lykken er kort, synger folkehelten Kim, mens vi læser, vi er verdens lykkeligste folk[1]. Vi kender ikke til krig, sult og hungersnød, men overforbrug, fedme og ensomhed kender vi. Dét er, hvad dræber et lykkeligt folk.Vi står i kø på hovedbanen foran Donkin Donouts. Udenfor donoutbutikken sætter alkoholikerne flasken for munden og narkomanerne stikker kanylerne i venerne på Vesterbro. Alle er vi afhængige af hver vores drug. I Toftlund er krigen kommet og ignorancen går hånd i hånd med uvidenheden, når ægteparret spørger flygtningene ”hvorfor lige Danmark?”. Men der er plads til os alle i så yndigt et land. Lykkelige mennesker orker ikke smalltalk eller uanmeldte besøg. Vi vil hellere være ensomme end at fejle, medmindre Blachman banker på, så inviterer vi fredagsunderholdningen ind i stuerne. Lykkelige mennesker er kloge. Vi uddanner os til at vækste samfundet. At tælle kroner ikke tanker tæller for et lykkeligt folk. Vi piller dannelse ud af uddannelse, mens vi repeterer karakterskalaer og hepper på 12-talspigerne. Livet er langt, så vi arbejder alle vores timer væk. Vi har så travlt, at syvårskrisen bliver en seksårskrise. Vi mødes, vi skilles. Forelskelsen er en illusion, og fordi virkeligheden altid vender tilbage, kommer vi den i forkøbet. Lykken er kort. Men tosomhed findes igen på dating.dk eller med et svip til højre, så vi er stadig lykkelige. Vi er frisindende og åbne, vi skriger ja til homoægteskaber og ytringsfrihed, mens vi truer med at lukke overtossens psykiatriske museum i Risskov og hænger Kvium op i stuen og forbyder hovedtørklæder og moskeer og muslimer. Vi er kristne (på papiret), men ingen ved, hvad æg har med Jesus genopstandelse at gøre, men vi finder dem frem og fortærer dem. Til frokoster og til påskebryg. Kykliky osv. Vi sympatiserer med Jesus på korset, når vi bruger to dage på at genopstå efterfølgende. 
Vi klipper gækkebreve og sender dem. Mit navn det står med prikker…gæk, gæk….Kan du gætte, hvem jeg er? For jeg ved det ikke selv, så har du svaret, sender jeg dig et påskeæg fuld af taknemmelighed. Og måske gætter jeg, hvem du er, før du selv gør, og så har vi balladen. Vi værner om traditioner, som vi værner om vores lille land. Juleaften samles vi om træet, finder kasser med klodset julepynt og fine kugler frem, hænger op, piller ned, bytter rundt, til træet står smukkest i sin glans og Peter har den gren så kjær. Vi efterlader anden og ovnen og kører i kirke. Præsten velsigner os eller Gud eller menneskeheden? Vi er tilsyneladende mange, der vælger at besøge Guds hus, hvor det er allerkoldeste. Vi kører hjem til andesteg, rødkål og kartofler og et julepyntet bord, som står side om side med glansjuletræet og stadig bugner af iland og overflod. Vi spiser til vi er overmætte og fulde af selskab og højtid, måske en smule af vinen. Vi slår mave og danser om juletræ, mens vi synger samler på ukendte toner og falske melodier. Halleluja, et barn var født osv. osv. Vi pakker gaver ud, spiser og drikker os endnu mere fulde af højtid og helligdag. Det er over midnat og barnet er født… Vi elsker familien og naturen, råber vi i kor, mens vi afleverer børnene til en pædagog og nedlægger Børnenes Jord, hvor børn har leget med voksne, og voksne har leget, de stadig var børn, i et århusiansk øgadekvarter gennem generationer. Den globale opvarmning har narret et lykkeligt folk. Efterår, når kalenderen siger sommer. Det forvirrer, for lykkelige folk planlægger. Børn. Hus. Fremtiden. Og når planlægningen bliver for meget, begraver vi os i fortiden. Og heldigvis er der mange, der vil tage penge for at høre os tale om den.

[1] i år dog overgået af Island, men stadig i top 3 over lykkeligste folkefærd.