Seje, inspirerende kvindelige forfattere og essayister

Jeg drømmer om at være som dem, indrømmet; at leve af at skrive personlige essays og reportager fra rundt om i verdenen, så lad mig introducere jer til nogle af mine idoler, som jeg synes, vi alle bør læse. 

Photo: Julian Wasser, 1968

Joan Didion

Hvem: Joan Didion, født 1934 i Californien. Essayist, novellist, dramatiker, journalist, manuskriptforfatter. Uddannet i engelsk litteratur og (aner)kendt for bl.a. The Year of Magical Thinking og Blue Nights. Bøgerne er skrevet om og efter tabet af hendes mand (død af blodprop) og hendes datter (død af langtidssygdom), der sker med blot et års mellemrum. 

Mit møde: Et år med magisk tænkning (The Year of Magical Thinking), Blå timer (Blue Nights), Intet gælder (Play It as It lays) og Netflix-dokumentaren The Center Will Not Hold.  

Hvorfor: Fordi hun beskriver sorgen smukt. Hun beskriver mennesker og følelser med genkendelighed og giver os et indblik i amerikansk kultur (og amerikanernes engagement i El Salvador).

Bonus-info: Didion har skrevet filmmanuskriptet til klassikerne A Star is Born og True Confessions. Den danske forfatter Olga Ravn har lavet nogle glimrende danske oversættelser af flere af Didions bøger. Didion tilbragte to uger i El Salvador i 1982 under jordskælvet, og ud af besøget kom essayet Salvador (1983).

 

Photo: Anni Leibowitz, from the book “Women”, 1999

Susan Sontag

Hvem: Susan Sontag, født i 1933 i New York og død af leukæmi i 2004, ligger i dag begravet i Paris. Forfatter, novellist, essayist, aktivist, underviser, dramatiker, filminstruktør. Uddannet i litteratur og filosofi.

Mit møde: Der Komplette Rolling Stone-interview (en tolv timer lang samtale med journalist Jonathan Cott) og On Photography. 

Hvorfor: Fordi hendes betragtninger af verden – sygdom (Aids og kræft), (Vietnam)krig og kærlighed kan inspirere os til at tænke og betragte selv. 

Bonus-info: Sontag havde et kærlighedsforhold til den kendte fotograf Anni Leibowitz efter sin skilsmisse og indtil sin død. Med udgangspunkt i sin egen kræftsygdom, har hun skrevet Ilness as a Metaphor. 

 

Photo: Jim Herrington, årstal ukendt

Rebecca Solnit 

Hvem: Rebecca Solnit, født i 1961 i Connecticut og vokset op i Californien. Forfatter, essayist, feminist og klimaaktivist. Uddannet journalist. Kvinden bag Men Explain Things to Me. 

Mit møde: Recollections of my Non-existence 

Hvorfor: Fordi hun er en drømmer, der bruger sin modgang til at skabe forandring og et liv for sig selv – og andre. Og fordi du som kvinde – og kreativt menneske – kan genkende dig selv i hendes beskrivelser og får lyst til at kæmpe for dine rettigheder og drømme. 

Bonus-info: Begrebet mainspaining opstod på baggrund af Solnits bog Men Explain Things to Me. 

Photo: Ukendt

Deborah Levy 

Hvem: Deborah Levy, født 1959 i Sydafrika og immigrerede i 1968 med sin familie til London. Forfatter, digter, dramatiker. 

Mit møde: Hendes Living autobiography (som hun selv kalder trilogien) Things I Don’t Want to Know og The Cost of Living (tredje og sidste part er endnu ikke udgivet). 

Hvorfor: For hendes interessante betragtninger om race (med afsæt i hendes opvækst i Sydafrika), livet som kvinde og kvindelig forfatter og som mor. 

Bonus-info: Things I don’t want to know about er skrevet som en kommentar til Georg Owells Why I write. Levys far var medlem af African National Congress. 


Jeg er helt opmærksom på, at listen kun består af hvide kvinder, så kom gerne med bud på seje, kvindelige ikke-vestlige forfattere og essayister, man bør læse. Jeg ved, de findes!

Og så er der selvfølgelig også de danske powerkvinder Suzanne Brøgger, Tove Ditlevsen og Karen Blixen. Dem har jeg ikke glemt. 

Min opfordring: Hvis man, som jeg, godt kan lide de personlige fortællinger, men også gerne vil blive klogere på verden, så læs dissse kvinder! 

En skandinaver i Barcelona

 

Min timing er som altid bemærkelsesværdig uden at være planlagt. Jeg landede på dagen for referendum, og letter, når stemmerne er talt op efter det catalanske valg. En historisk begivenhed indkapslet. Jeg var der.

L og jeg har købt billetter til en flamingo-opera på Palau de la Música . Inden forestillingen drikker vi et glas vin hver på en hyggelig vin – og tapasbar i nærheden. Bag baren er to kvinder klædt i lange sorte klæder. Den ene mere excentrisk end den anden med et stort, sort og krøllet hår. Vi har ikke nok kontanter til at betale de to (forholdsvis billige) glas, vi har drukket og vil i stedet betale med kort. Den excentriske dames humør skifter prompte. Hun nægter at tage imod kortet, bander af os og tager de mønter, vi har forsøgt at få til at række, og gestikulerer, at vi skal skynde os ud. Den anden kvinde sender os et forsigtigt og undskyldende smil.

Fremover husker jeg altid at hæve kontanter.

Vi har valgt de billigste billetter, hvilket betyder, vi intet kan se fra de sæder, vi bliver henvist til. Vi flytter os til en plads, hvor vi bedre kan se og holder vejret. Vi undgår at blive opdaget og ført tilbage til vores non visibility sæder. Det gør de piger, der sidder ved siden af os, som også er flyttet til bedre udsyn, ikke.

Min søster E er her. Jeg føler mig mere hjemme med min søster her, men føler ikke, jeg kan præsentere knap 3 måneders indtryk på de fire dage, hun er her. Vi spiser vegansk og drikker rødvin, ser på kunst og butikker og Gaudis arkitektur.

Jeg står op og går ud for at lave en kop kaffe, måske tage et bad, og møder en mand i køkkenet. I den tid jeg har boet her, er jeg ofte vågnet uden at vide hvem eller hvor mange, der er i lejligheden. Jeg vil så gerne være rummelig, men det er jeg ikke. Det er begyndt at gå mig på, og jeg beslutter mig for at booke et hotelværelse på et lufthavnshotel, inden jeg tager tilbage til Danmark og juletravlhed.

Klokken er 11. Det er fredag. Lejligheden har en tung lugt af hash. Han bliver i flere dage.

L har inviteret mig til åbent hus på den kunstskole, hun går på. Det er grænseoverskridende for hende at vise sin kunst frem, og jeg forstår hende godt.

En tigger kommer ind ad døren, da jeg arbejder på Babelia, går rundt ved bordene og tigger penge i en kop. Den ene af de to kvindelige ejere beder ham forlade stedet. Han bliver aggressiv, hvorefter hun reagerer ved at true med at ringe til politiet. En mandlig gæst blander sig og får ham ført ud af cafeen, før hun når at gøre alvor af truslen. Stemningen letter.

Det er 1. december.  Da jeg handler ind, står der en gruppe piger iført blå T-shirts og deler plastikposer ud. De rækker mig en pose, jeg spørger hvorfor, tager imod posen og køber ris og æg, som jeg afleverer i en kæmpe papkasse til hjemløse. Jeg ser dem ikke igen, men den første december er de blå T-shirts og de store papkasser overalt.

Lørdag formiddag vågner jeg til tung techno-musik. Det går op for M, jeg er hjemme og musikken stopper. Manden, som er fra Berlin, er her stadig.

Jeg spiser en croissant og drikker en kop kaffe hos en bager i nærheden. En ældre mand nægter at gå op til kassen og bliver ved med at signalere til ekspedienten. Til sidst giver hun efter og tager imod bestillingen ved det bord, han sidder ved. Han henvender sig til mig, som svarer, jeg ikke taler spansk. Han bliver ved og det går op for mig, at han spørger, hvad klokken er – “ahora”. Jeg viser ham mit ur.

Joana Bianes – ”A Contra Correct” – om den første kvindelige fotojournalist og Dones om kvinder i musikbranchen. To udstillinger, jeg ikke har planlagt at se (de er ikke skrevet på min alenlange liste), men som jeg ser, fordi, jeg har tiden til at udfordre og udforske. Derfor drejer jeg til venstre mod skiltene der lokker på Passaig de Gracia. Det viser sig slet ikke at være så unyttigt igen. Begge udstillinger er gratis. Menxase, som stedet hedder, var en god opdagelse.

En kinesisk pige studerer engelsk i metroen. Hun rækker mig sin lærebog og peger på ordet ”suddenly”, som hun beder mig udtale – “como te llama?”. Jeg stresser, da det er mit stop, metro-toget stopper ved, men når at råbe S-U-D-D-E-N-L-Y, inden jeg hopper af.

El Café Blueproject er en café, jeg ofte er gået forbi og i dag går jeg ind. Det viser sig at være en vegansk cafe, der støtter kunstprojekter. Maden er virkelig god. Et par dage senere har de bygget et galleri tilknyttet cafeen og fyldt det med kunstværker. Det er, hvad overskuddet er gået til.

Det er grundlovsdag og helligdag i Barcelona. Kalenderen siger onsdag d. 6. december. Parken er overhængt med gule sløjfer, som et symbol på catalansk uafhængighed. En dame skælder ud på en familie, der piller sløjferne ned. Senere ser jeg en mand klippe en sløjfe ned og hænge den i sin jakke. Et kærestepar står lidt derfra og hepper på ham.

Min søster G kommer på besøg. Jeg glæder mig til at vise hende byen og tager ud i lufthavnen i god tid. Det er fredag d. 8. december og helligdag (igen). Min søster, som er et omvandrende leksikon, slår op på Google for at blive klogere på, hvilke helligdag – Den ubesmittede undfangelse. 

I lufthavnsbussen på vejen tilbage øver chaufføren sig i engelsk. Hver gang bussen stopper ved lyskrydsene, finder han lærebogen frem og hvisker ord og sætninger fra den.

Vi besøger MNAC (Museu Nacional d’Art de Catalunya), som er gratis lørdage efter kl. 15, og når at se halvdelen. Lørdagen efter tager jeg tilbage og ser resten. Barcelona er en af de tre flotteste byer, hun har besøgt, siger min søster. Prag og Oxford er de andre. Da hun siger det, tænker jeg, at det alligevel er lykkedes at vise lidt af tre måneders indtryk på et par dage. Vi går en masse. Barcelona er bedst til fods.

Hun tager afsted søndag. Natten til mandag har jeg det forfærdeligt. Min mave kramper, som den jævnligt har gjort siden teenagerårerne. Jeg er “vant” til mavekramperne, men har også en voldsom feber. Skiftevis fryser og sveder. Da jeg vågner, forsøger jeg at tage et bad og komme i tøjet, men må lægge mig ned flere gange undervejs. Min krop er fuldstændig afkræftet.

Et skridt af gangen. Mit syn er sløret og jeg er svimmel, men jeg bevæger mig.

Jeg står i køen i Lidl, da jeg pludselig begynder at svede voldsomt. Jeg knapper min jakke op og tager min hue af. Siger til mig selv, jeg skal tage mig sammen og holde ud til jeg har købt mine varer – en banan, en yoghurt og en juice –  og er tilbage i min seng. Så besvimer jeg, fornemmer en masse mennesker. Da jeg vågner igen, står der en mand over mig. Han ser godt ud, smukke, venlige øjne og et trygt smil. Han spørger, om han må tage min puls, og jeg rækker ham mine håndled. Han er medicinstuderende, skal til eksamen dagen efter og taler som den eneste i køen flydende engelsk. En ældre dame rækker mig en vådserviet fra sin taske. Jeg tager imod og tørrer sveden af mit ansigt.

Jeg sidder på en kontorstol i Lidl. En medarbejder har skaffet mig stolen og ringet efter en ambulancen. Jeg får det bedre og siger, jeg ikke behøver en ambulance. Han har iført sig sit civile tøj, men forlader ikke butikken, før jeg har snakket i telefon med en ambulanceføre , og han har vist mig, hvor jeg skal gå hen, hvis jeg får det dårligt igen.

20 minutter inden jeg forlader Barcelona for at flyve tilbage til Danmark, krydser jeg den medicinstuderende på gaden.

Jeg har en virkelig voldsom hovedpine resten af dagen.

Tirsdag vågner jeg og har det godt, bortset fra en kvalme, der bliver ved at være der, når jeg spiser og som gør det svært at holde maden i maven.

Det er første gang, jeg har haft lyst til at tage hjem før tid.

Min mor har sendt en pakke fra Danmark. På posthuset, som ligger 10 minutter væk, får jeg at vide, jeg skal have en underskrift fra M, fordi pakken er sendt C/O. Dagen efter tager jeg tilbage og får at vide, de skal bruge et id fra M. Jeg hidser mig en smule op, og siger, det ikke er min skyld, at buddet har skrevet M’s navn på indleveringssedlen og ikke mit, hvilket er en fejl. Han spørger sin kollega, som er pænt ligeglad med id og underskrift, og svarer, han bare kan give mig pakken, hvor mit navn – ikke overraskende – står på. Jeg føler det som en lille sejr, da det går op for postbuddet, at pakken rent faktisk er til mig og jeg går hjem med den i favnen.

Hver morgen resten af december åbner jeg en pakke med temaet “Back to paper” og drikker en kop te fra Simply Tea.

Fundació Joan Miró og  Can Framis  er på min liste over steder, jeg stadig mangler at besøge. Det gør jeg noget ved, og får følelsen af, jeg har gemt noget af det bedste til sidst. Ved siden af Can Framis ligger Sopa. Her spiser jeg frokost. Det kan jeg også anbefale. Jeg er den eneste gæst på Can Framis.

Siger farvel – og måske på gensyn – til de mennesker, jeg har mødt. R er i Brasilien og I i Irland, som dem når jeg ikke at se, inden jeg flyver hjem. Men spiser brunch med N fra Norge og middag med S fra Italien.

S og jeg spiser mexicansk på et populært spisested, jeg har fået anbefalet. Vi kommer tidligt (spansk tid) kl. 20.30, så nøjes med at vente 20 minutter på at få en plads. Senere hører vi folk få at vide, at ventetiden er en time.

Er hjemme efter midnat engang. Åbner døren ind til stuen for at åbne vinduet og lufte ud – lejligheden stinker af fest. Og mit eneste vindue fører ind til stuen. Opdager at vinduet i stuen damper og ser, der ligger to mennesker og sover på en madras under mit vindue. Jeg skynder mig ud af stuen, inden jeg vækker dem.

Søndag morgen skynder jeg mig ud af døren. I parken er der catalansk folkedans. Jeg sætter mig på en trappe og ser en gruppe ældre mennesker gør sig klar. Mændene binder lange sølvskærf om deres maver og kvinderne har hvide sko med røde pong ponger på.

Det er søndag. Jeg er taget til den sidste drink’n’draw og har udfordret mig selv – og min tålmodighed – med to skitser af 50 minutter i stedet for skitser af 3, 5 og 10 minutter. De 2×50 minutter går overraskende hurtigt. Vi er ikke så mange som om fredagene – en belgisk kvinde, der mangler venner, fordi hun har rejst meget i forbindelse med hendes job og  hellere vil tale om sig selv, end spørge ind til os andre (tænker jeg ved mig selv). En tidligere arkitekt, der engang for ti år siden besøgte Danmark, men har glemt, hvad hovedstaden hedder, en indisk mand, der arbejder i Tyskland og har fundet arrangementet gennem AirBnB (hvilket jeg ikke vidste, man kunne). De andre taler jeg ikke med, da de ikke rejser sig efter vin eller/og chips i pausen. Jeg siger farvel til arrangøren, da jeg går, og vi giver hinanden to akavede kys på hver kind.

Mandag aften er vi færre til den engelske bogklub end sidst, og den irriterende kvinde, er knap så irriterende. Vi snakker mere om bogen og litteratur denne gang. Alle kommer til orde mig selv inkluderet. Jeg får sagt, det er min anden og sidste gang i deres selskab. Det er det ikke alle, der tror på, da jeg siger, jeg har boet i byen tre måneder ”Three months is enoughed to get attached.”

Da jeg bagefter står og er ved at betale min americano falder jeg i snak med en af deltagerne. En ældre kvinde, der har arbejdet som lærer og har haft en udvekslingsklasse fra Roskilde. Hun er vild med Danmark og spørger, om jeg går op i fodbold og om Danmark er dygtige til det. Det gør jeg ikke og det tror jeg ikke, men kommer i tanke om, jeg kan blære mig med det kvindelige landshold og deres sølvmedalje til EU, så det gør jeg. Damen siger, hun kender til konflikten mellem DBU og landsholdet, og den kamp, der aldrig blev spillet. Det viser sig, hun er en passioneret fodboldfan. Jeg er imponeret.

Besøger Casa Batlló og Fundacío Mapfre. Betaler 23 euro for Casa Batla og 3 for Mapfre og er mere imponeret over Mapfre, som jeg ingen forventninger har til, men der er en udstilling med Rodin, som er virkelig interessant og jeg bruger lang tid på.

Onsdagen har E og M og jeg planlagt en middag, inden jeg rejser. Vi laver kylling og karry med ris og drikker (dyr) rødvin, som koster ml. 8-10 euro, altså det der er en billig vin i Danmark. Jeg får et chok, da jeg tilbage og køber en juice, en kaffe og en sandwich hos Lagkagehuset i lufthaven, mens jeg venter på bussen til Aarhus. Danmark er et dyrt land.

Jeg ved ikke, hvordan vi kommer ind på det, men E og M fortæller mig, jeg er typisk skandinaver med mit blonde hår. Der opstår en lille identitetskrise. Blondine og typisk skandinaver? Ikke når jeg er i Danmark. Men åbenbart når jeg er i Spanien.

Samler mine småpenge sammen og hælder dem i en tiggers kop. Han bliver så glad, at jeg næsten begynder at græde. Mønterne er små og jeg tvivler på, han kan skrabe mere end 5 euro sammen, men han er taknemmelig. “Felix Navidad” ønsker vi hinanden og julestemningen indtræffer.

Jeg sætter mig i en taxa og kører mod det, jeg og chaufføren tror, er lufthavnshotellet. Trods flere stop for at spørge – bl.a. politiet – om vej og et telefonopkald sætter han mig af det forkerte sted. Der er ingen reservation i mit navn. Receptionisten siger, jeg skal tage tilbage til terminal 1, hvor der også er et hotel. Jeg finder ingen hotel, og da jeg spørger i turistinformationen, bliver jeg mødt af de mest arrogante og røvirriterende mennesker, der ikke er til nogen hjælp. Til sidst, efter flere timers søgen, finder jeg den rigtige adresse og tager en taxa dertil.

Da jeg er ankommet, chekket ind og har ringet til min far, hvis kald jeg afviste tidligere, ser jeg et skilt til en swimmingpool. Tager en badedragt og et håndklæde. Det viser sig at være en udendørs swimmingpool, der er lukket for sæsonen. I stedet tager jeg et langt karbad og bestiller efterfølgende room service (en virkelig dårlig cesar salat, men serveret overdådigt), mens jeg ser dagens afsnit af “Jul på vesterbro” og nogle afsnit af venner i den store seng. Jeg lægger mig til at sove tidligt, men kan ikke rigtig falde i søvn.

N skriver en besked ”Er du klar til at komme hjem? Det virker som om, du trives på farten…”

 

 

“Eso significa suerte”

Det er mandag. Jeg har planlagt at besøge MACBA – Museum d’Art Contemporani de Barcelona – et museum jeg har glædet mig til at besøge. Museets arkitektur er ret fantastisk og spetakulært, og jeg forstår, hvorfor skaterne holder til her. Foran museets indgang er placeret et bord og der hænger flyers overalt på flere sprog, heriblandt kinesisk. Jeg får stukket en flyver på engelsk i hånden, da jeg spørger det strejkende personale, om jeg kan gå ind. Jeg læser, at medarbejderne er utilfredse med nedskæringer i deres arbejdstimer. Da der intet personale er, udover det strejkende og vagter og personalet i museums-shoppen, er entre gratis. Jeg går ind.

Jeg glæder mig til at se udstillingen om poeten Brossa – “Poesía Brossa”, men da jeg hverken har læst litteratur af ham eller forstår, da al information er på spansk, er det en overfladisk oplevelse. Til gengæld bliver jeg positivt overrasket over udstillingen “Bajo La Superficie”, der fokuserer på det, der var, i stedet for at skabe noget fra bunden. Det gamle og historien forsvinder ikke. På udstillingen kan man bl.a. se spor efter flag og en bogreol. Flagene og bogreolen er der ikke længere, men det er afmærkningerne. Hvordan vores hjerne aflæser koder og forbinder dem med historier og objekter, fascinerer mig, og denne udstillings simple måde at udstille det på fungerer – for det meste. Værkerne minder mig om et værk fra Boros Bunker i Berlin, som jeg har glemt navnet på, men værket består af et lag plakater.

Det er onsdag og billigt at gå i Yelmo Cines, der lægger 10 minutter fra, hvor jeg bor. Jeg betaler 2,90 euro for at se “Madre”, en film som slet ikke er, hvad jeg forestiller mig. Jeg husker at have læst, hvordan filmfolkene under filmvisningen i Cannes buhede. Forsøger at bestille billetten på spansk, øver sætningen i mit hoved, men tøver. Damen bag skranten slår over i engelsk. Forbandede blufærdighed. Af alle de mange mærkelige film jeg har set, er det her den mærkeligste. Jeg tror, den handler om at betale en for høj pris (kærlighed, familie) for kunsten. Scenen er sat. Det tordner og regner hele aftenen og natten.

Følelsen af at være anonym i en storby. Gå alene i biografen. Gå alene på museer. Spise alene på cafeer og restauranter. Have tid til at være nysgerrig, stoppe op og udforske. Måske er jeg skabt til at være alene. Passe ind alle steder og ingen steder. Den ultimative frihedsfølelse, er det?

Picasso-museet er gratis torsdage efter 18. Jeg læser på hjemmesiden, at man skal reservere billetter. Overvejer at dukke op og satse på mit held (dem der kender mig, forstår ironien i denne sætning). Der er udsolgt, da jeg kommer, så heldigvis har jeg booket en tid. Valgte 20.30 og kommer en halv time før, hvor jeg når at overvære en gudstjeneste i Santa Anna de Barcelona.

Jeg sætter mig på en bænk og lytter. Kirkerummet virker overvældende med dets himmelhøje loft, og jeg har svært ved at holde tårerne på afstand. Sender en tanke til Pocha. En kold vind vind med en varm luft blæser ind gennem døren. Tænker på alle de mennesker, vi har mistet. William. Pocha. Bedstemor. Mormor. Smider en euro og tænder et lys for Pocha.

Jeg beundrer dem, der har en stærk tro, er i stand til at overlade sin skæbne til andre. Slippe dødsangsten.

Der er virkelig mange mennesker på Picasso Museet. Mange går forgæves. Jeg er lige ved at overse den blå periode og må gå igennem udstillingen en gang til for at finde den. Picassos første perioder interesserer mig mindre end hans kubisme. Det er som om, han finder sig selv senere. Der er noget med øjnene på tegningerne, der undrer mig, som om det ene øje er sløret på samtlige personer.

Den her by er så fuld af kunst.

Ekspedienten i museums-butikken overser mig, da hun lukker butikken. Da hun får øje på mig, undskylder hun og fjerner banneret, hun har sat op for at blokere indgangen, og lader mig komme ud. Jeg griner, fordi, det er sjovt. Og typisk.

Spiser en burger og drikker et glas rødvin på en vietnamesisk streetfood deli.

Træder i en kæmpe hundelort. En kakerlak løber forbi mig, da jeg forsøger at fjerne hundelorten ved at gnide undersålen af min fod mod en kantsten.

Det er tirsdag. Casay Bonay  viser dokumentaren – “In no Hurry”  og serverer to små tacos og en øl for 15 euro. Vi smider os i den kæmpe sofa foran lærredet, L og jeg. Instruktøren er til stede og svarer efter filmvisningen på spørgsmål. Filmen er om gadefotograf og original Saul Leiter. Han er en spændende kunstner og et spændende menneske. Man er underholdt og oplyst i hans selskab.

Jeg er på vej til Meetup Language Exchange Spanish/English, som er et ugentligt event. Det er fredag. Trykker på linket, som åbner i google maps. Jeg står midt på en vej, hvor kun få mennesker passerer, da min telefon fortæller mig, jeg er ankommet. Der ligger en lille bar ovenpå metroen, som er ved at lukke. Det kan umuligt være her.

En time senere end jeg planlagde, da jeg gik hjemmefra, ankommer jeg. Klokken er 21.00. Baren ligger i Barcelona Estacio França.

Da jeg træder ind på stationen, mærker jeg noget varmt og vådt løbe ned over mig. Der er fuglelort overalt. I håret, på jakken og på bukserne. Aldrig er jeg blevet skidt så meget på. Det stinker så kraftigt, at jeg føler, jeg bliver nødt til at italesætte det, for de mennesker jeg møder.

Rengøringsdamen ser det og siger en masse på spansk. Et af ordene – fuerte – slår jeg senere op og ser det ganske rigtigt betyder held. Jeg bliver guidet til toilettet og forsøger at vaske det værste af. Et øjeblik forveksler jeg fugleklatten i mit hår med grå hår og river et af dem ud i en slags panisk handling.

Jeg oplyser mine sprog (dansk og engelsk), og det sprog, jeg gerne vil øve (spansk). Da jeg har fået mit klistermærke, går jeg målrettet mod baren for at bestille en øl og have et sted at gøre af mig selv. Jeg når lige akkurat at få stukket øllen i hånden, da E henvender sig. E er en 24-årig pianist fra Barcelona, som har boet de sidste 3 måneder hjemme hos sine forældre i Pobleneu. Han er lige kommet tilbage fra udveksling i USA. Vi finder et bord og slår os ned. Samtalen foregår på engelsk, da mit spanske ikke er godt nok til at føre en samtale. Endnu. Jeg spørger, om han ikke skal have noget at drikke. Han drikker ikke, da han er overbevist om, han tidligere har drukket noget, der gør, han bliver fuld af ingenting. Tænker, det er sjovt, man altid har – eller føler, man skal have – en undskyldning for ikke at drikke alkohol. Jeg foreslår vand. Han køber en vand.

To kvinder midt i tyverne fra henholdsvis USA og UK, der begge underviser på spanske skoler, slår sig ned, da jeg inviterer dem til det. De virker ikke synderligt interesseret i vores selskab. To italienere, en mand på 33 og S en kvindelig Erasmus-studerende på 22 slår sig også ned. Manden går på toilettet og forsvinder. To mænd fra Barcelona, der studerer økonomi kommer til. De skal videre i byen og inviterer S og jeg med. Vi bliver. Den ene af mændene fortæller mig, at katalanere med gode engelsk-kundskaber, er de katalanere, der har gået på private skoler. Undervisningen i engelsk på de offentlige skoler er tilsyneladende meget ringe.

Jeg udveksler kontakter med den spanske E og den italienske S. S har sagt ja til at deltage i den engelske bogklub og E vil gerne på museer, faktisk bliver han ret begejstret, da jeg fortæller, jeg har en Master i Arts. De tror alle jeg er yngre og på trods af en hyggelig aften, beslutter jeg, at mit næste meetup skal være mere specificeret, så jeg kan møde nogen  jævnaldrene. Jeg melder mig til Drink and Draw and Snacks samt Rooftop Yoga Workshop som de næste meetups.

S har senere fortalt mig, hun spottede mig allerede i køen, da hun kunne se, vi begge var alene.

E har aldrig fulgt op på vores aftale om museum-besøg. Det har jeg heller ikke.

En rotte løber forbi mig på vejen hjem.

Mødes med L til kaffe (og kage!). Det er søndag. Vi tager i CaiXaForum og ser en Andy Warhol udstillingen. Jeg har ikke mange forventninger og bliver derfor positivt overrasket. Især hans små video-portætter af kendte personager som Edie Sedgwick og Bob Dylan fascinerer mig.

L tager hjem efter Warhol. Jeg bliver og ser endnu en udstilling “H(a)unting Images –  Anatomy of a  Shot”, et samarbejde mellem MACBA, CaiXaForum og unge kuratorer. Fokus er på kunsten set gennem våben (shot). Udstillingen er ikke prangende, men der er nogle få fotografier, der taler til mig på grund af en stærk kontrast, fx et efterladt krigslandskab, der udgør et æstetisk smukt fotografi.

Arbejder nogle timer på Cosmo Cafe and Gallery nær universitetet. Området er ungt og internationalt. Der kommer flere skandinavisktalende forbi. Jeg har læst et sted, det er et godt sted at arbejde, men undrer mig, da der ikke er noget wifi.

I stedet for at tage metroen tilbage, beslutter jeg mig for at gå hjem. Jeg finder en bog-butik med et kæmpe udvalg af engelsk bøger. Følelsen man får, når man er spændt, fordi man skal rejse eller glæder sig til en koncert eller lign., dén følelse får jeg (også), når jeg træder ind i en (god) bog-butik. De har ikke “Boy, snow, bird” af Helen Oyeyemi, der er bogen, vi skal tale om i den engelske bogklub. Ekspedienten henviser mig til en anden bogbutik længere nede af gaden. Her finder jeg den, og den er billig. På vejen hjem kommer jeg forbi “Humana”, som er den genbrugsbutik E anbefalde mig, da hun stolt viste sin nyindkøbte læderjakke frem, “It is not ekspensive, it is not vintage”.

Det er fredag. Jeg er på stranden. Det blæser og skyer trækker ind over himlen. Jeg tænker, vejret varsler noget. Da jeg går hjem, hører jeg byen larme og undrer mig over hvorfor. Da jeg kommer hjem, kan jeg læse, at det catalonske styre har erklæret selvstændighed.

Står sent op. Læser korrektur. Vasker det tøj fuglen sked på (bukser og jakke). Spiser menu del dia (som er lasagne) på en cafe i nærheden. Den er ikke opvarmet nok i midten. Jeg ignorerer det. Drikker en kaffe. Ignorerer den planlagte løbetur og er rasende på mig selv.

Temperaturen er dalene. Jeg sidder i shorts og en kashmir-sweater og bilder mig ind, jeg fryser. Man vænner sig hurtigt til varmen.

En dreng stiller sig op og tisser i plantebedet foran cafeen. Manden der sidder og drikker espresso, ryster på hovedet og forsøger at lokalisere hans forældre.

Fredag aften tager jeg til Drink and Draw and Snack hos Art Club Barcelona, som viser sig at være et hyggeligt lille studio gemt i en af Barcelonas små gader i indre by. Da jeg træder ind, sidder der en håndfuld mennesker med imødekommende smil. De hilser alle.  Modellen er overraskende god og vælger stillinger, der udfordrer øjets perspektiv mest. Det er ikke min bedste tegne-session nogensinde. Men jeg føler mig hjemme.

En af de andre deltagere ser dansk ud (ja, man kan spotte os). “I get that a lot” siger hun, men det viser sig, hun er fra Holland. Jeg falder i snak med et ægtepar, der er vilde med tv-serien Rita, som de har set på Netflix. Manden R er fra Brasilien og kvinden I fra Finland. Vi bliver hængende til vin og snacks.  Arrangøren inviterer os til at drikke en øl med ham og de andre. Ægteparret, der bor lidt udenfor Barcelona, takker ja, men ser, at de skal nå deres tog. Vi udveksler telefon-numre.

På vejen hjem løber en gruppe på rulleskøjter forbi mig. Det er åbenbart en fredagsting her i Barcelona. Rulleskøjteløb. Det minder mig om min yngste søster, der brugte timer og timer og flere timer igen på at rulle i ring på parkeringspladsen foran vores hjem i Vestjylland. Jeg sender hende en besked.

Jeg falder sent i søvn, da søsteren har fjernsynet tændt og er faldet i søvn i sofaen uden at slukke det, og jeg nænner ikke at slukke det og vække hende. Da M kommer tilbage fra byen, slukker hun tv’et og der bliver stille. Det er morgen. Jeg beslutter mig for at købe nogle ørepropper og en sovemaske.

Lørdag eftermiddag har jeg tilmeldt mig en to timers inversion workshop på en rooftop i indre by. Jeg er i tvivl om, hvad intervension er. Tænker at det er noget med hovedstand. Ganske rigtigt. For at komme til tagterrassen kan man tage Barcelonas ældste elevator til 4. sal og gå det sidste stykke. Jeg tager et foto af elevatoren. Et foto der på ingen måde yder hverken elevatoren eller opgangen retfærdighed.

Jeg kan mærke varmen og mit blodsukker er lavt. Jeg har kun drukket kaffe og spist et stykke brød og en yoghurt, hvilket jeg nu indser, er ret dumt. Klokken er 15. Overvejer at smide min t-shirt og træne i sports-bh, men er for blufærdig. Da jeg bliver svimmel efter et forsøg på håndstand, smider jeg den alligevel. En af de andre piger gør det samme. Hun må have haft det ligesom mig. Forbandede blufærdighed.

Til workshoppen møder jeg N, der er nordmand. Hun har boet fire år i Madrid, hvor hun har en spansk kæreste. For nyligt har hun fået en 2-årig kontrakt i Barcelona “I don’t wanna leave Spain”. Vi spiser frokost sammen og udveksler kontakter. Klokken er 18.30, da jeg er hjemme. Her i Barcelona går man aldrig ud for at komme hjem en time efter.

Det ringer ofte på dørtelefonen. Højtaleren er i stykker og jeg vælger bevist at ignorere den hver gang den ringer.

Jeg registrerer mig på et job site for european language jobs og markerer mig som bosiddende i Barcelona. Jeg smider et opslag på Danskere i Barcelona – Jobs. En mand smider en kommentar, skriver, at jeg muligvis vil passe ind, hvor han arbejder. Jeg har søgt en stilling som copywriter hos dem tidligere.

Dagen efter modtager jeg en alenlang mail på FB fra en ansat på stedet, der advarer mig mod at involvere mig i firmaet.

Ser en dokumentar om Joan Didion på Netflix. Dokumentaristen interviewer en af Joans venner, som fortæller, at Joan, for at finde ud af, hvordan hun føler og tænker, skriver. Det er det, ordene kan. Jeg forstår. Den magt har de. De former mig, når jeg former dem.

Søndag vågner jeg op til en besked fra R, der spørger, om jeg vil med på en dags-udflugt. Der er også en besked fra S og en invitation til en gratis yogatime om søndagen og igen mandag. Jeg skynder mig at booke den mandag.

Det er tirsdag d. 31. oktober, reformationsdag og hellidag i Berlin. I Barcelona er det Diá de Muertes og hellidag onsdag. Vi fejrer Halloween tirsdag.

Jeg mødes m L for at brevstemme til kommunal og regionsvalg. Jeg har taget testen på altinget.dk, hvor jeg har fundet de partier, jeg er mest enige med. Den personlige stemme er jeg ikke godt nok oplyst til at sætte, desværre. Liberal Alliance er ikke underligt det parti, jeg er mest uenig med. Udover L og jeg har der i været to andre danskere for at brevstemme.

S, M, E og jeg tager til fest på Casa Bonay, der serverer mad (mod betalling) og dansemusik. Jeg har købt en kappe med guldskelletter i en af Chinos’ene (gigantiske små shops, der har alt, hvad man behøver, ejet af kinesere), og jeg har malet mine øjne mørke og min hud bleg. S har lånt et kostume af en kollega og kommer klædt ud som brud.

“Did you put something on to make you skin look white?” spørger E. Men alt jeg har gjort, er, at sminke mig med den foundation, jeg brugte i Danmark.

På dansegulvet kysser en kvinde mig på kinden, mens hendes veninde fotograferer os. Jeg har ingen idé om hvorfor. De fotograferer også S, som spørger “Do they think we are celebrities?”.  M’s barndomsven fra Argentina slutter sig til selskabet. Han arbejder som copywriter og drømmer om at rejse Europa rundt og feste på klubber.

Onsdag lykkedes det mig at bestille take away på spansk. Tre små burritos. Jeg vågner uden tømmermænd.

CCCB, der er et kulturcenter med udstillinger etc., ser jeg sammen med L udstilingen “Don’t follow the wind 2015-20XX”. Via virtuelle briller får vi adgang til Fukushima, hvor hjem er forladte og gaderne mennesketomme. Værkets koncept er stærkt og bag står bl.a. kunstnerne Ai Wei Wei, som er kendt for at sætte fokus på klimakrisen med sin kunst. De virtuelle briller (som vistnok er en telefon…) er gemt i papmache-figurer formet som “Okiagari-Kobashi”, der er kinesisk legetøj, man startede med at lave i hånden for 400 år siden. De er bygget, så de altid vil rejse sig igen, hvis man skubber til dem. I dag er de symbol på, hvordan Japan rejste sig efter jordskælvet i 2011.

Vi ser en anden udstilling. En kommentar til klimakrisen. Desværre er der løftet pegefinger og skoleudflugt over udstillingen – især den fortællende stemme, der går igen – irriterer. Show it, don’t tell it! Stemmen har dog ret i, at vi mennesker er utrolige stupide, når vi tror, vi er en overlegen race. Vi er jo for fanden afhængige af dyrene og planterne, uden dem, er vi intet.

Fredag forsøger jeg at finde cafeen i boghandlen La Central , da jeg har læst, det er et godt arbejdssted. Det viser sig, at der er flere La Central, og jeg forvilder mig ind i to, før jeg finder den, der har en cafe – men den ene af de to har en kæmpe afdeling med kunstbøger, som jeg bruger lang tid på at kigge i og på. Til sidst finder jeg den boghandel med cafeen. Der er en hyggelig atmosfære og folk sidder og arbejder, men der er ingen stik-kontakter, så det fungerer ikke for mig som arbejdssted. Jeg bestiller en kop kaffe og en chokolade/banan kage og læser lidt i den bog, jeg skal være færdig med til den engelsk bogklub om en uges tid.

Inden jeg finder cafeen i La Central,  vælger jeg at spiser frokost på Flex and Kale. Jeg får valget mellem at sidde ude ved et bord alene eller inden ved et langbord sammen med andre. Jeg vælger langbordet, da det er hyggeligst. Spiser en vegansk lasagne og drikker en juice, mens jeg skriver postkort. Først da jeg skal på toilettet, ser jeg, at der er en hyggelig terrasse på taget.

Drink and Draw and Snack. Short Poses. Det er fredag og R har skrevet og spurgt, om jeg vil med, da det i dag er en mandlig model og han ikke har tegnet mandlige modeller før.

Da jeg træder ind på Art Club Barcelona, hilser en kvinde, som om hun kender mig, siger hola, smiler stort og giver et kys på hver kind. Måske er det måden, de gør det på her. Jeg er i tvivl, og ser hende ikke hilse på andre på samme måde.

R og jeg går med de andre ud og får nogle øl på en bar i nærheden. En mand fra tegnegruppen dumper ned i sofaen ved siden mig. Han er høj, stor, mørkhåret og har brune øjne. Han ser godt ud, men da han åbner munden forsvinder charmen. Han er mere beruset end først antaget. Jeg spørger, fordi jeg er nysgerrig, om han stemte til referendum. “Nej – og faktisk stemmer jeg aldrig. Nu fik du mere information, end du bad om”, siger han. “Jeg går ikke op i politik, jeg vil bare tegne, drikke vin og nyde livet.”  Jeg svarer et eller andet, som får ham til at tale om sin mor – “Du lyder som min mor.” “Måske er jeg din mor”, siger jeg og ærger mig over, hvordan charme kan forsvinde så pludseligt.

E har iført sig en lille top og spørger mig, om jeg synes, det er ok til den elektroniske festival , hende og M skal til. Jeg peger på hendes arme og hendes mave, som er dækket i hvid creme, og spørger, om det er en del af et kostume. Hun griner og bliver opmærksom på, hun er midt i at afblege sine hår på arme og omkring navlen. “You don’t have this problem, but this is normal here”, siger hun.

Det er lørdag aften. N og jeg mødes på Palo Alto Market kl. 19.00. Det er en smuk, grøn plads med lyskæder, kunsthåndværk og madboder. Det begynder at regne og der går ikke længe, inden markedet er tomt for mennesker og boderne lukket ned. Sådan er Spanien, når det regner. Vi sidder to skandinavere med en bakke nachos og hver vores øl under et shelter. Udover os er der kun to andre at spotte, og personalet, der er ved at lukke ned for den sidste mad-bod.

Søndag mødes jeg med L til morgenmad. Bagefter står vi i kø i tre kvarter for at komme ind på et marked, hvor alt koster 1 euro – også entre. Det er et rivegilde og man skal bane sig vej i menneskemængden og hænge ved, hvis man ser noget, man vil have. Vi kan først trække vejret ordentligt, da vi kommer ud, men vi gør begge nogle fine køb.

 

En hyldest til poeten Leonard

Vi vågner op til en anden verden.

Men du tager os i hånden og vi danser sammen til der ikke er mere kærlighed.

På en trappe i Barcelona sang en gademusikant en af dine sang.

Vi lyttede.

Hallelujah.

Men det her er ikke måden at sige farvel på.

Vi gemmer den sidste dans.

Kærligheden er her stadig.

First we take Manhattan…

 

 

Jeg er ikke god nog

I undrer jer over, jeg ikke kan stave til nok. Det kan jeg. Men det kan den kunstner, der har lavet nedenstående værk på billedet, ikke. Hun er ordblind. Hun føler sig ikke god nog. eller nok. Vi kender alle følelsen, så da en veninde sendte mig billedet i forbindelse med et skriveprojekt, vi arbejder på, skrev jeg denne tekst. Når jeg læser den nu, har jeg svært ved at genkende min egen stemme, men stemmen er min og den taler igennem ordene, der nedfældes. Jeg er ikke sikker på, at jeg tror på det, der står, men det er mine ord, og dem kan jeg ikke løbe fra.

Er vi skabt til noget. Eller skaber vi os selv.

 

jegerikkegodnog

Angsten for at læne sig tilbage og hvile i trygheden. Opmærksomheden der er konstant. Løs og søvnløs, som befinder du dig i en drøm hele livet, i frygt for at vågne og se, det du ikke kan rumme at se. Du er erstattelig. En af mange. Kroppene er ens, graver du 6 meter ned, vil du se. Jeg erstatter dig, førhen og sidenhen. Vi var ikke gode nok til at rumme hinanden, eller du var ikke god nok til at rumme mig og jeg var ikke god nok til at rumme dig. Jeg erstatter og erstattes af en anden hud med en anden hud. Følelsen af ikke af være noget eller nok, den samme følelse af at være alle i en. Ikke at kunne være den, du vil have jeg skal være, når jeg skal være hende eller ham. Jeg fejler konstant. Fejlen begås, når jeg tror, vi er unikke. At jeg er skabt til dette eller til dig.

Berlin Art Week#2

WP_001031

Kl. er lidt i ni og jeg står foran busholdepladsen sammen med fremmede men velkendte ansigter. Tre af os skal til Berlin. Den ene bor i Berlin og arbejder som freelancetekstforfatter og på Zalando med svenskere og nordmænd, den anden skal på et halvt års udveksling i forbindelse med sit studie i statskundskab. Hendes kæreste er med for at tage afsked. Vores buschauffør er tysk og går ikke så meget op i tid, som danskeren har for vane. Vores tur er sat til at vare 10 timer, men bliver forkortet med to, da minibussen vi er med, kører stærkere og holder færre pauser. I Kolding samler vi en mand op og i Vejle en dame. Hvad de skal i Berlin, finder jeg aldrig ud af. Damen virker modsat den bosatte berliner meget uinteresseret i selskab. Vi holder 30 minutters pause på en tysk motorvejscafe, hvor jeg køber en kop kaffe, som jeg står med, og ved ikke rigtigt, hvad jeg skal gøre af mig selv, da buschaufføren vinker mig ned til bordet, hvor han sidder med sin pølsemix og sin pudding. Jeg er ikke sulten. Han begynder en samtale – på tysk! Jeg forstår det meste, men kan hører de ord og sætningskonstruktioner der dannes og forlader mine læber, ikke er til at forstå, og jeg har ret. Samtalen finder nu sted på engelsk, og jeg tænker, jeg skal have genopfrisket mine tyskkundskaber…

Berlin i regn. Berlin i sol. Berlin når det er koldt. Berlin når det er varmt. Besøg Berlin i efteråret og du vil opleve Berlin i al slags vejr. Jeg er her nu. I Berlin i kunstugen. Og jeg lider af FOMO (Fear of Missing Out). Alt skal høres, alt skal ses, alt skal nås. Men jeg hører aldrig alt og jeg ser aldrig alt og jeg når aldrig alt. SÅ denne gang er jeg på afvænning og nøjedes med to museer og to udvalgte udstillinger – Augen Auf! – en udstilling om 100 år med Leica fotografiet på C/O Berlin og Cindy Sherman på Me Collectors Room. Ellers blev der tid til kaffeaftaler, lange gåture, middage og sofahygge.

Augen Auf! – 100 jahre auf Leica @C/O Berlin

Teknologi forandrer, det ved alle der lever i dette årtusinde. Vi har set det ske. Internettet. Mobiltelefonen. Det har ændret os og det har ændret vores verden. Verden er blevet global og vi (vesten) har fået mulighed for at ytre vores individuelle stemmer. (Leica)Kameraet har ligeledes ændret og formet den verden, vi ser i dag.

Billeder siger mere end tusinde ord, så da Leica 35 mm kameraet blev introduceret i midt 20erne, blev verdens stemme pludselig gennemtrængende. Stemmeren blev hørt, hvor de ikke før havde været hørt. Fotojournalismen blev en gren af journalismen, hvor fotodokumentation var med til at gengive et billede af verden, som den så ud og var. Leica gjorde det muligt at fange billeder i øjeblikkende, hvilket ikke havde været muligt før med de statiske kameraer, der krævede en iscenesat situation. I begyndelsen blev Leica brugt til æstetisk dokumentation af virkeligheden, senere som journalistisk og senere igen fandt fotograferne ud af, man kunne bruge kameraet til at fortælle, og fotografiet fik en ny subjektiv vinkling. Og så er der selvfølgelig modefotografiet, hvilket jeg mener bør sidestilles med kunstfotografiet (hvis I ikke forstår, så anbefaler jeg, I tjekker Richard Avedons fotografier ud, mode OG kunstfotograf).

Summa summarum, fotografiet har haft en helt enorm indflydelse på vores måde at se og forstå verden. En indflydelse, vi måske tager forgivet, men som denne udstilling, med den passende titel ”Augen Auf!”, minder os om.

Cindy Sherman @the collectors room

Cindy Sherman laver spontan kunst, der alligevel er så iscenesat, at man bliver forbavset og forblændet. Spontan kunst fordi den opstår i udførelsen. Iscenesat fordi hun er i stand til at manipulere situationer i øjeblikket. Cindy Sherman er ikke bare Cindy, hun er alle og ingen på én gang. Hun viser, hvordan vi alle rummer forskellige persona, når hun manipulerer sit ansigt eller sine omgivelser i forskellige situationer. Og vi tror på dem alle. Hun er hollywoodstjernen og hun er husmoderen (hun bruger udelukkende sig selv som model i sine fotografier). Hun siger kameraet er hendes værktøj, hvilket må siges at være et værktøj hun mestrer. Hvert fotografi forfører. Kommer I i nærheden af hendes værker, så opfordrer jeg jer til at lade jer forføre af hendes twistede, skæve, til tider skræmmende univers(er).

cindy

Untitled Film Still #48 1979, reprinted 1998 Cindy Sherman born 1954 Presented by Janet Wolfson de Botton 1996 http://www.tate.org.uk/art/work/P11518

 

 

kl. er lidt over ni og jeg står på Berlins buscentral. Vores bus vises ikke på skiltet med afgange, heldigvis får jeg øje på den, da der er ti minutter til den kører. Vi er 5 med bussen. Chaufføren fortæller, “kig til højre, kig til venstre”, og så råber han i mikrofonen, “Mai, gider du tjekke kaffemaskinen?”…

Få steder lykkedes det mig at være tilstede i nuet. Kunsten er et af de steder. Tak og på gensyn Berlin Art Week.

Og tak for hygge og husly, Gry.

We Are Real

wanr_foto_MichaScaarup-1024x685

Kontrakten er underskrevet. To midlertidige ansættelser og to vikariater blev til et job. Jeg er nu officielt voksen. Eller jeg har et ordinært voksenjob. Jeg er en del af Dansk Flygtningehjælp midt i en flygtningekrise. Andres ulykkelige skæbner blev mit levebrød. Jeg er en del af dét og alligevel er jeg så langt fra, at jeg ikke kan nå, ikke er i stand til at forestille mig, hvad det er, jeg er en del af. Min opgave er, at åbne døren op til et samfund, som jeg bliver mindre og mindre tryg ved selv at være en del af. Sammen lægger vi planer for en fremtid. Jeg frygter at møde mine kursister igen og se at disse planer ikke at blevet indfriet. At nogen på vejen har sluppet deres hænder og de har mistet deres vilje. Jeg frygter historierne. Dem om familierne, kæresten, manden, konen, børnene. Men de er vigtige, historierne. Det er vigtigt, jeg lytter og forstår. Det er vigtigt, du lytter til det, jeg fortæller dig. Viljen eksisterer.

Jeg tænder for mit TV og hører en masse støj, men samtidig ser jeg, hvordan vi finder sammen i forsøget på at stoppe støjen og i stedet hjælpe, hvor der er brug for hjælp. Alt det langt væk, er nu tæt på. Indslagene i TV – avisen er virkelige historier, som aldrig har været tættere på vores stuer. Vi forholder os. Nogen forholder sig ignorant og kritisk. Beviset på, vores lille samfund har glemt alt omkring dem i alt for mange år. Som at bedrage sin næste. Det vil altid blive opdaget. Man vil altid skulle forholde sig på et tidspunkt. Det tidspunkt er nu. Jeg græder og jeg smiler. Græder over de ignorante, smiler af de initiativrige. Jeg ser et skilt med denne tekst:

We Are Not Real/And can’t talk/About the ship/The water/The smell/The face/The screams/And the slowly/Dying voices/We can’t tell about/The fish entering/Our body openings/Biting/Our flesh/From our insides

We are dolls/And can’t say/The prayers/Told/In the cold/And softy/Water/We can only be/A memorial/Of thousands/Of thousands/Of thousands/Have a break/Have a cake/Please

(Christian Lollike)

Og jeg hører en soldat fortælle, hvor meningsløst det hele måske er. Og jeg tænker igen på historierne. Hvor vigtigt det er at dele for at forstå. ♠♥

 

SPOT – en note fra en festival

Jeg er omgivet af smukke mennesker. Solen skinner og sodavanden er skiftet ud til fordel for brus med promiller. Musikken spiller og jeg er i mit es. Min hjerte har overtaget min hjerne og jeg er åben, i dag, i nat. Og igen i morgen. Min krop fyldes med gift og min sjæl med fred. Hér er der ikke nogen mandag eller tirsdag eller hverdag. Her er tiden en anden. Den glider fra os for senere at minde os om, den findes. Jeg glider ind og ud af forskellige verdener. Nogle er nemmere at trænge ind i end andre, det er stemmen, det er lyden. Det er dit, det er mit. Vores. Scenen er sat. Replikkerne, kulisserne omfavner dig i melankoli eller kedsomhed eller i et lykkerus eller som et slag kommer det mod dig, vælter dig omkuld. I dag sidder jeg i min seng. Skriver, mens mine tarme skriger. Tiden eksisterer igen, og den fylder mig med tomhed. Jeg er mæt, fyldt op. Min krop er tung og alting går i slowmotion. Skyerne trækker sig sammen og skærmer for solen, lader tunge regndråber lave melodier på vinduerne. Musikken fortsætter.

Vi ses igen næste år, SPOT.

Her de kunstnere (vi nåede at se), der gjorde størst indtryk;

AquaSonic, Vinnie Who, Cancer, Dance! Dance! Dance! (visuel med Arsenal og Lydmor), Who killed Bambi, Kwammie Liv, SVIN. (og en masse flere, jeg sikkert har glemt). Og dét, vi gik glip af: Yung, The Entrepreneurs (m.fl. sikkert).

Rundkredsdemokratiet – eliten har ordet

debat

Det er mandag. De samles til et møde, som skal handle om byen og de der bor i den. De kender alle hinanden på samme måde, som man kender folk, man har set på tv. Man kan ikke nødvendigvis huske navnet, men man kan genkende ansigtet, så man smiler og siger hej og føler en fjern forbindelse. Eller bare en forbindelse. De er alle noget ved kulturen, eller også har de indflydelse på den. Som de politikere der ikke kan forstå, de kun modtager ganske få ideer til initiativ fra borgerne. Hun undrer sig, idet hun troede politikere var folkevalgt til selv at række ud, opsøge og tage initiativ. Tilsyneladende tog hun fejl. Denne debat har allerede gjort hende en smule klogere, og da den tidligere hjemløse mand rækker hånden op og spørger, hvad de vil gøre ved sådan nogle som ham, flygter de videre til det, de kender til. Stemningen skifter, men den tidligere hjemløse mand insisterer, og man bliver nødt til at forholde sig. Det gør man ved at sige, det ikke er ens beskæftigelsesområde, men man burde have haft en som ham i panellet. Could I, would I, should I,  på repeat. Vi er alle enige om, at vores by er vejen frem eller at byen er på vej frem. Hvorhen det er, bliver aldrig rigtig klart. Men visionerne mangler ikke, og fordi vi føler en forbindelse, os der er, accepterer vi. Og man aftaler også at man gerne vil fortsætte med at diskuterer byen i rundkredser rundtomkring. Da samtalen kommer til at handle om ghettoen og flygtninge og mangfoldighed og alles plads i byen, kommer hun i tanke om de nytilkomne flygtninge. Ham, hun mødte den anden dag, hvis ensomhed hun ikke kunne rumme. Dem, hun mødte, der taknemmeligt sugede alt byens liv til sig, når hun præsenterede den for dem. Ham, som kaldte hende over for at spørge, hvor hun kendte til alting fra? Hun kunne kun komme med et eliminerende svar, jeg holder øjne og ører åbne og kender folk. Men hvordan skulle en dreng uden sprog kunne tale med kulturens elite eller bare kunne gennemskue, hvor og hvordan. Hun ved godt selv det er et fjollet svar. Og hun ved godt selv at de, dem, der suger byen til sig, når man præsentere den for dem, ikke vil være tilstede her. Dem der er her, er allerde indsuget i byen, og de kender hinanden på kryds og tværs – eller på tværs af krydser. Da bydebatten slutter er det blevet mørkt. Hun cykler på en cykel uden lys og håber på, hun ikke modtager en bøde, hun ikke vil være i stand til at betale. En alkoholpåvirket mand spytter mod hende, og hun vender sig for at se, om hun var målet, mens han råber “pas på din so” efter hende. Og hun tænker, udenfor kredsen er man ikke længere isoleret.  Manden på gaden har kun skældsord til kvinden i kredsen, som han ikke kender navnet på.

Bøsser, bøger og Banksy (fra A til B)

WP_000841

WP_000886

WP_000890

 

Hun har nævnt det før, måden hvorpå hun er fjern i sin måde at optræde i denne verden. Hvordan vejen aldrig er lige, og hvordan hendes distræte sind er medvirkende til, at hun falder inden hun flyver. Også denne gang. Pengene er få og udlængslen stor, så da hun fik tilbuddet om at komme væk fra sig selv, ikke gå i flere cirkler, indånde en anden luft, hvor tankerne ikke bliver hængende så tungt, tager hun selvfølgelig imod. Også selvom det kun drejer sig om få dage. Hun havner i kø i en lille lufthavn, hvorfra fly, senere underground og tog skal bringe hende fra a (Aarhus) til b (Brighton). Men opdager snart, hun som den eneste holder et papir med en kode og ikke et boardingkort. Det koster hende 567 kr. at få lov at komme med flyet. Rejseomkostninger er dermed blevet fordoblet og humøret formindsket. Men hun fortsætter, letter og lander hårdt. Finder et tog, som tager hende til London, hvorfra hun finder en underground, som tager hende til et tog, som tager hende til B. På vejen ser hun, at Gatwick er tættere på, og tænker, hun snart bør flytte til en by, hvor flyene er nemmere at nå og bringer en tættere. Som rejsekammerater har hun et følge af højtråbende midaldrende mænd med topmaver og øl – og fodboldaccessories, de skal komme til at følge hende både frem og tilbage. Selvfølgelig er alt ikke ligetil, da hun lander, men hun letter og lander hårdt. Igen. I B (ikke igen, men for første gang). Og ganske rigtigt er luften anderledes. Tankerne forbliver vægtløse og tynger ikke, som de har for vane. Her er udsigt til horisonter af forskellige slags. Dem som binder himmel og hav sammen, og dem som giver mand og mand, kvinde og kvinde plads til at vise kærlighed, dem som strækker sig mod himlen for at nå noget, som kun kunsten kan, og gud intet har med at gøre. Her er Paris og her er Berlin. De er begge små, men findes. Paris i gaderne. Berlin i luften. Men hun er også kommet for at heppe på folk, der løber til de bryder sammen ved målstregen, hvis ikke før. Speakeren interviewer en mand, som løber sit hundrede marathon til fordel for bekæmpelse af kræft, men mest for sin kone, som han mistede til sygdommen. Han græder ned i mikrofonen, og hun vender sig og ser en kone der græder en tåre, og priser sig lykkelig for, at hendes solbrillerne skygger mellem hende og verden, så ingen kan se, at andres følelser påvirker hende hårdere end hendes egne. Hun er overvældet over den hårde landing. Over at være her med folk, som er overvældede. Byens liv, byens Banksy, byens billige bøger, byens barer. Byen som ligner andre byer. Banksy er ikke længere en Banksy, men en rekonstruktion af den mur, man har banket ned og solgt til en rig kunstsamler. Vi andre nøjes med resterne, og det er mere end rigeligt.