Om at flygte fra en krig

skaermbillede-2016-12-21-kl-16-39-03

Jeg mødte Rony for nogle år tilbage, da jeg arbejdede på en sommerskole for Dansk Flygtningehjælp. Rony, som er Roni på dansk, har et melankolsk sind, et gudsbenådet musikalsk talent og hans saz og hans stemme samler folk. Rony er flygtet fra Syrien. Jeg mødtes med ham på DOKK1 i Aarhus for at lytte til hans fortælling. Han er kommet i god tid, en halv time før vi har aftalt at mødes. Han starter med at rykke sin stol tættere på min, så mikrofonen bedre kan opfange, hvad han siger. I det han gør det, ved jeg, at det her bliver et svært interview.

“Jeg er lige kommet tilbage fra Grækenland. For seks – otte måneder siden lukkede de grænserne, så man hverken kan komme frem eller tilbage. I otte måneder har min fætter boet på grænsen med sin kone og barn i et telt. Jeg besøgte dem, for at se om de var okay. Min fætters fem-årige datter blev brændt i Syrien. Hun er heldig, at hun overlevede. Det var meget farligt. Hver dag skal min fætter købe salve til hende. Den koster mange penge, som han ikke kan betale. Hvad skal han gøre? Han kom til Europa og håbede, de ville passe på hans datter. Her er menneskerettigheder og demokrati. Men de lukkede grænserne. Det regner. Det er koldt. De er udenfor. Min fætter og hans familie er ikke okay. De mangler hjælp, men man hjalp dem ikke. De arbejder ikke, så hvordan skal de betale dyr salve? Der er en kvinde fra Grækenland, der de sidste to måneder har hjulpet flygtninge og taget dem med hjem. Hun hjalp også min fætter og hans familie. Men de er stadig ved grænsen. Og ved ikke, hvornår de kan komme videre. De ved det ikke.”

Har du hele din nærmeste familie i Danmark?

“Ja, de kom efter jeg havde været her et år.”

Hvorfor tog du afsted uden dem?

“For tre-fire år siden boede vi i Aleppo, men vi flygtede til en lille by lidt udenfor, hvor mine bedsteforældre boede. Det var svært at leve i Aleppo. Jeg var 24, ung og studerende. Hvis de fangede mig, skulle jeg være soldat. Man kan kun undgå det, hvis man betaler penge eller kender nogen i militæret. Jeg er ikke soldat og har aldrig tænkt, at jeg skulle være det. Jeg ville bare studere, være hjemme og sådan.”

Gik du i skole?

“Der var ikke skole i den by, vi boede i, så jeg sad bare derhjemme. Det var en lille by 60 km. uden for Aleppo. Der var ikke elektricitet, men jeg kunne lide det, for min familie var der, og vi kendte alle. Men så startede alle de politiske problemer. Enten var vi med Assad, eller måtte vi flygte. Det var svære regler. Man skulle være soldat, betale penge hver måned, sådan nogle ting. To gange kom de hjem til os.”

For at snakke med dig?

“Ja, de kom og sagde; ‘Dig, Rony. Du er ung, du skal være soldat og forsvare dit land og din by.’ Men jeg tænkte, at det ikke var et godt job, og at det ikke var gode mennesker, der var en del af det parti. Det er der rigtig mange, der tænker. De [partiet] forlanger penge, de lyver, de laver terror. Så min far og jeg flygtede.”

Din far og dig flygtede sammen?

“Ja. Vi tænkte, at når vi var i Danmark eller et andet land i Europa, kunne vi få familiesammenføring og få vores familie hertil. Min far kunne få min mor, min søster og min bror hertil. Men ikke mig, for jeg var over 18 år. Vi flygtede. Det var farligt, for de kunne fange mig. Men vi kom til Danmark.”

I flygtede fra Aleppo til Danmark?

“Vi flygtede først til den lille landsby udenfor Aleppo, hvor vi var noget tid. Jeg kan ikke huske om det var tre-fire måneder eller et år. Men vi var der i lang tid. Derefter flygtede vi til Tyrkiet, fra Tyrkiet til Grækenland, fra Grækenland til Italien og til sidst fra Italien til Danmark.”

Med båd? 

“Med båd og lastbil. Det var meget svært. Hvis politiet i Grækenland fangede dig, skulle du give dine fingeraftryk  [hvilket betyder, man er registreret i landet og skal blive der].”

I vidste, I ville til Danmark?

“Jeg havde min onkel her. Han havde fortalt, at det var et godt land. Jeg kunne studere og man kunne få familiesammenføring. Det var vigtigt, for da vi kom til Danmark, var min lillebror, lillesøster og mor alene i Syrien og det var farligt for dem. Der var ikke elektricitet og måske perioder med tre-fire dage uden vand.”

Hvor lang tid gik der, fra du kom til landet, til du fik opholdstilladelse?

“Jeg fik min opholdstilladelse efter 3 mdr., tror jeg. Efter et år havde min far ikke fået den. Vi ventede. Når vi ringede  [til udlændingestyrelsen] fik vi af vide, de var i gang med at gennemgå hans historie for at være sikre, og at vi bare skulle vente. D. 14. december har jeg været her i to år. Det er meget bedre i Danmark. For man lever her.”

Kunne du godt leve et liv i Danmark, når du vidste, din mor og dine søskende var i Syrien?

“Nej, det var ikke okay, når de var der [i Syrien]. Det var ikke så nemt. Jeg tænkte altid på dem. Nogen gange ringede jeg til dem en gang om ugen. Jeg gik i skole, men jeg var ikke okay”, siger han og peger mod sine tindinger, for at symbolisere alle tankerne. “Det er noget, du altid tænker på. Måske mest min far. Det var hans kone og hans børn.”

Tror du også, det var sværere for din far, fordi han levede et mindre aktivt liv end dig?

“Han fik ikke sin opholdstilladelse, før de [familien] kom, så han var altid på Asylcentre. Han var meget træt. Det ved jeg godt.”

Hvor lang tid opholdt du dig på Asylcentret?

“Jeg fik opholdstilladelsen efter 3 mdr., men flyttede til Aarhus fra Asylcentret efter 2 mdr.”

Hvordan var det på Asylcentret?

Rony kæmper for at finde ordene. Han kigger på mig. Hans udtryk siger mere, end de ord han famler efter. “Jeg tænkte altid på, hvad nu, hvis jeg ikke fik opholdstilladelsen.”

Hvad ville du gøre, hvis du ikke fik opholdstilladelsen?

“Jeg havde ikke lavet noget farligt eller ulovligt eller skabt problemer for nogen, og jeg havde ikke givet mine fingeraftryk i andre lande. Jeg var sikker på, jeg ville få den. Men jeg vidste ikke, hvor lang tid det ville tage.”

Hvis du var i Syrien i dag, hvordan ville dit liv så se ud – hvilke drømme ville du have?

“Efter krigen startede, tænker vi aldrig på fremtiden. Du kan ikke tænke. Der er ingen elektricitet. Der er altid problemer. Vi tog på universitetet og tog hjem. Vi tænkte ikke på, hvad der ville ske om et eller to år. Vi vidste ikke, om vi ville leve, eller nogen ville dræbe os, du ved. Før krigen startede, gik jeg på universitetet, drømte om at gøre min uddannelse færdig, arbejde som ingeniør, måske blive gift og sådan. Det var det normale liv, jeg skulle have.”

Har du fået de drømme tilbage, nu hvor du er i Danmark?

“Da jeg begyndte at arbejde for det frugtfirma, jeg arbejder for i dag og har arbejdet for et år, måske mere, sagde jeg, at jeg var færdig med at studere. Det var nok. Jeg skulle arbejde fem-seks år og så se, hvad der skete. Men for tre-fire måneder siden fik jeg mine eksamenspapirer fra Syrien. Jeg ringede til en ven og bad ham skaffe mine papirer fra Universitetet i Aleppo. Fordi jeg ikke er i Aleppo, kunne jeg ikke selv gøre det, ellers havde jeg gjort det. Min ven sagde, at det var meget svært, men ville gøre det, da han kendte nogle ansatte på universitetet. Jeg skulle betale ca. 1000 kr. for at få papirerne. Men det var meget vigtigt for mig, for uden mine papirer, kan jeg ikke læse videre. Jeg havde kun to år tilbage, før jeg ville være uddannet ingeniør, og jeg har måske mange år at leve i og jeg kan lide at studere. Jeg snakkede med en dansk ven til en julefrokost. Han arbejder med os i weekenderne og studerer i hverdagene. Han gav mig et regnestykke. Jeg er god til matematik og det var et nemt regnestykke. Men jeg kunne ikke løse det, fordi det er fire-fem år siden, jeg studerede i Syrien. Jeg burde have løst det på et minut. Efter det ændrede mine tanker sig omkring det at studere igen. Fordi jeg har meget energi”, siger han, mens han holder sine arme op i en kampposition der viser, han er klar til at tage kampen med matematikken op igen. “Nu har jeg sendt mine papirer til kommunen, for at de kan sende dem til København og få dem vurderet, så jeg kan blive accepteret. Jeg er også lige startet på sprogskole.”

Jeg troede, du var færdig på sprogskole. Vi sidder jo og har en samtale på dansk?

“Jeg stoppede efter 8 mdr. og jeg er lige startet igen. Da jeg startede på sprogskole efter asylcentret, tog de en test for at finde ud af, hvilket modul jeg skulle starte på. Jeg havde været tre mdr. i Danmark og jeg startede på danskuddannelse 3 modul 2  [de fleste starter på danskuddannelse 2]. Jeg ved ikke, hvordan jeg har lært det. Det er ikke let, men jeg snakker fem sprog – kurdisk, arabisk, tyrkisk og 60-70% engelsk og nu dansk. Det er aldrig let.”

Tænker du, nu hvor Syrien er ødelagt, at du skal blive i Danmark – ser du din fremtid her?

“Det er et farligt spørgsmål”, siger han og kan ikke skjule tristheden, der som en skygge knytter sig til spørgsmålet. “Vi er altid bange, når vi tænker på, om vi skal tilbage til Aleppo. Hvis Assad vinder, kan vi aldrig komme tilbage. Han kan ikke lide dem, der er imod ham. En dag dræber han. Hvis han vinder, skal vi aldrig tilbage. Jeg ved godt, han er en stor diktator. Da krigen startede var vi  [syrere] imod diktaturet. Vi vil demokrati og frihed. Jeg ved faktisk ikke, hvad jeg skal sige. Det er et svært spørgsmål…Det er svært måske, at skulle leve hele sit liv i Danmark, når jeg tænker på Aleppo, Syrien. Mit land. Skal jeg aldrig tilbage dertil? Jeg ved det ikke. Hvis de ikke stopper krigen, skal vi være her. Det er ikke dig, der har bestemt, du ville være her, men der er krig, så det bliver du nødt til. Det er svært. Jeg er i Danmark. Det er et godt land og jeg har lært sproget. Måske skal vi ikke tilbage. Men vi tager tilbage den dag, vi ved, at Syrien er okay. Hvis det ikke sker, er der problemer.” Vi griner begge for at afvæbne den sårbarhed, vi åbenlyst befinder os i, og har befundet os i, siden jeg stillede et farligt spørgsmål.

Har du mange venner tilbage i Syrien?

“Kun tre-fire. Ikke familie eller andre.”

Har du mistet?

“Selvfølgelig. Jeg har mistet min ven, som var soldat for Assad. De fangede ham. Han gad ikke. Hvad skulle han gøre?”

Føler du dig sikker og tryg her i Danmark?

“Her er sikkert. Men når vi ser problemerne i Europa, som terroren i Tyskland, bliver vi triste. Vi tænker, hvad laver han. Vi tænker, tag til Syrien og kæmp i stedet. Du må ikke kæmpe i Europa. Det er farligt. Du dræber mennesker. Når du har sort hår, er du altid bange, når nogen skaber problemer. Danskerne kigger på os og tænker, vi er ligesom ISIS. Men når nogen dræber, så bliver du også bange.”

Er du bange for, danskerne tror,  I er med til at dræbe og skabe problemer?

“Ja. Ikke flere problemer. Der er nok.”

Har du været ude for, at nogen har sagt noget til dig?

“En gang mødte jeg en. Han lavede sjov..” Rony bliver fjern i blikket..”Han spurgte, om jeg var terrorist, fordi jeg har sort hår og sort skæg. Han tænkte, at det var sjovt. Men det var ikke sjovt for mig. Det er svært. Der er nogen, der tror, at alle muslimer er et problem, fordi man har sort hår.”

Hvis du skal sige noget til danskerne, du synes er vigtigt, at de ved, hvad skal det så være?

“I skal kende os. I skal snakke med os. Lære os at kende som personer. De [danskerne] snakker med dig, men stopper altid fem meter fra dig”, siger han, mens han med sine hænder illustrerer en overflade. Den overflade han gerne vil, man bryder igennem.

Hvad vil du sige til flygtninge, der kommer til Danmark?

“Det er danskerne land. Når vi flytter hertil, skal vi være som jer.”

Hundred procent?

“Nej, fx behøver vi ikke spise det samme. Men vi skal følge reglerne. Vi er gæsterne. Hvis danskerne accepterer, at de betaler 40% i SKAT, skal vi også.”

Måske er der mange  [flygtninge], der ikke ved, hvad SKAT er?

“Ligesom mig. Jeg betaler bare. Og det er intet problem.” 🎄

Journalister på Danmarks Journalisthøjskole har lavet en meget ægte og ærlig film om Rony. I kan se filmen her.

Når angsten bliver kollektiv

earth

Vi var børn. Vores onkel fortalte dig en historie om trolde i skovene. Du plantede en frygt i dig, frygtede noget, du ikke kendte. Noget din fantasi skabte. Du forlader skovene og vender ikke tilbage. Havde du valgt at besøge skovene og slippe din frygt, ville du opleve, det du frygter, findes ikke. Du skaber det. Havde vi, der lyttede til fortællingen om trolde i skoven, også mærket frygten, ville skovene være forladt og troldene eksistere. Vi havde skabt dem.

Vi er voksne. Man fortæller os en historie om verden. Man skaber en kollektiv frygt. Man forstår, at der er meget ondskab at frygte. Vender man ryggen til verden, skaber man troldene.

Jeg har mødt mennesker, der har oplevet en verden, jeg aldrig kommer i nærheden af, men som kommer tæt på min. Sammen danner vi en ny. Vi vil alle det bedste for vores land. Hvis vi ikke er enige i, hvad det er, så lad os snakke om det. Dialog har tidligere virket i Danmark, så lad os holde fast i den, dialogen. Jeg er evigt taknemmeligt for, at de havnede lige præcis her, lige præcis nu, så vi kunne møde hinanden og forstå, der findes kun én verden, lad os få øje på den sammen. Lad os skabe en fortælling om verden, der er sand og ikke en fortælling, der er båret af frygten.