C/O Berlin | rastløse tanker

Kl. er lidt i ni og jeg står foran busholdepladsen sammen med fremmede men velkendte ansigter. Tre af os skal til Berlin. Den ene bor i Berlin og arbejder som freelancetekstforfatter og på Zalando med svenskere og nordmænd, den anden skal på et halvt års udveksling i forbindelse med sit studie i statskundskab. Hendes kæreste er med for at tage afsked. Vores buschauffør er tysk og går ikke så meget op i tid, som danskeren har for vane. Vores tur er sat til at vare 10 timer, men bliver forkortet med to, da minibussen vi er med, kører stærkere og holder færre pauser. I Kolding samler vi en mand op og i Vejle en dame. Hvad de skal i Berlin, finder jeg aldrig ud af. Damen virker modsat den bosatte berliner meget uinteresseret i selskab. Vi holder 30 minutters pause på en tysk motorvejscafe, hvor jeg køber en kop kaffe, som jeg står med, og ved ikke rigtigt, hvad jeg skal gøre af mig selv, da buschaufføren vinker mig ned til bordet, hvor han sidder med sin pølsemix og sin pudding. Jeg er ikke sulten. Han begynder en samtale – på tysk! Jeg forstår det meste, men kan hører de ord og sætningskonstruktioner der dannes og forlader mine læber, ikke er til at forstå, og jeg har ret. Samtalen finder nu sted på engelsk, og jeg tænker, jeg skal have genopfrisket mine tyskkundskaber…

Berlin i regn. Berlin i sol. Berlin når det er koldt. Berlin når det er varmt. Besøg Berlin i efteråret og du vil opleve Berlin i al slags vejr. Jeg er her nu. I Berlin i kunstugen. Og jeg lider af FOMO (Fear of Missing Out). Alt skal høres, alt skal ses, alt skal nås. Men jeg hører aldrig alt og jeg ser aldrig alt og jeg når aldrig alt. SÅ denne gang er jeg på afvænning og nøjedes med to museer og to udvalgte udstillinger – Augen Auf! – en udstilling om 100 år med Leica fotografiet på C/O Berlin og Cindy Sherman på Me Collectors Room. Ellers blev der tid til kaffeaftaler, lange gåture, middage og sofahygge.

Augen Auf! – 100 jahre auf Leica @C/O Berlin

Teknologi forandrer, det ved alle der lever i dette årtusinde. Vi har set det ske. Internettet. Mobiltelefonen. Det har ændret os og det har ændret vores verden. Verden er blevet global og vi (vesten) har fået mulighed for at ytre vores individuelle stemmer. (Leica)Kameraet har ligeledes ændret og formet den verden, vi ser i dag.

Billeder siger mere end tusinde ord, så da Leica 35 mm kameraet blev introduceret i midt 20erne, blev verdens stemme pludselig gennemtrængende. Stemmeren blev hørt, hvor de ikke før havde været hørt. Fotojournalismen blev en gren af journalismen, hvor fotodokumentation var med til at gengive et billede af verden, som den så ud og var. Leica gjorde det muligt at fange billeder i øjeblikkende, hvilket ikke havde været muligt før med de statiske kameraer, der krævede en iscenesat situation. I begyndelsen blev Leica brugt til æstetisk dokumentation af virkeligheden, senere som journalistisk og senere igen fandt fotograferne ud af, man kunne bruge kameraet til at fortælle, og fotografiet fik en ny subjektiv vinkling. Og så er der selvfølgelig modefotografiet, hvilket jeg mener bør sidestilles med kunstfotografiet (hvis I ikke forstår, så anbefaler jeg, I tjekker Richard Avedons fotografier ud, mode OG kunstfotograf).

Summa summarum, fotografiet har haft en helt enorm indflydelse på vores måde at se og forstå verden. En indflydelse, vi måske tager forgivet, men som denne udstilling, med den passende titel ”Augen Auf!”, minder os om.

Cindy Sherman @the collectors room

Cindy Sherman laver spontan kunst, der alligevel er så iscenesat, at man bliver forbavset og forblændet. Spontan kunst fordi den opstår i udførelsen. Iscenesat fordi hun er i stand til at manipulere situationer i øjeblikket. Cindy Sherman er ikke bare Cindy, hun er alle og ingen på én gang. Hun viser, hvordan vi alle rummer forskellige persona, når hun manipulerer sit ansigt eller sine omgivelser i forskellige situationer. Og vi tror på dem alle. Hun er hollywoodstjernen og hun er husmoderen (hun bruger udelukkende sig selv som model i sine fotografier). Hun siger kameraet er hendes værktøj, hvilket må siges at være et værktøj hun mestrer. Hvert fotografi forfører. Kommer I i nærheden af hendes værker, så opfordrer jeg jer til at lade jer forføre af hendes twistede, skæve, til tider skræmmende univers(er).

kl. er lidt over ni og jeg står på Berlins buscentral. Vores bus vises ikke på skiltet med afgange, heldigvis får jeg øje på den, da der er ti minutter til den kører. Vi er 5 med bussen. Chaufføren fortæller, “kig til højre, kig til venstre”, og så råber han i mikrofonen, “Mai, gider du tjekke kaffemaskinen?”…

Få steder lykkedes det mig at være tilstede i nuet. Kunsten er et af de steder. Tak og på gensyn Berlin Art Week.

Og tak for hygge og husly, Gry.

Efter 5 ugers fuldtidsarbejde tog jeg en tur til the Big B…Berlin, for at fejre min søsters toogtyvende år, se på kunst og koble af inden det atter går løs med jobsøgning.

Berlin har altid været lidt ambivalent for mig. Jeg ved hvad byen har at byde på, men sommetider føler jeg den gemmer det. Det tog mig noget tid at åbne op for det (det refererende til det megen kultur, stemningen af storby etc.). Men Berlin og jeg bliver mere og mere fortrolige for hver gang jeg besøger byen, den vokser på mig. Heldigvis.

Første dag fandt jeg mig til rette med en gåtur, en god kop kaffe og en god bog på en café i nabolaget Friedrichshain, hvor jeg var indlogeret i min søsters lejlighed.

Anden dag stod den på kunst. Jeg tog derfor til Hamburger Bahnhoff – museum für Gegenwart. Her købte jeg en kombi ticket, som gav adgang til den permanente udstilling samt særudstillingerne. Den permanente udstilling rummer en del Andy Warhol og Roy Lichtenstein, klassikere, som er god kunsthistorie, men som jeg efterhånden har set en del gange. Udover den permanente udstilling var der udstillingen body pressure – sculpture since the 1960s, en interessant udstilling som helt sikkert var pengene værd med bl.a. værker af Marina Abramovic og Paul McCarthy. Foruden var en særudstilling af Martin Kippenberger (sehr gut/ very gut) og en udstilling af Hilma af Klint. Sidstnævnte sagde mig intet, men Martin Kippenberger var et interessant – og komisk bekendtskab, en mand jeg for fremtiden vil holde øje med.

Efter at havde besøgt Hamburger Bahnhof tog jeg videre til Hackescher Markt (Spandauer Vorstadt), hvor jeg gik på jagt efter C/O Berlin (the place for photography). Det lykkedes mig desværre ikke at finde stedet, da det viste sig at den adresse jeg havde læst mig til ikke længere var den eksisterende adresse. C/O Berlin har jeg til gode til næste gang jeg besøger Berlin. Er en kæmpe fotokunst entusiast, så er sikker på vores bekendtskab nok skal blive gavnligt.

Da jeg ikke fandt C/O fandt jeg til gengæld nogle spændende gallerier i gaden Gipsstrasse og gaderne omkring. Her fandt jeg også Do You Read Me?? , en hyggelig lille butik som forhandler alverdens magasiner. Det var kærlighed ved første blik.

De resterende dage brugte jeg med min søster, god mad, hygge, gåture og en tur i bio, hvor vi så “This Is The End” – så åndssvag sjov en film.