En tanke til dem, hvor begivenheder har sat tiden i stå

tumblr_static_tumblr_static_5hernwc3sy4oows4go0gkowc4_640

En tid der er langsom, men ikke gået i stå. Verden bevæger sig, udenom, indenom eller rundtom os. Begivenheder der former tiden eller tiden der former begivenheder. Uforstående overfor, hvordan tiden kan fortsætte for andre, men gå i stå for mig. Uforstående overfor, hvordan tiden kan fortsætte for mig, men gå i stå for dig. Vi rammes alle. Eller vi kender nogle der rammes. Sygdom, mord, selvmord, katastrofer, krig. Alt efter hvornår og hvor vi befinder os, så er der begivenheder der definerer tiden og hvordan vores liv leves. Tiden den fortsætter, selvom vi går i stå. Søndag og solskin og skyr på en langsom dag, men ikke en dag der er gået i stå. I dag bevæger jeg mig langsomt indenom, tænker på dem der bevæger sig rundtom eller udenom. Dem, hvor tiden er gået i stå, som ikke forstår, hvordan vi andre kan fortsætte.

Shoulda Coulda Woulda

IMG_0276

Søndag aften uden internet fører til, jeg sidder med gamle papirbunker, deriblandt de gamle karakterark fra gymnasium og universitet og tænker, ”virkelig?”

Arkene illustrerer tydeligt, jeg var bedre til at læse på universitetet end jeg var til at gå på gymnasium. Eller også illustrerer de i virkeligheden, hvor i mit liv jeg havde mest overskud. I midten af min gymnasium-tid havde vi i en periode ikke noget permanent hjem og mine forældre boede sammen, men var på vej hver til sit. I og for sig en glædelig nyhed, som har givet dem begge en ny start og et forbedret liv. Men det var også en omvæltning og en opvågning. Og det var den tid, hvor jeg ikke præsterede, som jeg kan. Jeg dumpede sågar fag og samtlige af mine undervisere har skrevet i karakternoterne, at jeg skulle komme mere på banen. Det havde jeg ikke overskuet til. Nogle dage havde jeg sågar ikke overskuddet til at møde. Jeg bør ikke undskylde, og ting kan ikke gøres om. Jeg var ung. For ung til at se, hvilke muligheder jeg havde hvis jeg gad, eller prioriterede. Muligheder som alle ikke har. Mange får stopskiltet allerede inden. Får af vide, de ikke er akademiske nok til en gymnasial uddannelse. Jeg er akademiker. På trods. Mine dårlige karakter forstår jeg først nu og det ærgrer mig, jeg ikke gjorde det så godt, som jeg kan. Jeg anede ikke, hvad jeg kunne bruge hårdt slid til. Det ved jeg nu. Og jeg har slidt på en anden måde. Ikke ved at tilegne mig et højt snit, men ved at tilegne mig erfaring. Jeg er blevet nødt til at tage nogle omveje. De kunne sikkert være undgået, men sådan er der så meget ”kunne jeg, skulle jeg, ville jeg”. Jeg ved nu, efter 30 år, at det er de kringlede veje, der har det bedste udsyn. Men jeg ved også, at det betaler sig, at forstå de valg man træffer, og hvorfor man træffer dem. Til alle der får af vide, I ikke er egnede til det ene eller andet, inklusive undertegnede. Der er kun en person der ved, hvad og hvor meget du brænder for det, DIG! Vær ærlig. Måske er du røvdårlig, eller måske er du ikke. Giv det et forsøg, og hvis du giver op derefter, så havde de ret! – videre. I dag er væk i morgen.Græd over dine dårlige præstationer, når du har bestået og efter du har fået jobbet! I dag er min bachelor i dansk og min kandidat i æstetik og kultur i hus, og jeg arbejder med fremmede kulturer. Tjek! (se billedet). Men jeg stræber stadig efter planerne for fremtiden. For fremtiden forsvinder ikke, den er før dig, mig og os. Jeg gjorde sågar også lidt ved dansen. Det fungerede fint. Jeg var ikke røvdårlig, men jeg var heller ikke god. Dansen var ikke det, jeg skulle leve af, men den jeg skal bruge til at leve med og for. Kunne jeg. Ville jeg. Skulle jeg. Jeg ved det ikke. Vi gør vores bedste. Jeg gjorde hvad jeg kunne og jeg gør hvad jeg kan. Ikke i fremtiden og ikke i fortiden, men i den tid jeg kan forholde mig til, den tid der er nu, nuet.

Karakterne glemte jeg hurtigt. Minderne tager jeg med mig.

 

Julen har bragt velsignet bud

flygtninge

Man kunne vælge at se flygtningestrømmen som en krise, man kunne vælge en retorik, hvor ord som folkeindvandring og truet nationalkultur, er det dominerende. Eller man kunne vælge at se syrerne, eritreerne, afghanerne, irakerne og alle de andre folkefærd, der kommer til Danmark, som en velsignelse. En velsignelse til et mere mangfoldigt samfund, et samfund, hvor man lærer andre og egen kultur at kende, på godt og ondt. Hvor man mødes, udvikler og afvikler. Udvider sit verdensbillede (det har vist sig, vi trænger til det – ja, de bruger også Smartphones i Syrien).

Julen har bragt velsignet bud. Den har åbnet mine øjne for, at jeg er født i et af de lande, det er nemmeste at være født i.

Blanke kvindeøjne har set på mig med en taknemmelig, som ikke kan gengives her. Taknemmelighed over, de får muligheden for at lære. At man tror på de kan, når de ikke gør. Kvindelige analfabeter har været mine velsignede bude, de har vist mig, hvor heldig jeg er, at være født i et samfund, hvor mange kvinder, ligesom jeg selv, har haft mulighed for at blive uddannede. Girlpower er ikke længere blot et begreb fra 90’erne, men noget jeg føler og lever.

Mænd der har manglet en mor eller en søster, har kaldt disse navne efter mig. Mændene er mine velsignede bude. De har lært mig, hvad det vil sige at miste og savne. Hvor vigtig kærligheden er, og at ingen kan klare sig alene.

Sidste år skrev jeg i min noter over 2014, at kærligheden ikke skulle være forbeholdt dette år, men skulle tages med videre til en tid, jeg har svært ved at mærke – eller tro – på den.

Kærligheden har i det snart forgangne år til tider været svær at mærke, men jeg har aldrig troet så meget på den som nu.

Kærligheden er den vigtigste tro,  og en tro vi alle deler. Så lad os huske det i denne juletid, og se det som en velsignelse, at vi får lov at lære andre at kende.

 

Glædelig jul.

 

Jeg er ikke god nog

I undrer jer over, jeg ikke kan stave til nok. Det kan jeg. Men det kan den kunstner, der har lavet nedenstående værk på billedet, ikke. Hun er ordblind. Hun føler sig ikke god nog. eller nok. Vi kender alle følelsen, så da en veninde sendte mig billedet i forbindelse med et skriveprojekt, vi arbejder på, skrev jeg denne tekst. Når jeg læser den nu, har jeg svært ved at genkende min egen stemme, men stemmen er min og den taler igennem ordene, der nedfældes. Jeg er ikke sikker på, at jeg tror på det, der står, men det er mine ord, og dem kan jeg ikke løbe fra.

Er vi skabt til noget. Eller skaber vi os selv.

 

jegerikkegodnog

Angsten for at læne sig tilbage og hvile i trygheden. Opmærksomheden der er konstant. Løs og søvnløs, som befinder du dig i en drøm hele livet, i frygt for at vågne og se, det du ikke kan rumme at se. Du er erstattelig. En af mange. Kroppene er ens, graver du 6 meter ned, vil du se. Jeg erstatter dig, førhen og sidenhen. Vi var ikke gode nok til at rumme hinanden, eller du var ikke god nok til at rumme mig og jeg var ikke god nok til at rumme dig. Jeg erstatter og erstattes af en anden hud med en anden hud. Følelsen af ikke af være noget eller nok, den samme følelse af at være alle i en. Ikke at kunne være den, du vil have jeg skal være, når jeg skal være hende eller ham. Jeg fejler konstant. Fejlen begås, når jeg tror, vi er unikke. At jeg er skabt til dette eller til dig.

Melankoli

rain

Jeg lader mig falde. Hele vejen ned i melankolien. Som jeg lader mig forføre af springet, når jeg krydser en bro. Derfor sørger jeg for at holde mig på afstand af kanten. Jeg lader mig forføre af menneskets skæbne. Den historie du ikke deler, som spejler sig i mine øjne, når vores blikke mødes. Du fortæller mig ting, jeg ikke ved, hvor jeg skal gøre af. Så jeg planter disse fortællinger et sted inde i mig. Gemmer dem i melankolien. Til en regnvåd eftermiddag, eller til næste gang jeg bliver forladt. Jeg drages af dybet og afgrunden. Jeg ser en udsendelse med en pige, der ikke kan rumme livet. Jeg er dårlig til det, livet, siger hun, mens hun græder på den smukkeste måde, jeg nogensinde har set. Som om hun er skabt til at græde, som om, hendes øjne er formet til netop dette formål, store og dybe og sorgfulde øjne med ovalformede dråber, der formes og forlader dem. Jeg skammer mig over ikke at være i stand til at omfavne livet helt. Jeg skammer mig over at have alle muligheder, men ikke benytte dem. Men så ser jeg en udsendelse med de suspekte drenge fra Albertslund, og forstår at skriften er min musik. Drengene fra Albertslund rummer en følsomhed og en vrede, som musikken bliver en tragt for, på samme måde som ordene bliver det for mig. Den melankoli jeg rummer, er kun forbeholdt skriften og de nærmeste. I andre vil se den svævende version. Hende der lader sig forføre af lykken. Glemmer at bevare begge fødder på jorden og falder for alle, der smiler til hende. Skriften er min tragt, min melankoli, og min undskyldning for at smile og omfavne livet og følelserne, når jeg åbner døren og møder verden.

Til barnet, som er voksen…

smoke_053113021356

Kære barn, som så gerne vil være voksen. Alle de bekymringer og alt det ansvar du tager, er ikke dit. Og så alligevel. Kære barn, lad være med at digte dig. Du er en del af den fortælling, der virkelig finder sted. Men det er lettere at være en del af andres fortælling, hvis man ikke kan rumme sin egen. Men en dag vil du opdage øjne, der får øje på dig. Og du vil blive bange. Forsøge at flygte. Eller forsøge at hænge fast, til de ikke kan rumme din insisteren mere. Løb kære barn, løb. Eller bliv, kære barn, bliv. Lad dig omfavne og falde. Slå knæet til blods til du har vænnet dig til at se blodet. Øjne ser, men får ikke øje. Du kommer til at forveksle. Det gentager sig. Forstå, at du også er blind, for det du ikke skal se. Du tager fejl og forveksler trygheden med kærligheden og kærligheden med trygheden, også det gentager sig. I forsøget på at frigøre dig fra din fortid og skabe en fremtid udelukkende baseret på nutiden, fejler du. Dit spejlbillede ændrer sig, men tankerne er de samme, eller du tænker det samme som barnet. Du vil altid og fortsat være barnet. Barnet slipper ikke dig og du slipper ikke barnet. Barnet er din forbandelse i en voksen verden og din styrke i en verden blandt voksne. Intuitionen er din følgesvend og din ven, ligeså synlig og ligeså usynlig som de venner, din mor måtte dække op til, men aldrig kunne se. Naiviteten følger dig som intuitionen. Du får øje på verden gennem barnet og du mærker verden, som barnet mærker en forældres sorg. Den første berøring sætter sig fast. Det første kys, som noget flygtigt og fjernt og forhastet, som en gentagelse af en leg, hvor ansvaret ikke kan fralægges. Kære barn, du er nu voksen og ansvaret er dit. Løb eller bliv.

Berlin Art Week#2

WP_001031

Kl. er lidt i ni og jeg står foran busholdepladsen sammen med fremmede men velkendte ansigter. Tre af os skal til Berlin. Den ene bor i Berlin og arbejder som freelancetekstforfatter og på Zalando med svenskere og nordmænd, den anden skal på et halvt års udveksling i forbindelse med sit studie i statskundskab. Hendes kæreste er med for at tage afsked. Vores buschauffør er tysk og går ikke så meget op i tid, som danskeren har for vane. Vores tur er sat til at vare 10 timer, men bliver forkortet med to, da minibussen vi er med, kører stærkere og holder færre pauser. I Kolding samler vi en mand op og i Vejle en dame. Hvad de skal i Berlin, finder jeg aldrig ud af. Damen virker modsat den bosatte berliner meget uinteresseret i selskab. Vi holder 30 minutters pause på en tysk motorvejscafe, hvor jeg køber en kop kaffe, som jeg står med, og ved ikke rigtigt, hvad jeg skal gøre af mig selv, da buschaufføren vinker mig ned til bordet, hvor han sidder med sin pølsemix og sin pudding. Jeg er ikke sulten. Han begynder en samtale – på tysk! Jeg forstår det meste, men kan hører de ord og sætningskonstruktioner der dannes og forlader mine læber, ikke er til at forstå, og jeg har ret. Samtalen finder nu sted på engelsk, og jeg tænker, jeg skal have genopfrisket mine tyskkundskaber…

Berlin i regn. Berlin i sol. Berlin når det er koldt. Berlin når det er varmt. Besøg Berlin i efteråret og du vil opleve Berlin i al slags vejr. Jeg er her nu. I Berlin i kunstugen. Og jeg lider af FOMO (Fear of Missing Out). Alt skal høres, alt skal ses, alt skal nås. Men jeg hører aldrig alt og jeg ser aldrig alt og jeg når aldrig alt. SÅ denne gang er jeg på afvænning og nøjedes med to museer og to udvalgte udstillinger – Augen Auf! – en udstilling om 100 år med Leica fotografiet på C/O Berlin og Cindy Sherman på Me Collectors Room. Ellers blev der tid til kaffeaftaler, lange gåture, middage og sofahygge.

Augen Auf! – 100 jahre auf Leica @C/O Berlin

Teknologi forandrer, det ved alle der lever i dette årtusinde. Vi har set det ske. Internettet. Mobiltelefonen. Det har ændret os og det har ændret vores verden. Verden er blevet global og vi (vesten) har fået mulighed for at ytre vores individuelle stemmer. (Leica)Kameraet har ligeledes ændret og formet den verden, vi ser i dag.

Billeder siger mere end tusinde ord, så da Leica 35 mm kameraet blev introduceret i midt 20erne, blev verdens stemme pludselig gennemtrængende. Stemmeren blev hørt, hvor de ikke før havde været hørt. Fotojournalismen blev en gren af journalismen, hvor fotodokumentation var med til at gengive et billede af verden, som den så ud og var. Leica gjorde det muligt at fange billeder i øjeblikkende, hvilket ikke havde været muligt før med de statiske kameraer, der krævede en iscenesat situation. I begyndelsen blev Leica brugt til æstetisk dokumentation af virkeligheden, senere som journalistisk og senere igen fandt fotograferne ud af, man kunne bruge kameraet til at fortælle, og fotografiet fik en ny subjektiv vinkling. Og så er der selvfølgelig modefotografiet, hvilket jeg mener bør sidestilles med kunstfotografiet (hvis I ikke forstår, så anbefaler jeg, I tjekker Richard Avedons fotografier ud, mode OG kunstfotograf).

Summa summarum, fotografiet har haft en helt enorm indflydelse på vores måde at se og forstå verden. En indflydelse, vi måske tager forgivet, men som denne udstilling, med den passende titel ”Augen Auf!”, minder os om.

Cindy Sherman @the collectors room

Cindy Sherman laver spontan kunst, der alligevel er så iscenesat, at man bliver forbavset og forblændet. Spontan kunst fordi den opstår i udførelsen. Iscenesat fordi hun er i stand til at manipulere situationer i øjeblikket. Cindy Sherman er ikke bare Cindy, hun er alle og ingen på én gang. Hun viser, hvordan vi alle rummer forskellige persona, når hun manipulerer sit ansigt eller sine omgivelser i forskellige situationer. Og vi tror på dem alle. Hun er hollywoodstjernen og hun er husmoderen (hun bruger udelukkende sig selv som model i sine fotografier). Hun siger kameraet er hendes værktøj, hvilket må siges at være et værktøj hun mestrer. Hvert fotografi forfører. Kommer I i nærheden af hendes værker, så opfordrer jeg jer til at lade jer forføre af hendes twistede, skæve, til tider skræmmende univers(er).

cindy

Untitled Film Still #48 1979, reprinted 1998 Cindy Sherman born 1954 Presented by Janet Wolfson de Botton 1996 http://www.tate.org.uk/art/work/P11518

 

 

kl. er lidt over ni og jeg står på Berlins buscentral. Vores bus vises ikke på skiltet med afgange, heldigvis får jeg øje på den, da der er ti minutter til den kører. Vi er 5 med bussen. Chaufføren fortæller, “kig til højre, kig til venstre”, og så råber han i mikrofonen, “Mai, gider du tjekke kaffemaskinen?”…

Få steder lykkedes det mig at være tilstede i nuet. Kunsten er et af de steder. Tak og på gensyn Berlin Art Week.

Og tak for hygge og husly, Gry.

We Are Real

wanr_foto_MichaScaarup-1024x685

Kontrakten er underskrevet. To midlertidige ansættelser og to vikariater blev til et job. Jeg er nu officielt voksen. Eller jeg har et ordinært voksenjob. Jeg er en del af Dansk Flygtningehjælp midt i en flygtningekrise. Andres ulykkelige skæbner blev mit levebrød. Jeg er en del af dét og alligevel er jeg så langt fra, at jeg ikke kan nå, ikke er i stand til at forestille mig, hvad det er, jeg er en del af. Min opgave er, at åbne døren op til et samfund, som jeg bliver mindre og mindre tryg ved selv at være en del af. Sammen lægger vi planer for en fremtid. Jeg frygter at møde mine kursister igen og se at disse planer ikke at blevet indfriet. At nogen på vejen har sluppet deres hænder og de har mistet deres vilje. Jeg frygter historierne. Dem om familierne, kæresten, manden, konen, børnene. Men de er vigtige, historierne. Det er vigtigt, jeg lytter og forstår. Det er vigtigt, du lytter til det, jeg fortæller dig. Viljen eksisterer.

Jeg tænder for mit TV og hører en masse støj, men samtidig ser jeg, hvordan vi finder sammen i forsøget på at stoppe støjen og i stedet hjælpe, hvor der er brug for hjælp. Alt det langt væk, er nu tæt på. Indslagene i TV – avisen er virkelige historier, som aldrig har været tættere på vores stuer. Vi forholder os. Nogen forholder sig ignorant og kritisk. Beviset på, vores lille samfund har glemt alt omkring dem i alt for mange år. Som at bedrage sin næste. Det vil altid blive opdaget. Man vil altid skulle forholde sig på et tidspunkt. Det tidspunkt er nu. Jeg græder og jeg smiler. Græder over de ignorante, smiler af de initiativrige. Jeg ser et skilt med denne tekst:

We Are Not Real/And can’t talk/About the ship/The water/The smell/The face/The screams/And the slowly/Dying voices/We can’t tell about/The fish entering/Our body openings/Biting/Our flesh/From our insides

We are dolls/And can’t say/The prayers/Told/In the cold/And softy/Water/We can only be/A memorial/Of thousands/Of thousands/Of thousands/Have a break/Have a cake/Please

(Christian Lollike)

Og jeg hører en soldat fortælle, hvor meningsløst det hele måske er. Og jeg tænker igen på historierne. Hvor vigtigt det er at dele for at forstå. ♠♥

 

At kende en anderledes angst

love_tumblr_270_wallpaper_hd

Kirkegaard kendte den. Kirkegaard skrev om den. Munch kendte den. Munch malede den. Ordene fra Kirkegaard danner en frygt. Munch pensler en uhygge, som vi drages af. Måske genkender vi den endda. Angsten. Hun kender den i en anden form. En form som, som hun hverken er i stand til at uddybe eller håndgribe. Angsten spreder sig indefra og breder sig i ud i samfundet. For hver en person, der viser kærlighed og omsorg bygges muren foran hende. En mur, der rammer dem, der fortjener kærligheden mest og i stedet kaster hun sin kærlighed på dem, der fortjener den mindst. Hun kigger sig i spejlet og forsøger at gennemskue øjnene der kigger tilbage på hende. Blanke øjne, som ikke vil afsløre, hvor denne angst for at rumme kærligheden kommer fra. Problemet er ikke, hun ikke rummer kærligheden. Problemet er, hun rummer den for meget. Hun har forstået, hun altid vil være den der elsker mest. Aldrig vil hun give sig hen, hvis hun er den der elsker mindst. Kvinden som du her møder, forstår ikke tosomheden, men vil helller ikke ensomheden. Hun forventer for meget af livet, måske især kærligheden, så meget ved hun. Det er evig jagt for at få lov til at elske, måske endda blive elsket. Måske en dag. Og kærlighed findes i mange former og farver, også det ved hun. Den er løs og flydende, den er fast og tung. Den er midlertidig, den er evig. Det er ikke, at kvinden ikke har kærlighed i sit liv, hun vil bare have mere. Altid drømmer hun om mere. Angsten for at det en dag skal ske, forhindrer at det sker. Angsten for at blive elsket og blive forladt har forfulgt hende siden hun var lille ville nogen sikkert påstå. Hun er stærk, men sårbar. Stædig, men nysgerrig. Angsten holder hende derfor ikke tilbage fra at forsøge kærligheden, men på afstand. Angsten holder hende derfor ikke tilbage fra at kæmpe, men for noget, hun ved, hun aldrig havde. Noget som ikke kan mistes. Tanken om at rumme en større kærlighed. Tanken om at blive elsket ubetinget. Måske eksisterer håbet. Men kvinden du møder, har altid forbundet kærligheden med ensomhed. At sidde to og ikke forstå hinanden er mere ensomt end at sidde alene og ikke forstå sig selv, ved kvinden nu. Kvinden er heller ikke sikker på, hun ved, hvordan man opfører sig i tosomheden. Hendes krop bliver hendes våben, men hendes sårbarhed ødelægger missionen. Hun er mere end sin krop, fortæller man hende en dag. Kvinden har svært ved at forholde sig til dette. Kroppen kan hun kontrollere, følelserne er ukontrollerbare og afslører, hun ikke er nem at elske. Afslører, hun elsker for meget. At hun består af modpoler, som er svære at balancere, enten flyver hun højt eller også ligger hun fladt ned. Aldrig har hun fødderne solidt plantet på jorden. Enten elsker hun sig selv for meget eller også kan hun ikke være i sin egen krop. Hun overvældes hurtigt og fyldes op af en lykke, eller hun overvældes hurtigt og fyldes op af en vrede eller en håbløshed. Hun tror, kærligheden skal være ligesådan. Nedslående eller opløftende, ingen fodfæste. Måske tager hun fejl. Det har hun gjort før. Hun kigger på billeder af sig selv og genkender ikke smilet, genkender ikke øjnene. Hun undres over, hvem personen på billederne er, hvem personen på billederne forsøger at være. Og hun overvældes af kærlighed, som hun pludselig bliver bange for at miste. Ikke kærligheden til pigen på billedet, men kærligheden til det og dem, der omgiver pigen i billederne.

Om altid at løbe stærkt

run

Rummet snurrer, som efter en beruset bytur, når jeg ligger i min seng og ikke kan få øje på et lige punkt. Tanker der stikker af, løber stærkere end kroppen kan kapere. Drømme, der bliver virkelige. Eller virkeligheden, der bliver en drøm. Som at drikke en kold fadøl på en varm sommerdag på en tom mave. Som at indhalere en cigaret i en nikotinforladt krop. Beruset eller forpustet. Jeg løber og løber og løber, men hvortil ved jeg ikke. Min krop er lige her. Hos mig. Hos dig? Øjne der ser igennem. Øjne der får øje. Mine historier, der blander sig med dine. Dig, jeg tilfældigt passerer i livet, på gaden. Frygten for at dø, hvis man standser. Angsten for at dø, hvis man fortsætter. Tilfældighedernes pudsigheder. Jeg er en af mange, du er mange af en. Stemmen, der fortæller, du kan gøre det bedre, mere. Forhindringer, der tvinger dig til at standse op og se vejen, du løber på. Det perfekte møde, som du jagter igen og igen. Urealistiske forventninger til mødet. Urealistiske forventninger til sin egen fart. Løgnen, der bliver til en sandhed i farten. Angsten for at stå stille. Frygten for at gå i stå. Forbipasserende, der aldrig når at fange dig i farten. Forbipasserende, du aldrig når at fange i farten. Distancen er aldrig lige. Alligevel står vi fast på, at det skal foregå i løb. Tårer jeg græder, men som ikke er mine. En følsomhed, man ikke kan løbe fra. Et løb uden destination.

Jeg løber altid stærkt, men sjældent slår jeg distancen.