De stirrer på mig. De taler med mig. Du taler igennem mig. De taler om mig. Mig, der skal lære dem noget. Dem, som det senere skal vise sig, jeg spejler mig i. Alle mine erfaringer, al min viden.

Jeg spejler mig i dig. Du spejler mig. Det, du gør. Alle de erfaringer, jeg har. Det, du siger. Al den viden, jeg har. Du taler og jeg lytter. Jeg hører, hvad du siger, og jeg mærker, hvad du gør. Jeg mærker dig. Det, du vækker, eller det, du ikke vækker i mig. Jeg taler og du lytter.

Den erfaring, jeg ville ønske, jeg havde haft. De personer, jeg ville ønske, jeg havde mødt. Jeg er din konsulent. Jeg er din underviser. Din ven. Men du bliver min. Konsulent. Underviser. Ven. De ting, du ikke forstår. De job, du ikke kan få. De mennesker, der ikke griber din hånd.

Du skubber mine grænser. Du mangler initiativ. Du tager ikke ansvar for dit eget liv. Du lader det hele være op til mig. Du skyder skylden fra dig. Du fortæller mig, hvem jeg har lyst til at være. Og hvem, jeg ikke vil være. Du er dimittend fra østeeuropa, der kommer for råd og vejledning om job. Du er flygtning, der kommer for at forstå den kultur, du er kommet til. Du er menneske, jeg skal vejlede og undervise.

Du er manden, der tror, du kan det hele. Du er kvinden, der tror, du ikke kan noget. Du er pigen, der ikke forstår, hvad du laver her. Du er drengen, der ikke vil sige, du ikke forstår. Du er menneske, der insisterer på at blive set. Du er mennesker, der udvikler dig. Du er alt det, der bliver til vi. Alt det, der spejler mig, som spejler os. Vi spejler os i hinanden.

At lære fra sig, at lære om sig. Jeg er kvinden, der aldrig troede, jeg skulle undervise. Aldrig troede, jeg skulle spejle mig i jer.