To tusinde enogtyve // 2021

Året der føltes som flere. Året hvor alle var alene, og året, hvor alle var samlet. Tragedie kan skille, og den kan samle. Vi så begge dele ske – anti-vaxxere og fodboldfeber. Vi råbte ad hinanden, og vi råbte i jubel med hinanden. De stærke ben blev til de følsomme mænd. Mænd som vi alle forelskede os en smule i. Året hvor mænd kan få lov til både at græde og score mål. Året hvor kvinder fortsat sagde fra, talte højt til og med hinanden, om de grænser der aldrig blev sat, men som det var – og er – på tide at sætte. 

Magt der stadig bliver misbrugt. Taliban der besatte Afghanistan. Trump-tilhængere der stormede kongressen på en absolut voldelig måde. Liderlige mænd i blå skjorter. En tidligere integrationsminister der brød loven og en statsminister med en belejlig slettefunktion. Vi befinder os fortsat i en episode af House of Cards. Magten er ikke for de magtfulde, og virkeligheden tenderer til at overgå fantasien, hvis den ikke allerede har gjort det (flere gange). Som altid interesserede vi os mest for at dække vores egen verden, en udmærket måde at lukke for grænserne uden at placere grænsevagter. 

Året hvor amerikanerne sagde op i hobetal. Værd og (ikke målbare) værdier vejede mere end penge og pension, når de unge råbte ”I quit”, mens de postede det på TikTok og skabte virale ringe i medievandene, som Bidens hjemmestrikkede handsker kun kunne gøre det.  

Året hvor vi heppede på Vinterberg, da han modtog sin Oscar, og vi græd, da han takkede og dedikerede filmen til sin afdøde datter, what a life!

Vi så måbende til, da kunstneren Jens Haaning i stedet for at indramme en halv million på Kunsten (få nu besøgt det museum!) stak af med den. Haaning, vores allesammens danske Banksy. Og er de penge i øvrigt fortsat væk? 

Omikron kom og kulturen forsvandt (igen). Trænings-og indkøbscentre levede, mens biografer og spillesteder døde. Kulturen, den der evigt må forbløde. Værdi der kan måles i kroner og ører tæller højere, højst. Er det ikke på tide at FATTE KULTURENS VÆRDI (også den økonomiske!). 2022, do you thing. 

Rigtig godt nytår 🖤

Væsentlige værdier

Jeg glider ud ad hovedet og ned i kroppen. Trækker vejret og mærker hvordan luften har sat sig på tværs. Min krop skriger. Hovedet er tungt. Giver slip. Intet udenfor kan kontrolles. Alt kan kontrolleres indefra. Hovedet forbinder sig med kroppen. Distancen til andre tvinger mig til at være tæt på mig selv. Alene men alligevel forbundet.

Telefonen ringer ofte. Taknemmeligheden går hånd i hånd med visheden om, at kriser er det der skal til for at se de væsentligste værdier. Konflikterne er glemt. Alt bliver lige gyldigt. Bortset fra relationerne.

Relationerne til de nærmeste. Relationerne der kommer til udtryk i kunsten. Kunsten der binder os sammen.

Bogen der hjælper os med at flygte ind i en anden verden. Musikken der får et fjernt minde til at føles tæt på. Filmen der fjerner fokus og forbinder følelser. Aldrig er vi alene. Altid er vi sammen.

Forsøger at finde tid til fordybelse. Fordybelsen kræver mere end jeg husker. At jeg overgiver mig til nuet. At jeg kan være uden at præstere. Tegne. Skrive. Forsøger at huske barnet. Men den voksne vil præstere. I minutter eller timer lykkedes det mig at overgive mig til kreativiteten. Verden udenfor forsvinder. Den dukker op igen.

Alting springer ud. Luften er renere end nogensinde. Mennesker bliver syge og jorden rask. Forbruget er mindre og overvejelserne større. Jeg forestiller mig havet. Himlen. Hvor små vi mennesker er, men hvor meget vi var i gang med at ødelægge.

Vi bygger op igen og husker forhåbentlig de væsentligste værdier.

– en note til kulturministeren.

Livet er langt#2 (remix)

santa

lykken er kort, synger folkehelten Kim, mens vi læser, vi er verdens lykkeligste folk[1]. Vi kender ikke til krig, sult og hungersnød, men overforbrug, fedme og ensomhed kender vi. Dét er, hvad dræber et lykkeligt folk.Vi står i kø på hovedbanen foran Donkin Donouts. Udenfor donoutbutikken sætter alkoholikerne flasken for munden og narkomanerne stikker kanylerne i venerne på Vesterbro. Alle er vi afhængige af hver vores drug. I Toftlund er krigen kommet og ignorancen går hånd i hånd med uvidenheden, når ægteparret spørger flygtningene ”hvorfor lige Danmark?”. Men der er plads til os alle i så yndigt et land. Lykkelige mennesker orker ikke smalltalk eller uanmeldte besøg. Vi vil hellere være ensomme end at fejle, medmindre Blachman banker på, så inviterer vi fredagsunderholdningen ind i stuerne. Lykkelige mennesker er kloge. Vi uddanner os til at vækste samfundet. At tælle kroner ikke tanker tæller for et lykkeligt folk. Vi piller dannelse ud af uddannelse, mens vi repeterer karakterskalaer og hepper på 12-talspigerne. Livet er langt, så vi arbejder alle vores timer væk. Vi har så travlt, at syvårskrisen bliver en seksårskrise. Vi mødes, vi skilles. Forelskelsen er en illusion, og fordi virkeligheden altid vender tilbage, kommer vi den i forkøbet. Lykken er kort. Men tosomhed findes igen på dating.dk eller med et svip til højre, så vi er stadig lykkelige. Vi er frisindende og åbne, vi skriger ja til homoægteskaber og ytringsfrihed, mens vi truer med at lukke overtossens psykiatriske museum i Risskov og hænger Kvium op i stuen og forbyder hovedtørklæder og moskeer og muslimer. Vi er kristne (på papiret), men ingen ved, hvad æg har med Jesus genopstandelse at gøre, men vi finder dem frem og fortærer dem. Til frokoster og til påskebryg. Kykliky osv. Vi sympatiserer med Jesus på korset, når vi bruger to dage på at genopstå efterfølgende. 
Vi klipper gækkebreve og sender dem. Mit navn det står med prikker…gæk, gæk….Kan du gætte, hvem jeg er? For jeg ved det ikke selv, så har du svaret, sender jeg dig et påskeæg fuld af taknemmelighed. Og måske gætter jeg, hvem du er, før du selv gør, og så har vi balladen. Vi værner om traditioner, som vi værner om vores lille land. Juleaften samles vi om træet, finder kasser med klodset julepynt og fine kugler frem, hænger op, piller ned, bytter rundt, til træet står smukkest i sin glans og Peter har den gren så kjær. Vi efterlader anden og ovnen og kører i kirke. Præsten velsigner os eller Gud eller menneskeheden? Vi er tilsyneladende mange, der vælger at besøge Guds hus, hvor det er allerkoldeste. Vi kører hjem til andesteg, rødkål og kartofler og et julepyntet bord, som står side om side med glansjuletræet og stadig bugner af iland og overflod. Vi spiser til vi er overmætte og fulde af selskab og højtid, måske en smule af vinen. Vi slår mave og danser om juletræ, mens vi synger samler på ukendte toner og falske melodier. Halleluja, et barn var født osv. osv. Vi pakker gaver ud, spiser og drikker os endnu mere fulde af højtid og helligdag. Det er over midnat og barnet er født… Vi elsker familien og naturen, råber vi i kor, mens vi afleverer børnene til en pædagog og nedlægger Børnenes Jord, hvor børn har leget med voksne, og voksne har leget, de stadig var børn, i et århusiansk øgadekvarter gennem generationer. Den globale opvarmning har narret et lykkeligt folk. Efterår, når kalenderen siger sommer. Det forvirrer, for lykkelige folk planlægger. Børn. Hus. Fremtiden. Og når planlægningen bliver for meget, begraver vi os i fortiden. Og heldigvis er der mange, der vil tage penge for at høre os tale om den.

[1] i år dog overgået af Island, men stadig i top 3 over lykkeligste folkefærd.

Brænd heksen

sankte hans

Vi elsker vort land, men ved midsommer mest. For ved midsommer står solen højst og blomsterne er flest. Når regnen siler ned og kulden omfavner os, lader vi os narrer af kalenderen, der siger juni, og vi finder pinickurven frem og iklæder os kortere og koldere beklædning, Vi samler sygdommene op, influenza, løbende næser og et knust hjerte, men det er juni, så vi insisterer på sommeren, selvom vi fryser. Vi elsker vort land, men ved sværdet i hånden skal være udenvælts fjende beredte os kende, så vi stemmer blå blok i folketingen og kaster mandater i flæng til grænsebomme og uvidenhed, de fattige må give til de rige. Får vi øje på en heks, kaster vi denne for bålet, så alle kan se, at Danmark skal man ikke spøge med. Vi samles om bålet iklædt shorts og korte kjoler og med den medbragte picnic og de løbende næser og de blødende hjerter. Vi synger med på en sang, vi tror har 3 vers, men i virkeligheden har 4, og en tradition, vi ikke kender, men traditioner er alt vi har, så i dag er vi igen protestanter omkring et bål, der brænder til den sidste flamme er brændt ud og heksen er fløjet til Bloksbjerg. Vigtigst er, vi hygger os, her i regnen og kulden, som vi forsøger at glemme, men de tynde trøjer og de korte kjoler gør det svært. Vores tanker kredser om pølserne på grillen, og hvordan vi får dem mindst brændte og mest sprøde, og ikke på Holger Drachmann eller Johannes Døberen. Vi bliver måske nysgerrige og slår traditionen og navnene op, og vi ser, at kultur (og religion) er med til at forme et samfund, men det glemmer vi i morgen, når vi møder ind for at bidrage til samfundet ved at skabe økonomisk vækst, som kan gøres op i kroner og ører, ikke hjerner og hjerter.

Men den skønneste krans, bli’r dog din, sankte Hans, den er bundens af sommerens hjerter så varme, så glade. 

Kender du ikke dine naboer?

door-homes-photography-traurigsouvenirs.tumblr-Favim.com-690407

Nej, jeg ved ikke, hvad de hedder. Jeg kunne nok finde ud af det, ved at kigge på navneskiltet, der hænger side om side med mit. Jeg kunne også banke på og spørger, hvem de er. Men det indbyder intet til. Postbuddet efterlod engang en pakke med et par sko til pigen, hvis navn der stod ved siden af mandens navn på dørskiltet ved siden af mit (nu er de vist flyttet). Jeg ved det var sko, fordi, jeg rystede pakken og kiggede på afsenderen, som var et shopping onlinesite. Manden, ikke pigen, hentede kassen efter to uger. To uger, hvor den, kassen, bare stod og gloede på mig, mens min nysgerrighed efter at sætte navn på ejerkvinden steg, men jeg ved stadig ikke, hvem der går i de sko i dag. Mine overboer kender jeg heller ikke, som jeg ikke kender resten af opgangen, men jeg ved, de, overboerne, dyrker højtlydt sex – eller kvinden skriger en del, og oftest om søndagen, eller sene aftentimen. I mener, at det der adskiller jeres kultur fra vores kultur, er imødekommenhed. Dem og jer, og vores og deres. Undskyld, mit vrøvl! Der er kun et vi, og det er bygget om omkring skelletter, der alle ligner. Nøgen er vi alle de samme. Er vi alle sammen. Sårbare. Børn og bange. Proppet med fordomme og filosofier udefra og indefra, er vores hud blevet tyk, danner lag, som skal beskytte os. Fra os. Du spørger, da jeg fortæller, jeg ikke kender naboen: ”jamen, hvem skal så hjælpe?”. Og jeg forklarer, det skal mine nærmeste, og kan godt høre, hvordan sætningen klinger hult, når den udtales. Hvem er nærmere end ens naboer, når man skal hjælpes på en helt almindelig hverdag. To muslimske tørklædte damer står og stirrer på mig, mens jeg parkerer og låser min gamle damecykel. De stirrer så intenst, og snakker så åbenlyst om mig, at jeg til sidst må spørger, hvad jeg kan gøre. ”Du, kæreste?”, siger den ældste og peger på mig med sin finger. ”Nej”, siger jeg i en munter tone, jeg ikke helt ved, hvor kommer fra, og muligvis er en smule malplaceret. ”Du, børn?”, siger hun, og peger igen med fingeren mod mig. ”Nej”, siger jeg igen i en munter tone. ”Ok”, siger de og går. Der står jeg alene med min gamle damecykel, med langt, flagrende hår, i bukser og kondisko, og min mindst kloge hjerne tænker, ”hvorfor er de interesseret i en dansk, selvstændig, bukseklædt pige til deres søn?”. Men sikken da egentlig en nem måde at gøre det på. Ærligt, hvor mange mænd ville turde opføre sig, som jeg har eksempler på, de gør, hvis deres mor var matchmakeren. Et fåtal, tænker jeg. Nå, tilbage på sporet. Dem og os. Den mindst kloge hjerne. Kulturforskellene. De, kulturforskellene, eksisterer, de er dannet om det tykke lag hud om de tynde knogler. Skulle vi forsøge, at gøre huden mere transparent og knoglerne tykkere, så vi ikke knækker sammen, samfund.

En engelsk dreng jeg overhørte, da jeg stod og ventede på toget hjem fra Louisiana med min søster en dag, havde dette at sige (til sin far) ”If you come to Denmark, you should work”. ”If you come to Sweden, you’re just welcome”. Den sætning lader jeg stå, mens jeg klæder mig af og bygger mig op.

Rundkredsdemokratiet – eliten har ordet

debat

Det er mandag. De samles til et møde, som skal handle om byen og de der bor i den. De kender alle hinanden på samme måde, som man kender folk, man har set på tv. Man kan ikke nødvendigvis huske navnet, men man kan genkende ansigtet, så man smiler og siger hej og føler en fjern forbindelse. Eller bare en forbindelse. De er alle noget ved kulturen, eller også har de indflydelse på den. Som de politikere der ikke kan forstå, de kun modtager ganske få ideer til initiativ fra borgerne. Hun undrer sig, idet hun troede politikere var folkevalgt til selv at række ud, opsøge og tage initiativ. Tilsyneladende tog hun fejl. Denne debat har allerede gjort hende en smule klogere, og da den tidligere hjemløse mand rækker hånden op og spørger, hvad de vil gøre ved sådan nogle som ham, flygter de videre til det, de kender til. Stemningen skifter, men den tidligere hjemløse mand insisterer, og man bliver nødt til at forholde sig. Det gør man ved at sige, det ikke er ens beskæftigelsesområde, men man burde have haft en som ham i panellet. Could I, would I, should I,  på repeat. Vi er alle enige om, at vores by er vejen frem eller at byen er på vej frem. Hvorhen det er, bliver aldrig rigtig klart. Men visionerne mangler ikke, og fordi vi føler en forbindelse, os der er, accepterer vi. Og man aftaler også at man gerne vil fortsætte med at diskuterer byen i rundkredser rundtomkring. Da samtalen kommer til at handle om ghettoen og flygtninge og mangfoldighed og alles plads i byen, kommer hun i tanke om de nytilkomne flygtninge. Ham, hun mødte den anden dag, hvis ensomhed hun ikke kunne rumme. Dem, hun mødte, der taknemmeligt sugede alt byens liv til sig, når hun præsenterede den for dem. Ham, som kaldte hende over for at spørge, hvor hun kendte til alting fra? Hun kunne kun komme med et eliminerende svar, jeg holder øjne og ører åbne og kender folk. Men hvordan skulle en dreng uden sprog kunne tale med kulturens elite eller bare kunne gennemskue, hvor og hvordan. Hun ved godt selv det er et fjollet svar. Og hun ved godt selv at de, dem, der suger byen til sig, når man præsentere den for dem, ikke vil være tilstede her. Dem der er her, er allerde indsuget i byen, og de kender hinanden på kryds og tværs – eller på tværs af krydser. Da bydebatten slutter er det blevet mørkt. Hun cykler på en cykel uden lys og håber på, hun ikke modtager en bøde, hun ikke vil være i stand til at betale. En alkoholpåvirket mand spytter mod hende, og hun vender sig for at se, om hun var målet, mens han råber “pas på din so” efter hende. Og hun tænker, udenfor kredsen er man ikke længere isoleret.  Manden på gaden har kun skældsord til kvinden i kredsen, som han ikke kender navnet på.

Bøsser, bøger og Banksy (fra A til B)

WP_000841

WP_000886

WP_000890

 

Hun har nævnt det før, måden hvorpå hun er fjern i sin måde at optræde i denne verden. Hvordan vejen aldrig er lige, og hvordan hendes distræte sind er medvirkende til, at hun falder inden hun flyver. Også denne gang. Pengene er få og udlængslen stor, så da hun fik tilbuddet om at komme væk fra sig selv, ikke gå i flere cirkler, indånde en anden luft, hvor tankerne ikke bliver hængende så tungt, tager hun selvfølgelig imod. Også selvom det kun drejer sig om få dage. Hun havner i kø i en lille lufthavn, hvorfra fly, senere underground og tog skal bringe hende fra a (Aarhus) til b (Brighton). Men opdager snart, hun som den eneste holder et papir med en kode og ikke et boardingkort. Det koster hende 567 kr. at få lov at komme med flyet. Rejseomkostninger er dermed blevet fordoblet og humøret formindsket. Men hun fortsætter, letter og lander hårdt. Finder et tog, som tager hende til London, hvorfra hun finder en underground, som tager hende til et tog, som tager hende til B. På vejen ser hun, at Gatwick er tættere på, og tænker, hun snart bør flytte til en by, hvor flyene er nemmere at nå og bringer en tættere. Som rejsekammerater har hun et følge af højtråbende midaldrende mænd med topmaver og øl – og fodboldaccessories, de skal komme til at følge hende både frem og tilbage. Selvfølgelig er alt ikke ligetil, da hun lander, men hun letter og lander hårdt. Igen. I B (ikke igen, men for første gang). Og ganske rigtigt er luften anderledes. Tankerne forbliver vægtløse og tynger ikke, som de har for vane. Her er udsigt til horisonter af forskellige slags. Dem som binder himmel og hav sammen, og dem som giver mand og mand, kvinde og kvinde plads til at vise kærlighed, dem som strækker sig mod himlen for at nå noget, som kun kunsten kan, og gud intet har med at gøre. Her er Paris og her er Berlin. De er begge små, men findes. Paris i gaderne. Berlin i luften. Men hun er også kommet for at heppe på folk, der løber til de bryder sammen ved målstregen, hvis ikke før. Speakeren interviewer en mand, som løber sit hundrede marathon til fordel for bekæmpelse af kræft, men mest for sin kone, som han mistede til sygdommen. Han græder ned i mikrofonen, og hun vender sig og ser en kone der græder en tåre, og priser sig lykkelig for, at hendes solbrillerne skygger mellem hende og verden, så ingen kan se, at andres følelser påvirker hende hårdere end hendes egne. Hun er overvældet over den hårde landing. Over at være her med folk, som er overvældede. Byens liv, byens Banksy, byens billige bøger, byens barer. Byen som ligner andre byer. Banksy er ikke længere en Banksy, men en rekonstruktion af den mur, man har banket ned og solgt til en rig kunstsamler. Vi andre nøjes med resterne, og det er mere end rigeligt.

Har du penge, så kan du få….

WP_000437

Jeg havde knoklet for at blive færdig, på normeret tid og det hele. Som de havde fortalt mig, var så vigtigt. Ikke de nærmeste, men dem folket har valg, demokratisk. Så da min vejleder ringede og spurgte om, jeg kunne nå at blive færdig, sagde jeg ”ja”. Jeg skulle have sagt nej. Men færdig blev jeg, og på normeret tid – og wow, sikke dygtig samfundsborger jeg er. Så stod jeg der, i en virkelighed, som jeg ikke kunne forholde mig til, fordi jeg ikke kunne forudse.

Mit første job fik jeg, da jeg fyldte 13, ved at gå op og ned gennem gågaden i den lille vestjyske by, indtil en af butikkerne bed på. Siden var det forældre, som skulle bruge en barnepige, eller cafeer, som skulle bruge en tjener. Jeg har aldrig prøvet ikke at have et job. Og nu stod jeg her, 5 år efter, med en fin titel og uden et job. Og selvfølgelig var det kun midlertidigt. Mine forventninger var høje og mine albuer spidse, jovist var vi mange der vil noget med kultur, men jeg vil det mest. Jovist var vi mange, som brænder for sproget, men jeg har arbejdet GRATIS for – og med det i flere år.

En dag slår jeg op i avisen, Politiken vistnok, og ser et interview med en pige, som jeg kender fra et højskoleophold, som hører en anden tid til. Hun er nået langt, længere. Men længere end hvad, egentlig? spørger jeg mig selv, samtidig med jeg forbander det sted, hvorfra jeg ser. Stedet er fremmed, kvinden er jaloux. Hun er langt fra den pige, der gik op og ned af gågaden i en vestjysk by for 15 år siden og ikke kunne forudse, at de valg, hun træffer, og de talenter, hun har, kræver noget ekstra i et samfund, som baserer sin værdi på (økonomisk) vækst. I nyhederne hører jeg og læser jeg at, man bør tænke over ikke at uddanne sig til arbejdsløs. Så vidt jeg forstår sker dette ved at uddanne sig i naturvidenskabelige fag, eller fag som garanterer en (sikker, synlig økonomisk) vækst. Og jeg tænker, at alternativet er bedre, at uddanne sig til arbejdsløs.

Faktisk er der ikke noget alternativ. For det jeg kan, er den jeg er, og den jeg er, er det jeg kan. Og det jeg kan, er ikke matematik eller naturvidenskab, det er kultur.

Jeg er ikke god til at sidde stille, så jeg arbejder gratis på en kommunikationsafdeling i 4 uger, hvorefter jeg bliver tilbudt at arbejde gratis med kultur og kommunikation i 7 mdr. Jeg føler mig heldig! Men selvfølgelig kan jeg ikke blive ved på det arbejde, da det forudsætter, at jeg skal betales. Men faktisk lykkedes det mig også at skaffe to betalte job på tilsammen 12 uger fordelt over to somre. På trods af min kæreste og jeg vælger at gå hver til sidst den ene af dem, da vi indser, at bare fordi man holder af hinanden, betyder det ikke, man skal være sammen, bliver det nogle gode somre.

Nu sidder jeg i Aarhus igen, og husker den sidste tur, jeg gik på Assistens Kirkegård. Hvordan København, især Nørrebro, pludselig blev så underlig tryg, og hvordan jeg græd over at skulle forlade denne tryghed, som var det en gammel kæreste, jeg gjorde det forbi med. Og så savner jeg ham. Alt det han har at byde på.

Derfor tænker jeg, der må ske noget, derfor, og fordi jobcenteret informerer mig om, jeg snart har 60% af mine dagpenge at leve for. I forvejen har jeg aldrig penge, og de jeg har, går til kaffe, koncerter og kultur (inkl. rejser). Jeg søger derfor job i kaffebarer. En af dem ligger i en bogbutik, og da jeg får det, går det op for mig, hvor belejligt det er, at jeg nu hverken skal bruge mange penge på kaffe eller bøger længere. Men det er ikke det eneste. Jeg har fået et job. At det så ikke kræver fem år og en fin titel, vil jeg skide på. Jeg kan leve for lidt, men jeg kan ikke leve med lidt.

Velkommen til det åndsforladte samfund

åndsforladt

Tænk, hvis vi levede i et samfund, hvor værdi kun blev gjort op i kroner og ører. Hvor dannelse stod i vejen for vækst. Hvad skulle sådan nogen som jeg, humanisterne, så give os til?
Hvis nu virkeligheden var, vi levede i et samfund, som beskrevet overstående, er jeg i vildrede (læs, jeg er i vildrede). Jeg er kastet ud på vand, hvor jeg ikke kan bunde – og som får mig til at tænke på det utal af matematikbøger, jeg smed i hovedet på min far, når han forsøgte at forklare mig, hvordan man kommer frem til et resultat. Men sandheden er, resultater har aldrig interesseret mig. Processer har. Jeg interesserer mig for, hvordan ting formes, skabes og bliver. Og selvfølgelig bliver jeg varm om hjertet, når jeg ser noget skabes og blive. Et slags resultat, som ikke kan gøres op i kroner og ører, men alligevel har en betydelig værdi for mig (og andre). Så hvad skulle jeg give mig til, hvis samfundet pludselig ikke anerkendte værdien af dannelse. Værdien af god litteratur, god musik og god kunst, som ikke nødvendigvis resulterer i økonomisk vækst for samfundet. Det ville jo føre til et åndsforladt samfund, hvor man kunne forestille sig psykisk sygdom var mere utalt end fysiske sygdomme (tyg lidt på den). Hvor man kunne forestille sig, folk som jeg, ikke følte de passede ind. Jeg mente det, da damen på jobcenteret siger til mig, man jo skal overveje hvor meget man vil sin branche, og jeg siger

”Jeg kunne ikke forestille mig at lave andet”.

ps. Jeg forstår de vil skære ned på vores uddannelser, og det er jo sådan set meget fornuftigt, når ikke der er job til os. Men hvad med at skabe dem, job, i stedet?

Jeg har hørt fra Belinerkunstneren, som skriver, han vil være min tjener og tegne mine følelser, som jeg læser det. Hmm. Hvad svarer man på sådan en besked!?

Are you a strong woman? // Postkort fra Berlin

u-bahn

Den anden dag, da jeg for hundred syttende gang på en af mine distræte dage, havde taget toget i den forkerte retning, stod jeg på Alexander Platz i u- bahn og ventede på linje U5 til Samariter strasse, da en mand – feminin, klædt i sort og med let udtværet eyeliner– henvender sig. Han snakker tysk, et sprog jeg til dels forstår, men ikke mestrer at kommunikere andet end et par høflighedsfraser på (jeg øver mig dog).

Han snakkede lavt og hurtigt, så jeg blev nødt til at gøre ham opmærksom på min nationalitet – og bede om, at vi slog over i engelsk.

Manden er iransk kunstner, bosat i Tyskland. For tiden laver han et projekt om stærke kvinder. Jeg finder min notesblog og en kuglepen frem, hvor han noterer sit navn. Han spørger ”are you a strong woman?” og jeg svarer med et rødmosset ansigt, at sådan vil jeg da gerne betragte mig selv. Han komplimenterer mit udseende, siger han gerne vil bruge mig i forbindelse med sit projekt. Om vi skal tage en kop kaffe på Samariterstr. Jeg spørger hvorfra han ved, det er mit stop. Han griner bare og kører fingerne rundt ved sin tinding, mens hans illustrerer, at det ved han, fordi han er skør.

Jeg siger, at jeg skal hjem til min søster. Han insisterer, siger, at det bare behøver vare to -tre minutter. Vi står af sammen på Samariterstr. for at drikke en kop kaffe i u-bahneboden, hvor hans iranske kammerat serverer os to kopper kaffe, mens vi snakker, alle tre. Det viser sig, manden der servere os kaffen, har en bror og en søster i Skanderborg. Snakken falder derfor naturligt på Danmark. Samtalen foregår på engelsk, tysk og med nogle få danske ord. Kunstneren spørger til min fødselsdag, men inden jeg når at svare, har han afsløret, at jeg er født i februar og mit stjernetegn derfor er fisk. Ligesom hans. På en gang er jeg nysgerrige og skræmt, hvem er denne mand der stopper mig i u-bahn og udnævner mig som stærk kvinde (og muse)?

To be continued. Maybe.