Category / Tidsfordriv

by maitrosborg

En samtale med lægen

Foto: Maria Ovesen

Jeg havde bestilt tid til den obligatoriske undersøgelse for livmoderhalskræft efter at have fået en mail i min e-Boks med en påmindelse. Jeg booker en tid og tænder for P1, hvor værterne taler om kvinder, der ikke booker tid til screening for livmoderhalskræft. Det er sådan nogle som mig, der husker det. Højtuddannede kvinder, der prioriterer deres helbred (læs: sig selv) og godt kan overskue det.  

Jeg kigger forkert og møder op kl. 10.15, men har først en tid 10.45. Jeg går en tur for at fordrive tiden. Da jeg kommer tilbage, sidder der en ældre kvinde i venteværelset. Du er tidligt på den, siger lægen til hende. Hun fortæller mig, hun godt kan lide at komme i god tid – og desuden er der kun 10 minutter til hendes konsultation. Jeg fortæller hende, jeg også godt kan lide at komme i god tid og mødte op 30 minutter for tidligt.

Ind kommer en yngre mand. Han smiler og sætter sig ved det lange spisebord med magasiner i midten, som udgør lægens venteværelse. Han småsludrer lidt med os. Jeg sidder og læser et interview i et dameblad med modellen Josephine Skriver samtidigt. Der lyder en hønens galen. Den yngre mand slår alarmen fra på sin mobil, mens han lidt forfjamsket ser op på os, og vi griner sammen.  

Nu er det min tur. Så ses vi igen, siger lægen. Jeg misforstår og tror, han mener, jeg har været meget til læge på det seneste. Men han talte bare om, at jeg jo var der for lidt siden, inden jeg gik en tur.  

Han undersøger mig, siger alt ser fint ud, og at jeg ikke skal regne med, at prøverne viser noget negativt. 

Da det er forholdsvis hurtigt overstået, spørger jeg, om jeg må stille nogle spørgsmål eller skal bestille en ny konsultation. Han siger, jeg bare kan stille de spørgsmål, jeg har. 

Min vejrtrækning har føltes lidt besværet siden ulykken for snart to år siden (17. august 2020 for at være præcis), eller er det siden corona?

Det er ikke blevet bedre, siden han sidst lyttede til mine lunger, sendte mig til scanning på Frederiksberg og et forløb på Bispebjerg. Han havde lyttet på lunger i mange år, og aldrig hørt den lyd, sagde han. 

Der var intet at se på billederne fra scanningen, og på Bispebjerg grinede de unge læger og spurgte, om min læge aldrig havde haft en tynd patient før. Den lyd min læge havde hørt, var bare lungerne, der træk sig ind og ud. Man kunne høre hele processen. Typisk. Det er altid kroppen, der har afsløret mig.  

Mine organer har altid larmet. Når jeg balancerer ting på min mave, hopper de. Som om der er en anden person inden i mig. Så kraftig er pulsen. Det er i maven alle følelserne sidder.

Nå, men tilbage til konsultationen. Da lægen endnu engang har lyttet på mine lunger og ikke rigtigt siger noget, og vi fortsat har tid til overs, kommer jeg i tanke om endnu et spørgsmål. 

For efterhånden flere måneder siden, tænkte jeg, det var på tide at tjekke min fertilitet. 

Jeg er 36 og uden partner, skrev jeg til lægen. Han svarede dengang, at jeg skulle booke en tid, så vi kunne tale om det. Det skræmte mig, at han ville tale om det, så jeg bookede aldrig en tid.  

Han tager et par kuglepenne fra en beholder på bordet og siger, jeg kan fortælle dig, hvor mange æg du har, men ikke hvilken tilstand de er i. Han konstaterer derfor, det ikke giver mening.  

Har du kærester, siger han. Kærester i flertal. Jeg tænker, han ikke har lyttet særlig godt efter. Jeg har jo lige fortalt ham, jeg er 36 år og ikke har en partner og derfor har brug for at vide, hvor længe min krop endnu er fertil, hvis den overhovedet er det. Er jeg nødt til at tage stilling til noget? 

Det er en svær snak, siger han. Jeg tror, det er ham selv, han tænker på her. Det er ham, snakken er svær for. 

Men hvad betyder det så, spørger jeg. Skal jeg tage stilling til, om jeg vil have et barn? 

Han stiller sig ved vinduet og ruller persiennerne op, mens han siger, han ikke kan anbefale mig at få et barn alene. Det er jo meget rart at have en far, når barnet græder tre gange om natten. 

Jeg ved ikke, hvordan jeg skal sige det her, uden det lyder forkert, siger han og stirrer ud i luften, i hvad der føles som flere minutter. 

Prøv mig. Jeg sorterer fra, svarer jeg. Det øver jeg mig i. At sortere fra.

Måske er du kræsen. Måske får du ikke den villa og den perfekte mand, du tror, du får, og du drømmer om. Jeg ved ikke helt, hvem han taler til eller om, men da vi er alene i lokalet, må det tilsyneladende være mig. 

Jeg kan ikke rigtig hidse mig op, fordi hans ide om, hvem jeg er, føles så misforstået. I stedet spørger jeg, om han ikke er lidt forudindtaget. Det synes han ikke. 

Jeg var heldig at få børn, da jeg var i slutningen i 20erne, siger han. Men så blev jeg også skilt, da jeg var 32 år. Det går op for mig, at vi taler om hans drømme nu. 

Jeg er vokset op i en lejlighed med en enlig mor de første år af mit liv, og har aldrig drømt om en villa, siger jeg. Det føles godt at sige til en, der lige har frarådet mig at få et barn alene. 

God sommer siger han. Jeg gengælder og hilser også ham en god sommer. 

Han siger, han jo kan henvise mig til en psykolog. 

Jeg morer mig lidt over forslaget, og ikke mindst timingen. At han tror, det er det her, jeg har allermest brug for at tale med en psykolog om. Og nu.

Jeg forlader stedet, mere forvirret end da jeg kom. 

Min ex-kæreste forlod mig for efterhånden mange år siden med ordene, du skal være mor, og jeg vil ikke være far. Bare fordi du forlader mig, er det jo ikke sikkert, jeg bliver mor. Tosomheden kunne måske være et alternativ. Der er jo ingen garantier. Jeg kan ikke huske, om jeg sagde det højt. Jeg tænkte det i hvert fald. 

Jeg havde aldrig forestillet mig moderskabet var noget, jeg skulle tage stilling til. Jeg forestillede mig, det var noget, der ville ske. Det gør jeg nok stadig. 

Advertisement
by maitrosborg

Unyttigt nyttigt tidsfordriv


Læs en bog, måske af en sej, kvindelig forfatter. Du kan også finde inspiration til bøger på min Instagram, hvor jeg har en storie dedikeret til bøger. Flere boghandlere har åbent for afhentning af forudbestillinger, nogle bringer sågar bøgerne ud fx Brøg Litteraturbar.

Se en film eller en serie, der er værd at bruge tid på, og hvis du savner at rejse og opleve andre kulturer, kan du se en international film fra fx Tyrkiet eller Polen.

Dyrk online bevægelse hos Yo Studios. På deres Instagram lægger de hver dag små bevægelsesvideoer op (movement lab), og derudover kan du mod betaling følge et kursusforløb i bl.a. yoga, dans og håndstand. Faye som står bag Wildest Living, som jeg var på et surf og yoga retreat hos, har startet Iluma Yoga, hvor du kan få kyndig yoga guidance online, indtil det igen er tilladt offline.

Gå en tur. Forleden fulgte jeg Hassan Preislers anbefaling fra DR2 bringer kulturen ud og gik Københavns Kommunes lydvandring på Assistens Kirkegård på Nørrebro. Og det var virkelig interessant og spændende! Du kan også gå en 4 km. lang kunstrute på Artwalk eller en tur mellem 5 og 11 km. og kigge på lys-installationer i forbindelse med Copenhagen Light Festival. Og så anbefaler jeg selvfølgelig altid ture langs vandet! En af de største luksus, vi danskere har.

Mal keramik. Take away er ikke kun forbeholdt mad, nej. Creative Space har gjort det muligt at bestille keramik og maling til afhentning, så du kan være kreativ derhjemme. Priserne er lidt til den høje side, men til gengæld bliver dit keramik helt unikt.

Du kan også følge strikketrenden, og hvis du aldrig har strikket før, downloade en begynderopskrift fra Petite Knit. En anden trend du kan følge, er at lægge puslespil eller lave mad fra bunden – og bage. Eller lære et nyt sprog via Duolingo.

God fornøjelse med at bruge din tid nyttigt på noget unyttigt (det kan også være at stirre ind i væggen, do you!).

by maitrosborg

#charterturister

Jeg klarer det bedre på Malta end i Danmark. Her er ingen chef der fremprovokerer tårerne og gør det svært at holde pokerfjæs, når han spørger, hvordan jeg har det. Her er ingen morfar, man bliver nødt til at løbe væk fra, så man ikke tuder foran ham, når han fortæller, at man skal op med humøret og at livet går videre. Den eneste gang, jeg bryder sammen på Malta, er da jeg kommer til at lave sjov med min søsters pjuskede hår.

Sol, varmegrader, bøger og en søster. Sådan skal det være og sådan bør det være. Nu, hvor livet atter har halet indenom. Vi befinder os i Billund lufthavn, prøver solbriller, sprøjter med parfumer, fordriver tiden, som man gør bedst. Hujen og klapsalver tordne over vores hoveder. I dag er Danmark samlet, for vi (dvs. håndboldherrerne) kan vinde guld! Vi kan blive nr. 1 – og det vil vi gerne – så vi glemmer, at vi er generte og private. Sætter os sammen for at følge med i kampen. Grupper dannes omkring en mobil eller en iPad i boardingrummet. Fællesskabsfølelsen er til at tage og føle på. Flyet er forsinket, men letter ligeså snart kampen er vundet. Vi vandt (!!). Et ekko gennem Billunds terminaler. Vi lander i en mild middelhavsluft, hvor en chauffør bringer os direkte til vores hotel, hvor vi bliver indlogeret på det mindste hotelværelse, jeg nogensinde har set. Med fugt. Vi deler et lagn. Men de næste par dage, er vores største bekymringer, hvorvidt vi skal satse på poolen eller stranden den pågældende dag. Og hvad vi skal spise. Vi sender et foto til vores far fra hotellets højeste etage med udsigt over havet. Han svarer: “jeg ved godt, I prøver at se dorske ud…”


Vi har booket ture hjemmefra. Vi glemmer at møde op til guidemødet, eller det vil sige, der er ingen der fortæller, hvornår det er, så da vi kommer tilbage på hotelværelset, finder vi en seddel med, hvilke dage guiden har booket vores ture. Vi skal til Gozo dagen efter. En bil kommer og henter os. Vi skal ikke tænke. Overhovedet. Da færgen har bragt os på øen, står jeepene klar til at køre os rundt. En af guiderne råber “anyone speaks deutch”. Min søster, som har boet i Berlin de sidste 6 år, er hurtig til at melde sig. Jeg sender hende et skeptisk blik, for sidst jeg havde tysk, var i folkeskolen. Jeg forstå heldigvis stadig, men det føles som et handikap ikke at kunne udtrykke sig. Sprog er noget der skal øves. Tysk, spansk, fransk, arabisk, farsi står på min liste. Jeg vil være i stand til at kommunikere med verden, ikke kun delvist forstå den.

Jeg ved.

Frokost er inkluderet i vores tur. Tre retter med mennesker, man ikke kender. To ældre damer sidder overfor os. De kan hverken snakke engelsk eller tysk eller fransk for den sags skyld. To veninder, som ikke har vekslet et ord, men en af dem (den eneste der taler på turen, udover guiden, har spurgt, om jeg ikke ville tage et billede af dem. Noget hun desuden synes, jeg gjorde overraskende godt, så jeg bliver fotografen) sidder ved siden af. Hvis det ikke var for den bjergtagende udsigt, ville det være en akavet middag. På vores guidede tur, får vi muligheden for at se og sejle igennem den berømte Blue Grotto. Vi regner med en stille sejltur, men da vores guide laver en joke om, at vi først betaler manden efter turen, hvis vi er sikre tilbage, burde man måske have tænkt at bølgerne gik højere. For det gjorde de. Og jeg nød hvert sekund! – min søster var dog noget mere forbeholden. Gozo er Malta overlegen, så på trods af overskredede grænser, det tyske og den akavede middag, hvor tjeneren desuden glemmer to retter – deriblandt min- er vi høje, da vi forlader øen, for at vende tilbage til Malta. Tilbage til pool eller strand, pizza eller pasta. Det bliver lammekød den dag. Fiskene bliver præsenteret på en tallerken, hvor de ligger og stirrer på os med deres store øjne. Det bliver lammekød. Pludselig lugter det brændt. Efter lugten, kommer røgen. En stor røgsky står ud fra isbutikken, som er nabo til den restaurant, vi spiser på. De får røgen under kontrol og vi spiser videre og beslutter, at det ikke er der, vi skal købe is. Vi undrer os over, hvorfor moderen lod barnevognen med barnet stå i røgen. Men vi ved, man ikke skal blande sig i børneopdragelse.

FullSizeRender.jpg

En dag beslutter vi os for at besøge Maltas hovedstad Valetta, som Politken netop har lavet en 24 timers guide til. Den følger vi ikke. Efter en vellykket tur, skal vi tilbage med bussen, som vælger at vende om midt på turen og køre i 45 minutter, hvor ingen informationer udvekles. Vi kører rundt uden stop, mens passagerne råber “driver, stop!”, “driver tell us what’s going on”. Ikke underligt spreder der sig en lettere panisk stemning. Den ellers snaksaglige bus er pludselig stille. Bussen stopper og vi står alle af. Jeg spørger en medpassagere “what happend?”, men vedkommende kan ikke svare. Jeg spørger en anden. Hun kigger mærkeligt på mig og slår over i spansk. Mit overlevelsesjeg forstår spansk. Der er en stor katolsk fest, som har lukket den by, vi bor i. Da hun giver os navnet på den by, vi befinder os i, kender vi den ikke. Det bliver (en dyr) taxatur!

I Valetta finder vi den smukkeste udsigt. Mens vi sidder og nyder den, beslutter en fugl sig for at klatte på mig. Vi bliver enige om, det må betyde, at mit held vender. Dagen efter glider jeg på en sten på vej i havet. Jeg griner, som den eneste, der tilsyneladene kan se det komiske i situationen (og for at skjule, hvor ondt det gør). En ældre dame sender mig et medlidende blik og rækker mig et plaster.

Inden vi skal rejse hjem, går vi en tur og stikker vores bare fødder i alt det vand, vi kan. Et af de steder, vi finder, sker der pludselig noget ret mærkværdigt. Kollektivt beslutter samtlige af de badene at begynde at rydde op i vandet. Samle de grene og det tang, der flyder, sammen. Vi leder forgæves efter et skilt, hvor der står “bades der her, skal man rydde op i vandet!”…

På flyturen tilbage rammer vi ind i torden.

Men. Vi klarede en uge som charterturister, og som min søster sagde: “hvordan kan der ske så meget, når vi laver så lidt”!?, hvortil jeg svarer, “hvad havde du forventer, da du sagde ja til at rejse med mig…”

 

by maitrosborg

Forventningernes drømme

beautiful-bridge-dress-girl-happy-Favim.com-412618

For få måneder siden dansede jeg rundt med armene over hovedet. For første gang nogensinde turde en smuk mand lægge planer med mig. Planer om at bo. Planer om at rejse. Men andre planer kom i vejen. Planer som jeg ikke længere er i stand til at skelne mellem er mine egne eller andres. Da jeg var i 20erne (hvilket ikke er længe siden!) var jeg sikker på, at baby og bryllup ville være en naturlig drivkraft og lyst i 30erne. Det er jeg ikke helt så sikker på længere. Pt. vinder rejse(r) over baby.

Jeg har haft to ”voksne” forhold. Det første i mine midt 20erne. På en fuld nattetime, husker jeg at erklære, at jeg ville have et barn, senest når jeg rundede de 30. Nu er jeg 30 og jeg er ikke klar til børn. Alligevel kredsede mit seneste forhold også om spørgsmål om børn. Hvorfor? Muligvis fordi mange af mine veninder er blevet mødre til de smukkeste små individer. Muligvis fordi min familie har en forventning om at blive en slægtning rigere (takket være min skønne kusine/veninde, er det heldigvis sket). Muligvis fordi jeg er 30 og indrettet med et biologisk ur, som uheldigvis ikke er synkroniseret med mit psykologiske.

Det største spørgsmål er dog, hvorfor har jeg behov for at erklære et behov, som ikke er der? Planer og drømme, der var lige for næsen af mig, blev skubbet til side for en drøm, jeg ikke har. I hvert fald ikke nu. Jeg har lært min lektie. Lad være med at planlægge en uvis fremtid, når du befinder dig i en (perfekt) nutid.

Alle har vi nogle forventninger til, hvordan livet skal forme sig, men vælger vi egentlig nogensinde selv? Hvem vi forelsker os i? Hvornår vi forelsker os? Hvornår vi får børn? Jeg har en række eksempler på, at tingene ikke er som vi forudser. Ungdomskærester der finder sammen, endda gifter sig, aldersforskelle – ældre mænd, yngre mænd, en mand, der finder sammen med en kvinde med et barn, som bliver hans. En mand, som forlader en kvinde og det barn, hun har valgt at beholde. En kvinde, der forelsker sig i en mand, der er perfekt til hende, men glemmer at tænke på, om hun også er perfekt til ham vise versa..

Intet er som vi forudser. Næste gang venter jeg med at erklære babydrømme til de rent faktisk dukker op. (Status er, jeg savner ham. Ikke barnet).

by maitrosborg

Om verdens bedste kompliment…

 

ludo.jpg

“Hvis du var en ludobrik, var du slået hjem nu”, siger håndværkeren til sin håndværkerven i filmen “Den eneste ene”. Sådan har jeg det. Ikke som en håndværker, men som en ludobrik, der skal starte forfra, runde 2 (eller 1000 who counts?) job, bopæl, kærlighed. Jeg har stadig et sted at bo, og det er jeg taknemmelig for, men jeg mistede jobbet og kærligheden. Jeg lærte utrolig meget af både job og kæreste. Jeg fandt en bedste ven, som jeg vil elske og holde af til den dag, jeg ikke længere er her. Han lærte mig at være tryg i kærligheden, at turde dele, fordi han tog imod. Indtil han ikke kunne længere. Sådan er det. Han er en af de mest inspirerende og motiverende mennesker, jeg kender. Jobbet lærte mig, at jeg kan gøre en lille forskel. At vi alle har brug for hinanden, for at forstå verden og os selv. I går havde jeg en travl dag på det job, som jeg er på vej til at forlade. Det betød at jeg var lidt over det hele og ikke sammen med den gruppe unge, jeg bruger mine uger med pt. Sidst på dagen samles vi til det fællesfoto, der skal gøre reklame for vores forestående forestilling. En ung, syrisk mand griber fat i mig og siger på gebrokkent engelsk; “Where were you? we need your energy”. Der står jeg, uden job, uden kæreste, uden søvn, helt udmattet og tænker, det er det bedste kompliment, jeg nogensinde har fået. At man kan være i stand til at give energi, når man intet har. Det vil jeg huske til næste gang, jeg bliver slået hjem og skal starte forfra. At jeg kan godt give andre energi, jeg ikke selv har.

Det her indlæg er svært at skrive. Fordi det er forkælet, men ærligt. Jeg har, på trods af fyring og kærestesorg, venner og familie, som holder af mig og er der for mig, tæt på. Det er jeg ikke altid god til at udnytte, for når tingene bliver svære, gemmer jeg mig bag “storesøster” facaden. Jeg er den, der skal være stærk. Det er jeg ikke altid, men det gør mig flov, at min familie og mine venner skal se mig svag, når jeg bør være stærk. Men jeg er ikke altid stærk og jeg har også brug for at nogle griber mine 177 cm, når tæppet bliver revet væk under mig og jeg vælter. Det ved jeg nu, 30 år gammel. Jeg er dybt taknemmelig, når min yngste søster åbner sit hjem, når jeg ikke kan holde ud at være i mit eget. Når min far insisterende ringer utallige gange for at høre om jeg er ok, når min ældste yngste søster skriver ærligt, men kærligt til mig, eller når mine veninder gennemskuer min facade og rækker ud. Lov mig at gøre det samme, høj som lav. Tak! ❤️

by maitrosborg

Ensomhed vs. tosomhed

1071279385

Det kan godt være at du har bildt dig selv ind, du er god til at være alene, måske endda bedst. Men pludselig taster du uden tøven det navn hver gang, at du har brug for at fortælle en nyhed eller tale med nogen. Hvem ringede du til før? Det kan godt være at du havde en masse forestillinger om, hvordan tosomheden er eller skal være, og det viser sig ikke at være sådan. Måske er tosomheden ikke at deltage i alting sammen. Måske er tosomheden ikke at din familie eller venner skal forstå alt, hvad I foretager jer. Måske viser det sig at det er noget andet end dine forestillinger – og måske især andres – der fuldender dig. Gør dig glad, lykkelig. Tosomheden kræver mere arbejde end ensomheden. Men arbejdet belønner sig og kompromiser føles ikke som kompromiser, når du har lært at elske. Fundet den person, der gør dig tryg i kærligheden. Det kan godt være at du havde en masse forestillinger, om at nogle ville tage noget fra dig, hvis du gav slip på dine forestillinger – og andres måske især. Men sandheden er en løgn. Du mister ikke. Du får. Hvis du er i stand til at slippe angsten og hvis din kærlighed er gengældt. Hvis du også er det navn, der bliver tastet når der er brug for en. Til sidst er du så tryg i kærligheden, at du ikke lægger låg på dine planer og tanker. Det betyder ikke at de alle skal udleves. Det betyder bare at alt det du ikke delte med nogle før, deler du nu. Det betyder at du ikke længere er alene, men sammen. To til at planlægge. To til at tackle de udfordringer livet kommer med. To til at opleve livet. Det betyder at du har fundet en, der er værd at kæmpe med og for. Det betyder du har noget at miste. For at have noget at miste, skal man også have noget af værdi. Kast ikke en dyrebar vase på gulvet, fordi du er bange for at tabe den.

 

by maitrosborg

At kende en anderledes angst

love_tumblr_270_wallpaper_hd

Kirkegaard kendte den. Kirkegaard skrev om den. Munch kendte den. Munch malede den. Ordene fra Kirkegaard danner en frygt. Munch pensler en uhygge, som vi drages af. Måske genkender vi den endda. Angsten. Hun kender den i en anden form. En form som, som hun hverken er i stand til at uddybe eller håndgribe. Angsten spreder sig indefra og breder sig i ud i samfundet. For hver en person, der viser kærlighed og omsorg bygges muren foran hende. En mur, der rammer dem, der fortjener kærligheden mest og i stedet kaster hun sin kærlighed på dem, der fortjener den mindst. Hun kigger sig i spejlet og forsøger at gennemskue øjnene der kigger tilbage på hende. Blanke øjne, som ikke vil afsløre, hvor denne angst for at rumme kærligheden kommer fra. Problemet er ikke, hun ikke rummer kærligheden. Problemet er, hun rummer den for meget. Hun har forstået, hun altid vil være den der elsker mest. Aldrig vil hun give sig hen, hvis hun er den der elsker mindst. Kvinden som du her møder, forstår ikke tosomheden, men vil helller ikke ensomheden. Hun forventer for meget af livet, måske især kærligheden, så meget ved hun. Det er evig jagt for at få lov til at elske, måske endda blive elsket. Måske en dag. Og kærlighed findes i mange former og farver, også det ved hun. Den er løs og flydende, den er fast og tung. Den er midlertidig, den er evig. Det er ikke, at kvinden ikke har kærlighed i sit liv, hun vil bare have mere. Altid drømmer hun om mere. Angsten for at det en dag skal ske, forhindrer at det sker. Angsten for at blive elsket og blive forladt har forfulgt hende siden hun var lille ville nogen sikkert påstå. Hun er stærk, men sårbar. Stædig, men nysgerrig. Angsten holder hende derfor ikke tilbage fra at forsøge kærligheden, men på afstand. Angsten holder hende derfor ikke tilbage fra at kæmpe, men for noget, hun ved, hun aldrig havde. Noget som ikke kan mistes. Tanken om at rumme en større kærlighed. Tanken om at blive elsket ubetinget. Måske eksisterer håbet. Men kvinden du møder, har altid forbundet kærligheden med ensomhed. At sidde to og ikke forstå hinanden er mere ensomt end at sidde alene og ikke forstå sig selv, ved kvinden nu. Kvinden er heller ikke sikker på, hun ved, hvordan man opfører sig i tosomheden. Hendes krop bliver hendes våben, men hendes sårbarhed ødelægger missionen. Hun er mere end sin krop, fortæller man hende en dag. Kvinden har svært ved at forholde sig til dette. Kroppen kan hun kontrollere, følelserne er ukontrollerbare og afslører, hun ikke er nem at elske. Afslører, hun elsker for meget. At hun består af modpoler, som er svære at balancere, enten flyver hun højt eller også ligger hun fladt ned. Aldrig har hun fødderne solidt plantet på jorden. Enten elsker hun sig selv for meget eller også kan hun ikke være i sin egen krop. Hun overvældes hurtigt og fyldes op af en lykke, eller hun overvældes hurtigt og fyldes op af en vrede eller en håbløshed. Hun tror, kærligheden skal være ligesådan. Nedslående eller opløftende, ingen fodfæste. Måske tager hun fejl. Det har hun gjort før. Hun kigger på billeder af sig selv og genkender ikke smilet, genkender ikke øjnene. Hun undres over, hvem personen på billederne er, hvem personen på billederne forsøger at være. Og hun overvældes af kærlighed, som hun pludselig bliver bange for at miste. Ikke kærligheden til pigen på billedet, men kærligheden til det og dem, der omgiver pigen i billederne.

by maitrosborg

Regn

IMG_1505

Jeg tænker på mit første møde, jeg husker, hvordan det lykkedes dig at forene mit sind med dig. Hvordan du gav mig tilladelse til at råbe og skrige, uden nogen kunne høre det. Følelsen af at gå en tur med dig, mens du køler mig ned, fortæller mig det, jeg vil høre, at verden er tung og smuk på én og samme tid.

Jeg bliver sommetider glad, når jeg vågner med dig. Det vakuum du indhyller mig i, den måde du kan lugte forskelligt på, alt efter hvilken årstid vi befinder os i, om sommeren af nyslået græs, om efteråret af brune, knasende blade.

Jeg forstod at udnytte dig som barn og teenager, når stemmerne i hjemmet blev for højrøstede fandt jeg trøst i din larm, som ikke var en larmende uro, men en uro i larmen. Du giver mig tilladelse til at tænke de tunge tanker, som solen på det nærmeste forbyder mig med al den frihed og lykke den afkaster, mens den farver min hud gyldenbrun og giver mig små fregner, så jeg passer i sommerkjolerne, og mændene kan sprede alle deres forventninger ud over mig. De forventer mindre af mig, når jeg befinder mig med dig, bilder jeg mig ind, selvom du farver mit hår i en ganske fornuftig farve og får det til at bølge, så jeg har lyst til at løbe tilbage til den frisør, der påstod mit hår var fint og skandinavisk og sige ”ha, se her”. Hun ville sikkert stadig påstå det samme. Og så er der jo scenen fra Breakfeast at Tiffanys, du har aldrig været mere erotisk. Det er det, du er i stand til, en kamæleon. I mit møde med dig, har jeg set dine forskellige ansigter. Det, der giver mig tilladelse til at blive i sengen, det, der fortæller mig, jeg skal lade mig indhylle, omfavne af dig i blæsten, eller når du skaber hygge, ved at banke på mine ruder, mens du skiftevis forstørrer og formindsker mine tanker.

by maitrosborg

Og hun sikkert sig en gave får….

WP_000730

Dagen forinden smutter jeg i Tiger efter fyraften for at finde pynt, som kan erstatte manglende falsk fødselsdagssang og hvad dertil hører. Jeg finder ikke det, jeg leder efter, går i panik og hiver en guirlande ned fra hylden. Da jeg kommer hjem og folder den ud, fortryder jeg den lidt for kitschede stil. Hænger den op, piller den ned, hænger den op, piller den ned og folder den sammen, og smider den i kassen med kreativt rod til senere brug, og glæder mig over, jeg trods alt fik købt en pakke servietter med flag og en pose med hjerter, der kan anvendes til anledningen. Jeg vågner midt om natten, som da jeg var barn og kunne dufte nybagte croissanter og høre fodtrin udenfor min dør. I stedet for trin og croissanter har jeg Facebook, som jeg tjekker, og ser den første fødselsdagsnotifikation, sendt lidt over midnat. Det skal nok blive en god dag. Jeg falder i søvn igen, vågner, står op og cykler på job. Det første der møder mig her, er dinosauren Kasper, et flag og et kort med en lykønskning. Min kollega har reddet situationen med den mislykkede guirlande. Da klokken slår fyraften, står en solskoldet mand med et stort fuldskæg og gamle sømandstatoveringer, klar til at drikke kaffe og spise kage med mig, hjemvendt efter en måneds ophold i Indien. Manden er min far. Han er hoppet af toget fra København til Nordjylland for at berette om kameller og proppede tog. Og for at lytte til en kvinde, der snakker alt for meget og stiller tusinde spørgsmål. Det er mig. Senere åbner jeg døren og ser et bjerg af gaver, bagved gemmer sig en mand og en kvinde. Kvinden er min mor og manden er min mors. De kommer til fastelavnsboller og kaffe. Jeg er allerede oppe på tre –fire kopper koffein og vælger te, som jo egentlig også er fuld af koffein, men føles mindre koffein- ish. Manden (min mors) og kvinden (min mor) kører min veninde (som dukker op midt i fortællingen) og jeg til Mejlgade, hvor jeg skal mødes med flere gode veninder og spise middag. En er allerede ankommet før os. Jeg ser hende sidde og drikke en cola, og ved, hun venter et barn. Ganske vist. Jeg ved ligeledes, det er alt for længe siden, at vi har set hinanden. Det bevidner den fortsatte historie, så vi bliver enige om, der ikke skal gå et bryllup og et barn mellem næste gang vi ses. Samtlige veninder dukker op med gaver under armen, selvom de betaler deres egen middag og gaver derfor ikke var en del af aftalen…

Mæt, glad og taknemmelig. Et år ældre og mere vis, lægger hun sig til at sove. Hun er mig. Overvældet. Og 29 år.