Om ikke altid at hænge sammen…

depression-quotes-for-girls-tumblr-108

Jeg åbner min mail. En veninde har skrevet ”er brudt sammen med stress og har fået bevilliget timer hos en psykolog”. Jeg tæller i mit hoved, hvor mange veninder og bekendte og familiemedlemmer jeg efterhånden kender med stress eller depressioner eller no happy home. Depressioner er der mange af. Stresssygemeldinger muligvis flere. Det sidste har jeg ikke tal på. Før jeg tænkte på dette, tænkte jeg på, hvordan jeg skal fejre min 30 års fødselsdag, om jeg skal holde en fest eller tage ud at rejse. Han siger, jeg bør tage ud at rejse. Jeg spørger med hvem. Spørgsmålet føles farligt. Han svarer med ham. Svaret føles åbenlyst. Men jeg forventer at blive skuffet, eller det vil sige, det gør jeg ikke nu. Det er noget, jeg er vant til, har vænnet mig til. Det er skuffelsen, jeg er tryg ved. De drømme jeg troede eksisterede i en tosomhed, ender altid med ensomhed, har erfaringer lært mig. Men jeg er ikke ensom nu. Jeg græder ikke. Og jeg er ikke bange, længere. Men tilbage til depressionerne. For i denne fortælling hænger de sammen med mine snart 30 år, som jo i virkeligheden ikke er nogen alder, det er jeg klar over. Men på den anden side, de knap 30 år har ind i mellem føltes som en alder. Tænk bare på alle sygemeldinger og depressioner! Ikke mine, men så alligevel. Jeg forsøger, som altid, at finde en sammenhæng. Men alle historierne er forskellige til trods for, de er ens. At være menneske er ikke nemt. Æde – sove – knalde. Hvis det i virkeligheden var alt der skulle til, hvis vi var dyret uden følelser. Men der skal mere til. At fylde os selv og hinanden med sæd og føde, hvis det var nok. Men nej! Drømme skal blive virkelige. Parringen give orgasmer og børn (helst flere end 1,69) og føden indtages i rigtige mængder på rigtige tidspunkter, så vi tager os bedst ud (177 cm, drømmer om at veje mindre end de 60 kg.). At være menneske med følelser er hårdt. At være menneske med lyster er hårdt. At være menneske med lyster og følelser er endnu hårdere. Jeg kender en, nej jeg kender to, nej faktisk kender jeg en masse, som ikke kan rumme at være menneske hele tiden. De føler sig ude af stand, eller faktisk ved jeg ikke, hvad de føler. Men jeg ved, de er mange. Flere der ikke er i stand eller ude af stand end der er i stand. Til hvad, ved jeg ikke. Det kunne være jobbet. Det kunne være kærligheden. Det kunne være livet. Måske hænger det hele sammen. Jeg hænger tit kun halvt sammen, så hvorfor forvente at livet skulle hænge helt sammen. Det er det spørgsmål jeg stiller nu. Men til hvem?

 

 

Et meget ærligt indlæg…om ikke at fuldende (i første omgang)

tumblr_lpfo5mXva21qlld9mo1_500_large

Hvordan skal 6. mdr.  i isolation forberede dig til jobbet på den anden side af studiet? Jeg har ikke kunne  finde frem til svaret, og det er nok også derfor jeg har så svært ved at tænke tilbage på de 6. mdr. De 6. mdr. hvor hovedfokus var specialet. Afslutningen på 5 års studier, som egentlig er gået ganske godt.

De sidste af de mdr. har jeg ikke lyst til at mindes. Jeg sad i KBH, min vejleder var i Aarhus. Vores kemi var ikke god, desværre. I stedet for at ændre det, forsøgte jeg at leve op til noget jeg udmærket vidste jeg ikke kunne leve op til. Jeg ville så gerne være færdig, men det var jeg ikke. Specialet hang mig langt ud af halsen.

Jeg prøvede ihærdigt. Prøvede ihærdigt at få de sidste sider færdigskrevet, så jeg kunne aflevere til planlagt deadline. De sidste par dage var jeg et nervevrag. Jeg ryger ikke, men opdagede at en cigaret kunne hjælpe mine nerver, så jeg røg en hver dag inden jeg kunne gå i gang med skriveprocessen. Jeg sov elendigt. De sidste dage kom min veninde forbi biblioteket hvor jeg sad, med en pose med mad og søde sager. Hun tog mig med ud at gå en tur. Det var tiltrængt, men jeg stressede over at blive færdig. For det havde jeg jo lovet mig selv og min vejleder.

Specialet skulle afleveres i Aarhus, så jeg tog toget til Aarhus, hvor jeg havde planlagt at overnatte hos min mor og hendes mand. Jeg havde bedt dem købe ekstra printerpatroner, hvilket de havde gjort. Men da jeg gik i gang med at printe om natten løb jeg alligevel tør. Jeg satte derfor uret til tidligt næste morgen, så jeg kunne nå at finde et sted at printe. Statsbiblioteket var mit mål. Derfra kunne jeg printe. Men den ville ikke godkende min kode, og da jeg forsøgte at spørge om hjælp, gik jeg forgæves. Ny destination. Kasernens (de æstetiske fag) computerrum. Der var ikke mere printerpapir. Næste destination. Denne gang Huset, som viste sig ikke at ligge, hvor det lå sidst. Da jeg ikke havde været i Aarhus længe anede jeg ikke hvor jeg skulle gå hen. Tiden var begyndt at blive begrænset. Heldigvis kom min mors mand mig til undsætning og vi mødtes ved Vester kopi. Her kunne de heldigvis hjælpe med at printe og trykke. Manden bag skranken kiggede på mig og foreslog at vi fik noget morgenmad (det var tilsyneladende meget gennemskueligt at jeg var brugt!).

Vi spiste morgenmad, hentede de færdige specialer og tog op for at aflevere dem. I min forvirring havde jeg glemt at tjekke op på formalia, så jeg måtte hjem (tiden var ikke med mig længere) og ordne de sidste formalier bl.a. overfører til en Pdf da print ikke var fyldestgørende. På vejen ud møder jeg mine tre studieveninder, som sidder klar med champagne, hjemmebag og flag. Hvor heldig er jeg at have sådan nogle mennesker i mit liv? Jeg fortæller dem at vi må fejre, når jeg kommer tilbage efter at have ordnet de sidste formalier.

Endelig kan vi fejre! Jeg fejrer også med min søster, da jeg er tilbage i KBH.

En lille mdr. senere modtager jeg en mail fra min vejleder. Specialet er ikke langt nok (der er ikke nok ord, mangler ca. 3- 5 sider ud af de printede 60). Det er derfor ikke gået igennem. Jeg bryder sammen, men skynder mig at skrive de sidste sider og afleverer igen. Denne gang med posten.

Endelig kan jeg kalde mig cand. mag.

Ud af 5 år er det den sidste mdr. der knækker mig. Jeg ville gøre mange ting om hvis jeg kunne, men det kan jeg ikke. Det er en kliche –  men man lærer af sine fejl. I dag ved jeg at jeg skal sige fra, når jeg ikke kan mere. Jeg ved, at jeg skal tage den tid det tager  – selvom det er længere end jeg måske ønsker. Jeg ved, at jeg ikke skal arbejde alene i 6. mdr. , men bliver nødt til at sparre og samarbejde med andre.