Julen har bragt velsignet bud

flygtninge

Man kunne vælge at se flygtningestrømmen som en krise, man kunne vælge en retorik, hvor ord som folkeindvandring og truet nationalkultur, er det dominerende. Eller man kunne vælge at se syrerne, eritreerne, afghanerne, irakerne og alle de andre folkefærd, der kommer til Danmark, som en velsignelse. En velsignelse til et mere mangfoldigt samfund, et samfund, hvor man lærer andre og egen kultur at kende, på godt og ondt. Hvor man mødes, udvikler og afvikler. Udvider sit verdensbillede (det har vist sig, vi trænger til det – ja, de bruger også Smartphones i Syrien).

Julen har bragt velsignet bud. Den har åbnet mine øjne for, at jeg er født i et af de lande, det er nemmeste at være født i.

Blanke kvindeøjne har set på mig med en taknemmelig, som ikke kan gengives her. Taknemmelighed over, de får muligheden for at lære. At man tror på de kan, når de ikke gør. Kvindelige analfabeter har været mine velsignede bude, de har vist mig, hvor heldig jeg er, at være født i et samfund, hvor mange kvinder, ligesom jeg selv, har haft mulighed for at blive uddannede. Girlpower er ikke længere blot et begreb fra 90’erne, men noget jeg føler og lever.

Mænd der har manglet en mor eller en søster, har kaldt disse navne efter mig. Mændene er mine velsignede bude. De har lært mig, hvad det vil sige at miste og savne. Hvor vigtig kærligheden er, og at ingen kan klare sig alene.

Sidste år skrev jeg i min noter over 2014, at kærligheden ikke skulle være forbeholdt dette år, men skulle tages med videre til en tid, jeg har svært ved at mærke – eller tro – på den.

Kærligheden har i det snart forgangne år til tider været svær at mærke, men jeg har aldrig troet så meget på den som nu.

Kærligheden er den vigtigste tro,  og en tro vi alle deler. Så lad os huske det i denne juletid, og se det som en velsignelse, at vi får lov at lære andre at kende.

 

Glædelig jul.

 

Advertisement

Livet er langt#2 (remix)

santa

lykken er kort, synger folkehelten Kim, mens vi læser, vi er verdens lykkeligste folk[1]. Vi kender ikke til krig, sult og hungersnød, men overforbrug, fedme og ensomhed kender vi. Dét er, hvad dræber et lykkeligt folk.Vi står i kø på hovedbanen foran Donkin Donouts. Udenfor donoutbutikken sætter alkoholikerne flasken for munden og narkomanerne stikker kanylerne i venerne på Vesterbro. Alle er vi afhængige af hver vores drug. I Toftlund er krigen kommet og ignorancen går hånd i hånd med uvidenheden, når ægteparret spørger flygtningene ”hvorfor lige Danmark?”. Men der er plads til os alle i så yndigt et land. Lykkelige mennesker orker ikke smalltalk eller uanmeldte besøg. Vi vil hellere være ensomme end at fejle, medmindre Blachman banker på, så inviterer vi fredagsunderholdningen ind i stuerne. Lykkelige mennesker er kloge. Vi uddanner os til at vækste samfundet. At tælle kroner ikke tanker tæller for et lykkeligt folk. Vi piller dannelse ud af uddannelse, mens vi repeterer karakterskalaer og hepper på 12-talspigerne. Livet er langt, så vi arbejder alle vores timer væk. Vi har så travlt, at syvårskrisen bliver en seksårskrise. Vi mødes, vi skilles. Forelskelsen er en illusion, og fordi virkeligheden altid vender tilbage, kommer vi den i forkøbet. Lykken er kort. Men tosomhed findes igen på dating.dk eller med et svip til højre, så vi er stadig lykkelige. Vi er frisindende og åbne, vi skriger ja til homoægteskaber og ytringsfrihed, mens vi truer med at lukke overtossens psykiatriske museum i Risskov og hænger Kvium op i stuen og forbyder hovedtørklæder og moskeer og muslimer. Vi er kristne (på papiret), men ingen ved, hvad æg har med Jesus genopstandelse at gøre, men vi finder dem frem og fortærer dem. Til frokoster og til påskebryg. Kykliky osv. Vi sympatiserer med Jesus på korset, når vi bruger to dage på at genopstå efterfølgende. 
Vi klipper gækkebreve og sender dem. Mit navn det står med prikker…gæk, gæk….Kan du gætte, hvem jeg er? For jeg ved det ikke selv, så har du svaret, sender jeg dig et påskeæg fuld af taknemmelighed. Og måske gætter jeg, hvem du er, før du selv gør, og så har vi balladen. Vi værner om traditioner, som vi værner om vores lille land. Juleaften samles vi om træet, finder kasser med klodset julepynt og fine kugler frem, hænger op, piller ned, bytter rundt, til træet står smukkest i sin glans og Peter har den gren så kjær. Vi efterlader anden og ovnen og kører i kirke. Præsten velsigner os eller Gud eller menneskeheden? Vi er tilsyneladende mange, der vælger at besøge Guds hus, hvor det er allerkoldeste. Vi kører hjem til andesteg, rødkål og kartofler og et julepyntet bord, som står side om side med glansjuletræet og stadig bugner af iland og overflod. Vi spiser til vi er overmætte og fulde af selskab og højtid, måske en smule af vinen. Vi slår mave og danser om juletræ, mens vi synger samler på ukendte toner og falske melodier. Halleluja, et barn var født osv. osv. Vi pakker gaver ud, spiser og drikker os endnu mere fulde af højtid og helligdag. Det er over midnat og barnet er født… Vi elsker familien og naturen, råber vi i kor, mens vi afleverer børnene til en pædagog og nedlægger Børnenes Jord, hvor børn har leget med voksne, og voksne har leget, de stadig var børn, i et århusiansk øgadekvarter gennem generationer. Den globale opvarmning har narret et lykkeligt folk. Efterår, når kalenderen siger sommer. Det forvirrer, for lykkelige folk planlægger. Børn. Hus. Fremtiden. Og når planlægningen bliver for meget, begraver vi os i fortiden. Og heldigvis er der mange, der vil tage penge for at høre os tale om den.

[1] i år dog overgået af Island, men stadig i top 3 over lykkeligste folkefærd.

Et barn er født og Peter har den gren så kjær…

pakkekalender-p

Det dufter af andesteg, og jeg har valgt at holde mig fra at lave ris a la manden, da man påstod, jeg havde glemt vanilje sidst, og sådan kan man fordærve julen og dens traditioner – og hende vil jeg ikke være. Vi samles om træet, finder kasser med klodset julepynt og fine kugler frem, hænger op, piller ned, bytter rundt, til træet står smukkest i sin glans og Peter har den gren så kjær. Vi henter gaver fra kælderen, lægger dem under træet til det bugner af overflod, julehygge og iland i vores store provinsby. Måske glemmer jeg, det gør jeg højst sandsynligt, jeg ikke længere er barn og mærker på pakkerne, de bløde, de hårde, de runde, til jeg har taget al spændingen ud af det, og fortryder, og kommer i tanke om, jeg jo er voksen og ikke barn længere. Vi efterlader anden og ovnen og kører i kirke, hvor alle rejse sig for dronningen, hvis hun da har valgt at komme til netop denne gudstjeneste. Præsten velsigner os, eller Gud, eller menneskeheden. Vi er tilsyneladende mange, der vælger at besøge Guds hus, hvor det er allerkoldeste. Vi varmer hinanden, som vi står arm mod arm, skulder mod skulder og forsøger at gennemskue hinanden eller livet, når præsten prædiker sin prædiken. Vi nikker og smiler, og hvis vi er modige, ønsker vi sågar god jul. Vi kører hjem til andesteg, rødkål og kartofler og et julepyntet bord, som står side om side med glansjuletræet og stadig bugner af gaver og overflod. Vi spiser til vi er overmætte og fulde af selskab og højtid, måske en smule af vinen. Vi slår mave og danser om juletræ, mens vi synger samler på ukendte toner og falske melodier. Halleluja, et barn var født – og så videre og så videre. Vi pakker gaver ud, så mange, at vi bliver forpustet af at rende fra træ til modtager og må holde en pause, hvor vi spiser og drikker os endnu mere fulde af højtid og helligdag. Det er over midnat og barnet er født og vi er trætte og mætte og glade efter endnu en vellykket fødsel.

Rigtig rigtig glædelig jul til jer alle!

En afstikker…og nu er det jul igen

christmas

Her er dialekter en realitet og ikke noget, der hører fortiden til. På trods af de uendelige horisonter, er rummet ikke højt og udenlandsrejsen går til Kjøbenhavn. I starten tolkede jeg det som et mislykket selskab, når ingen sagde noget. Senere lærte jeg, at vi er de mislykkedes, med vores lange mascaraøjenvipper, de store ord og den evige jagt på noget større, bedre. Her er alt, som det skal være. Udlængsel kendes ikke. Og ord er overflødige. Derfor tog vi fly og tog fra henholdsvis København og Aarhus. For at komme til et sted, som stikker ud i stedet for af. Her er det en pligt at geare ned, mærke vinden, havet. Og det gjorde vi så. Samtidig med vi deltog i fællesspisning med 70 mennesker, og jeg undres over, hvordan man i en lille landsby kan samle så mange mennesker på en onsdag. Og jeg undres over, man stadig hænger sammen, så mange generationer efter. Jeg undres og jeg lærer at her, midt i ingenting, er kreativitet et levende begreb. Jeg er omgivet af folk, der har undervist på kunstakademier, oversat bøger og meget andet. Så langt hjemmefra og alligevel så tæt på noget, der føles som et hjem. Spørg mig ikke, hvor vi befinder os, men spørg mig gerne, hvad vi laver der.

Og vi tager tilbage til henholdsvis København og Aarhus og nu er det december, og jeg bliver i tvivl om julen varer en måned eller lige til påske. Vi langer kaffe og varme chokolader over disken og løber tør for flødeskum og kager. Min ryg værker og mit knæ gør ondt, men jeg klager ikke – for jeg står op til noget hver dag, og jeg bilder mig selv ind, det gør en forskel, at folk får kaffe og kage og flødeskum, og jeg er glad fordi, jeg ikke er en af dem, som tænker, at det ikke kan betale sig at arbejde. Og bliver vred på dem, der tænker sådan, derfor skriver jeg to jobansøgninger i protest – og fordi, jeg virkelig gerne vil have jobbene.

 

 

 

Når ferie føles som ferie

large

Jul; Aarhus, Nordjylland (nærmere bestemt Nr. Lyngby/Lønstrup), så nytår – Berlin, Kbh. Ferien er lang, og hvis man vil, kan man nå meget. Det vil man, når man arbejder til hverdag. Jeg vil nå, at se alle de mennesker, som jeg ikke har tid til at se ellers, pga. travlhed eller geografisk distance.

Julen startede for mig d. 22.  – med pakkeleg med gode venner af familien og efterfølgende den årlige århusianske julefest med en god veninde. Min yngste søster, som er bosat i Berlin kom til Danmark d. 21. december og boede hos mig indtil d. 22. , hvor alle tre søstre blev samlet.

d. 23. var jeg heldigvis forskånet for de slemmeste tømmermænd. Og vi, min mors mand, mine søstre og jeg kørte ud til min mormors grav, hvor vi skænkede en snaps til hver af os – samt to kusiner og deres forældre. En rigtig fin måde, at sige god jul til hinanden – og min mormor (som ville have elsket det). En tradition blev derved skabt. Skål! – Vi kørte bagefter videre til to kusiner og en fætter i Silkeborg, som bød på kaffe (de var “alene” hjemme).

d. 24. gik som vanligt med et overlæs af mad, gaver og hygge. Og kirke selvfølgelig – med de kongelige. Vanen tro.

d. 25.  Nordjylland og min far skulle besøges, og julen fejres med ham.

d. 26. pakkeleg hos hans bror og hans kone – med deres store familie. Min mellemste søster, der er bosat i Kbh. blev sat på et tog, tilbage til arbejde og hverdag.

Min yngste søster og jeg blev kørt hjem d. 27. , vi nåede dog lige en fernisering  i Lønstrup Cafe – og biograf inden. Hjemme mødtes jeg med gamle studieveninder, for at skåle og fejre.

d. 28 – av mit hoved! Av mit korpus!

d. 29 – tidligt op og med tog til Berlin sammen med min søs. 1. Klasse hele vejen, da alt andet var udsolgt. Tak for gratis kaffe og venlig betjening. De (vi) , kan sagtens.

d. 30. Søs arbejdede – jeg slappede af, tog karbad, læste bøger og slentrede i Berlins gader. Det eneste jeg kunne, da jeg desværre var sygdomsramt.

d. 31 Nytår!  -mad, champagne og fyrværkeri i selskab med min søster.

Besluttede mig for, at blive en dag ekstra i Berlin og senere Kbh. En rigtig god beslutning, der resulterede i x-faktor hygge, brunch/kaffe/vin med gode veninder/søs og fødselsdagsfejring af venindes mand.

Alt dette nåede jeg fordi jeg ikke har tid til at nå det ellers. Når ferie føles som ferie, fordi man har et job.

Glædelig jul. Om ambivalens

WP_000108Billedet er fra vores kontor, det mest julede sted på Godsbanens projektdæk.

Ligesom mange har et splittet forhold til julen – dets sange, maden, traditionerne, ligeledes har jeg et splittet forhold til det felt jeg beskæftiger mig med, kulturen. En branche der er præget af kreative hjerner. Hjerner der tænker i mønstre snarere end kasser. En inspirationsbombe, som er givende at arbejde for – og med. Samtidig bliver jeg dog trist, når mange af de fordomme udefrakommende har til kulturen, er reelle. Der eksisterer en uskreven regel om, at forretning og kreativitet er uforenelige størrelser. Men måske burde kulturen turde stille større krav? Det samme gældende for os, der arbejder med kulturen? Kultur og forretning er ikke uforenelige, og hvis kunsten er god nok, dør den ikke af, at blive tænkt ind i en kommerciel kontekst eller i en salgsplatform. Det handler om at skabe de rigtige rammer, have de rigtige kompetencer og turde satse. Det handler om udbud og efterspørgsel. Hvis man vil have bedre levevilkår, må man satse (og måske lytte til nogen af fordommene).

RIGTIG GLÆDELIG JUL.