Man kunne vælge at se flygtningestrømmen som en krise, man kunne vælge en retorik, hvor ord som folkeindvandring og truet nationalkultur, er det dominerende. Eller man kunne vælge at se syrerne, eritreerne, afghanerne, irakerne og alle de andre folkefærd, der kommer til Danmark, som en velsignelse. En velsignelse til et mere mangfoldigt samfund, et samfund, hvor man lærer andre og egen kultur at kende, på godt og ondt. Hvor man mødes, udvikler og afvikler. Udvider sit verdensbillede (det har vist sig, vi trænger til det – ja, de bruger også Smartphones i Syrien).

Julen har bragt velsignet bud. Den har åbnet mine øjne for, at jeg er født i et af de lande, det er nemmeste at være født i.

Blanke kvindeøjne har set på mig med en taknemmelig, som ikke kan gengives her. Taknemmelighed over, de får muligheden for at lære. At man tror på de kan, når de ikke gør. Kvindelige analfabeter har været mine velsignede bude, de har vist mig, hvor heldig jeg er, at være født i et samfund, hvor mange kvinder, ligesom jeg selv, har haft mulighed for at blive uddannede. Girlpower er ikke længere blot et begreb fra 90’erne, men noget jeg føler og lever.

Mænd der har manglet en mor eller en søster, har kaldt disse navne efter mig. Mændene er mine velsignede bude. De har lært mig, hvad det vil sige at miste og savne. Hvor vigtig kærligheden er, og at ingen kan klare sig alene.

Sidste år skrev jeg i min noter over 2014, at kærligheden ikke skulle være forbeholdt dette år, men skulle tages med videre til en tid, jeg har svært ved at mærke – eller tro – på den.

Kærligheden har i det snart forgangne år til tider været svær at mærke, men jeg har aldrig troet så meget på den som nu.

Kærligheden er den vigtigste tro,  og en tro vi alle deler. Så lad os huske det i denne juletid, og se det som en velsignelse, at vi får lov at lære andre at kende.

Glædelig jul.