smalle Netto-gang. Jeg kan kun få øje på seks æg, siger hun. “Fire er altid udsolgt, fordi så mange bor alene”.

Fra mit vindue får jeg i gården øje på en flot mand. Han er sammen med en kvinde. Hun ser syg ud, som om, hun ikke kan stå på sine ben, men snart vælter. Manden og kvinden står tæt sammen. Han aer hende, kysser hende på kinderne. Han kysser hende igen og igen, men aldrig på munden. I en pludselig bevægelse, som har hun fået nok, går de hver til sit, ryg mod ryg. Han standser, vender sig om og kigger efter hende for at se, om hun er okay. Hun er ikke okay. Hendes skridt er kejtede, som om, hun har glemt, hvordan man går og stadig kan vælte, men der er ikke længere en til at gribe hende. Det her er kærestesorger. Livet i slowmotion. Jeg er midt i et breakup, der ikke er mit.

Advertisement
by maitrosborg

Om at være international studerende i Danmark

img_1497-1

Milda kommer fra Litauen, men er i dag bosat i Silkeborg og arbejder i Aarhus. Hun flyttede til Danmark for at tage sin kandidatuddannelse. Det er i hvert fald den officielle historie. Jeg mødte Milda en eftermiddag, hvor hun delte den uofficielle historie og fortalte om livet som international studerende i Danmark.

Du flyttede til Danmark for at tage en uddannelse?

“Det er i hvert fald den officielle forklaring. Jeg blev træt af at fortælle den samme sørgelig historie. Da min kæreste og jeg gik fra hinanden, var der mange følelser at forholde sig til og jeg havde brug for at fortælle det til nogen, men til sidst blev jeg træt af at klage over mit dårlige forhold, så blev det til, jeg flyttede til Danmark pga. uddannelse.”

Kom din kæreste fra Litauen?

“Nej, han kom fra Frankrig. Vi mødtes i forbindelse med et udvekslingsophold gennem Erasmus i Sverige, hvor vi studerede i 6. mdr. Jeg var ikke færdig med mine studier og det var han heller ikke. Han var i gang med sin kandidat og jeg var i gang med min bachelor og i den forbindelse mødtes vi på udveksling i Sverige. Det var ikke planlagt. Jeg tog til Sverige for at få nogle venner og lære bedre sprog. Jeg skulle ikke have en kæreste, da jeg lige havde forladt en kæreste i Litauen. Det var ikke noget, jeg var specielt ked af det, da det ikke var et af mine bedste forhold, men jeg var nok lidt træt af forhold.

Du tog afsted for at lære bedre sprog. Altså engelsk?

“Nej, svensk. Jeg har en bachelor i litauisk filologi og svensk. Det er lidt åndsvagt at nævne, da jeg ikke kan huske meget af det svenske sprog. Lige nu er alt på dansk. Jeg forstår, når jeg hører svensk, men når jeg skal sige noget, siger jeg det på dansk. Men på det tidspunkt skulle jeg øve mig i svensk og tog derfor to fag på svensk og et fag på engelsk. Det var ret interessant. Vi havde ikke særlig mange timer, så vi havde en masse fritid, som min veninde og jeg brugte på at sidde i køkkenet og vente på, der kom nogen forbi, som vi kunne snakke med. Min daværende kæreste og jeg fandt ret hurtigt sammen. Miljøet, hvor man bor sammen, spiser sammen, har fælles aktiviteter og er rigtig meget sammen, gør at det faktisk føles som ret langt tid, hvis man er sammen en mdr. Og derfor fandt vi også sammen efter en mdr. ”

I flytter tilbage til henholdsvis Frankrig og Litauen efter 6 mdr. på udveksling?

“Vi skulle færdiggøre vores studier. Jeg manglede ca. halvandet år og han manglede ca. et år, så vi flyttede tilbage til hvert vores land, mens vi tænkte på, hvordan vi kunne bo sammen og prøve det af. Vores ideale forestilling var selvfølgelig Sverige, da det var der, vi havde mødt hinanden. Jeg talte sproget og min kæreste ville gerne fortsætte som forsker, hvor der var mange muligheder i Sverige. Det blev ikke Sverige, men Danmark. Han kom til Danmark først og det tog næsten 6 mdr., inden jeg kom. Jeg var lige startet på mit første seriøse job i en stor international virksomhed i Litauen, så jeg synes ikke, jeg kunne tillade mig at forlade dem efter to måneders traineeship.”

Der gik altså to år fra I mødtes til I flyttede sammen i Danmark?

“Ja, det krævede meget tålmodighed og at man stolede på hinanden. Vi prøvede på at mødes hver tredje måned, så enten tog jeg til Frankrig eller han kom til Litauen.  Han mødte faktisk min familie og mine forældre.”

Du sagde dit hjem og dit job op og tog til Danmark. Vidste du, hvad du skulle lave i Danmark?

“Nej, det gjorde jeg ikke. Slet ikke. Jeg havde jo læst om Danmark og tænkt, at når der er så mange der forstår og taler engelsk, vil det være nemt at få et job, mens jeg skrev ansøgninger til universitetet, for jeg ville gerne fortsætte med en kandidatuddannelse.”

Med litauisk filologi og svensk?

“Nej, jeg tænkte at det var nok med den del. Jeg ville gerne studere noget andet, så der var flere muligheder, når jeg skulle søge job bagefter. Jeg flyttede til Silkeborg og derfor var det oplagt at studere på Aarhus Universitet. Det skulle være en uddannelse fra Aarhus Universitet, der passede til min bachelor. Der var flere studieprogrammer, som jeg ikke kunne søge, fordi jeg ikke havde nok politiske fag fra min bachelor, så det blev til europastudie og det var faktisk rigtig interessant. Jeg var glad for mit hold, halvdelen var danske og den anden halvdel internationale fra alle mulige lande, så det var spændende. De fleste fra mit studie rejste tilbage, da studiet var færdigt. Selv dem fra Norge og Island flyttede simpelthen tilbage.”

Hvorfor valgte du at blive i stedet for at flytte tilbage til Litauen?

“På det tidspunkt var jeg stadig sammen med min kæreste, vi boede sammen og tanken var, vi skulle have en fremtid i Danmark eller et andet sted. Ikke nødvendigvis Litauen.”

Så du var begyndt at se en fremtid i Danmark?

“Lige præcis. Men det sidste halve år, hvor jeg skrev speciale, begyndte det virkelig at gå dårligt i vores forhold. Der var noget rigtig, rigtig skidt, så vi kunne ikke bo sammen og jeg flyttede dertil, hvor jeg bor i dag. Det var jeg ret glad for. Min udlejer var på det tidspunkt lige blevet skilt fra sin mand, så hun kunne forstå mine følelser og hvordan jeg havde det, selvom man jo ikke kan sammenligne et 19 års ægteskab med 4 års forhold.”

Man har vel stadig nogen af de samme følelser?

“Vi hjalp hinanden ved at snakke om de følelser, og så opfordrede hun mig til at tale meget mere dansk end jeg gjorde, selvom jeg fulgte dansktimer på aftenskole.”

Dit studie var på engelsk?

“Det var på engelsk, så jeg var på universitetet om dagen og tog dansktimer om aftenen.”

Du havde ikke brugt dansk indtil da?

“Da jeg begyndte at tage aftenundervisning i dansk og skulle lave skriveopgaver, skrev jeg hele tiden forkert, da jeg skrev på svensk. Jeg kunne faktisk ikke lide dansk i starten. Jeg synes, svensk eller norsk lyder flottere.”

Afholdt det dig fra at lære dansk, at du ikke kunne lide det?

“Ja, lidt. Jeg kunne faktisk mærke inde i mig selv, jeg havde modstand. Jeg vidste godt at jeg selvfølgelig skulle lære det, fordi vi jo havde tænkt os at blive i Danmark, men jeg havde modstand simpelthen fordi at jeg havde lært svensk først, som jeg synes lød fint. Pludselig skulle jeg lære dansk, hvor jeg tænkte at det lyder lidt som om, man sammenligner en rigtig fin dame fra København og en vestjyde. Sådan havde jeg det på det tidspunkt, men så begyndte jeg faktisk at nyde sproget, da jeg begyndte at tale og forstå mere og jeg ikke længere blev spurgt fem gange i træk ‘hvad sagde du?’.”

Hvor lang tid tog det inden du ikke blev spurgt længere?

“Det tog lang tid. Mindst et år. Jeg blev hele tiden bedt om at gentage, da jeg ikke snakkede med den rette intonation og ikke kendte den danske melodi. Man bliver virkelig skuffet, hvis man ikke bliver forstået. Man bliver lidt træt, men det gik alligevel. Det, der har hjulpet mig mest, var praktik i en børnehave, det at arbejde med børn.”

Du sagde du studerede om dagen og gik på sprogskole om aftenen. Hvornår havde du tid til praktik?

“Det var da jeg blev færdig på mit studie. På det tidspunkt havde jeg det virkelig dårligt følelsesmæssigt. Jeg var flyttet i en ny bolig, sammen med mennesker, jeg ikke kendte. Mit speciale blev ikke særlig godt. Jeg var meget skuffet, ensom og ked af det, og så skulle jeg forsøge at skrive noget fornuftigt, så det var lidt hårdt. Men jeg bestod og det er jeg rigtig, rigtig glad for, fordi jeg hørte om nogle studerende, der havde den samme professor som…hvad hedder det….supervisor…”

Vejleder?

“Ja, samme vejleder, som skulle vejlede dem, hvor det slet ikke gik. Deres speciale blev ikke accepteret, så jeg tænkte, jeg var ret heldig. Men det var hårdt for mig, at vores professor var ret…hvad kan man sige….skrap! Han er en meget intelligent person. Super intelligent. Det er sindssygt, så meget han ved om mange ting, så hans krav var også meget høje. Da han skulle give kritik til mit speciale, nævnte han udelukkende alt det negative, så jeg begyndte at blive virkelig frustreret over at det ikke var godt nok.”

Blev det bedre?

“Efter jeg næsten brød sammen foran ham, fordi jeg ikke kunne have presset, fordi jeg havde det dårligt. Efter det ændrede han strategi. Men ikke for de andre studerende. De fik den hårde behandling hele vejen, så jeg var ret heldig.”

Du bestod?

“Ja.”

Og så begyndte du i praktik i en børnehave for at lære det danske sprog?

“For at øve sproget lidt mere, for da jeg afsluttede min uddannelse var jeg næsten færdig med modul 5 på sprogskolen.”

Modul 5 er det sidste modul?

“Modul 5 er det sidste modul, hvis man skal arbejde i Danmark. Hvis man skal studere på dansk, skal man bestå modul 6, som jeg faktisk også har taget, men først senere. Men jeg begyndte i praktikken i børnehaven og tænkte, at jeg ikke lige vidste om det var mig, da jeg ikke er så god til børn.”

At arbejde i en børnehave var vel heller ikke rigtig noget, der relaterede til din uddannelse?

“Lige præcis. Det havde ikke noget at gøre med min uddannelse, bortset fra der var mange børn af indvandrerfamilier i børnehaven, ca en fjerdedel. Min gode veninde fra Brasilien som er dansk gift, havde også været igennem en hård periode for at vænne sig til at bo i Danmark. Hun arbejdede i børnehaven og anbefalede mig til chefen, så jeg begyndte at arbejde ti timer om ugen frivilligt, men efter ca. fire mdr.,  kunne jeg mærke, det ikke var det arbejde, jeg skulle lave. Jeg kunne slet ikke finde ud af at være sammen med så mange forskellige børn. Forskellige på den måde, at når alt er godt, kører det bare, men når de begyndte at blive trætte eller utilfredse, kunne jeg simpelthen ikke rumme alle de forskellige personligheder.”

Når du siger også have en svær periode med at vænne sig til at bo i Danmark, betyder det så, du havde det svært med at vænne dig til at bo i Danmark?

“Det job jeg forlod, var jo i hovedstaden i Litauen. Prøv at forestil dig, man bor med sin bedste veninde – hende jeg havde været i Sverige med – vi hyggede os rigtig meget, vi havde et job med god løn og mulighed for at lære en hel masse. Vi var på team med jævnaldrende, så hver weekend tog vi i byen og festede. Arbejde, venner og den del af livet var på plads. Det eneste der ikke var på plads, var mit forhold, fordi min kæreste jo var i Danmark. Jeg efterlader mit liv i Litauen og tager til Silkeborg. Jeg kom i januar, hvor der er mørkt og tomt på gaderne. Jeg var chokeret. Jeg kunne ikke forstå, at der ikke var folk på gaderne efter kl. 17. Jeg synes, det var rigtig, rigtig hårdt at vænne sig til, at det var en lille by og ikke en storby. Jeg kendte ikke nogen udover min kæreste og det ægtepar vi lejede 1. sal af. De var rigtig, rigtig søde, næsten som bedsteforældre, og har hjulpet mig i den svære periode.”

Hvordan hjalp de dig?

“Ved at invitere til fx frokost eller aftensmad. Kristine, kvinden – hun er desværre er død nu – havde altid været husmor, men elsket det. Hun var god til at lave mad og arbejde hjemme. Når jeg kom hjem fra byen eller et andet sted, så fandt jeg ofte en lille pose med fx småkager, sådan nogen ting. Det var rigtig, rigtig hyggeligt, men jeg følte mig ensom. Jeg kom i januar og begyndte først at studere i september. Det første halve år kunne jeg ikke finde et job og det slog mig rigtig hårdt. Først søgte jeg nogle lidt bedre jobs, men så begyndte jeg at sende ansøgninger til rengøringsfirmaer. Jeg fik aldrig noget svar fra dem, så jeg var helt forvirret og meget skuffet. Og så fik jeg en depression. Det blev ikke konstateret hos lægen, men det var en depression. Det var en meget, meget hård periode og jeg tror den hårde start var med til at påvirke vores forhold rigtig meget. Jeg troede at det ville være dejligt at være sammen med min kæreste, at vores kærlighed ville være nok til at jeg følte mig tilpas, men det var det bare ikke, og det er svært for mig at sige. Men man kan ikke begrænse sig med én person. Det går bare ikke.”

Havde din kæreste et socialt liv?

“Ja, selvfølgelig. Han var jo tilknyttet et forskerteam i Silkeborg. Jeg blev selvfølgelig inviteret til fællesspisninger og sådan noget, hvor der blev talt meget om arbejde. Det var kun mig og en anden mand, der kom med sin kæreste, der følte os tilovers, så vi kunne snakke lidt sammen – Hvordan går det? Har du fundet job? Nej. Det har jeg heller ikke – Sådan noget. Jeg havde slet ikke nogen af mine venner. Som EU-borger kan du godt opholde dig i Danmark, men du kan ikke få et cpr. nr. med det samme, medmindre du har et job. Jeg fandt ud af, det betyder meget ikke at have et cpr. nr. Jeg kunne ikke gå på biblioteket og låne bøger og jeg kunne ikke få et fitness abonnement medmindre jeg betalte 6 mdr. forud.”

Så man kan kun få et cpr. nr.  som EU-borger, hvis man har et job?

“Ja eller studerer. Men jeg søgte ind på studiet i marts og der viste jeg ikke, om jeg ville blive optaget eller ej. Det var meget risikabelt. Når jeg tænker over det nu, ville jeg aldrig gøre det.”

Du ville ikke gøre det igen?

“Jeg vil flytte til Danmark pga. kærlighed. Det tror jeg helt sikkert, at jeg vil, men jeg vil forberede mig meget bedre.”

Hvordan kunne du havde forberedt dig bedre på at flytte til Danmark?

” Tale med nogen, der havde været i Danmark længere. Der er mange blogs fx Litauer i Aarhus eller Litauer i Danmark, du ved.”

Altså du ville have skabt et netværk inden du flyttede?

“Ja, det gjorde min veninde inden hun flyttede til Frankrig for at være sammen med sin kæreste, som hun også havde mødt i forbindelse med Erasmusopholdet. Hun sagde, hun ikke ville tage afsted inden hun havde fundet venner og mulige jobs. Det var meget klogt. Det gjorde jeg bare ikke, så det blev en meget hård start. Men til sidst fandt jeg et arbejde som stuepige og fik et cpr. nr. inden jeg begyndte at studere og få sprogundervisning.”

Og så fik du et netværk, du du begyndte at studere?

“Ja, selvfølgelig var det noget andet. Der var mennesker der tænkte på samme måde som mig og gerne ville det samme, så det blev meget nemmere.”

Hvilke kulturelle forskelle mellem Danmark og Litauen har været sværest at vænne sig til?

“Det er svært at blive venner med danskere. Ikke fordi de er dårlig mennesker, slet ikke. Når man kommer til et nyt land, er man meget interesseret i at finde venner, for man er jo ensom. Ganske ensom. Man vil gerne finde nogen, man kan hygge sig med, måske øve lidt sprog. Det er ikke nemt, for danskerne har allerede etableret deres vennekreds, når de har været igennem folkeskole og efterskole og sådan nogle ting, så de er ikke som sådan interesseret i at få nye venner. Man bliver lidt skuffet over, at det ikke er nemt at finde nye venner. Måske er det derfor mine bedste venner i Danmark er internationalle fra Brasilien, Malaysia og Portugal. Man har samme vilje til at få nye venner, fordi man går igennem nogle af de samme udfordringer, når man skal integreres i det danske samfund. Selvom det ikke ser ud som om, der er stor kulturforskel mellem Litauen og Danmark, er der nogen forskelle, fx de uskrevne regler og hvordan man omgås med andre.”

Har du nogle eksempler?

“Ja!”

Det kom meget propte…

“I starten af studiet har man i Litauen tradition for en stor fest, hvor man ikke nødvendigvis drikker sig fuld, men det sker tit. Man hygger sig og fortæller skøre ting, som binder grupperne sammen og man bliver tættere. Nogen bliver man gode venner med og nogen bliver ved at være klassekammerater. I Danmark er der bare den forskel, at man sagtens kan hygge sig til en fest uden det betyder, man er venner næste dag. Det er nok en af de ting, de fleste udlændinge synes er mærkeligt i Danmark. I Danmark har man også den dejlige tradition at holde fredagsbar på universitetet. Det er superfedt. Jeg havde rigtig høje forventninger til den første fredagsbar jeg skulle til. Jeg synes, det lød sejt og det skulle jeg bare. Jeg tænkte at vi skulle hygge os, drikke et par øl, danse og så måske i byen bagefter. Men man finder hurtigt ud af, danskerne ikke går så meget op i dans. Til fredagsbar hygger man sig og får nogle øl, mens der er lidt baggrundsmusik. Det var meget anderledes end hvad jeg var vant til både fra Litauen og Sverige. I Sverige var der masser af dans og musik og alt muligt. Der var jo mennesker fra næsten hele verden – Tjekkiet, Italien, Frankrig, Tyskland, Sri Lanka, Sydkorea.. Vi lyttede til musik fra alle landene. Det var et kulturmix. Fuldstændig kulturmix.”

Har du tænkt på at tilbage til Litauen?

“Jeg har tænkt på det mange gange. Især lige efter at jeg blev færdig med min uddannelse, hvor der ikke var noget der knyttede mig til Danmark. Jeg var jo gået fra hinanden….eller min kæreste. Puha…jeg begynder snart at snakke danglish. Der var ikke noget der knyttede mig til Danmark, men jeg havde det dårligt og var rigtig ked af det. Det sidste jeg ville gøre, var at tage tilbage til mine forældre med den store skuffelse, at jeg ikke havde opnået noget som helst.”

Følte du ikke du havde opnået noget efter at have taget en hel kandidatuddannelse?

“Tja. Men det er også fordi mit speciale ikke blev særlig godt. At vende tilbage til Litauen vil være et nederlag. Jeg så det som et nederlag.”

Var succeskriteriet at få et job?

“Jeg ved ikke hvor meget af det, der var min indstilling og hvor meget der var en generel tankegang i Litauen. Hvis man tager afsted fra Litauen, tager man afsted primært pga. job og for at tjene flere penge. Hvis det ikke kan lade sig gøre, så har man måske ikke arbejdet hårdt nok.”

Du sagde, du var ansat i et firma, der betalte en god løn da du boede i Litauen..

“Den del af mit liv var fin. Jeg havde råd til mange ting lige pludseligt og det var dejligt.”

Der kunne du vel vælge at tage tilbage til?

“Det var lidt af et nederlag at tage tilbage til Litauen og det samme job. Min søster sagde det var dumt, da jeg fortalte hende, hvordan jeg havde det. Hun tænker mere pragmatisk. Man skal flytte derhen, hvor der er flest jobmuligheder. Det kunne jeg bare ikke, så der var en periode på to år, hvor jeg næste ikke havde noget arbejde. Jeg havde de 4 mdr. i børnhaven og så søgte jeg job hos et tolkebureau, så jeg kunne bruge dansk og litauisk.  Jeg fik et par timers arbejde ca. hver fjerde måned, så det var meget lidt. Det tog lang tid at finde en ny praktik, så jeg var presset, men til sidst fik jeg praktik hos Integrationsnet.”

Hvor du er i dag?

“Ja, jeg mødte Morten igennem et 6. ugers kursus for dimittender, som jobcentret bevilligede mig hos Integrationsnet. Morten Hjalp mig med en praktik. (I dag er Milda selv konsulent for kurset, hun fulgte).”

Hvad så nu, kunne du finde på at vende tilbage til Litauen eller er du så etableret, du bliver i Danmark?

“For et år siden tænkte jeg at jeg nok ville blive i Danmark de næste fem år. Jeg kan ikke planlægge særlig langt ud i fremtiden. Men de næste fem år. Jeg har gode kollegaer, et job og arbejdsopgaver, jeg kan lide at lave, så det giver god mening at blive ved, hvis det kan lade sig gøre. Jeg er selvfølgelig ikke så sikker lige nu, som for et år siden (der er sket en masse ting på jobbet og i privatlivet).”

Er det jobbet, der afgør om du bliver i Danmark?

“Hvordan kan jeg sige det…Jeg tror, der er to..nej, faktisk tre kriterier, der afgør, hvor jeg skal være. Det første er arbejde. Hvor kan jeg få et godt job og et godt liv, jeg kan lide. Det andet er selvfølgelig, hvad der sker i mit privatliv. Har jeg en kæreste og er det seriøst eller lidt mere for sjov. Det tredje er min familie. Jeg bliver ked af det, når jeg ikke kan se min søsters børn, som simpelthen er så søde og crazy. Jeg er rigtig ked af, jeg ikke kan følge så meget med i deres liv. Jeg er gudmor for en af drengene, så jeg er lidt ked af, jeg ikke kan komme til deres fødselsdage. Jeg ser kun min familie to gange om året i forbindelse med større højtider som jul og påske. Det er noget, jeg tænker rigtig meget på. Min far kan heller ikke arbejde mere efter han blev syg, så min mor knokler hele tiden. Det er også noget, der fylder meget. Forholdene er lidt usikre lige nu både privat og på job, så nu må vi se om et år. Lige nu glæder jeg mig bare til juleferie.”

Hvor du skal til Litauen?

“Ja!” ❤️

by maitrosborg

Om at flytte for kærligheden

img_1449-1

For otte år siden flyttede Paul til Danmark fra England. Det gjorde han, fordi han var blevet kærester med sin danske ungdomskæreste, Hanne. I dag er de gift og Paul kunne ikke forestille sig nogensinde at flytte tilbage til England, medmindre han bliver nødt til det. Jeg har snakket med Paul om at etablere sig i et nyt land. Hvad han har måtte opgive og hvilke erfaringer, han har gjort sig.

Du valgte at flytte til Danmark?

“Ja, det var modigt…eller fuldhjertet. Hanne og jeg besluttede at vi skulle bo sammen i Danmark. For det første har jeg ikke børn og jeg havde et job, der var nemmere at finde i et andet land end det job, Hanne har. I lang tid prøvede vi at arrangere det, så jeg kunne komme til Danmark.”

Hvilke jobs søgte du?

“Lærerjobs.”

Du arbejdede som skoleinspektør i England?

“Ja, det gjorde jeg, men det var ikke sandsynligt, jeg kunne få job som skoleinspektør i Danmark. Og for at være ærlig, var jeg ret stresset, da det var et hårdt job. Jeg var klar til at kravle ned af karrierestien og prioritere det personlige liv over det professionelle. Noget jeg ikke har gjort så meget tidligere, så det var tiden. Hanne og jeg tænkte, at vi ville gifte os, når først jeg kom til Danmark, men så snakkede vi med en klog ven af Hannes, Pocha (arbejdede som clairvoyant. Døde desværre af kræft i maven for nogle år siden), som sagde at ingenting ville ske, medmindre vi fik det til at ske. Måden vi kunne gøre det på, var ved at blive gift, og at jeg besluttede mig for at komme til Danmark med det samme. Så i julen 2007 besluttede vi, det var hvad, vi ville gøre. Vi aftalte en dato, så vi kunne blive gift hurtigst muligt. Jeg opsagde mit job og satte mit hus til salg. Det var et stort sats. Det værste scenarie ville være, at jeg kom til Danmark uden et job og uden mit hus var solgt. Vi blev gift torsdag d. 21. februar. Lørdag havde jeg en jobsamtale og fandt siden ud af, jeg havde fået jobbet. Mit hus blev solgt fire-fem uger inden jeg kom til Danmark. Pochas forudsigelse havde altså vist sig sand. Det skete altsammen.

Jeg tænker, det havde været lettere for jer at flytte til England, da I begge taler engelsk og Hanne allerede kender den engelske kultur, da hun har boet i England.

“Der var to store overvejelser. Dine søskende boede stadig hjemme, og selvom Hanne taler engelsk, ville det være svært for hende at finde et job i en lille engelsk by med den social antropologiske baggrund hun har. Jeg tror også, at det havde været sværere for hende at tilpasse sig i en lille engelsk landsby. Jeg er en easy – going person, der har nemt ved at tilpasse mig, men i sidste ende var det nok et større kulturchok at komme til Danmark end jeg havde forventet.”

Hvordan det?

“Jeg synes, at Danmark var meget stille og organiseret. Ting sker ligesom bare.”

Hvad mener du med at ting ligesom bare sker?

“Togene kører til tiden, busserne og sundhedssystemet virker. Samfundet virker bare generelt. I England er der mere kaos, tilfældige ting sker. Der er også 60. mio. mennesker i forhold til Danmarks 5. mio., så livet er lidt mere op og ned. Men en ting jeg ikke havde forestillet mig, er, at danskerne har så stærke meninger om alting. De har bestemte måder at gøre ting på, så nogle gange overtrådte jeg de uskrevne regler, fx ved at være overvenlig.

Du oplevede, at du overtrådte regler?

“Jeg fandt bare ud af, at danskere er sværere at lære at kende end jeg havde forventet. I England skal du ikke havde været længe på en arbejdsplads før det er normalt at gå ud og tage en drink med dine kollegaer eller lave noget socialt. Det sker ikke så tit i Danmark. Det skete i hvert fald ikke for mig. Det er også virkelig vigtigt at komme til tiden i Danmark. I England er vi lidt mere afslappede med det. Der er mange måder, danskerne gør tingene på, som ikke altid er åbentlyst for dem, der kommer udefra. Du kan hurtigt træde over nogle tæer uden at vide det. Man det er nok tilfældet for de fleste kulturer. Der er uskrevne regler i et hvilket som helst samfund. Når du har boet der, lærer du at kende koderne og signalerne. Dem kender du ikke, når landet er nyt. Jeg var meget heldig, at jeg kom ind i en social gruppe med det samme, fordi jeg havde Hanne og hendes sociale gruppe. Fordi vi havde set hinanden i toogethalvt år, kendte jeg allerede de mennesker. Jeg havnede ikke i en situation, hvor jeg strandede i hjemmet.”

Hvad med nu, føler du, du kender de uskrevne regler?

“Jeg tror, jeg er kommet til et niveau, hvor jeg overholder de uskrevne regler og ikke træder nogen over tæerne.”

Er du bekymret for at komme til at træde nogen over tæerne?

“Til en vis grad. Jeg er englænder og at lade som om, jeg er dansker, vil være underligt. Jeg er mig selv og det kan jeg være, men med en forståelse for, man er lidt mere lavmælt i Danmark end i England. Jeg bevarer min engelske spontanitet. Jeg kan også godt lide, danskerne er lidt anderledes end jeg.”

Du fik også hurtigt et job, men i et internationalt miljø på en international skole.

“Det er et stort plus, men det har også det problem, at man ikke integrerer sig i det danske samfund på samme måde. Det store problem er, jeg ikke behøver at snakke dansk og jeg har en kone derhjemme, der snakker rigtig godt engelsk. Da jeg først flyttede hertil gik jeg på sprogskole to -tre gange om ugen, men fordi jeg ikke har fået øvet mig, synes jeg faktisk, at jeg er dårligere nu, end jeg var for tre år siden.”

Du gjorde et stort forsøg på at lære sproget, da du kom til Danmark?

“Ja, men vi var ikke strenge nok fra starten. Jeg brugte det ikke i min dagligdag. Og hvis jeg skal være helt ærlig, så har vi (Hanne og jeg) snakket engelsk sammen i de 30 år, vi har kendt hinanden, så det er svært og pudsigt pludseligt at skulle tale dansk sammen. ”

Føler du, du går glip af noget, fordi du ikke taler dansk?

“Jeg går glip af noget og så bidrager jeg heller ikke. De fleste en-til-en samtaler går fint, selvom nuancerne altid vil mangle. Det er gruppesamtalerne, jeg går glip af. Selvom jeg forstår lidt, er jeg ikke med i flowet i samtalen. Tilfældige samtaler kan jeg ikke følge med i. Jeg føler mig skyldig.”

Men du har sagt, at det er svært at få danskere til at tale dansk med dig, da vi er meget utålmodige?

“Jeg ved ikke, om min observation er forkert, men jeg tror danskere har sværere ved at forstå dårligt dansk end fx tyskere og englændere har ved at forstå dårligt tysk og engelsk. Det gør det sværere at turde kaste sig ud i at snakke dansk, så er det nemmere bare at snakke engelsk. Nu lyder jeg som om, jeg beklager mig. Det gør jeg ikke. Jeg tager ansvar fra min dovenskab.”

Så du lever dit liv engelsksproget?

“Ja, det er egentligt lidt mærkeligt at kunne gøre det. Jeg læser engelske nyheder og lytter til engelsk musik – dog også få danske bands – jeg sms’er, e-mailer og kommunikerer på Gomore på engelsk.”

Hvis du ikke var europæisk statsborger, men kom fra fx Syrien, var du blevet nødt til at snakke dansk.

“Fordi danskere ikke forstår arabisk. Danskerene vil være hårdere ved en syrer, der ikke snakker dansk end en englænder, der ikke gør.”

Jeg tror, mange vestlige borgere tager det for givet, vi deler kultur, men det er jo ikke tilfældet i forhold til det, du siger. Man skal stadig tilpasse sig de uskrevne regler.

“Det er nok nemmere at forstå og tyde de uskrevne regler, når man er tættere på hinanden. De små ting gør faktisk en stor forskel. Vi, vesten, ligner hinanden. Vi kører i de samme biler , har de samme jobs og fejrer de samme begivenheder, men faktisk er vi forskellige. En af de ting, jeg elsker ved Danmark, er, at traditionerne betyder utrolig meget. Danskerne danser om juletræet, åbner deres gaver efter middagen ca. kl. 20. og så tager de julen hele vejen rundt om huset (her tænkes på “Nu er det jul igen”). I England er traditionerne stort set uddøde. Hver familie fejrer på sin måde alt efter, hvad det kommercielle marked forskriver.

Skyldes det at England er større og mere multikulturel?”

“Jeg tror også det skyldes, at Danmark træk sig fra verden efter 1864 og besluttede sig for at grundlægge deres helt egen kultur, Grundtvig og hele debatten om, hvad det vil sige at være dansk. Faktisk tror jeg, at mange af de danske traditioner er forholdsvis nye, fra det 19. århundrede. Danskerne er lidt som en udvidet familie, måske er det også derfor de er svære at blive en del af. Den sociale tillid er også virkelig høj i Danmark. Man stoler på sin familie, men man stoler også på sine landsmænd. ”

Hvad tænker du om at være en del af de danske traditoner og ikke dem du plejede at fejre med din familie i England?

“Det er underligt at vågne op 1. juledag, hvor vi fejrer julen i England. Det er stadig en helligdag i Danmark, men ikke særlig vigtig. Som barn var det den mest magiske dag på året og den er stadig speciel for mig, nu hvor jeg er voksen. Det er klart der, jeg savner min familie mest. Det er selvsagt svært at flytte fra familie og venner, der har kendt dig længe, til et andet land. Men juledag spiser vi brunch og drikker Fizz (juice og champagne), hvilket jeg plejede at gøre med min familie i  England, og vi har julefrokost med min kones familie, så det er stadig en særlig dag. Jeg elsker alle traditionerne, og jeg elsker de fejres om aftenen i Danmark – Mortens aften, Sankt Hans aften, Juleaften. I England fejrer vi om dagen. ”

Føler du, du har måtte opgive noget for at flytte til Danmark?

“Jeg har mistet den almindelig, daglige kontakt med venner og familie. Det ændrer karaktererne af forholdene, når man ikke ses ugentligt. Der er lidt mere tvungenhed. Det er blevet en stor ting, når jeg kommer hjem. Jeg prøver at skype og skrive e-mails, men jeg bryder mig ikke så meget om e-mails. Tekst er altid åben for misfortolkninger. Det er ikke altid modtageren læser det, du har ment. Du kan ikke afkode kropssprog, tonen og de små signaler i en ensidig skriftlig kommunikation.”

Føler du, du er blevet misforstået?

“Ja, det er sket, men jeg har ikke lyst til at gå ind i specifikke detaljer.”

Inden du flyttede, overvejdede du så at det kunne ske?

“Det gjorde jeg. Jeg er virkelig glad for at mange af mine venskaber viste sig at være medgørlige, men der forsvandt også mange venner hurtigt. At flytte er en rigtig god måde at finde ud af, hvem dine venner er. Men det er ikke kun ensidigt. Det er også mig, der ikke har anstrengt mig nok. Jeg har nok fokuseret på nogle bestemte venskaber og arbejdet for at få dem til at lykkedes. Familie er anderledes. Blod er tykkere end vand. Familien vil altid være der. Du behøver ikke at anstrenge dig så meget. Venskaber er afhængige af, man ses. Jeg ved, nogen siger, de møder deres venner efter flere år og at det stadig føles som det samme venskab. Den køber jeg ikke.”

Du er glad for en café i Aarhus, café Albert. Måske tager jeg fejl, men det virker som om, grunden til du kan lide café Albert, er, at den minder dig om den engelske (pub)kultur?

“Der er helt sikkert elementer af det. Det er spontaniteten. Når jeg gik ud i England en fredag aften, ringede jeg ikke nødvendigvis til folk og spurgte, om vi skulle mødes på pubben. Jeg vidste, at nogle ville være der. Det er mere spontant. Måske er det en aldersting. Danskere i 20’erne har har måske også det specielle sted, de mødes uden at aftale det. I England fortsætter det – til en hvis grad. Hvis man sidder på en bar og drikker som 40- årig i Danmark, vil folk sandsynligvis tro, at man har et alkoholproblem. Sådan er det ikke i England. Faktisk er det en virkelig dårlig ting at blive set fuld på en pub. Det bryder ingen sig om.”

Er der noget, du ikke havde overvejet, da du flyttede til Danmark, som du ville have overvejet i dag?

“Hvis jeg fik chancen igen, vil jeg havde anstrengt mig mere for at lære sproget. At alle kan snakke engelsk, betyder ikke nødvendigvis, de har lyst til det hele tiden. Ellers tror jeg ikke der er andet. Jeg var kommet i landet toogethalvt år, det må du ikke glemme. Jeg havde lært at afkode mange af de sociale kodekser. Og jeg har ikke måtte indgå kompromiser, der bryder med min sjæl. Jeg tror englændere er lidt mere individualistiske, så jeg har nok måtte lytte lidt mere.”

Står det ikke i modsætning til det, du beskrev før omkring de sociale (pub)fællesskaber?

“Man kan sagtens være alene i selskab på en pub, og det betyder ingenting at dukke op uden en aftale i England.  Jeg ved, det er lidt af en myte, man skal planlægge alt i Danmark, men danskerne tager lidt mere hensyn til hinandens tid. Man giver hinanden tid til at planlægge og forberede i stedet for bare at dukke op.”

Havde du nogen bekymringer, da du flyttede hertil?

“Selvfølgelig havde jeg det. Var jeg i stand til få mine kompetencer overført, få et job og bevare det. Hvad jeg virkelig frygtede var, at jeg skulle undervise privat om aftenen og så bruge resten af tiden på at passe ind i samfundet. Det er utrolig vigtigt for mig at have et fuldtidsjob. Selvom jeg selvfølgelig har min kone, tror jeg, at det ville være utrolig svært uden et job. Jeg tror, at jeg havde følt, jeg havde givet meget op.”

Var dine kompetencer så i stand til at blive overført?

“Det var de, og det var en fantastisk ting. Da jeg arbejdede som skoleinspektør i England underviste jeg ikke så meget mere, og når jeg gjorde, var det ikke min egne klasse.  Jeg nød at være skoleinspektør, men stresset jeg var under, var ret intens. Jeg opdagede det først da jeg stoppede. Mit hoved føltes meget bedre. Da jeg blev ansat som lærer i Danmark, genfandt jeg min passion for undervisning. Den skole jeg er på nu, er den bedste skole i hele mit karriereforløb. Det er en international skole. Den er hverken England eller Danmark. Den er sin egen. Det er en anderledes arbejdsplads. Jeg elsker at lærerne og børnene alle kommer fra forskellige kulturer. Jeg har arbejdet med virkelig mange forskellige kulturer. Skolen gør en nar ud af racisme og jeg har ikke andet end varme tilovers for alle, jeg har arbejdet med. Min gamle hippie er vist blevet genfundet disse dage. ”

Du siger, du hurtigt blev en del af Hannes sociale kreds, men hvad med at få venner på egen hånd. Har du fået det?

“Jeg har ikke udviklet så mange venskaber uden for vores sociale kreds. Der er et par stykker fra arbejde, specielt en mandlig kollega, vi laver lidt sammen. Mange af Hannes venner er blevet mine tætte venner og løsrevet fra det fakta, vi er gift. Et par af de venskaber vi har, var bekendtskaber før, men har udviklet sig sammen med vores forhold. Jeg holder mig væk fra de britiske pubs, hvor engelske mænd sidder og snakker dårligt om Danmark. Men noget jeg mangler, er, at se venner lidt mere. Jeg vil hellere se færre lidt oftere. Jeg troede, at jeg ville se flere af mine venner og mere af min familie komme til Danmark. Min mor har været her én gang, min søster og min far et par gange på de otte år, jeg har boet her. Nogle af mine venner kom til vores bryllup, men faktisk har jeg ikke set dem fire – fem år. Det er en af de ting, der er svære at acceptere. Det er virkelig trist.”

Men inviterer du dem, din familie og dine venner?

“De ved, de altid kan komme.”

Men når du besøger England, så er de der?

“Du bliver nødt til at indse, du er personen, der har forladt dem for at bo et andet sted. Det er en virkelig vigtig ting at understrege. Det er dit ansvar, og du bliver nødt til at stå ved dine valg. Du kan ikke forvente andre får ting til at ske for dig. Jeg bor ikke i England længere. Jeg deltager ikke i alle sociale begivenheder, jeg tilbringer ikke jul og påske med min familie, som jeg plejede. Jeg kan ikke forvente det samme. Du bliver nødt til at blive bevidst om, du er den der skal arbejde hårdest for at bevare relationerne. Folk fortsætter deres liv, og du er der ikke mere. Derfor er det dig, der skal arbejde hårdest. Det kræver arbejde at få det til at lykkedes. Ligesom i alle livets forhold. Der er hårde tider, fx da min far var syg og jeg ikke var i stand til at være der. Jeg var der heldigvis nok til, jeg ikke følte, at jeg svigtede ham. Det er vigtigt. Derfor ser jeg min søster og niecer så tit, jeg kan. Det værste er fortrydelse. Når først nogen er væk, så er der intet du kan gøre ved det. Det nytter ikke, du ville have gjort en masse, hvis du ikke gjorde det.”

Jeg kommer til at kalde indlægget her “Om at flytte for kærligheden”…

“Det er jo hovedårsagen. Hvis du flytter for kærligheden, har du allerede et supportsystem. Du har et fundament, der er så stærkt, at man ikke kan sammenligne det med at flytte til et nyt land alene. Jeg havde en let landing. Hannes venner og familie var glade på Hannes vegne og derfor accepterede de mig med det samme. Især hendes mor. Men jeg tror, at de fleste havde nogle forventninger til, at det var Hanne der skulle flytte. Det er også lidt sexistisk, at konen skal flytte for manden med det gode job, er det ikke!? Måske havde jeg brug for aktivt at stå ved min feminisme, ikke kun tale om den. Hanne og jeg er begge glade for valget, vi tog.”

Så du har både fundet din gamle hippie og din feminist ved at flytte til Danmark?

“Ja, jeg har fundet alle de ting og jeg er stadig mig.” ❄️

by maitrosborg

Om at flytte til udlandet som 16-årig for at forfølge sin drøm

img_0901

Gry valgte som 16-årig at tage til England for at forfølge sin drøm om at blive skuespiller. I dag er hun 25 år og bor i Berlin og er startet i praktik i en integreret institution for på sigt at uddanne sig til pædagog. Hun har været hjemme i Danmark i 6 mdr., ellers har hun boet hele sit voksne liv i udlandet. Jeg har taget en snak med hende over skype, om drømme, udlængsel og forventninger, egne og andres.

I stedet for at begynde på gymnasium eller handelsskole efter 9. klasse, som jeg forestiller mig at mange af dine klassekammerater gjorde, valgte du at flytte til udlandet. Hvorfor?

“Det gjorde jeg, fordi jeg vidste, hvad jeg ville!”

Du flyttede ind hos din (vores) mors kæreste Paul i Somerset, men du kendte ikke andre. Havde du ingen bekymringer ved at pakke tasken, forlade din familie og dine venner og flytte til en by og et land, du ikke kendte?

“Altså når man er 16 år tænker man ikke så meget over konsekvenser, og man har mere tid.  Jeg har aldrig haft et stort netværk, eller behovet for det. Jeg har få, tætte venner.”

Tid? Hvad mener du med det?

“Altså til at lave fejltagelser.”

Overvejede du overhovedet, hvis det ikke gik?

“Det var sikkert i min bevidsthed, men jeg overvejdede det ikke særlig meget. Jeg var målrettet. Jeg vidste, hvad jeg ville og kunne slet ikke forestille mig noget andet. Du ved, når man er 16 år, tror man, man har fundet sig selv og aldrig ændrer sig.”

Kiggede du på dine klassekammerater og tænkte, du havde gang i noget helt andet?

“Ja, for mange vidste jo ikke, hvad de ville, eller var meget usikre omkring det.”

På to år gik du på en dramaskole i Somerset. Var det en skole man skulle til audition på?

“Man skulle ikke til audition, men man skulle søge optagelse, og så valgte de ud fra interviews. De matchede årgangene, så de passede sammen. Året før mig, var meget cirkus, og året efter, var der mange dansere og musikalske elever. Vores årgang var meget instruktion og skuespil, heldigvis. Der er sådan en fordom om, man skal være meget musikalsk for at være skuepiller, det var vores årgang overhovedet ikke.”

Efter at have færdiggjort dramaskolen i Somerset, søgte du optagelse på 2 dramaskoler og 3 universiteter med gode skuespilslinjer.

“Min første audition var til den skole, jeg helst ville ind på, Rose Bruford i London.”

Uddannelsen var 3 år, men du forlod den efter 6 mdr. Hvorfor?

“Dem jeg studerede med havde meget praktisk erfaring med at stå og optræde på en scene, og mange havde arbejdet professionelt. Uddannelsen var meget skræddersyet til folk, der havde erfaring med at optræde. Jeg havde erfaring med at undervise, så jeg synes ikke, uddannelsen var skræddersyet til mig. Jeg havde brug for mere praktisk erfaring på en scene. Man kan være nok så teoretisk dygtig, men hvis du ikke kan formidle til et publikum, er det ligegyldigt.”

Da du stoppede på uddannelsen tog du tilbage til Danmark. Var du stadig overbevist om, du skulle være skuespiller?

“Måske var jeg lidt mere i tvivl, men stadig overvejende overbevist. Jeg tænkte ikke, jeg ville gå en anden vej, men var sådan lidt mere…”

Hvorfor tog du tilbage til Danmark i stedet for at blive i London?

“Det var dyrt at bo i London uden en uddannelse og det var rart at komme tilbage til sin familie og sådan.”

Men det var ikke længe du blev. Du flyttede til Berlin efter 6 mdr. i Danmark.

“Det havde også noget at gøre med, jeg ville have erfaring. I Danmark var der dengang langt mellem castings, møder og optrædener, så jeg kiggede lidt på, hvor man ellers kunne tage hen. Jeg så Berlin havde 410 teatre, og byen er billig og ligger tæt på Danmark. Jeg tænkte først på Stockholm og Hamborg.”

Har du bare en generel udlængsel?

“Næ, dengang ville jeg bare skuespillet og tænkte, hvis jeg gerne vil tilbage, er det bedre at komme med noget erfaring.”

Tilbage til Danmark?

“Ja, men det var ikke noget jeg sådan tænkte over.”

Hvad er forskellen på at rejse, når man er 16 år og når man er 19 år, som du var, da du tog til Berlin?

“Det var sværere at flytte til Berlin. Det var svært.”

Svært?

“Det var en sværere beslutning at tage. Nu havde jeg jo gjort en ting,  som jeg have – ikke fortrudt –  men valgt om, og så bliver man mere usikker. Det har vi jo snakket om før, jo ældre man bliver, jo mere bevidst bliver man om sine valg og de konsekvenser, de kan få. Derfor er det sværere.”

Men svært eller ej, du valgte jo alligevel at flytte…

“Var det skørt?”

Du var vel stadig målrettet mod skuespillet?

“Ja.”

Så flyttede du til Berlin…

“Jeg fik en casting og blev hyret til en teatergruppe, hvor jeg spillede rødhætte, en mdr. efter jeg var kommet, så det var hurtigt. Det var meget sjovt i starten, og det her skal ikke lyde snobbet, men det var et chok for mig, at mange af dem, der ender i denne branche, ender her nok fordi de har spidse albuer fremfor talent. Selvfølgelig er der også dygtige folk. Jeg havde nok været rimelig forkælet i og med, jeg har gået på gode skoler og haft dygtige undervisere fx fra “The National Theatre”. Jeg var forkælet, fordi jeg havde arbejdet med en masse dygtige, organiserede mennesker, og nu skulle jeg arbejde med nogle, der ikke var organiserede.”

Så det levede ikke op til dine forventninger?

“Jeg havde ikke forventet høje lønninger eller gode jobs i starten, men heller ikke at det hele var så uorganiseret.”

Var det da du fik din første rolle som rødhætte, du tænkte, det her skal jeg ikke?

“Nej overhovedet ikke. Jeg fik nogle roller i teateret, som jeg aldrig har optrådt med og blev castet som Grethe og en klov og medvirkede i kortfilm. Jeg kan ikke rigtig sige, hvad det var. Lysten forsvandt bare mere og mere. Det var ikke sådan, jeg gik til prøve og tænkte “Yay, det er sjovt”. Men når jeg optrådte, gik tiden hurtigt. Jeg ved ikke rigtig, hvad det var, men man ændrer sig jo også. Jeg lavede det i lidt over et år, og så tog jeg, hvad jeg havde tænkt skulle være en pause. Men lysten er ikke rigtig kommet tilbage. Det kan være den gør det, når jeg fylder 30. Eller 50.”

I det som var tænkt som en pause, arbejdede du på cafeer og søgte praktikplads inden for business.

“Jeg tænkte, hvis jeg skal tilbage og arbejde som skuespiller, står man selv for forhandlinger og økonomi, medmindre man er ansat på et teater i længere tid. Derfor gik jeg bevidst efter business.”

Du fandt et job som personlig assistent for en chef hos et internetfirma. Her fik du ret meget succes. Er du generelt bare en person, der gør tingene 110 procent?

“Ja måske. Jeg tror, jeg tænker, man selv former sit liv. Ting sker ikke tilfældigt.”

Nu skal du i gang med en uddannelse som pædagog. Det er jo noget helt andet.

“Det er sjovt, for jeg har faktisk arbejdet en del med børn tidligere. I England havde jeg et freelancejob som jonglørunderviser og jeg har arbejdet for et børneteater. Jeg husker, jeg overvejdede at arbejde som dramalærer for børn, caste børn eller have en dramaskole for børn. Det kunne jeg godt tænke mig dengang.”

Tænker du stadig det?

“Nej. Måske har det noget at gøre med, jeg ikke føler mig kompetent, da jeg ikke har arbejdet med skuespil i mange år.”

Føler du det som et nederlag, du har været så målrettet mod noget, du ender med ikke at lave alligevel?

“Nej, det føler jeg ikke. Faktisk føler jeg det modsat, som en sejr. Jeg havde helt ærligt aldrig regnet med at komme ind på en skuespillerskole eller få et betalt job. Det var ikke noget, jeg havde troet på. Derfor er jeg stolt af, jeg gjorde det.”

Du har fortalt mig, du har tænkt på at tage en uddannelse som pædagog i en længere periode, men du ikke har gjort det, fordi du føler, man har nogle forventninger til dig?

“Hvis jeg skal være helt ærlig, så er der rigtig mange, der godt kunne lide, jeg gik skuespillervejen. Der er mange, der søger ind på skuespillerskoler syv år i træk eller går mange år uden at få et job, så min vej var forholdsvis nem. Jeg kom ind i første forsøg. Da jeg kom ind på skuespilskolen var folk sådan “nå, hun kan noget!”

Men det kom også som lidt af et chok for mig, da jeg aldrig har set dig spille skuespil.

“Det er bare nemmere at spille skuespil foran folk, man ikke kender. Jeg kender mange, der har det på samme måde.”

Så du føler det ikke selv som en fiasko at lægge drømmen på hylden, men at andre ser det sådan?

“Ja, måske mere det. Folk er skeptiske, for nu gik det jo så godt, så hvorfor stoppe mens legen er god.”

Men legen var jo ikke god?

“Man skal vælge det, der gør en glad i længden.”

Føler du dig bagud i forhold til dine jævnaldrende?

“Det gjorde jeg i starten, da jeg besluttede mig for at skulle starte med at uddanne mig til pædagog. Eller nej, egentlig ikke. Jeg ved, der er mange af mine veninder, der skal til noget nu, som de måske ikke er sikre på er den rigtige vej, og de har ikke så meget erfaring. Det kan jo være, at de om ti år vil noget andet. Jeg er glad for at have forfulgt drømmen, ellers kunne jeg gå og tænke at jeg måske burde have gjort det.”

Du har valgt at blive boende i Berlin. Hvorfor?

“Det er et mere praktisk spørgsmål. Jeg elsker Berlin, men her er også jobs og muligheder. Om det var Danmark eller Berlin er lidt mere tilfældigt. Berlin er en meget nem by at bo i i forhold til andre byer, tror jeg.”

Man har du ikke sagt, du ikke kunne tænke dig at bo i Danmark?

“Måske som teenager, men du skal ikke hænge mig op på alt, jeg siger. Hvad sagde du ikke som teenager!?”

Men kan du forestille dig, at komme tilbage til Danmark?

“Ja, det kan jeg godt. Men selvom jeg er dansk, har jeg jo boet hele mit voksne liv i udlandet, det kan jeg godt mærke at jeg er præget af. Selvom jeg er dansk, kan jeg godt føle mig mere hjemme i Tyskland end i Danmark, medmindre jeg er sammen med min familie i Danmark.”

Det er jo ret interessant vinkel på den debat om danskhed, der blomstrer i Danmark pt.

“Jeg kan godt mærke, jeg er blevet voksen uden for Danmark. Jeg er glad for, jeg fulgte min drøm. Folk behøver ikke være så bange for fiasko. Jeg føler jo ikke selv, det er en fiasko. Folk skal ikke være så bange for at ændre vej. Jeg har faktisk kunne bruge utrolig mange ting. En del af det, man lærer som skuespiller, er at lytte. Lytte til instruktøren og sine medspillere. Jeg tror, jeg er kommet bedre ud af det med mine chefer pga. den evne.”

Så man skal følge sit 16-årige Gry.

“Ja!” ❄️

by maitrosborg

Til dig, der frygter for de danske værdier


maxresdefault

Har du nogensinde frygtet for din mand, din kone, din bror, din søster, din far og din mor? Frygtet at de ikke ville være her i morgen? Frygtet at de ville dø, fordi nogen simpelthen beslutter sig for at slå dem ihjel?

Har du måtte sige farvel til din søn eller datter med visheden om, du ikke vil se dem de næste mange år, fordi du har besluttet dig for simpelthen at give dem en fremtid?

Har du haft svært ved at sove, fordi gadens lyde minder dig om lyden af bomber? Fordi lydene giver dig flash back til dengang de torturerede dig?

Aldrig har jeg skulle frygte for min familie. Men jeg har set en kvinde besvime, da hun modtager opkaldet om hendes brors død. Jeg har set voksne mænd med tårerne trillende ned af kinderne, når de fortæller om savnet til deres familie,  døtre og sønner.

Aldrig har jeg måtte sige farvel til min familie uden at vide, hvornår jeg ville se dem igen, men jeg elsker en mand, der måtte.

Aldrig er jeg blevet tortureret, men jeg har set smerten og det slørrede blik, hos dem, der er.

Aldrig har jeg set eller hørt en bombe, men jeg har set blikket og angsten i øjnene på dem, der har.

Har du virkelig grund til at frygte? Du siger, du frygter for det danske samfund, de danske værdier. Men ved du egentlig, hvad de danske værdier er? Eller hvordan angst føles?

Jeg er træt helt ind i knoglerne. Træt af tonen. Træt af debatten. Ligesom alle andre fornuftige mennesker.

Hvornår blev politik til, hvem der kan lave flest stramninger og ikke, hvem der kan hjælpe flest mennesker.

I Danmark bryster vi os af vores værdier. De værdier er vi pt. ved at glemme. Dem, der frygter at flygtninge og indvandrer vil stjæle vores danske værdier, har ikke det fjerneste idé om, hvad danske værdier er.

Du har en agenda, når de omtaler flygtninge og indvandrere. Jeg har en anden. Jeg er i dialog med dem. Fortæller og forklarer, hvorfor demokratiet er så vigtigt. De forstår, for de fleste er jo netop flygtet fra lande, hvor mangel på demokrati har ført til krig og ødelæggelse. Demokrati er nemt at forstå, men så er der også det med velfærdssystemet, skat, kontanthjælp og integrationsydelse, hvorfor staten blander sig i børneopdragelse og arbejdsliv. Det vi må og skal forstå, er, at de veje flygtninge og indvandrer træder på, er veje de endnu ikke kender. Ligeledes ville vejene i Syrien, Iran, Irak, Afghanistan, Eritrea og Congo være det for os, hvis vi skulle flygte fra Danmark. I stedet for at frygte for demokratiet, kan I bruge det. Gå i dialog og sørg for at skabe en vej alle kan gå på – sammen. Kig fremad, ikke tilbage. Vi er nået langt siden 1849. Men uden kærlighed er der ingen Kierkegaard og uden dannelse ingen Grundtvig.

Danmark er ikke fordomme, fordømmelse og fordummelse. Det er demokrati, dialog og dannelse.

Manden med de brune øjne eller kvinden med tørklædet er her ikke for at tage noget fra dig, men fordi noget er blevet taget fra dem.

 

by maitrosborg

Livet er langt#2 (remix)

santa

lykken er kort, synger folkehelten Kim, mens vi læser, vi er verdens lykkeligste folk[1]. Vi kender ikke til krig, sult og hungersnød, men overforbrug, fedme og ensomhed kender vi. Dét er, hvad dræber et lykkeligt folk.Vi står i kø på hovedbanen foran Donkin Donouts. Udenfor donoutbutikken sætter alkoholikerne flasken for munden og narkomanerne stikker kanylerne i venerne på Vesterbro. Alle er vi afhængige af hver vores drug. I Toftlund er krigen kommet og ignorancen går hånd i hånd med uvidenheden, når ægteparret spørger flygtningene ”hvorfor lige Danmark?”. Men der er plads til os alle i så yndigt et land. Lykkelige mennesker orker ikke smalltalk eller uanmeldte besøg. Vi vil hellere være ensomme end at fejle, medmindre Blachman banker på, så inviterer vi fredagsunderholdningen ind i stuerne. Lykkelige mennesker er kloge. Vi uddanner os til at vækste samfundet. At tælle kroner ikke tanker tæller for et lykkeligt folk. Vi piller dannelse ud af uddannelse, mens vi repeterer karakterskalaer og hepper på 12-talspigerne. Livet er langt, så vi arbejder alle vores timer væk. Vi har så travlt, at syvårskrisen bliver en seksårskrise. Vi mødes, vi skilles. Forelskelsen er en illusion, og fordi virkeligheden altid vender tilbage, kommer vi den i forkøbet. Lykken er kort. Men tosomhed findes igen på dating.dk eller med et svip til højre, så vi er stadig lykkelige. Vi er frisindende og åbne, vi skriger ja til homoægteskaber og ytringsfrihed, mens vi truer med at lukke overtossens psykiatriske museum i Risskov og hænger Kvium op i stuen og forbyder hovedtørklæder og moskeer og muslimer. Vi er kristne (på papiret), men ingen ved, hvad æg har med Jesus genopstandelse at gøre, men vi finder dem frem og fortærer dem. Til frokoster og til påskebryg. Kykliky osv. Vi sympatiserer med Jesus på korset, når vi bruger to dage på at genopstå efterfølgende. 
Vi klipper gækkebreve og sender dem. Mit navn det står med prikker…gæk, gæk….Kan du gætte, hvem jeg er? For jeg ved det ikke selv, så har du svaret, sender jeg dig et påskeæg fuld af taknemmelighed. Og måske gætter jeg, hvem du er, før du selv gør, og så har vi balladen. Vi værner om traditioner, som vi værner om vores lille land. Juleaften samles vi om træet, finder kasser med klodset julepynt og fine kugler frem, hænger op, piller ned, bytter rundt, til træet står smukkest i sin glans og Peter har den gren så kjær. Vi efterlader anden og ovnen og kører i kirke. Præsten velsigner os eller Gud eller menneskeheden? Vi er tilsyneladende mange, der vælger at besøge Guds hus, hvor det er allerkoldeste. Vi kører hjem til andesteg, rødkål og kartofler og et julepyntet bord, som står side om side med glansjuletræet og stadig bugner af iland og overflod. Vi spiser til vi er overmætte og fulde af selskab og højtid, måske en smule af vinen. Vi slår mave og danser om juletræ, mens vi synger samler på ukendte toner og falske melodier. Halleluja, et barn var født osv. osv. Vi pakker gaver ud, spiser og drikker os endnu mere fulde af højtid og helligdag. Det er over midnat og barnet er født… Vi elsker familien og naturen, råber vi i kor, mens vi afleverer børnene til en pædagog og nedlægger Børnenes Jord, hvor børn har leget med voksne, og voksne har leget, de stadig var børn, i et århusiansk øgadekvarter gennem generationer. Den globale opvarmning har narret et lykkeligt folk. Efterår, når kalenderen siger sommer. Det forvirrer, for lykkelige folk planlægger. Børn. Hus. Fremtiden. Og når planlægningen bliver for meget, begraver vi os i fortiden. Og heldigvis er der mange, der vil tage penge for at høre os tale om den.

[1] i år dog overgået af Island, men stadig i top 3 over lykkeligste folkefærd.

by maitrosborg

Livet er langt, lykken er kort

…synger folkehelten Kim, mens vi læser en rubrik som fortæller, vi er verdens lykkeligste folk. Vi kender ikke til sult og hungersnød, men vi kender til overforbrug, fedme og ensomhed. Dét er, hvad dræber et lykkeligt folk. Vi står i kø på hovedbanen foran Dunkin Donuts. Udenfor donutsbutikken sætter alkoholikerne flasken for munden og narkomanerne stikker kanylerne i venerne på Vesterbro. Men der er plads til os alle, for vi bor her, i et yndigt land. I Toftlund er krigen kommet og ignorancen går hånd i hånd med uvidenheden, når ægteparret spørger, ”hvorfor lige Danmark?”. Men der er plads til os alle, i så yndigt et land. Lykkelige mennesker orker ikke uanmeldte besøg eller small talk. Vi vil hellere være ensomme end at fejle – medmindre Blachman banker på. Janteloven er en skændsel for et lykkeligt folk, men man skal ikke blære sig med det. Vi er kloge, os lykkelige mennesker. Vi uddanner os til at vækste samfundet. At tælle kroner ikke tanker tæller for et lykkeligt folk. Livet er langt, så vi arbejder alle vores timer væk. Vi har så travlt at syvårskrisen bliver en seksårskrise. Vi mødes, vi skilles. Lykken er kort. Men tosomhed findes på dating.dk eller med et swip til højre, så vi er stadig lykkelige. Vi er frisindende og åbne, vi skriger ja til homoægteskaber og ytringsfrihed, mens vi lukker psykiatrisk museum og hænger Kvium op i stuen og forbyder hovedtørklæder og moskeer. Vi elsker naturen og familien, råber vi i kor, mens vi afleverer børnene til en pædagog og nedlægger Børnenes Jord. Men vi er stadig lykkelige. Vi, lykkelige mennesker, bor i et pissekoldt land, hvor den globale opvarmning har narret os alle med efterår, når kalenderen siger forår. Det forvirrer et lykkeligt folk, for lykkelige folk planlægger. Børn. Hus. Fremtiden. Og når planlægningen bliver for meget, begraver vi os i fortiden. Og heldigvis er der mange, der vil tage penge for at høre os tale om den. Vi er et lykkeligt folk med et langt liv og en kort lykke.

Vi er verdens lykkeligste folk!